Klimaet er blevet ”gud”
eller
Babelstårnet revisited

Det er ble­vet alde­les umu­ligt at åbne en avis, høre en nyheds­ud­sen­del­se i radio­en eller se et aktu­a­li­tets­pro­gram på TV, uden at bli­ve for­me­lig bom­bar­de­ret med manen­de dom­me­dags­pro­fe­ti­er. Kli­ma­ka­ta­stro­fe er over­skrif­ten. ”Ver­dens under­gang er nær; omvend jer, inden det er for sent!” Og så i næste ånde­d­rag: ”Det er alle­re­de for sent, udvik­lin­gen lader sig ikke ven­de; under­gan­gen er uaf­ven­de­lig! – Gør der­for bod, skam jer, og afstå fra nu af fra alt det, som før­hen glæ­de­de jer; sådan lyder det fra tidens frem­træ­den­de pro­fe­ter.

Det vir­ker, som om advents­ti­dens gla­de for­vent­ning om Kri­sti fød­sel blandt men­ne­sker i Bet­hle­hem over­skyg­ges af time­li­ge bekym­rin­ger. Det vir­ker, som om den krist­ne tros inder­ste håb, håbet om evig her­lig­hed i Guds Rige, for­dunk­les af skræk for den­ne ver­dens snar­li­ge under­gang. Det vir­ker, som om ang­sten for natur­ka­ta­stro­fer får selv besin­di­ge krist­ne til at ven­de op og ned på den krist­ne tros bæren­de ind­sigt og håb. Det vir­ker, som om stær­ke kræf­ter er i færd med at gøre vej­r­li­get, ned­bø­ren og tem­pe­ra­tu­ren, kort sagt kli­ma­et, til tidens frem­me­ste afg­ud, for­sker­ne til afg­u­dens pro­fe­ter og Mete­o­r­o­lo­gisk Insti­tut til tem­pel for tidens nye reli­gion.

Det vir­ker vide­re, som om vi helt er kom­met bort fra Paulus’ ord i bre­vet til kolos­sen­ser­ne. Apost­len skri­ver til os om det vidun­der­li­ge, evig­he­dens håb, som er inde­holdt i vor krist­ne tro, det håb, som over­går al for­stand: Når Kristus åben­ba­res, da skal også vi åben­ba­res sam­men med ham i her­lig­hed! Og vide­re med dyb­de og alvor: Når I nu er oprej­ste med Kristus, så søg dét, som er i Him­len, dér hvor Kristus sid­der ved Guds høj­re hånd. Tænk på det, som er i Him­len, og ikke på det jor­di­ske.

Søg dét, som er i Him­len! Vi skal der­i­mod ikke bekym­re os over­dre­vent om alt det, som ale­ne hører den­ne ver­den til. Bemærk ordet ”over­dre­vent”. Husk på Evan­ge­liets beret­ning om man­den, som hav­de sik­ret sig med jor­disk gods? Og Guds ord til ham: Du dåre, i nat kræ­ves din sjæl af dig, hvad så med alt det, du har sam­let?

Og vi kun­ne til­fø­je: I nat kræ­ves din sjæl af dig, hvad så med alle de vind­møl­ler, du har byg­get, hvad med alle de sol­cel­ler, du har tæk­ket dit hus med? Hvad med al den vegan­ske føde, du har ind­ta­get? Og hvad med alle de CO2-kvo­ter, du har købt eller solgt på kli­mabør­sen?

Men hvad så? Skal vi være ligeg­la­de med jor­dens, luf­tens og have­nes til­stand? Ligeg­la­de med, hvor meget vi foru­re­ner og øde­læg­ger, ligeg­la­de med om vi dri­ver rov­drift på de natur­li­ge res­sour­cer? Selv­føl­ge­lig ikke! Vi skal tage det ansvar på os, Gud har givet os som for­val­te­re af Hans ska­bel­se. Vi skal med omtan­ke og omsorg her­ske over havets fisk, him­lens fug­le, kvæ­get os alle de vil­de dyr, der rører sig på jor­den.

Men vi skal vog­te os for at gøre noget skabt, inklu­si­ve vind, vejr og vand, til ido­ler og til gen­stand for afg­ud­s­dyr­kel­se. For det krist­ne håb, jeg gen­ta­ger det, det krist­ne håb er et helt andet, et høje­re, et dybe­re, et uen­de­ligt meget stør­re håb end håbet om godt vejr. Det er der­for apost­len for­ma­ner os til først at tæn­ke på dét, som er i Him­len.

Se, hvis nu Kri­sti Gen­komst vir­ke­lig var nær, så vil­le vi have grund til at glæ­de os af hjer­tet. Men den dag eller time ken­der ingen, ikke engang eng­le­ne i Him­me­len … men kun Fade­ren. – Og ind­til da har vi lov til, i årvå­gen­hed, at glæ­de os over livet, glæ­de os over at kun­ne spi­se og drik­ke med vore fami­li­er og ven­ner, glæ­de os over, hvis vi har råd til at give gaver til dem, vi hol­der af. – Hvil­ket ikke er ens­be­ty­den­de med, at vi skal gøre for­bru­geris­men til vores reli­gion og det aldrig ophø­ren­de konsum til omdrej­nings­punkt i vore liv.

På en mær­ke­lig måde er den orto­dok­se kri­sten­dom plud­se­ligt og tem­me­lig uven­tet ble­vet avant-gar­de; for orto­dok­se krist­ne har prak­ti­se­ret måde­hold og faste gen­nem man­ge århund­re­der, også i ”nye­re tid”, og dét læn­ge inden de moder­ne bod­s­præ­di­kan­ter gjor­de deres entré. Men vi faster vel at mær­ke ikke, for­di vi er ble­vet gre­bet af kli­ma-panik, men for­di Kir­kens Tra­di­tion anvi­ser os faste og bøn til bestem­te tider for at hjæl­pe os til altid at huske på, at Gud, Fader, Søn og Hel­li­gånd, er kom­pas­set i men­ne­skers liv, ikke den­ne eller hin pani­kangst.

I Kir­ken er vi ful­de af fortrøst­ning, men vi er ikke uden vide­re opti­mi­sti­ske, når det gæl­der den jor­di­ske ver­den. Fak­tisk tvær­ti­mod! For vi tror, at Kristus vil kom­me igen i her­lig­hed, og vi tror, at Kri­sti gen­komst inde­bæ­rer, at den­ne ver­den vil for­gå, og at den kend­te ver­dens, ophør er en for­ud­sæt­ning for, at Guds Rige, Det ny Jerus­a­lem, kan åbne sig for os i al sin strå­leg­lans. Som vi hører i Johan­nes Åben­ba­ring: Jeg så en ny him­mel og en ny jord. For den før­ste him­mel og den før­ste jord for­svandt, og havet fin­des ikke mere. Og den hel­li­ge by, Jerus­a­lem, så jeg kom­me ned fra Him­len fra Gud … Nu er Guds bolig hos men­ne­ske­ne … thi det, der var før, er nu for­s­vun­det. Og Han, der sid­der på tro­nen, sag­de: Se, jeg gør alting nyt!

Jeg gen­ta­ger: Vi har lov, og ikke bare har vi lov, vi pålæg­ges i Kri­sti Kir­ke at glæ­de os over livet: Vær altid gla­de, bed uop­hør­ligt, og sig Gud tak under alle for­hold; sådan skri­ver Paulus. – Det er der­for, vi faster inden de sto­re høj­ti­der, Jul og Påske, for at vi kan lære at ken­de for­skel på faste og fest, for at vi kan lære at glæ­de os over Guds gaver til men­ne­sker, for at vi kan lære altid at have Gud som både kom­pas og anker.

Vi faster som kon­trast til festen, den fest og høj­tid, som vi af hjer­tet læn­ges efter; vi faster der­i­mod ikke for at bidra­ge til de bekym­re­de dom­me­dags­præ­di­kan­ters tri­ste san­ge; eller for at slut­te os til tidens støt vok­sen­de grup­pe af fla­gel­lan­ter og kata­stro­fe­pro­fe­ter; vi faster ikke for at syn­ge med på alle de mis­mo­di­ge omkvæd om, at ”ver­dens under­gang er nær”, der lyder fra snart sagt alle sider, filo­so­fi­ske, poli­ti­ske og kir­ke­li­ge. Vi faster ikke, for­di vi træ­ner til at bli­ve glæ­des­lø­se puri­ta­ne­re, ej hel­ler for­di vi, som dig­te­ren Ben­ny Ander­sen så malen­de udtryk­te det, begyn­der at træ­ne til ske­let­ter. Vi faster ikke, for­di vi fryg­ter, at den­ne ver­den skal gå under, men for­di vi med hjer­te og sind læn­ges mod Kri­sti Fød­sel. Vi faster ikke for­di vi fryg­ter døden, men for­di vi læn­ges efter at få del i Kri­sti sejr over døden ved Hans Opstan­del­se påske­mor­gen.

Vi er, for at sige det ander­le­des, ikke ban­ge; for vi sto­ler på Gud! Der­for lader vi os ikke gri­be, hver­ken af puri­ta­nis­me eller af grå­dig­hed. Vi lever vore jor­di­ske liv i opmærk­som, måde­hol­den balan­ce mel­lem faste og fest, sådan som Guds Kir­ke anvi­ser os det. Og vi tager med glæ­de imod Guds gaver til os og siger Ham uop­hør­ligt tak!

Og så er der noget andet, vi hel­ler ikke lader os gri­be af: Det er den på én gang uhyg­ge­li­ge og komi­ske selv­hæv­del­se og selv-ophø­jel­se, der for­klædt som ydmyg bekym­ring for jor­dens og al ska­bel­sens fort­sat­te eksi­stens vin­der sta­digt stær­ke­re frem. Det giver min­del­ser om beret­nin­gen om Babel­står­net, I ved, dér, hvor men­ne­ske­ne i over­mod vil byg­ge sig lige op i Him­len og som straf for deres over­mod slås af sprog­for­vir­ring, så de slet ikke læn­ge­re for­står hin­an­dens sprog; en baby­lo­nisk for­vir­ring!

Nu er det så ikke læn­ge­re Babel­står­net, der er pro­jek­tet. I vore dage er det tidens man­ge selv­be­stal­te­de, klo­ge hove­d­er, for­ske­re, filo­sof­fer og sågar teo­lo­ger, der fore­gi­ver at være så klo­ge, at de kan tage ansvar for og kon­trol med vejr og vind, med tør­ke og regn, med isti­der og tro­pisk var­me, kort sagt med kli­ma­et. Og som bru­ger deres til­sy­ne­la­den­de ube­græn­se­de medi­e­ad­gang til at dyn­ge lag på lag af skam og skyld på på alle andre.

Under­gangs­pro­fe­ter­ne selv, ja de fly­ver ger­ne ver­den rundt for at del­ta­ge i inter­na­tio­na­le kli­ma-kon­fe­ren­cer og dér frem­me deres bud­skab om, at alle vi andre skal bli­ve, hvor vi er, og helst ikke så meget som nær­me os en fly­ve­ma­ski­ne. I men­ne­ske­he­dens og pla­ne­tens tje­ne­ste, för­stås. — Hvis de da ikke lige skaf­fer sig et gra­tis ”lift” over Atlan­ten med en luksus-sejl­båd i mahog­ni og mes­sing, sådan som en før­en­de, svensk bar­ne-pro­fet for nylig gjor­de. Bag­ef­ter var der vist sådan en pas­sant noget med, at der måt­te fly­ves en besæt­ning på en 3–4 mand til USA for at sej­le båden til­ba­ge til Euro­pa; men pro­fe­ten beva­re­de da sin uskyld, ikke sandt? How dare you?

Det brin­ger min­del­ser om den lær­de hin­du, som var hen­syns­løst opta­get af at for­bed­re sin kar­ma. Han var der­for omhyg­ge­lig med ikke at dræ­be noget leven­de væsen, ja han vil­le end ikke risi­ke­re at træ­de på ét ene­ste insekt for ikke at pådra­ge sig mind­ste skyld; så der­for hyre­de ham fire kaste­lø­se til at tram­pe gen­nem lan­de­ve­je­nes støv og brin­ge ham omkring i en bære­stol, hver gang han skul­le belæ­re de min­dre lær­de om kar­ma­loven.

Klæd jer i sæk og aske! – sådan synes de at sige, de, der har påta­get sig den svim­len­de opga­ve at red­de klo­den. Intet min­dre! I deres over­mod, for­klædt som ansvar­lig­hed, viger de ikke til­ba­ge for at sæt­te sig i Guds sted og til­ta­ge sig ansvar for pla­ne­ten, vi lever på, for atmos­fæ­ren, den nære og den fjer­ne, ja, for hele ver­dens­rum­met og hele skab­nin­gen. Til den ende fly­ver de, som alle­re­de nævnt, ver­den rundt og frem­ma­ner ræd­sels­vi­sio­ner om … nå ja, om fly­tra­fik­ken, om pro­duk­tio­nen af tøj og mad og drik­ke og ikke mindst om, hvad vi spi­ser; og de frem­ma­ner, med alle tegn på væm­mel­se, bil­le­det af det tohor­ne­de uhy­re i den nye­ste ver­sion af åben­ba­rin­gen: Oksen eller koen, hvis kød iføl­ge de nye pro­fe­ter vil være en helt afgø­ren­de fak­tor, når det gæl­der at udlø­se men­ne­skeslæg­tens under­gang, og som der­for vil føre os direk­te til dom­me­dag.

Vi står over for et para­doks! For det er jo sandt, at vi bør besin­de os i for­hold til den uhæm­me­de for­bru­geris­me. – Men som en mær­ke­lig mod­pol til grå­dig­he­den og det per­ver­te­re­de over­for­brug ser vi så de sene­ste år opkom­sten af en sør­ge­lig hybrid mel­lem de over­modi­ge, der vil­le byg­ge Babel­står­net, og så dom­me­dags­præ­di­kan­ter, som spre­der skræk og ræd­sel om sig og prø­ver at skræm­me os alle sam­men fra at glæ­de os over Guds gaver.

Men vi krist­ne er ikke dom­me­dags­præ­di­kan­ter, der spre­der sort­syn, skræk og ræd­sel, hvor vi går. Vi byg­ger hel­ler ikke moder­ne Babel­står­ne af avan­ce­ret tek­no­lo­gi til ver­dens frel­se. Ej hel­ler fore­gi­ver vi, med et sæt ”kor­rek­te” leve­må­der, cen­tre­ret om at afstå fra alt, der glæ­der og for­nø­jer, at kun­ne udvir­ke mirak­ler på uni­ver­sel ska­la. Vi for­sø­ger, kort sagt, ikke at etab­le­re para­dis på jord. For vi ved, med tro­ens vis­hed, at ale­ne Kristus er vor frel­se, vi ved, at der fin­des ikke noget andet navn under Him­len, hvor­ved vi frel­ses.

Vi ved, at Guds Rige, det grund­læg­ges blandt men­ne­sker og plan­tes i vore hjer­ter, ved Kri­sti Fød­sel. Der­i­mod hver­ken grund­læg­ges eller ful­den­des det ved opstil­lin­gen af en uen­de­lig ræk­ke ”ver­dens­mål” og CO2-kvo­ter. Guds Rige ved Kri­sti kom­me, dét er, hvad eng­le­ne syn­ger om og for­kyn­der os fra Det Høje: Gud bli­ver Men­ne­ske, for at vi kan vok­se til Hans lig­hed. Sådan er vort kald, og vi lader os ikke distra­he­re, ej hel­ler lader vi os skræm­me, vi lader ikke vore tan­ker fare ad alle muli­ge og umu­li­ge vild­ve­je, vi lader os ikke tyran­ni­se­re til skyld­be­tyn­get at ret­te blik­ket mod jor­den; tvær­ti­mod, vi hol­der opmærk­som­he­den og blik­ket ret­tet mod Him­me­len, mod den kom­men­de høj­tid, mod jule­nat, hvor Kristus, Guds Søn lader Sig føde af Jom­fru­en, lader Sig føde blandt men­ne­sker, ja, lader Sig føde i hjer­tet på hver den, som læn­ges efter Ham og åbner sig for Ham.

Og når Kristus så fødes, ja, så fester vi og glæ­der os; så læg­ger vi alt mis­mod, al skyld og skam og alle trus­ler bort; så jub­ler og syn­ger vi til Guds ære, så tæn­der vi lys overalt, så fejrer vi Den Gud­dom­me­li­ge Litur­gi, og så spi­ser vi en over­flod af Guds gaver, både and og okse og gris og ko, og så drik­ker vi vin­træ­ets frugt i rige­lig mæng­de; og vi gør det hele til Guds ære!

Men om nog­le måne­der, ja, så ind­le­der vi Den Sto­re Faste, påske­fa­sten, dén, der for­be­re­der os til at tage del i Kri­sti Opstan­del­se og sejr over døden.

Glæ­de­lig jul!