Som det fremgår nedenfor, og som enhver kan forsikre sig om ved selvsyn, bragte Kristeligt Dagblad lørdag den 11. maj en på flere punkter stærkt misvisende artikel om Den Ortodokse Kirke. Jeg fremsendte den 12. maj indsigelse i form af et kommentar-indlæg. Den 13. maj fik jeg pr. mail et privat svar fra artiklens forfatter, redaktør Anders Ellebæk Madsen; et svar, som blot gentager en række fejlagtige opfattelser af den Ortodokse Kirkes struktur og ordninger. Svaret fra Ellebæk Madsen var samtidigt en tilkendegivelse af, at man ikke fra Kristeligt Dagblads side ønsker at lade læserne stifte bekendtskab med andre opfattelser end dem, man selv bringer til torvs, hvor fejlagtige disse end måtte være. I sandhed en forbavsende redaktionel politik!
Teksten, som Kristeligt Dagblad ikke vil trykke i avisen, var en forkortet og koncentreret version af følgende artikel:
Den Ortodokse Kirke har (stadig) ingen pave!
Lørdag den 11. maj bringer Kristeligt Dagblad en forsideartikel om Den Ortodokse Kirke. Artiklen beskæftiger sig, nærmere bestemt, med striden mellem Konstantinopels og Moskvas patriarkater angående status for Kirken i Ukraine. Baggrunden for striden er, at Den Økumeniske Patriark, Bartholomæos I, har tiltaget sig ret til at meddele autokefali (selvstændighed) til den del af Kirken i Ukraine, som ligger i strid med Moskvas Patriarkat, og som dermed, efter Moskvas opfattelse, har bragt sig i en ikke-kanonisk position. Den Økumeniske Patriarks handlen i denne sag har selvsagt ført til stærke protester fra Moskva, protester, hvis foreløbige, sørgelige kulmination er, at Moskvas Patriarkat har afbrudt det eukaristiske fællesskab med Konstantinopel. De to kan ikke længere fejre gudstjenester sammen, og de kan ikke længere dele den hellige nadver. Det ligner desværre begyndelsen på et alvorligt skisma i Den Ortodokse Kirke.
Inde i avisen, på side 4, bringes samme dag Anders Ellebæk Madsens interview, foretaget pr. mail, med Patriark Bartholomæus I. Kristeligt Dagblads redaktion forekommer temmelig stolte af at kunne bringe interviewet, som de understreger er ”med eneret” for netop Kristeligt Dagblad.
Det er da heller ikke ofte, at dansk presse bringer stof om Den Ortodokse Kirke; så umiddelbart glæder man sig over en så fyldig behandling af Kirkens udvikling. Men ved grundig læsning af både forsideartiklen og interviewet med Den økumeniske Patriark bliver det desværre klart, at der på ingen måde er tale om kritisk eller blot afbalanceret journalistik. Der er snarere tale om, at Kristeligt Dagblad har valgt at give spalteplads til et partsindlæg, hvor den ene af parterne i en meget kompliceret konflikt får lov til at fremstille sin side af sagen, sin parts-opfattelse, som om netop dén og kun dén var faktuel og indiskutabel.
Forsideartiklen og interviewet i Kristeligt Dagblad giver desværre hverken et retvisende eller et nuanceret billede af konflikten. Snarere virker det som om, avisen har stillet sig til rådighed for den ene part.
Allerede overskriften på forsiden skævvrider de faktiske forhold: ”Moskva-patriarken involverer alle ortodokse Kirker i strid”, hedder det, som om der var tale om en indiskutabel kendsgerning. Ordene stammer imidlertid fra Den Økumeniske Patriark, Bartholomæus I. De er altså et partsindlæg, som udtrykker én af de stridende parters fortolkning af uoverensstemmelsen og dens følger.
Det ville have klædt artiklens forfatter, Anders Ellebæk, at have gjort dette klart; for i den ortodokse verden er der mere end én opfattelse af, hvem der bærer hovedansvaret for den sørgelige udvikling i Ukraine. Det er ikke nogen ”kendsgerning”, at ansvaret for udviklingen ligger i Moskvas Patriarkat. Det er tværtimod en udbredt opfattelse, at der er alvorlige fejl på begge sider; at Det Økumeniske Patriarkat ikke burde have blandet sig i en intern strid i en Kirke, som har været en enhed siden år 1686; og at det på den anden side er en overreaktion fra Moskvas Patriarkat at afbryde det sakramentale fællesskab med Konstantinopel.
Overskriften er desværre ikke nogen tanketorsk. Den er tværtimod i tråd med resten af artiklen, som frejdigt fortsætter med at misinformere. Den anfører, at ”Patriark Bartholomæus af Konstantinopel … er den øverste i Den globale Ortodokse Kirke og overhoved for 300 millioner ortodokse kristne.”
Det er ikke korrekt. Det er forkert! Også selv om Den Økumeniske Patriark nogle gange forekommer at have ambitioner om at være enerådende ”øverste” og ”overhoved”. Den ortodokse kristenhed består af 14 selvstændige og uafhængige Kirker, holdt sammen af den ene og samme ortodokse tro; og der findes ikke noget ”overhoved” for alle ortodokse kristne. Det er afgørende vigtigt at forstå: Ortodoks kirkelighed har ikke noget embede, der kan sammenlignes med det romerske paveembede, sådan som Ellebæks artikel kunne forlede til at tro.
Den ene fejl bringer den anden med sig. Det er som et sæt domino-brikker, der falder på stribe. Efter fejlagtigt på avisens forside at have præsenteret Patriark Bartholomæus som ”overhoved” i pavelig forstand hævder Ellebæks tekst videre, at ”han har dermed også beføjelser til at godkende den ukrainske kirkes løsrivelse.” Den samme påstand foldes videre ud i indledningen til interviewet inde i bladet, hvor det hedder, at Den Økumeniske Patriark ”kan træffe beslutninger om den internationale ortodokse orden.”
Det er, atter en gang, ikke korrekt. Det er, atter en gang, forkert! Der er ingen enkeltperson eller patriark i den ortodokse verden, som har beføjelse eller myndighed til på egen hånd at tildele eller inddrage uafhængighed (autokefali), og da slet ikke til Kirker, som ikke er en del af pågældende kirkeleders ansvarsområde eller kanoniske område.
Ellebæk Madsens artikel bærer præg af en vis benovelse over at være kommet i kontakt med Den Økumeniske Patriark. Han anfører, at ”Ukraine … fik sin egen Kirke i oktober 2018”, og så tilføjer han:” Det kunne kun lade sig gøre på grund af én mand: Patriark Bartholomæus I.” – Som allerede anført, er det imidlertid ikke i overensstemmelse med ortodoks ekklesiologi (kirkelære), at Konstantinopels Patriark skulle have myndighed til at tildele autokefali på en anden Kirkes område.
Hvis nu Kristeligt Dagblads medarbejder havde undersøgt nærmere, hvori autokefali eller uafhængighed i det hele taget består, så ville han have fundet, at der er noget helt galt i denne sag. – En autokefal, ortodoks Kirke er grundlæggende kendetegnet ved to ting: Den kan vælge sin egen leder, uden at lederen skal godkendes noget andet sted; og den kan tilvirke sin egen hellige myron (en sakramental olie, som bruges ved dåb og modtagelse af konvertitter). Ingen af delene er opfyldt i den verserende sag. Den ”autokefale” Kirke i Ukraine skal have sin ledelse godkendt i – ja, gæt engang – i Konstantinopel; og den kan ikke fremstille sin egen myron, men må hente den — ja, i Konstantinopel. Dét, som er sket, er med andre ord, at en del af Kirken i Ukraine har udskiftet én afhængighed (af Moskva) med en anden, og ikke mindre tæt, afhængighed (af Konstantinopel).
Den Ortodokse Kirke er konciliær, det vil sige, den er baseret på rådslagning. Det indebærer, at afgørende beslutninger bør træffes i samråd mellem de enkelte, selvstændige Kirkers ledere. Her har Den Økumeniske Patriark en særlig rolle som ”primus inter pares”, på dansk ”den første blandt ligemænd”, eller ”koordinerende centrum” som Ellebæk citerer en talsmand for Den russiske Kirke for at benævne patriarkens opgave. Begge titler peger på en æresforrang og på et særligt ansvar for at indkalde, forestå og koordinere drøftelser på kirkemøder eller konciler. Ingen af titlerne peger derimod på nogen ret til ensidigt at gribe ind eller træffe beslutninger på nogen af de andre selvstændige Kirkers områder.
Lad mig gentage og slå fast med syvtommersøm: I Den Ortodokse Kirke findes der ikke noget embede med betegnelsen ”primus sine pares”, eller på dansk ”den første uden ligemænd”!
Den Ortodokse Kirke har (stadig) ingen pave!
…..
Så vidt mine kommentarer til Anders Ellebæk Madsens artikel og interview i Kristeligt Dagblad den 11. maj. Som nævnt i indledningen afviste redaktionen at bringe min tekst; og fra debatredaktøren fik jeg den 14. maj tilsendt den forklaring, at min kommentar er ”en udmærket fagteologisk og kirkehistorisk drøftelse”, men at redaktøren ”vurderer den er for smal til vores læsere”. – Javel ja! Stillet over for valget mellem noget, der måske er en smule indviklet (og det er virkeligheden jo ofte), men korrekt, og så noget andet, som er mere enkelt, men fejlagtigt, dér vælger Kristeligt Dagblad det sidste. Enkelhed frem for alt! Om det så er sandt eller falsk! En i sandhed forbavsende redaktionel politik!