Pseudo-spiritualitet for cyklister – Vor Herre bevares!

Kri­ste­ligt Dag­blads Male­ne Fen­ger-Grøn­da­hl brin­ger lør­dag den 25. maj et portræt af psy­ko­log Jens Grunda­hl. Portræt­tet brin­ges i den ram­me, avi­sen kal­der ”tro og spi­ri­tu­a­li­tet”. Grunda­hls beskæf­ti­gel­se med områ­det er dog angi­ve­ligt rent ”viden­ska­be­lig”; psy­ko­lo­gen skal ikke nyde noget af at tro, og der­for vil han hel­ler aldrig kom­me et skridt vide­re med sit ønske om at under­ka­ste tro­ens liv en ”viden­ska­be­lig dis­kus­sion”; han er tvær­ti­mod ude i et alde­les umu­ligt ærin­de: Han søger viden­ska­be­li­ge bevi­ser for dét, som ikke lader sig bevi­se; og viden­ska­be­li­ge for­kla­rin­ger på det, som ikke lader sig for­kla­re. Til den ende hol­der Grunda­hl den krist­ne tros alvor ud i strakt arm. Han er kørt på cykel (hvor spi­ri­tu­elt!) helt til Pat­mos i Græken­land, og så: ”’Det var et sær­ligt øje­blik, da jeg kys­se­de Tho­mas midt i pan­den’, siger han med et smil”. ”Et smil”, det er, hvad psy­ko­lo­gen kan svin­ge sig op til efter at være ble­vet invi­te­ret af de orto­dok­se mun­ke i kloste­ret på Pat­mos til at ære den hel­li­ge apo­stel Tho­mas’ kra­ni­um.

Mun­ke­ne del­ag­tig­gør alt­så en for­vir­ret cyk­list og dansk psy­ko­log i noget af det ånde­ligt mest vær­di­ful­de, de ejer; og psy­ko­lo­gens reak­tion er, efter hans egen beret­ning at døm­me, over­bæ­ren­de lige­gyl­dig­hed. Og læn­ge­re kom­mer han ikke. I mod­sæt­ning til apost­len, som han efter eget udsagn føler sig ”beslæg­tet med”, så kom­mer Jens Grunda­hl ikke ud af ste­det. Tho­mas, ’Tviv­le­ren’ som han også kal­des, i ham udvir­ker mødet med den opstand­ne Kristus tro­ens ful­de, urok­ke­li­ge vis­hed. ”Min Her­re og min Gud”, udbry­der Tho­mas (Joh. 20:28); Grunda­hl, der­i­mod, kom­mer ikke vide­re end til en iro­ni­se­ren­de bemærk­ning om mødet med Tho­mas, ”jeg kys­se­de ham midt i pan­den”, og så alt­så et smil. Unæg­te­lig et fat­tigt udbyt­te af mødet med det hel­li­ge.

Jeg er over­be­vist om, at Jens Grunda­hl vil bli­ve svært skuf­fet i sine bestræ­bel­ser på at fin­de for­kla­rin­ger på ”den krist­ne mystik”. For tro­ens ind­sigt kom­mer ikke, ja den kom­mer med garan­ti aldrig til dem, der over­le­gent afvi­ser at tro. Og da slet ikke når afvis­nin­gen pyn­tes op under dæk­ke af falsk beske­den­hed: ”Min egen lil­le tro inter­es­se­re­de mig ikke” udta­ler Grunda­hl, og så fort­sæt­ter han: ”De viden­ska­be­li­ge data inter­es­se­rer mig.” – Det fore­kom­mer som om, Jens Grunda­hls egent­li­ge inter­es­se er at gøre sig inter­es­sant blandt sine kol­le­ger ved at frem­sæt­te teo­ri­er, der ”kan vir­ke foru­ro­li­gen­de på man­ge fag­folk”, for­di de fore­gi­ver eller sig­ter efter at nå frem til at kun­ne afslø­re Guds hem­me­lig­he­der, om ”him­len reelt kan åbne sig”, som han siger.

Hvor mile­vidt er ikke Grunda­hls pseu­do-inter­es­se fra den ægte vare, fra tro­ens dybe længsel, den til tider fortviv­le­de, til tider begej­stre­de, længsel efter Gud? ”Jeg tror, hjælp min van­tro!” sådan råber den fortviv­le­de far til et sygt barn (Mark. 9:24); eller ”Hvem er han, Her­re, for at jeg kan tro på ham?”, sådan råber den blind­fød­te i begej­string over at have fået synets gave af Kristus (Joh. 9:36). Men Grunda­hl, han er hver­ken fortviv­let eller begej­stret, han er bare iro­nisk-lun­ken, og han kom­mer ikke vide­re end til at sæt­te sig selv og sit psy­ko­log-fag i cen­trum, når han udta­ler, at den slags ”bør ind­dra­ges i en bre­de­re, viden­ska­be­lig dis­kus­sion.”

Med den til­gang, Jens Grunda­hl nær­mer sig med, bli­ver ikke blot enkel­te ele­men­ter i den krist­ne tro menings­lø­se, næ, tro­en i sin hel­hed og hele Kir­kens liv bli­ver menings­løst. For sagen er jo, at den krist­ne tro og det krist­ne liv i Kir­ken står og fal­der med sådan­ne unde­re eller mirak­ler, som i deres væsen und­dra­ger sig ”viden­ska­be­lig data” og ”viden­ska­be­lig dis­kus­sion”. Med andre ord, Kir­kens liv og tro­ens fun­da­ment lader sig aldrig i evig­hed ”for­kla­re” af hver­ken kemi­ske ana­ly­ser, arkæ­o­lo­gi­ske under­sø­gel­ser eller psy­ko­lo­gi­ske teo­ri­er.

Dét, som er fun­da­men­tet for den krist­ne tro, det er Kri­sti Opstan­del­se, alt­så at Kristus blev kors­fæ­stet, døde og blev begra­vet, men opstod fra de døde på den tred­je dag. Det var den tro, Apost­len Tho­mas modt­og sam­men med de øvri­ge apost­le, og uden den er der ingen kri­sten­dom: ”Er Kristus ikke opstå­et, så er vort bud­skab tomt, og jeres tro også tom”, skri­ver Paulus (1. Kor. 15:14) Den tro lever og dør vi krist­ne på; og jeg kan for­sik­re Jens Grunda­hl om, at Opstan­del­sen ikke lader sig ”viden­ska­be­ligt” be- eller afkræf­te, hver­ken arkæ­o­lo­gisk eller ved avan­ce­re­de psy­ko­lo­gi­ske teo­ri­er. Opstan­del­sen er ale­ne til­gæn­ge­lig for tro­ens vis­hed.

Vi taler her ikke ale­ne tro i betyd­nin­gen til­tro til, at ”noget” har fun­det sted i for­ti­den. Vi taler også og ikke mindst tro i betyd­nin­gen at møde Kristus, vor Gud, her og nu i vore egne liv. Og cen­trum i det møde, det er mod­ta­gel­sen af Kristus i Kir­kens inder­ste myste­ri­um eller sakra­men­te, den hel­li­ge Nad­ver. Vi tror, i Den Orto­dok­se Kir­ke, at i nad­ve­ren for­vand­les brø­d­et og vinen vir­ke­ligt, ikke ”sym­bolsk” eller ”meta­forisk”, men vir­ke­ligt til vor Her­re Jesu Kri­sti Lege­me og Blod; og vi tror, at det­te er den føde, den næring, som tje­ner os til evigt liv. I mod­sæt­ning til den dag­li­ge mad og drik­ke, som gan­ske vist styr­ker os fra dag til dag, men som i sid­ste ende dog fører til død.

Hvor­for brin­ger jeg Opstan­del­sen og Nad­ve­ren på bane? Det gør jeg, for­di de er kla­re eksemp­ler på områ­der, som Grunda­hls psy­ko­lo­gi­ske viden­skab aldrig i livet vil kun­ne rede­gø­re for. Opstan­del­sen, ja det er en viden­ska­be­lig uri­me­lig­hed, i skar­pe­ste mod­strid med al men­ne­ske­lig erfa­ring og viden­ska­be­lig­hed, og dog, som nævnt, til­gæn­ge­lig for tro­ens vis­hed. Og Nad­ve­ren, den er for den ikke-tro­en­de, viden­ska­be­li­ge tænk­ning en smag­løs opvis­ning i kan­ni­ba­li­stisk ritu­a­lis­me; men for tro­ens vis­hed er Nad­ve­ren det tæt­test og inder­ligst tæn­ke­li­ge møde med Kristus.

Grunda­hls ånde­li­ge (man­gel på) vision er vist nok kon­cen­tre­ret i hans svar på, hvad der vil­le være hans ”ønske­g­ud­stje­ne­ste”. Jo, for den skal ind­le­des med ”en stærk kop te eller kaf­fe” efter et døgns faste; der­på skal præ­sten gå direk­te til præ­di­ken, som ”skal vare mindst en time”. Så skal der ser­ve­res ”et godt mål­tid”, og der­på skal der ”spil­les op til dans” til lyden af ”sal­mer af Bru­ce Springs­te­en, U2, Bob Dylan m.fl.”. Og så skal fore­stil­lin­gen kul­mi­ne­re i fæl­les afsyng­ning af John Len­nons ”Imag­i­ne” – Gud­stje­ne­ste? A si’er wel­be­kom­me.

Jens Grunda­hls har, som det frem­går, én og kun én for­ud­sæt­ning for at beskæf­ti­ge sig med tro­ens liv eller ”den krist­ne mystik”, som han kal­der det, og som han angi­ver at være ”ble­vet truk­ket ved næsen ind i”. Og den for­ud­sæt­ning er, at han selv ingen­ting ”tror på”, at han hel­ler ikke fin­der tro hver­ken nød­ven­dig eller inter­es­sant for at kun­ne beskæf­ti­ge sig viden­ska­be­ligt med ”tro­ens data, de reli­gi­øse erfa­rin­ger.” Det er en pau­ver for­ud­sæt­ning, og jeg tør godt garan­te­re Grunda­hl og andre med sam­me ind­gangs­vin­kel, at på den måde kom­mer han aldrig i livet i nær­he­den af bare en anel­se om, hvad kri­stent liv er, end­si­ge hvad mødet med Kristus er. For med Kristus og med livet i Ham er vi i en helt anden dimen­sion end den, som er til­gæn­ge­lig for pseu­do-ånde­li­ge cyk­li­ster; om de så cyk­ler til ver­dens ende. — Den krist­ne tro er ikke et objekt for viden­ska­be­li­ge eller pseu­do-viden­ska­be­li­ge stu­di­er, den krist­ne tro er for alvor! For den gæl­der mødet med den leven­de Gud!