Konservatismens højborg?

Er Den Orto­dok­se Kir­ke kon­ser­va­tis­mens høj­borg? Det mere end anty­der i hvert fald pro­fes­sor Kurt E. Lar­sen fra Menig­heds­faku­l­te­tet i Kri­ste­ligt Dag­blad den 5. okto­ber. Lar­sen kom­mer vidt omkring, men cen­tralt i hans arti­kel står den iagt­ta­gel­se, at ”krist­ne i den orto­dok­se tra­di­tion er gene­relt meget kon­ser­va­ti­ve i spørgs­mål om køn, ægte­skab og sam­liv”, og det fører igen til, skri­ver Lar­sen, at ”der bli­ver ingen opbak­ning til ægte­skab mel­lem to af sam­me køn i orto­doks tænk­ning.”

Meget kon­ser­va­ti­ve? Jo, hvis ”kon­ser­va­ti­ve” dæk­ker over den opfat­tel­se, at vis­se grund­ele­men­ter står fast, så er orto­doks kir­ke og tro kon­ser­va­ti­ve. Vi fast­hol­der nem­lig den krist­ne tro på Guds ska­bel­se og den der­til høren­de men­ne­ske­for­stå­el­se, dén vi kan læse i kon­cen­trat i 1. Mose­bog v. 27: Gud skab­te men­ne­sket i Sit bil­le­de; i Guds bil­le­de skab­te Han det, som mand og kvin­de skab­te Han dem; og Gud vel­sig­ne­de dem.

Der er stær­ke ide­o­lo­gi­ske strøm­nin­ger i tiden; strøm­nin­ger, der opfat­ter sig selv som moder­ni­te­tens opgør med en håb­løst for­æl­det kri­sten for­stå­el­se af men­ne­sket. Dis­se strøm­nin­ger søger at erstat­te ska­bel­sens orden med luf­ti­ge fore­stil­lin­ger om, hvad den enkel­te måt­te ”føle sig som”, når det gæl­der køn og seksu­a­li­tet. Det er kræf­ter, som arbej­der på at ven­de op og ned på alle ting, og som efter­stræ­ber en fuld­kom­men omkal­fa­tring af den men­ne­ske­li­ge bevidst­hed, sådan at der slet ikke læn­ge­re eksi­ste­rer Gud-giv­ne, skab­te kate­go­ri­er, vil­kår og ram­mer for men­ne­ske­li­vet; kræf­ter, som erstat­ter ska­bel­sens orden med et alt-for­tæ­ren­de vaku­um; og i det tom­rum, i den intet­hed, dér for­modes så hvert enkelt men­ne­ske at kun­ne defi­ne­re og for­me sig selv, dér for­modes hver enkelt af os at kun­ne ska­be sit eget væsen og sin egen iden­ti­tet. Intet er givet, alt afhæn­ger af den enkel­tes lyster, ind­fald og følel­ser.

Fra­væ­ret af enhver norm, form­løs­he­den og det gud­lø­se tom­rums ind­bild­te ”fri­hed” har stort momen­tum i tiden, så stort fak­tisk, at det er godt på vej til at etab­le­re sig som … nå ja, som den nye, for­plig­ten­de norm, den nye hjem­mela­ve­de afg­ud, den nye vari­ant af det form­løs­he­dens tyran­ni, som kræ­ver under­ka­stel­se og til­be­del­se af alle. Og ofte også får det! Den krist­ne men­ne­ske­for­stå­el­se er under angreb. Og angre­bet har frem­gang! Ja, fak­tisk har dets trop­per trængt sig frem og har vun­det posi­tio­ner langt inde i lut­her­ske og andre kir­ke­li­ge mil­jø­er.

Når det så gæl­der ”køn, ægte­skab og sam­liv”, ja så har de nye tiders ide­o­lo­gi­ske strøm­nin­ger ført til, at ægte­ska­bet ikke læn­ge­re anses for en sag mel­lem én kvin­de og én mand. Hel­ler ikke i den dan­ske fol­kekir­ke. Man fore­ta­ger rask væk såkaldt ægte­vi­el­se af to af sam­me køn. To mænd eller to kvin­der. Men hvor­for egent­lig stop­pe dér? Hvor­for ikke fle­re ad gan­gen, én mand fx og fle­re kvin­der. Eller omvendt? Det vil­le utvivl­s­omt opfyl­de en del drøm­me.

Men det stop­per end ikke dér. For moder­ni­te­ten god­ta­ger over­ho­ve­det ikke, at der ”kun” skul­le være to køn. Det er langt fra godt nok, dét Gud har fun­det på med at ska­be men­ne­sket som mand og kvin­de. Så vidt jeg har kun­net læse mig til, har de såkaldt pro­g­res­si­ve moder­ni­ster til dato opfun­det mere end 60 ”køn­si­den­ti­te­ter”, man kan væl­ge imel­lem og der­ef­ter kom­bi­ne­re med én eller fle­re lige så hjem­mela­ve­de seksu­el­le ori­en­te­rin­ger.

Det ser unæg­te­lig ud til frem­over at kun­ne bli­ve endog meget van­ske­ligt for de præ­ster, som væg­ter den sene­ste udvik­ling og de sid­ste nye påfund høje­re end ska­bel­sens orden. Bli­ver der over­ho­ve­det nogen kom­bi­na­tio­ner til­ba­ge, som man må afvi­se med hen­vis­ning til den krist­ne men­ne­ske­for­stå­el­se? Eller må man over­gi­ve sig til, at det ene­ste gyl­di­ge kri­te­rie for ægte­vi­el­se er, hvad hver enkelt ”føler sig som”?

Tal om at vil­le være tidens mode til­pas! – På den bag­grund er det en hæders­be­vis­ning at bli­ve kaldt kon­ser­va­tiv. For kir­ke og kri­sten­dom har ikke til opga­ve at til­pas­se sig alle tiders moder­ni­tet! End­si­ge bak­ke op om eller med­vir­ke til, at krist­ne grund-nor­mer søges slet­tet fra men­ne­skers bevidst­hed. Og så må vi leve med at bli­ve opfat­tet som ”mid­delal­der­li­ge mør­ke­mænd” og lig­nen­de præ­di­ka­ter. Vi und­går ikke at bli­ve ugle­se­te af tidens gode sel­skab, af de man­ge, der anser sig selv for ”fri­sin­dets” ban­ner­fø­re­re; og som ikke tøver med at akti­ve­re form- og norm­løs­he­dens tyran­ni over for alle ”afvi­ge­re”.