Torsdag den 4. april udsendte DR P1 programmet ”Tidsånd” med vært og redaktør Christoffer Emil Bruun. Sidste del af udsendelsen bestod af en samtale med den romersk-katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon. Samtalen var kommet i stand på foranledning af biskop Kozon, som over for Christoffer Emil Bruun havde gjort indsigelse mod nogle udtalelser fra denne artikels forfatter (præst Poul Sebbelov) i en tidligere udsendelse tilbage i januar. Hør selv:
https://www.dr.dk/radio/p1/tidsaand/tidsand-gilgamesh
Radioværten var, som det fremgår af udsendelsen, temmelig uforskammet i sin præsentation af Sebbelovs udtalelser; men derom skal der ikke siges yderligere. Det følgende handler om biskop Kozons legitime og saglige indsigelser.
Biskop Kozon havde to ankepunkter. For det første mente han, at mit udsagn om arvesynden var fejlagtigt. Jeg havde sagt, at læren om den såkaldte arvesynd satte den frie vilje ud af kraft, hvilket Kozon benægtede. – Og han har delvis ret: Det er ikke korrekt at sige, at den frie vilje helt og aldeles tilintetgøres ved arvesynden. Det, som er korrekt, er snarere, at læren om arvesynd indebærer den følgeslutning, at friheden er stærkt reduceret, grænsende til ikke-eksisterende, idet tilskyndelsen til at gøre det gode modarbejdes og nedkæmpes af de impulser, som stammer fra den påstået nedarvede synd.
For det andet gjorde biskop Kozon indsigelse mod den teori, jeg havde gjort gældende i ovennævnte samtale, nemlig at den Romersk-Katolske Kirkes lære om den såkaldte ”Marias Ubesmittede Undfangelse” er udsprunget (i hvert fald delvis) af vanskeligheder med at få den hellige Jomfrus ”ja” til Guds sendebud, Ærkeengel Gabriel, til at stemme overens med arvesyndens indflydelse. Det er en kendt sag, hvor vanskeligt vi mennesker har ved at give afkald på vore egoistiske og selvoptagede impulser og give os helhjertet hen til Gud; og derfor finder jeg det nærliggende at antage, at Den Romerske Kirke har ”løst” gåden om Marias ubetingede overgivelse til Guds vilje ved simpelt hen at hævde, at hun, ene af alle, skulle være uberørt af (arve-)synden.
Biskop Kozon kunne ikke godtage ovennævnte teori, hvilket ikke er overraskende; men han havde, efter min mening, ikke noget videre held med at forklare, hvad læren om den ”Ubesmittede Undfangelse” så skulle indeholde og tjene til i den ”teologiske logik”. – Efter ortodoks opfattelse er denne lære i bedste fald overflødig. Den er en forkert løsning på et ikke-eksisterende problem. Derudover kan der, stadig efter ortodoks opfattelse, gøres en række indvendinger gældende. Jeg nøjes med at anføre to: For det første giver det ikke længere mening at fremhæve Maria Gudsmoder som forbillede for alle slægter, når det gælder den uforbeholdne hengivelse til Gud, hvis man udgår fra en lære, hvis indhold er, at Gudsmoder afgørende skiller sig ud fra resten af menneskeheden derved, at hun har betingelser for gudsforholdet, som er væsensforskellige fra alle andre menneskers betingelser.
For det andet står man over for et uløseligt problem angående selve forklaringen på indholdet i læren om ”Den Ubesmittede Undfangelse”. For efter Kirkens tradition er Maria Gudsmoder datter af Joakim og Anna. Hun har altså to jordiske forældre, en mor og en far, og Maria er undfanget ved forældrenes forening. Hvis nu vi vil hævde, at Marias undfangelse af to menneskelige forældre, i modsætning til resten af menneskeheden, er ”ubesmittet”, da bliver vi nødt til også at hævde, at Anna og Joakim var uberørte af (arve-)synden; og hvad stiller vi så op med deres forældre, Marias bedsteforældre på fædrene og mødrene side? For ikke at tale om oldeforældre og tipoldeforældre og så fremdeles. – Med læren om ”Den Ubesmittede Undfangelse” skaber man en uendelig række af urimeligheder i forståelsen af Gudsmoder.
Nedenfor følger uddrag af en længere tekst af hellige Johannes Maximovitch (1896 – 1966) af Shanghai og San Francisko, som beskæftiger sig med Den Ortodokse Kirkes forståelse af og veneration for Gudsmoder Maria:
Uddrag af:
Saint John Maximovitch: The Orthodox Veneration of Mary the Birthgiver of God
Den lære, at Gudsmoder var beskyttet mod arvesynden, ligesom læren om at hun ved Guds nåde var beskyttet mod personlig synd, den gør Gud ubarmhjertig og uretfærdig; for hvis Gud kunne beskytte Maria fra synd og rense hende endnu inden hendes fødsel, hvorfor renser Han så ikke andre mennesker før deres fødsel snarere end at overlade dem til synden? Ligeledes følger det [af denne lære], at Gud frelser mennesker uanset deres vilje, idet Han forudbestemmer visse [mennesker] til frelse endnu inden deres fødsel.
Denne lære [om den ’ubesmittede undfangelse’], som tilsyneladende har det sigte at ophøje Gudsmoder, den benægter i virkeligheden samtlige hendes dyder. For når alt kommer til alt, hvis Maria allerede i sin moders mave, endnu inden hun kunne ønske noget som helst, det være sig godt eller ondt, af Guds nåde var beskyttet mod al urenhed, og hvis hun så efter sin fødsel var beskyttet af den [samme] nåde imod synden, hvori består så hendes fortjenstfuldhed? Hvis hun var blevet sat i en tilstand, hvori hun var ude af stand til at synde, og hun derefter [faktisk] ikke syndede, af hvilken grund herliggjorde Gud hende da? Hvis hun, uden mindste anstrengelse og uden nogen form for impulser til at synde, forblev ren, hvorfor blev hun da hædret mere end alle andre? Der er ingen sejr uden en modstander.
Jomfru Marias retfærdighed og hellighed blev manifesteret i det faktum, at hun, som er et menneske med lidenskaber ligesom vores, elskede Gud så meget og overgav sig fuldt til Ham, så at hun ved sin renhed blev ophøjet højt over resten af menneskeslægten. For dette blev hun fundet værdig, sådan som det forud var kendt af [Guds] forsyn, og sådan som hun forud var udvalgt, til at blive renset af Helligånden, som kom over hende, og [værdig] til [i sit skød] at undfange Ham, som er verdens Frelser. Læren om Jomfru Marias nåde-givne syndfrihed benægter hendes sejr over fristelser; fra at være en sejrende [kvinde], værdig til at krones med herlighedens krone, gør det hende [i stedet] til et blindt instrument for Guds forsyn.
Det er ingen ophøjelse og ingen større ære, men en bagatellisering [en gøren mindre] af Gudsmoder, denne ”gave”, som hun blev givet af Pave Pius IX og alle andre, som mener, de kan ære Gudsmoder ved at opfinde nye sandheder. Men den alhellige Maria er i den grad blevet herliggjort af Gud Selv; så ophøjet er hendes jordiske liv og så ophøjet hendes ære i Himmelen, at menneskelige opfindelser intet kan føje til hendes ære og herlighed. Det, som mennesker selv opfinder, fordunkler blot hendes ansigt for deres øjne. Brødre, tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ”magter”, ikke på Kristus, sådan skrev den hellige apostel Paulus ved Helligånden (Kol. 2:8)
Et sådant tomt bedrag er læren om Annas Ubesmittede Undfangelse af Jomfru Maria, [et bedrag], som ved første blik ophøjer hende, men i virkeligheden gør hende mindre.
Oversat af f. Poul Sebbelov
De med [ …] indrammede ord er tilføjet af oversætteren for at lette forståelsen.
For enhver med interesse for at fordybe sig yderligere i Den Ortodokse Kirkes veneration for og forståelse af Maria Gudsmoder anbefaler jeg varmt at læse hele Hl. Johannes Maximovitchs redegørelse (på engelsk):