Nedenstående tekst omhandler forhold i den danske folkekirke. Man kunne måske mene, at det ikke var noget, der kommer en ortodoks præst ved og dermed ikke et relevant emne for præstens blog. Det ville også være sandt under andre omstændigheder; men her er sagen, at ortodoks tradition og teologi søges inddraget i et tvivlsomt projekt om ”spiritualitet”, som skal finde sted netop i folkekirken. Læs selv!
Fredag den 8. december var der på side 9 i en herværende, kristelig avis en iøjnefaldende annonce, dækkende mere end en halv avisside, med overskriften: ”Spirituelle praksisdage 2024. Træning af nærvær, hjertelighed og kropsbevidsthed – med Peter Høeg.”
Annoncen udbyder et kursus med rødder i tibetansk buddhisme. Buddhismen nævnes ganske vist ikke specifikt, men den er det åndelige fundament for Vækstcenteret i Nørre Snede, som for sin del er Peter Høegs åndelige hjemsted. Kurset skal finde sted over to dage i januar 2024 i Treenighedskirken i Esbjerg. Det koster angiveligt 800 kr at deltage i den spirituelle praksis.
At et sådant kursus udbydes er der ikke noget overraskende i. Den slags har der været ikke så få eksempler på gennem mange år. Det overraskende er annoncens afsender! Det er nemlig ikke Vækstcenteret (som i lighed med den buddhistiske inspiration ikke nævnes ved navn) eller en lignende ny-religiøs, ”alternativ” gruppering, men derimod den danske folkekirke. Nærmere bestemt er afsenderen Stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift, Miriam Flòrez.
”Åndeligt søgende”? – Her gik en anden én og troede, at den kristne tro i sin helhed, og dermed også (folke-)kirkens virke netop var af åndelig art. Men i Ribe Stift mener man åbenbart, at ”det åndelige” er for en helt særligt interesseret gruppe. Alle de øvrige, altså de, der bare går til gudstjeneste, synger salmer og modtager nadver, de er åbenbart i en anden kategori end den ”åndelige”. Hvilken mon?
Man leder forgæves efter blot det allermindste spor af kristen tro i annoncen fra Ribe Stift. Kristus nævnes ikke med et ord. Bøn knyttes ikke til den kristne tro, hverken Fadervor eller Jesusbønnen nævnes. Derimod finder man helt utilsløret og klokkeklar synkretisme, fx står der: ”Verdensreligionerne har alle to sider: En udadvendt … og en indadvendt.” Videre hedder det, at kursets formål er at afgøre, om det er muligt ”at finde en fællesmenneskelig kerne i de store religioner og spirituelle træningssystemer?”
Som skrevet, hverken Vækstcenteret eller den tibetanske buddhisme nævnes i annoncen fra Ribe Stift. Det gør samme centers grundlægger og leder gennem alle årene heller ikke. Jes Bertelsen hedder han. Det er en skam, for det ville være vigtigt og nyttigt med disse oplysninger for eventuelt interesserede i det udbudte kursus.
Peter Høeg har ved mange lejligheder udtrykt sin beundring og sin overensstemmelse netop for det alternative Danmarks grand old man, Jes Bertelsen. Der er tale om uforfalsket gurudyrkelse. Høeg meddelte fx i august 2013 i et interview i Kristeligt Dagblad, at Bertelsen er i besiddelse af ”et certificeret overblik” over det åndelige liv, for han har, hedder det videre, ”af sin lærer, Tulku Urgyen …. fået bekræftet, at han har adgang til toppen, til dér, hvorfra hele ruten kan ses oppefra.” Javel ja!
Peter Høegs beskrivelse af Bertelsen bekræftes af Vækstcenterets hjemmeside, hvor man kan læse følgende: ”Den videregående spirituelle undervisning forestås af Jes Bertelsen, hvis tibetanske lærer, Tulku Urgyen Rinpoche, i 1989 gav ham bemyndigelse til at undervise i dzogchen ud fra sin egen tid og vestlige baggrund.”
Bertelsens påståede ”certificering” minder mig om en stribe i tegneserien ”Radiserne”: Trine har slået sin bod op med skiltet ”Psykiatrisk hjælp, 25 øre”. Søren Brun stopper op og spørger: ”Hvad er dine kvalifikationer?” Trine svarer: ”Jeg ved alt!” Og med et tænksomt udtryk slutter Søren Brun ordvekslingen: ”Det er gode kvalifikationer.”
Nå, jeg skal ikke ved denne lejlighed yderligere udfolde hverken det lattervækkende eller det farlige ved gurudyrkelse. Mit ærinde er et andet: Jeg må på det bestemteste tilbagevise et enkelt aspekt i Peter Høegs forståelse af sig selv som underviser. I et essay fra august 2013 skriver han om de høje krav, som stilles til en lærer ”i høj zen, i advaita vedanta og i den tibetanske vejrayane-buddhisme”; og midt i dette selskab af mystificerende betegnelser får Høeg så også lige indflettet ”den kristne hjertebønstradition”.
Manøvren er ikke overraskende. I mange år har Jes Bertelsen søgt at fremmane et billede af sig selv som manden med det ”certificerede overblik”, som ”fra toppen”, og altså højt hævet over den kristne tro og kirke, kan påtage sig at udrede for de kristne selv, hvad de dybest set tror på, og hvad kristent liv og bøn ”i virkeligheden” drejer sig om. Det har fx givet sig udslag i forvrøvlede teorier om Kristus som ”én af de oplyste mestre”, som fra den højere visdoms sfære skulle personificere ”proces” i modsætning til Buddha, som så fra samme høje stade skulle personificere ”tilstand”.
Bertelsen har desværre også kastet sit blik på Den Ortodokse Kirke og tro; og han misbruger gerne Kirkens tradition til at promovere sine teorier. Og det uden smålig hensyntagen til, om fremstillingen stemmer overens med Kirkens egen forståelse. Dette har givet sig markant udtryk i en bog med titlen ”Hjertebøn og Ikonmystik” (Borgens Forlag 1996). Indholdet i værket har ingen verdens ting gøre med ortodoks teologi, hverken med Kirkens forståelse af bønnen eller af ikonerne. Det er en forvanskning, og det er et krampagtigt forsøg på at modellere Den Ortodokse Kirkes tro om, så den passer til Bertelsens (og Høegs) egen, buddhistiske lære og tro.
To overordnede forvanskninger af Kirkens tradition springer særligt i øjnene. Bertelsen indskriver Kirkens ikoner i et system af ”chakraer” og hedensk farvesymbolik, og han opdeler, uden at fortrække en mine, ikonerne i syv ”planer”, som følger et særligt farveskema. Det fører ham til at hævde, at alt efter vores åndelige udviklingstrin er vi kun parate til at forholde os til visse ikoner med de farver, som modsvarer vores øjeblikkelige åndelige udviklingsstade.
Bertelsen omdanner, som det fremgår, Kirkens traditionelle ikonografi til en magi i farver og geometri. Helt fraværende fra hans fremstilling er derimod dét, som for Kirken er det helt afgørende: den enkelte troendes personlige relation til Kristus, Gudsmoder og de øvrige hellige, som afbildes på ikonerne.
Lige så misvisende er Bertelsens forståelse af Jesusbønnen eller Hjertebønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder”. Uden tøven benævner han bønnens ordlyd som et ”mantra”, en lydlig størrelse, som skal ”svinge med hjerterytmen”, som han skriver. I fuldt alvor fremfører han, at hvor det græske kyrie eleison og det russiske gospodi pomiluj har bevist deres brugbarhed som virksomme ”mantraer”, så står det endnu tilbage at se, om der kan findes noget brugbart på dansk … Med sit ”certificerede overblik” åbner guruen fra sin top dog den mulighed, at ”et fremragende mantra kunne være selve de to ord: Jesus Kristus” ! Jamen, skal man le eller græde?
Igen, det som er afgørende for Kirken, det, som er centrum for den ortodokse tro, nemlig de troendes personlige forhold til Kristus, Guds Søn, det er fuldkommen fraværende i Bertelsens ”analyse” og (manglende) forståelse af Kirkens ikoner og bøn.
Hvis Jes Bertelsen og hans discipel, Peter Høeg, kan sammenlignes med ”Radisernes” Trine, der ”ved alt” og sætter sin viden til salg for 25 øre, så stiller jeg mig, som præst i Den Ortodokse Kirke, gerne til rådighed som samme tegneseries hund, Nuser, der slår en bod op ved siden af Trines med skiltet ”venneråd 10 øre”. Og mit allerførste venneråd, det er oven i købet helt gratis og lyder sådan her: Vend jer til Kristus og Hans Kirke med hele Kirkens Tradition; og ikke til denne eller hin guru, som tror sig hævet over Kirkens tro og ikke formår at se den som andet end ét eksempel blandt mange på dén ”fællesmenneskelige kerne”, som præsten fra Ribe åbenbart også bekender sig til uden så meget som at nævne Guds Søn, Jesus Kristus, som Vejen, Sandheden og Livet.
Med andre ord: Det kunne på det varmeste anbefales Stiftspræsten for Åndeligt søgende i Ribe Stift at fokusere på Kristus og på de kristne troendes personlige forhold til Ham. I stedet for at promovere alskens ny-religiøsitet og såkaldt alternativ spiritualitet, burde hun vise både troende og søgende i Ribe Stift vejen til Kristus og lære dem, at ”Der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses” (Apostlenes Gerninger 4:12).