Der pågår for tiden, begyndelsen af november 2018, en debat i Kristeligt Dagblad om Darwinisme, evolutionslære og kristendom. Det er et både interessant og vigtigt emne. Jeg har forsøgt at blande mig i debatten med en ortodoks vinkel; men som så ofte før meddeler Kristeligt Dagblad, at man ikke har ”plads” til ortodokse indlæg. Til gengæld bringer K. D. onsdag den 7. november en stærkt kritisk kronik om ”amerikansk bibelfundamentalisme” og ”kreationisme”; som om disse skulle være eneste mulige alternativ til ukritisk tilslutning til evolutionslæren. Hvilket naturligvis er noget vrøvl.
Indlægget, som K.D. altså ikke ønskede at bringe, følger nedenfor; noget udvidet i forhold til det oprindelige:
Darwins lære og den ortodokse kristne tro
Med nogen forbavselse har jeg bemærket, at en præst i folkekirken er blevet irettesat af sin biskop for at udtale sig kritisk om Darwins evolutionslære. Marianne Christensen, biskop i Haderslev, går i rette med én af stiftets præster, som har tilladt sig at bringe et kritisk indlæg mod evolutionslæren i sit lokale kirkeblad. Ikke blot irettesætter biskoppen omtalte præst offentligt, hun opfordrer ham til at modtage teologisk efteruddannelse og henviser ham med det formål til en teologisk professor i København, som skulle være i besiddelse af det relevante pensum.
Jeg skal ikke blande mig i, hvor nedladende en biskop i folkekirken kan være over for sine præster; men selve sagsforholdet, om hvorvidt evolutionslære og kristendom er forenelige, giver mig anledning til at skitsere en ortodoks tilgang til spørgsmålet. Det er så meget mere relevant, som Kristeligt Dagblad i sin dækning af sagen tegner et billede af, at der kun skulle eksistere to alternativer: Darwinisme eller bibelfundamentalisme.
For det første: Der er ikke nogen nødvendig og absolut modsætning mellem naturvidenskab og ortodoks, kristen tro. Videnskab og tro udelukker ikke gensidigt hinanden. Men det er heller ikke antageligt for ortodoks teologi og tro, at der, som nogle hævder, skulle være vandtætte skotter mellem tro og videnskab. Det er ikke en holdbar tanke, at de to repræsenterer to helt forskellige verdener, som intet har at gøre med hinanden. Man bør derfor ikke stille sig tifreds med den tese, at tro og videnskab ”svarer på væsensforskellige spørgsmål”, at der altså sideløbende eksisterer væsensforskellige ”virkeligheder”, som intet har at gøre med hinanden, og at det derfor slet ikke giver mening at sammenholde dem. – Tværtimod! Kristen teologi må løbende søge at forstå videnskabelige teorier og resultater på den kristne tros baggrund for at trænge ind i, hvordan de to samvirker eller problematiserer hinanden.
Når det gælder evolutionslæren, Darwins teori om ”arternes oprindelse”, så ligger det lige for at sammenholde den teori og dens videnskabelige følgevirkninger med Bibelens Skabelsesberetning for at undersøge, om de to størrelser overhovedet er forenelige, eller om de udelukker hinanden. De kristne overvejelser og vurderinger tager naturligt udgangspunkt netop i Skabelsesberetningen (eller mere korrekt: beretningerne, for der er mere end én).
Hvordan forholder vi os til Bibelen? Det er det første spørgsmål. Den Ortodokse Kirke og teologi er ikke fundamentalistisk i sin læsning af Bibelen. Hvad betyder det? Det betyder, at Kirken ikke anser Skabelsesberetningen for en videnskabelig redegørelse for verdens tilblivelse eller for menneskets plads deri. Det kan måske lyde som en selvfølgelighed, men det må præciseres, for ikke alle kristne er enige heri. Nogle kristne læser Bibelen som ”én til én” og afviser enhver afvigelse herfra. Det er en position, som desværre bidrager til den udbredte forestilling blandt ateister, at kristne er nødsagede til at tro på alle slags urimeligheder og afvise enhver (natur-)videnskab.
Imidlertid: En bogstavelig læsning af Skabelsesberetningen ville stille os over for at måtte acceptere åbenlyse modsigelser. Vi måtte da hævde, at mennesket viste sig på jorden omkring 120 timer efter altings begyndelse, at dagslyset var til, inden solen var skabt, at universet er omgivet af vand, at universet ikke er mere end seks eller syv tusind år gammelt, at kvinden er bygget op af mandens ribben efter et kirurgisk indgreb fra Gud selv; samt endnu en række indlysende urimeligheder.
For det andet: Når vi om Skabelsesberetningen siger, at den ikke skal tages bogstaveligt, så skal vi passe på ikke at gøre den fejlslutning, at så har beretningen nok slet intet faktuelt indhold i det hele taget, og derfor er vi nødsagede til at nedskrive den til ren og skær mytologi og poesi. Det bliver i nogles udlægning til, at naturvidenskabelig teori danner fuldt tilstrækkeligt grundlag for en tilbundsgående, dækkende forståelse af universets tilblivelse, udvikling og tilstand.
Det synspunkt kan ikke passes ind i kristen tro! Skabelsesberetningen læser vi med troens briller, ikke som (blot og bar) mytologi, men som en henvisning til Guds virkelighed. Vi læser den som faktuel i den forstand, at beretningen formidler den kristne tro på, at universet og alt deri ikke er blevet til ved en “kosmisk tilfældighed”, men ved Guds personlige vilje, og den formidler troen på, at menneskeslægten af Guds kærlige vilje er skabt med et helt særligt forhold til Gud. – Lad så være, at den formidling finder sted, ikke med naturvidenskabelig sprogbrug og metodik, men, om man vil, som fortælling og poesi. Det gør den ikke mindre sand, endsige til fri fantasi.
Denne skribent har ingen naturvidenskabeligt kvalificeret holdning til Darwins evolutionslære, til læren om ”arternes oprindelse”. Men fordi evolutionslæren fremsætter en ganske anden påstand om universets og menneskers tilblivelse end Bibelen, må vi i Kirken nødvendigvis undersøge denne lære i lyset af den ortodokse, kristne tro.
Det afgørende indhold af Bibelens Skabelsesberetning i Første Mosebog er for det første: Universet og alt deri er til, fordi Gud vil det. Uden Guds vilje ville intet være til af det, som er. I det skabte univers indtager mennesket en særlig plads: Gud skabte mennesket i Sit eget billede, og mennesket er af Gud bestemt til at herske ”over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!” – Og vi må spørge: Lader denne bibelske forståelse af menneskets værdighed og kald sig forene med læren om, at mennesket selv er et dyr, der ikke væsentligt adskiller sig fra andre dyr? Lader den sig forene med, at mennesket skulle være det foreløbigt sidste (?) resultat af en evolutionær, uomgængelig lovmæssig udvikling, som dybest set er en følgevirkning af en energiudladning eller eksplosion i en grønært eller pinocchiokugle med en helt ubegribelig massefylde (”Big Bang”) i intetheden (hvad dét så måtte være for en størrelse)?
Dernæst: Bibelen beretter om en kosmisk og åndelig katastrofe, som man plejer at kalde for ”syndefaldet”. Det indebærer, kristeligt forstået, at ved de første menneskers frie valg forstyrredes den harmoniske orden, Gud havde skabt, og erstattedes af en helt anden orden, hvorved forgængelighed og død kom til at herske i verden. – Vi hæfter os ved tanken om det frie valg, at Adam og Eva havde et valg, om de ville gå ad Guds veje eller bare gå deres helt egne veje. Og netop valget og friheden er fuldkommen afgørende for det kristne menneskesyn. Men friheden er i modstrid med forståelse af mennesket som udtryk for et blot og bart evolutionært ”stadie”.
Og så hæfter vi os ved, at den kristne tro, som det ses, ikke forstår døden som noget ”naturligt”, men tværtimod som noget fremmed og unaturligt, som kom ind i verden, da mennesket vendte sig fra Gud. Derfor må vi spørge: Lader den kristne forståelse sig forene med læren om en uophørlig udvikling af nye ”arter”, en evolution, hvis eneste drivkraft er ”de bedst egnedes” overlevelse og de mindre egnedes nødvendige og naturlige død?
Endvidere: Bibelen beretter om Guds kærlige vilje til at sætte os mennesker fri af dødens tyranni, til at genskabe Guds billede i os, og til at skænke os evigt liv i lighed med Kristus i Paradis. Håbet på sejr over døden, og troen på, at vi skal få del i Kristi Opstandelse fra de døde, dermed står og falder den kristne tro. Vi må derfor spørge: Lader troen på denne Guds kærlige vilje og magt sig forene med læren om, at menneskeslægten er det foreløbigt seneste resultat af en uophørlig, rent biologisk betinget tilpasning til naturgivne forhold?
Endelig: Det er kristen tro, at Gud kender hver af os ved navn og tager kærligt vare på hvert menneskes liv. Vi tror, at Gud, som det hedder i én af Kirkens bønner, ”ikke har skyet noget middel for at føre os til Himlen og give os del i Sit Rige.” – Mon den tro lader sig forene med evolutionslærens mekanistiske forståelse? Eller med læren om, sådan som nogle kristne forsøger at omgå problemet, at Gud blot skulle have ”sat det hele i gang”, have givet verdensmekanikken, inklusive ”arternes udvikling”, det første skub, for så at vende ryggen til, ikke blande Sig yderligere, og overlade Sin skabelse til blinde, upersonlige evolutionære mekanismer, som intet kender til medfølelse eller ånd endsige kærlighed?
Ovennævnte spørgsmål er både konkrete og uomgængelige for den kristne tro; for vi lader os ikke nøje med de gængse bortforklaringer, om at tro og videnskab er to helt forskellige verdener, der ingenting har med hinanden at gøre; og at det derfor sagtens lader sig gøre at abonnere både på en mekanistisk udviklingslære og på kristen tro på Guds kærlige skabelse og forsyn.
Som sagt, vi er ikke ”bibelfundamentalister”, men vi hævder, at det er fundamentalt for den kristne tro, at Gud er Skaberen af alting. Og vi hævder, at Guds skabelse ikke er nogen ”kosmisk tilfældighed”, men at Gud tværtimod har en plan med den verden, Han har skabt.