Er Den Ortodokse Kirke konservatismens højborg? Det mere end antyder i hvert fald professor Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet i Kristeligt Dagblad den 5. oktober. Larsen kommer vidt omkring, men centralt i hans artikel står den iagttagelse, at ”kristne i den ortodokse tradition er generelt meget konservative i spørgsmål om køn, ægteskab og samliv”, og det fører igen til, skriver Larsen, at ”der bliver ingen opbakning til ægteskab mellem to af samme køn i ortodoks tænkning.”
Meget konservative? Jo, hvis ”konservative” dækker over den opfattelse, at visse grundelementer står fast, så er ortodoks kirke og tro konservative. Vi fastholder nemlig den kristne tro på Guds skabelse og den dertil hørende menneskeforståelse, dén vi kan læse i koncentrat i 1. Mosebog v. 27: Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem; og Gud velsignede dem.
Der er stærke ideologiske strømninger i tiden; strømninger, der opfatter sig selv som modernitetens opgør med en håbløst forældet kristen forståelse af mennesket. Disse strømninger søger at erstatte skabelsens orden med luftige forestillinger om, hvad den enkelte måtte ”føle sig som”, når det gælder køn og seksualitet. Det er kræfter, som arbejder på at vende op og ned på alle ting, og som efterstræber en fuldkommen omkalfatring af den menneskelige bevidsthed, sådan at der slet ikke længere eksisterer Gud-givne, skabte kategorier, vilkår og rammer for menneskelivet; kræfter, som erstatter skabelsens orden med et alt-fortærende vakuum; og i det tomrum, i den intethed, dér formodes så hvert enkelt menneske at kunne definere og forme sig selv, dér formodes hver enkelt af os at kunne skabe sit eget væsen og sin egen identitet. Intet er givet, alt afhænger af den enkeltes lyster, indfald og følelser.
Fraværet af enhver norm, formløsheden og det gudløse tomrums indbildte ”frihed” har stort momentum i tiden, så stort faktisk, at det er godt på vej til at etablere sig som … nå ja, som den nye, forpligtende norm, den nye hjemmelavede afgud, den nye variant af det formløshedens tyranni, som kræver underkastelse og tilbedelse af alle. Og ofte også får det! Den kristne menneskeforståelse er under angreb. Og angrebet har fremgang! Ja, faktisk har dets tropper trængt sig frem og har vundet positioner langt inde i lutherske og andre kirkelige miljøer.
Når det så gælder ”køn, ægteskab og samliv”, ja så har de nye tiders ideologiske strømninger ført til, at ægteskabet ikke længere anses for en sag mellem én kvinde og én mand. Heller ikke i den danske folkekirke. Man foretager rask væk såkaldt ægtevielse af to af samme køn. To mænd eller to kvinder. Men hvorfor egentlig stoppe dér? Hvorfor ikke flere ad gangen, én mand fx og flere kvinder. Eller omvendt? Det ville utvivlsomt opfylde en del drømme.
Men det stopper end ikke dér. For moderniteten godtager overhovedet ikke, at der ”kun” skulle være to køn. Det er langt fra godt nok, dét Gud har fundet på med at skabe mennesket som mand og kvinde. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, har de såkaldt progressive modernister til dato opfundet mere end 60 ”kønsidentiteter”, man kan vælge imellem og derefter kombinere med én eller flere lige så hjemmelavede seksuelle orienteringer.
Det ser unægtelig ud til fremover at kunne blive endog meget vanskeligt for de præster, som vægter den seneste udvikling og de sidste nye påfund højere end skabelsens orden. Bliver der overhovedet nogen kombinationer tilbage, som man må afvise med henvisning til den kristne menneskeforståelse? Eller må man overgive sig til, at det eneste gyldige kriterie for ægtevielse er, hvad hver enkelt ”føler sig som”?
Tal om at ville være tidens mode tilpas! – På den baggrund er det en hædersbevisning at blive kaldt konservativ. For kirke og kristendom har ikke til opgave at tilpasse sig alle tiders modernitet! Endsige bakke op om eller medvirke til, at kristne grund-normer søges slettet fra menneskers bevidsthed. Og så må vi leve med at blive opfattet som ”middelalderlige mørkemænd” og lignende prædikater. Vi undgår ikke at blive uglesete af tidens gode selskab, af de mange, der anser sig selv for ”frisindets” bannerførere; og som ikke tøver med at aktivere form- og normløshedens tyranni over for alle ”afvigere”.