Biskop Steen Skovsgaard tegner i Kristeligt Dagblad den 16. januar en skitse, efter hvilken det augustinske begreb ”arvesynd” skulle være den bærende grundsten i den kristne kirke og tro og den eneste gyldige forklaringsnøgle til alle øvrige kristne troselementer. Ja, Skovsgaard hævder, at den afgørende forskel på kristendom og islam netop skulle være, at kristendommen som sit centrum og fundament har ”arvesynden”, som til gengæld mangler i islam, og som muslimer hverken begriber eller vil vide af.
Skovsgaard hævder endelig (eller antyder i hvert fald), at hvis vi kristne ser bort fra eller modificerer den augustinske og lutherske lære om ”arvesynden”, da ophører vi med at være kristne og bliver muslimer!
Skovsgaards påstande er imidlertid helt på vildspor! Hans skitse giver et fuldkommen forvrænget billede af den kristne tro (og antagelig også af islam). For den helt afgørende forskel mellem islam og kristendom er ikke den augustinske ”arvesynd”, men Kristus selv. Forskellen er, at vi kristne tror, at Gud selv er blevet Menneske i Jesus Kristus, som fødes blandt mennesker for vor frelses skyld; og netop dén tro vender islam og muslimerne sig imod med den største forargelse, ja, for islam er det en oprørende gudsbespottelse at sige og tro, at Gud bliver Menneske.
Med andre ord: For islam er Jesus et skabt menneske som alle andre mennesker, om end med særlige egenskaber; og for islam er selve den kristne tro på Inkarnationen, på Guds menneskevordelse i Kristus, en blasfemi. Den centrering om Kristus, Hans Fødsel, Død og Opstandelse, som er den kristne tro og Den Ortodokse Kirkes livsnerve, den er en forargelse for muslimer.
Dét er den helt afgørende forskel på islam og kristendom! Muslimer kender ikke til og vil ikke vide af, at Gud bliver Menneske!
Med det sagt, er der indenfor kristenheden ganske forskelligartede udlægninger af, hvordan vi nærmere skal forstå Kristi Fødsel, Død og Opstandelse, og af hvordan vi skal forstå Kristi frelsende virke for mennesker. Et basalt punkt er her forståelsen af, hvad synd i det hele taget er, forståelsen af hvilke konsekvenser Adam og Evas ulydighed har for menneskeslægten, og forståelsen af, hvad det nærmere betyder, når vi siger, at Kristus udfrier os mennesker fra syndens følger.
Her er der nogle meget afgørende forskelle mellem den ortodokse, kristne tro, som vi kender den i Den Ortodokse Kirke, og så den tro, vi ser i de romersk-katolske og protestantiske kirkesamfund. Et markant omdrejningspunkt er netop den ”arvesynd”, som biskop Skovsgaard søger at gøre til kristendommens grundsten. Begrebet opstår hos Augustin i det 4. århundrede og har lige siden haft massiv indflydelse på den teologiske tankegang i Vesten. I Østens kirke derimod har arvesyndstanken aldrig haft nogen særlig betydning, og ortodoks teologi forstår Adams synd og dens konsekvenser for menneskene noget anderledes end de vestlige kirkesamfund.
Augustin lærte, at de nyfødte børn er syndere, ikke fordi de personligt har syndet, men fordi de så at sige fødes med et retskrav vendt imod sig på grund af Adam og Evas synd. Derfor, lærte Augustin, er det, bogstavelig talt, livet om at gøre, at børnene bliver døbt, for at de ikke skal fortabes til ”evig død” og ”pine uden ophør”, som det hedder i Den Augsburgske Bekendelse.
I Den Ortodokse Kirke lærer vi ikke om ”arvesynd”, men om arvedød. Det betyder, at dét, hvert menneske arver fra Adam og Evas fald, ikke er en medfødt skyld, men et forfærdende vilkår, nemlig forgængelighed og død. Følgelig døber vi ikke de nyfødte børn for at forlade dem de synder, de endnu ikke har begået; vi døber børnene for at fri dem fra dette dødens vilkår og i stedet skænke dem evigt liv i og med Kristus.
For betydningen af dåben er ikke, at vi renses for en medfødt, nedarvet skyld. I dåben podes vi som grene på Kristus og bliver del af Hans Legeme, som er Kirken. I dåben drukner vi, dør vi med Kristus i dåbsvandet for at kunne opstå med Ham til evigt liv. Det er derfor, vi i Den Ortodokse Kirke fastholder den sakramentale realisme; vi døber ved fuld neddykning og nøjes ikke med tre dråber symbolsk vand på panden.
Steen Skovsgaard antyder, at dåbssynet definerer en række andre afgørende elementer i det kristne liv; og det har han ret i. I de kirker, som lægger tanken om ”arvesynd” som grundsten, har man gennem mange århundreder udfoldet tanken om den ”stedfortrædende straf”, nemlig at Gud blev Menneske i Kristus, som så ved Sin korsfæstelse og død påtog sig den straf for synden, som vi mennesker ellers skulle have lidt. Også den tankegang er fremmed for den ortodokse kristne tro.
Synd og skyld er ikke arvelige. Vi er alene skyldige i de synder, vi selv begår, ikke i dem, andre har begået. Når nogen synder, er det udtryk for et personligt valg. Vore valg udspringer af menneskets frie vilje, som er umistelig. Synd er aldrig en handling, som med nødvendighed følger af en fordærvet natur. Mennesket er skabt frit, og den gudgivne frihed kan ikke udslettes af nogen ”arvesynd”. Adam og Evas oprør mod Gud er deres personlige synd.
De forskellige syn i Øst og Vest på ”arvesynd” og nedarvet skyld fører til ganske afvigende opfattelser af, hvorfor Kristus bliver Menneske. Katolikker og protestanter tænker sig ofte Inkarnationen som led i et nødvendigt og uomgængeligt retsopgør. Vi finder tanken udtrykt hos Anselm af Canterbury i det 11. århundrede i et værk med titlen ”Hvorfor blev Gud Menneske?. Anselm udfolder en teologi om ”den stedfortrædende straf”, nemlig den forestilling, at Kristus ved Sin korsfæstelse og død påtager Sig at udstå den straf, som Adams efterkommere var blevet idømt, og at vi derfor frifindes.
I Den Ortodokse Kirke ligger vægten, som allerede nævnt, ikke på, at mennesker skulle fødes med en nedarvet skyld og en truende straf. Vægten ligger derimod på, at vi fødes under forgængelighedens og dødens vilkår; og følgelig tror vi ikke, at Kristus ”straffes” for vore synders skyld, men snarere at Han lader Sig korsfæste og dør for at kunne sprænge dødsrigets porte indefra og dermed sætte os mennesker fri fra dødens herredømme.
Arvesyndstanken fører til en legalistisk og juridisk farvet forståelse af Kristi frelsesværk. Men en sådan forståelse er helt fremmed for Den Ortodokse Kirke og tro. Med Isak Syreren (10. århundrede) lever vi langt snarere under det perspektiv, at Inkarnationen var bestemt til at finde sted under alle omstændigheder, også uden at noget syndefald havde fundet sted. Kristi Fødsel som Menneske finder sted, fordi Gud ønsker at forene sig tættest muligt med Sin skabning. Vi tror, at Kristus påtager Sig vore menneskelige vilkår for at kunne give os del i Sin guddommelige herlighed.
Den ortodokse forståelse af Inkarnationen sammenfattes i en markant formulering hos Maximos Bekenderen (6. årh.): ”Gud skabte verden, for at Han selv kunne blive Menneske deri, og for at mennesket kunne blive guddommeliggjort af nåde og få del i det guddommelige livs vilkår.”
Hvis den lutherske og den romersk-katolske kirke med visse nuancer er enige om, at ”arvesynd” og viljens ufrihed er sørgelige følger af Adam og Evas ulydighed, hvis de er enige om at dåb er en nødvendighed for at undgå evig fortabelse, og endelig enige om at Kristus blev Menneske for at påtage Sig straf på vore vegne, ja så peger Den Ortodokse Kirke i stedet på arvedød, vi peger på, at synden er et personligt valg (selv om vi er enige i, at vilkårene er næsten uendeligt vanskelige, så at det falder let at gøre ondt og svært at gøre godt, jf. Paulus); for menneskets frie vilje er en umistelig gave fra Gud.
Først og sidst peger Den Ortodokse Kirke på, at Kristus blev Menneske for at give mennesker del i Sin guddommelighed.
Uden ”arvesynd”, men med tro på, at i Kristus er Gud selv blevet Menneske, med tro på, at Han frivilligt har påtaget Sig korsfæstelse og død, og endelig med tro på, at Kristus er ”opstanden fra de døde og har besejret døden ved døden og skænket liv til dem i gravene” (den ortodokse påskehymne) forbliver vi fuldt og helt kristne. Dermed bevarer vi den sande kristne tro i hele dens fylde, og dén tro, troen på Kristi Fødsel, Død og Opstandelse fra døde, dét er, hvad der skiller os fra islam.