Kristeligt Dagblads ekspert i ”ortodoks kristendom”, den lutherske sognepræst Christian Gottlieb, bidrager mandag den 18. februar i avisen med endnu en beskrivelse og tilhørende analyse af den kirkelige situation i Ukraine, hvor der siden sidste efterår har fundet en ganske dramatisk udvikling sted. To fraktioner af Den Ortodokse Kirke i Ukraine har, med støtte fra Det Økumeniske Patriarkat i Istanbul (Konstantinopel), etableret sig som selvstændig (”autokefal”) enhed, mens den øvrige (og talrigeste) del af Kirken dér i landet er forblevet loyale over for Moskvas Patriarkat, altså den russiske Kirke, hos hvem den ukrainske, ortodokse Kirke har været organiseret i mere end 300 år.
Gottlieb gør udmærket og klart rede for det faktiske forløb, der har været, herunder modsætningerne og magtkampen mellem Moskva og Det Økumeniske Patriarkat, hvor de første påberåber sig historisk ret til at være patriarkat også for Ukraine, og hvor de sidste tiltager sig noget, der ligner ”pavelig autoritet” til at gribe ind på andre ortodokse kirkers område.
Så langt er der ikke noget at sige Gottliebs fremstilling på. Når det derimod kommer til analyserne af, hvad det overordnede, eller måske snarere underliggende, altså det egentlige modsætningsforhold består i, så er der grund til gøre en række kommentarer gældende. For Gottlieb lægger, efter min vurdering, stærkt overdreven vægt på nogle, indrømmet, meget voldsomme og aggressive udtalelser fra Moskvas Patriarkat; og det gør han, antager jeg, for at kunne bruge disse udtalelser til støtte for sin egen (luthersk funderede) forståelse af den ortodokse ekklesiologi.
Det forekommer, som om, Gottlieb udgår fra en temmelig udvendig og udelukkende formalistisk forståelse af et centralt begreb i ortodoks ekklesiologi, nemlig begrebet ”kanonisk”; som han så i sin konklusion udvider til slet og ret at gælde ”den rette, ortodokse forståelse af kirken”. – De to begreber og, ikke mindst, deres tolkning i forskellige, historiske situationer i Kirken, kræver imidlertid at blive foldet noget mere ud, end Gottlieb gør; og netop dét er mit anliggende i resten af denne artikel.
Gottlieb anfører, at den ”gensidige anerkendelse kirkerne imellem” er et afgørende element i den ortodokse kirkeforståelse. Det har han ret i, i hvert fald principielt og overordnet. Tanken er, at en given, ortodoks Kirke først kan kaldes ”kanonisk”, når den anerkendes af de øvrige (kanoniske) ortodokse kirker. Men Gottliebs fremstilling og forståelse af sagen bliver alt for firkantet, fordi han alene forholder sig til formalia og ikke til virkeligheden, sådan som den fremtræder i Den Ortodokse Kirke, både historisk og aktuelt. De konsekvenser, Gottlieb drager, bliver derfor tilsvarende uden nuancer.
Christian Gottlieb udbygger sin definition af det kanoniske princip med, at ”en ortodoks kirke, som ikke nyder andre ortodokse kirkers anerkendelse, kan ikke betragtes som ”kanonisk”, det vil sige som en sand Kirke, fra hvilken de troende kan være sikre på at modtage budskabet og sakramenterne på rette vis.” Det er en alt for vidtgående tolkning af det kanoniske princip; for med den formulering ser Gottlieb helt bort fra, at der i den ortodokse verden har været, fortsat er og sikkert også fremover vil være et antal ”u‑kanoniske” kirkelige enheder, som ikke lever op til princippet om gensidig anerkendelse, men som alligevel de facto anerkendes, i hvert fald uofficielt, af de kanoniske kirker. Her blot to eksempler:
ROCOR, Den Russiske Kirke uden for Rusland, også kendt som Synodalkirken, har ganske stor udbredelse med et stort antal menigheder i Vesteuropa, USA og Australien. ROCOR var gennem næsten 100 år, fra tiden efter den russiske revolution og frem til år 2007, ”u‑kanonisk” i den forstand, at den var uden patriarkalt tilhørsforhold og derfor ikke anerkendt af de kanoniske, ortodokse kirker. Men den manglende anerkendelse indebar ikke, sådan som Gottliebs analyse synes at antyde, at ROCOR’s sakramentale liv så blev anset som ”ugyldigt”. ROCOR havde gennem sine mange år som ”ukanonisk” kirke fuldt gyldige sakramenter efter ortodoks forståelse; også selv om der, frem til ROCOR’s sammenslutning med Moskvas Patriarkat i 2007, var visse problemer med at fejre sakramenterne i fællesskab med præsteskabet fra andre ortodokse kirker, men det er en anden problematik.
Det andet eksempel drejer sig om OCA. Forkortelsen dækker over Orthodox Church of America, der, som navnet angiver, er den lokale, ortodokse Kirke i (Nord-)Amerika. OCA er ”efterfølgeren” til den russiske mission i USA, og den amerikanske Kirke blev meddelt uafhængighed (”autokefali”) fra Moskvas Patriarkat i året 1971. Den beslutning fra Moskva ville Økumenisk Patriarkat (Istanbul) ikke anerkende, for de mener, Det Økumeniske Patriarkat er det eneste, der har ret til at meddele selvstændighed til andre kirker (som det nu senest har fundet sted i Ukraine). OCA betragtes derfor fortsat som ”u‑kanonisk” af Konstantinopel og af mange andre; men trods den manglende anerkendelse lever OCA i bedste velgående som ortodoks Kirke; og ingen i den ortodokse verden anfægter gyldigheden af OCA’s sakramentale liv.
Det var blot to eksempler; men i Den Ortodokse Kirkes historie er der en lang række eksempler på, at kirkelige enheder i kortere eller længere tid er ”ukanoniske” uden at gyldigheden af deres sakramenter af den grund anfægtes af de kanoniske ortodokse kirker.
Derfor: Når Gottlieb anfører et nyligt tilfælde fra den aktuelle konflikt, hvor den russiske metropolit i Ukraine over for en præst frakender den nydannede ”autokefale” Kirke og dens sakramenter enhver gyldighed, så er vi ude i ekstreme og desperate tolkninger af princippet om gensidig anerkendelse. Gottliebs sammenfatning af det kanoniske princip bliver derfor også misvisende: ”Sakramentet virker med andre ord kun, hvis det udføres af den rigtige kirkes rigtige præster”, konkluderer han. Som om enhver magtkamp med politiske over- og undertoner (som der er tale om i tilfældet Ukraine) skulle føre til, at sakramenterne hos den ene eller begge parter bliver ”ugyldige”.
Den citerede konklusion forekommer mig tendentiøs. Den ville være sand i det tænkte scenarie, at den var rettet mod ikke-ortodokse, det kunne være lutherske præster eller lægfolk, som anskaffede sig en ortodoks alterbog og så gennemførte fx nadverritualet efter bogens forskrifter, men altså uden at have den nødvendige præstelige ordination fra en ortodoks biskop. Her ville man med rette kunne sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af det foregivne sakramente. For når det gælder ”gyldighed”, så er den præstelige ordination og efterfølgende tjeneste i Kirken central; og ordinationen bliver ikke til intet, hvis og når en (ortodoks) præst overgår til en anden (ortodoks) Kirke.
Tillad mig et sidespring her: Jeg har ikke så sjældent samtalet med kolleger, præster fra den danske folkekirke, om sakramenter og ”gyldighed”. De plejer at fremhæve, hvad de opfatter som det lutherske princip om ”det almene præstedømme”, og så at drage den konklusion, at det alene er af praktiske årsager, når den ordinerede præst forestår nadverens sakramente, for i princippet kunne enhver døbt gøre det. Når jeg så spørger, hvorfor de ikke i deres menigheder lader indvielsen af nadvergaverne gå på omgang blandt de fremmødte, når nu det ikke er en særlig, præstelig opgave, ja, så har jeg til dato ikke rigtig fået noget svar. Det tolker jeg på den måde, at der også i folkekirken resterer en mere eller mindre uklar fornemmelse af betydningen af den præstelige ordination. Men som sagt, det var et sidespring.
Christian Gottlieb afslutter sin artikel med hvad han kalder ”et mere fundamentalt spørgsmål”. Han formulerer det sådan her: Er det Kirken, der gør Guds budskab til Guds? Eller er det Guds budskab, der gør Kirken til kirke? – Det er et meget ”protestantisk” spørgsmål. For den ortodokse tanke er der ikke noget Guds ”budskab”, som ligger forud for Guds Kirke. Snarere er der identitet mellem Kristus og Hans Kirke. Kristus indstifter Sin Kirke ved apostlene, for at Han fortsat kan være midt iblandt os; Kirken er Kristi Legeme, og den apostolske Kirke på jorden er stedet, hvor de troende modtager de hellige Gaver, Herrens Legeme og Blod, så at de kan blive ligedannede med Ham.
Dette er grundlæggende ”den rette forståelse af Den Ortodokse Kirke”, som Gottlieb udtrykker det. Hvilket ikke betyder, at der ikke er stridigheder. Det er der, og dem har der været masser af, gennem Den Ortodokse Kirkes historie. Der har været stridigheder, hvor troen var udfordret, og hvor de Økumeniske Konciler mellem årene 325 og 787 har måttet bringe klarhed. Det er derfor, Den Ortodokse Kirke også kaldes ”De Syv Koncilers Kirke”.
Men størstedelen af stridighederne gennem Kirkens historie har været, og er fortsat, menneskelige, politiske stridigheder, som har deres rod i begæret efter magt. Således også nu for tiden i striden mellem Moskva og Konstantinopel. At den ene eller den anden part i striden så søger at skjule deres magtbegær under ”kanoniske” argumenter, det gør blot ufreden endnu mere trist. Som Metropolit Anthony Bloom udtrykker det et sted: ”Kirken har to sider, en herlighedens side og en elendighedens side. Herligheden, den står Gud for; elendigheden, den står vi mennesker for.” Må Gud hjælpe os!