Ja, vi er i ørkenen!

Gen­nem nog­le uger har vi været i en van­ske­lig situ­a­tion. Det virus, som angri­ber vore lan­de, gør vort liv usta­bilt. De fore­byg­gen­de for­an­stalt­nin­ger, som vi pålæg­ges, er tun­ge og lam­mer os i vores hver­dags­liv. Mens vi ind­led­te Den Sto­re Faste med ener­gi og håb om atter at fejre dens sær­li­ge tje­ne­ster med glæ­de, beder man os om ikke at for­la­de vore hjem, om ikke at begi­ve os til vore kir­ker; og kir­ker­ne selv er under­lagt stren­ge begræns­nin­ger, og vi ved ikke, hvor læn­ge vi skal være under­lagt den­ne begræns­ning.

Stil­let over for den­ne vir­ke­lig­hed føler vi os fortab­te, ja til og med for­lad­te af Gud. Og dog! Som krist­ne må vi hand­le og gen­fin­de tro­ens ener­gi.

Faste­ti­den er ofte af vore Fædre ble­vet betrag­tet som en tid i ørke­nen. I ørke­nen kon­fron­te­res vi med os selv, vi står ansigt til ansigt med os selv og, hvis vi vil, ansigt til ansigt med Gud! Måske kun­ne vi benyt­te den situ­a­tion og få en ikke ube­ty­de­lig ånde­lig gavn af den …

Ja, vi er i ørke­nen. – Hvis vi gen­læ­ser Bibe­len fin­der vi et før­ste, opmun­tren­de eksem­pel: Abra­ham! ”Drag ud fra dit land … til det land, jeg vil vise dig”; og Abra­ham dra­ger ud i ørke­nen uden at vide, hvor han skal hen. Sene­re leder Moses Guds folk under lig­nen­de vil­kår, og det bli­ver tiden for den lan­ge van­dring. Gen­nem alt det­te for­la­der Gud aldrig Sit folk, Han vej­le­der dem, opmun­trer dem, iret­te­sæt­ter dem nog­le gan­ge, men Han for­la­der dem aldrig! – Vi skal ikke lade os fri­ste af mod­løs­hed: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os” … Hele Sal­me 118 vid­ner om den vis­hed: ”Tak Her­ren, thi Han er god, thi Hans miskund­hed varer evin­de­lig.” Gud beva­rer os, Gud er vores Beskyt­ter: ”Jeg løf­ter mine øjne mod bjer­ge­ne, hvor­fra kom­mer min hjælp? Fra Her­ren kom­mer min hjælp, fra him­lens og jor­dens Ska­ber.” (Sl. 121)

Ja, vi er i ørke­nen. – Det er et gun­stigt øje­blik for at nær­me sig Gud, for at lade sig se af Gud i den til­stand, vi hver især er i, måske fat­ti­ge, syn­de­re, blot­te­de, sva­ge … men hvis vi har modet til at over­gi­ve os i Guds hæn­der, så vil vi bli­ve trø­ste­de lige­som Den Fortab­te Søn, som i sin ulyk­ke, i sin egen ørken, mod­ta­ges af Fade­ren, som fav­ner ham med Sine kær­li­ge arme.

Ja, vi er i ørke­nen. – Og Jesus selv har gen­nem­le­vet den erfa­ring: Lige som os blev Han fri­stet af djæ­vel­en, som fore­lag­de Ham løs­nin­ger til erstat­ning, da Han stod over for sult og over for ensom­hed (som vi måske mær­ker i dag), over for mag­ten … Men Her­ren har til­lid til Sin Fader og afvi­ser satan.

Ja, vi er i ørke­nen. – Og vi kan ikke mod­ta­ge Kri­sti Lege­me og Blod, sådan som vi ønsker. Den situ­a­tion er en hård prø­vel­se. Men ene­bo­er­ne i de før­ste århund­re­der, lige­som dem i dag, de modt­og og mod­ta­ger kun nad­ver yderst sjæl­dent. Det er gan­ske vist usæd­van­li­ge til­fæl­de, men vi befin­der os i en usæd­van­lig situ­a­tion. I øvrigt fort­sæt­ter tje­ne­ster­ne og Litur­gi­en vis­se ste­der, sær­ligt i klo­stre­ne; og vi mun­ke, som kan mod­ta­ge nad­ver, vi knyt­ter jer alle sam­men til den nad­ver, så I kan dra­ge nyt­te af den ved Guds nåde. Det er vores ansvar! Kom­mu­ni­o­nen, det er at være i fæl­les­skab med alle! I den­ne tid kan vi også mær­ke ensom­he­den; men hvis den ikke for­vand­ler sig til iso­la­tion, skal vi ikke bekym­re os: ”Man er aldrig min­dre ensom, end når man er ale­ne!” (Guil­lau­me de Saint Thier­ry)

Ja, vi er i ørke­nen. – Gud tal­te til pro­fe­ten Hoseas: ”Se, jeg vil lok­ke og føre hen­de ud i ørke­nen og tale hen­de kær­ligt til” (2,14). Den sæt­ning er måske også hen­vendt til vore sjæ­le i dis­se prø­vel­sens dage … for ja,vi er i en prø­vel­se, vi er tvung­ne til at adly­de myn­dig­he­der­ne. Det er ydmy­gen­de for os, som elsker at gøre frem­skridt i det ånde­li­ge liv med vor egen styr­ke og iføl­ge vore lov­li­ge prin­cip­per. Bedrø­vel­sen ydmy­ger os, men hel­li­ge Johan­nes af Vala­mo siger til os: ”Gen­nem bedrø­vel­sen lærer vi ydmyg­hed; og vi lærer at for­stå, at uden hjælp fra Gud fører vore anstren­gel­ser ingen veg­ne … det er ale­ne de ydmy­ge, Gud skæn­ker Sin nåde. Og uden ydmy­gel­ser er det umu­ligt at bli­ve ydmyg!”

Ja, vi er i ørke­nen. – Men der er ét sted, hvor vi aldrig er ale­ne, det er vort hjer­te! Dér er mødet med Gud altid muligt, dér kan vi være i fæl­les­skab med Gud. Det er dér, Han er, mens Han uop­hør­ligt siger til os: Jeg ven­ter på dig! Lad os da ikke tøve med at begi­ve os på vej til det møde. Han vil trø­ste os i vore prø­vel­ser; Han vil give os styr­ke og nåde til at kæm­pe den gode strid. Han vil ikke efter­la­de og for­æl­d­re­lø­se! Det er Kristus, som har sagt os dét …

Ja, vi er i ørke­nen. – Men må den bli­ve et sted for Fred og indre glæ­de, et sted for bøn for hele den liden­de ver­den; lad os være den ”fat­ti­ge som råber, og som Gud hører” på veg­ne af alle vore brød­re og alle men­ne­sker! Lad os i vore hjer­ter huse vore brød­re og søstre, som lider under den situ­a­tion, epi­de­mi­en har for­år­sa­get, de som er ang­ste, syge, i bedrø­vel­se, ulyk­ke og smer­te; lad os bede for dem, der med omhu sør­ger for os, dem der leder efter de bed­ste løs­nin­ger, så vi kan beva­res fra enhver sorg. Vores bøn skal hid­kal­de Guds nåde, og den skal være en lin­dren­de sal­ve på vore smer­ten­de sår.

”Selv i ørke­nen lærer Hel­li­gån­den os at bede for men­ne­ske­ne og for den hele ver­den”. Hel­li­ge Silou­an

Ja, vi er i ørke­nen, men ørke­nen skal jub­le og blom­stre (Es. 35)

Sign. + Archi­man­dri­te Symeon, Higoumè­ne du Monastère St-Silou­a­ne

 

Om for­fat­te­ren:

Tek­sten her oven­for er skre­vet af Père Symeon Cos­sec og over­sat fra fransk. Père Symeon er en gam­mel bekendt af over­sæt­te­ren. Vi har kendt hin­an­den gen­nem næsten 30 år. Vi mød­tes før­ste gang på Johan­nes Døbe­rens Klo­ster i Essex, Eng­land i 1992. Et par år sene­re besøg­te vi, Inger Bir­git­te og jeg, Hel­li­ge Silou­ans klo­ster i Bre­tag­ne, Frank­rig; og det har vi gjort en del gan­ge siden.
Da jeg blev ordi­ne­ret som dia­kon i 2002 hav­de jeg efter­føl­gen­de et læn­ge­re ophold på Hel­li­ge Silou­ans Klo­ster for at sæt­te mig ind i tje­ne­sten som dia­kon; så Père Symeon har så at sige været min litur­gi­ske lære­me­ster.
De sene­ste år har vi ikke haft lej­lig­hed til at besø­ge kloste­ret, sådan som vi ger­ne vil­le; men vi har aldrig mistet for­bin­del­sen. For nylig er Père Symeon ble­vet valgt som ny biskop i det reor­ga­ni­se­re­de Paris-ærke­stift, nu i Moskvas Patri­ar­kat. Da jeg fik det at vide, skrev jeg strakt til ham og ønske­de til lyk­ke. Det vides end­nu ikke, hvor­når ind­sæt­tel­sen fin­der sted.
f. Poul