Guds Rige lader sig ikke aflyse

Køben­havns lut­her­ske biskop, Peter Skov-Jakob­sen før­te sig stærkt ned­la­den­de frem i Kri­ste­ligt Dag­blad den 17. marts over for orto­doks kir­ke og teo­lo­gi. Som kom­men­tar til, at vis­se orto­dok­se kir­ker tøver med at afly­se gud­stje­ne­ster grun­det cor­o­na-virus, cite­res Skov-Jakob­sen i avi­sen for, at man skal ikke fjol­le med vir­ke­lig­he­den. Og han føl­ger op ved at hæv­de, at orto­doks teo­lo­gi skul­le bestå i menings­lø­se spe­ku­la­tio­ner af typen: Hvor man­ge eng­le kan der stå på spid­sen af en nål og andre teo­lo­gi­ske spids­fin­dig­he­der.

Tan­ke­væk­ken­de at den slags hån net­op skul­le kom­me fra en biskop, som i sit stift huser præ­ster, der arbej­der med ”digi­tal nad­ver” og på TV-skær­men i ram­me alvor opfor­drer folk til at stil­le brød og saf­te­vand frem på spi­se­bor­de­ne der­hjem­me og så ind­ta­ge dem som Kri­sti Lege­me og Blod, efter at TV-præ­sten via sin mobil­te­le­fon har udtalt de såkald­te indstif­tel­ses­ord!

Vi må spør­ge: Hvem er det, der fjol­ler med vir­ke­lig­he­den?

Med det sagt er der grund til at gå nær­me­re ind på de posi­tio­ner, der har udkrystal­li­se­ret sig i Den Orto­dok­se Kir­ke i for­bin­del­se med den aktu­el­le covid-19 epi­de­mi. Til at begyn­de med tøve­de Kir­ken overalt i den orto­dok­se ver­den; siden er der opstå­et to mod­sa­t­ret­te­de posi­tio­ner. Groft sagt inde­bæ­rer det, at Den Rus­si­ske Kir­ke, Moskvas Patri­ar­kat m.fl. afvi­ser enhver tan­ke om aflys­ning eller ændrin­ger i den måde, man fejrer gud­stje­ne­ster på, sær­ligt når det gæl­der Litur­gi­en (”høj­mes­sen”) og udde­lin­gen af de hel­li­ge Gaver eller nad­ve­ren. Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i Kon­stan­ti­no­pel har ind­ta­get den mod­sat­te posi­tion og bedt sine menig­he­der overalt i ver­den om at afly­se alle tje­ne­ster ind­til vide­re.

Det er de to ”hoved­linjer”. Ind imel­lem dem er der en ræk­ke kom­pro­mis-løs­nin­ger, som jeg ikke skal kom­me ind på. Neden­for skal jeg i kort­hed skit­se­re de tan­ker og den teo­lo­gi, der lig­ger bag ved de for­skel­li­ge valg.

Orto­doks teo­lo­gi og for­stå­el­se af det krist­ne liv er grund­læg­gen­de kon­kret og fysisk. Hvor den lut­her­ske kri­sten­dom læg­ger næsten al vægt på ”Ordet”, det tal­te ord og den intel­lek­tu­el­le pro­ces, der knyt­ter sig til det, dér er orto­doks kri­sten­dom kon­kret. Der­for er det for orto­dok­se krist­ne fuld­kom­men afgø­ren­de at kom­me i kir­ke, at ind­gå i det hel­li­ge rum, der ska­bes i kir­ken ved de hel­li­ge tje­ne­ster; og det er vig­tigt for os orto­dok­se at møde de hel­li­ge i skik­kel­se af iko­ner­ne, at ære dem ved at bøje os for dem og kys­se dem. Og det er frem for alt vig­tigt for os orto­dok­se krist­ne regel­mæs­sigt at mod­ta­ge Kri­sti Lege­me og Blod ved nad­ve­ren og i den for­bin­del­se at ære og kys­se kal­ken, hvori Gaver­ne bæres frem.

Sam­ti­digt skal vi huske på, at der gen­nem histo­ri­en er man­ge eksemp­ler på, at orto­dok­se krist­ne gen­nem lan­ge tider har været for­hin­dre­de i at mod­ta­ge de hel­li­ge Gaver, nog­le gan­ge det meste af deres liv­s­tid; uden at det har kun­net skil­le dem fra Kristus.

Men som sagt og under alle nor­ma­le omstæn­dig­he­der: Kir­kens kon­kre­te liv i dets fysi­ske udfol­del­se er slet og ret livs­ner­ven for orto­dok­se krist­ne. Der­for er der blandt orto­dok­se krist­ne ikke den sto­re for­stå­el­se for den udpræ­get lut­her­ske vits om at det er bed­re at sid­de på kro­en og tæn­ke på kir­ken end at sid­de i kir­ken og tæn­ke på kro­en. – For, som sagt, den kon­kre­te til­ste­de­væ­rel­se og den fysi­ske til­gang til det hel­li­ge — og til de hel­li­ge – er for orto­dok­se den ret­te og den natur­li­ge måde at leve sit kri­sten­liv på. Der­for er det ekstremt van­ske­ligt for orto­dok­se at stil­le det kir­ke­li­ge liv på pau­se, lige­som det ikke er let at ændre på den form, det ple­jer at have og ”altid” har haft.

I Moskvas Patri­ar­kats hel­li­ge Syno­de er der truf­fet en ræk­ke beslut­nin­ger. Dem tager vi som eksem­pel, for de er karak­te­ri­sti­ske for måden at tæn­ke på man­ge ste­der i den orto­dok­se ver­den. – Og vi begyn­der med et citat fra Metro­po­lit Hila­rion (Alfey­ev), som er Syno­dens tals­mand. Som begrun­del­se for ikke at vil­le sæt­te Kir­kens tje­ne­ster på pau­se og ikke at vil­le ændre Litur­gi­ens og nad­ve­rens form udta­ler metro­po­lit­ten: Orto­dok­se tror ikke, at virus og syg­dom kan over­fø­res gen­nem nad­ve­ren.

Det er et grund­læg­gen­de sandt udsagn iføl­ge orto­doks tro og teo­lo­gi. Vi tror, at de hel­li­ge Gaver, brø­d­et og vinen, som bæres frem på Kir­kens alter, at de vir­ke­lig for­vand­les til Kri­sti Lege­me og Blod. Og det er utæn­ke­ligt, ja, mere end det, det er en vrang­læ­re, at virus, syg­dom og død skul­le kun­ne være knyt­tet til Kristus eller kom­me fra Ham! Dét er grund­la­get for den orto­dok­se tøven og mod­vil­je over for aflys­nin­ger.

Udsag­net er alt­så sandt! Og hvis der ikke var andre fak­to­rer på spil, vil­le det være til­stræk­ke­lig grund til ikke at afly­se eller ændre noget som helst. Men efter min – og man­ge andre orto­dok­ses – mening er udsag­net nok sandt, men ikke fuldt dæk­ken­de; og for at kun­ne dan­ne grund­lag for over­vej­el­ser og beslut­nin­ger i en situ­a­tion som den fore­lig­gen­de med syg­dom og smit­te­fa­re, må det omfor­mes, så det kom­mer til at hed­de: De hel­li­ge Gaver, Her­rens Lege­me og Blod, bærer ikke og kan ikke i og for sig bære eller over­fø­re syg­dom og død!

”I og for sig” er de cen­tra­le og afgø­ren­de ord. For til Kri­sti Lege­me og Blod kan syg­dom og død aldrig være knyt­tet; men ”rundt omkring” de hel­li­ge Gaver er der en lang ræk­ke ele­men­ter, ske­en, som bru­ges til at give de tro­en­de nad­ver; klæ­det, som bru­ges til at tør­re kal­ken af; præ­stens og hjæl­per­nes klæ­der og hæn­der, kort sagt hele det kir­ke­li­ge mil­jø. Alle dis­se ele­men­ter kan kun alt for let være smit­te­bæ­ren­de.

Føl­ge­lig kan der ikke menings­fuldt argu­men­te­res for, at man ikke må ændre på ”omstæn­dig­he­der­ne” omkring nad­ve­ren; med min­dre alt­så man vil hæv­de, at hele kir­ken (kir­ke­rum­met), hele det fysi­ske mil­jø, er Guds Rige, alle­re­de fuldt og helt etab­le­ret på jor­den, og at syg­dom og død der­for ikke kan træn­ge ind dér. Men en sådan påstand er jo helt åben­lyst ikke sand, hel­ler ikke for Den Orto­dok­se Kir­ke.

Det er der gan­ske vist vis­se orto­dok­se, som mener. Den Gud­dom­me­li­ge Litur­gi ind­le­des med orde­ne: Vel­sig­net være Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Rige, nu og altid og i al evig­hed; og af de ord tager nog­le anled­ning til net­op at hæv­de, at så er Guds Rige, i og med den hel­li­ge tje­ne­ste, fuldt etab­le­ret, og føl­ge­lig kan ingen syg­dom træn­ge ind dér.

Det mod­si­ges imid­ler­tid af vir­ke­lig­he­den, også dér hvor man afvi­ser enhver mulig aflys­ning eller ændring. For overalt i den orto­dok­se ver­den, også i den rus­si­ske Kir­ke, ind­skær­per man nød­ven­dig­he­den af omhyg­ge­li­ge hygiej­ni­ske for­holds­reg­ler: Und­lad at kys­se iko­ner­ne og kal­ken, und­lad at røre ved hin­an­den, hold afstand osv., kort sagt alle de for­skrif­ter, vi den sene­ste tid har lært at ken­de alt for godt; men som vil­le være unød­ven­di­ge, hvis vi alle­re­de helt og fuldt befandt os i Guds Rige.

Sund orto­doks tro er noget andet: Vi tror, at ved de hel­li­ge tje­ne­ster, ikke mindst ved Den Gud­dom­me­li­ge Litur­gi, får vi en afg­lans af Guds Rige, vi får glimt­vis eller anel­ses­vis adgang til Riget; men Guds Rige i hele dets fyl­de, det bli­ver ikke vir­ke­lig­hed i den­ne, den jor­di­ske ver­den. Og der­for må vi selv­føl­ge­lig ope­re­re med ”jor­di­ske” for­sig­tig­heds­reg­ler, også under vore gud­stje­ne­ster.

Hos os i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed har vi på intet tids­punkt afvist ændrin­ger eller for­holds­reg­ler. Tvær­ti­mod. Vi var raske – efter nogens mening for raske – til at til­pas­se os situ­a­tio­nen. Et eksem­pel: Til den sæd­van­li­ge nad­ver­ud­de­ling i Den Orto­dok­se Kir­ke hører, at kom­mu­ni­kan­ter­ne mod­ta­ger de hel­li­ge Gaver fra sam­me kalk og med én og sam­me ske, og at de efter­føl­gen­de tør­res om mun­den med ét og sam­me røde klæ­de. Men der fin­des ikke nogen gyl­dig, teo­lo­gisk begrun­del­se for, at det net­op skal fore­gå på den måde. I vores menig­hed begynd­te vi der­for, straks cor­o­na viste sig, at bru­ge sepa­rat ske til hver enkelt i menig­he­den, lige­som vi ophør­te med at bru­ge ét og sam­me røde klæ­de til aftør­ring af mun­den efter mod­ta­gel­se og erstat­te­de det med papir­ser­viet­ter.

Som trus­len er vok­set, er vi gået over til at fejre Litur­gi­en kun med præst, læser og altertje­ner, alt­så gan­ske få per­so­ner, men vi har aflyst de tro­en­des del­ta­gel­se. På den måde bedes der fort­sat sakra­men­talt for alle i menig­he­den, de er med ved den såkald­te prosko­mi­di og når de hel­li­ge Gaver bæres frem på alte­ret, men menig­he­den er alt­så ikke fysisk til ste­de. – Vi ”afly­ser” såle­des ikke myste­ri­et eller sakra­men­tet, men ale­ne de tro­en­des fysi­ske til­ste­de­væ­rel­se. Sådan gør vi ind­til vide­re, alt imens vi natur­lig­vis føl­ger myn­dig­he­der­nes anvis­nin­ger og anbe­fa­lin­ger.

For at kon­klu­de­re: Det er, også i orto­doks for­stå­el­se, uansvar­ligt, hvis man ikke vil føl­ge sund­hedsmyn­dig­he­der­nes kla­re opfor­drin­ger til ikke at for­sam­les. Og man skal ikke behand­le tal­let 100 (som det først var) eller 10 (som det nu er ble­vet) som “magi­ske tal”.

Ansvar­lig­hed inde­bæ­rer også – og ikke mindst – at vi ikke ale­ne tæn­ker på den risi­ko, vi selv udsæt­ter os for hver især, men tæn­ker på alle andre men­ne­sker, på de ældre, de syge og sva­ge; og at vi der­for gør alt, hvad der står i vores magt for ikke at bli­ve del af en såkaldt smit­tekæ­de, hvor vi ikke nød­ven­dig­vis selv bli­ver syge, men risi­ke­rer at være smit­te­bæ­re­re og der­med til ska­de for andre.

Jeg ved godt, at nog­le orto­dok­se næg­ter at føl­ge myn­dig­he­der­nes anvis­nin­ger, og at de fort­sæt­ter med Litur­gi, lige meget hvad. Og til og med gør en dyd ud af det. I så fald gør de fejl. – Og jeg ved godt, at nog­le orto­dok­se tæn­ker på den måde, at vi slet ikke skal bekym­re os om ”det jor­di­ske”, men blot gøre, som vi ”altid” har gjort, og sto­le på, at Gud vil hol­de hån­den over os. Ja, der er dem, som lige­frem ser egen­rå­dig­hed i for­hold til myn­dig­he­der­nes anvis­nin­ger som en slags ”prø­ve” eller ”bevis” på, at deres tro er sær­ligt stærk. – Til dem er der blot at sige: Jo, Gud hol­der vir­ke­lig hån­den over os; men det bety­der ikke, at vi bare kan læg­ge ansva­ret fra os.

Kir­ken hører til Kristus, I Kir­ken får vi adgang til den gud­dom­me­li­ge vir­ke­lig­hed. OG SAMTIDIGT: Kir­ken er i ver­den, her på jor­den, på “jor­di­ske” betin­gel­ser, som vi er afhæn­gi­ge af. Kir­ken er (end­nu) ikke Him­len på jor­den.

Det er en både naiv og stæ­dig teo­lo­gi, hvis man tror, at når bare man går i kir­ke, så er man fri­ta­get for fare. Der er også smit­te­fa­re i Kir­ken, og vi skal være ansvar­li­ge.

For orto­dok­se krist­ne, også for vores menig­hed, er det fuld­kom­men afgø­ren­de, at vi fort­sæt­ter med at fejre den hel­li­ge Euka­ri­sti, at der ved for­be­re­del­sen af brø­d­et og vinen (prosko­mi­di­en) bedes for alle i menig­he­den, alle nære og kære, så at vi alle frem­bæ­res på alte­ret og såle­des fort­sat er del af de hel­li­ge Gavers for­vand­ling og på den måde får del i Kri­sti Lege­me og Blod, om end pr. ”sted­fortræ­der” (præ­sten).

Så nej, det er ikke os orto­dok­se, der fjol­ler med vir­ke­lig­he­den. Det er ikke os, der gør os menings­lø­se spe­ku­la­tio­ner. Og det er ende­lig ikke os, der fører en teo­lo­gi, som lader fem og syv være lige og påstår, at det er lige meget, om man gør de hel­li­ge myste­ri­er eller sakra­men­ter til en elek­tro­nisk leg eller et ”spil” og der­med fra­ta­ger dem enhver alvor.