Kristus er opstanden – Han er sandelig opstanden!

Ons­dag inden den ”vest­li­ge” Påske, alt­så den 17. april, brag­te Kri­ste­ligt Dag­blad et portrætin­ter­view med Pia Sølt­oft, som er sog­ne­præst i to køben­havn­ske kir­ker, Esa­ja­skir­ken på Øster­bro og Chri­sti­anskir­ken på Chri­sti­ans­havn. Omdrej­nings­punk­tet i artik­len er Pia Sølt­ofts tan­ker om Påsken, sær­ligt hen­des betragt­nin­ger over Kri­sti Opstan­del­se. Og de tan­ker for­me­lig råber på kom­men­ta­rer.

For det er ned­slå­en­de, at dan­ske tro­en­de i fol­kekir­ken til­by­des sådan­ne ”for­kla­rin­ger” på Opstan­del­sen, som Pia Sølt­oft her brin­ger til torvs. Der er mest af alt tale om filo­so­fe­ren­de bort­for­kla­rin­ger efter den kun alt for vel­kend­te for­mel: ”Sådan var det jo hel­ler ikke ment!”

Det gæl­der en tan­ke­må­de, som syste­ma­tisk omfor­mer den krist­ne tro til lit­teræ­re meta­fo­rer og bil­led­ta­le. Grund­tan­ken synes at være: ”Alt hvad jeg ikke kan begri­be med min for­nuft, kan ikke være sandt.” En over­modig fore­stil­ling om, at al den slags tro­e­de de måske på i gam­le dage, da man var min­dre oply­ste; men nu, i 2019 som man siger, kan vi ikke læn­ge­re for­hol­de os til sådan­ne histo­ri­er.

Pia Sølt­oft kan ikke leve med tan­ken om Kri­sti Opstan­del­se som noget kon­kret og vir­ke­ligt. Hun for­ud­skik­ker, at ”Anden Påske­dag hand­ler min præ­di­ken om Opstan­del­sen … hvad man rent fak­tisk skal for­stå ved det.” Og så til­fø­jer hun, ”der kan man ikke bli­ve kon­kret.” Et andet sted i sam­me arti­kel udta­ler Pia Sølt­oft om Opstan­del­sen, at ”man lever vide­re … i erin­drin­gen hos de efter­lad­te.” Og så til­fø­jer hun, hvad man måske kun­ne kal­de hen­des pro­gra­mer­klæ­ring: ”Så synes jeg fak­tisk ikke, man behø­ver bli­ve så meget mere kon­kret. Lige så snart man gør det, ender man i noget, man næste kun­ne kal­de over­tro.”

Over­tro! Præst Pia Sølt­oft udnæv­ner Evan­ge­li­er­nes beret­ning om Kri­sti Opstan­del­se til over­tro! Hun er såle­des mere stål­sat i sin benæg­tel­se af Opstan­del­sens vir­ke­lig­hed end Maria Mag­da­le­ne, mere blind end discip­le­ne, som til en begyn­del­se ikke gen­ken­der Den Opstand­ne. For i mod­sæt­ning til Pia Sølt­oft bli­ver både Maria og discip­le­ne klar over, Hvem Kristus er, da Han taler til dem og frem­vi­ser Sin legem­lig­hed for dem. Han er Kristus, opstan­den i lege­met!

For det er net­op poin­ten: Kristus er opstan­den fra de døde, ikke som en meta­for, ikke som en ”tom­hed”, knyt­tet til filo­so­fi­ske betragt­nin­ger over Den tom­me Grav, sådan som Pia Sølt­oft for­ud­skik­ker til sin præ­di­ken Påske­dag: ”Betyd­nin­gen i tom­he­den er meget vig­tig”, men legem­ligt! Kri­sti Opstan­del­se er ingen spi­ri­tu­el filo­so­fi over tom­he­den, men en vir­ke­lig­hed, der over­går al (men­ne­ske­lig) for­stand, en for­ar­gel­se for jøder og en dår­skab for græke­re. Mon Pia Sølt­oft skul­le være en ”græker” i den­ne sam­men­hæng?

Poin­ten er vide­re, at Den Opstand­nes legem­lig­hed er af en anden art end dén, vi er vant til: ”Rør ikke ved mig, jeg er jo end­nu ikke faren op til min Fader”, sådan adva­rer Kristus Maria Mag­da­le­ne, efter at hun er ble­vet opmærk­som på, Hvem det er, der legem­ligt står over for hen­de i haven; det er Kristus selv.

Og discip­le­ne, ja de er lige så vrang­vil­li­ge til at tro som Pia Sølt­oft. Da Den Opstand­ne kom­mer til dem, næg­ter de først alt; og ikke blot det, de gri­bes af angst og frygt, for de mener, at Han må være et spø­gel­se. Men Kristus er ikke noget spø­gel­se, og Han kon­kre­ti­se­rer Sin opstand­ne legem­lig­hed for discip­le­ne: ”Se på mine hæn­der og mine fød­der, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser jeg har” (Luk. 24,39). Og da discip­le­ne fort­sat ikke rig­tigt vil tro, at Den Opstand­nes legem­lig­hed er vir­ke­lig, spi­ser Han et styk­ke stegt fisk for øjne­ne af dem for dog at vise, at Han hver­ken er et spø­gel­se eller en lit­terær meta­for.

Den opstand­ne Kristus er vir­ke­lig! Han er legem­lig! Opstan­del­sen er ikke blot et luf­tigt, ”ånde­ligt” fore­ta­gen­de eller en tur i spø­gel­se­s­to­get på Dyre­havs­bak­ken. Kri­sti Opstan­del­se frem­vi­ser for os en legem­lig­hed, som er ander­le­des end den, vi ken­der, men ikke der­for min­dre vir­ke­lig. En legem­lig­hed med andre rela­tio­ner til tid og rum end de kend­te; Jesus bli­ver usyn­lig for dem, Han spi­ser sam­men med, Han kom­mer ”til ste­de midt iblandt dem” uaf­hæn­gigt af væg­ge og døre; og Han adva­rer, som nævnt, Maria Mag­da­le­na mod at røre Ham.

Vi kun­ne sam­men­fat­ten­de sige, at Den Opstand­ne Kristus i og med Sin legem­lig­hed viser os det før­ste tegn på den opstan­del­se, som skal bli­ve alle tro­en­de til del. Og ja, der er meget her, vi ikke for­står eller kan gøre rede for, kan ”gøre kon­kret”, som Pia Sølt­oft udtryk­ker det; men at det skul­le give anled­ning til at benæg­te Kri­sti opstan­del­ses legem­li­ge vir­ke­lig­hed, sådan som den frem­går af Evan­ge­li­et, det er at at læg­ge alt for megen vægt på sin egen begræn­se­de for­stands for­må­en.

Det er en sør­ge­lig nedskriv­ning af Guds løf­ter til os, Pia Sølt­oft er ude i. Og hun sæt­ter trumf på, når hun vil erstat­te Evan­ge­li­ster­nes løf­te­ri­ge antyd­nin­ger af den kom­men­de ver­dens liv med et styk­ke pseu­do-teo­lo­gi fra et digt af Søren Ulrik Thom­sen: ”Skul­le jeg fore­stil­le mig opstan­del­sen, vil­le det være den rin­gen­de lyd af en cykelklok­ke i det fjer­ne.”

En cykelklok­ke! Hvor fat­tigt kan det bli­ve? Hvor langt fra hel­li­ge Paulus’ ord kan man kom­me i den dan­ske fol­kekir­ke? Hvis der ikke er nogen opstan­del­se af døde, så er hel­ler ikke Kristus opstå­et. Men er Kristus ikke opstå­et, så er vort bud­skab jo tomt og jeres tro også tom. (1. Kor. 15, 13–14)

Vi ser frem til næste uges påske­fejring i Den Orto­dok­se Kir­ke. Vi ser frem til den strå­len­de nat og den efter­føl­gen­de påske­tid, hvor vi igen og igen hil­ser hve­ran­dre med orde­ne: Kristus er opstan­den! – Han er san­de­lig opstan­den!

De ord er sand­he­dens fyl­de; helt uden cykelklok­ker og helt uden tom­heds filo­so­fi!