Gennem nogle uger har vi været i en vanskelig situation. Det virus, som angriber vore lande, gør vort liv ustabilt. De forebyggende foranstaltninger, som vi pålægges, er tunge og lammer os i vores hverdagsliv. Mens vi indledte Den Store Faste med energi og håb om atter at fejre dens særlige tjenester med glæde, beder man os om ikke at forlade vore hjem, om ikke at begive os til vore kirker; og kirkerne selv er underlagt strenge begrænsninger, og vi ved ikke, hvor længe vi skal være underlagt denne begrænsning.
Stillet over for denne virkelighed føler vi os fortabte, ja til og med forladte af Gud. Og dog! Som kristne må vi handle og genfinde troens energi.
Fastetiden er ofte af vore Fædre blevet betragtet som en tid i ørkenen. I ørkenen konfronteres vi med os selv, vi står ansigt til ansigt med os selv og, hvis vi vil, ansigt til ansigt med Gud! Måske kunne vi benytte den situation og få en ikke ubetydelig åndelig gavn af den …
Ja, vi er i ørkenen. – Hvis vi genlæser Bibelen finder vi et første, opmuntrende eksempel: Abraham! ”Drag ud fra dit land … til det land, jeg vil vise dig”; og Abraham drager ud i ørkenen uden at vide, hvor han skal hen. Senere leder Moses Guds folk under lignende vilkår, og det bliver tiden for den lange vandring. Gennem alt dette forlader Gud aldrig Sit folk, Han vejleder dem, opmuntrer dem, irettesætter dem nogle gange, men Han forlader dem aldrig! – Vi skal ikke lade os friste af modløshed: ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os” … Hele Salme 118 vidner om den vished: ”Tak Herren, thi Han er god, thi Hans miskundhed varer evindelig.” Gud bevarer os, Gud er vores Beskytter: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens Skaber.” (Sl. 121)
Ja, vi er i ørkenen. – Det er et gunstigt øjeblik for at nærme sig Gud, for at lade sig se af Gud i den tilstand, vi hver især er i, måske fattige, syndere, blottede, svage … men hvis vi har modet til at overgive os i Guds hænder, så vil vi blive trøstede ligesom Den Fortabte Søn, som i sin ulykke, i sin egen ørken, modtages af Faderen, som favner ham med Sine kærlige arme.
Ja, vi er i ørkenen. – Og Jesus selv har gennemlevet den erfaring: Lige som os blev Han fristet af djævelen, som forelagde Ham løsninger til erstatning, da Han stod over for sult og over for ensomhed (som vi måske mærker i dag), over for magten … Men Herren har tillid til Sin Fader og afviser satan.
Ja, vi er i ørkenen. – Og vi kan ikke modtage Kristi Legeme og Blod, sådan som vi ønsker. Den situation er en hård prøvelse. Men eneboerne i de første århundreder, ligesom dem i dag, de modtog og modtager kun nadver yderst sjældent. Det er ganske vist usædvanlige tilfælde, men vi befinder os i en usædvanlig situation. I øvrigt fortsætter tjenesterne og Liturgien visse steder, særligt i klostrene; og vi munke, som kan modtage nadver, vi knytter jer alle sammen til den nadver, så I kan drage nytte af den ved Guds nåde. Det er vores ansvar! Kommunionen, det er at være i fællesskab med alle! I denne tid kan vi også mærke ensomheden; men hvis den ikke forvandler sig til isolation, skal vi ikke bekymre os: ”Man er aldrig mindre ensom, end når man er alene!” (Guillaume de Saint Thierry)
Ja, vi er i ørkenen. – Gud talte til profeten Hoseas: ”Se, jeg vil lokke og føre hende ud i ørkenen og tale hende kærligt til” (2,14). Den sætning er måske også henvendt til vore sjæle i disse prøvelsens dage … for ja,vi er i en prøvelse, vi er tvungne til at adlyde myndighederne. Det er ydmygende for os, som elsker at gøre fremskridt i det åndelige liv med vor egen styrke og ifølge vore lovlige principper. Bedrøvelsen ydmyger os, men hellige Johannes af Valamo siger til os: ”Gennem bedrøvelsen lærer vi ydmyghed; og vi lærer at forstå, at uden hjælp fra Gud fører vore anstrengelser ingen vegne … det er alene de ydmyge, Gud skænker Sin nåde. Og uden ydmygelser er det umuligt at blive ydmyg!”
Ja, vi er i ørkenen. – Men der er ét sted, hvor vi aldrig er alene, det er vort hjerte! Dér er mødet med Gud altid muligt, dér kan vi være i fællesskab med Gud. Det er dér, Han er, mens Han uophørligt siger til os: Jeg venter på dig! Lad os da ikke tøve med at begive os på vej til det møde. Han vil trøste os i vore prøvelser; Han vil give os styrke og nåde til at kæmpe den gode strid. Han vil ikke efterlade og forældreløse! Det er Kristus, som har sagt os dét …
Ja, vi er i ørkenen. – Men må den blive et sted for Fred og indre glæde, et sted for bøn for hele den lidende verden; lad os være den ”fattige som råber, og som Gud hører” på vegne af alle vore brødre og alle mennesker! Lad os i vore hjerter huse vore brødre og søstre, som lider under den situation, epidemien har forårsaget, de som er angste, syge, i bedrøvelse, ulykke og smerte; lad os bede for dem, der med omhu sørger for os, dem der leder efter de bedste løsninger, så vi kan bevares fra enhver sorg. Vores bøn skal hidkalde Guds nåde, og den skal være en lindrende salve på vore smertende sår.
”Selv i ørkenen lærer Helligånden os at bede for menneskene og for den hele verden”. Hellige Silouan
Ja, vi er i ørkenen, men ørkenen skal juble og blomstre (Es. 35)
Sign. + Archimandrite Symeon, Higoumène du Monastère St-Silouane
Om forfatteren:
Teksten her ovenfor er skrevet af Père Symeon Cossec og oversat fra fransk. Père Symeon er en gammel bekendt af oversætteren. Vi har kendt hinanden gennem næsten 30 år. Vi mødtes første gang på Johannes Døberens Kloster i Essex, England i 1992. Et par år senere besøgte vi, Inger Birgitte og jeg, Hellige Silouans kloster i Bretagne, Frankrig; og det har vi gjort en del gange siden.
Da jeg blev ordineret som diakon i 2002 havde jeg efterfølgende et længere ophold på Hellige Silouans Kloster for at sætte mig ind i tjenesten som diakon; så Père Symeon har så at sige været min liturgiske læremester.
De seneste år har vi ikke haft lejlighed til at besøge klosteret, sådan som vi gerne ville; men vi har aldrig mistet forbindelsen. For nylig er Père Symeon blevet valgt som ny biskop i det reorganiserede Paris-ærkestift, nu i Moskvas Patriarkat. Da jeg fik det at vide, skrev jeg strakt til ham og ønskede til lykke. Det vides endnu ikke, hvornår indsættelsen finder sted.
f. Poul