Den 31. januar 2019 medvirkede f. Poul i radioprogrammet "Tidsånd" på Danmarks Radios P1 under overskriften "Arvesynd i øst og vest".

Lyt til programmet her

Begrebet ”arvesynd” leder på vildspor

Biskop Ste­en Sko­vs­gaard teg­ner i Kri­ste­ligt Dag­blad den 16. janu­ar en skit­se, efter hvil­ken det augustin­ske begreb ”arve­synd” skul­le være den bæren­de grund­sten i den krist­ne kir­ke og tro og den ene­ste gyl­di­ge for­kla­rings­nøg­le til alle øvri­ge krist­ne tro­s­e­le­men­ter. Ja, Sko­vs­gaard hæv­der, at den afgø­ren­de for­skel på kri­sten­dom og islam net­op skul­le være, at kri­sten­dom­men som sit cen­trum og fun­da­ment har ”arve­syn­den”, som til gen­gæld mang­ler i islam, og som mus­li­mer hver­ken begri­ber eller vil vide af.

Sko­vs­gaard hæv­der ende­lig (eller anty­der i hvert fald), at hvis vi krist­ne ser bort fra eller modi­fi­ce­rer den augustin­ske og lut­her­ske lære om ”arve­syn­den”, da ophø­rer vi med at være krist­ne og bli­ver mus­li­mer!

Sko­vs­gaards påstan­de er imid­ler­tid helt på vildspor! Hans skit­se giver et fuld­kom­men forvræn­get bil­le­de af den krist­ne tro (og anta­ge­lig også af islam). For den helt afgø­ren­de for­skel mel­lem islam og kri­sten­dom er ikke den augustin­ske ”arve­synd”, men Kristus selv. For­skel­len er, at vi krist­ne tror, at Gud selv er ble­vet Men­ne­ske i Jesus Kristus, som fødes blandt men­ne­sker for vor frel­ses skyld; og net­op dén tro ven­der islam og mus­li­mer­ne sig imod med den stør­ste for­ar­gel­se, ja, for islam er det en oprø­ren­de guds­be­spot­tel­se at sige og tro, at Gud bli­ver Men­ne­ske.

Med andre ord: For islam er Jesus et skabt men­ne­ske som alle andre men­ne­sker, om end med sær­li­ge egen­ska­ber; og for islam er sel­ve den krist­ne tro på Inkar­na­tio­nen, på Guds men­ne­ske­vor­del­se i Kristus, en blas­fe­mi. Den cen­tre­ring om Kristus, Hans Fød­sel, Død og Opstan­del­se, som er den krist­ne tro og Den Orto­dok­se Kir­kes livs­ner­ve, den er en for­ar­gel­se for mus­li­mer.

Dét er den helt afgø­ren­de for­skel på islam og kri­sten­dom! Mus­li­mer ken­der ikke til og vil ikke vide af, at Gud bli­ver Men­ne­ske!

Med det sagt, er der inden­for kri­sten­he­den gan­ske for­skel­lig­ar­te­de udlæg­nin­ger af, hvor­dan vi nær­me­re skal for­stå Kri­sti Fød­sel, Død og Opstan­del­se, og af hvor­dan vi skal for­stå Kri­sti frel­sen­de vir­ke for men­ne­sker. Et basalt punkt er her for­stå­el­sen af, hvad synd i det hele taget er, for­stå­el­sen af hvil­ke kon­se­kven­ser Adam og Evas uly­dig­hed har for men­ne­skeslæg­ten, og for­stå­el­sen af, hvad det nær­me­re bety­der, når vi siger, at Kristus udfri­er os men­ne­sker fra syn­dens føl­ger.

Her er der nog­le meget afgø­ren­de for­skel­le mel­lem den orto­dok­se, krist­ne tro, som vi ken­der den i Den Orto­dok­se Kir­ke, og så den tro, vi ser i de romersk-katol­ske og pro­te­stan­ti­ske kir­ke­sam­fund. Et mar­kant omdrej­nings­punkt er net­op den ”arve­synd”, som biskop Sko­vs­gaard søger at gøre til kri­sten­dom­mens grund­sten. Begre­bet opstår hos Augustin i det 4. århund­re­de og har lige siden haft mas­siv ind­fly­del­se på den teo­lo­gi­ske tan­ke­gang i Vesten. I Østens kir­ke der­i­mod har arve­synd­stan­ken aldrig haft nogen sær­lig betyd­ning, og orto­doks teo­lo­gi for­står Adams synd og dens kon­se­kven­ser for men­ne­ske­ne noget ander­le­des end de vest­li­ge kir­ke­sam­fund.

Augustin lær­te, at de nyfød­te børn er syn­de­re, ikke for­di de per­son­ligt har syn­det, men for­di de så at sige fødes med et rets­krav vendt imod sig på grund af Adam og Evas synd. Der­for, lær­te Augustin, er det, bog­sta­ve­lig talt, livet om at gøre, at bør­ne­ne bli­ver døbt, for at de ikke skal forta­bes til ”evig død” og ”pine uden ophør”, som det hed­der i Den Augs­burg­ske Beken­del­se.

I Den Orto­dok­se Kir­ke lærer vi ikke om ”arve­synd”, men om arve­død. Det bety­der, at dét, hvert men­ne­ske arver fra Adam og Evas fald, ikke er en med­født skyld, men et for­fær­den­de vil­kår, nem­lig for­gæn­ge­lig­hed og død. Føl­ge­lig døber vi ikke de nyfød­te børn for at for­la­de dem de syn­der, de end­nu ikke har begå­et; vi døber bør­ne­ne for at fri dem fra det­te døde­ns vil­kår og i ste­det skæn­ke dem evigt liv i og med Kristus.

For betyd­nin­gen af dåben er ikke, at vi ren­ses for en med­født, ned­ar­vet skyld. I dåben podes vi som gre­ne på Kristus og bli­ver del af Hans Lege­me, som er Kir­ken. I dåben druk­ner vi, dør vi med Kristus i dåbsvan­det for at kun­ne opstå med Ham til evigt liv. Det er der­for, vi i Den Orto­dok­se Kir­ke fast­hol­der den sakra­men­tale rea­lis­me; vi døber ved fuld ned­dyk­ning og nøjes ikke med tre drå­ber sym­bolsk vand på pan­den.

Ste­en Sko­vs­gaard anty­der, at dåbs­sy­net defi­ne­rer en ræk­ke andre afgø­ren­de ele­men­ter i det krist­ne liv; og det har han ret i. I de kir­ker, som læg­ger tan­ken om ”arve­synd” som grund­sten, har man gen­nem man­ge århund­re­der udfol­det tan­ken om den ”sted­fortræ­den­de straf”, nem­lig at Gud blev Men­ne­ske i Kristus, som så ved Sin kors­fæ­stel­se og død påtog sig den straf for syn­den, som vi men­ne­sker ellers skul­le have lidt. Også den tan­ke­gang er frem­med for den orto­dok­se krist­ne tro.

Synd og skyld er ikke arve­li­ge. Vi er ale­ne skyl­di­ge i de syn­der, vi selv begår, ikke i dem, andre har begå­et. Når nogen syn­der, er det udtryk for et per­son­ligt valg. Vore valg udsprin­ger af men­ne­skets frie vil­je, som er umi­ste­lig. Synd er aldrig en hand­ling, som med nød­ven­dig­hed føl­ger af en for­dær­vet natur. Men­ne­sket er skabt frit, og den gud­giv­ne fri­hed kan ikke uds­let­tes af nogen ”arve­synd”. Adam og Evas oprør mod Gud er deres per­son­li­ge synd.

De for­skel­li­ge syn i Øst og Vest på ”arve­synd” og ned­ar­vet skyld fører til gan­ske afvi­gen­de opfat­tel­ser af, hvor­for Kristus bli­ver Men­ne­ske. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter tæn­ker sig ofte Inkar­na­tio­nen som led i et nød­ven­digt og uom­gæn­ge­ligt rets­op­gør. Vi fin­der tan­ken udtrykt hos Anselm af Can­ter­bury i det 11. århund­re­de i et værk med tit­len ”Hvor­for blev Gud Men­ne­ske?. Anselm udfol­der en teo­lo­gi om ”den sted­fortræ­den­de straf”, nem­lig den fore­stil­ling, at Kristus ved Sin kors­fæ­stel­se og død påta­ger Sig at udstå den straf, som Adams efter­kom­me­re var ble­vet idømt, og at vi der­for fri­fin­des.

I Den Orto­dok­se Kir­ke lig­ger væg­ten, som alle­re­de nævnt, ikke på, at men­ne­sker skul­le fødes med en ned­ar­vet skyld og en tru­en­de straf. Væg­ten lig­ger der­i­mod på, at vi fødes under for­gæn­ge­lig­he­dens og døde­ns vil­kår; og føl­ge­lig tror vi ikke, at Kristus ”straf­fes” for vore syn­ders skyld, men sna­re­re at Han lader Sig kors­fæ­ste og dør for at kun­ne spræn­ge døds­ri­gets por­te inde­fra og der­med sæt­te os men­ne­sker fri fra døde­ns her­re­døm­me.

Arve­synd­stan­ken fører til en lega­li­stisk og juri­disk far­vet for­stå­el­se af Kri­sti frel­ses­værk. Men en sådan for­stå­el­se er helt frem­med for Den Orto­dok­se Kir­ke og tro. Med Isak Syre­ren (10. århund­re­de) lever vi langt sna­re­re under det per­spek­tiv, at Inkar­na­tio­nen var bestemt til at fin­de sted under alle omstæn­dig­he­der, også uden at noget syn­de­fald hav­de fun­det sted. Kri­sti Fød­sel som Men­ne­ske fin­der sted, for­di Gud ønsker at for­e­ne sig tæt­test muligt med Sin skab­ning. Vi tror, at Kristus påta­ger Sig vore men­ne­ske­li­ge vil­kår for at kun­ne give os del i Sin gud­dom­me­li­ge her­lig­hed.

Den orto­dok­se for­stå­el­se af Inkar­na­tio­nen sam­men­fat­tes i en mar­kant for­mu­le­ring hos Maxi­mos Beken­de­ren (6. årh.): ”Gud skab­te ver­den, for at Han selv kun­ne bli­ve Men­ne­ske deri, og for at men­ne­sket kun­ne bli­ve gud­dom­me­lig­gjort af nåde og få del i det gud­dom­me­li­ge livs vil­kår.”

Hvis den lut­her­ske og den romersk-katol­ske kir­ke med vis­se nuan­cer er eni­ge om, at ”arve­synd” og vil­jens ufri­hed er sør­ge­li­ge føl­ger af Adam og Evas uly­dig­hed, hvis de er eni­ge om at dåb er en nød­ven­dig­hed for at und­gå evig forta­bel­se, og ende­lig eni­ge om at Kristus blev Men­ne­ske for at påta­ge Sig straf på vore veg­ne, ja så peger Den Orto­dok­se Kir­ke i ste­det på arve­død, vi peger på, at syn­den er et per­son­ligt valg (selv om vi er eni­ge i, at vil­kå­re­ne er næsten uen­de­ligt van­ske­li­ge, så at det fal­der let at gøre ondt og svært at gøre godt, jf. Paulus); for men­ne­skets frie vil­je er en umi­ste­lig gave fra Gud.

Først og sidst peger Den Orto­dok­se Kir­ke på, at Kristus blev Men­ne­ske for at give men­ne­sker del i Sin gud­dom­me­lig­hed.

Uden ”arve­synd”, men med tro på, at i Kristus er Gud selv ble­vet Men­ne­ske, med tro på, at Han fri­vil­ligt har påta­get Sig kors­fæ­stel­se og død, og ende­lig med tro på, at Kristus er ”opstan­den fra de døde og har besej­ret døden ved døden og skæn­ket liv til dem i gra­ve­ne” (den orto­dok­se påske­hym­ne) for­bli­ver vi fuldt og helt krist­ne. Der­med beva­rer vi den san­de krist­ne tro i hele dens fyl­de, og dén tro, tro­en på Kri­sti Fød­sel, Død og Opstan­del­se fra døde, dét er, hvad der skil­ler os fra islam.