Derfor skal vi som kristne tage klimaproblemet alvorligt

Efter fader Pouls ind­læg her på blog­gen vil jeg ger­ne give et andet per­spek­tiv på kli­mapro­ble­ma­tik­ken. Jeg er enig i, at der i dag er far­li­ge ten­den­ser til fx per­son­dyr­kel­se af Gretha Thunberg og nega­tiv soci­al kon­trol, men det ændrer ikke ved, at vi ikke mindst som krist­ne skal tage øde­læg­gel­ser­ne af det natur­li­ge mil­jø meget alvor­ligt. Jeg vil ikke gå ind i det viden­ska­be­li­ge, men opfor­dre til at man sæt­ter sig ind i det fx via videnskab.dk eller dmi.dk.

Gud har givet os ansvar for Hans ska­ber­værk. Når Gud har givet os ansvar for Jor­den, så er det ikke beskæf­ti­gel­ses­te­ra­pi, men for­di Han har givet os magt til både at for­ø­ge og for­rin­ge dens vær­di. Sådan er det med enhver land­bru­ger. Det er her og nu, at vi med­ska­ber — eller øde­læg­ger – livet omkring os. Og deri er der en dyb mening. Vi skal vok­se i Gud, og gen­ska­be den kær­lig­hed Han har skabt os med. De hand­lin­ger, der ikke bidra­ger, er spild­te og mis­brug af Guds kær­lig­hed til os.

Ansva­ret bety­der, at Gud ikke red­der os, hvis det går galt. Gud lod jøde­r­ne og romer­ne hen­ret­te sig. Han lader os også øde­læg­ge vores livs­grund­lag, hvis det er det vi vil. Det er jo en min­dre ting, end det før­ste. Og hvis vi øde­læg­ger det, kan vi ikke lige­som romer­ne sige, at vi ikke vid­ste bed­re. Tvær­ti­mod står vi som jøde­r­ne, der vid­ste bed­re, men ikke tog sig af det.

Vi skal lige­som fug­le­ne med fryd tage til tak­ke med det Gud har givet os, og ikke bekym­re os for dagen i mor­gen. Men hvis vi ikke lever sådan, ja så har vi god grund til at bekym­re os. Vores frå­d­se­ri døm­mer os på man­ge måder, for­di vi ikke har respekt for Guds gaver, men ska­der Hans ska­ber­værk, og lader andre men­ne­sker sul­te, sam­ti­dig med at vi smi­der mad væk. I ste­det for at foku­se­re på Gud, knok­ler vi manisk for at skra­be meget mere til os, end vi behø­ver. Og det er mere end noget andet det rus­mid­del, der har fået men­ne­sker til at glem­me Gud, hvil­ket net­op er Djæv­lens for­mål med det.

Øko­no­misk vækst har altid være for­ud­sæt­nin­gen for at impe­ri­er og kej­se­re kun­ne over­le­ve. Mas­se­pro­duk­tio­nen bety­der, at man i nuti­den ikke behø­ver ero­bre nye lan­de, men meka­nis­men er den sam­me. Kli­mapro­ble­met tru­er mas­se­pro­duk­tio­nen og der­med ver­dens her­ske­re, og de kæm­per natur­lig­vis imod. Det gør de ved at baga­tel­li­se­re pro­ble­met, men også ved at split­te men­ne­sker med løg­ne, ved at bil­de os ind at vi kan løse pro­ble­met med nye pro­duk­ter, og ved at ska­be hal­ve løs­nin­ger der hol­der os hen.

Et argu­ment, der sær­ligt påvir­ker krist­ne, er at vi ikke kan ændre noget Gud har skabt som fx kli­ma­et. Der­for har krist­ne tid­li­ge­re insi­ste­ret på, at Jor­den var cen­trum for uni­ver­set, og næg­tet at bio­lo­gi­en skul­le have udvik­let sig fra noget sim­pelt til noget kom­plekst. Men i dag ved vi, at bios­fæ­ren blot er et tyndt lag omkring Jor­den, der igen er et lil­le fnug i sol­sy­ste­met. Mel­le­mø­sten er et eksem­pel på, hvor­dan mas­siv sko­v­fæld­ning i old­ti­den ændre­de kli­ma­et lokalt til ska­de for men­ne­ske­ne. Moder­ne eksemp­ler er den udtør­re­de Aral­sø og smog­gen omkring mega­by­er.

Skal vi være ban­ge? Ja, men­ne­ske­skab­te kata­stro­fer sker fra tid til anden, og fore­går fx lige nu i Syri­en, hvor de før­ste krist­ne boe­de. I den nær­me­ste histo­ri­ske tid har vi haft to ver­denskri­ge, og siden den sid­ste har vi levet på ran­den af en tred­je. Fra Bibe­len ken­der vi man­ge andre eksemp­ler på kata­stro­fer, der skyld­tes men­ne­skers synd.

Skal vi gå i panik? Nej, vi skal bede og stå op imod foru­re­ning, over­for­brug og mis­hand­ling af men­ne­sker og dyr.