Søndag den 14. juli holdt jeg nedenstående prædiken under Liturgien i Gudsmoders Beskyttelses Menighed:
Jeg har ind imellem drøftet forskellige teologiske spørgsmål med præster fra den danske folkekirke; og ét emne har vist sig særligt påtrængende: Hvad er det egentlig at være præst? Hvad går den præstelige tjeneste ud på? Og er der afgørende forskel på forståelsen af præstetjenesten i hhv. folkekirken og Den Ortodokse Kirke?
Den protestantiske teologi vil, som det er mange bekendt, ikke vide af præsteordinationen som et sakramente eller mysterie, altså som en helliggørende handling. – Ligesom de ikke vil vide af ægtevielsen eller skriftemålet som sakramente. Derfor er det en udbredt holdning blandt folkekirkepræster, at præstens særlige rolle ved gudstjenesten, herunder indvielsen og uddelingen af nadverbrødet og vinen, at det er en rent praktisk foranstaltning.
Den lutherske teologi peger gerne på dét, de kalder ”det almene præstedømme”, altså på den tanke at alle troende og døbte er præster, og at det derfor alene er af praktiske grunde, man sætter nogle bestemte personer, nemlig dem der fungerer som præster, til at lede gudstjenesten, til at holde prædiken og ikke mindst til at forestå nadveren. I princippet, sådan argumenterer protestanterne, i princippet kunne det være en hvilken som helst blandt de døbte, der udfyldte den rolle og forestod disse opgaver.
Nogle gange har jeg spurgt mine lutherske kolleger: ”Jamen hvis det er sådan, at alle og enhver kan forestå nadveren, hvorfor skiftes I så ikke bare til det i menigheden? – Og jeg har spurgt dem direkte, om de nogen sinde, måske bare en enkelt gang, har bedt en lægmand, en ikke-ordineret fra deres menighed, om at forestå de hellige handlinger. Så bliver de gerne lidt fjerne i blikket og svarer, at nej, det har de aldrig gjort; men det er udelukkende af praktiske årsager! Og de fastholder, at i princippet ville det være fuldt muligt for lægfolket at påtage sig samtlige præstelige opgaver.
For nylig var jeg derfor ved at falde ned af stolen og få kaffen galt i halsen, og hvad man ellers risikerer, når man bliver pludseligt overrasket. Det skete, mens jeg læste avisen, Kristeligt Dagblad var det; og i den dags udgave var der under rubrikken ”kirkeanalyse” en kort artikel af teologisk lektor emeritus Hans Raun Iversen fra Københavns Universitet.
Iversen stiller indledende dette spørgsmål: ”Hvad gør præsten til præst?” – Og så oplister han en række mulige svar på sit eget spørgsmål, svar, som i mange folkekirkelige kredse vist nok ville blive regnet for fuldt tilstrækkelige: De teologiske studier; kaldelsen fra menighedsrådet; kirkeministerens udnævnelse; præsteløftet og den såkaldte bispeeksamen, som nye præster i folkekirken må igennem. Er det mon alt dét, som gør forskellen på en præst og en ikke-præst? Men efter at have oplistet alle disse svarmuligheder, afviser Raun Iversen dem alle; og derefter giver han sit eget svar på, hvad der gør præsten til præst. Han skriver kort og godt; ”Svaret er: Det sker i ordinationen!”
Det lyder minsandten helt ortodokst! Det sker i ordinationen! Indholdet i det udsagn, det er jo, at ved den præstelige ordination sker der faktisk noget åndeligt, som uden ordinationen ikke ville være sket. Det udtrykker bevidstheden om, at der ved ét af Kirkens sakramenter, den præstelige ordination, tilføres den person, som ordineres, en særlig karisma, en særlig Guds nåde, som giver ordinanden myndighed til at foretage sådanne hellige handlinger, som han ikke før sin ordination havde adgang til at foretage. Handlinger, som alene det ordinerede præsteskab har beføjelse til og ansvar for at udføre. – Og de handlinger, det er netop Kirkens sakramenter eller mysterier: Myronsalvningen, skriftemålet, ægtevielsen, sygesalvelsen og så naturligvis eukaristien eller nadveren, frembærelsen af de hellige gaver på kirkens alter og forvandlingen af gaverne ved nedkaldelsen af Helligåndens nåde over brødet og vinen.
Det kan være, nogen af jer nu tænker, at der mangler da i hvert fald to af Den Ortodokse Kirkes sakramenter? Hvad med dåben? Jo, den mangler i denne oplistning, fordi den ikke er et præsteligt prærogativ. Alle ortodokse døbte kan, i en nødsituation, foretage dåb. – Og så mangler der det sakramente, vi netop her taler om: Præsteordinationen; og det mangler, fordi ordinationen alene kan gøres af biskoppen. Præsten kan ikke ordinere sig selv.
Nå, men tilbage til Raun Iversens artikel og min forbavselse. Mon den folkekirkelige teologi er ved at nærme sig den ortodokse? Mon Raun Iversen er ved at tage det første skridt tilbage til Den Ortodokse Kirke ved at gøre sig til fortaler for den præstelige ordination som et tredje sakramente? Sådan tænkte jeg i et glimt. – Nå, sådan var det vist heller ikke ment; men det er et interessant udsagn
Hvad har de betragtninger nu med dagen i dag at gøre? Jo, de har det med den at gøre, at i dag har vi læst den tekst, vi kalder Jesu Ypperstepræstelige Bøn fra Johannesevangeliets 17. kapitel. Den har vi læst, fordi vi i dag ihukommer Fædrene fra de seks første Økumeniske Konciler, de Fædre, som i alt væsentligt formulerede Kirkens tro og sakramentale ordninger.
Teksten i dag er én af de passager i Evangeliet, som udtrykkeligt danner grundlag for Den Ortodokse Kirke og Kirkens præstelige tjeneste: … For de ord, Du gav mig, har jeg givet dem … Hold dem fast ved Dit Navn, …, for at de kan være ét ligesom vi … sådan lyder Kristi bøn, og lidt senere i kapitlet lyder det: Ligesom Du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden … Den herlighed, Du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét …
Jesu Ypperstepræstelige bøn. Med evangelisten Johannes’ ord markerer og understreger vi, at Kristi eget præstedømme er konkret nærværende i Hans Kirke … For netop dét er den yderste pointe og den inderste kerne i den ortodokse forståelse af Kirken og af Kirkens præstelige embede: Der er én og kun én ypperstepræst, vor Herre Jesus Kristus selv. Følgelig er der ét og kun ét præstedømme og én præstelig tjeneste, nemlig Kristi egen tjeneste, Han, hvis Legeme brydes, og hvis Blod udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse; Han, som påtager Sig vor menneskelighed indtil døden for at kunne give os del i Sin guddommelighed og det evige liv.
Kristi Kirke og hele Kirkens virke er grundlagt på denne identifikation mellem Kristus og Hans Kirkes tjenere, som finder udtryk hos Johannes: De skal være ét, ligesom vi er ét! Og i Kirken har apostlene af Kristus selv fået den opgave at være de udsendte til verden for at fastholde og forkynde Kristi guddommelige herlighed. Her er vi ved noget helt afgørende, når det gælder Den Ortodokse Kirkes forståelse af den præstelige tjeneste eller embede. Kirkens hierarki har af Kristus selv fået betroet en guddommelige nåde eller karisma. Apostlene og deres efterfølgere, den lokale biskop og hans stedfortrædere, præsterne, bærer, gennem deres ordination, i sig den karisma, den guddommelige nåde, som på én gang tillader dem, men jo også pålægger dem at beskytte, bevare og forvalte de guddommelige mysterier.
Vi tror på den ene, hellige katolske og apostolske Kirke; og med den formulering peger vi på Den Ortodokse Kirke. I Kirken giver Gud os forståelige, konkrete, gyldige og virksomme rammer for livet i Kristus, herunder de hellige mysterier og embedernes hierarki. I Kirken lever vi derfor i tillid til, at disse Guds ordninger udspringer, ikke af menneskers fantasi, heller ikke af magtlyst eller magtbrynde (selv om sådant desværre også forekommer i Den Ortodokse Kirke), men af den åndelige virkelighed. Vi lever i tro og tillid til, at i dåben får vi virkelig og i sandhed nyt liv i Kristus, i myronsalvningen modtager vi virkelig og i sandhed Helligåndens nåde, i den hellige nadver modtager vi vor Herre Jesu Kristi sande og virkelige Legeme og Blod, og ved Skriftemålet modtager vi virkelig og i sandhed Guds tilgivelse og sættes fri fra vore synder og overtrædelser.
Vi tror på den ene, hellige, katolske og apostolske Kirke, og vi tror på Kirkens frelsende virke blandt de troende. – Den tro lever og dør vi på, samtidigt med at vi véd, at Gud frelser hvem Han vil, med eller uden Kirkens mysterier. Men dette sidste er ikke vor opgave eller vort anliggende, men alene Guds, Han, hvis nåde og kærlighed overgår al menneskelig forstand.
Ham være lov og pris til evig tid! Amen!
Så vidt prædiken denne søndag. Men så kom der en slags efterspil. Ved et tilfælde var der to lutherske præster til stede ved Liturgien den dag, og efterfølgende havde jeg, under kirkekaffen, en samtale med den ene af dem. Dens indhold følger her i koncentrat:
Pågældende folkekirke-præst gjorde gældende over for mig, at Raun Iversens synspunkt, det med at ”det sker i ordinationen” slet ikke er så sjældent. Der er mange præster i den danske folkekirke, berettede min samtalepartner (som her også inkluderede sig selv), som oplever, mærker eller føler, at der virkelig ”sker noget” ved den præstelige ordination; som altså føler sig på linie med den ortodokse forståelse, jeg skitserede i prædiken. Med andre ord, at der ved ordinationen, også i den lutherske kirke, virkelig tilføres ordinanden, som jeg udtrykte det, ”en guddommelig nåde eller karisma.”
Jeg kan selvsagt ikke anfægte, hvad min folkekirkelige samtalepartner og andre i samme situation ”oplever” eller ”føler” i henseende til Guds nåde. Men jeg kan påpege, at den pågældende glemmer en afgørende vigtig pointe i den ortodokse forståelse: Den ”karisma”, der tales om, er ikke en individuel ”oplevelse” eller ”følelse”, den er en konkret virkelighed i Kirken, og den virkelighed er baseret på den apostolske succession, altså på det forhold, at der fører en direkte ”ordinations-linie” fra vore dages biskopper og præster tilbage til Apostlene. Eller som det lød i prædiken: ”Apostlene og deres efterfølgere, den lokale biskop og hans stedfortrædere, præsterne, bærer, gennem deres ordination, i sig den karisma, den guddommelige nåde, som på én gang tillader dem, men jo også pålægger dem at beskytte, bevare og forvalte de guddommelige mysterier.”
Den helt afgørende forskel (og dertil svarende vanskelighed ved for alvor at forstå hinanden?) er således forståelsen af, hvad Kirken er. For den ortodokse er Kirken en guddommelig indstiftelse, grundlagt af Kristus selv ved Apostlene, og ikke blot en menneskelig ”forening” af troende. For den ortodokse tro og teologi er de hellige sakramenters ”virkning” og ”gyldighed” derfor uløseligt knyttet til Kirkens guddommeligt-menneskelige karakter og til den overbevisning, at Kirken står og falder med den apostolske succession.