Kristeligt Dagblad misinformerer om Ortodoks Kirke og ekklesiologi — Og nægter dernæst at bringe korrektioner til deres egne misvisende oplysninger

Som det frem­går neden­for, og som enhver kan for­sik­re sig om ved selv­syn, brag­te Kri­ste­ligt Dag­blad lør­dag den 11. maj en på fle­re punk­ter stærkt mis­vi­sen­de arti­kel om Den Orto­dok­se Kir­ke. Jeg frem­send­te den 12. maj ind­si­gel­se i form af et kom­men­tar-ind­læg. Den 13. maj fik jeg pr. mail et pri­vat svar fra artik­lens for­fat­ter, redak­tør Anders Elle­bæk Mad­sen; et svar, som blot gen­ta­ger en ræk­ke fejl­ag­ti­ge opfat­tel­ser af den Orto­dok­se Kir­kes struk­tur og ord­nin­ger. Sva­ret fra Elle­bæk Mad­sen var sam­ti­digt en til­ken­de­gi­vel­se af, at man ikke fra Kri­ste­ligt Dag­blads side ønsker at lade læser­ne stif­te bekendt­skab med andre opfat­tel­ser end dem, man selv brin­ger til torvs, hvor fejl­ag­ti­ge dis­se end måt­te være. I sand­hed en for­bav­sen­de redak­tio­nel politik!

Tek­sten, som Kri­ste­ligt Dag­blad ikke vil tryk­ke i avi­sen, var en for­kor­tet og kon­cen­tre­ret ver­sion af føl­gen­de artikel:

Den Ortodokse Kirke har (stadig) ingen pave!

Lør­dag den 11. maj brin­ger Kri­ste­ligt Dag­blad en for­si­dear­ti­kel om Den Orto­dok­se Kir­ke. Artik­len beskæf­ti­ger sig, nær­me­re bestemt, med stri­den mel­lem Kon­stan­ti­nopels og Moskvas patri­ar­ka­ter angå­en­de sta­tus for Kir­ken i Ukrai­ne. Bag­grun­den for stri­den er, at Den Øku­me­ni­ske Patri­ark, Bart­ho­lo­mæ­os I, har til­ta­get sig ret til at med­dele auto­ke­fa­li (selv­stæn­dig­hed) til den del af Kir­ken i Ukrai­ne, som lig­ger i strid med Moskvas Patri­ar­kat, og som der­med, efter Moskvas opfat­tel­se, har bragt sig i en ikke-kano­nisk posi­tion. Den Øku­me­ni­ske Patri­arks hand­len i den­ne sag har selvsagt ført til stær­ke pro­te­ster fra Moskva, pro­te­ster, hvis fore­lø­bi­ge, sør­ge­li­ge kul­mi­na­tion er, at Moskvas Patri­ar­kat har afbrudt det euka­ri­sti­ske fæl­les­skab med Kon­stan­ti­no­pel. De to kan ikke læn­ge­re fejre gud­stje­ne­ster sam­men, og de kan ikke læn­ge­re dele den hel­li­ge nad­ver. Det lig­ner desvær­re begyn­del­sen på et alvor­ligt skis­ma i Den Orto­dok­se Kirke.

Inde i avi­sen, på side 4, brin­ges sam­me dag Anders Elle­bæk Mad­sens inter­view, fore­ta­get pr. mail, med Patri­ark Bart­ho­lo­mæus I. Kri­ste­ligt Dag­blads redak­tion fore­kom­mer tem­me­lig stol­te af at kun­ne brin­ge inter­viewet, som de under­stre­ger er ”med ene­ret” for net­op Kri­ste­ligt Dagblad.

Det er da hel­ler ikke ofte, at dansk pres­se brin­ger stof om Den Orto­dok­se Kir­ke; så umid­del­bart glæ­der man sig over en så fyl­dig behand­ling af Kir­kens udvik­ling. Men ved grun­dig læs­ning af både for­si­dear­tik­len og inter­viewet med Den øku­me­ni­ske Patri­ark bli­ver det desvær­re klart, at der på ingen måde er tale om kri­tisk eller blot afba­lan­ce­ret jour­na­li­stik. Der er sna­re­re tale om, at Kri­ste­ligt Dag­blad har valgt at give spal­te­plads til et part­sind­læg, hvor den ene af par­ter­ne i en meget kom­pli­ce­ret kon­flikt får lov til at frem­stil­le sin side af sagen, sin parts-opfat­tel­se, som om net­op dén og kun dén var fak­tu­el og indiskutabel.

For­si­dear­tik­len og inter­viewet i Kri­ste­ligt Dag­blad giver desvær­re hver­ken et ret­vi­sen­de eller et nuan­ce­ret bil­le­de af kon­flik­ten. Sna­re­re vir­ker det som om, avi­sen har stil­let sig til rådig­hed for den ene part.

Alle­re­de over­skrif­ten på for­si­den skævvri­der de fak­ti­ske for­hold: ”Moskva-patri­ar­ken invol­ve­rer alle orto­dok­se Kir­ker i strid”, hed­der det, som om der var tale om en indis­kuta­bel kends­ger­ning. Orde­ne stam­mer imid­ler­tid fra Den Øku­me­ni­ske Patri­ark, Bart­ho­lo­mæus I. De er alt­så et part­sind­læg, som udtryk­ker én af de stri­den­de par­ters for­tolk­ning af uove­r­ens­stem­mel­sen og dens følger.

Det vil­le have klædt artik­lens for­fat­ter, Anders Elle­bæk, at have gjort det­te klart; for i den orto­dok­se ver­den er der mere end én opfat­tel­se af, hvem der bærer hove­d­ansva­ret for den sør­ge­li­ge udvik­ling i Ukrai­ne. Det er ikke nogen ”kends­ger­ning”, at ansva­ret for udvik­lin­gen lig­ger i Moskvas Patri­ar­kat. Det er tvær­ti­mod en udbredt opfat­tel­se, at der er alvor­li­ge fejl på beg­ge sider; at Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat ikke bur­de have blan­det sig i en intern strid i en Kir­ke, som har været en enhed siden år 1686; og at det på den anden side er en over­re­ak­tion fra Moskvas Patri­ar­kat at afbry­de det sakra­men­tale fæl­les­skab med Konstantinopel.

Over­skrif­ten er desvær­re ikke nogen tan­ke­torsk. Den er tvær­ti­mod i tråd med resten af artik­len, som frej­digt fort­sæt­ter med at mis­in­for­me­re. Den anfø­rer, at ”Patri­ark Bart­ho­lo­mæus af Kon­stan­ti­no­pel … er den øver­ste i Den glo­ba­le Orto­dok­se Kir­ke og over­ho­ved for 300 mil­li­o­ner orto­dok­se kristne.”

Det er ikke kor­rekt. Det er for­kert! Også selv om Den Øku­me­ni­ske Patri­ark nog­le gan­ge fore­kom­mer at have ambi­tio­ner om at være ene­rå­den­de ”øver­ste” og ”over­ho­ved”. Den orto­dok­se kri­sten­hed består af 14 selv­stæn­di­ge og uaf­hæn­gi­ge Kir­ker, holdt sam­men af den ene og sam­me orto­dok­se tro; og der fin­des ikke noget ”over­ho­ved” for alle orto­dok­se krist­ne. Det er afgø­ren­de vig­tigt at for­stå: Orto­doks kir­ke­lig­hed har ikke noget embe­de, der kan sam­men­lig­nes med det romer­ske pave­em­be­de, sådan som Elle­bæks arti­kel kun­ne for­le­de til at tro.

Den ene fejl brin­ger den anden med sig. Det er som et sæt domi­no-brik­ker, der fal­der på stri­be. Efter fejl­ag­tigt på avi­sens for­si­de at have præ­sen­te­ret Patri­ark Bart­ho­lo­mæus som ”over­ho­ved” i pave­lig for­stand hæv­der Elle­bæks tekst vide­re, at ”han har der­med også befø­jel­ser til at god­ken­de den ukrain­ske kir­kes løs­ri­vel­se.” Den sam­me påstand fol­des vide­re ud i ind­led­nin­gen til inter­viewet inde i bla­det, hvor det hed­der, at Den Øku­me­ni­ske Patri­ark ”kan træf­fe beslut­nin­ger om den inter­na­tio­na­le orto­dok­se orden.”

Det er, atter en gang, ikke kor­rekt. Det er, atter en gang, for­kert! Der er ingen enkelt­per­son eller patri­ark i den orto­dok­se ver­den, som har befø­jel­se eller myn­dig­hed til på egen hånd at til­de­le eller ind­dra­ge uaf­hæn­gig­hed (auto­ke­fa­li), og da slet ikke til Kir­ker, som ikke er en del af pågæl­den­de kir­ke­le­ders ansvars­om­rå­de eller kano­ni­ske område.

Elle­bæk Mad­sens arti­kel bærer præg af en vis benovel­se over at være kom­met i kon­takt med Den Øku­me­ni­ske Patri­ark. Han anfø­rer, at ”Ukrai­ne … fik sin egen Kir­ke i okto­ber 2018”, og så til­fø­jer han:” Det kun­ne kun lade sig gøre på grund af én mand: Patri­ark Bart­ho­lo­mæus I.” – Som alle­re­de anført, er det imid­ler­tid ikke i over­ens­stem­mel­se med orto­doks ekk­lesi­o­lo­gi (kir­ke­læ­re), at Kon­stan­ti­nopels Patri­ark skul­le have myn­dig­hed til at til­de­le auto­ke­fa­li på en anden Kir­kes område.

Hvis nu Kri­ste­ligt Dag­blads med­ar­bej­der hav­de under­søgt nær­me­re, hvori auto­ke­fa­li eller uaf­hæn­gig­hed i det hele taget består, så vil­le han have fun­det, at der er noget helt galt i den­ne sag. – En auto­ke­fal, orto­doks Kir­ke er grund­læg­gen­de ken­de­teg­net ved to ting: Den kan væl­ge sin egen leder, uden at lede­ren skal god­ken­des noget andet sted; og den kan til­vir­ke sin egen hel­li­ge myron (en sakra­men­tal olie, som bru­ges ved dåb og mod­ta­gel­se af kon­ver­tit­ter). Ingen af dele­ne er opfyldt i den ver­se­ren­de sag. Den ”auto­ke­fa­le” Kir­ke i Ukrai­ne skal have sin ledel­se god­kendt i – ja, gæt engang – i Kon­stan­ti­no­pel; og den kan ikke frem­stil­le sin egen myron, men må hen­te den — ja, i Kon­stan­ti­no­pel. Dét, som er sket, er med andre ord, at en del af Kir­ken i Ukrai­ne har udskif­tet én afhæn­gig­hed (af Moskva) med en anden, og ikke min­dre tæt, afhæn­gig­hed (af Konstantinopel).

Den Orto­dok­se Kir­ke er kon­ci­liær, det vil sige, den er base­ret på rådslag­ning. Det inde­bæ­rer, at afgø­ren­de beslut­nin­ger bør træf­fes i sam­råd mel­lem de enkel­te, selv­stæn­di­ge Kir­kers lede­re. Her har Den Øku­me­ni­ske Patri­ark en sær­lig rol­le som ”pri­mus inter pares”, på dansk ”den før­ste blandt lige­mænd”, eller ”koor­di­ne­ren­de cen­trum” som Elle­bæk cite­rer en tals­mand for Den rus­si­ske Kir­ke for at benæv­ne patri­ar­kens opga­ve. Beg­ge tit­ler peger på en æres­for­rang og på et sær­ligt ansvar for at ind­kal­de, fore­stå og koor­di­ne­re drøf­tel­ser på kir­ke­mø­der eller kon­ci­ler. Ingen af tit­ler­ne peger der­i­mod på nogen ret til ensi­digt at gri­be ind eller træf­fe beslut­nin­ger på nogen af de andre selv­stæn­di­ge Kir­kers områder.

Lad mig gen­ta­ge og slå fast med syv­tom­mer­søm: I Den Orto­dok­se Kir­ke fin­des der ikke noget embe­de med beteg­nel­sen ”pri­mus sine pares”, eller på dansk ”den før­ste uden ligemænd”!

Den Orto­dok­se Kir­ke har (sta­dig) ingen pave!

…..

Så vidt mine kom­men­ta­rer til Anders Elle­bæk Mad­sens arti­kel og inter­view i Kri­ste­ligt Dag­blad den 11. maj. Som nævnt i ind­led­nin­gen afvi­ste redak­tio­nen at brin­ge min tekst; og fra deba­tre­dak­tø­ren fik jeg den 14. maj til­sendt den for­kla­ring, at min kom­men­tar er ”en udmær­ket fag­te­o­lo­gisk og kir­ke­hi­sto­risk drøf­tel­se”, men at redak­tø­ren ”vur­de­rer den er for smal til vores læse­re”. – Javel ja! Stil­let over for val­get mel­lem noget, der måske er en smu­le ind­vik­let (og det er vir­ke­lig­he­den jo ofte), men kor­rekt, og så noget andet, som er mere enkelt, men fejl­ag­tigt, dér væl­ger Kri­ste­ligt Dag­blad det sid­ste. Enkel­hed frem for alt! Om det så er sandt eller falsk! En i sand­hed for­bav­sen­de redak­tio­nel politik!