Hvad vil det sige at være præst?

Søn­dag den 14. juli holdt jeg neden­stå­en­de præ­di­ken under Litur­gi­en i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menighed:

Jeg har ind imel­lem drøf­tet for­skel­li­ge teo­lo­gi­ske spørgs­mål med præ­ster fra den dan­ske fol­kekir­ke; og ét emne har vist sig sær­ligt påtræn­gen­de: Hvad er det egent­lig at være præst? Hvad går den præ­ste­li­ge tje­ne­ste ud på? Og er der afgø­ren­de for­skel på for­stå­el­sen af præ­ste­tje­ne­sten i hhv. fol­kekir­ken og Den Orto­dok­se Kirke?

Den pro­te­stan­ti­ske teo­lo­gi vil, som det er man­ge bekendt, ikke vide af præ­ste­o­r­di­na­tio­nen som et sakra­men­te eller myste­rie, alt­så som en hel­lig­gø­ren­de hand­ling. – Lige­som de ikke vil vide af ægte­vi­el­sen eller skrif­te­må­let som sakra­men­te. Der­for er det en udbredt hold­ning blandt fol­kekir­ke­præ­ster, at præ­stens sær­li­ge rol­le ved gud­stje­ne­sten, her­un­der ind­vi­el­sen og udde­lin­gen af nad­ver­brø­d­et og vinen, at det er en rent prak­tisk foranstaltning.

Den lut­her­ske teo­lo­gi peger ger­ne på dét, de kal­der ”det alme­ne præ­ste­døm­me”, alt­så på den tan­ke at alle tro­en­de og døb­te er præ­ster, og at det der­for ale­ne er af prak­ti­ske grun­de, man sæt­ter nog­le bestem­te per­so­ner, nem­lig dem der fun­ge­rer som præ­ster, til at lede gud­stje­ne­sten, til at hol­de præ­di­ken og ikke mindst til at fore­stå nad­ve­ren. I prin­cip­pet, sådan argu­men­te­rer pro­te­stan­ter­ne, i prin­cip­pet kun­ne det være en hvil­ken som helst blandt de døb­te, der udfyld­te den rol­le og fore­stod dis­se opgaver.

Nog­le gan­ge har jeg spurgt mine lut­her­ske kol­le­ger: ”Jamen hvis det er sådan, at alle og enhver kan fore­stå nad­ve­ren, hvor­for skif­tes I så ikke bare til det i menig­he­den? – Og jeg har spurgt dem direk­te, om de nogen sin­de, måske bare en enkelt gang, har bedt en læg­mand, en ikke-ordi­ne­ret fra deres menig­hed, om at fore­stå de hel­li­ge hand­lin­ger. Så bli­ver de ger­ne lidt fjer­ne i blik­ket og sva­rer, at nej, det har de aldrig gjort; men det er ude­luk­ken­de af prak­ti­ske årsa­ger! Og de fast­hol­der, at i prin­cip­pet vil­le det være fuldt muligt for læg­fol­ket at påta­ge sig samt­li­ge præ­ste­li­ge opgaver.

For nylig var jeg der­for ved at fal­de ned af sto­len og få kaf­fen galt i hal­sen, og hvad man ellers risi­ke­rer, når man bli­ver plud­se­ligt over­ra­sket. Det ske­te, mens jeg læste avi­sen, Kri­ste­ligt Dag­blad var det; og i den dags udga­ve var der under rubrik­ken ”kir­ke­a­na­ly­se” en kort arti­kel af teo­lo­gisk lek­tor eme­ri­tus Hans Raun Iver­sen fra Køben­havns Universitet.

Iver­sen stil­ler ind­le­den­de det­te spørgs­mål: ”Hvad gør præ­sten til præst?” – Og så opli­ster han en ræk­ke muli­ge svar på sit eget spørgs­mål, svar, som i man­ge fol­kekir­ke­li­ge kred­se vist nok vil­le bli­ve reg­net for fuldt til­stræk­ke­li­ge: De teo­lo­gi­ske stu­di­er; kal­del­sen fra menig­heds­rå­det; kir­ke­mi­ni­ste­rens udnæv­nel­se; præ­ste­løf­tet og den såkald­te bis­pe­ek­sa­men, som nye præ­ster i fol­kekir­ken må igen­nem. Er det mon alt dét, som gør for­skel­len på en præst og en ikke-præst? Men efter at have opli­stet alle dis­se svar­mu­lig­he­der, afvi­ser Raun Iver­sen dem alle; og der­ef­ter giver han sit eget svar på, hvad der gør præ­sten til præst. Han skri­ver kort og godt; ”Sva­ret er: Det sker i ordinationen!”

Det lyder min­sand­ten helt orto­dokst! Det sker i ordi­na­tio­nen! Ind­hol­det i det udsagn, det er jo, at ved den præ­ste­li­ge ordi­na­tion sker der fak­tisk noget ånde­ligt, som uden ordi­na­tio­nen ikke vil­le være sket. Det udtryk­ker bevidst­he­den om, at der ved ét af Kir­kens sakra­men­ter, den præ­ste­li­ge ordi­na­tion, til­fø­res den per­son, som ordi­ne­res, en sær­lig karis­ma, en sær­lig Guds nåde, som giver ordi­nan­den myn­dig­hed til at fore­ta­ge sådan­ne hel­li­ge hand­lin­ger, som han ikke før sin ordi­na­tion hav­de adgang til at fore­ta­ge. Hand­lin­ger, som ale­ne det ordi­ne­re­de præ­ste­skab har befø­jel­se til og ansvar for at udfø­re. – Og de hand­lin­ger, det er net­op Kir­kens sakra­men­ter eller myste­ri­er: Myronsalv­nin­gen, skrif­te­må­let, ægte­vi­el­sen, syge­sal­vel­sen og så natur­lig­vis euka­ri­stien eller nad­ve­ren, frem­bæ­rel­sen af de hel­li­ge gaver på kir­kens alter og for­vand­lin­gen af gaver­ne ved ned­kal­del­sen af Hel­li­gån­dens nåde over brø­d­et og vinen.

Det kan være, nogen af jer nu tæn­ker, at der mang­ler da i hvert fald to af Den Orto­dok­se Kir­kes sakra­men­ter? Hvad med dåben? Jo, den mang­ler i den­ne oplist­ning, for­di den ikke er et præ­ste­ligt præro­ga­tiv. Alle orto­dok­se døb­te kan, i en nød­si­tu­a­tion, fore­ta­ge dåb. – Og så mang­ler der det sakra­men­te, vi net­op her taler om: Præ­ste­o­r­di­na­tio­nen; og det mang­ler, for­di ordi­na­tio­nen ale­ne kan gøres af biskop­pen. Præ­sten kan ikke ordi­ne­re sig selv.

Nå, men til­ba­ge til Raun Iver­sens arti­kel og min for­bav­sel­se. Mon den fol­kekir­ke­li­ge teo­lo­gi er ved at nær­me sig den orto­dok­se? Mon Raun Iver­sen er ved at tage det før­ste skridt til­ba­ge til Den Orto­dok­se Kir­ke ved at gøre sig til for­ta­ler for den præ­ste­li­ge ordi­na­tion som et tred­je sakra­men­te? Sådan tænk­te jeg i et glimt. – Nå, sådan var det vist hel­ler ikke ment; men det er et inter­es­sant udsagn 

Hvad har de betragt­nin­ger nu med dagen i dag at gøre? Jo, de har det med den at gøre, at i dag har vi læst den tekst, vi kal­der Jesu Ypper­ste­præ­ste­li­ge Bøn fra Johan­ne­se­van­ge­liets 17. kapi­tel. Den har vi læst, for­di vi i dag ihukom­mer Fædre­ne fra de seks før­ste Øku­me­ni­ske Kon­ci­ler, de Fædre, som i alt væsent­ligt for­mu­le­re­de Kir­kens tro og sakra­men­tale ordninger.

Tek­sten i dag er én af de pas­sa­ger i Evan­ge­li­et, som udtryk­ke­ligt dan­ner grund­lag for Den Orto­dok­se Kir­ke og Kir­kens præ­ste­li­ge tje­ne­ste: … For de ord, Du gav mig, har jeg givet dem … Hold dem fast ved Dit Navn, …, for at de kan være ét lige­som vi … sådan lyder Kri­sti bøn, og lidt sene­re i kapit­let lyder det: Lige­som Du har udsendt mig til ver­den, har jeg også udsendt dem til ver­den … Den her­lig­hed, Du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, lige­som vi er ét …

Jesu Ypper­ste­præ­ste­li­ge bøn. Med evan­ge­li­sten Johan­nes’ ord mar­ke­rer og under­stre­ger vi, at Kri­sti eget præ­ste­døm­me er kon­kret nær­væ­ren­de i Hans Kir­ke … For net­op dét er den yder­ste poin­te og den inder­ste ker­ne i den orto­dok­se for­stå­el­se af Kir­ken og af Kir­kens præ­ste­li­ge embe­de: Der er én og kun én ypper­ste­præst, vor Her­re Jesus Kristus selv. Føl­ge­lig er der ét og kun ét præ­ste­døm­me og én præ­ste­lig tje­ne­ste, nem­lig Kri­sti egen tje­ne­ste, Han, hvis Lege­me bry­des, og hvis Blod udg­y­des for jer og for man­ge til syn­der­nes for­la­del­se; Han, som påta­ger Sig vor men­ne­ske­lig­hed ind­til døden for at kun­ne give os del i Sin gud­dom­me­lig­hed og det evi­ge liv.

Kri­sti Kir­ke og hele Kir­kens vir­ke er grund­lagt på den­ne iden­ti­fi­ka­tion mel­lem Kristus og Hans Kir­kes tje­ne­re, som fin­der udtryk hos Johan­nes: De skal være ét, lige­som vi er ét! Og i Kir­ken har apost­le­ne af Kristus selv fået den opga­ve at være de udsend­te til ver­den for at fast­hol­de og for­kyn­de Kri­sti gud­dom­me­li­ge her­lig­hed. Her er vi ved noget helt afgø­ren­de, når det gæl­der Den Orto­dok­se Kir­kes for­stå­el­se af den præ­ste­li­ge tje­ne­ste eller embe­de. Kir­kens hie­rar­ki har af Kristus selv fået betro­et en gud­dom­me­li­ge nåde eller karis­ma. Apost­le­ne og deres efter­føl­ge­re, den loka­le biskop og hans sted­fortræ­de­re, præ­ster­ne, bærer, gen­nem deres ordi­na­tion, i sig den karis­ma, den gud­dom­me­li­ge nåde, som på én gang til­la­der dem, men jo også pålæg­ger dem at beskyt­te, beva­re og for­val­te de gud­dom­me­li­ge mysterier.

Vi tror på den ene, hel­li­ge katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke; og med den for­mu­le­ring peger vi på Den Orto­dok­se Kir­ke. I Kir­ken giver Gud os for­stå­e­li­ge, kon­kre­te, gyl­di­ge og virk­som­me ram­mer for livet i Kristus, her­un­der de hel­li­ge myste­ri­er og embe­der­nes hie­rar­ki. I Kir­ken lever vi der­for i til­lid til, at dis­se Guds ord­nin­ger udsprin­ger, ikke af men­ne­skers fan­ta­si, hel­ler ikke af magt­lyst eller magt­bryn­de (selv om sådant desvær­re også fore­kom­mer i Den Orto­dok­se Kir­ke), men af den ånde­li­ge vir­ke­lig­hed. Vi lever i tro og til­lid til, at i dåben får vi vir­ke­lig og i sand­hed nyt liv i Kristus, i myronsalv­nin­gen mod­ta­ger vi vir­ke­lig og i sand­hed Hel­li­gån­dens nåde, i den hel­li­ge nad­ver mod­ta­ger vi vor Her­re Jesu Kri­sti san­de og vir­ke­li­ge Lege­me og Blod, og ved Skrif­te­må­let mod­ta­ger vi vir­ke­lig og i sand­hed Guds til­gi­vel­se og sæt­tes fri fra vore syn­der og overtrædelser.

Vi tror på den ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke, og vi tror på Kir­kens frel­sen­de vir­ke blandt de tro­en­de. – Den tro lever og dør vi på, sam­ti­digt med at vi véd, at Gud frel­ser hvem Han vil, med eller uden Kir­kens myste­ri­er. Men det­te sid­ste er ikke vor opga­ve eller vort anlig­gen­de, men ale­ne Guds, Han, hvis nåde og kær­lig­hed over­går al men­ne­ske­lig forstand.

Ham være lov og pris til evig tid! Amen!

Så vidt præ­di­ken den­ne søn­dag. Men så kom der en slags efter­spil. Ved et til­fæl­de var der to lut­her­ske præ­ster til ste­de ved Litur­gi­en den dag, og efter­føl­gen­de hav­de jeg, under kir­ke­kaf­fen, en sam­ta­le med den ene af dem. Dens ind­hold føl­ger her i koncentrat:

Pågæl­den­de fol­kekir­ke-præst gjor­de gæl­den­de over for mig, at Raun Iver­sens syns­punkt, det med at ”det sker i ordi­na­tio­nen” slet ikke er så sjæl­dent. Der er man­ge præ­ster i den dan­ske fol­kekir­ke, beret­te­de min sam­ta­le­part­ner (som her også inklu­de­re­de sig selv), som ople­ver, mær­ker eller føler, at der vir­ke­lig ”sker noget” ved den præ­ste­li­ge ordi­na­tion; som alt­så føler sig på linie med den orto­dok­se for­stå­el­se, jeg skit­se­re­de i præ­di­ken. Med andre ord, at der ved ordi­na­tio­nen, også i den lut­her­ske kir­ke, vir­ke­lig til­fø­res ordi­nan­den, som jeg udtryk­te det, ”en gud­dom­me­lig nåde eller karis­ma.”

Jeg kan selvsagt ikke anfæg­te, hvad min fol­kekir­ke­li­ge sam­ta­le­part­ner og andre i sam­me situ­a­tion ”ople­ver” eller ”føler” i hen­se­en­de til Guds nåde. Men jeg kan påpe­ge, at den pågæl­den­de glem­mer en afgø­ren­de vig­tig poin­te i den orto­dok­se for­stå­el­se: Den ”karis­ma”, der tales om, er ikke en indi­vi­du­el ”ople­vel­se” eller ”følel­se”, den er en kon­kret vir­ke­lig­hed i Kir­ken, og den vir­ke­lig­hed er base­ret på den apo­stol­ske suc­ces­sion, alt­så på det for­hold, at der fører en direk­te ”ordi­na­tions-linie” fra vore dages biskop­per og præ­ster til­ba­ge til Apost­le­ne. Eller som det lød i præ­di­ken: ”Apost­le­ne og deres efter­føl­ge­re, den loka­le biskop og hans sted­fortræ­de­re, præ­ster­ne, bærer, gen­nem deres ordi­na­tion, i sig den karis­ma, den gud­dom­me­li­ge nåde, som på én gang til­la­der dem, men jo også pålæg­ger dem at beskyt­te, beva­re og for­val­te de gud­dom­me­li­ge mysterier.”

Den helt afgø­ren­de for­skel (og der­til sva­ren­de van­ske­lig­hed ved for alvor at for­stå hin­an­den?) er såle­des for­stå­el­sen af, hvad Kir­ken er. For den orto­dok­se er Kir­ken en gud­dom­me­lig indstif­tel­se, grund­lagt af Kristus selv ved Apost­le­ne, og ikke blot en men­ne­ske­lig ”for­e­ning” af tro­en­de. For den orto­dok­se tro og teo­lo­gi er de hel­li­ge sakra­men­ters ”virk­ning” og ”gyl­dig­hed” der­for ulø­se­ligt knyt­tet til Kir­kens gud­dom­me­ligt-men­ne­ske­li­ge karak­ter og til den over­be­vis­ning, at Kir­ken står og fal­der med den apo­stol­ske suc­ces­sion.