Københavns lutherske biskop, Peter Skov-Jakobsen førte sig stærkt nedladende frem i Kristeligt Dagblad den 17. marts over for ortodoks kirke og teologi. Som kommentar til, at visse ortodokse kirker tøver med at aflyse gudstjenester grundet corona-virus, citeres Skov-Jakobsen i avisen for, at man skal ikke fjolle med virkeligheden. Og han følger op ved at hævde, at ortodoks teologi skulle bestå i meningsløse spekulationer af typen: Hvor mange engle kan der stå på spidsen af en nål og andre teologiske spidsfindigheder.
Tankevækkende at den slags hån netop skulle komme fra en biskop, som i sit stift huser præster, der arbejder med ”digital nadver” og på TV-skærmen i ramme alvor opfordrer folk til at stille brød og saftevand frem på spisebordene derhjemme og så indtage dem som Kristi Legeme og Blod, efter at TV-præsten via sin mobiltelefon har udtalt de såkaldte indstiftelsesord!
Vi må spørge: Hvem er det, der fjoller med virkeligheden?
Med det sagt er der grund til at gå nærmere ind på de positioner, der har udkrystalliseret sig i Den Ortodokse Kirke i forbindelse med den aktuelle covid-19 epidemi. Til at begynde med tøvede Kirken overalt i den ortodokse verden; siden er der opstået to modsatrettede positioner. Groft sagt indebærer det, at Den Russiske Kirke, Moskvas Patriarkat m.fl. afviser enhver tanke om aflysning eller ændringer i den måde, man fejrer gudstjenester på, særligt når det gælder Liturgien (”højmessen”) og uddelingen af de hellige Gaver eller nadveren. Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel har indtaget den modsatte position og bedt sine menigheder overalt i verden om at aflyse alle tjenester indtil videre.
Det er de to ”hovedlinjer”. Ind imellem dem er der en række kompromis-løsninger, som jeg ikke skal komme ind på. Nedenfor skal jeg i korthed skitsere de tanker og den teologi, der ligger bag ved de forskellige valg.
Ortodoks teologi og forståelse af det kristne liv er grundlæggende konkret og fysisk. Hvor den lutherske kristendom lægger næsten al vægt på ”Ordet”, det talte ord og den intellektuelle proces, der knytter sig til det, dér er ortodoks kristendom konkret. Derfor er det for ortodokse kristne fuldkommen afgørende at komme i kirke, at indgå i det hellige rum, der skabes i kirken ved de hellige tjenester; og det er vigtigt for os ortodokse at møde de hellige i skikkelse af ikonerne, at ære dem ved at bøje os for dem og kysse dem. Og det er frem for alt vigtigt for os ortodokse kristne regelmæssigt at modtage Kristi Legeme og Blod ved nadveren og i den forbindelse at ære og kysse kalken, hvori Gaverne bæres frem.
Samtidigt skal vi huske på, at der gennem historien er mange eksempler på, at ortodokse kristne gennem lange tider har været forhindrede i at modtage de hellige Gaver, nogle gange det meste af deres livstid; uden at det har kunnet skille dem fra Kristus.
Men som sagt og under alle normale omstændigheder: Kirkens konkrete liv i dets fysiske udfoldelse er slet og ret livsnerven for ortodokse kristne. Derfor er der blandt ortodokse kristne ikke den store forståelse for den udpræget lutherske vits om at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen. – For, som sagt, den konkrete tilstedeværelse og den fysiske tilgang til det hellige — og til de hellige – er for ortodokse den rette og den naturlige måde at leve sit kristenliv på. Derfor er det ekstremt vanskeligt for ortodokse at stille det kirkelige liv på pause, ligesom det ikke er let at ændre på den form, det plejer at have og ”altid” har haft.
I Moskvas Patriarkats hellige Synode er der truffet en række beslutninger. Dem tager vi som eksempel, for de er karakteristiske for måden at tænke på mange steder i den ortodokse verden. – Og vi begynder med et citat fra Metropolit Hilarion (Alfeyev), som er Synodens talsmand. Som begrundelse for ikke at ville sætte Kirkens tjenester på pause og ikke at ville ændre Liturgiens og nadverens form udtaler metropolitten: Ortodokse tror ikke, at virus og sygdom kan overføres gennem nadveren.
Det er et grundlæggende sandt udsagn ifølge ortodoks tro og teologi. Vi tror, at de hellige Gaver, brødet og vinen, som bæres frem på Kirkens alter, at de virkelig forvandles til Kristi Legeme og Blod. Og det er utænkeligt, ja, mere end det, det er en vranglære, at virus, sygdom og død skulle kunne være knyttet til Kristus eller komme fra Ham! Dét er grundlaget for den ortodokse tøven og modvilje over for aflysninger.
Udsagnet er altså sandt! Og hvis der ikke var andre faktorer på spil, ville det være tilstrækkelig grund til ikke at aflyse eller ændre noget som helst. Men efter min – og mange andre ortodokses – mening er udsagnet nok sandt, men ikke fuldt dækkende; og for at kunne danne grundlag for overvejelser og beslutninger i en situation som den foreliggende med sygdom og smittefare, må det omformes, så det kommer til at hedde: De hellige Gaver, Herrens Legeme og Blod, bærer ikke og kan ikke i og for sig bære eller overføre sygdom og død!
”I og for sig” er de centrale og afgørende ord. For til Kristi Legeme og Blod kan sygdom og død aldrig være knyttet; men ”rundt omkring” de hellige Gaver er der en lang række elementer, skeen, som bruges til at give de troende nadver; klædet, som bruges til at tørre kalken af; præstens og hjælpernes klæder og hænder, kort sagt hele det kirkelige miljø. Alle disse elementer kan kun alt for let være smittebærende.
Følgelig kan der ikke meningsfuldt argumenteres for, at man ikke må ændre på ”omstændighederne” omkring nadveren; med mindre altså man vil hævde, at hele kirken (kirkerummet), hele det fysiske miljø, er Guds Rige, allerede fuldt og helt etableret på jorden, og at sygdom og død derfor ikke kan trænge ind dér. Men en sådan påstand er jo helt åbenlyst ikke sand, heller ikke for Den Ortodokse Kirke.
Det er der ganske vist visse ortodokse, som mener. Den Guddommelige Liturgi indledes med ordene: Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i al evighed; og af de ord tager nogle anledning til netop at hævde, at så er Guds Rige, i og med den hellige tjeneste, fuldt etableret, og følgelig kan ingen sygdom trænge ind dér.
Det modsiges imidlertid af virkeligheden, også dér hvor man afviser enhver mulig aflysning eller ændring. For overalt i den ortodokse verden, også i den russiske Kirke, indskærper man nødvendigheden af omhyggelige hygiejniske forholdsregler: Undlad at kysse ikonerne og kalken, undlad at røre ved hinanden, hold afstand osv., kort sagt alle de forskrifter, vi den seneste tid har lært at kende alt for godt; men som ville være unødvendige, hvis vi allerede helt og fuldt befandt os i Guds Rige.
Sund ortodoks tro er noget andet: Vi tror, at ved de hellige tjenester, ikke mindst ved Den Guddommelige Liturgi, får vi en afglans af Guds Rige, vi får glimtvis eller anelsesvis adgang til Riget; men Guds Rige i hele dets fylde, det bliver ikke virkelighed i denne, den jordiske verden. Og derfor må vi selvfølgelig operere med ”jordiske” forsigtighedsregler, også under vore gudstjenester.
Hos os i Gudsmoders Beskyttelses Menighed har vi på intet tidspunkt afvist ændringer eller forholdsregler. Tværtimod. Vi var raske – efter nogens mening for raske – til at tilpasse os situationen. Et eksempel: Til den sædvanlige nadveruddeling i Den Ortodokse Kirke hører, at kommunikanterne modtager de hellige Gaver fra samme kalk og med én og samme ske, og at de efterfølgende tørres om munden med ét og samme røde klæde. Men der findes ikke nogen gyldig, teologisk begrundelse for, at det netop skal foregå på den måde. I vores menighed begyndte vi derfor, straks corona viste sig, at bruge separat ske til hver enkelt i menigheden, ligesom vi ophørte med at bruge ét og samme røde klæde til aftørring af munden efter modtagelse og erstattede det med papirservietter.
Som truslen er vokset, er vi gået over til at fejre Liturgien kun med præst, læser og altertjener, altså ganske få personer, men vi har aflyst de troendes deltagelse. På den måde bedes der fortsat sakramentalt for alle i menigheden, de er med ved den såkaldte proskomidi og når de hellige Gaver bæres frem på alteret, men menigheden er altså ikke fysisk til stede. – Vi ”aflyser” således ikke mysteriet eller sakramentet, men alene de troendes fysiske tilstedeværelse. Sådan gør vi indtil videre, alt imens vi naturligvis følger myndighedernes anvisninger og anbefalinger.
For at konkludere: Det er, også i ortodoks forståelse, uansvarligt, hvis man ikke vil følge sundhedsmyndighedernes klare opfordringer til ikke at forsamles. Og man skal ikke behandle tallet 100 (som det først var) eller 10 (som det nu er blevet) som “magiske tal”.
Ansvarlighed indebærer også – og ikke mindst – at vi ikke alene tænker på den risiko, vi selv udsætter os for hver især, men tænker på alle andre mennesker, på de ældre, de syge og svage; og at vi derfor gør alt, hvad der står i vores magt for ikke at blive del af en såkaldt smittekæde, hvor vi ikke nødvendigvis selv bliver syge, men risikerer at være smittebærere og dermed til skade for andre.
Jeg ved godt, at nogle ortodokse nægter at følge myndighedernes anvisninger, og at de fortsætter med Liturgi, lige meget hvad. Og til og med gør en dyd ud af det. I så fald gør de fejl. – Og jeg ved godt, at nogle ortodokse tænker på den måde, at vi slet ikke skal bekymre os om ”det jordiske”, men blot gøre, som vi ”altid” har gjort, og stole på, at Gud vil holde hånden over os. Ja, der er dem, som ligefrem ser egenrådighed i forhold til myndighedernes anvisninger som en slags ”prøve” eller ”bevis” på, at deres tro er særligt stærk. – Til dem er der blot at sige: Jo, Gud holder virkelig hånden over os; men det betyder ikke, at vi bare kan lægge ansvaret fra os.
Kirken hører til Kristus, I Kirken får vi adgang til den guddommelige virkelighed. OG SAMTIDIGT: Kirken er i verden, her på jorden, på “jordiske” betingelser, som vi er afhængige af. Kirken er (endnu) ikke Himlen på jorden.
Det er en både naiv og stædig teologi, hvis man tror, at når bare man går i kirke, så er man fritaget for fare. Der er også smittefare i Kirken, og vi skal være ansvarlige.
For ortodokse kristne, også for vores menighed, er det fuldkommen afgørende, at vi fortsætter med at fejre den hellige Eukaristi, at der ved forberedelsen af brødet og vinen (proskomidien) bedes for alle i menigheden, alle nære og kære, så at vi alle frembæres på alteret og således fortsat er del af de hellige Gavers forvandling og på den måde får del i Kristi Legeme og Blod, om end pr. ”stedfortræder” (præsten).
Så nej, det er ikke os ortodokse, der fjoller med virkeligheden. Det er ikke os, der gør os meningsløse spekulationer. Og det er endelig ikke os, der fører en teologi, som lader fem og syv være lige og påstår, at det er lige meget, om man gør de hellige mysterier eller sakramenter til en elektronisk leg eller et ”spil” og dermed fratager dem enhver alvor.