Kristeligt Dagblads Malene Fenger-Grøndahl bringer lørdag den 25. maj et portræt af psykolog Jens Grundahl. Portrættet bringes i den ramme, avisen kalder ”tro og spiritualitet”. Grundahls beskæftigelse med området er dog angiveligt rent ”videnskabelig”; psykologen skal ikke nyde noget af at tro, og derfor vil han heller aldrig komme et skridt videre med sit ønske om at underkaste troens liv en ”videnskabelig diskussion”; han er tværtimod ude i et aldeles umuligt ærinde: Han søger videnskabelige beviser for dét, som ikke lader sig bevise; og videnskabelige forklaringer på det, som ikke lader sig forklare. Til den ende holder Grundahl den kristne tros alvor ud i strakt arm. Han er kørt på cykel (hvor spirituelt!) helt til Patmos i Grækenland, og så: ”’Det var et særligt øjeblik, da jeg kyssede Thomas midt i panden’, siger han med et smil”. ”Et smil”, det er, hvad psykologen kan svinge sig op til efter at være blevet inviteret af de ortodokse munke i klosteret på Patmos til at ære den hellige apostel Thomas’ kranium.
Munkene delagtiggør altså en forvirret cyklist og dansk psykolog i noget af det åndeligt mest værdifulde, de ejer; og psykologens reaktion er, efter hans egen beretning at dømme, overbærende ligegyldighed. Og længere kommer han ikke. I modsætning til apostlen, som han efter eget udsagn føler sig ”beslægtet med”, så kommer Jens Grundahl ikke ud af stedet. Thomas, ’Tvivleren’ som han også kaldes, i ham udvirker mødet med den opstandne Kristus troens fulde, urokkelige vished. ”Min Herre og min Gud”, udbryder Thomas (Joh. 20:28); Grundahl, derimod, kommer ikke videre end til en ironiserende bemærkning om mødet med Thomas, ”jeg kyssede ham midt i panden”, og så altså et smil. Unægtelig et fattigt udbytte af mødet med det hellige.
Jeg er overbevist om, at Jens Grundahl vil blive svært skuffet i sine bestræbelser på at finde forklaringer på ”den kristne mystik”. For troens indsigt kommer ikke, ja den kommer med garanti aldrig til dem, der overlegent afviser at tro. Og da slet ikke når afvisningen pyntes op under dække af falsk beskedenhed: ”Min egen lille tro interesserede mig ikke” udtaler Grundahl, og så fortsætter han: ”De videnskabelige data interesserer mig.” – Det forekommer som om, Jens Grundahls egentlige interesse er at gøre sig interessant blandt sine kolleger ved at fremsætte teorier, der ”kan virke foruroligende på mange fagfolk”, fordi de foregiver eller sigter efter at nå frem til at kunne afsløre Guds hemmeligheder, om ”himlen reelt kan åbne sig”, som han siger.
Hvor milevidt er ikke Grundahls pseudo-interesse fra den ægte vare, fra troens dybe længsel, den til tider fortvivlede, til tider begejstrede, længsel efter Gud? ”Jeg tror, hjælp min vantro!” sådan råber den fortvivlede far til et sygt barn (Mark. 9:24); eller ”Hvem er han, Herre, for at jeg kan tro på ham?”, sådan råber den blindfødte i begejstring over at have fået synets gave af Kristus (Joh. 9:36). Men Grundahl, han er hverken fortvivlet eller begejstret, han er bare ironisk-lunken, og han kommer ikke videre end til at sætte sig selv og sit psykolog-fag i centrum, når han udtaler, at den slags ”bør inddrages i en bredere, videnskabelig diskussion.”
Med den tilgang, Jens Grundahl nærmer sig med, bliver ikke blot enkelte elementer i den kristne tro meningsløse, næ, troen i sin helhed og hele Kirkens liv bliver meningsløst. For sagen er jo, at den kristne tro og det kristne liv i Kirken står og falder med sådanne undere eller mirakler, som i deres væsen unddrager sig ”videnskabelig data” og ”videnskabelig diskussion”. Med andre ord, Kirkens liv og troens fundament lader sig aldrig i evighed ”forklare” af hverken kemiske analyser, arkæologiske undersøgelser eller psykologiske teorier.
Dét, som er fundamentet for den kristne tro, det er Kristi Opstandelse, altså at Kristus blev korsfæstet, døde og blev begravet, men opstod fra de døde på den tredje dag. Det var den tro, Apostlen Thomas modtog sammen med de øvrige apostle, og uden den er der ingen kristendom: ”Er Kristus ikke opstået, så er vort budskab tomt, og jeres tro også tom”, skriver Paulus (1. Kor. 15:14) Den tro lever og dør vi kristne på; og jeg kan forsikre Jens Grundahl om, at Opstandelsen ikke lader sig ”videnskabeligt” be- eller afkræfte, hverken arkæologisk eller ved avancerede psykologiske teorier. Opstandelsen er alene tilgængelig for troens vished.
Vi taler her ikke alene tro i betydningen tiltro til, at ”noget” har fundet sted i fortiden. Vi taler også og ikke mindst tro i betydningen at møde Kristus, vor Gud, her og nu i vore egne liv. Og centrum i det møde, det er modtagelsen af Kristus i Kirkens inderste mysterium eller sakramente, den hellige Nadver. Vi tror, i Den Ortodokse Kirke, at i nadveren forvandles brødet og vinen virkeligt, ikke ”symbolsk” eller ”metaforisk”, men virkeligt til vor Herre Jesu Kristi Legeme og Blod; og vi tror, at dette er den føde, den næring, som tjener os til evigt liv. I modsætning til den daglige mad og drikke, som ganske vist styrker os fra dag til dag, men som i sidste ende dog fører til død.
Hvorfor bringer jeg Opstandelsen og Nadveren på bane? Det gør jeg, fordi de er klare eksempler på områder, som Grundahls psykologiske videnskab aldrig i livet vil kunne redegøre for. Opstandelsen, ja det er en videnskabelig urimelighed, i skarpeste modstrid med al menneskelig erfaring og videnskabelighed, og dog, som nævnt, tilgængelig for troens vished. Og Nadveren, den er for den ikke-troende, videnskabelige tænkning en smagløs opvisning i kannibalistisk ritualisme; men for troens vished er Nadveren det tættest og inderligst tænkelige møde med Kristus.
Grundahls åndelige (mangel på) vision er vist nok koncentreret i hans svar på, hvad der ville være hans ”ønskegudstjeneste”. Jo, for den skal indledes med ”en stærk kop te eller kaffe” efter et døgns faste; derpå skal præsten gå direkte til prædiken, som ”skal vare mindst en time”. Så skal der serveres ”et godt måltid”, og derpå skal der ”spilles op til dans” til lyden af ”salmer af Bruce Springsteen, U2, Bob Dylan m.fl.”. Og så skal forestillingen kulminere i fælles afsyngning af John Lennons ”Imagine” – Gudstjeneste? A si’er welbekomme.
Jens Grundahls har, som det fremgår, én og kun én forudsætning for at beskæftige sig med troens liv eller ”den kristne mystik”, som han kalder det, og som han angiver at være ”blevet trukket ved næsen ind i”. Og den forudsætning er, at han selv ingenting ”tror på”, at han heller ikke finder tro hverken nødvendig eller interessant for at kunne beskæftige sig videnskabeligt med ”troens data, de religiøse erfaringer.” Det er en pauver forudsætning, og jeg tør godt garantere Grundahl og andre med samme indgangsvinkel, at på den måde kommer han aldrig i livet i nærheden af bare en anelse om, hvad kristent liv er, endsige hvad mødet med Kristus er. For med Kristus og med livet i Ham er vi i en helt anden dimension end den, som er tilgængelig for pseudo-åndelige cyklister; om de så cykler til verdens ende. — Den kristne tro er ikke et objekt for videnskabelige eller pseudo-videnskabelige studier, den kristne tro er for alvor! For den gælder mødet med den levende Gud!