Jeg er af flere blevet gjort opmærksom på et interview på en engelsksproget hjemmeside, tilhørende Moskvas Patriarkat. ”Orthodox Christianity” hedder den:
https://orthochristian.com/149673.html
Videre er jeg blevet oplyst om, at interviewet bliver delt, med mestendels positive kommentarer, af et antal ortodokse kristne i Danmark på Facebook (som jeg ikke selv benytter).
Det drejer sig om en samtale med den ortodokse Nonne, Moder Ambrosia, som gennem mere end 20 år har opholdt sig i Danmark, først på ruin-slottet Hesbjerg på Fyn og de seneste mange år på Bågø i Lillebælt, hvor hun som den eneste faste beboer forestår et lille kloster, navngivet efter De hellige, kejserlige Martyrer fra Rusland.
Jeg har ikke for vane offentligt at kommentere, endsige gå i rette med, hvad andre udtaler om livet som ortodoks kristen i Danmark; og da slet ikke, når det drejer sig om mennesker, jeg kender personligt og har haft venskabeligt samvær med, som det er tilfældet med Moder Ambrosia. Men indholdet i samtalen er af en sådan art, og hendes svar er på flere punkter så besynderlige, at jeg finder det nødvendigt både at tilføje spørgsmål og gøre indsigelse.
Allerede overskriften til samtalen afføder undren. Den lyder sådan her: ”Det var vigtigt at introducere danskerne til Ortodoksien.” Jamen, mener M. Ambrosia mon i fuldt alvor, at først da hun for 20 år siden kom til landet og etablerede sit kloster, først da blev danskerne ”introduceret” til Den Ortodokse Kirke og dens tro?
Hvis hun har den opfattelse, så tager hun grundigt fejl. Der havde i mange år, inden hendes ankomst til DK, været ortodoks kristen aktivitet her i landet, både i russisk, norsk og dansk regi; uden at jeg her vil gå i detaljer med hvordan.
Med al respekt var M. Ambrosias ankomst langt fra den første mulighed for danske kristne til at gøre sig bekendt med den ortodokse tro; i det højeste endnu en mulighed, og forresten kun for de mennesker, som er indstillet på en overvejende russisk/slavisk vinkel med alt, hvad dertil hører i henseende til uforståeligt liturgisk sprog og en for danskere uvant kalenderbrug, fx med Jul den 7. Januar.
M. Ambrosias kloster på Bågø er opstået i slipstrømmen af en dansk særling og fantast, Jørgen Laursen Vigs (1918 – 2005) forestillinger om at etablere et multi-religiøst center med bl. a ortodokse og buddhister og flere endnu på og omkring slottet Hesbjerg (af nogle beskrevet som en slags ”fynsk Christiania”), som han ejede siden 1957, og som allerede i år 2000, da M. Ambrosia ankom, var en faldefærdig ruin, ubeboelig og sundhedsfarlig.
M. Ambrosia får det i samtalen næsten til at lyde, som om der slet ikke ville have været nogen ortodoks aktivitet i Danmark uden Laursen Vigs henvendelse til Moskvas Patriarkat og invitation til hende selv; hvilket slet og ret ikke er sandt. ”Det var vigtigt for ham at give sine landsmænd muligheden for at blive bekendte med Ortodoksien”, udtaler hun ikke desto mindre.
Så vidt den korte skitse til historien om Bågø-klosterets tilblivelse. Rigtig penibelt bliver det, når M. Ambrosia stilles over for spørgsmål om, hvordan hun oplever Danmark, og hvilke tanker hun gør sig om landet, dets befolkning, mentalitet og hele indretning. Og om, hvad hun egentlig vil her.
M. Ambrosia citeres i interviewet for, at ”der gøres meget i Danmark for at skabe og bevare […] patriotisme og endda kollektivisme i samfundet […] På en måde får det os til at længes efter USSR [Sovjetunionen], hvor vi lærte mange gode ting og blev beskyttede mod de vederstyggeligheder, der fra Vesten skyllede ind over vores ungdom efter perestrojka”. Siger altså ortodokse M. Ambrosia fra Bågø.
Javel, ja, Danmark skaber længsel efter Sovjet; og ”Vesten” er ophav til alle slags ”vederstyggeligheder.” Jeg har ondt ved at tro, at det kun skulle være mig, der i M. Ambrosias ord aner ekkoet af de horrible påstande, man hører fra både politisk og kirkeligt hold i dagens Rusland. Påstande om Vestens ”dekadence” og ”moralske forfald”? Påstande til forsvar for Ruslands militære overfald på et naboland? Påstande om at vi her i Danmark, EU og USA, altså vi i ”Vesten”, slet og ret er ”fjenden”.
Men det bliver værre endnu. Moder Ambrosia, som altså er kommet for at belære os danskere om den ortodokse tro, hun indvier os i, hvordan hun ser Danmark: ”Danskerne tvinges til at tolerere de seksuelle minoriteter, som her gennemtvinger deres regler på en meget aggressiv måde. I den forstand kan vi kun have medlidenhed med danskerne …” Og så den afgørende trumf: ”Mange almindelige danskere er misundelige på de love, som for nylig er blevet vedtaget i Rusland.” Ser man det?
Det bliver ikke i interviewet præciseret, præcis hvilke love, der refereres til; men man har lov at gætte. Og gætter jeg rigtigt, så må der spørges: Skulle vi i Danmark virkelig være ”misundelige” på en russisk lovgivning, der hårdhændet undertrykker og fængsler enhver politisk opposition og nægter alle anderledes tænkende og troende retten til at ytre sig? Jeg tillader mig at tvivle.
Når det så kommer til, hvad Danmark, efter M. Ambrosias opfattelse, har at byde på, så er det ikke ret meget, for ikke at sige slet ingenting: ”Der er ikke mange attraktioner her”, sådan svarer nonnen fra Rusland; men vi bliver ikke helt slået ud, for hun fortsætter: ”Men danskerne ved, hvordan man kan lave noget interessant og attraktivt ud af ingenting.” Ja, vi danskere er talentfulde tryllekunstnere, vurderer altså M. Ambrosia.
Det lyder jo unægtelig temmelig trist at skulle bo sådan et sted, hvor vi danske tvinges til at se igennem fingre med alskens vederstyggeligheder, hvor vi er genstand for russiske rettroendes inderlige medlidenhed, og hvor vi henslæber trøstesløse dage i misundelse over de strålende, frie forhold i Rusland.
Og det gør M. Ambrosia da heller ikke, altså bor her, i hvert fald ikke sådan rigtigt for alvor. Adspurgt om hun kan lide at bo i Danmark, svarer hun: ”Jeg bor her ikke i [ordets] egentlige betydning. Jeg bor i Rusland! Her [i DK] gør jeg mit arbejde og tjener Gud og Rusland så godt jeg kan.”
Og så oplyser M. Ambrosia videre, at hun fysisk opholder sig mindst fire måneder om året i Rusland, og at hun i øvrigt ”håber, den tid vil komme, hvor hun slet ikke behøver at rejse til noget fremmed land.”
Det lyder unægtelig, som om M. Ambrosia ikke helt er, hvor hun helst ville og burde være; når nu hun definerer sin fornemste opgave i denne verden som at ”tjene Gud og Rusland”, hvad vil hun så egentlig i Danmark?
Med det udgangspunkt, M. Ambrosia selv definerer, kunne man forsigtigt spørge, om hendes arbejde virkelig tjener til at gøre Danmark og danskerne bekendte med Den Ortodokse Kirke og dens tro; og om ikke hun ville kunne ”tjene Gud og Rusland” bedre i, nå ja, i Rusland.
Måske leverer M. Ambrosia selv svaret. Til slut i interviewet bliver hun spurgt om, hvilke steder hun ville råde en pilgrim eller en rejsende fra Rusland til at besøge i Danmark. Dertil svarer hun: ”Hvis de spørger mig, så vil jeg svare: ’Hvis den lykkelige mulighed findes, så bliv hjemme i Rusland’”.
Det var måske et udmærket råd.