Evolutionslære og kristendom

Der pågår for tiden, begyn­del­sen af novem­ber 2018, en debat i Kri­ste­ligt Dag­blad om Darwi­nis­me, evo­lu­tions­læ­re og kri­sten­dom. Det er et både inter­es­sant og vig­tigt emne. Jeg har for­søgt at blan­de mig i debat­ten med en orto­doks vin­kel; men som så ofte før med­del­er Kri­ste­ligt Dag­blad, at man ikke har ”plads” til orto­dok­se ind­læg. Til gen­gæld brin­ger K. D. ons­dag den 7. novem­ber en stærkt kri­tisk kro­nik om ”ame­ri­kansk bibel­fun­da­men­ta­lis­me” og ”kre­a­tio­nis­me”; som om dis­se skul­le være ene­ste muli­ge alter­na­tiv til ukri­tisk til­slut­ning til evo­lu­tions­læ­ren. Hvil­ket natur­lig­vis er noget vrøvl.

Ind­læg­get, som K.D. alt­så ikke ønske­de at brin­ge, føl­ger neden­for; noget udvi­det i for­hold til det oprin­de­li­ge:

Darwins lære og den ortodokse kristne tro

Med nogen for­bav­sel­se har jeg bemær­ket, at en præst i fol­kekir­ken er ble­vet iret­te­sat af sin biskop for at udta­le sig kri­tisk om Darwins evo­lu­tions­læ­re. Mari­an­ne Chri­sten­sen, biskop i Hader­s­lev, går i ret­te med én af stif­tets præ­ster, som har til­ladt sig at brin­ge et kri­tisk ind­læg mod evo­lu­tions­læ­ren i sit loka­le kir­ke­blad. Ikke blot iret­te­sæt­ter biskop­pen omtal­te præst offent­ligt, hun opfor­drer ham til at mod­ta­ge teo­lo­gisk efter­ud­dan­nel­se og hen­vi­ser ham med det for­mål til en teo­lo­gisk pro­fes­sor i Køben­havn, som skul­le være i besid­del­se af det rele­van­te pensum.

Jeg skal ikke blan­de mig i, hvor ned­la­den­de en biskop i fol­kekir­ken kan være over for sine præ­ster; men sel­ve sags­for­hol­det, om hvor­vidt evo­lu­tions­læ­re og kri­sten­dom er for­e­ne­li­ge, giver mig anled­ning til at skit­se­re en orto­doks til­gang til spørgs­må­let. Det er så meget mere rele­vant, som Kri­ste­ligt Dag­blad i sin dæk­ning af sagen teg­ner et bil­le­de af, at der kun skul­le eksi­ste­re to alter­na­ti­ver: Darwi­nis­me eller bibel­fun­da­men­ta­lis­me.

For det før­ste: Der er ikke nogen nød­ven­dig og abso­lut mod­sæt­ning mel­lem natur­vi­den­skab og orto­doks, kri­sten tro. Viden­skab og tro ude­luk­ker ikke gen­si­digt hin­an­den. Men det er hel­ler ikke anta­ge­ligt for orto­doks teo­lo­gi og tro, at der, som nog­le hæv­der, skul­le være vandtæt­te skot­ter mel­lem tro og viden­skab. Det er ikke en hold­bar tan­ke, at de to repræ­sen­te­rer to helt for­skel­li­ge ver­de­ner, som intet har at gøre med hin­an­den. Man bør der­for ikke stil­le sig tif­reds med den tese, at tro og viden­skab ”sva­rer på væsens­for­skel­li­ge spørgs­mål”, at der alt­så side­lø­ben­de eksi­ste­rer væsens­for­skel­li­ge ”vir­ke­lig­he­der”, som intet har at gøre med hin­an­den, og at det der­for slet ikke giver mening at sam­men­hol­de dem. – Tvær­ti­mod! Kri­sten teo­lo­gi må løben­de søge at for­stå viden­ska­be­li­ge teo­ri­er og resul­ta­ter på den krist­ne tros bag­grund for at træn­ge ind i, hvor­dan de to samvir­ker eller pro­ble­ma­ti­se­rer hin­an­den.

Når det gæl­der evo­lu­tions­læ­ren, Darwins teo­ri om ”arter­nes oprin­del­se”, så lig­ger det lige for at sam­men­hol­de den teo­ri og dens viden­ska­be­li­ge føl­ge­virk­nin­ger med Bibe­lens Ska­bel­ses­be­ret­ning for at under­sø­ge, om de to stør­rel­ser over­ho­ve­det er for­e­ne­li­ge, eller om de ude­luk­ker hin­an­den. De krist­ne over­vej­el­ser og vur­de­rin­ger tager natur­ligt udgangs­punkt net­op i Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen (eller mere kor­rekt: beret­nin­ger­ne, for der er mere end én).

Hvor­dan for­hol­der vi os til Bibe­len? Det er det før­ste spørgs­mål. Den Orto­dok­se Kir­ke og teo­lo­gi er ikke fun­da­men­ta­li­stisk i sin læs­ning af Bibe­len. Hvad bety­der det? Det bety­der, at Kir­ken ikke anser Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen for en viden­ska­be­lig rede­gø­rel­se for ver­dens til­bli­vel­se eller for men­ne­skets plads deri. Det kan måske lyde som en selv­føl­ge­lig­hed, men det må præ­ci­se­res, for ikke alle krist­ne er eni­ge heri. Nog­le krist­ne læser Bibe­len som ”én til én” og afvi­ser enhver afvi­gel­se her­fra. Det er en posi­tion, som desvær­re bidra­ger til den udbred­te fore­stil­ling blandt atei­ster, at krist­ne er nødsa­ge­de til at tro på alle slags uri­me­lig­he­der og afvi­se enhver (natur-)videnskab.

Imid­ler­tid: En bog­sta­ve­lig læs­ning af Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen vil­le stil­le os over for at måt­te accep­te­re åben­ly­se mod­si­gel­ser. Vi måt­te da hæv­de, at men­ne­sket viste sig på jor­den omkring 120 timer efter altings begyn­del­se, at dags­ly­set var til, inden solen var skabt, at uni­ver­set er omgi­vet af vand, at uni­ver­set ikke er mere end seks eller syv tusind år gam­melt, at kvin­den er byg­get op af man­dens rib­ben efter et kirur­gisk ind­greb fra Gud selv; samt end­nu en ræk­ke ind­ly­sen­de uri­me­lig­he­der.

For det andet: Når vi om Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen siger, at den ikke skal tages bog­sta­ve­ligt, så skal vi pas­se på ikke at gøre den fejl­slut­ning, at så har beret­nin­gen nok slet intet fak­tu­elt ind­hold i det hele taget, og der­for er vi nødsa­ge­de til at nedskri­ve den til ren og skær myto­lo­gi og poesi. Det bli­ver i nog­les udlæg­ning til, at natur­vi­den­ska­be­lig teo­ri dan­ner fuldt til­stræk­ke­ligt grund­lag for en til­bunds­gå­en­de, dæk­ken­de for­stå­el­se af uni­ver­sets til­bli­vel­se, udvik­ling og til­stand.

Det syns­punkt kan ikke pas­ses ind i kri­sten tro! Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen læser vi med tro­ens bril­ler, ikke som (blot og bar) myto­lo­gi, men som en hen­vis­ning til Guds vir­ke­lig­hed. Vi læser den som fak­tu­el i den for­stand, at beret­nin­gen for­mid­ler den krist­ne tro på, at uni­ver­set og alt deri ikke er ble­vet til ved en “kos­misk til­fæl­dig­hed”, men ved Guds per­son­li­ge vil­je, og den for­mid­ler tro­en på, at men­ne­skeslæg­ten af Guds kær­li­ge vil­je er skabt med et helt sær­ligt for­hold til Gud. – Lad så være, at den for­mid­ling fin­der sted, ikke med natur­vi­den­ska­be­lig sprog­brug og meto­dik, men, om man vil, som for­tæl­ling og poesi. Det gør den ikke min­dre sand, end­si­ge til fri fan­ta­si.

Den­ne skri­bent har ingen natur­vi­den­ska­be­ligt kva­li­fi­ce­ret hold­ning til Darwins evo­lu­tions­læ­re, til læren om ”arter­nes oprin­del­se”. Men for­di evo­lu­tions­læ­ren frem­sæt­ter en gan­ske anden påstand om uni­ver­sets og men­ne­skers til­bli­vel­se end Bibe­len, må vi i Kir­ken nød­ven­dig­vis under­sø­ge den­ne lære i lyset af den orto­dok­se, krist­ne tro.

Det afgø­ren­de ind­hold af Bibe­lens Ska­bel­ses­be­ret­ning i Før­ste Mose­bog er for det før­ste: Uni­ver­set og alt deri er til, for­di Gud vil det. Uden Guds vil­je vil­le intet være til af det, som er. I det skab­te uni­vers ind­ta­ger men­ne­sket en sær­lig plads: Gud skab­te men­ne­sket i Sit eget bil­le­de, og men­ne­sket er af Gud bestemt til at her­ske ”over havets fisk og him­me­lens fug­le, kvæ­get og alle vildt­le­ven­de dyr, der rører sig på jor­den!” – Og vi må spør­ge: Lader den­ne bibel­ske for­stå­el­se af men­ne­skets vær­dig­hed og kald sig for­e­ne med læren om, at men­ne­sket selv er et dyr, der ikke væsent­ligt adskil­ler sig fra andre dyr? Lader den sig for­e­ne med, at men­ne­sket skul­le være det fore­lø­bigt sid­ste (?) resul­tat af en evo­lu­tio­nær, uom­gæn­ge­lig lov­mæs­sig udvik­ling, som dybest set er en føl­ge­virk­ning af en ener­gi­ud­lad­ning eller eks­plo­sion i en grø­nært eller pinoc­chi­o­kug­le med en helt ube­gri­be­lig mas­se­fyl­de (”Big Bang”) i intet­he­den (hvad dét så måt­te være for en stør­rel­se)?

Der­næst: Bibe­len beret­ter om en kos­misk og ånde­lig kata­stro­fe, som man ple­jer at kal­de for ”syn­de­fal­det”. Det inde­bæ­rer, kri­ste­ligt for­stå­et, at ved de før­ste men­ne­skers frie valg for­styr­re­des den har­moni­ske orden, Gud hav­de skabt, og erstat­te­des af en helt anden orden, hvor­ved for­gæn­ge­lig­hed og død kom til at her­ske i ver­den. – Vi hæf­ter os ved tan­ken om det frie valg, at Adam og Eva hav­de et valg, om de vil­le gå ad Guds veje eller bare gå deres helt egne veje. Og net­op val­get og fri­he­den er fuld­kom­men afgø­ren­de for det krist­ne men­ne­ske­syn. Men fri­he­den er i mod­strid med for­stå­el­se af men­ne­sket som udtryk for et blot og bart evo­lu­tio­nært ”sta­die”.

Og så hæf­ter vi os ved, at den krist­ne tro, som det ses, ikke for­står døden som noget ”natur­ligt”, men tvær­ti­mod som noget frem­med og una­tur­ligt, som kom ind i ver­den, da men­ne­sket vend­te sig fra Gud. Der­for må vi spør­ge: Lader den krist­ne for­stå­el­se sig for­e­ne med læren om en uop­hør­lig udvik­ling af nye ”arter”, en evo­lu­tion, hvis ene­ste driv­kraft er ”de bedst egne­des” over­le­vel­se og de min­dre egne­des nød­ven­di­ge og natur­li­ge død?

End­vi­de­re: Bibe­len beret­ter om Guds kær­li­ge vil­je til at sæt­te os men­ne­sker fri af døde­ns tyran­ni, til at gen­ska­be Guds bil­le­de i os, og til at skæn­ke os evigt liv i lig­hed med Kristus i Para­dis. Håbet på sejr over døden, og tro­en på, at vi skal få del i Kri­sti Opstan­del­se fra de døde, der­med står og fal­der den krist­ne tro. Vi må der­for spør­ge: Lader tro­en på den­ne Guds kær­li­ge vil­je og magt sig for­e­ne med læren om, at men­ne­skeslæg­ten er det fore­lø­bigt sene­ste resul­tat af en uop­hør­lig, rent bio­lo­gisk betin­get til­pas­ning til natur­giv­ne for­hold?

Ende­lig: Det er kri­sten tro, at Gud ken­der hver af os ved navn og tager kær­ligt vare på hvert men­ne­skes liv. Vi tror, at Gud, som det hed­der i én af Kir­kens bøn­ner, ”ikke har sky­et noget mid­del for at føre os til Him­len og give os del i Sit Rige.” – Mon den tro lader sig for­e­ne med evo­lu­tions­læ­rens meka­ni­sti­ske for­stå­el­se? Eller med læren om, sådan som nog­le krist­ne for­sø­ger at omgå pro­ble­met, at Gud blot skul­le have ”sat det hele i gang”, have givet ver­dens­me­ka­nik­ken, inklu­si­ve ”arter­nes udvik­ling”, det før­ste skub, for så at ven­de ryg­gen til, ikke blan­de Sig yder­li­ge­re, og over­la­de Sin ska­bel­se til blin­de, uper­son­li­ge evo­lu­tio­næ­re meka­nis­mer, som intet ken­der til med­fø­lel­se eller ånd end­si­ge kær­lig­hed?

Oven­nævn­te spørgs­mål er både kon­kre­te og uom­gæn­ge­li­ge for den krist­ne tro; for vi lader os ikke nøje med de gængse bort­for­kla­rin­ger, om at tro og viden­skab er to helt for­skel­li­ge ver­de­ner, der ingen­ting har med hin­an­den at gøre; og at det der­for sag­tens lader sig gøre at abon­ne­re både på en meka­ni­stisk udvik­lings­læ­re og på kri­sten tro på Guds kær­li­ge ska­bel­se og for­syn.

Som sagt, vi er ikke ”bibel­fun­da­men­ta­li­ster”, men vi hæv­der, at det er fun­da­men­talt for den krist­ne tro, at Gud er Ska­be­ren af alting. Og vi hæv­der, at Guds ska­bel­se ikke er nogen ”kos­misk til­fæl­dig­hed”, men at Gud tvær­ti­mod har en plan med den ver­den, Han har skabt.