Den Ortodokse Kirke har ingen pave

Kri­ste­ligt Dag­blad brin­ger den 20. decem­ber en arti­kel om den kir­ke­li­ge udvik­ling i Ukrai­ne. Artik­len er kre­di­te­ret Chri­sti­an Gott­lieb, dr. the­ol. i orto­doks kri­sten­dom (hvad det så måt­te bety­de); men Gott­liebs frem­stil­ling er desvær­re både man­gel­fuld og mis­vi­sen­de, for den hvi­ler på mis­for­stå­e­de præ­mis­ser. Den frem­stil­ler, over­ord­net set, et fejl­ag­tigt bil­le­de af auto­ri­tets­struk­tu­rer­ne i Den Orto­dok­se Kir­ke; og der­for bli­ver også rede­gø­rel­sen for den aktu­el­le sag, dén i Ukrai­ne, for­teg­net.

Gott­lieb ind­le­der med at kon­sta­te­re, at Ukrai­ne nu ende­lig har fået sin ”ene, loka­le, selv­stæn­di­ge, ukrain­ske Orto­dok­se Kir­ke”. Det er en sand­hed med betrag­te­li­ge modi­fi­ka­tio­ner, for nu at sige det mildt. Jeg nøjes med at kom­men­te­re to af adjek­ti­ver­ne: Den kir­ke­li­ge enhed, som offi­ci­elt er ble­vet anmeldt sid­ste lør­dag, er ikke det mind­ste ”ene”. Der er tale om en sam­men­slut­ning af to skis­ma­ti­ske grup­pe­rin­ger, ”Kiev-patri­ar­ka­tet” og ”Den Orto­dok­se Auto­ke­fa­le Ukrain­ske Kir­ke”, som anslå­et til­sam­men rum­mer 6000 menig­he­der. For­u­den dem er der i Ukrai­ne den kano­ni­ske ”Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne”, som er knyt­tet til Moskvas Patri­ar­kat. Den­ne sid­ste tæl­ler anslå­et omkring 12000 menig­he­der, alt­så dob­belt så man­ge som de to andre til­sam­men.
Det er såle­des noget af en til­s­ni­gel­se at kal­de den nydan­ne­de enhed for Ukrai­nes ”ene” kir­ke.

Det andet af de brug­te adjek­ti­ver, der er grund til at kom­men­te­re, er ordet ”selv­stæn­dig”. Her kræ­ves i det mind­ste en detal­je­ret defi­ni­tion af, hvad man mener med ”selv­stæn­dig”. Det fører for vidt her, men i hvert fald kan man kon­sta­te­re, at der på ingen måde er tale om, at den kir­ke­li­ge orga­ni­sa­tion, som nu er ble­vet erklæ­ret i Ukrai­ne, skul­le være auto­ke­fal i orto­doks, kir­ke­lig for­stand. En orto­doks kir­ke er auto­ke­fal, det vil sige fuldt uaf­hæn­gig og selv­sty­ren­de, når den selv kan væl­ge sin leder, og når det­te valg ikke kræ­ver god­ken­del­se fra en anden, høje­re instans. Det er det før­ste, som karak­te­ri­se­rer en auto­ke­fal kir­ke. Det andet er, at sådan en kir­kes leder selv kan ind­vie den hel­li­ge olie, myron, som benyt­tes ved dåb og myronsalv­ning. Den hel­li­ge myron er en bæren­de del af Den Orto­dok­se Kir­kes liv.

Ingen af de to nævn­te betin­gel­ser er opfyldt i det­te til­fæl­de. Den nye kir­ke­li­ge enhed i Ukrai­ne vil skul­le have sin leder god­kendt af Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat; og man vil skul­le mod­ta­ge den hel­li­ge myron fra Istan­bul. Alle detal­jer er end­nu ikke på plads, men alt tyder på, at den nye kir­ke vil være mere afhæn­gig af Kon­stan­ti­nopels Patri­ar­kat, end den kano­ni­ske ”Den Orto­dok­se Kir­ke i Ukrai­ne” er afhæn­gig af Moskvas Patri­ar­kat. Så dét med ”uaf­hæn­gig­he­den” er også en til­s­ni­gel­se; der er i det høje­ste tale om at fore­træk­ke én afhæn­gig­hed for en anden.

Man kan spør­ge, hvor­for Chri­sti­an Gott­lieb helt ukri­tisk for­mid­ler en poli­ti­se­ren­de og rus­sisk-fjendt­lig frem­stil­ling af den kir­ke­li­ge udvik­ling, der fin­der sted i Ukrai­ne? Det vir­ker, som om Gott­lieb næsten er skuf­fet over at måt­te med­dele, at ”den rus­si­ske rege­ring har gjort det klart, at den ikke mener at have ret til at gri­be ind i den­ne kir­ke­li­ge kon­flikt i Ukrai­ne.” Hav­de han da hel­le­re set rus­si­ske tanks rul­le op for­an Sofia-kated­ra­len i Kiev, hvor den nye Kir­ke blev prok­la­me­ret? Man skul­le næsten tro det. I hvert fald slut­ter han med at kon­sta­te­re, at udvik­lin­gen ikke er noget, den rus­si­ske stat vil gøre noget ved; inden han alli­ge­vel lader mistæn­ke­lig­gø­rel­sen få det sid­ste ord: ”I al fald ikke åben­lyst.”

Det er det ene svar. Det andet er, at Gott­lieb synes at have mis­for­stå­et, hvor­dan sager ord­nes og kon­flik­ter afgø­res i Den Orto­dok­se Kir­ke. Han lader til at anta­ge, at Den Øku­me­ni­ske Patri­ark i Kon­stan­ti­nopel, som for tiden hed­der Bart­ho­lo­mæ­os, at han har myn­dig­hed til at skæ­re igen­nem og træf­fe ende­gyl­di­ge beslut­nin­ger, ikke blot i sin egen Kir­ke, men i samt­li­ge andre auto­ke­fa­le, alt­så selv­stæn­di­ge orto­dok­se Kir­ker. Men det­te er en mis­for­stå­el­se, som gør det umu­ligt at for­stå udvik­lin­gen i den orto­dok­se ver­den. For gan­ske vist er der eksemp­ler på, at den­ne eller hin patri­ark tror, han er ble­vet ene­væl­dig, men ene­væl­de er lyk­ke­lig­vis aldrig ble­vet offi­ci­el orto­doks kir­ke­læ­re. Den Orto­dok­se Kir­ke er kon­ci­liær, det vil sige base­ret på rådslag­ning; den har ingen ene­væl­dig instans, hvor­ef­ter alle haver sig at ret­te.

Gott­lieb beret­ter, som var det den natur­lig­ste ting af ver­den, hvor­dan Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat mener sig beret­ti­get til at bestem­me, hvor­dan tin­ge­ne skal udvik­les i Ukrai­ne, og hvor­dan man har ”til­ba­ge­kaldt” en erklæ­ring fra 1686 om Moskvas myn­dig­hed i Ukrai­ne. Jeg kan til­fø­je, at efter sigen­de har Kon­stan­ti­nopel også tru­et med at ”ind­dra­ge” (!) Moskvas-patri­ar­ka­tets selv­stæn­dig­hed, som blev etab­le­ret 100 år tid­li­ge­re, i 1589.

Den­ne skri­bent (og orto­dok­se præst) har megen for­stå­el­se for, at man­ge i Ukrai­ne bræn­den­de ønsker sig en selv­stæn­dig, en auto­ke­fal orto­doks Kir­ke. En Kir­ke, uaf­hæn­gig i ”både poli­tisk og ånde­lig for­stand” af både Moskva og Istan­bul. Man kan der­i­mod tviv­le på, at de sam­me ukrai­ne­re blot har ønsket at udskifté én afhæn­gig­hed med en anden, måske end­nu mere snæ­ren­de.

Og så kan man ende­lig spør­ge sig om meto­der­ne og vej­en til at opnå selv­stæn­dig­hed. Der er man­ge eksemp­ler på, hvor van­ske­lig den vej kan være. Men én ting er sik­kert: Det er ikke i over­ens­stem­mel­se med orto­doks ekk­lesi­o­lo­gi (kir­ke­læ­re), at den slags kan beslut­tes af en ene­væl­dig her­sker. Den Orto­dok­se Kir­ke har ingen pave!

En kommentar til “Den Ortodokse Kirke har ingen pave”

Der er lukket for kommentarer.