Bomben fra Konstantinopel

Når folk som flest i Vesten tæn­ker på Den Orto­dok­se Kir­ke, så tæn­ker de oftest på den som en fjern stør­rel­se, der vel kan have en vis ekso­tisk inter­es­se, når der fx udspil­ler sig magt­kam­pe mel­lem Kon­stan­ti­no­pel og Moskva i Ukrai­ne, som det ske­te tid­li­ge­re i år, hvor Den Øku­me­ni­ske Patri­ark, Bart­ho­lo­mæus I til­t­og sig ret til énsi­digt at til­de­le fra­fald­ne fra Moskvas Patri­ar­kat i Ukrai­ne auto­ke­fa­li, alt­så kir­ke­lig selv­stæn­dig­hed; og det på trods af, at Kir­ken i Ukrai­ne i mere end 300 år har været knyt­tet til Moskva og den rus­si­ske Kir­ke.

De fær­re­ste i Vesten ser imid­ler­tid Den Orto­dok­se Kir­ke med dens teo­lo­gi og dens kon­flik­ter som noget, der for alvor angår os i Vest­eu­ro­pa eller USA. Men det er en fejl. For Den Orto­dok­se Kir­ke hører ikke bare til i ”Langt­bor­ti­stan”, den har sit eget liv i de vest­li­ge lan­de, et liv, ikke ale­ne som så og så man­ge ”migrant­kir­ker” eller ”sømand­skir­ker”, men som en til­ba­ge­ven­den og en gene­tab­le­ring i Vesten af den oprin­de­li­ge Kir­ke, dén Kir­ke, som lig­ger for­ud for de histo­ri­ske opsplit­nin­ger i ”kon­fes­sio­ner”, først til­kom­sten af Den Romersk-Katol­ske Kir­ke, som i det 11. århund­re­de brød med den hid­ti­di­ge énhed­s­kir­ke, og fra 1500-tal­let og frem til­kom­sten af de pro­te­stan­ti­ske kir­ke­sam­fund, lut­he­ra­ne­re og cal­vi­ni­ster mfl, som så at sige brød med udbry­der­ne i Romer­kir­ken.

Den Orto­dok­se Kir­ke har de sene­ste 100 år været på vej til­ba­ge som en leven­de, virk­som, ånde­lig og orga­ni­sa­to­risk énhed i Vesten; og der­med udspil­ler en ræk­ke mod­sæt­nin­ger, som fin­des i Den Orto­dok­se Kir­ke, sig også på vore bred­degra­der. Et afgø­ren­de strids­punkt er knyt­tet til selv­for­stå­el­sen hos Den Øku­me­ni­ske Patri­ark, Bart­ho­lo­mæus I, og hans Syno­de, der opfat­ter sig som leden­de i den orto­dok­se ver­den og der­for hæv­der at være i besid­del­se af sær­li­ge pri­vil­e­gi­er, når det gæl­der til­de­lin­gen af selv­stæn­dig­hed eller auto­ke­fa­li for loka­le, orto­dok­se Kir­ker. Det gæl­der, efter Øku­me­nisk Patri­ar­kats opfat­tel­se, overalt i ver­den, som vi nyligt har set det i Ukrai­ne; men sær­ligt og ikke mindst uden for de tra­di­tio­nelt orto­dok­se lan­de gør Øku­me­nisk Patri­ar­kat krav på ene­væl­di­ge, nog­le vil­le kal­de det ”pave­li­ge” magt­be­fø­jel­ser.

Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat mener nem­lig, kort sagt, at de har ene­ret på at afgø­re, hvil­ke Kir­ker, der kan være selv­stæn­di­ge, og hvil­ke, der ikke kan. Et kendt eksem­pel er en kon­flikt, som snart har pågå­et i 50 år. Det gæl­der OCA, som er for­kor­tel­se for Ort­ho­dox Church of Ame­ri­ca. OCA er en kir­ke­lig enhed, som oprin­de­ligt var del af den rus­si­ske emi­gra­tion til USA, og som der­for var et stift, knyt­tet til Moskvas Patri­ar­kat. Men i 1972 var menig­he­der­ne gle­det så meget ind i det ame­ri­kan­ske sam­fund, sprog­ligt, kul­tu­relt og i øvrigt, at Patri­ar­ka­tet i Moskva med­del­te dem selv­stæn­dig­hed, auto­ke­fa­li. Det vil­le man bare ikke høre tale om fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, der som sagt påberå­ber sig ene­ret på at kun­ne til­de­le selv­stæn­dig­hed. – Og her, snart 50 år sene­re, er situ­a­tio­nen fort­sat låst. Vi har i USA en Orto­doks Kir­ke, OCA, med et mil­li­on-stort antal tro­en­de, man­ge præ­ster, dia­ko­ner og biskop­per samt tre teo­lo­gi­ske uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner; men Øku­me­nisk Patri­ar­kat vil fort­sat ikke aner­ken­de OCA som selv­stæn­di­ge, ale­ne for­di de ikke selv har truf­fet beslut­nin­gen.

Det er ikke blot i USA eller Ukrai­ne, at Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat fører sig frem som ene­væl­di­ge. Også hos os i Vest­eu­ro­pa ser vi den ten­dens. Neden­for føl­ger i skit­se­form beskri­vel­se af en kon­flikt­fyldt udvik­ling gen­nem 100 år, en udvik­ling, som er spid­set til det sene­ste år, siden novem­ber 2018. Det gæl­der en strid om, hvem der har råde­ret over, hvor­dan orto­dok­se tro­en­de kan orga­ni­se­re og ind­ret­te sig i Vest­eu­ro­pa.

Den 28. sep­tem­ber ankom Den Øku­me­ni­ske Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I fra Konstantinopel/Istanbul på et tre-dages besøg i Sto­ck­holm. Anled­nin­gen var 50-års jubilæ­et for etab­le­rin­gen af det græ­ske bis­pe­døm­me i Skan­di­navi­en. Bis­pe­døm­met ledes af Metro­po­lit Kle­o­pas Stron­gy­lis, som siden 2014 fra sit domi­cil på Bir­ger Jarls­ga­tan i Sto­ck­holm har arbej­det ihær­digt på at øge antal­let af græ­ske menig­he­der i Dan­mark, Sve­ri­ge, Nor­ge og Island. Græ­ske menig­he­der, vel at mær­ke! For desvær­re gør der sig en udbredt ”kir­ke­lig natio­na­lis­me” gæl­den­de fle­re ste­der i den orto­dok­se ver­den, og den­ne natio­na­lis­me inde­bæ­rer, at man fra fx græsk side har van­ske­ligt ved at fore­stil­le sig, at auten­tisk, orto­doks kri­sten­dom kan være andet end net­op … nå ja, græsk. Til­sva­ren­de ten­den­ser gør sig gæl­den­de i andre orto­dok­se lan­de, som mener at have patent på den ”ret­te” orto­dok­si.

Sam­me dag, lør­dag den 28. sep­tem­ber, hav­de Ærke­bi­skop Jean Ren­ne­teau ind­kaldt til pasto­ralt møde i Ale­xan­der Nevskij Kated­ra­len på Rue Daru i Paris. Det er lige bag Tri­um­f­bu­en i 8. aron­dis­se­ment, et eks­klu­sivt kvar­ter i den fran­ske hoved­stad, hvor man også fin­der den dan­ske Fre­de­riks­kir­ken og Det Dan­ske Hus.

De for­sam­le­de præ­ster hav­de den­ne dag til opga­ve at drøf­te, hvor­dan man bedst muligt kan afbø­de de øde­læg­gen­de ska­de­virk­nin­ger, som Patri­ark Bart­ho­lo­mæus I og Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat har til­fø­jet den kir­ke­li­ge enhed, som bærer nav­net ”Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift af Rus­sisk Tra­di­tion”, og som har hoved­kvar­ter net­op i Paris.

Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift opstod for ca. 100 år siden som én af føl­ger­ne af den rus­si­ske revo­lu­tion. Et stort antal flygt­nin­ge fra Rusland slog sig ned i Vest­eu­ro­pa, bl. a. i Frank­rig, og brag­te den orto­dok­se tro med sig til­ba­ge til det Vesten, hvor Den Orto­dok­se Kir­ke ellers hav­de været fra­væ­ren­de gen­nem man­ge århund­re­der. Hvor orto­dok­si­en stort set var fuld­kom­men ukendt, eller i det høje­ste hav­de sta­tus som en os uved­kom­men­de, ekso­tisk stør­rel­se fra fjer­ne lan­de.

Ærke­stif­tet var, i sagens natur, af rus­sisk tra­di­tion; grund­lagt som det var af rus­se­re. Men det kun­ne selvsagt ikke for­bli­ve en del af dén rus­si­ske Kir­ke, man var flyg­tet fra. Og man kun­ne hel­ler ikke læn­ge­re se sig som til­hø­ren­de det Moskvas Patri­ar­kat, som efter Okto­ber-revo­lu­tio­nen i 1917 var kom­met under kom­mu­ni­ster­nes kon­trol. Stif­tet etab­le­re­de sig op gen­nem 1920erne i Paris; men der var behov for til­knyt­ning til et kano­nisk patri­ar­kat, og den 17. janu­ar 1931 anmo­de­de den davæ­ren­de leder, metro­po­lit Evlo­gij, offi­ci­elt om, at stif­tet måt­te bli­ve knyt­tet til patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­no­pel. Det gjor­de man ud fra en tra­di­tion og en for­vent­ning om, at orto­dok­se krist­ne, som befin­der sig uden for de tra­di­tio­nelt orto­dok­se lan­de, kan søge beskyt­tel­se hos Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat.

Anmod­nin­gen blev imø­de­kom­met, og i de snart 90 år, der er pas­se­ret siden da, har Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift været en selv­sty­ren­de enhed, knyt­tet til Kon­stan­ti­no­pel, men med sin egen litur­gi­ske, admi­ni­stra­ti­ve og sprog­li­ge pro­fil. Den oprin­de­li­ge afta­le var base­ret på, at patri­ar­ka­tet vil­le respek­te­re stif­tets sær­li­ge histo­ri­ske og teo­lo­gi­ske pro­fil. Der er i vore dage tale om 120 – 130 menig­he­der, for­delt med ca. halv­de­len i Frank­rig og den anden halv­del i Bene­lux, Eng­land, Tys­kland, Ita­li­en, Skan­di­navi­en og end­nu nog­le euro­pæ­i­ske lan­de.

Udvik­lin­gen gen­nem åre­ne har med­ført, at Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift i sti­gen­de grad har inte­gre­ret sig i de lan­de, hvor der var menig­he­der. Menig­he­der­ne har grund­læg­gen­de beva­ret den rus­si­ske tra­di­tion, sam­ti­digt med, at man man­ge ste­der fx er gået bort fra at benyt­te kir­kesla­visk som litur­gisk sprog og i ste­det fejrer gud­stje­ne­ste på fransk, engelsk, hol­land­sk, dansk osv. Lige­le­des har man­ge menig­he­der skif­tet den såkaldt ”gam­le kalen­der” ud med gre­go­ri­ansk kalen­der. Det inde­bæ­rer fx, at man fejrer jul den 25. decem­ber og ikke, som i Rusland, den 7. janu­ar.

Væsent­li­ge grun­de til udvik­lin­gen er, dels at de rus­si­ske efter­kom­me­re er ble­vet i høj grad assi­mi­le­re­de i de lan­de, hvor de har slå­et sig ned, dels at Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift gen­nem alle åre­ne har mod­ta­get et stort antal loka­le kon­ver­tit­ter, hol­læn­de­re, fransk­mænd, bel­gi­e­re, nord­mænd og dan­ske­re mfl, som via Ærke­stif­tet har fået adgang til Den Orto­dok­se Kir­ke på deres egne sprog og på måder, som er for­stå­e­li­ge for dem. Der er såle­des i Ærke­stif­tet et stort antal menig­he­der, som ude­luk­ken­de består af ”loka­le”.

I og med den­ne udvik­ling har Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift i sti­gen­de grad for­stå­et sig selv som begyn­del­sen til en egent­lig, selv­stæn­dig, Orto­doks Kir­ke i Vest­eu­ro­pa; i lig­hed med udvik­lin­gen i USA, som den er skit­se­ret oven­for. En Kir­ke, som på læn­ge­re sigt ikke skul­le være afhæn­gig af noget fjer­nt patri­ar­kat, det være sig græsk eller rus­sisk, men som skul­le udvik­le sin egen, loka­le tra­di­tion inden for Den Orto­dok­se Kir­kes ram­mer.

Men udvik­lin­gen frem mod selv­stæn­dig­hed og en egen tra­di­tion i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift er desvær­re ble­vet mod­ar­bej­det fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, i hvert fald gen­nem de sene­ste 10–15 år. Det er ble­vet sta­dig tyde­li­ge­re gen­nem åre­ne, hvor en bemær­kel­ses­vær­dig udvik­ling har fun­det sted.

I 2003 blev der anled­ning for Ærke­stif­tet til at tage sin situ­a­tion op til over­vej­el­se. I janu­ar måned det år døde den leden­de ærke­bi­skop, Ser­gej Konova­lov; og i tiden mel­lem hans død og Gene­ral­for­sam­lin­gen den 1. maj, som skul­le væl­ge ny ærke­bi­skop, modt­og alle menig­he­der en invi­ta­tion fra Moskvas Patri­ar­kat om at ”ven­de til­ba­ge” der­til. Begrun­del­se for invi­ta­tio­nen var, at Moskvas Patri­ar­kat jo var ”Moder­kir­ken”, at den tid­li­ge­re kom­mu­ni­sti­ske infek­tion nu var kure­ret, og at der såle­des ikke læn­ge­re var grund til at opret­hol­de adskil­lel­sen. – Invi­ta­tio­nen tog der­i­mod ikke høj­de for, at Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift i mel­lem­ti­den hav­de udvik­let sin egen iden­ti­tet.

Ved bis­pe­val­get den 1. maj i Paris var der to reel­le kan­di­da­ter, én, som men­te, at man skul­le tage imod invi­ta­tio­nen fra Moskva, og en anden, som var af den opfat­tel­se, at den bed­ste garan­ti for fort­sat uaf­hæn­gig­hed og vækst mod selv­stæn­dig­hed vil­le være Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat. Den sidst nævn­te kan­di­dat blev valgt så godt som énstem­migt af de dele­ge­re­de på Gene­ral­for­sam­lin­gen i 2003. Han hed Gabri­el de Wyl­der og var fra Bel­gi­en. Han blev valgt, ikke mindst for­di det sto­re fler­tal den­gang del­te hans over­be­vis­ning om Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat som garant for selv­stæn­dig­he­den.

Den over­be­vis­ning er desvær­re siden ble­vet gjort grun­digt til skam­me. Det før­ste kla­re, kon­kre­te og umi­sken­de­li­ge tegn fik man fire år sene­re, i 2007, hvor man fra Kon­stan­ti­nopels side uden et ord til for­kla­ring afvi­ste at ind­sæt­te en norsk præst og kloster­for­stan­der, fader Johan­nes Johan­sen, som hjæl­pe­bi­skop. Det gjor­de man på trods af at den­ne kan­di­dat var i besid­del­se af alle for­mel­le kva­li­fi­ka­tio­ner, var ble­vet bragt i for­slag af Ærke­bi­skop Gabri­el, og var ble­vet énstem­migt valgt på Ærke­stif­tets Gene­ral­for­sam­ling sam­me år. Og siden da har Øku­me­nisk Patri­ar­kat syste­ma­tisk mod­sat sig udnæv­nel­sen af loka­le hjæl­pe-biskop­per, selv om fle­re kva­li­fi­ce­re­de kan­di­da­ter er ble­vet bragt i for­slag.

Hvor­for har man ikke fra Øku­me­nisk Patri­ar­kat ønsket fle­re biskop­per i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift, men tvær­ti­mod mod­ar­bej­det ethvert til­løb til udnæv­nel­se af sådan­ne? Hvor­for har man afvist samt­li­ge kan­di­da­ter? Formént­lig for­di man ikke vil­le risi­ke­re, at Ærke­stif­tet skul­le kun­ne udvik­le sin egen pro­fil, end­si­ge få mulig­hed for at erklæ­re sig selv­stæn­di­ge. I Den Orto­dok­se Kir­ke er det sådan, at for at kun­ne være en selv­stæn­dig énhed må et stift have mindst tre biskop­per; så ved at afvi­se udnæv­nel­se af mere end én biskop har Øku­me­nisk Patri­ar­kat effek­tivt blo­ke­ret for al vide­re udvik­ling i Vest­eu­ro­pa.

Også ved udnæv­nel­sen af den ene, leden­de biskop i Ærke­stif­tet har der fra Øku­me­nisk Patri­ar­kats side været fore­ta­get omfat­ten­de mani­pu­la­tion. Da før­nævn­te Ærke­bi­skop Gabri­el de Wyl­der efter 10 år på posten døde som kun 67-årig i 2013, skul­le der væl­ges ny ærke­bi­skop på en Gene­ral­for­sam­ling i Paris. Der var anmeldt tre kan­di­da­ter, to kend­te, vel­lid­te og aner­kendt præ­ster, som var indstil­le­de af Stifts­rå­det efter kon­sul­ta­tio­ner i menig­he­der­ne, og én, som var indstil­let af Øku­me­nisk Patri­ar­kat. – Stem­nin­gen og debat­ten på Gene­ral­for­sam­lin­gen pege­de på én af Stifts­rå­dets kan­di­da­ter. Men få minut­ter inden afstem­nin­gen, en sen lør­dag aften, med­del­te man pr. mail eller fax fra Øku­me­nisk Patri­ar­kat, at man ikke kun­ne god­ken­de Stifts­rå­dets to kan­di­da­ter, men kræ­ve­de dem erstat­tet af to andre nav­ne, to præ­ster fra Tyr­ki­et, som ingen ane­de hvem var. Og såle­des blev patri­ar­ka­tets egen kan­di­dat, Job Gets­cha, den ene­ste reel­le mulig­hed; selv om næsten ingen ønske­de ham som ærke­bi­skop.

Efter to års tje­ne­ste indså Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, at det trods alt ikke gik an med en ærke­bi­skop i Paris, som var uøn­sket af stort set alle, og man erstat­te­de ham med en anden, en ældre præst, som i 30 år hav­de tjent i én af patri­ar­ka­tets menig­he­der i Genève. Det var og er nuvæ­ren­de Ærke­bi­skop Jean Ren­ne­teau. – Man hav­de anta­ge­lig fra Kon­stan­ti­nopels side kal­ku­le­ret med, at når man til­sat­te en man­ge­årig, loy­al præst, til og med af en vis alder, som leder i Den Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift, ja, så vil­le man være sik­ret mod al mod­stand. Det skul­le imid­ler­tid vise sig at være en alvor­lig fejl­be­reg­ning. Ærke­bi­skop Jean Ren­ne­teau viste sig nem­lig at tage sit ansvar som leder og hyr­de for Ærke­stif­tets præ­ster og tro­en­de alvor­ligt, også selv om det betød, at han måt­te gå op imod Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat og Patri­ark Bart­ho­lo­mæus I.

Sid­ste år blev der så kastet en bom­be med vold­som spræng­kraft! Den blev kastet fra Kon­stan­ti­no­pel, men bragt til spræng­ning i Paris, hvor man hav­de van­ske­ligt ved at tro sine egne øjne og øren. Hvad var der på fær­de? Måske var det ble­vet for meget for Patri­ark Bart­ho­lo­mæus og Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats magt­lyst med udsig­ten til eller trus­len om reel selv­stæn­dig­hed i Vesten? I hvert fald blev det, plud­se­ligt og uden aller­mind­ste for­var­sel, den 27. novem­ber 2018 med­delt fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, at Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift skul­le ”oplø­ses” og alt­så ikke læn­ge­re eksi­ste­re som kir­ke­lig enhed, samt at Ærke­stif­tets menig­he­der skul­le læg­ges ind under de græ­ske metro­po­lit­ter i de respek­ti­ve lan­de. Det vil­le for menig­he­der­ne i Skan­di­navi­en have bety­det, at den græ­ske metro­po­lit Kle­o­pas Stron­gy­lis i Sto­ck­holm frem­over skul­le være deres biskop.

Men bom­ber har det med at for­år­sa­ge rava­ge dér, hvor de eks­plo­de­rer. Dekre­tet fra patri­ark Bart­ho­lo­mæus var et chok for alle, til og med for ærke­bi­skop Jean Ren­ne­teau, som slet ikke var ble­vet advi­se­ret på for­hånd. Han var i Kon­stan­ti­no­pel i anden anled­ning og blev kaldt ind på Patri­ark Bart­ho­lo­mæus’ kon­tor, hvor den­ne med­del­te ham den over­ra­sken­de beslut­ning.

Ordren til at oplø­se Ærke­stif­tet blev set som udtryk for både arbi­trær magt­an­ven­del­se og en for læn­ge siden for­ladt fore­stil­ling om kir­ke­ligt ene­væl­de, og det blev pure afvist af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift og dets ærke­bi­skop. På en ekstra­or­di­nær Gene­ral­for­sam­ling i Paris den 23. febru­ar i år afvi­ste 93% af del­ta­ger­ne, præ­ster og læg­folk, at accep­te­re kra­vet om opløs­ning. Gene­ral­for­sam­lin­gen afvi­ste lige­le­des kra­vet om, at menig­he­der­ne som et andet spil kort skul­le for­de­les mel­lem de græ­ske biskop­per.

Siden da har der været arbej­det på at fin­de en fæl­les løs­ning for samt­li­ge Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stifts menig­he­der. Det har ikke vist sig let. Tvær­ti­mod! For menig­he­der­ne har meget for­skel­li­ge histo­ri­ske, kul­tu­rel­le og natio­na­le for­ud­sæt­nin­ger. Og det ene­ste patri­ar­kat, som har kun­net møn­stre til­stræk­ke­ligt mod og muskel­kraft til at gå imod beslut­nin­gen fra Patri­ark Bart­ho­lo­mæus, det er Moskvas Patri­ar­kat. De har til­budt at tage imod Ærke­stif­tet og garan­te­re dets fort­sat­te inter­ne selv­sty­re.

Men det er langt­fra alle menig­he­der i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift, som tør sto­le på de garan­ti­er, eller som ønsker at læg­ge sig ind under Moskva. Det er langt­fra alle, som har glemt det tid­li­ge­re nævn­te bis­pe­valg i 2003, hvor Moskvas Patri­ar­kat blev mas­sivt valgt fra.

Der har de sene­ste måne­der pågå­et en inten­siv og gan­ske vold­som udveks­ling af hold­nin­ger til Ærke­stif­tets frem­ti­di­ge liv. En fore­lø­big kul­mi­na­tio­nen på debat­ten er, at omkring 60 % af stif­tets menig­he­der sam­men med ærke­bi­skop Jean Ren­ne­teau lør­dag den 28. sep­tem­ber på mødet i Paris beslut­te­de at bli­ve del af Moskvas Patri­ar­kat. Den reste­ren­de del af menig­he­der­ne vil så være hen­vist til at fin­de løs­nin­ger hver for sig eller måske sam­let i loka­le grup­pe­rin­ger. De fær­re­ste af dem vil for­ment­lig, efter det pas­se­re­de, kun­ne have til­lid til Kon­stan­ti­no­pel.

Hvad har så Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat og Patri­ark Bart­ho­lo­mæus opnå­et med den­ne manøv­re? Udover at ska­be split­tel­se? De ønske­de til­sy­ne­la­den­de at afvær­ge dan­nel­sen af en selv­stæn­dig Orto­doks Kir­ke i Vest­eu­ro­pa, og det er de desvær­re lyk­ke­des med. Dan­nel­sen af en sådan selv­stæn­dig enhed har nu meget lan­ge udsig­ter.

Sam­ti­digt hav­de Øku­me­nisk Patri­ar­kat til hen­sigt at styr­ke de græ­ske biskop­per ved at oplø­se Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Ærke­stift og læg­ge dets menig­he­der ind under græker­ne. Men de opnå­e­de det stik mod­sat­te. De opnå­e­de at styr­ke Moskvas Patri­ar­kat i Vest­eu­ro­pa, det patri­ar­kat, som ved fle­re lej­lig­he­der og sene­st med misèren i Ukrai­ne har figu­re­ret som direk­te mod­pol til Kon­stan­ti­no­pel.

Hvad så med Paris-ærke­stif­tets menig­he­der i Skan­di­navi­en? Der er tre ”gam­le” menig­he­der: Én i Oslo, én i Sto­ck­holm og én i Køben­havn. To af de tre er nu del af Bul­ga­ri­ens Patri­ar­kat, den tred­je har slut­tet sig til Ser­bi­ens Patri­ar­kat. Så hel­ler ikke i Skan­di­navi­en er Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat ble­vet styr­ket ved at have kastet den øde­læg­gen­de bom­be fra Kon­stan­ti­no­pel.