Ikoner er hellige billeder; og ikoner er billeder af de hellige!
Ikoner er på mode. I kirkelige og ”spirituelle” kredse. Der udbydes masser af kurser i ikonmaling af mere eller mindre kvalificerede lærere. En søgning på Google viser, at der bare i Danmark er et stort antal tilbud om undervisning, ikke kun i male-teknik, men også i ikonernes teologiske baggrund. — Flere og flere mennesker har ikoner i deres hjem, og mange menigheder indenfor folkekirken indkøber og hænger én, to eller tre ikoner op i kirkerummet.
Det er potentielt en glædelig udvikling. For ikonerne kan være et første skridt hen imod Guds Kirke, de kan medvirke til at vise vej til den ortodokse tro og Den Ortodokse Kirke. Men udviklingen kan også indebære det modsatte, den kan føre til en udvanding og opløsning af ikonernes teologiske eller læremæssige indhold og en nedskrivning af dem til blot og bar dekoration.
Hvad er en ikon? Ordet er græsk og betyder slet og ret ”billede”. – Det indebærer imidlertid ikke, at alle billeder så er ikoner. Ikoner er en del af den hellige Tradition i Den Ortodokse Kirke. Det indebærer, at hver enkelt ikon må være tilvirket, både hvad angår teknik og motiv, efter Kirkens forskrifter. Løsrevet fra Kirkens lære og tro mister ikonerne dybde og fylde og bliver til individuelle kunstværker. Ikke at der er noget i vejen med kunst; men ikonen er en dogmatisk størrelse, hvis formål er at formidle eller vidne om den ortodokse, kristne tro og ikke at fremvise kunstnerens mere eller mindre interessante sjæleliv.
At ikonerne er en del af den ortodokse Tradition indebærer også, at ud over at være en dogmatisk eller læremæssig størrelse er ikonerne en integreret og uadskillelig del af det fælles liturgiske liv i Den Ortodokse Kirke, ligesom de indgår i de enkelte troendes private bønsliv i hjemmene. Både i kirken og hjemme tænder ortodokse kristne lys foran ikonerne, gør Korsets tegn, bøjer sig for dem og kysser dem.
På kort formel: De hellige ikoner er for ortodokse troende en teologi i farver, for de udtrykker og formidler Kirkens lære; ikonerne er et vindue til Himmelen, for de lader os se Guds mysterier; og ikonerne bringer de hellige konkret til stede, så det bliver klart for os, at vi altid fejrer Liturgien og Kirkens øvrige tjenester sammen med de himmelske skarer og sammen med de hellige fra alle tider.
Det bringer os til at spørge: Er der plads i dansk, luthersk, folkekirkelig kristenhed til den teologi, den tro, den lære og den liturgi, som Den Ortodokse Kirkes ikoner bringer med sig og indgår i? Og er der plads til den tanke, at den sande ikonograf eller ikonmaler er det menneske, som stiller sit kunstneriske eller håndværksmæssige talent til rådighed for Kirken? Det menneske, som før hun eller han indleder sit arbejde modtager præstens eller biskoppens velsignelse dertil. Det menneske, der forstår selve udførelsen af arbejdet med ikonerne som én lang bøn?
Er der plads til alt dette i luthersk, folkekirkeligt regi? Vi kan vel ikke svare éntydigt, men grundlæggende må der alligevel svares ”nej”. Nej, den protestantiske kirke har ikke rum for de hellige ikoner, i hvert fald ikke hvis de lutherske troende og præster tager deres egen tradition og teologi alvorligt.
Som sagt til indledning: Ikoner er hellige billeder! Men i den lutherske verden er intet jo helligt med undtagelse af Guds Ord. Man hører fx ofte anført i diskussioner om kirkebygninger, at ”murstenene er ikke hellige”; og tankegangen kan udvides til at omfatte alt ”det materielle”, hvor intet betragtes som helligt. Derfor kan man også lægge mærke til en undren og en ikke lille forlegenhed blandt protestanter, når de ser den ærbødighed, med hvilken de ortodokse kristne omgås de hellige ikoner, hvordan de, som allerede nævnt, bøjer sig for dem og kysser dem, mens de gør Korsets tegn. For det kunne de lutherske aldrig i livet selv finde på; og blandt andet af den grund kommer de to-tre ikoner, der i vore ”økumeniske” dage ikke så sjældent er ophængt, sådan lidt diskret ude til venstre eller højre, i kirker i Danmark, de kommer til at virke sært påklistrede og som fremmedelementer i den arkitektoniske og liturgiske helhed, som er karakteristisk for den folkekirkelige verden.
Og som videre sagt til indledning: Ikoner er billeder af de hellige! Men i den lutherske, teologiske verden er der slet ingen hellige! Næ, for Luther ”afskaffede” helgener, han gjorde, som man siger, op med den tanke, at nogle mennesker allerede gennem dette, det jordiske liv var kommet så nær Gud, havde virkeliggjort deres gud-billedlighed, var blevet så lig Kristus, at de efter at have forladt dette liv nu befinder sig i Himlen og så nær på Guds trone, at vi kan bede dem om at gå i forbøn for os hos Gud. For slet ikke at tale om at bede de hellige om helbredelse for sygdomme og om vejledning i det åndelige liv; sådan som det er helt almindeligt blandt ortodokse troende. Følgelig giver det ikke blot ingen mening i en luthersk sammenhæng at tilvirke eller ophænge ikoner af de hellige, fx hellige Nikolaos eller hellige Ansgar; det er helt enkelt i åben modstrid med luthersk lære, for der findes slet ingen hellige i det univers. – Så når ortodokse kristne fejrer deres gudstjenester, omgivet af og sammen med de mange hellige, som er konkret til stede via deres ikoner i kirken, så er det meningsløst for luthersk teologi og liturgisk forståelse. – Hvilket selvsagt ikke udelukker, at der hos protestanter kan være tale om en længsel efter en anden teologi og en anden erfaring end den, der er tilgængelig indenfor traditionelle, folkekirkelige rammer.
Jamen Kristus da? Billeder, ikoner af Kristus, er de ikke gangbare, og kan de ikke finde plads i den lutherske verden? Vi må antage, at ingen kan have noget at indvende imod kristus-billeder. Og et sådant ses også ofte i danske kirker, om ikke andet så som afbildning af den korsfæstede Kristus over alteret. – Alligevel, også når det gælder Kristus selv, er der så dybtgående forskelle på forståelsen og den tilhørende billeddannelse, at vi atter en gang må sige, at der ikke i den danske folkekirke er rum for ikoner, som udspringer af Den Ortodokse Kirkes Tradition. Det har at gøre med meget forskellige forståelser af, hvad Guds nåde i det hele taget indebærer, eller hvori nåden består.
Luthersk kristendom har traditionelt en forståelse af nåden som Guds forsonlige sindelag, altså som Guds vilje til at tilgive menneskene deres overtrædelser. Det er naturligvis ikke ”forkert”, men den ortodokse forståelse af Guds nåde er en anden. Den forstår nåden som det uskabte lys og som guddommelig energi. Det er det lys og den energi, som stråler frem fra Kristus selv, og den stråler frem fra ikonerne af Maria Gudsmoder og alle de hellige; for nåde er for den ortodokse troende Guds forvandlende kraft, den kraft, som i de hellige, og potentielt i hvert eneste menneske som inderligt beder Gud om det, udvirker theosis eller guddommeliggørelse. Det strømmer som en lysende flod gennem hele Kirkens ikonografiske Tradition, at de hellige, som afbildes, er blevet forvandlede af Kristi Lys. På den måde kan man sige, at enhver ikon dybest set er en kristus-ikon, for den afbilder den hellige, som har virkeliggjort sin gud-billedlighed.
Derfor er kristus-billederne i den lutherske kirke stærkt begrænset i forhold til den ortodokse Tradition. Oftest er der, som nævnt, alene tale om den lidende, den korsfæstede Kristus; og den ortodokse ikonografi, som gør Kristi uskabte lys og Hans guddommeligt forvandlende energi nærværende og tilgængelig, den er der ikke plads til. Her tænker jeg for eksempel på den ikon, som viser Forklarelsen på Tabor. Her er den ortodokse forståelse af nåden stærkt til stede: Kristus, som i et glimt viser apostlene Sit guddommelige, uskabte lys, det lys, hvormed de og hvert menneske skal forklares og forvandles i guddommeliggørelse. Det er karakteristisk, tror jeg, at denne højtid, Kristi Forklarelse, har en fremtrædende plads i Den Ortodokse Kirke, mens den stort set er fraværende eller overset i folkekirken.
Vi har sagt, at der ikke er plads til de hellige i folkekirken og dermed heller ikke til at ære dem i deres ikoner; for de hellige er slet og ret afskaffet. Men Maria Gudsmoder da? Igen, Maria falder ind under ”helgener” og har som sådan ingen plads i folkekirken. Dertil kommer, at Gudsmoder i den ortodokse Tradition har en meget fremtrædende plads som den fremmeste blandt de hellige og som hende, der som det hedder i en hymne til hendes ære er højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer. Derfor fremstilles hun bevidst på ikonerne på en måde og i en skikkelse, som kalder på betragterens ærefrygt og hyldest. Derudover vil mange protestanter antagelig tage afstand fra, eller have vanskeligt ved at forholde sig til, at Maria afbildes som Moder til Gud og derfor som vores fremmeste forbeder hos sin Søn og vor Gud, Jesus Kristus. Den fremtrædende plads, Maria Gudsmoder har i ortodokse troendes liv og bøn, den er fremmed og til og med helt forkert efter lutherske, teologiske begreber. Derfor er der heller ikke plads til ikoner af Gudsmoder i folkekirken.
Vi må konkludere: Den lutherske teologi mangler forståelse for Guds forvandlende kraft og energi; og den lutherske teologi afviser, at mennesker kan forklares og guddommeliggøres ved Guds nåde, den afviser de hellige. Men netop disse teologiske elementer er fuldkommen afgørende som grundlag for Den Ortodokse Kirkes ikonografiske Tradition. – Den folkekirkelige fromhed er endvidere fremmed for den ortodokse veneration over for de hellige ikoner, fremmed for den tanke, at ikonerne bringer de hellige til stede hos os i kirken og hjemme; og derfor afvisende over for at ære de hellige via deres ikoner.
Vi spurgte, om der er plads til ikonerne i luthersk, folkekirkeligt regi? Og efter det hidtil sagte er svaret ”nej”, den protestantiske kirke har ikke rum for de hellige ikoner, i hvert fald ikke hvis de lutherske troende og præster tager deres egen tradition alvorligt. Vi føjede dog til, at man vist ikke kan svare helt éntydigt, men hvad betyder det?
Det betyder, at der i interessen for ikoner blandt ikke-ortodokse kristne kan være en mere eller mindre erkendt længsel hen imod at blive fuldt og helt del af den ortodokse Tradition og træde ind i Den Ortodokse Kirke. Den bevægelse er der heldigvis en del eksempler på; mennesker, som med udgangspunkt i en interesse for ikoner som billedkunst (eller for ortodoks kirkemusik) gradvist er vokset ind i Kirken, fordi de er kommet til klarhed over, at Kirkens Tradition er ét sammenhængende hele, hvoraf de enkelte elementer ikke lader sig uddrage, i hvert fald ikke uden at noget vigtigt går tabt i bevægelsen.
Det er én måde at se det på. Og det er den måde, jeg ser det på som præst i den Ortodokse Kirke. Men jeg kender mennesker, mennesker jeg både respekterer og holder af, som tænker anderledes, og som mener, at hvis blot man med tilstrækkelig alvor og vedholdenhed gør den ortodokse Tradition gældende i protestantiske kirkelige sammenhænge, så vil Traditionen til sidst få blivende plads, også i den danske folkekirke. – Det er en smuk tanke, men jeg tror desværre ikke, det er sandt; for der er grundlæggende teologiske, trosmæssige og liturgiske forskelle imellem os, forskelle, som er forsøgt antydet ovenfor, forskelle, som ikke lader sig udjævne ved lige meget hvilken grad af gensidig velvilje, vi kan opvise.
Artiklen her er skrevet, fordi jeg for nylig deltog i en samtale om ikoner og påskefejring. Dér fik jeg ikke tid til at sige alt, hvad jeg havde på hjerte. Samtalen blev optaget i et radiostudie, og den udsendes efter planen i programmet ”De højere Magter” på DR P1 tirsdag den 16. april 2019.