I de seneste uger er der opstået en heftig debat i Kristeligt Dagblad. Anledningen er, at pastor emeritus Johannes Værge fra den danske folkekirke den 22. august 2023 havde en kronik i avisen, hvori han afviser den teologiske forestilling, at Gud blev Menneske i Kristus for at kunne bringe det såkaldte sonoffer, at altså Kristus påtog sig den straf, der egentlig tilkom alle os andre, hele menneskehedens straf, og derfor døde på korset på vore vegne. At straf, med andre ord, skulle være den dybeste årsag til, at Gud blev Menneske.
Ugen efter Værges kronik var der i avisen et temmelig kryptisk indlæg om Værges kronik fra tidligere biskop i folkekirken, Steen Skovsgaard, som lader til at mene, at det ikke tjener noget formål at gøre os overvejelser over, hvorfor Gud blev Menneske i Kristus, og at vi derfor bør nøjes med at konstatere, at ”Jesus døde, fordi det var Guds vilje”!
Officer i Frelsens Hær, Ingrid Larsen, går endnu et par dage senere mere konkret imod Værge og anfører, at ”uden et sonoffer … er vi stadig fortabt i vores synd”.
Senere endnu, den 9. september, bringer Kristeligt Dagblad så, i form af endnu en kronik, et indlæg, hvori formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, lægger sig på linje med Frelsens Hærs læsning, blot med en mere systematisk argumentation af umiskendeligt indre-missionsk tilsnit. Bækgaard frakender i sit indlæg Johannes Værge enhver teologisk indsigt og beskylder ham nærmest for slet ikke at være kristen. Og Bækgaard opsummerer sit angreb med følgende svulstige udsagn: ”Jesu blod er den beskyttelse, som dækker vore synder”.
Den seneste kommentar til ovennævnte debat var at læse i avisen lørdag den 16. september. I klummen ”Kirkeligt set” konfronterer lektor Lars Sandbeck Hans-Ole Bækgaards argumentation. Sandbeck peger (med rette) på, at Bækgaard er et skoleeksempel på den type teologi, der lukker al samtale ned med ”dogmatiske færdigsvar og ved at slynge om sig med kætterbesværgelser”; og han anfører (igen med rette), at Bækgaard synes at være drevet af et behov for at ”agere trospoliti”. Og Sandbeck konkluderer: ”Der er noget ufrivilligt komisk og grænseløst selvovervurderende over teologer, der udnævner sig selv til dogmatiske linjevogtere med beføjelse til at dømme bolden enten ude eller inde”. Det forekommer at være en præcis karakteristik!
Kristeligt Dagblad har været tilbudt en kronik, nemlig nedenstående (nu dog med visse ændringer og tilføjelser), for også at kunne bringe et ortodokst kristent perspektiv på forståelsen af, hvorfor Gud blev Menneske i Kristus, og hvorfor Han døde på korset. Og Kristeligt Dagblad har, som de har for vane, afvist at bringe det ortodokse perspektiv på sagen med henvisning til ”pladsmangel”. – Så det kommer nedenfor.
Jeg vil gerne skitsere en ortododoks kristen forståelse af, hvorfor Gud blev Menneske i Jesus Kristus, hvorfor Han døde, og hvorfor Han opstod fra de døde (en mere udfoldet redegørelse kan findes i min bog ”Kristus er opstanden”, udkommet i 2022 på Gudsmoders Beskyttelses Forlag):
For at kunne svare på overskriftens spørgsmål, ”Hvorfor blev Gud Menneske?”, og for at kunne kaste lys over forudsætningen for Skovsgaard, Larsen og Bækgaards angreb på Johannes Værges ortodokst farvede (kunne det synes?) teologi, kan det være oplysende at begynde et tilsyneladende helt andet sted, nemlig med spørgsmålet: Hvad er meningen med det kristne liv?
Det ortodokse, kristne svar lyder: Hvert menneske er en enestående skabning, der er bogstavelig talt kun én af hver, og hver enkelt af os har til opgave at finde vores egen personlighed og karakter. Samtidigt er der et grundmønster, som er fælles for alle mennesker. Meningen med livet er at komme til at ligne Kristus! Meningen er at få del i Kristi guddommelighed.
At være Kristus lig betyder at være fyldt af Helligånden, som udgår fra Faderen, og som Kristus sender os til at vise os vej og lede vore skridt. Når der ikke længere er nogen konflikt mellem det enkelte menneskes vilje og vej og Helligåndens vilje og vej, da er målet nået; da er vi dér, hvor vi kan sige med Paulus: ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig”(Gal. 2:20).
Sådan er det kristne livs mening og formål; og formålet har et teologisk navn: theosis. På dansk: guddommeliggørelse.
Tanken om, at mennesket skulle forvandles til Kristi lighed, virker provokerende på nogle kristne, som forstår det på den måde, at den ortodokse tro vil gøre mennesket til Gud. Det er en misforståelse. Mennesket kan aldrig blive Gud af væsen eller natur; men af Guds nåde kan mennesker få del i de guddommelige egenskaber eller energier; og den delagtighed betegner ortodoks teologi guddommeliggørelse.
Ortodoks kristen tro opererer ikke med nedarvet skyld. Dét, vi arver fra Adams synd, er menneskelivets forfærdende vilkår: forgængelighed og død. Ortodoks teologi opererer derfor ikke med arvesynd, men med arvedød. Vi er alene skyldige i de synder, vi selv begår. Synder nogen, er det udtryk for et personligt valg. Vore valg udspringer af menneskets frie vilje, som er umistelig. Synd er aldrig en uomgængelig følge af en fordærvet natur. Mennesket er skabt frit, og frihedens gave fra Gud kan ikke udslettes af nogen arvesynd; i hvert fald ikke uden at man nærmer sig tanken om prædestination.
Friheden udelukker imidlertid ikke, at den menneskelige natur lider under følgerne af Adams synd. Men der er ikke tale om en retlig skyld eller gæld, der nedarves fra slægt til slægt. Menneskehedens fælles arv fra Adam og Eva er ikke et uopfyldt retskrav eller på anden måde et anliggende om skyld og straf. Arven er snarere de allerede nævnte livsvilkår, som vi kun kender alt for godt: forgængelighed og død.
Kontrasten mellem begreberne arvesynd og arvedød står lysende klar i forbindelse med den tidlige kirkes diskussion om barnedåb. Augustin gjorde gældende, at de små børn slet og ret fødes som syndere, ikke fordi de personligt har syndet, men fordi de er kommet til verden med et retskrav vendt imod sig grundet Adam og Evas synd; og derfor er det, bogstaveligt talt, livet om at gøre at døbe børnene, for at de ikke skal dømmes og fortabes på grund af denne nedarvede skyld.
Den ortodokse tankegang er en anden. Augustins samtidige, Theodoret af Cyrus skriver, at dåbens indhold ikke alene kan være syndernes forladelse, for ”hvorfor skulle vi da døbe nyfødte børn, som endnu ikke kender til synden?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. ”Dåben er”, skriver Theodoret videre, ”en frelsens kåbe, en glædens kjortel, en lysets klædning eller snarere selve lyset.” Kirken døber de nyfødte, ikke for at forlade dem de synder, de endnu ikke har begået, men for at pode dem på Kristus som grene på et træ; og for dermed at skænke dem del i Kristi opstandelse og det evige liv.
Mennesket har af Gud fået skænket frihed til at vælge mellem liv og død. Vi satte skabelsens oprindelige frihed over styr ved Adam og Evas ulydighed over for Gud, og deraf fulgte forgængelighed og død som menneskelivets vilkår.
Men Kristus, Guds Søn, blev Menneske. Han påtog Sig vore vilkår, dødens vilkår. Kristus døde på korset, og ved Sin opstandelse sprængte Han dødsrigets porte og overvandt dødens herredømme. Gud påtog Sig vor menneskelighed, for at vi kunne få del i Hans guddommelighed og dermed i Hans sejr over døden.
Men hvorfor var det nødvendigt for sejren over forgængelighed og død, at Gud blev Menneske? Er det sandt, at Inkarnationenskal forstås som en art guddommelig jura, altså som en retlig nødvendighed for menneskeslægtens frelse?
Den juridiske forståelse af Kristi virke er systematiseret hos en forfatter ved navn Anselm af Canterbury i det 11. århundrede i et værk, der hedder ”Hvorfor blev Gud Menneske?” (jf. overskriften på nærværende indlæg). Anselm udfolder dér tanken om den såkaldte stedfortrædende lidelse og død. Den kendes som ”satisfaktionsteorien”, og idéen er i korthed følgende:
Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ, selv om Gud havde forbudt dem det; og for den ulydighed blev hele menneskeheden dømt til døden. Gud måtte have hævn, og derfor påtog Kristus Sig straffen på vore vegne. Dermed var dommen eksekveret. Gud havde fået den nødvendige ”satisfaktion” via en guddommeligt iscenesat retten bager for smed.
Det kan næsten ikke understreges tilstrækkeligt, at en sådan juridisk præget tankegang er fremmed for den ortodokse, kristne tro. Forestillingen om en rethaverisk og hævngerrig Gud, der ikke helmer, før nogen, lige meget hvem, er blevet straffet med døden, er ikke forenelig med ortodoks kristen forståelse af Guds kærlighed til menneskene.
Flere af kirkefædrene, fx. Irenæos af Lyon (2. årh.) og Athanasios fra Alexandria (4. årh.), udfolder en sådan ikke-juridisk forståelse af inkarnationen; og den ortodokse, kristne forståelse sammenfattes i koncentrat med følgende formulering hos Maximos Bekenderen (6. årh.): ”Gud skabte verden, for at Han selv kunne blive Menneske deri, og for at mennesket kunne blive guddommeliggjort af nåde og få del i det guddommelige livs vilkår.”
Guds nåde består da i selve det, at Kristus bliver Menneske og således kommer os i møde i det samvirke eller den synergi mellem Gud og menneske, som sigter på udfoldelsen af den skabte gudbilledlighed og på at give mennesket del i Kristi sejr over døden og dødsriget. Til forskel fra andre teologiske traditioner, som arbejder med arvesynd og ”satisfaktion”.
Hvis luthersk (og øvrige protestantiske retningers) samt romersk-katolsk teologi med visse nuancer er enige om, at arvesynd og viljens ufrihed er de sørgelige følger af Adams ulydighed, at dåb derfor er en nødvendighed for at undgå evig fortabelse, og at Kristus blev Menneske for at påtage sig straf på vore vegne, så peger den ortodokse kristne tro i stedet på arvedød og på menneskets frie vilje.
Kristus har, med Sin lidelse, korsfæstelse og død, helt og fuldt taget vore vilkår på Sig. Kristus døde på korset, ikke for at påtage Sig vores straf og dermed give ”satisfaktion” til Gud Fader. Kristus gjorde Sig til lokkemad for dødsrigets fyrste, som i sin grådighed slugte maddingen. Dødens fyrste blev narret, så at Kristus kunne sprænge dødsrigets porte indefra og sætte de fangne fri, sådan at vi mennesker, levende som døde, kunne få del i Hans sejr over forgængelighed og død. Så vi kunne få del i Hans Opstandelse fra døde.
For den befrielses skyld er det, at Gud blev Menneske i Jesus Kristus.