Konflikten i Ukraine

Som de fle­ste ved, pågår der for tiden en kon­flikt mel­lem Moskvas Patri­ar­kat og Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i Kon­stan­ti­nopel. Sagen dre­jer sig om uaf­hæn­gig­hed, eller som det hed­der i orto­dokst kir­ke­sprog: auto­ke­fa­li, for de orto­dok­se kir­ker i Ukrai­ne. – Det er et spørgs­mål, som er ble­vet sta­digt mere påtræn­gen­de, siden Ukrai­ne blev et selv­stæn­digt land, poli­tisk uaf­hæn­gigt af Rusland og det tid­li­ge­re Sov­je­tu­ni­o­nen i 1991.

Hvad betyder autokefali?

En orto­doks kir­ke er auto­ke­fal, det vil sige fuldt uaf­hæn­gig og selv­sty­ren­de, når den selv kan væl­ge sin leder, og når det­te valg ikke kræ­ver god­ken­del­se fra en anden, høje­re instans. Det er det før­ste, som karak­te­ri­se­rer en auto­ke­fal kir­ke. Det andet er, at sådan en kir­kes leder selv kan ind­vie den hel­li­ge olie, myron, som benyt­tes ved dåb og myronsalv­ning. Den hel­li­ge myron er en bæren­de del af Den Orto­dok­se Kir­kes liv.

Der eksi­ste­rer i dag 14 orto­dok­se kir­ker, som både er auto­ke­fa­le og kano­ni­ske. Det sid­ste begreb, kano­nisk, inde­bæ­rer at den pågæl­den­de Kir­ke er aner­kendt af samt­li­ge andre orto­dok­se kir­ker. Det sid­ste er vig­tigt, for der fin­des også et antal orto­dok­se kir­ker, som hæv­der at være selv­stæn­di­ge, men som ikke er kano­ni­ske, alt­så ikke er aner­kendt af de øvri­ge. De auto­ke­fa­le kir­ker er føl­gen­de: først de fire ”gam­le” patri­ar­ka­ter: Kon­stan­ti­nopel, Ale­xan­dria, Anti­okia og Jerus­a­lem (oprin­de­ligt var der fem ”gam­le” patri­ar­ka­ter, men Rom faldt fra i 1054); der­næst de ”nye” patri­ar­ka­ter: Moskva, Ser­bi­en, Rumæ­ni­en, Bul­ga­ri­en og Geor­gi­en; og så ende­lig de auto­ke­fa­le kir­ker, hvis lede­re ikke har titel af patri­ark, men kal­des metro­po­lit­ter eller ærke­bi­skop­per: Cypern, Græken­land, Polen, Alba­ni­en og til sidst Tjekkiet/Slovakiet.

Geor­gi­ens Patri­ar­kat er af meget gam­mel dato som auto­ke­fal Kir­ke. Oprin­de­ligt under Anti­oki­as Patri­ar­kat fra 300-tal­let blev den i anden halv­del af 400-tal­let helt selv­stæn­dig. Moskvas Patri­ar­kat er rela­tivt gam­melt, her fik man auto­ke­fa­li, uaf­hæn­gig­hed fra Kon­stan­ti­nopel, i 1589. Man­ge af de øvri­ge orto­dok­se kir­kers selv­stæn­dig­hed er af nye­re dato, det vi sige fra det 19. og 20. århund­re­de. Med und­ta­gel­se af Ser­bi­en har Bal­kan-kir­ker­ne ens­ly­den­de histo­ri­er: De erklæ­re­de sig på egen hånd, alt­så uden Kon­stan­ti­nopels god­ken­del­se, selv­stæn­di­ge. Kon­stan­ti­nopel kald­te dem der­for ”skis­ma­ti­ske”, men aner­kend­te dem så alli­ge­vel nog­le år sene­re. Et ekstremt til­fæl­de er Kir­ken i Bul­ga­ri­en. De erklæ­re­de sig selv­stæn­di­ge i sid­ste halv­del af det 19. århund­re­de, der­for afbrød Kon­stan­ti­nopel fæl­les­ska­bet med Bul­ga­rer­ne og aner­kend­te først deres selv­stæn­dig­hed i 1946. Men gen­nem hele den kon­flikt beva­re­de Moskvas Patri­ar­kat fuld kom­mu­ni­on med Bul­ga­ri­en. Blot som ét eksem­pel på, hvor ind­vik­le­de for­hol­de­ne kan være i Den Orto­dok­se Kir­ke.

Efter Før­ste Ver­denskrigs afslut­ning etab­le­re­des nye sta­ter, og det fulg­tes op af ska­bel­sen af nye auto­ke­fa­le kir­ker i Polen og Tjek­kos­lo­vaki­et. Polens Kir­ke vil­le ikke læn­ge­re være en del af Kiev-metro­po­lit­døm­met under rus­sisk kon­trol, så de hen­vend­te sig til Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat, som under hen­vis­ning til en tomos (en kir­ke­lig dekla­ra­tion) fra 1686 prok­la­me­re­de den pol­ske Kir­kes selv­stæn­dig­hed (auto­ke­fa­li) i 1924. Det­te blev først aner­kendt af Moskvas Patri­ar­kat i 1948.

Når det gæl­der Tjek­kos­lo­vaki­et, så fik deres Kir­ke i 1923 til­delt auto­no­mi, det vil sige del­vis selv­stæn­dig­hed, men fort­sat afhæn­gig af Kon­stan­ti­nopel (lige­som fx. Kir­ken i Fin­land). Moskvas Patri­ar­kat erklæ­re­de så den tjek­ki­ske Kir­ke fuldt auto­ke­fal i 1948. Det vil­le Kon­stan­ti­nopel ikke aner­ken­de, men 50 år sene­re, i 1998, erklæ­re­de også Kon­stan­ti­nopel Kir­ken i Tjekkiet/Slovakiet auto­ke­fal.

Ukraine

Den kon­flikt, som nu er opstå­et i Ukrai­ne, ind­skri­ver sig i de bevæ­gel­ser, der blev en føl­ge­virk­ning efter Sov­je­tu­ni­o­nens opløs­ning (og for den sags skyld også Jugoslavi­ens opløs­ning, hvor man har kir­ker i Makedo­ni­en og Mon­te­ne­gro, som støt­tes af de lan­des poli­ti­ske lede­re, men ikke ener­ken­des af nogen Orto­doks Kir­ke). Men til­ba­ge til Rusland og Ukrai­ne. I de ex-sov­je­ti­ske områ­der har der været fle­re kon­flik­ter. I Mol­davi­en mel­lem Moskva og Det Rumæn­ske Patri­ar­kat og i Est­land mel­lem Moskva og Kon­stan­ti­nopel. Beg­ge ste­der har det ført til en de-facto situ­a­tion med to kon­kur­re­ren­de kir­ke­li­ge juris­dik­tio­ner. I Est­land før­te kon­flik­ten i 1996 til fle­re måne­ders afbry­del­se af fæl­les­ska­bet, hvor Moskva-kir­ken ophør­te med at næv­ne Patri­ar­ken af Kon­stan­ti­nopels navn under Litur­gi­en.

Kri­sen i Ukrai­ne er af sam­me karak­ter, men på en meget stør­re ska­la på grund af lan­dets stør­rel­se og ind­byg­ger­tal på 40 mil­li­o­ner. Hvis Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne i sin hel­hed skil­te sig ud fra den rus­si­ske Kir­ke, så vil­le Moskvas Patri­ar­kat miste op mod 40 % af deres menig­he­der. – Der­til kom­mer de histo­ri­ske rela­tio­ner. Moskva læg­ger afgø­ren­de vægt på, at Fyrst Vla­di­mirs dåb i Kiev i år 988 udgjor­de grund­læg­gel­sen af ”Rus”, både den rus­si­ske stat og Den Rus­si­ske Kir­ke, hvis 1000-års jubilæum fejre­des med pomp og pragt for 30 år siden, i 1988. Omvendt læg­ger ukrai­ner­ne vægt på, at lan­de­ne har udvik­let sig i for­skel­li­ge ret­nin­ger siden den­gang.

Konflikten

Der er, som sager­ne står, tre kir­ke­li­ge enhe­der i Ukrai­ne:

1. ”Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne” (Moskvas Patri­ar­kat), som tæl­ler ca. 12.000 regi­stre­re­de menig­he­der.

2. ”Kiev-Patri­ar­ka­tet”, som blev dan­net i 1992 af den tid­li­ge­re Metro­po­lit i Kiev, Fila­ret Deni­sen­ko, efter at den­ne hav­de tabt val­get til patri­ark af Moskva i 1990. Enhe­den tæl­ler ca. 5000 menig­he­der.

3. ”Den Orto­dok­se, Auto­ke­fa­le Ukrain­ske Kir­ke” under ledel­se af Metro­po­lit Maka­rios. Enhe­den blev oprin­de­ligt dan­net i 1920 som føl­ge af stri­dig­he­der i dati­dens rus­si­ske Kir­ke. Den har vir­ket uden­for lan­dets græn­ser, men vend­te til­ba­ge til Ukrai­ne i begyn­del­sen af 1990-erne efter Sov­jets opløs­ning. Den tæl­ler omkring 1000 menig­he­der.

Ind­til for meget nylig var kun nr. 1, alt­så Kir­ken under Moskvas Patri­ar­kat, aner­kendt af andre orto­dok­se kir­ker og der­med ”kano­nisk”. Ingen af de to andre, nr. 2 og nr. 3. har hidtil været kano­ni­ske.

Er dis­se tre kir­ke­li­ge enhe­der eni­ge om noget som helst? Ja, de er eni­ge om, at det er nød­ven­digt at gene­tab­le­re enhed for alle orto­dok­se i Ukrai­ne. Men når det kom­mer til mid­ler­ne eller vej­en til enhed, så hører enig­he­den brat op. – For de to ikke-kano­ni­ske enhe­der består vej­en i, at man fra­si­ger sig fæl­les­ska­bet med Moskva for i ste­det at for­e­nes om at etab­le­re én uaf­hæn­gig, auto­ke­fal, Kir­ke i Ukrai­ne. Det syns­punkt har støt­te blandt Ukrai­nes poli­ti­ske lede­re; fx. udtal­te lan­dets præ­si­dent Por­o­chen­ko sig den 24. august i år, at han er beslut­tet på ”at få til­en­de­bragt den una­tur­li­ge og uka­no­ni­ske til­stand, at en stor del af vort orto­dok­se fæl­les­skab er afhæn­gi­ge af Den Rus­si­ske Kir­ke.”

For Moskvas Patri­ar­kat er det omvendt sådan, at den ene­ste vej til enhed er, at de skis­ma­ti­ske, ikke-kano­ni­ske grup­pe­rin­ger ven­der til­ba­ge til den ene­ste kano­ni­ske Kir­ke i lan­det, nem­lig Moskvas Patri­ar­kat. Moskvas gør her gæl­den­de, at ”Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne” (nr. 1) alle­re­de har udstrakt auto­no­mi (del­vist selv­sty­re), og at der der­for ikke er nogen grund til at for­lan­ge auto­ke­fa­li (fuldt selv­sty­re).

Findes der en løsning?

Gen­nem efter­å­ret 2018 har der været adskil­li­ge møder mel­lem de to patri­ar­ka­ter. Den 31. august mød­tes de to lede­re, Patri­ark Kiril fra Moskva og Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os fra Kon­stan­ti­nopel. Der har været utal­li­ge udveks­lin­ger og sam­ta­ler på lave­re niveau, kir­ke­ret­s­eks­per­ter fra den ene og den anden side har offent­lig­gjort lær­de og ind­vik­le­de afhand­lin­ger og argu­men­ta­tio­ner for, hvor­for deres side har ret og den anden uret. – Et vig­tigt omdrej­nings­punkt i dis­kus­sio­ner­ne er det tid­li­ge­re omtal­te tomos (dekret) fra 1686 og for­skel­li­ge menin­ger om, hvor­dan det skal tol­kes. Dekre­tet anfø­rer, at Kievs (Ukrai­nes) metro­po­lit-døm­me læg­ges ind under Moskvas Patri­ar­kat. Imid­ler­tid hæv­der Moskva, at det­te skal være gyl­digt i al evig­hed, hvor­i­mod Kon­stan­ti­nopel er af den opfat­tel­se, at der var tale om en mid­ler­ti­dig for­an­stalt­ning.

Føl­ge­lig mener Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat, at Kon­stan­ti­nopel fort­sat er ”Moder­kir­ken” for Kir­ken i Ukrai­ne. ”Moder­kir­ken” er et cen­tralt og afgø­ren­de begreb i den orto­dok­se ver­den. For prin­ci­pi­elt er det ale­ne ”Moder­kir­ken”, som har ret til at med­dele auto­ke­fa­li. Såle­des hed­der det i en tekst fra den pan-orto­dok­se kir­ke­mø­de på Kre­ta i 2016: ”Det er Moder­kir­ken, som har ret til at eva­lu­e­re de kir­ke­li­ge, kano­ni­ske og pasto­ra­le betin­gel­ser for med­del­el­sen af auto­ke­fa­li.”

Det er på den­ne bag­grund, Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat har beslut­tet at sen­de to Eks­ar­ker (biskop­pe­li­ge udsen­din­ge) til Ukrai­ne med det for­mål at for­be­re­de til­de­lin­gen af fuld selv­stæn­dig­hed til Kiev-Patri­ar­ka­tet. Den beslut­ning har ført til, at Moskvas Patri­ar­kat offi­ci­elt har med­delt, at ethvert fæl­les­skab med Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat hører op. Det bety­der, at man ikke læn­ge­re beder for hin­an­den, og det bety­der, at man ikke læn­ge­re har euka­ri­stisk fæl­les­skab.

Det er en sør­ge­lig udvik­ling, og der er ingen tvivl om, at sagen er alvor­lig. Men der er ingen grund til at fortviv­le! Som skit­se­ret oven­for, så er der i Den Orto­dok­se Kir­ke en lang ræk­ke histo­ri­ske eksemp­ler på kon­flik­ter, hvor den­ne eller hin Kir­ke har erklæ­ret sig uaf­hæn­gig, hvor den efter­føl­gen­de er ble­vet erklæ­ret ”uka­no­nisk” af alle de andre, for så til sidst alli­ge­vel at bli­ve aner­kendt. Vor egen Kir­ke, den såkald­te ”Paris-juris­dik­tion” erklæ­re­de sig for eksem­pel uaf­hæn­gig i 1965 og leve­de såle­des som ”uka­no­nisk”, en til­stand der vare­de frem til 1972, hvor vi atter blev en del af Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat. Og der er en ræk­ke eksemp­ler på, at der har etab­le­ret sig ”dob­belt-orga­ni­se­ring” i fle­re lan­de, fx. Est­land, hvor der både en estisk (Kon­stan­ti­nopel) og en rus­sisk (Moskva) Kir­ke. Man kun­ne gæt­te på, at på det lan­ge sigt vil en lig­nen­de situ­a­tion bli­ve vir­ke­lig­hed i Ukrai­ne?

Der er kom­met for­skel­li­ge reak­tio­ner på den­ne sag fra fle­re orto­dok­se kir­ker. Fx. adva­rer Ale­xan­dri­as patri­ark mod, at kir­ker­ne ”skal lig­ge under for poli­tisk pres”. Og Ser­bi­ens Patri­ark Ire­næ­os har i et brev til Den Øku­me­ni­ske Patri­ark udtrykt bekym­ring over ”ind­blan­din­gen fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i til­de­lin­gen af auto­ke­fa­li til skis­ma­ti­ske, ukrain­ske grup­per i strid med Den Rus­si­ske Orto­dok­se Kir­kes ønsker.” Måske fryg­ter den ser­bi­ske patri­ark en domi­no-effekt for de uka­no­ni­ske kir­ker i Makedo­ni­en og Mon­te­ne­gro?

Vi, som er orto­dok­se i Vest­eu­ro­pa, ser måske kon­flik­ten med sær­li­ge bril­ler. For vi er vant til at måt­te leve under for­hold, som er fuld­kom­men ude af trit med orto­doks ekk­lesi­o­lo­gi. ”Én by, én biskop”, det er den orto­dok­se grun­dre­gel. ”Kir­ken er lokal og ikke national(-istisk)” er en anden. Men i Vesten har vi gen­nem man­ge år været tvung­ne til at leve i en kir­ke­lig uor­den. I hver ”by” i Vest­eu­ro­pa og Ame­ri­ka er der en stør­re flok biskop­per, som langt fra at være ”lokalt” bestem­te, net­op ofte er natio­na­li­stisk fun­de­re­de. Men vi lever alli­ge­vel som fuldt og helt orto­dok­se!– Og vi har måske sær­li­ge for­ud­sæt­ning for at for­stå man­ge ukrai­ne­res ønske om en selv­stæn­dig kir­ke, som ikke hører sam­men med en nation, man er i poli­tisk og mili­tær kon­flikt med og i hvert fald er frem­med over­for. Ende­lig har vi måske også i Vesten sær­li­ge for­ud­sæt­nin­ger for at for­stå de ankla­ger, der fra nog­le sider ret­tes mod Den Øku­me­ni­ske Patri­ark for at have ”pave­li­ge præten­tio­ner”, når man gør krav på at være det ene­ste patri­ar­kat med ret til at til­de­le auto­ke­fa­li. Der er fx. man­ge i Euro­pa og USA, som undrer sig over, at Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat fort­sat næg­ter at aner­ken­de Ort­ho­dox Church of Ame­ri­ca, for­di ame­ri­ka­ner­ne i 1972 fik auto­ke­fa­li fra Moskvas Patri­ar­kat og ikke fra Kon­stan­ti­nopel. Men det er en anden histo­rie.