Når folk som flest i Vesten tænker på Den Ortodokse Kirke, så tænker de oftest på den som en fjern størrelse, der vel kan have en vis eksotisk interesse, når der fx udspiller sig magtkampe mellem Konstantinopel og Moskva i Ukraine, som det skete tidligere i år, hvor Den Økumeniske Patriark, Bartholomæus I tiltog sig ret til énsidigt at tildele frafaldne fra Moskvas Patriarkat i Ukraine autokefali, altså kirkelig selvstændighed; og det på trods af, at Kirken i Ukraine i mere end 300 år har været knyttet til Moskva og den russiske Kirke.
De færreste i Vesten ser imidlertid Den Ortodokse Kirke med dens teologi og dens konflikter som noget, der for alvor angår os i Vesteuropa eller USA. Men det er en fejl. For Den Ortodokse Kirke hører ikke bare til i ”Langtbortistan”, den har sit eget liv i de vestlige lande, et liv, ikke alene som så og så mange ”migrantkirker” eller ”sømandskirker”, men som en tilbagevenden og en genetablering i Vesten af den oprindelige Kirke, dén Kirke, som ligger forud for de historiske opsplitninger i ”konfessioner”, først tilkomsten af Den Romersk-Katolske Kirke, som i det 11. århundrede brød med den hidtidige énhedskirke, og fra 1500-tallet og frem tilkomsten af de protestantiske kirkesamfund, lutheranere og calvinister mfl, som så at sige brød med udbryderne i Romerkirken.
Den Ortodokse Kirke har de seneste 100 år været på vej tilbage som en levende, virksom, åndelig og organisatorisk énhed i Vesten; og dermed udspiller en række modsætninger, som findes i Den Ortodokse Kirke, sig også på vore breddegrader. Et afgørende stridspunkt er knyttet til selvforståelsen hos Den Økumeniske Patriark, Bartholomæus I, og hans Synode, der opfatter sig som ledende i den ortodokse verden og derfor hævder at være i besiddelse af særlige privilegier, når det gælder tildelingen af selvstændighed eller autokefali for lokale, ortodokse Kirker. Det gælder, efter Økumenisk Patriarkats opfattelse, overalt i verden, som vi nyligt har set det i Ukraine; men særligt og ikke mindst uden for de traditionelt ortodokse lande gør Økumenisk Patriarkat krav på enevældige, nogle ville kalde det ”pavelige” magtbeføjelser.
Det Økumeniske Patriarkat mener nemlig, kort sagt, at de har eneret på at afgøre, hvilke Kirker, der kan være selvstændige, og hvilke, der ikke kan. Et kendt eksempel er en konflikt, som snart har pågået i 50 år. Det gælder OCA, som er forkortelse for Orthodox Church of America. OCA er en kirkelig enhed, som oprindeligt var del af den russiske emigration til USA, og som derfor var et stift, knyttet til Moskvas Patriarkat. Men i 1972 var menighederne gledet så meget ind i det amerikanske samfund, sprogligt, kulturelt og i øvrigt, at Patriarkatet i Moskva meddelte dem selvstændighed, autokefali. Det ville man bare ikke høre tale om fra Det Økumeniske Patriarkat, der som sagt påberåber sig eneret på at kunne tildele selvstændighed. – Og her, snart 50 år senere, er situationen fortsat låst. Vi har i USA en Ortodoks Kirke, OCA, med et million-stort antal troende, mange præster, diakoner og biskopper samt tre teologiske uddannelsesinstitutioner; men Økumenisk Patriarkat vil fortsat ikke anerkende OCA som selvstændige, alene fordi de ikke selv har truffet beslutningen.
Det er ikke blot i USA eller Ukraine, at Det Økumeniske Patriarkat fører sig frem som enevældige. Også hos os i Vesteuropa ser vi den tendens. Nedenfor følger i skitseform beskrivelse af en konfliktfyldt udvikling gennem 100 år, en udvikling, som er spidset til det seneste år, siden november 2018. Det gælder en strid om, hvem der har råderet over, hvordan ortodokse troende kan organisere og indrette sig i Vesteuropa.
Den 28. september ankom Den Økumeniske Patriark Bartholomæos I fra Konstantinopel/Istanbul på et tre-dages besøg i Stockholm. Anledningen var 50-års jubilæet for etableringen af det græske bispedømme i Skandinavien. Bispedømmet ledes af Metropolit Kleopas Strongylis, som siden 2014 fra sit domicil på Birger Jarlsgatan i Stockholm har arbejdet ihærdigt på at øge antallet af græske menigheder i Danmark, Sverige, Norge og Island. Græske menigheder, vel at mærke! For desværre gør der sig en udbredt ”kirkelig nationalisme” gældende flere steder i den ortodokse verden, og denne nationalisme indebærer, at man fra fx græsk side har vanskeligt ved at forestille sig, at autentisk, ortodoks kristendom kan være andet end netop … nå ja, græsk. Tilsvarende tendenser gør sig gældende i andre ortodokse lande, som mener at have patent på den ”rette” ortodoksi.
Samme dag, lørdag den 28. september, havde Ærkebiskop Jean Renneteau indkaldt til pastoralt møde i Alexander Nevskij Katedralen på Rue Daru i Paris. Det er lige bag Triumfbuen i 8. arondissement, et eksklusivt kvarter i den franske hovedstad, hvor man også finder den danske Frederikskirken og Det Danske Hus.
De forsamlede præster havde denne dag til opgave at drøfte, hvordan man bedst muligt kan afbøde de ødelæggende skadevirkninger, som Patriark Bartholomæus I og Det Økumeniske Patriarkat har tilføjet den kirkelige enhed, som bærer navnet ”Det Vesteuropæiske Ærkestift af Russisk Tradition”, og som har hovedkvarter netop i Paris.
Det Vesteuropæiske Ærkestift opstod for ca. 100 år siden som én af følgerne af den russiske revolution. Et stort antal flygtninge fra Rusland slog sig ned i Vesteuropa, bl. a. i Frankrig, og bragte den ortodokse tro med sig tilbage til det Vesten, hvor Den Ortodokse Kirke ellers havde været fraværende gennem mange århundreder. Hvor ortodoksien stort set var fuldkommen ukendt, eller i det højeste havde status som en os uvedkommende, eksotisk størrelse fra fjerne lande.
Ærkestiftet var, i sagens natur, af russisk tradition; grundlagt som det var af russere. Men det kunne selvsagt ikke forblive en del af dén russiske Kirke, man var flygtet fra. Og man kunne heller ikke længere se sig som tilhørende det Moskvas Patriarkat, som efter Oktober-revolutionen i 1917 var kommet under kommunisternes kontrol. Stiftet etablerede sig op gennem 1920erne i Paris; men der var behov for tilknytning til et kanonisk patriarkat, og den 17. januar 1931 anmodede den daværende leder, metropolit Evlogij, officielt om, at stiftet måtte blive knyttet til patriarkatet i Konstantinopel. Det gjorde man ud fra en tradition og en forventning om, at ortodokse kristne, som befinder sig uden for de traditionelt ortodokse lande, kan søge beskyttelse hos Det Økumeniske Patriarkat.
Anmodningen blev imødekommet, og i de snart 90 år, der er passeret siden da, har Det Vesteuropæiske Ærkestift været en selvstyrende enhed, knyttet til Konstantinopel, men med sin egen liturgiske, administrative og sproglige profil. Den oprindelige aftale var baseret på, at patriarkatet ville respektere stiftets særlige historiske og teologiske profil. Der er i vore dage tale om 120 – 130 menigheder, fordelt med ca. halvdelen i Frankrig og den anden halvdel i Benelux, England, Tyskland, Italien, Skandinavien og endnu nogle europæiske lande.
Udviklingen gennem årene har medført, at Det Vesteuropæiske Ærkestift i stigende grad har integreret sig i de lande, hvor der var menigheder. Menighederne har grundlæggende bevaret den russiske tradition, samtidigt med, at man mange steder fx er gået bort fra at benytte kirkeslavisk som liturgisk sprog og i stedet fejrer gudstjeneste på fransk, engelsk, hollandsk, dansk osv. Ligeledes har mange menigheder skiftet den såkaldt ”gamle kalender” ud med gregoriansk kalender. Det indebærer fx, at man fejrer jul den 25. december og ikke, som i Rusland, den 7. januar.
Væsentlige grunde til udviklingen er, dels at de russiske efterkommere er blevet i høj grad assimilerede i de lande, hvor de har slået sig ned, dels at Det Vesteuropæiske Ærkestift gennem alle årene har modtaget et stort antal lokale konvertitter, hollændere, franskmænd, belgiere, nordmænd og danskere mfl, som via Ærkestiftet har fået adgang til Den Ortodokse Kirke på deres egne sprog og på måder, som er forståelige for dem. Der er således i Ærkestiftet et stort antal menigheder, som udelukkende består af ”lokale”.
I og med denne udvikling har Det Vesteuropæiske Ærkestift i stigende grad forstået sig selv som begyndelsen til en egentlig, selvstændig, Ortodoks Kirke i Vesteuropa; i lighed med udviklingen i USA, som den er skitseret ovenfor. En Kirke, som på længere sigt ikke skulle være afhængig af noget fjernt patriarkat, det være sig græsk eller russisk, men som skulle udvikle sin egen, lokale tradition inden for Den Ortodokse Kirkes rammer.
Men udviklingen frem mod selvstændighed og en egen tradition i Det Vesteuropæiske Ærkestift er desværre blevet modarbejdet fra Det Økumeniske Patriarkat, i hvert fald gennem de seneste 10–15 år. Det er blevet stadig tydeligere gennem årene, hvor en bemærkelsesværdig udvikling har fundet sted.
I 2003 blev der anledning for Ærkestiftet til at tage sin situation op til overvejelse. I januar måned det år døde den ledende ærkebiskop, Sergej Konovalov; og i tiden mellem hans død og Generalforsamlingen den 1. maj, som skulle vælge ny ærkebiskop, modtog alle menigheder en invitation fra Moskvas Patriarkat om at ”vende tilbage” dertil. Begrundelse for invitationen var, at Moskvas Patriarkat jo var ”Moderkirken”, at den tidligere kommunistiske infektion nu var kureret, og at der således ikke længere var grund til at opretholde adskillelsen. – Invitationen tog derimod ikke højde for, at Det Vesteuropæiske Ærkestift i mellemtiden havde udviklet sin egen identitet.
Ved bispevalget den 1. maj i Paris var der to reelle kandidater, én, som mente, at man skulle tage imod invitationen fra Moskva, og en anden, som var af den opfattelse, at den bedste garanti for fortsat uafhængighed og vækst mod selvstændighed ville være Det Økumeniske Patriarkat. Den sidst nævnte kandidat blev valgt så godt som énstemmigt af de delegerede på Generalforsamlingen i 2003. Han hed Gabriel de Wylder og var fra Belgien. Han blev valgt, ikke mindst fordi det store flertal dengang delte hans overbevisning om Det Økumeniske Patriarkat som garant for selvstændigheden.
Den overbevisning er desværre siden blevet gjort grundigt til skamme. Det første klare, konkrete og umiskendelige tegn fik man fire år senere, i 2007, hvor man fra Konstantinopels side uden et ord til forklaring afviste at indsætte en norsk præst og klosterforstander, fader Johannes Johansen, som hjælpebiskop. Det gjorde man på trods af at denne kandidat var i besiddelse af alle formelle kvalifikationer, var blevet bragt i forslag af Ærkebiskop Gabriel, og var blevet énstemmigt valgt på Ærkestiftets Generalforsamling samme år. Og siden da har Økumenisk Patriarkat systematisk modsat sig udnævnelsen af lokale hjælpe-biskopper, selv om flere kvalificerede kandidater er blevet bragt i forslag.
Hvorfor har man ikke fra Økumenisk Patriarkat ønsket flere biskopper i Det Vesteuropæiske Ærkestift, men tværtimod modarbejdet ethvert tilløb til udnævnelse af sådanne? Hvorfor har man afvist samtlige kandidater? Forméntlig fordi man ikke ville risikere, at Ærkestiftet skulle kunne udvikle sin egen profil, endsige få mulighed for at erklære sig selvstændige. I Den Ortodokse Kirke er det sådan, at for at kunne være en selvstændig énhed må et stift have mindst tre biskopper; så ved at afvise udnævnelse af mere end én biskop har Økumenisk Patriarkat effektivt blokeret for al videre udvikling i Vesteuropa.
Også ved udnævnelsen af den ene, ledende biskop i Ærkestiftet har der fra Økumenisk Patriarkats side været foretaget omfattende manipulation. Da førnævnte Ærkebiskop Gabriel de Wylder efter 10 år på posten døde som kun 67-årig i 2013, skulle der vælges ny ærkebiskop på en Generalforsamling i Paris. Der var anmeldt tre kandidater, to kendte, vellidte og anerkendt præster, som var indstillede af Stiftsrådet efter konsultationer i menighederne, og én, som var indstillet af Økumenisk Patriarkat. – Stemningen og debatten på Generalforsamlingen pegede på én af Stiftsrådets kandidater. Men få minutter inden afstemningen, en sen lørdag aften, meddelte man pr. mail eller fax fra Økumenisk Patriarkat, at man ikke kunne godkende Stiftsrådets to kandidater, men krævede dem erstattet af to andre navne, to præster fra Tyrkiet, som ingen anede hvem var. Og således blev patriarkatets egen kandidat, Job Getscha, den eneste reelle mulighed; selv om næsten ingen ønskede ham som ærkebiskop.
Efter to års tjeneste indså Det Økumeniske Patriarkat, at det trods alt ikke gik an med en ærkebiskop i Paris, som var uønsket af stort set alle, og man erstattede ham med en anden, en ældre præst, som i 30 år havde tjent i én af patriarkatets menigheder i Genève. Det var og er nuværende Ærkebiskop Jean Renneteau. – Man havde antagelig fra Konstantinopels side kalkuleret med, at når man tilsatte en mangeårig, loyal præst, til og med af en vis alder, som leder i Den Vesteuropæiske Ærkestift, ja, så ville man være sikret mod al modstand. Det skulle imidlertid vise sig at være en alvorlig fejlberegning. Ærkebiskop Jean Renneteau viste sig nemlig at tage sit ansvar som leder og hyrde for Ærkestiftets præster og troende alvorligt, også selv om det betød, at han måtte gå op imod Det Økumeniske Patriarkat og Patriark Bartholomæus I.
Sidste år blev der så kastet en bombe med voldsom sprængkraft! Den blev kastet fra Konstantinopel, men bragt til sprængning i Paris, hvor man havde vanskeligt ved at tro sine egne øjne og øren. Hvad var der på færde? Måske var det blevet for meget for Patriark Bartholomæus og Det Økumeniske Patriarkats magtlyst med udsigten til eller truslen om reel selvstændighed i Vesten? I hvert fald blev det, pludseligt og uden allermindste forvarsel, den 27. november 2018 meddelt fra Det Økumeniske Patriarkat, at Det Vesteuropæiske Ærkestift skulle ”opløses” og altså ikke længere eksistere som kirkelig enhed, samt at Ærkestiftets menigheder skulle lægges ind under de græske metropolitter i de respektive lande. Det ville for menighederne i Skandinavien have betydet, at den græske metropolit Kleopas Strongylis i Stockholm fremover skulle være deres biskop.
Men bomber har det med at forårsage ravage dér, hvor de eksploderer. Dekretet fra patriark Bartholomæus var et chok for alle, til og med for ærkebiskop Jean Renneteau, som slet ikke var blevet adviseret på forhånd. Han var i Konstantinopel i anden anledning og blev kaldt ind på Patriark Bartholomæus’ kontor, hvor denne meddelte ham den overraskende beslutning.
Ordren til at opløse Ærkestiftet blev set som udtryk for både arbitrær magtanvendelse og en for længe siden forladt forestilling om kirkeligt enevælde, og det blev pure afvist af Det Vesteuropæiske Ærkestift og dets ærkebiskop. På en ekstraordinær Generalforsamling i Paris den 23. februar i år afviste 93% af deltagerne, præster og lægfolk, at acceptere kravet om opløsning. Generalforsamlingen afviste ligeledes kravet om, at menighederne som et andet spil kort skulle fordeles mellem de græske biskopper.
Siden da har der været arbejdet på at finde en fælles løsning for samtlige Det Vesteuropæiske Ærkestifts menigheder. Det har ikke vist sig let. Tværtimod! For menighederne har meget forskellige historiske, kulturelle og nationale forudsætninger. Og det eneste patriarkat, som har kunnet mønstre tilstrækkeligt mod og muskelkraft til at gå imod beslutningen fra Patriark Bartholomæus, det er Moskvas Patriarkat. De har tilbudt at tage imod Ærkestiftet og garantere dets fortsatte interne selvstyre.
Men det er langtfra alle menigheder i Det Vesteuropæiske Ærkestift, som tør stole på de garantier, eller som ønsker at lægge sig ind under Moskva. Det er langtfra alle, som har glemt det tidligere nævnte bispevalg i 2003, hvor Moskvas Patriarkat blev massivt valgt fra.
Der har de seneste måneder pågået en intensiv og ganske voldsom udveksling af holdninger til Ærkestiftets fremtidige liv. En foreløbig kulminationen på debatten er, at omkring 60 % af stiftets menigheder sammen med ærkebiskop Jean Renneteau lørdag den 28. september på mødet i Paris besluttede at blive del af Moskvas Patriarkat. Den resterende del af menighederne vil så være henvist til at finde løsninger hver for sig eller måske samlet i lokale grupperinger. De færreste af dem vil formentlig, efter det passerede, kunne have tillid til Konstantinopel.
Hvad har så Det Økumeniske Patriarkat og Patriark Bartholomæus opnået med denne manøvre? Udover at skabe splittelse? De ønskede tilsyneladende at afværge dannelsen af en selvstændig Ortodoks Kirke i Vesteuropa, og det er de desværre lykkedes med. Dannelsen af en sådan selvstændig enhed har nu meget lange udsigter.
Samtidigt havde Økumenisk Patriarkat til hensigt at styrke de græske biskopper ved at opløse Det Vesteuropæiske Ærkestift og lægge dets menigheder ind under grækerne. Men de opnåede det stik modsatte. De opnåede at styrke Moskvas Patriarkat i Vesteuropa, det patriarkat, som ved flere lejligheder og senest med misèren i Ukraine har figureret som direkte modpol til Konstantinopel.
Hvad så med Paris-ærkestiftets menigheder i Skandinavien? Der er tre ”gamle” menigheder: Én i Oslo, én i Stockholm og én i København. To af de tre er nu del af Bulgariens Patriarkat, den tredje har sluttet sig til Serbiens Patriarkat. Så heller ikke i Skandinavien er Det Økumeniske Patriarkat blevet styrket ved at have kastet den ødelæggende bombe fra Konstantinopel.