Det kan ikke siges højt, klart og tydeligt nok: Enhver påstand om, at noget ondt skulle komme fra Gud er en falsk teologi. Alle sådanne påstande er løgn. Intet ondt, intet skadeligt kommer fra Gud! Det er utænkeligt, at ødelæggelse og død skulle komme fra Gud. Gud sender ikke epidemier, Gud sender ikke tørke, oversvømmelse, græshopper eller andre plager for at ”straffe” menneskene. Gud er ikke stifter af verdenskrige, Gud udvirkede ikke 9/11 eller terrorisme i det hele taget. Gud opfandt ikke kemiske våben eller atombomber; Gud er ikke ansvarlig for én eneste af de ulykker, der overgår menneskene.
Gud er ikke ophav til det onde, som truer menneskene, ikke ophav til sygdom og død. Tværtimod. Den almægtige Gud er livets Giver, ikke dødens ophavsmand. Han har skabt os i Sit eget billede og til evigt liv; for Han er god og elsker menneskene.
Men hvad så? Hvordan forstå det, der sker nu for tiden? – For en epidemi, corona eller covid-19, hærger mennesker i mange lande over hele verden her i den sene vinter og det tidlige forår 2020. Ingen ved, hvor længe det vil fortsætte; og ingen ved, hvor mange menneskeliv, sygdommen vil kræve.
Epidemien opstod i Wuhan-provisen i Kina og har efterfølgende bredt sig til alle verdens lande. Europa er netop nu værst ramt, ikke mindst Italien, hvor der er mange syge og meget høje dødstal; så mange, at hospitaler og sundhedsvæsen slet ikke kan følge med, og hvor vi ser forfærdende billeder af ligkister, som køres bort fra byerne af militære lastbiler i konvoj, endnu før dagen gryr.
Frankrig og Spanien har også mange syge og døde, og intet europæisk land er gået fri. Persien (Iran) er ligeledes alvorligt angrebet; og i disse dage hører vi, hvordan det farlige virus for alvor har fået fat i USA, hvor antallet af smittede og døde vokser hastigt fra dag til dag, og hvor der i flere delstater indføres drastiske forholdsregler med lukning af institutioner, butikker og restauranter og omfattende udgangsforbud.
Intet land i verden er gået fri, heller ikke Danmark. Også her i landet er der vendt op og ned på det liv og den hverdag, vi kender. Skoler og de fleste statslige og kommunale ”væsener” (med undtagelse af sundhedsvæsenet) er stort set lagt i dvale, ansatte i offentlige og private virksomheder er sendt hjem, forretninger (med undtagelse af fødevarebutikker) opfordres til at holde lukket. Alle opfordres vi til at holde os hjemme, ikke mindst hvis vi er gamle og/eller syge. Der er udstedt decideret forbud mod at forsamles mere end 10 personer; det gælder indendørs og udendørs, biografer, restauranter, sportspladser, parker, gader og stræder; og det gælder også i kirkerne.
Vi skal selvsagt kæmpe imod epidemiens udbredelse med alle til rådighed stående midler. Vi skal ruste sundhedsvæsenet bedst muligt, vi skal være mere end almindeligt opmærksomme på hygiejniske foranstaltninger; og vi skal følge myndighedernes anvisninger angående færden i offentlige rum og hvor mange mennesker, der må være samlede ad gangen, indendørs som udendørs.
En alvorlig trussel svæver over os alle. Og hver gang den slags sker, så opstår der med usvigelig sikkerhed en trang til at finde ”forklaringer”. Der melder sig et højt rungende ”hvorfor” i vore tanker. Hvorfor sker dette her hos os? Hvorfor bliver vi med én gang, som ud af det blå, angrebet af dødelig sygdom? Hvorfor i det hele taget? Hvorfor lige vores land? Hvorfor lige mig?
Lige så sikkert og forudsigeligt kommer der mere eller mindre forskruede forsøg på ”svar”. Blandt ikke-troende hører man mange forskellige konspirationsteorier. På de såkaldt ”sociale medier” er der for tiden vidtløftige påstande i omløb om, at corona-smitten nok er ”sat ud”, altså spredt med vilje af magter, der vil Europa og USA det ondt. Den slags taler for sig selv.
Men også fra kristne kredse lyder spørgsmålet: Hvorfor?” Det lyder til og med fra ortodokse kristne miljøer, selv om vi jo godt kender svaret eller i hvert fald burde kende det, for det er allerede indregnet, det udgør en uadskillelig del af den kristne forståelse af verdens indretning.
Men det vi hører er en anden slags ”hvorfor”. Og så præsenteres vi ikke helt sjældent for aldeles ukristelige svar, der med lidt vekslende ordvalg lyder nogenlunde sådan her: Det må være Guds straf for menneskenes synder! – og derefter fulgt op af nogle mere eller mindre sære forestillinger om, hvordan vi må forbedre os og gøre bod for at bringe Herrens vrede og de plager, Han har påført os for vore mange synders skyld, til ophør. Flagellanterne, selvpiskerne fra middelalderens pestepidemier, mere end spøger i baggrunden.
Jeg gentager: Det er en gennemgribende forkert, fejlagtig, falsk og ukristelig forestilling, at Gud skulle sidde på Sin trone i Himmelen og udmåle ”straffe” for menneskenes synder: Nu er det for galt med dem dernede, de skal lige have en omgang verdenskrig, så kan de lære det! Eller hvad med: Nu er dem i Italien og Spanien gået over stregen, de skal lige have en omgang corona til straf, det skal nok bringe dem på andre tanker. Man må spørge sig, om de kristne, teologer, præster og lægfolk, der bringer den slags ”teologi” i spil, man må spørge sig, om de kender blot det allermindste til Gud. Det lyder ikke sådan!
Jamen, hvor kommer den så fra, lidelsen, sygdommen, døden? Og hvorfor kommer den? Det er et spørgsmål, vi ikke kan ryste af os. Og der er et kristent svar på det. Men svaret, eller svarene, er yderst vanskelige, og inden vi så meget som vover at antyde svar på sådanne spørgsmål, må vi indse, at vore svar aldrig kan blive fyldestgørende. Hvor grundige og ærlige vi end forsøger at være, vil vi altid sidde tilbage med en ”rest”, der vil altid bestå et lidelsens og dødens mysterie, hvorpå vi ikke finder noget svar på denne side af døden. Der vil altid restere en rådvildhed, hvortil vi ikke har andet at sige end Herre forbarm Dig! – Jeg skal derfor indskrænke mig til at skitsere eller antyde et kristent svar på det ægte ”hvorfor”.
Hvor kommer de fra, lidelsen og døden? – Den kristne tro er, at begge dele kommer fra os! Og at begge er en følge af den kosmiske katastrofe, vi sædvanligvis omtaler som syndefaldet. Hvad betyder det? Det betyder følgende: Gud skabte mennesket, ikke til lidelse og død, men til evigt liv med Ham selv. Men da mennesket blev ulydigt mod Gud og Hans bud, forviste Gud mennesket, Adam og Eva, fra Paradis, sådan som det er beskrevet i 1. Mosebog. Hellige Basilios den Store omtaler dødens komme sådan her: Men da mennesket blev bedraget af den træske slange og blev ulydigt mod Dig, dets Skaber, og døde ved sin egen synd, forviste Du det, Gud, efter Din retfærdige dom fra Paradis til denne verden og lod det atter blive til den jord, hvoraf det er taget. (fra Basiliosliturgien)
Lidelse og død er altså, kristent forstået, slet og ret de vilkår, vi er henvist til at leve under efter syndefaldet. Ved at bryde med Gud har mennesket sat sig i en situation, hvor døden og den lidelse, som er forbundet med døden, er uomgængelige vilkår. Døden kommer til os, til hver og én, og den kommer, hvad enten vi vil det eller ej. Den kan komme som ”naturlig død”, når et menneske har nået høj alder, nogle gange kommer den som følge af krige eller ulykker, andre gange på grund af individuel sygdom, andre igen som følge af menneskers forbrydelser; og nogle gange – som nu – kommer sygdom og død til os som en epidemi, der bringer sygdom og død overalt, hvor der er mennesker, og på en større skala end ”til daglig”. Men dø, det gør vi før eller siden.
Pointen er enkel: Døden er et grundlæggende vilkår i menneskelivet, et uomgængeligt vilkår, og ikke en hverken individuel eller kollektiv ”straf”, som Gud sætter i værk over for særligt syndige individer eller nationer, fx italienerne, kineserne, amerikanerne eller danskerne. I den forstand er døden blevet ”det naturlige”, som hører med til alle menneskers liv. Men kristent forstået er døden det stik modsatte, dødens vilkår er helt og holdent unaturlig eller ikke-naturlig, for den er ikke en del af Guds skabelse, heller ikke del af Guds hensigt eller plan med skabelsen, men en abnormitet, en afvigelse og en sygdom, som menneskene selv har pådraget sig.
Vilkårene er da disse: forgængelighed og død er og vil altid være udgangen på vore jordiske liv! Der er ingen bodsgang, ingen syndsbevidsthed, som kan ændre på de vilkår. Døden er og bliver den nødvendige passage – og den eneste passage – på vores vej tilbage til Paradis og tilbage til Gud. Og dermed nærmer vi os også, hvad den kristne tro har at sige ind i en situation som dén, vi nu oplever.
Døden er ikke et ”pædagogiske værktøj” i Guds virke, og døden er heller ikke noget straffemiddel til retledning af særligt syndige mennesker. Døden er slet ikke noget ”middel”, døden er for alvor, ja døden er den sidste fjende, som skal tilintetgøres (1. Kor. 15,26). Den kristne tro er, i koncentrat, at Gud i Sin Søn, Jesus Kristus, har taget døden på Sig, og at Kristus har overvundet døden og sprængt dødsrigets porte, for at vi mennesker ikke længere skal være dødens bytte, men opstå til evigt liv med Ham.
Dét er den kristne tro, som nærmer sig sit årlige højdepunkt i Påsken. Og om så alle kirker må forblive lukkede grundet epidemiens hærgen i Påsken 2020, og om så en større del af os end sædvanligt skal forlade dette liv på grund af covid-19-epidemien, så ændrer det ingenting ved Kristi sejr over døden, det ændrer ingenting ved Hans hellige Opstandelse og det ændrer ingenting ved, at vi, som tror på Ham i Hans Kirke, skal få del i Opstandelsen.
Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod – Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus (1. Kor. 15, 55 + 57) Sådan lyder det rette svar på vores ”hvorfor”, og det svar er det stik modsatte af alle spekulationer om ”Guds straf”. Svaret er, at ja, vi lever i en jordisk verden af forgængelighed og død, og ja, forgængeligheden og døden har deres tid, og ja, de forekommer særligt aktive nu for tiden; men Kristus har besejret dem begge, og den kristne tro og det kristne håb, ja, den kristne troens vished er, at vi skal få del i Hans sejr.
Gud straffer os ikke med døden, Gud frelser os fra døden.