Ikoner er hellige billeder – teologi i farver

Iko­ner er hel­li­ge bil­le­der; og iko­ner er bil­le­der af de hel­li­ge!

Iko­ner er på mode. I kir­ke­li­ge og ”spi­ri­tu­el­le” kred­se. Der udby­des mas­ser af kur­ser i ikon­ma­ling af mere eller min­dre kva­li­fi­ce­re­de lære­re. En søg­ning på Goog­le viser, at der bare i Dan­mark er et stort antal til­bud om under­vis­ning, ikke kun i male-tek­nik, men også i iko­ner­nes teo­lo­gi­ske bag­grund. — Fle­re og fle­re men­ne­sker har iko­ner i deres hjem, og man­ge menig­he­der inden­for fol­kekir­ken ind­kø­ber og hæn­ger én, to eller tre iko­ner op i kir­ke­rum­met.

Det er poten­ti­elt en glæ­de­lig udvik­ling. For iko­ner­ne kan være et før­ste skridt hen imod Guds Kir­ke, de kan med­vir­ke til at vise vej til den orto­dok­se tro og Den Orto­dok­se Kir­ke. Men udvik­lin­gen kan også inde­bæ­re det mod­sat­te, den kan føre til en udvan­ding og opløs­ning af iko­ner­nes teo­lo­gi­ske eller lære­mæs­si­ge ind­hold og en nedskriv­ning af dem til blot og bar deko­ra­tion.

Hvad er en ikon? Ordet er græsk og bety­der slet og ret ”bil­le­de”. – Det inde­bæ­rer imid­ler­tid ikke, at alle bil­le­der så er iko­ner. Iko­ner er en del af den hel­li­ge Tra­di­tion i Den Orto­dok­se Kir­ke. Det inde­bæ­rer, at hver enkelt ikon må være til­vir­ket, både hvad angår tek­nik og motiv, efter Kir­kens for­skrif­ter. Løs­re­vet fra Kir­kens lære og tro mister iko­ner­ne dyb­de og fyl­de og bli­ver til indi­vi­du­el­le kunst­vær­ker. Ikke at der er noget i vej­en med kunst; men iko­nen er en dog­ma­tisk stør­rel­se, hvis for­mål er at for­mid­le eller vid­ne om den orto­dok­se, krist­ne tro og ikke at frem­vi­se kunst­ne­rens mere eller min­dre inter­es­san­te sjæle­liv.

At iko­ner­ne er en del af den orto­dok­se Tra­di­tion inde­bæ­rer også, at ud over at være en dog­ma­tisk eller lære­mæs­sig stør­rel­se er iko­ner­ne en inte­gre­ret og uad­skil­le­lig del af det fæl­les litur­gi­ske liv i Den Orto­dok­se Kir­ke, lige­som de ind­går i de enkel­te tro­en­des pri­va­te bøns­liv i hjem­me­ne. Både i kir­ken og hjem­me tæn­der orto­dok­se krist­ne lys for­an iko­ner­ne, gør Kor­sets tegn, bøjer sig for dem og kys­ser dem.

På kort for­mel: De hel­li­ge iko­ner er for orto­dok­se tro­en­de en teo­lo­gi i far­ver, for de udtryk­ker og for­mid­ler Kir­kens lære; iko­ner­ne er et vin­due til Him­me­len, for de lader os se Guds myste­ri­er; og iko­ner­ne brin­ger de hel­li­ge kon­kret til ste­de, så det bli­ver klart for os, at vi altid fejrer Litur­gi­en og Kir­kens øvri­ge tje­ne­ster sam­men med de him­mel­ske ska­rer og sam­men med de hel­li­ge fra alle tider.

Det brin­ger os til at spør­ge: Er der plads i dansk, lut­hersk, fol­kekir­ke­lig kri­sten­hed til den teo­lo­gi, den tro, den lære og den litur­gi, som Den Orto­dok­se Kir­kes iko­ner brin­ger med sig og ind­går i? Og er der plads til den tan­ke, at den san­de iko­no­graf eller ikon­ma­ler er det men­ne­ske, som stil­ler sit kunst­ne­ri­ske eller hånd­værks­mæs­si­ge talent til rådig­hed for Kir­ken? Det men­ne­ske, som før hun eller han ind­le­der sit arbej­de mod­ta­ger præ­stens eller biskop­pens vel­sig­nel­se der­til. Det men­ne­ske, der for­står sel­ve udfø­rel­sen af arbej­det med iko­ner­ne som én lang bøn?

Er der plads til alt det­te i lut­hersk, fol­kekir­ke­ligt regi? Vi kan vel ikke sva­re énty­digt, men grund­læg­gen­de må der alli­ge­vel sva­res ”nej”. Nej, den pro­te­stan­ti­ske kir­ke har ikke rum for de hel­li­ge iko­ner, i hvert fald ikke hvis de lut­her­ske tro­en­de og præ­ster tager deres egen tra­di­tion og teo­lo­gi alvor­ligt.

Som sagt til ind­led­ning: Iko­ner er hel­li­ge bil­le­der! Men i den lut­her­ske ver­den er intet jo hel­ligt med und­ta­gel­se af Guds Ord. Man hører fx ofte anført i dis­kus­sio­ner om kir­ke­byg­nin­ger, at ”mur­ste­ne­ne er ikke hel­li­ge”; og tan­ke­gan­gen kan udvi­des til at omfat­te alt ”det mate­ri­el­le”, hvor intet betrag­tes som hel­ligt. Der­for kan man også læg­ge mær­ke til en undren og en ikke lil­le for­le­gen­hed blandt pro­te­stan­ter, når de ser den ærbø­dig­hed, med hvil­ken de orto­dok­se krist­ne omgås de hel­li­ge iko­ner, hvor­dan de, som alle­re­de nævnt, bøjer sig for dem og kys­ser dem, mens de gør Kor­sets tegn. For det kun­ne de lut­her­ske aldrig i livet selv fin­de på; og blandt andet af den grund kom­mer de to-tre iko­ner, der i vore ”øku­me­ni­ske” dage ikke så sjæl­dent er ophængt, sådan lidt diskret ude til ven­stre eller høj­re, i kir­ker i Dan­mark, de kom­mer til at vir­ke sært påkli­stre­de og som frem­med­ele­men­ter i den arki­tek­to­ni­ske og litur­gi­ske hel­hed, som er karak­te­ri­stisk for den fol­kekir­ke­li­ge ver­den.

Og som vide­re sagt til ind­led­ning: Iko­ner er bil­le­der af de hel­li­ge! Men i den lut­her­ske, teo­lo­gi­ske ver­den er der slet ingen hel­li­ge! Næ, for Lut­her ”afskaf­fe­de” hel­ge­ner, han gjor­de, som man siger, op med den tan­ke, at nog­le men­ne­sker alle­re­de gen­nem det­te, det jor­di­ske liv var kom­met så nær Gud, hav­de vir­ke­lig­gjort deres gud-bil­led­lig­hed, var ble­vet så lig Kristus, at de efter at have for­ladt det­te liv nu befin­der sig i Him­len og så nær på Guds tro­ne, at vi kan bede dem om at gå i for­bøn for os hos Gud. For slet ikke at tale om at bede de hel­li­ge om hel­bre­del­se for syg­dom­me og om vej­led­ning i det ånde­li­ge liv; sådan som det er helt almin­de­ligt blandt orto­dok­se tro­en­de. Føl­ge­lig giver det ikke blot ingen mening i en lut­hersk sam­men­hæng at til­vir­ke eller ophæn­ge iko­ner af de hel­li­ge, fx hel­li­ge Niko­la­os eller hel­li­ge Ans­gar; det er helt enkelt i åben mod­strid med lut­hersk lære, for der fin­des slet ingen hel­li­ge i det uni­vers. – Så når orto­dok­se krist­ne fejrer deres gud­stje­ne­ster, omgi­vet af og sam­men med de man­ge hel­li­ge, som er kon­kret til ste­de via deres iko­ner i kir­ken, så er det menings­løst for lut­hersk teo­lo­gi og litur­gisk for­stå­el­se. – Hvil­ket selvsagt ikke ude­luk­ker, at der hos pro­te­stan­ter kan være tale om en længsel efter en anden teo­lo­gi og en anden erfa­ring end den, der er til­gæn­ge­lig inden­for tra­di­tio­nel­le, fol­kekir­ke­li­ge ram­mer.

Ikon af KristusJamen Kristus da? Bil­le­der, iko­ner af Kristus, er de ikke gang­ba­re, og kan de ikke fin­de plads i den lut­her­ske ver­den? Vi må anta­ge, at ingen kan have noget at ind­ven­de imod kristus-bil­le­der. Og et sådant ses også ofte i dan­ske kir­ker, om ikke andet så som afbild­ning af den kors­fæ­ste­de Kristus over alte­ret. – Alli­ge­vel, også når det gæl­der Kristus selv, er der så dybt­gå­en­de for­skel­le på for­stå­el­sen og den til­hø­ren­de bil­led­dan­nel­se, at vi atter en gang må sige, at der ikke i den dan­ske fol­kekir­ke er rum for iko­ner, som udsprin­ger af Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion. Det har at gøre med meget for­skel­li­ge for­stå­el­ser af, hvad Guds nåde i det hele taget inde­bæ­rer, eller hvori nåden består.

Lut­hersk kri­sten­dom har tra­di­tio­nelt en for­stå­el­se af nåden som Guds for­son­li­ge sin­delag, alt­så som Guds vil­je til at til­gi­ve men­ne­ske­ne deres over­træ­del­ser. Det er natur­lig­vis ikke ”for­kert”, men den orto­dok­se for­stå­el­se af Guds nåde er en anden. Den for­står nåden som det uskab­te lys og som gud­dom­me­lig ener­gi. Det er det lys og den ener­gi, som strå­ler frem fra Kristus selv, og den strå­ler frem fra iko­ner­ne af Maria Guds­mo­der og alle de hel­li­ge; for nåde er for den orto­dok­se tro­en­de Guds for­vand­len­de kraft, den kraft, som i de hel­li­ge, og poten­ti­elt i hvert ene­ste men­ne­ske som inder­ligt beder Gud om det, udvir­ker theo­sis eller gud­dom­me­lig­gø­rel­se. Det strøm­mer som en lysen­de flod gen­nem hele Kir­kens iko­no­gra­fi­ske Tra­di­tion, at de hel­li­ge, som afbil­des, er ble­vet for­vand­le­de af Kri­sti Lys. På den måde kan man sige, at enhver ikon dybest set er en kristus-ikon, for den afbil­der den hel­li­ge, som har vir­ke­lig­gjort sin gud-bil­led­lig­hed.

Kristi Forklarelse på Tabor
Kri­sti For­kla­rel­se på Tabor

Der­for er kristus-bil­le­der­ne i den lut­her­ske kir­ke stærkt begræn­set i for­hold til den orto­dok­se Tra­di­tion. Oftest er der, som nævnt, ale­ne tale om den liden­de, den kors­fæ­ste­de Kristus; og den orto­dok­se iko­no­gra­fi, som gør Kri­sti uskab­te lys og Hans gud­dom­me­ligt for­vand­len­de ener­gi nær­væ­ren­de og til­gæn­ge­lig, den er der ikke plads til. Her tæn­ker jeg for eksem­pel på den ikon, som viser For­kla­rel­sen på Tabor. Her er den orto­dok­se for­stå­el­se af nåden stærkt til ste­de: Kristus, som i et glimt viser apost­le­ne Sit gud­dom­me­li­ge, uskab­te lys, det lys, hvor­med de og hvert men­ne­ske skal for­kla­res og for­vand­les i gud­dom­me­lig­gø­rel­se. Det er karak­te­ri­stisk, tror jeg, at den­ne høj­tid, Kri­sti For­kla­rel­se, har en frem­træ­den­de plads i Den Orto­dok­se Kir­ke, mens den stort set er fra­væ­ren­de eller over­set i fol­kekir­ken.

Ikon af GudsmoderVi har sagt, at der ikke er plads til de hel­li­ge i fol­kekir­ken og der­med hel­ler ikke til at ære dem i deres iko­ner; for de hel­li­ge er slet og ret afskaf­fet. Men Maria Guds­mo­der da? Igen, Maria fal­der ind under ”hel­ge­ner” og har som sådan ingen plads i fol­kekir­ken. Der­til kom­mer, at Guds­mo­der i den orto­dok­se Tra­di­tion har en meget frem­træ­den­de plads som den frem­me­ste blandt de hel­li­ge og som hen­de, der som det hed­der i en hym­ne til hen­des ære er høje­re æret end keru­ber og uen­de­ligt mere her­lig end ser­a­fer. Der­for frem­stil­les hun bevidst på iko­ner­ne på en måde og i en skik­kel­se, som kal­der på betrag­te­rens ære­frygt og hyl­dest. Der­u­d­over vil man­ge pro­te­stan­ter anta­ge­lig tage afstand fra, eller have van­ske­ligt ved at for­hol­de sig til, at Maria afbil­des som Moder til Gud og der­for som vores frem­me­ste for­be­der hos sin Søn og vor Gud, Jesus Kristus. Den frem­træ­den­de plads, Maria Guds­mo­der har i orto­dok­se tro­en­des liv og bøn, den er frem­med og til og med helt for­kert efter lut­her­ske, teo­lo­gi­ske begre­ber. Der­for er der hel­ler ikke plads til iko­ner af Guds­mo­der i fol­kekir­ken.

Vi må kon­klu­de­re: Den lut­her­ske teo­lo­gi mang­ler for­stå­el­se for Guds for­vand­len­de kraft og ener­gi; og den lut­her­ske teo­lo­gi afvi­ser, at men­ne­sker kan for­kla­res og gud­dom­me­lig­gø­res ved Guds nåde, den afvi­ser de hel­li­ge. Men net­op dis­se teo­lo­gi­ske ele­men­ter er fuld­kom­men afgø­ren­de som grund­lag for Den Orto­dok­se Kir­kes iko­no­gra­fi­ske Tra­di­tion. – Den fol­kekir­ke­li­ge from­hed er end­vi­de­re frem­med for den orto­dok­se vene­ra­tion over for de hel­li­ge iko­ner, frem­med for den tan­ke, at iko­ner­ne brin­ger de hel­li­ge til ste­de hos os i kir­ken og hjem­me; og der­for afvi­sen­de over for at ære de hel­li­ge via deres iko­ner.

Vi spurg­te, om der er plads til iko­ner­ne i lut­hersk, fol­kekir­ke­ligt regi? Og efter det hidtil sag­te er sva­ret ”nej”, den pro­te­stan­ti­ske kir­ke har ikke rum for de hel­li­ge iko­ner, i hvert fald ikke hvis de lut­her­ske tro­en­de og præ­ster tager deres egen tra­di­tion alvor­ligt. Vi føje­de dog til, at man vist ikke kan sva­re helt énty­digt, men hvad bety­der det?

Det bety­der, at der i inter­es­sen for iko­ner blandt ikke-orto­dok­se krist­ne kan være en mere eller min­dre erkendt længsel hen imod at bli­ve fuldt og helt del af den orto­dok­se Tra­di­tion og træ­de ind i Den Orto­dok­se Kir­ke. Den bevæ­gel­se er der hel­dig­vis en del eksemp­ler på; men­ne­sker, som med udgangs­punkt i en inter­es­se for iko­ner som bil­led­kunst (eller for orto­doks kir­kemu­sik) grad­vist er vok­set ind i Kir­ken, for­di de er kom­met til klar­hed over, at Kir­kens Tra­di­tion er ét sam­men­hæn­gen­de hele, hvoraf de enkel­te ele­men­ter ikke lader sig uddra­ge, i hvert fald ikke uden at noget vig­tigt går tabt i bevæ­gel­sen.

Det er én måde at se det på. Og det er den måde, jeg ser det på som præst i den Orto­dok­se Kir­ke. Men jeg ken­der men­ne­sker, men­ne­sker jeg både respek­te­rer og hol­der af, som tæn­ker ander­le­des, og som mener, at hvis blot man med til­stræk­ke­lig alvor og ved­hol­den­hed gør den orto­dok­se Tra­di­tion gæl­den­de i pro­te­stan­ti­ske kir­ke­li­ge sam­men­hæn­ge, så vil Tra­di­tio­nen til sidst få bli­ven­de plads, også i den dan­ske fol­kekir­ke. – Det er en smuk tan­ke, men jeg tror desvær­re ikke, det er sandt; for der er grund­læg­gen­de teo­lo­gi­ske, tros­mæs­si­ge og litur­gi­ske for­skel­le imel­lem os, for­skel­le, som er for­søgt anty­det oven­for, for­skel­le, som ikke lader sig udjæv­ne ved lige meget hvil­ken grad af gen­si­dig vel­vil­je, vi kan opvi­se.

Artik­len her er skre­vet, for­di jeg for nylig delt­og i en sam­ta­le om iko­ner og påske­fejring. Dér fik jeg ikke tid til at sige alt, hvad jeg hav­de på hjer­te. Sam­ta­len blev opta­get i et radiostu­die, og den udsen­des efter pla­nen i pro­gram­met ”De høje­re Mag­ter” på DR P1 tirs­dag den 16. april 2019.