Min artikel i Kristeligt Dagblad (d. 20.12.2018) om den “autokefali”, som i midten af december sidste år blev proklameret af patriark Bartholomæus af Konstantinopel til de to ikke-moskvaloyale grupperinger af Ukraines ortodokse kirke, har givet Poul Sebbelov anledning til en skarp kritik af min fremstilling af sagen, som han mener hviler på en misforståelse af den ortodokse kirkes autoritetsstruktur og derfor finder både mangelfuld og misvisende.
Det må jeg beklage af flere grunde. For det første fordi, jeg må give ham ret i, at min artikel unægtelig er mangelfuld. Det er den allerede fordi kompleksiteterne i denne konflikt langt overskrider, hvad det er muligt at udfolde tilfredsstillende inden for rammerne af en kort avisartikel for et publikum, som bortset fra Poul Sebbelov næppe tæller mange, der kan forventes at være særlig bekendt med konfliktens forudsætninger og med detaljerne i ortodoks kirkeret eller ortodoksien i det hele taget. For det andet er det selvfølgelig beklageligt, hvis denne ufuldstændighed medfører, at artiklen så også ligefrem er misvisende for Kristeligt Dagblads læsere. Om dette er tilfældet, kan dog også afhænge af læserens parathed til at læse noget andet ind i teksten, end forfatteren har ønsket at sige. Og at dette måske gør sig gældende her, kunne Sebbelovs antagelser om mine holdninger og motiver, godt tyde på. Det er i al fald nogle holdninger og motiver, som jeg ikke selv mener at være i besiddelse af.
Der er derfor behov for nogle kommentarer, som forhåbentlig vil virke klargørende.
Sebbelov begynder sin kritik med, at jeg som en selvfølge “konstaterer” nogle forhold, som i kraft af deres kontroversielle natur ikke blot lader sig ukritisk konstatere som et indiskutabelt faktum. Som Sebbelov påpeger, er hævdelsen af, at den nye ukrainske kirkestruktur skulle være “ene, lokal, selvstændig, ukrainsk og ortodoks” på ingen måde noget indiskutabelt faktum.
Denne indvending er jeg helt indforstået med. Når det åbenbart ikke fremgår tilstrækkeligt tydeligt af min artikel, skyldes det den uheldige omstændighed, som Sebbelov selvfølgelig ikke kan kende, at Kristeligt Dagblad desværre havde bortredigeret min artikels indledende bemærkninger, hvoraf det udtrykkeligt fremgik, at det første afsnit i artiklen er et kort referat af den tale, som metropolit Epifanij holdt uden for Sofia-katedralen efter mødet d. 15. december. Hævdelsen af, at Ukraine nu endelig har fået sin “ene, lokale, selvstændige, ukrainske og ortodokse” kirke, er m.a.o. ikke min, men Epifanijs påstand, gentaget med variationer adskillige gange i løbet af hans tale. Ligeledes er det tredje afsnit af min artikel også en kort parafrase over præsident Porosjenkos tale ved samme lejlighed (begge taler kan findes på Youtube). Hvad jeg indleder med at konstatere, er altså blot, at det er således, disse to hovedpersoner på den ukrainske side ser på sagen.
At deres opfattelse hverken er selvfølgelig eller uanfægtelig, er jeg fuldstændig klar over. Spørgsmålet om en eventuel ukrainsk autokefali har jo været på tale længe, og de uforsonlige synspunkter på begge sider ligeledes. At Konstantinopel nu har taget stilling til fordel for den ene part (efter flere opfordringer fra ukrainsk side), har nok indført en ny dimension i konflikten, men åbenlyst også bidraget til at skærpe den. Selv om alle parter i konflikten påberåber sig den ortodokse kirkes kanoniske regler, er det indlysende, at der her er åbnet for en skarp strid om fortolkningen af dem. Dette gælder først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt det økumeniske patriarkat har ret til ensidigt at ophæve sin overdragelse i 1686 af den kirkelige myndighed over Ukraine fra Konstantinopel til Moskva.
Denne iagttagelse er da også baggrunden for min artikels bemærkninger om perspektiverne i Bartholomæus’ erklæring: At oprettelsen af en “selvstændig” ukrainsk kirke, som samtidig ledsages af en unilateral ophævelse efter 332 år af Moskvas kirkelige myndighed over Ukraine, nærmest må opfattes som en slags “krigserklæring”, hvad den da også er blevet fra Moskvas side. Jeg brugte med overlæg denne verdslige metafor for at understrege, hvor alvorlig en provokation, der er tale om. Og for også at gøre det forståeligt, hvorfor Moskvapatriarkatet har god grund til at opfatte Bartholomæus’ beslutning og den nye ukrainske kirkestruktur som helt illegitim, ukanonisk og skismatisk. Hvis jeg, som Sebbelov mener, havde set den økumeniske patriark som en slags ortodoks pave med magt til at træffe beslutninger på andre ortodokse kirkers kanoniske territorium, havde der jo ikke været basis for at forstå Bartholomæus’ beslutning som en slags “krigserklæring”. Denne pointe forekommer mig at stå ganske klart og tydeligt i min artikel.
Det er derfor også med stor undren, at jeg læser Sebbelovs tolkning af min holdning til sagen: At jeg efter hans opfattelse ensidigt og “helt ukritisk formidler en politiserende og russiskfjendtlig fremstilling af den kirkelige udvikling, der finder sted i Ukraine”; som om jeg nærmest skulle være “skuffet” over at måtte meddele, at den russiske regering efter eget udsagn ikke agter at gribe ind i den kirkelige konflikt; som om jeg skulle have et ønske om at se russiske kampvogne “rulle op foran Sofia-katederalen i Kiev”.
Selvfølgelig har jeg ikke det. En sådan udvikling ville være katastrofal, og at ønske det vanvittigt. Forholdet mellem Rusland og Ukraine og Vesten er allerede rigeligt anspændt, som det er.
Hvad angår min egen holdning til konflikten, kan jeg sige, at jeg som udenforstående, ikke-ortodoks iagttager ikke mener at kunne tage stilling for nogen af parterne. Tværtimod har jeg for så vidt forståelse for både den russiske og ukrainske side af sagen, om end mindre for Bartholomæus’ motiver til at blande sig i den. At Moskvapatriarkatet finder det dybt provokerende, uretmæssigt og uacceptabelt, at Bartholomæus griber således ind på deres område, kan jeg sagtens forstå og sympatisere med. Hvis man kunne drage en verdslig parallel til Danmark, ville det måske svare til, at en fremmed magt pludselig kom og meddelte den danske regering, at Danmarks overhøjhed over Grønland var ophævet og den danske rigsombudsmand i Nuuk sat fra bestillingen. Det ville nok også blive mødt med betydelig vrede fra dansk side. Og med god grund. Omvendt kan jeg også – ligesom Sebbelov – sagtens sympatisere med mange ukraineres ønske om også kirkeligt at være herrer i eget hus og således endelig opnå deres egen “ene, lokale, selvstændige, ukrainske, ortodokse” kirke. At opnåelsen af dette mål i en situation, hvor striden i øvrigt ikke står om teologisk substans, alligevel gøres så vanskelig af nogle rent kirkeretlige forhindringer, forekommer mig at være et ulykkeligt resultat netop af den ortodokse kirkes karakteristiske struktur og selvforståelse.
Christian Gottlieb
25.1.2019
f. Poul bemærker til professor Gottliebs svar:
Tak for uddybende forklaringer til din analyse af konflikten mellem Moskvas Patriarkat og Det Økumeniske Patriarkat angående tildelingen af såkaldt autokefali til skismatiske kirkelige enheder i Ukraine. Jeg har disse bemærkninger:
Det er beklageligt, at Kristeligt Dagblads redaktion ændrer på tilsendte artikler, så der opstår uklarheder og misforståelser. Du er ikke den eneste, der har erfaring med sådant.
Jeg beklager, hvis jeg har tolket din beskrivelse af den russiske Kirke og dens reaktioner i denne sag på en måde, som ikke stemmer overens med dine intentioner. — Min tolkning er dog, forekommer det mig, ikke uden belæg; fx konkluderer du på ét af afsnittene i din artikel den 20. december som et faktum, at Det Økumeniske Patriarkats initiativ er “et vigtigt skridt på den ukrainske nations fortsatte vej mod løsrivelse fra århundreders tilknytning til Rusland.”
Videre skriver du, uden forbehold, at “patriarken af Konstantinopel siden april har overvejet sagen og nu altså har afgjort den til fordel for den ukrainske kirkes selvstændighed.” Og lidt længere fremme: “Patriarken af Konstantinopel har … ved samme lejlighed også efter 332 år unilateralt ophævet Moskvas kirkelige myndighed over Ukraine.”
Det er vanskeligt at forstå disse formuleringer anderledes, end at det som en kendsgerning er Det Økumeniske Patriarkats “ret” egenhændigt at tage den slags beslutninger. — Det er grunden til, at jeg i mit indlæg understregede, at Den Ortodokse Kirke ikke har nogen pave.
Jeg anerkender, at du som efterfølgende forklaring indfører begrebet “en krigserklæring”. Men hvor du skriver om Konstantinopels manøvrer som kendsgerninger snarere end som diskutable led i en magtkamp, er du til gengæld omhyggelig med at anføre, at Moskvas reaktioner er partsindlæg. Ved læsningen af din artikel undrede jeg mig over den forskel; deraf min reaktion på artiklen.
Mvh. f. Poul Sebbelov