Kristeligt Dagblad bringer den 20. december en artikel om den kirkelige udvikling i Ukraine. Artiklen er krediteret Christian Gottlieb, dr. theol. i ortodoks kristendom (hvad det så måtte betyde); men Gottliebs fremstilling er desværre både mangelfuld og misvisende, for den hviler på misforståede præmisser. Den fremstiller, overordnet set, et fejlagtigt billede af autoritetsstrukturerne i Den Ortodokse Kirke; og derfor bliver også redegørelsen for den aktuelle sag, dén i Ukraine, fortegnet.
Gottlieb indleder med at konstatere, at Ukraine nu endelig har fået sin ”ene, lokale, selvstændige, ukrainske Ortodokse Kirke”. Det er en sandhed med betragtelige modifikationer, for nu at sige det mildt. Jeg nøjes med at kommentere to af adjektiverne: Den kirkelige enhed, som officielt er blevet anmeldt sidste lørdag, er ikke det mindste ”ene”. Der er tale om en sammenslutning af to skismatiske grupperinger, ”Kiev-patriarkatet” og ”Den Ortodokse Autokefale Ukrainske Kirke”, som anslået tilsammen rummer 6000 menigheder. Foruden dem er der i Ukraine den kanoniske ”Den Ortodokse Kirke i Ukraine”, som er knyttet til Moskvas Patriarkat. Denne sidste tæller anslået omkring 12000 menigheder, altså dobbelt så mange som de to andre tilsammen.
Det er således noget af en tilsnigelse at kalde den nydannede enhed for Ukraines ”ene” kirke.
Det andet af de brugte adjektiver, der er grund til at kommentere, er ordet ”selvstændig”. Her kræves i det mindste en detaljeret definition af, hvad man mener med ”selvstændig”. Det fører for vidt her, men i hvert fald kan man konstatere, at der på ingen måde er tale om, at den kirkelige organisation, som nu er blevet erklæret i Ukraine, skulle være autokefal i ortodoks, kirkelig forstand. En ortodoks kirke er autokefal, det vil sige fuldt uafhængig og selvstyrende, når den selv kan vælge sin leder, og når dette valg ikke kræver godkendelse fra en anden, højere instans. Det er det første, som karakteriserer en autokefal kirke. Det andet er, at sådan en kirkes leder selv kan indvie den hellige olie, myron, som benyttes ved dåb og myronsalvning. Den hellige myron er en bærende del af Den Ortodokse Kirkes liv.
Ingen af de to nævnte betingelser er opfyldt i dette tilfælde. Den nye kirkelige enhed i Ukraine vil skulle have sin leder godkendt af Det Økumeniske Patriarkat; og man vil skulle modtage den hellige myron fra Istanbul. Alle detaljer er endnu ikke på plads, men alt tyder på, at den nye kirke vil være mere afhængig af Konstantinopels Patriarkat, end den kanoniske ”Den Ortodokse Kirke i Ukraine” er afhængig af Moskvas Patriarkat. Så dét med ”uafhængigheden” er også en tilsnigelse; der er i det højeste tale om at foretrække én afhængighed for en anden.
Man kan spørge, hvorfor Christian Gottlieb helt ukritisk formidler en politiserende og russisk-fjendtlig fremstilling af den kirkelige udvikling, der finder sted i Ukraine? Det virker, som om Gottlieb næsten er skuffet over at måtte meddele, at ”den russiske regering har gjort det klart, at den ikke mener at have ret til at gribe ind i denne kirkelige konflikt i Ukraine.” Havde han da hellere set russiske tanks rulle op foran Sofia-katedralen i Kiev, hvor den nye Kirke blev proklameret? Man skulle næsten tro det. I hvert fald slutter han med at konstatere, at udviklingen ikke er noget, den russiske stat vil gøre noget ved; inden han alligevel lader mistænkeliggørelsen få det sidste ord: ”I al fald ikke åbenlyst.”
Det er det ene svar. Det andet er, at Gottlieb synes at have misforstået, hvordan sager ordnes og konflikter afgøres i Den Ortodokse Kirke. Han lader til at antage, at Den Økumeniske Patriark i Konstantinopel, som for tiden hedder Bartholomæos, at han har myndighed til at skære igennem og træffe endegyldige beslutninger, ikke blot i sin egen Kirke, men i samtlige andre autokefale, altså selvstændige ortodokse Kirker. Men dette er en misforståelse, som gør det umuligt at forstå udviklingen i den ortodokse verden. For ganske vist er der eksempler på, at denne eller hin patriark tror, han er blevet enevældig, men enevælde er lykkeligvis aldrig blevet officiel ortodoks kirkelære. Den Ortodokse Kirke er konciliær, det vil sige baseret på rådslagning; den har ingen enevældig instans, hvorefter alle haver sig at rette.
Gottlieb beretter, som var det den naturligste ting af verden, hvordan Det Økumeniske Patriarkat mener sig berettiget til at bestemme, hvordan tingene skal udvikles i Ukraine, og hvordan man har ”tilbagekaldt” en erklæring fra 1686 om Moskvas myndighed i Ukraine. Jeg kan tilføje, at efter sigende har Konstantinopel også truet med at ”inddrage” (!) Moskvas-patriarkatets selvstændighed, som blev etableret 100 år tidligere, i 1589.
Denne skribent (og ortodokse præst) har megen forståelse for, at mange i Ukraine brændende ønsker sig en selvstændig, en autokefal ortodoks Kirke. En Kirke, uafhængig i ”både politisk og åndelig forstand” af både Moskva og Istanbul. Man kan derimod tvivle på, at de samme ukrainere blot har ønsket at udskifté én afhængighed med en anden, måske endnu mere snærende.
Og så kan man endelig spørge sig om metoderne og vejen til at opnå selvstændighed. Der er mange eksempler på, hvor vanskelig den vej kan være. Men én ting er sikkert: Det er ikke i overensstemmelse med ortodoks ekklesiologi (kirkelære), at den slags kan besluttes af en enevældig hersker. Den Ortodokse Kirke har ingen pave!