Det er blevet aldeles umuligt at åbne en avis, høre en nyhedsudsendelse i radioen eller se et aktualitetsprogram på TV, uden at blive formelig bombarderet med manende dommedagsprofetier. Klimakatastrofe er overskriften. ”Verdens undergang er nær; omvend jer, inden det er for sent!” Og så i næste åndedrag: ”Det er allerede for sent, udviklingen lader sig ikke vende; undergangen er uafvendelig! – Gør derfor bod, skam jer, og afstå fra nu af fra alt det, som førhen glædede jer; sådan lyder det fra tidens fremtrædende profeter.
Det virker, som om adventstidens glade forventning om Kristi fødsel blandt mennesker i Bethlehem overskygges af timelige bekymringer. Det virker, som om den kristne tros inderste håb, håbet om evig herlighed i Guds Rige, fordunkles af skræk for denne verdens snarlige undergang. Det virker, som om angsten for naturkatastrofer får selv besindige kristne til at vende op og ned på den kristne tros bærende indsigt og håb. Det virker, som om stærke kræfter er i færd med at gøre vejrliget, nedbøren og temperaturen, kort sagt klimaet, til tidens fremmeste afgud, forskerne til afgudens profeter og Meteorologisk Institut til tempel for tidens nye religion.
Det virker videre, som om vi helt er kommet bort fra Paulus’ ord i brevet til kolossenserne. Apostlen skriver til os om det vidunderlige, evighedens håb, som er indeholdt i vor kristne tro, det håb, som overgår al forstand: Når Kristus åbenbares, da skal også vi åbenbares sammen med ham i herlighed! Og videre med dybde og alvor: Når I nu er oprejste med Kristus, så søg dét, som er i Himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i Himlen, og ikke på det jordiske.
Søg dét, som er i Himlen! Vi skal derimod ikke bekymre os overdrevent om alt det, som alene hører denne verden til. Bemærk ordet ”overdrevent”. Husk på Evangeliets beretning om manden, som havde sikret sig med jordisk gods? Og Guds ord til ham: Du dåre, i nat kræves din sjæl af dig, hvad så med alt det, du har samlet?
Og vi kunne tilføje: I nat kræves din sjæl af dig, hvad så med alle de vindmøller, du har bygget, hvad med alle de solceller, du har tækket dit hus med? Hvad med al den veganske føde, du har indtaget? Og hvad med alle de CO2-kvoter, du har købt eller solgt på klimabørsen?
Men hvad så? Skal vi være ligeglade med jordens, luftens og havenes tilstand? Ligeglade med, hvor meget vi forurener og ødelægger, ligeglade med om vi driver rovdrift på de naturlige ressourcer? Selvfølgelig ikke! Vi skal tage det ansvar på os, Gud har givet os som forvaltere af Hans skabelse. Vi skal med omtanke og omsorg herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget os alle de vilde dyr, der rører sig på jorden.
Men vi skal vogte os for at gøre noget skabt, inklusive vind, vejr og vand, til idoler og til genstand for afgudsdyrkelse. For det kristne håb, jeg gentager det, det kristne håb er et helt andet, et højere, et dybere, et uendeligt meget større håb end håbet om godt vejr. Det er derfor apostlen formaner os til først at tænke på dét, som er i Himlen.
Se, hvis nu Kristi Genkomst virkelig var nær, så ville vi have grund til at glæde os af hjertet. Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen … men kun Faderen. – Og indtil da har vi lov til, i årvågenhed, at glæde os over livet, glæde os over at kunne spise og drikke med vore familier og venner, glæde os over, hvis vi har råd til at give gaver til dem, vi holder af. – Hvilket ikke er ensbetydende med, at vi skal gøre forbrugerismen til vores religion og det aldrig ophørende konsum til omdrejningspunkt i vore liv.
På en mærkelig måde er den ortodokse kristendom pludseligt og temmelig uventet blevet avant-garde; for ortodokse kristne har praktiseret mådehold og faste gennem mange århundreder, også i ”nyere tid”, og dét længe inden de moderne bodsprædikanter gjorde deres entré. Men vi faster vel at mærke ikke, fordi vi er blevet grebet af klima-panik, men fordi Kirkens Tradition anviser os faste og bøn til bestemte tider for at hjælpe os til altid at huske på, at Gud, Fader, Søn og Helligånd, er kompasset i menneskers liv, ikke denne eller hin panikangst.
I Kirken er vi fulde af fortrøstning, men vi er ikke uden videre optimistiske, når det gælder den jordiske verden. Faktisk tværtimod! For vi tror, at Kristus vil komme igen i herlighed, og vi tror, at Kristi genkomst indebærer, at denne verden vil forgå, og at den kendte verdens, ophør er en forudsætning for, at Guds Rige, Det ny Jerusalem, kan åbne sig for os i al sin stråleglans. Som vi hører i Johannes Åbenbaring: Jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, Jerusalem, så jeg komme ned fra Himlen fra Gud … Nu er Guds bolig hos menneskene … thi det, der var før, er nu forsvundet. Og Han, der sidder på tronen, sagde: Se, jeg gør alting nyt!
Jeg gentager: Vi har lov, og ikke bare har vi lov, vi pålægges i Kristi Kirke at glæde os over livet: Vær altid glade, bed uophørligt, og sig Gud tak under alle forhold; sådan skriver Paulus. – Det er derfor, vi faster inden de store højtider, Jul og Påske, for at vi kan lære at kende forskel på faste og fest, for at vi kan lære at glæde os over Guds gaver til mennesker, for at vi kan lære altid at have Gud som både kompas og anker.
Vi faster som kontrast til festen, den fest og højtid, som vi af hjertet længes efter; vi faster derimod ikke for at bidrage til de bekymrede dommedagsprædikanters triste sange; eller for at slutte os til tidens støt voksende gruppe af flagellanter og katastrofeprofeter; vi faster ikke for at synge med på alle de mismodige omkvæd om, at ”verdens undergang er nær”, der lyder fra snart sagt alle sider, filosofiske, politiske og kirkelige. Vi faster ikke, fordi vi træner til at blive glædesløse puritanere, ej heller fordi vi, som digteren Benny Andersen så malende udtrykte det, begynder at træne til skeletter. Vi faster ikke, fordi vi frygter, at denne verden skal gå under, men fordi vi med hjerte og sind længes mod Kristi Fødsel. Vi faster ikke fordi vi frygter døden, men fordi vi længes efter at få del i Kristi sejr over døden ved Hans Opstandelse påskemorgen.
Vi er, for at sige det anderledes, ikke bange; for vi stoler på Gud! Derfor lader vi os ikke gribe, hverken af puritanisme eller af grådighed. Vi lever vore jordiske liv i opmærksom, mådeholden balance mellem faste og fest, sådan som Guds Kirke anviser os det. Og vi tager med glæde imod Guds gaver til os og siger Ham uophørligt tak!
Og så er der noget andet, vi heller ikke lader os gribe af: Det er den på én gang uhyggelige og komiske selvhævdelse og selv-ophøjelse, der forklædt som ydmyg bekymring for jordens og al skabelsens fortsatte eksistens vinder stadigt stærkere frem. Det giver mindelser om beretningen om Babelstårnet, I ved, dér, hvor menneskene i overmod vil bygge sig lige op i Himlen og som straf for deres overmod slås af sprogforvirring, så de slet ikke længere forstår hinandens sprog; en babylonisk forvirring!
Nu er det så ikke længere Babelstårnet, der er projektet. I vore dage er det tidens mange selvbestaltede, kloge hoveder, forskere, filosoffer og sågar teologer, der foregiver at være så kloge, at de kan tage ansvar for og kontrol med vejr og vind, med tørke og regn, med istider og tropisk varme, kort sagt med klimaet. Og som bruger deres tilsyneladende ubegrænsede medieadgang til at dynge lag på lag af skam og skyld på på alle andre.
Undergangsprofeterne selv, ja de flyver gerne verden rundt for at deltage i internationale klima-konferencer og dér fremme deres budskab om, at alle vi andre skal blive, hvor vi er, og helst ikke så meget som nærme os en flyvemaskine. I menneskehedens og planetens tjeneste, förstås. — Hvis de da ikke lige skaffer sig et gratis ”lift” over Atlanten med en luksus-sejlbåd i mahogni og messing, sådan som en førende, svensk barne-profet for nylig gjorde. Bagefter var der vist sådan en passant noget med, at der måtte flyves en besætning på en 3–4 mand til USA for at sejle båden tilbage til Europa; men profeten bevarede da sin uskyld, ikke sandt? How dare you?
Det bringer mindelser om den lærde hindu, som var hensynsløst optaget af at forbedre sin karma. Han var derfor omhyggelig med ikke at dræbe noget levende væsen, ja han ville end ikke risikere at træde på ét eneste insekt for ikke at pådrage sig mindste skyld; så derfor hyrede ham fire kasteløse til at trampe gennem landevejenes støv og bringe ham omkring i en bærestol, hver gang han skulle belære de mindre lærde om karmaloven.
Klæd jer i sæk og aske! – sådan synes de at sige, de, der har påtaget sig den svimlende opgave at redde kloden. Intet mindre! I deres overmod, forklædt som ansvarlighed, viger de ikke tilbage for at sætte sig i Guds sted og tiltage sig ansvar for planeten, vi lever på, for atmosfæren, den nære og den fjerne, ja, for hele verdensrummet og hele skabningen. Til den ende flyver de, som allerede nævnt, verden rundt og fremmaner rædselsvisioner om … nå ja, om flytrafikken, om produktionen af tøj og mad og drikke og ikke mindst om, hvad vi spiser; og de fremmaner, med alle tegn på væmmelse, billedet af det tohornede uhyre i den nyeste version af åbenbaringen: Oksen eller koen, hvis kød ifølge de nye profeter vil være en helt afgørende faktor, når det gælder at udløse menneskeslægtens undergang, og som derfor vil føre os direkte til dommedag.
Vi står over for et paradoks! For det er jo sandt, at vi bør besinde os i forhold til den uhæmmede forbrugerisme. – Men som en mærkelig modpol til grådigheden og det perverterede overforbrug ser vi så de seneste år opkomsten af en sørgelig hybrid mellem de overmodige, der ville bygge Babelstårnet, og så dommedagsprædikanter, som spreder skræk og rædsel om sig og prøver at skræmme os alle sammen fra at glæde os over Guds gaver.
Men vi kristne er ikke dommedagsprædikanter, der spreder sortsyn, skræk og rædsel, hvor vi går. Vi bygger heller ikke moderne Babelstårne af avanceret teknologi til verdens frelse. Ej heller foregiver vi, med et sæt ”korrekte” levemåder, centreret om at afstå fra alt, der glæder og fornøjer, at kunne udvirke mirakler på universel skala. Vi forsøger, kort sagt, ikke at etablere paradis på jord. For vi ved, med troens vished, at alene Kristus er vor frelse, vi ved, at der findes ikke noget andet navn under Himlen, hvorved vi frelses.
Vi ved, at Guds Rige, det grundlægges blandt mennesker og plantes i vore hjerter, ved Kristi Fødsel. Derimod hverken grundlægges eller fuldendes det ved opstillingen af en uendelig række ”verdensmål” og CO2-kvoter. Guds Rige ved Kristi komme, dét er, hvad englene synger om og forkynder os fra Det Høje: Gud bliver Menneske, for at vi kan vokse til Hans lighed. Sådan er vort kald, og vi lader os ikke distrahere, ej heller lader vi os skræmme, vi lader ikke vore tanker fare ad alle mulige og umulige vildveje, vi lader os ikke tyrannisere til skyldbetynget at rette blikket mod jorden; tværtimod, vi holder opmærksomheden og blikket rettet mod Himmelen, mod den kommende højtid, mod julenat, hvor Kristus, Guds Søn lader Sig føde af Jomfruen, lader Sig føde blandt mennesker, ja, lader Sig føde i hjertet på hver den, som længes efter Ham og åbner sig for Ham.
Og når Kristus så fødes, ja, så fester vi og glæder os; så lægger vi alt mismod, al skyld og skam og alle trusler bort; så jubler og synger vi til Guds ære, så tænder vi lys overalt, så fejrer vi Den Guddommelige Liturgi, og så spiser vi en overflod af Guds gaver, både and og okse og gris og ko, og så drikker vi vintræets frugt i rigelig mængde; og vi gør det hele til Guds ære!
Men om nogle måneder, ja, så indleder vi Den Store Faste, påskefasten, dén, der forbereder os til at tage del i Kristi Opstandelse og sejr over døden.
Glædelig jul!