Gyldige og ugyldige sakramenter – striden i Ukraine

Kri­ste­ligt Dag­blads eks­pert i ”orto­doks kri­sten­dom”, den lut­her­ske sog­ne­præst Chri­sti­an Gott­lieb, bidra­ger man­dag den 18. febru­ar i avi­sen med end­nu en beskri­vel­se og til­hø­ren­de ana­ly­se af den kir­ke­li­ge situ­a­tion i Ukrai­ne, hvor der siden sid­ste efter­år har fun­det en gan­ske dra­ma­tisk udvik­ling sted. To frak­tio­ner af Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne har, med støt­te fra Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i Istan­bul (Kon­stan­ti­no­pel), etab­le­ret sig som selv­stæn­dig (”auto­ke­fal”) enhed, mens den øvri­ge (og tal­ri­ge­ste) del af Kir­ken dér i lan­det er for­ble­vet loy­a­le over for Moskvas Patri­ar­kat, alt­så den rus­si­ske Kir­ke, hos hvem den ukrain­ske, orto­dok­se Kir­ke har været orga­ni­se­ret i mere end 300 år.

Gott­lieb gør udmær­ket og klart rede for det fak­ti­ske for­løb, der har været, her­un­der mod­sæt­nin­ger­ne og magt­kam­pen mel­lem Moskva og Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat, hvor de før­ste påberå­ber sig histo­risk ret til at være patri­ar­kat også for Ukrai­ne, og hvor de sid­ste til­ta­ger sig noget, der lig­ner ”pave­lig auto­ri­tet” til at gri­be ind på andre orto­dok­se kir­kers områ­de.

Så langt er der ikke noget at sige Gott­liebs frem­stil­ling på. Når det der­i­mod kom­mer til ana­ly­ser­ne af, hvad det over­ord­ne­de, eller måske sna­re­re under­lig­gen­de, alt­så det egent­li­ge mod­sæt­nings­for­hold består i, så er der grund til gøre en ræk­ke kom­men­ta­rer gæl­den­de. For Gott­lieb læg­ger, efter min vur­de­ring, stærkt over­dre­ven vægt på nog­le, indrøm­met, meget vold­som­me og aggres­si­ve udta­lel­ser fra Moskvas Patri­ar­kat; og det gør han, anta­ger jeg, for at kun­ne bru­ge dis­se udta­lel­ser til støt­te for sin egen (lut­hersk fun­de­re­de) for­stå­el­se af den orto­dok­se ekk­lesi­o­lo­gi.

Det fore­kom­mer, som om, Gott­lieb udgår fra en tem­me­lig udven­dig og ude­luk­ken­de for­ma­li­stisk for­stå­el­se af et cen­tralt begreb i orto­doks ekk­lesi­o­lo­gi, nem­lig begre­bet ”kano­nisk”; som han så i sin kon­klu­sion udvi­der til slet og ret at gæl­de ”den ret­te, orto­dok­se for­stå­el­se af kir­ken”. – De to begre­ber og, ikke mindst, deres tolk­ning i for­skel­li­ge, histo­ri­ske situ­a­tio­ner i Kir­ken, kræ­ver imid­ler­tid at bli­ve fol­det noget mere ud, end Gott­lieb gør; og net­op dét er mit anlig­gen­de i resten af den­ne arti­kel.

Gott­lieb anfø­rer, at den ”gen­si­di­ge aner­ken­del­se kir­ker­ne imel­lem” er et afgø­ren­de ele­ment i den orto­dok­se kir­ke­for­stå­el­se. Det har han ret i, i hvert fald prin­ci­pi­elt og over­ord­net. Tan­ken er, at en given, orto­doks Kir­ke først kan kal­des ”kano­nisk”, når den aner­ken­des af de øvri­ge (kano­ni­ske) orto­dok­se kir­ker. Men Gott­liebs frem­stil­ling og for­stå­el­se af sagen bli­ver alt for fir­kan­tet, for­di han ale­ne for­hol­der sig til for­ma­lia og ikke til vir­ke­lig­he­den, sådan som den frem­træ­der i Den Orto­dok­se Kir­ke, både histo­risk og aktu­elt. De kon­se­kven­ser, Gott­lieb dra­ger, bli­ver der­for til­sva­ren­de uden nuan­cer.

Chri­sti­an Gott­lieb udbyg­ger sin defi­ni­tion af det kano­ni­ske prin­cip med, at ”en orto­doks kir­ke, som ikke nyder andre orto­dok­se kir­kers aner­ken­del­se, kan ikke betrag­tes som ”kano­nisk”, det vil sige som en sand Kir­ke, fra hvil­ken de tro­en­de kan være sik­re på at mod­ta­ge bud­ska­bet og sakra­men­ter­ne på ret­te vis.” Det er en alt for vidt­gå­en­de tolk­ning af det kano­ni­ske prin­cip; for med den for­mu­le­ring ser Gott­lieb helt bort fra, at der i den orto­dok­se ver­den har været, fort­sat er og sik­kert også frem­over vil være et antal ”u‑kanoniske” kir­ke­li­ge enhe­der, som ikke lever op til prin­cip­pet om gen­si­dig aner­ken­del­se, men som alli­ge­vel de facto aner­ken­des, i hvert fald uof­fi­ci­elt, af de kano­ni­ske kir­ker. Her blot to eksemp­ler:

ROCOR, Den Rus­si­ske Kir­ke uden for Rusland, også kendt som Syno­dal­kir­ken, har gan­ske stor udbre­del­se med et stort antal menig­he­der i Vest­eu­ro­pa, USA og Austra­li­en. ROCOR var gen­nem næsten 100 år, fra tiden efter den rus­si­ske revo­lu­tion og frem til år 2007, ”u‑kanonisk” i den for­stand, at den var uden patri­ar­kalt til­hørs­for­hold og der­for ikke aner­kendt af de kano­ni­ske, orto­dok­se kir­ker. Men den mang­len­de aner­ken­del­se inde­bar ikke, sådan som Gott­liebs ana­ly­se synes at anty­de, at ROCOR’s sakra­men­tale liv så blev anset som ”ugyl­digt”. ROCOR hav­de gen­nem sine man­ge år som ”uka­no­nisk” kir­ke fuldt gyl­di­ge sakra­men­ter efter orto­doks for­stå­el­se; også selv om der, frem til ROCOR’s sam­men­slut­ning med Moskvas Patri­ar­kat i 2007, var vis­se pro­ble­mer med at fejre sakra­men­ter­ne i fæl­les­skab med præ­ste­ska­bet fra andre orto­dok­se kir­ker, men det er en anden pro­ble­ma­tik.

Det andet eksem­pel dre­jer sig om OCA. For­kor­tel­sen dæk­ker over Ort­ho­dox Church of Ame­ri­ca, der, som nav­net angi­ver, er den loka­le, orto­dok­se Kir­ke i (Nord-)Amerika. OCA er ”efter­føl­ge­ren” til den rus­si­ske mis­sion i USA, og den ame­ri­kan­ske Kir­ke blev med­delt uaf­hæn­gig­hed (”auto­ke­fa­li”) fra Moskvas Patri­ar­kat i året 1971. Den beslut­ning fra Moskva vil­le Øku­me­nisk Patri­ar­kat (Istan­bul) ikke aner­ken­de, for de mener, Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat er det ene­ste, der har ret til at med­dele selv­stæn­dig­hed til andre kir­ker (som det nu sene­st har fun­det sted i Ukrai­ne). OCA betrag­tes der­for fort­sat som ”u‑kanonisk” af Kon­stan­ti­no­pel og af man­ge andre; men trods den mang­len­de aner­ken­del­se lever OCA i bed­ste vel­gå­en­de som orto­doks Kir­ke; og ingen i den orto­dok­se ver­den anfæg­ter gyl­dig­he­den af OCA’s sakra­men­tale liv.

Det var blot to eksemp­ler; men i Den Orto­dok­se Kir­kes histo­rie er der en lang ræk­ke eksemp­ler på, at kir­ke­li­ge enhe­der i kor­te­re eller læn­ge­re tid er ”uka­no­ni­ske” uden at gyl­dig­he­den af deres sakra­men­ter af den grund anfæg­tes af de kano­ni­ske orto­dok­se kir­ker.

Der­for: Når Gott­lieb anfø­rer et nyligt til­fæl­de fra den aktu­el­le kon­flikt, hvor den rus­si­ske metro­po­lit i Ukrai­ne over for en præst fra­ken­der den nydan­ne­de ”auto­ke­fa­le” Kir­ke og dens sakra­men­ter enhver gyl­dig­hed, så er vi ude i ekstre­me og des­pe­ra­te tolk­nin­ger af prin­cip­pet om gen­si­dig aner­ken­del­se. Gott­liebs sam­men­fat­ning af det kano­ni­ske prin­cip bli­ver der­for også mis­vi­sen­de: ”Sakra­men­tet vir­ker med andre ord kun, hvis det udfø­res af den rig­ti­ge kir­kes rig­ti­ge præ­ster”, kon­klu­de­rer han. Som om enhver magt­kamp med poli­ti­ske over- og under­to­ner (som der er tale om i til­fæl­det Ukrai­ne) skul­le føre til, at sakra­men­ter­ne hos den ene eller beg­ge par­ter bli­ver ”ugyl­di­ge”.

Den cite­re­de kon­klu­sion fore­kom­mer mig ten­den­tiøs. Den vil­le være sand i det tænk­te sce­na­rie, at den var ret­tet mod ikke-orto­dok­se, det kun­ne være lut­her­ske præ­ster eller læg­folk, som anskaf­fe­de sig en orto­doks alter­bog og så gen­nem­før­te fx nad­ver­ri­tu­a­let efter bogens for­skrif­ter, men alt­så uden at have den nød­ven­di­ge præ­ste­li­ge ordi­na­tion fra en orto­doks biskop. Her vil­le man med ret­te kun­ne sæt­te spørgs­måls­tegn ved gyl­dig­he­den af det fore­giv­ne sakra­men­te. For når det gæl­der ”gyl­dig­hed”, så er den præ­ste­li­ge ordi­na­tion og efter­føl­gen­de tje­ne­ste i Kir­ken cen­tral; og ordi­na­tio­nen bli­ver ikke til intet, hvis og når en (orto­doks) præst over­går til en anden (orto­doks) Kir­ke.

Til­lad mig et sidespring her: Jeg har ikke så sjæl­dent sam­ta­let med kol­le­ger, præ­ster fra den dan­ske fol­kekir­ke, om sakra­men­ter og ”gyl­dig­hed”. De ple­jer at frem­hæ­ve, hvad de opfat­ter som det lut­her­ske prin­cip om ”det alme­ne præ­ste­døm­me”, og så at dra­ge den kon­klu­sion, at det ale­ne er af prak­ti­ske årsa­ger, når den ordi­ne­re­de præst fore­står nad­ve­rens sakra­men­te, for i prin­cip­pet kun­ne enhver døbt gøre det. Når jeg så spør­ger, hvor­for de ikke i deres menig­he­der lader ind­vi­el­sen af nad­ver­ga­ver­ne gå på omgang blandt de frem­mød­te, når nu det ikke er en sær­lig, præ­ste­lig opga­ve, ja, så har jeg til dato ikke rig­tig fået noget svar. Det tol­ker jeg på den måde, at der også i fol­kekir­ken reste­rer en mere eller min­dre uklar for­nem­mel­se af betyd­nin­gen af den præ­ste­li­ge ordi­na­tion. Men som sagt, det var et sidespring.

Chri­sti­an Gott­lieb afslut­ter sin arti­kel med hvad han kal­der ”et mere fun­da­men­talt spørgs­mål”. Han for­mu­le­rer det sådan her: Er det Kir­ken, der gør Guds bud­skab til Guds? Eller er det Guds bud­skab, der gør Kir­ken til kir­ke? – Det er et meget ”pro­te­stan­tisk” spørgs­mål. For den orto­dok­se tan­ke er der ikke noget Guds ”bud­skab”, som lig­ger for­ud for Guds Kir­ke. Sna­re­re er der iden­ti­tet mel­lem Kristus og Hans Kir­ke. Kristus indstif­ter Sin Kir­ke ved apost­le­ne, for at Han fort­sat kan være midt iblandt os; Kir­ken er Kri­sti Lege­me, og den apo­stol­ske Kir­ke på jor­den er ste­det, hvor de tro­en­de mod­ta­ger de hel­li­ge Gaver, Her­rens Lege­me og Blod, så at de kan bli­ve lige­dan­ne­de med Ham.

Det­te er grund­læg­gen­de ”den ret­te for­stå­el­se af Den Orto­dok­se Kir­ke”, som Gott­lieb udtryk­ker det. Hvil­ket ikke bety­der, at der ikke er stri­dig­he­der. Det er der, og dem har der været mas­ser af, gen­nem Den Orto­dok­se Kir­kes histo­rie. Der har været stri­dig­he­der, hvor tro­en var udfor­dret, og hvor de Øku­me­ni­ske Kon­ci­ler mel­lem åre­ne 325 og 787 har måt­tet brin­ge klar­hed. Det er der­for, Den Orto­dok­se Kir­ke også kal­des ”De Syv Kon­ci­lers Kir­ke”.

Men stør­ste­delen af stri­dig­he­der­ne gen­nem Kir­kens histo­rie har været, og er fort­sat, men­ne­ske­li­ge, poli­ti­ske stri­dig­he­der, som har deres rod i begæ­ret efter magt. Såle­des også nu for tiden i stri­den mel­lem Moskva og Kon­stan­ti­no­pel. At den ene eller den anden part i stri­den så søger at skju­le deres magt­be­gær under ”kano­ni­ske” argu­men­ter, det gør blot ufre­den end­nu mere trist. Som Metro­po­lit Ant­ho­ny Bloom udtryk­ker det et sted: ”Kir­ken har to sider, en her­lig­he­dens side og en elen­dig­he­dens side. Her­lig­he­den, den står Gud for; elen­dig­he­den, den står vi men­ne­sker for.” Må Gud hjæl­pe os!