Læren om ”Den Ubesmittede Undfangelse” leder vild

Tors­dag den 4. april udsend­te DR P1 pro­gram­met ”Tidsånd” med vært og redak­tør Chri­stof­fer Emil Bruun. Sid­ste del af udsen­del­sen bestod af en sam­ta­le med den romersk-katol­ske biskop i Dan­mark, Czeslaw Kozon. Sam­ta­len var kom­met i stand på for­an­led­ning af biskop Kozon, som over for Chri­stof­fer Emil Bruun hav­de gjort ind­si­gel­se mod nog­le udta­lel­ser fra den­ne arti­kels for­fat­ter (præst Poul Seb­be­lov) i en tid­li­ge­re udsen­del­se til­ba­ge i janu­ar. Hør selv:

https://www.dr.dk/radio/p1/tidsaand/tidsand-gilgamesh

Radiovær­ten var, som det frem­går af udsen­del­sen, tem­me­lig uforskam­met i sin præ­sen­ta­tion af Seb­be­lovs udta­lel­ser; men derom skal der ikke siges yder­li­ge­re. Det føl­gen­de hand­ler om biskop Kozons legi­ti­me og sag­li­ge ind­si­gel­ser.

Biskop Kozon hav­de to anke­punk­ter. For det før­ste men­te han, at mit udsagn om arve­syn­den var fejl­ag­tigt. Jeg hav­de sagt, at læren om den såkald­te arve­synd sat­te den frie vil­je ud af kraft, hvil­ket Kozon benæg­te­de. – Og han har del­vis ret: Det er ikke kor­rekt at sige, at den frie vil­je helt og alde­les til­in­tet­gø­res ved arve­syn­den. Det, som er kor­rekt, er sna­re­re, at læren om arve­synd inde­bæ­rer den føl­ge­slut­ning, at fri­he­den er stærkt redu­ce­ret, græn­sen­de til ikke-eksi­ste­ren­de, idet til­skyn­del­sen til at gøre det gode mod­ar­bej­des og ned­kæm­pes af de impul­ser, som stam­mer fra den påstå­et ned­ar­ve­de synd.

For det andet gjor­de biskop Kozon ind­si­gel­se mod den teo­ri, jeg hav­de gjort gæl­den­de i oven­nævn­te sam­ta­le, nem­lig at den Romersk-Katol­ske Kir­kes lære om den såkald­te ”Mari­as Ube­smit­te­de Und­fan­gel­se” er udsprun­get (i hvert fald del­vis) af van­ske­lig­he­der med at få den hel­li­ge Jom­frus ”ja” til Guds sen­de­bud, Ærke­en­gel Gabri­el, til at stem­me overens med arve­syn­dens ind­fly­del­se. Det er en kendt sag, hvor van­ske­ligt vi men­ne­sker har ved at give afkald på vore egoi­sti­ske og sel­v­op­ta­ge­de impul­ser og give os hel­hjer­tet hen til Gud; og der­for fin­der jeg det nær­lig­gen­de at anta­ge, at Den Romer­ske Kir­ke har ”løst” gåden om Mari­as ube­tin­ge­de over­gi­vel­se til Guds vil­je ved sim­pelt hen at hæv­de, at hun, ene af alle, skul­le være ube­rørt af (arve-)synden.

Biskop Kozon kun­ne ikke god­ta­ge oven­nævn­te teo­ri, hvil­ket ikke er over­ra­sken­de; men han hav­de, efter min mening, ikke noget vide­re held med at for­kla­re, hvad læren om den ”Ube­smit­te­de Und­fan­gel­se” så skul­le inde­hol­de og tje­ne til i den ”teo­lo­gi­ske logik”. – Efter orto­doks opfat­tel­se er den­ne lære i bed­ste fald over­flø­dig. Den er en for­kert løs­ning på et ikke-eksi­ste­ren­de pro­blem. Der­u­d­over kan der, sta­dig efter orto­doks opfat­tel­se, gøres en ræk­ke ind­ven­din­ger gæl­den­de. Jeg nøjes med at anfø­re to: For det før­ste giver det ikke læn­ge­re mening at frem­hæ­ve Maria Guds­mo­der som for­bil­le­de for alle slæg­ter, når det gæl­der den ufor­be­hold­ne hen­gi­vel­se til Gud, hvis man udgår fra en lære, hvis ind­hold er, at Guds­mo­der afgø­ren­de skil­ler sig ud fra resten af men­ne­ske­he­den der­ved, at hun har betin­gel­ser for gud­s­for­hol­det, som er væsens­for­skel­li­ge fra alle andre men­ne­skers betin­gel­ser.

For det andet står man over for et ulø­se­ligt pro­blem angå­en­de sel­ve for­kla­rin­gen på ind­hol­det i læren om ”Den Ube­smit­te­de Und­fan­gel­se”. For efter Kir­kens tra­di­tion er Maria Guds­mo­der dat­ter af Joakim og Anna. Hun har alt­så to jor­di­ske for­æl­dre, en mor og en far, og Maria er und­fan­get ved for­æl­dre­nes for­e­ning. Hvis nu vi vil hæv­de, at Mari­as und­fan­gel­se af to men­ne­ske­li­ge for­æl­dre, i mod­sæt­ning til resten af men­ne­ske­he­den, er ”ube­smit­tet”, da bli­ver vi nødt til også at hæv­de, at Anna og Joakim var ube­rør­te af (arve-)synden; og hvad stil­ler vi så op med deres for­æl­dre, Mari­as bedste­for­æl­dre på fædre­ne og mødre­ne side? For ikke at tale om olde­for­æl­dre og tipol­de­for­æl­dre og så frem­de­les. – Med læren om ”Den Ube­smit­te­de Und­fan­gel­se” ska­ber man en uen­de­lig ræk­ke af uri­me­lig­he­der i for­stå­el­sen af Guds­mo­der.

Neden­for føl­ger uddrag af en læn­ge­re tekst af hel­li­ge Johan­nes Maxim­ovitch (1896 – 1966) af Shang­hai og San Fran­cisko, som beskæf­ti­ger sig med Den Orto­dok­se Kir­kes for­stå­el­se af og vene­ra­tion for Guds­mo­der Maria:

Uddrag af:
Saint John Maxim­ovitch: The Ort­ho­dox Vene­ra­tion of Mary the Bir­t­h­gi­ver of God

Den lære, at Guds­mo­der var beskyt­tet mod arve­syn­den, lige­som læren om at hun ved Guds nåde var beskyt­tet mod per­son­lig synd, den gør Gud ubarm­hjer­tig og uret­fær­dig; for hvis Gud kun­ne beskyt­te Maria fra synd og ren­se hen­de end­nu inden hen­des fød­sel, hvor­for ren­ser Han så ikke andre men­ne­sker før deres fød­sel sna­re­re end at over­la­de dem til syn­den? Lige­le­des føl­ger det [af den­ne lære], at Gud frel­ser men­ne­sker uan­set deres vil­je, idet Han for­ud­be­stem­mer vis­se [men­ne­sker] til frel­se end­nu inden deres fød­sel.

Den­ne lære [om den ’ube­smit­te­de und­fan­gel­se’], som til­sy­ne­la­den­de har det sig­te at ophø­je Guds­mo­der, den benæg­ter i vir­ke­lig­he­den samt­li­ge hen­des dyder. For når alt kom­mer til alt, hvis Maria alle­re­de i sin moders mave, end­nu inden hun kun­ne ønske noget som helst, det være sig godt eller ondt, af Guds nåde var beskyt­tet mod al uren­hed, og hvis hun så efter sin fød­sel var beskyt­tet af den [sam­me] nåde imod syn­den, hvori består så hen­des fortjenst­fuld­hed? Hvis hun var ble­vet sat i en til­stand, hvori hun var ude af stand til at syn­de, og hun der­ef­ter [fak­tisk] ikke syn­de­de, af hvil­ken grund her­lig­gjor­de Gud hen­de da? Hvis hun, uden mind­ste anstren­gel­se og uden nogen form for impul­ser til at syn­de, for­blev ren, hvor­for blev hun da hædret mere end alle andre? Der er ingen sejr uden en mod­stan­der.

Jom­fru Mari­as ret­fær­dig­hed og hel­lig­hed blev mani­feste­ret i det fak­tum, at hun, som er et men­ne­ske med liden­ska­ber lige­som vores, elske­de Gud så meget og over­gav sig fuldt til Ham, så at hun ved sin ren­hed blev ophø­jet højt over resten af men­ne­skeslæg­ten. For det­te blev hun fun­det vær­dig, sådan som det for­ud var kendt af [Guds] for­syn, og sådan som hun for­ud var udvalgt, til at bli­ve ren­set af Hel­li­gån­den, som kom over hen­de, og [vær­dig] til [i sit skød] at und­fan­ge Ham, som er ver­dens Frel­ser. Læren om Jom­fru Mari­as nåde-giv­ne synd­fri­hed benæg­ter hen­des sejr over fri­stel­ser; fra at være en sej­re­n­de [kvin­de], vær­dig til at kro­nes med her­lig­he­dens kro­ne, gør det hen­de [i ste­det] til et blindt instru­ment for Guds for­syn.

Det er ingen ophø­jel­se og ingen stør­re ære, men en baga­tel­li­se­ring [en gøren min­dre] af Guds­mo­der, den­ne ”gave”, som hun blev givet af Pave Pius IX og alle andre, som mener, de kan ære Guds­mo­der ved at opfin­de nye sand­he­der. Men den alhel­li­ge Maria er i den grad ble­vet her­lig­gjort af Gud Selv; så ophø­jet er hen­des jor­di­ske liv og så ophø­jet hen­des ære i Him­me­len, at men­ne­ske­li­ge opfin­del­ser intet kan føje til hen­des ære og her­lig­hed. Det, som men­ne­sker selv opfin­der, for­dunk­ler blot hen­des ansigt for deres øjne. Brød­re, tag jer i agt, at ikke nogen skal fan­ge jer ved verds­lig vis­dom og tomt bed­rag, som støt­ter sig på men­ne­skers over­le­ve­ring og ver­dens ”mag­ter”, ikke på Kristus, sådan skrev den hel­li­ge apo­stel Paulus ved Hel­li­gån­den (Kol. 2:8)

Et sådant tomt bed­rag er læren om Annas Ube­smit­te­de Und­fan­gel­se af Jom­fru Maria, [et bed­rag], som ved før­ste blik ophø­jer hen­de, men i vir­ke­lig­he­den gør hen­de min­dre.

Over­sat af f. Poul Seb­be­lov
De med [ …] indram­me­de ord er til­fø­jet af over­sæt­te­ren for at let­te for­stå­el­sen.

For enhver med inter­es­se for at for­dy­be sig yder­li­ge­re i Den Orto­dok­se Kir­kes vene­ra­tion for og for­stå­el­se af Maria Guds­mo­der anbe­fa­ler jeg varmt at læse hele Hl. Johan­nes Maxim­ovit­chs rede­gø­rel­se (på engelsk):

https://ortodoks.dk/ortodoks-tro-og-praksis/de-hellige/the-orthodox-veneration-of-mary-the-birthgiver-of-god