Som de fleste ved, pågår der for tiden en konflikt mellem Moskvas Patriarkat og Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel. Sagen drejer sig om uafhængighed, eller som det hedder i ortodokst kirkesprog: autokefali, for de ortodokse kirker i Ukraine. – Det er et spørgsmål, som er blevet stadigt mere påtrængende, siden Ukraine blev et selvstændigt land, politisk uafhængigt af Rusland og det tidligere Sovjetunionen i 1991.
Hvad betyder autokefali?
En ortodoks kirke er autokefal, det vil sige fuldt uafhængig og selvstyrende, når den selv kan vælge sin leder, og når dette valg ikke kræver godkendelse fra en anden, højere instans. Det er det første, som karakteriserer en autokefal kirke. Det andet er, at sådan en kirkes leder selv kan indvie den hellige olie, myron, som benyttes ved dåb og myronsalvning. Den hellige myron er en bærende del af Den Ortodokse Kirkes liv.
Der eksisterer i dag 14 ortodokse kirker, som både er autokefale og kanoniske. Det sidste begreb, kanonisk, indebærer at den pågældende Kirke er anerkendt af samtlige andre ortodokse kirker. Det sidste er vigtigt, for der findes også et antal ortodokse kirker, som hævder at være selvstændige, men som ikke er kanoniske, altså ikke er anerkendt af de øvrige. De autokefale kirker er følgende: først de fire ”gamle” patriarkater: Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem (oprindeligt var der fem ”gamle” patriarkater, men Rom faldt fra i 1054); dernæst de ”nye” patriarkater: Moskva, Serbien, Rumænien, Bulgarien og Georgien; og så endelig de autokefale kirker, hvis ledere ikke har titel af patriark, men kaldes metropolitter eller ærkebiskopper: Cypern, Grækenland, Polen, Albanien og til sidst Tjekkiet/Slovakiet.
Georgiens Patriarkat er af meget gammel dato som autokefal Kirke. Oprindeligt under Antiokias Patriarkat fra 300-tallet blev den i anden halvdel af 400-tallet helt selvstændig. Moskvas Patriarkat er relativt gammelt, her fik man autokefali, uafhængighed fra Konstantinopel, i 1589. Mange af de øvrige ortodokse kirkers selvstændighed er af nyere dato, det vi sige fra det 19. og 20. århundrede. Med undtagelse af Serbien har Balkan-kirkerne enslydende historier: De erklærede sig på egen hånd, altså uden Konstantinopels godkendelse, selvstændige. Konstantinopel kaldte dem derfor ”skismatiske”, men anerkendte dem så alligevel nogle år senere. Et ekstremt tilfælde er Kirken i Bulgarien. De erklærede sig selvstændige i sidste halvdel af det 19. århundrede, derfor afbrød Konstantinopel fællesskabet med Bulgarerne og anerkendte først deres selvstændighed i 1946. Men gennem hele den konflikt bevarede Moskvas Patriarkat fuld kommunion med Bulgarien. Blot som ét eksempel på, hvor indviklede forholdene kan være i Den Ortodokse Kirke.
Efter Første Verdenskrigs afslutning etableredes nye stater, og det fulgtes op af skabelsen af nye autokefale kirker i Polen og Tjekkoslovakiet. Polens Kirke ville ikke længere være en del af Kiev-metropolitdømmet under russisk kontrol, så de henvendte sig til Konstantinopels Patriarkat, som under henvisning til en tomos (en kirkelig deklaration) fra 1686 proklamerede den polske Kirkes selvstændighed (autokefali) i 1924. Dette blev først anerkendt af Moskvas Patriarkat i 1948.
Når det gælder Tjekkoslovakiet, så fik deres Kirke i 1923 tildelt autonomi, det vil sige delvis selvstændighed, men fortsat afhængig af Konstantinopel (ligesom fx. Kirken i Finland). Moskvas Patriarkat erklærede så den tjekkiske Kirke fuldt autokefal i 1948. Det ville Konstantinopel ikke anerkende, men 50 år senere, i 1998, erklærede også Konstantinopel Kirken i Tjekkiet/Slovakiet autokefal.
Ukraine
Den konflikt, som nu er opstået i Ukraine, indskriver sig i de bevægelser, der blev en følgevirkning efter Sovjetunionens opløsning (og for den sags skyld også Jugoslaviens opløsning, hvor man har kirker i Makedonien og Montenegro, som støttes af de landes politiske ledere, men ikke enerkendes af nogen Ortodoks Kirke). Men tilbage til Rusland og Ukraine. I de ex-sovjetiske områder har der været flere konflikter. I Moldavien mellem Moskva og Det Rumænske Patriarkat og i Estland mellem Moskva og Konstantinopel. Begge steder har det ført til en de-facto situation med to konkurrerende kirkelige jurisdiktioner. I Estland førte konflikten i 1996 til flere måneders afbrydelse af fællesskabet, hvor Moskva-kirken ophørte med at nævne Patriarken af Konstantinopels navn under Liturgien.
Krisen i Ukraine er af samme karakter, men på en meget større skala på grund af landets størrelse og indbyggertal på 40 millioner. Hvis Den Ortodokse Kirke i Ukraine i sin helhed skilte sig ud fra den russiske Kirke, så ville Moskvas Patriarkat miste op mod 40 % af deres menigheder. – Dertil kommer de historiske relationer. Moskva lægger afgørende vægt på, at Fyrst Vladimirs dåb i Kiev i år 988 udgjorde grundlæggelsen af ”Rus”, både den russiske stat og Den Russiske Kirke, hvis 1000-års jubilæum fejredes med pomp og pragt for 30 år siden, i 1988. Omvendt lægger ukrainerne vægt på, at landene har udviklet sig i forskellige retninger siden dengang.
Konflikten
Der er, som sagerne står, tre kirkelige enheder i Ukraine:
1. ”Den Ortodokse Kirke i Ukraine” (Moskvas Patriarkat), som tæller ca. 12.000 registrerede menigheder.
2. ”Kiev-Patriarkatet”, som blev dannet i 1992 af den tidligere Metropolit i Kiev, Filaret Denisenko, efter at denne havde tabt valget til patriark af Moskva i 1990. Enheden tæller ca. 5000 menigheder.
3. ”Den Ortodokse, Autokefale Ukrainske Kirke” under ledelse af Metropolit Makarios. Enheden blev oprindeligt dannet i 1920 som følge af stridigheder i datidens russiske Kirke. Den har virket udenfor landets grænser, men vendte tilbage til Ukraine i begyndelsen af 1990-erne efter Sovjets opløsning. Den tæller omkring 1000 menigheder.
Indtil for meget nylig var kun nr. 1, altså Kirken under Moskvas Patriarkat, anerkendt af andre ortodokse kirker og dermed ”kanonisk”. Ingen af de to andre, nr. 2 og nr. 3. har hidtil været kanoniske.
Er disse tre kirkelige enheder enige om noget som helst? Ja, de er enige om, at det er nødvendigt at genetablere enhed for alle ortodokse i Ukraine. Men når det kommer til midlerne eller vejen til enhed, så hører enigheden brat op. – For de to ikke-kanoniske enheder består vejen i, at man frasiger sig fællesskabet med Moskva for i stedet at forenes om at etablere én uafhængig, autokefal, Kirke i Ukraine. Det synspunkt har støtte blandt Ukraines politiske ledere; fx. udtalte landets præsident Porochenko sig den 24. august i år, at han er besluttet på ”at få tilendebragt den unaturlige og ukanoniske tilstand, at en stor del af vort ortodokse fællesskab er afhængige af Den Russiske Kirke.”
For Moskvas Patriarkat er det omvendt sådan, at den eneste vej til enhed er, at de skismatiske, ikke-kanoniske grupperinger vender tilbage til den eneste kanoniske Kirke i landet, nemlig Moskvas Patriarkat. Moskvas gør her gældende, at ”Den Ortodokse Kirke i Ukraine” (nr. 1) allerede har udstrakt autonomi (delvist selvstyre), og at der derfor ikke er nogen grund til at forlange autokefali (fuldt selvstyre).
Findes der en løsning?
Gennem efteråret 2018 har der været adskillige møder mellem de to patriarkater. Den 31. august mødtes de to ledere, Patriark Kiril fra Moskva og Patriark Bartholomæos fra Konstantinopel. Der har været utallige udvekslinger og samtaler på lavere niveau, kirkeretseksperter fra den ene og den anden side har offentliggjort lærde og indviklede afhandlinger og argumentationer for, hvorfor deres side har ret og den anden uret. – Et vigtigt omdrejningspunkt i diskussionerne er det tidligere omtalte tomos (dekret) fra 1686 og forskellige meninger om, hvordan det skal tolkes. Dekretet anfører, at Kievs (Ukraines) metropolit-dømme lægges ind under Moskvas Patriarkat. Imidlertid hævder Moskva, at dette skal være gyldigt i al evighed, hvorimod Konstantinopel er af den opfattelse, at der var tale om en midlertidig foranstaltning.
Følgelig mener Konstantinopels Patriarkat, at Konstantinopel fortsat er ”Moderkirken” for Kirken i Ukraine. ”Moderkirken” er et centralt og afgørende begreb i den ortodokse verden. For principielt er det alene ”Moderkirken”, som har ret til at meddele autokefali. Således hedder det i en tekst fra den pan-ortodokse kirkemøde på Kreta i 2016: ”Det er Moderkirken, som har ret til at evaluere de kirkelige, kanoniske og pastorale betingelser for meddelelsen af autokefali.”
Det er på denne baggrund, Det Økumeniske Patriarkat har besluttet at sende to Eksarker (biskoppelige udsendinge) til Ukraine med det formål at forberede tildelingen af fuld selvstændighed til Kiev-Patriarkatet. Den beslutning har ført til, at Moskvas Patriarkat officielt har meddelt, at ethvert fællesskab med Det Økumeniske Patriarkat hører op. Det betyder, at man ikke længere beder for hinanden, og det betyder, at man ikke længere har eukaristisk fællesskab.
Det er en sørgelig udvikling, og der er ingen tvivl om, at sagen er alvorlig. Men der er ingen grund til at fortvivle! Som skitseret ovenfor, så er der i Den Ortodokse Kirke en lang række historiske eksempler på konflikter, hvor denne eller hin Kirke har erklæret sig uafhængig, hvor den efterfølgende er blevet erklæret ”ukanonisk” af alle de andre, for så til sidst alligevel at blive anerkendt. Vor egen Kirke, den såkaldte ”Paris-jurisdiktion” erklærede sig for eksempel uafhængig i 1965 og levede således som ”ukanonisk”, en tilstand der varede frem til 1972, hvor vi atter blev en del af Det Økumeniske Patriarkat. Og der er en række eksempler på, at der har etableret sig ”dobbelt-organisering” i flere lande, fx. Estland, hvor der både en estisk (Konstantinopel) og en russisk (Moskva) Kirke. Man kunne gætte på, at på det lange sigt vil en lignende situation blive virkelighed i Ukraine?
Der er kommet forskellige reaktioner på denne sag fra flere ortodokse kirker. Fx. advarer Alexandrias patriark mod, at kirkerne ”skal ligge under for politisk pres”. Og Serbiens Patriark Irenæos har i et brev til Den Økumeniske Patriark udtrykt bekymring over ”indblandingen fra Det Økumeniske Patriarkat i tildelingen af autokefali til skismatiske, ukrainske grupper i strid med Den Russiske Ortodokse Kirkes ønsker.” Måske frygter den serbiske patriark en domino-effekt for de ukanoniske kirker i Makedonien og Montenegro?
Vi, som er ortodokse i Vesteuropa, ser måske konflikten med særlige briller. For vi er vant til at måtte leve under forhold, som er fuldkommen ude af trit med ortodoks ekklesiologi. ”Én by, én biskop”, det er den ortodokse grundregel. ”Kirken er lokal og ikke national(-istisk)” er en anden. Men i Vesten har vi gennem mange år været tvungne til at leve i en kirkelig uorden. I hver ”by” i Vesteuropa og Amerika er der en større flok biskopper, som langt fra at være ”lokalt” bestemte, netop ofte er nationalistisk funderede. Men vi lever alligevel som fuldt og helt ortodokse!– Og vi har måske særlige forudsætning for at forstå mange ukraineres ønske om en selvstændig kirke, som ikke hører sammen med en nation, man er i politisk og militær konflikt med og i hvert fald er fremmed overfor. Endelig har vi måske også i Vesten særlige forudsætninger for at forstå de anklager, der fra nogle sider rettes mod Den Økumeniske Patriark for at have ”pavelige prætentioner”, når man gør krav på at være det eneste patriarkat med ret til at tildele autokefali. Der er fx. mange i Europa og USA, som undrer sig over, at Det Økumeniske Patriarkat fortsat nægter at anerkende Orthodox Church of America, fordi amerikanerne i 1972 fik autokefali fra Moskvas Patriarkat og ikke fra Konstantinopel. Men det er en anden historie.