Intet ondt kommer fra Gud!

Det kan ikke siges højt, klart og tyde­ligt nok: Enhver påstand om, at noget ondt skul­le kom­me fra Gud er en falsk teo­lo­gi. Alle sådan­ne påstan­de er løgn. Intet ondt, intet ska­de­ligt kom­mer fra Gud! Det er utæn­ke­ligt, at øde­læg­gel­se og død skul­le kom­me fra Gud. Gud sen­der ikke epi­de­mi­er, Gud sen­der ikke tør­ke, over­svøm­mel­se, græs­hop­per eller andre pla­ger for at ”straf­fe” men­ne­ske­ne. Gud er ikke stif­ter af ver­denskri­ge, Gud udvir­ke­de ikke 9/11 eller ter­r­o­ris­me i det hele taget. Gud opfandt ikke kemi­ske våben eller atom­bom­ber; Gud er ikke ansvar­lig for én ene­ste af de ulyk­ker, der over­går men­ne­ske­ne.

Gud er ikke ophav til det onde, som tru­er men­ne­ske­ne, ikke ophav til syg­dom og død. Tvær­ti­mod. Den almæg­ti­ge Gud er livets Giver, ikke døde­ns ophavs­mand. Han har skabt os i Sit eget bil­le­de og til evigt liv; for Han er god og elsker men­ne­ske­ne.

Men hvad så? Hvor­dan for­stå det, der sker nu for tiden? – For en epi­de­mi, cor­o­na eller covid-19, hær­ger men­ne­sker i man­ge lan­de over hele ver­den her i den sene vin­ter og det tid­li­ge for­år 2020. Ingen ved, hvor læn­ge det vil fort­sæt­te; og ingen ved, hvor man­ge men­ne­ske­liv, syg­dom­men vil kræ­ve.

Epi­de­mi­en opstod i Wuhan-pro­vi­sen i Kina og har efter­føl­gen­de bredt sig til alle ver­dens lan­de. Euro­pa er net­op nu vær­st ramt, ikke mindst Ita­li­en, hvor der er man­ge syge og meget høje dødstal; så man­ge, at hospi­ta­ler og sund­heds­væ­sen slet ikke kan føl­ge med, og hvor vi ser for­fær­den­de bil­le­der af lig­ki­ster, som køres bort fra byer­ne af mili­tæ­re last­bi­ler i kon­voj, end­nu før dagen gryr.

Frank­rig og Spa­ni­en har også man­ge syge og døde, og intet euro­pæ­isk land er gået fri. Per­si­en (Iran) er lige­le­des alvor­ligt angre­bet; og i dis­se dage hører vi, hvor­dan det far­li­ge virus for alvor har fået fat i USA, hvor antal­let af smit­te­de og døde vok­ser hastigt fra dag til dag, og hvor der i fle­re del­sta­ter ind­fø­res dra­sti­ske for­holds­reg­ler med luk­ning af insti­tu­tio­ner, butik­ker og restau­ran­ter og omfat­ten­de udgangs­for­bud.

Intet land i ver­den er gået fri, hel­ler ikke Dan­mark. Også her i lan­det er der vendt op og ned på det liv og den hver­dag, vi ken­der. Sko­ler og de fle­ste stats­li­ge og kom­mu­na­le ”væse­ner” (med und­ta­gel­se af sund­heds­væ­se­net) er stort set lagt i dva­le, ansat­te i offent­li­ge og pri­va­te virk­som­he­der er sendt hjem, for­ret­nin­ger (med und­ta­gel­se af føde­va­re­bu­tik­ker) opfor­dres til at hol­de luk­ket. Alle opfor­dres vi til at hol­de os hjem­me, ikke mindst hvis vi er gam­le og/eller syge. Der er udstedt deci­de­ret for­bud mod at for­sam­les mere end 10 per­so­ner; det gæl­der inden­dørs og uden­dørs, bio­gra­fer, restau­ran­ter, sport­s­plad­ser, par­ker, gader og stræ­der; og det gæl­der også i kir­ker­ne.

Vi skal selvsagt kæm­pe imod epi­de­mi­ens udbre­del­se med alle til rådig­hed stå­en­de mid­ler. Vi skal ruste sund­heds­væ­se­net bedst muligt, vi skal være mere end almin­de­ligt opmærk­som­me på hygiej­ni­ske for­an­stalt­nin­ger; og vi skal føl­ge myn­dig­he­der­nes anvis­nin­ger angå­en­de fær­den i offent­li­ge rum og hvor man­ge men­ne­sker, der må være sam­le­de ad gan­gen, inden­dørs som uden­dørs.

En alvor­lig trus­sel svæ­ver over os alle. Og hver gang den slags sker, så opstår der med usvi­ge­lig sik­ker­hed en trang til at fin­de ”for­kla­rin­ger”. Der mel­der sig et højt run­gen­de ”hvor­for” i vore tan­ker. Hvor­for sker det­te her hos os? Hvor­for bli­ver vi med én gang, som ud af det blå, angre­bet af døde­lig syg­dom? Hvor­for i det hele taget? Hvor­for lige vores land? Hvor­for lige mig?

Lige så sik­kert og for­ud­si­ge­ligt kom­mer der mere eller min­dre for­skru­e­de for­søg på ”svar”. Blandt ikke-tro­en­de hører man man­ge for­skel­li­ge kon­spira­tions­te­o­ri­er. På de såkaldt ”soci­a­le medi­er” er der for tiden vidt­løf­ti­ge påstan­de i omløb om, at cor­o­na-smit­ten nok er ”sat ud”, alt­så spredt med vil­je af mag­ter, der vil Euro­pa og USA det ondt. Den slags taler for sig selv.

Men også fra krist­ne kred­se lyder spørgs­må­let: Hvor­for?” Det lyder til og med fra orto­dok­se krist­ne mil­jø­er, selv om vi jo godt ken­der sva­ret eller i hvert fald bur­de ken­de det, for det er alle­re­de indreg­net, det udgør en uad­skil­le­lig del af den krist­ne for­stå­el­se af ver­dens indret­ning.

Men det vi hører er en anden slags ”hvor­for”. Og så præ­sen­te­res vi ikke helt sjæl­dent for alde­les ukri­ste­li­ge svar, der med lidt veks­len­de ord­valg lyder nogen­lun­de sådan her: Det må være Guds straf for men­ne­ske­nes syn­der! – og der­ef­ter fulgt op af nog­le mere eller min­dre sære fore­stil­lin­ger om, hvor­dan vi må for­bed­re os og gøre bod for at brin­ge Her­rens vre­de og de pla­ger, Han har påført os for vore man­ge syn­ders skyld, til ophør. Fla­gel­lan­ter­ne, selv­pi­sker­ne fra mid­delal­de­rens pestepi­de­mi­er, mere end spø­ger i bag­grun­den.

Jeg gen­ta­ger: Det er en gen­nem­gri­ben­de for­kert, fejl­ag­tig, falsk og ukri­ste­lig fore­stil­ling, at Gud skul­le sid­de på Sin tro­ne i Him­me­len og udmå­le ”straf­fe” for men­ne­ske­nes syn­der: Nu er det for galt med dem der­ne­de, de skal lige have en omgang ver­denskrig, så kan de lære det! Eller hvad med: Nu er dem i Ita­li­en og Spa­ni­en gået over stre­gen, de skal lige have en omgang cor­o­na til straf, det skal nok brin­ge dem på andre tan­ker. Man må spør­ge sig, om de krist­ne, teo­lo­ger, præ­ster og læg­folk, der brin­ger den slags ”teo­lo­gi” i spil, man må spør­ge sig, om de ken­der blot det aller­mind­ste til Gud. Det lyder ikke sådan!

Jamen, hvor kom­mer den så fra, lidel­sen, syg­dom­men, døden? Og hvor­for kom­mer den? Det er et spørgs­mål, vi ikke kan ryste af os. Og der er et kri­stent svar på det. Men sva­ret, eller sva­re­ne, er yderst van­ske­li­ge, og inden vi så meget som vover at anty­de svar på sådan­ne spørgs­mål, må vi ind­se, at vore svar aldrig kan bli­ve fyl­dest­gø­ren­de. Hvor grun­di­ge og ærli­ge vi end for­sø­ger at være, vil vi altid sid­de til­ba­ge med en ”rest”, der vil altid bestå et lidel­sens og døde­ns myste­rie, hvor­på vi ikke fin­der noget svar på den­ne side af døden. Der vil altid reste­re en råd­vild­hed, hvor­til vi ikke har andet at sige end Her­re for­barm Dig! – Jeg skal der­for ind­skræn­ke mig til at skit­se­re eller anty­de et kri­stent svar på det ægte ”hvor­for”.

Hvor kom­mer de fra, lidel­sen og døden? – Den krist­ne tro er, at beg­ge dele kom­mer fra os! Og at beg­ge er en føl­ge af den kos­mi­ske kata­stro­fe, vi sæd­van­lig­vis omta­ler som syn­de­fal­det. Hvad bety­der det? Det bety­der føl­gen­de: Gud skab­te men­ne­sket, ikke til lidel­se og død, men til evigt liv med Ham selv. Men da men­ne­sket blev uly­digt mod Gud og Hans bud, for­vi­ste Gud men­ne­sket, Adam og Eva, fra Para­dis, sådan som det er beskre­vet i 1. Mose­bog. Hel­li­ge Basi­li­os den Sto­re omta­ler døde­ns kom­me sådan her: Men da men­ne­sket blev bed­ra­get af den træ­ske slan­ge og blev uly­digt mod Dig, dets Ska­ber, og døde ved sin egen synd, for­vi­ste Du det, Gud, efter Din ret­fær­di­ge dom fra Para­dis til den­ne ver­den og lod det atter bli­ve til den jord, hvoraf det er taget. (fra Basi­li­os­li­tur­gi­en)

Lidel­se og død er alt­så, kri­stent for­stå­et, slet og ret de vil­kår, vi er hen­vist til at leve under efter syn­de­fal­det. Ved at bry­de med Gud har men­ne­sket sat sig i en situ­a­tion, hvor døden og den lidel­se, som er for­bun­det med døden, er uom­gæn­ge­li­ge vil­kår. Døden kom­mer til os, til hver og én, og den kom­mer, hvad enten vi vil det eller ej. Den kan kom­me som ”natur­lig død”, når et men­ne­ske har nået høj alder, nog­le gan­ge kom­mer den som føl­ge af kri­ge eller ulyk­ker, andre gan­ge på grund af indi­vi­du­el syg­dom, andre igen som føl­ge af men­ne­skers for­bry­del­ser; og nog­le gan­ge – som nu – kom­mer syg­dom og død til os som en epi­de­mi, der brin­ger syg­dom og død overalt, hvor der er men­ne­sker, og på en stør­re ska­la end ”til dag­lig”. Men dø, det gør vi før eller siden.

Poin­ten er enkel: Døden er et grund­læg­gen­de vil­kår i men­ne­ske­li­vet, et uom­gæn­ge­ligt vil­kår, og ikke en hver­ken indi­vi­du­el eller kol­lek­tiv ”straf”, som Gud sæt­ter i værk over for sær­ligt syn­di­ge indi­vi­der eller natio­ner, fx ita­li­e­ner­ne, kine­ser­ne, ame­ri­ka­ner­ne eller dan­sker­ne. I den for­stand er døden ble­vet ”det natur­li­ge”, som hører med til alle men­ne­skers liv. Men kri­stent for­stå­et er døden det stik mod­sat­te, døde­ns vil­kår er helt og hol­dent una­tur­lig eller ikke-natur­lig, for den er ikke en del af Guds ska­bel­se, hel­ler ikke del af Guds hen­sigt eller plan med ska­bel­sen, men en abnor­mi­tet, en afvi­gel­se og en syg­dom, som men­ne­ske­ne selv har pådra­get sig.

Vil­kå­re­ne er da dis­se: for­gæn­ge­lig­hed og død er og vil altid være udgan­gen på vore jor­di­ske liv! Der er ingen bod­s­gang, ingen synds­be­vidst­hed, som kan ændre på de vil­kår. Døden er og bli­ver den nød­ven­di­ge pas­sa­ge – og den ene­ste pas­sa­ge – på vores vej til­ba­ge til Para­dis og til­ba­ge til Gud. Og der­med nær­mer vi os også, hvad den krist­ne tro har at sige ind i en situ­a­tion som dén, vi nu ople­ver.

Døden er ikke et ”pæda­go­gi­ske værk­tøj” i Guds vir­ke, og døden er hel­ler ikke noget straf­fe­mid­del til ret­led­ning af sær­ligt syn­di­ge men­ne­sker. Døden er slet ikke noget ”mid­del”, døden er for alvor, ja døden er den sid­ste fjen­de, som skal til­in­tet­gø­res (1. Kor. 15,26). Den krist­ne tro er, i kon­cen­trat, at Gud i Sin Søn, Jesus Kristus, har taget døden på Sig, og at Kristus har over­vun­det døden og sprængt døds­ri­gets por­te, for at vi men­ne­sker ikke læn­ge­re skal være døde­ns byt­te, men opstå til evigt liv med Ham.

Dét er den krist­ne tro, som nær­mer sig sit årli­ge høj­de­punkt i Påsken. Og om så alle kir­ker må for­bli­ve luk­ke­de grun­det epi­de­mi­ens hær­gen i Påsken 2020, og om så en stør­re del af os end sæd­van­ligt skal for­la­de det­te liv på grund af covid-19-epi­de­mi­en, så ændrer det ingen­ting ved Kri­sti sejr over døden, det ændrer ingen­ting ved Hans hel­li­ge Opstan­del­se og det ændrer ingen­ting ved, at vi, som tror på Ham i Hans Kir­ke, skal få del i Opstan­del­sen.

Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod – Men Gud ske tak, som giver os sej­ren ved vor Her­re Jesus Kristus (1. Kor. 15, 55 + 57) Sådan lyder det ret­te svar på vores ”hvor­for”, og det svar er det stik mod­sat­te af alle spe­ku­la­tio­ner om ”Guds straf”. Sva­ret er, at ja, vi lever i en jor­disk ver­den af for­gæn­ge­lig­hed og død, og ja, for­gæn­ge­lig­he­den og døden har deres tid, og ja, de fore­kom­mer sær­ligt akti­ve nu for tiden; men Kristus har besej­ret dem beg­ge, og den krist­ne tro og det krist­ne håb, ja, den krist­ne tro­ens vis­hed er, at vi skal få del i Hans sejr.

Gud straf­fer os ikke med døden, Gud frel­ser os fra døden.