Kristendom bygger på oversættelse
Jeg havde engang en ven, som gjorde et vigtigt sagsforhold klart for mig med følgende bramfri konstatering: man møder nogle gange folk, som hævder at være åh så åndelige, men de viser sig oftest bare at være ualmindeligt åndede.
Kirken, Den kristne Ortodokse Kirke, har oversættelse som sit fundament. Oversættelse i Ånd og Sandhed er det grundlag, Guds Kirke er bygget på. Kirken er det sted, Kristus selv har indstiftet, for at alle mennesker, på hvert deres sprog, kan høre beretningen om, hvordan Gud blev Menneske i Kristus for vor frelses skyld; og for at hvert folkeslag efterfølgende kan have begribelige, jævne og sprogligt forståelige rammer for modtagelsen af vor Herre, Jesu Kristi hellige Legeme og Blod og for deltagelsen i Kirkens øvrige mysterier.
Guds Kirke, Kirken som sådan, den grundlægges efter Kristi Korsfæstelse, Død og Opstandelse. Den grundlægges ved Kristi Himmelfart og ved, at Guds Helligånd udgydes over apostlene, sådan at disse Kirkens første tilsynsmænd (biskopper, om man vil) kan forkynde Guds Ord på alle de forskellige sprog, som tales i menneskemængden omkring dem.
Sådan er Kirkens og kristendommens begyndelsespunkt, som det også bevidnes i Apostlenes Gerninger. Kristi Kirke er ikke bundet til ét specifikt sprog. Tværtimod, de utallige sprogs fællesskab, dén gensidige forståelse mellem jordens folkeslag, som følger af Helligåndens omvendelse af Babelstårnets sprogforvirring, det er selve Kirkens fundament.
Det er islam, som i skarpeste modsætning til kristendommen er baseret på den tro og den tanke, at Gud skulle henvende sig til mennesker på ét og kun ét sprog (arabisk), og at Koranen derfor altid i moskéerne må læses på netop dét sprog. Bibelen, derimod, den både kan og bør formidles på alle de sprog, der tales og forstås af mennesker.
Lars Muhl, new-age eller kristendom?
Vi gentager: Kirken og den kristne tro er, siden den første Pinse 50 dage efter Kristi Opstandelse, tilgængelig for alle og på alle jordens sprog. Derfor er det et falskneri, når musiker og selvudnævnt mystiker Lars Muhl (Kristeligt Dagblad den 21. februar 2020) præsenterer sig som ”ikke ’new age’, men ’old age’” med helt særlig indsigt i ”urkristendommen”, og når han videre begrunder sin påstand med, at han har studeret det aramæiske sprog, som Jesus og Hans disciple med stor sandsynlighed talte.
Nu er der imidlertid den hage ved Muhls selvforståelse, at Jesus slet ikke var kristen. De kristne er dem, som tror på Jesus Kristus. Kristendom med eller uden ”ur-” det er den tro, den lære og den gudstjenstlige praksis, som formuleres og fæstner sig gennem Kristi Kirkes første århundreder. Det er troen på, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og det er troen på Hans frelsende virke, sådan som dette bevidnes af Kirken i Ny Testamente; som er skrevet på græsk. Selv nedskrev Jesus og Hans disciple, så vidt vides, ingenting på aramæisk, så alene derfor er Muhls påståede særlige indsigt et falskneri.
Studier i aramæisk sprog er utvivlsomt interessante, men der er intet som helst hold i Muhls påstand om, at sådanne studier skulle være et særligt velegnet grundlag for at trænge ind i den kristne tros dybeste lag. Et sådant grundlag findes ikke i specialiserede sprogstudier, hvor interessante disse i øvrigt måtte være; det findes i deltagelse i Den Ortodokse Kirkes liv og bøn, ikke mindst i de hellige mysterier eller sakramenter, som forvaltes af Kirken.
Så jeg konkluderer, at Muhl, trods sin påståede helt særlige indsigt i ”urkristendommen” snarere er fanget i en såkaldt spiritualitet af den kun alt for velkendte new-age-type; og det er han på trods af sin sprogligt elegante og morsomme ordleg med begreberne ”new age” og ”old age”.
Jes Bertelsen, chakraer og mantra-lyde
Påstanden om, at der skulle findes særligt hellige sprog, som kan sikre os direkte og intim tilgang til Gud, er langt fra at være forbeholdt Lars Muhl. Tværtimod, sådanne tanker florerer i mange miljøer, som regel forklædt som særlig dybsindig ”mystik”. Inden jeg går over til at kommentere, hvordan den slags forestillinger desværre også har skaffet sig råderum indenfor Den Ortodokse Kirkes rammer, kan det være nyttigt at bruge lidt plads på at nævne en anden, selvbestaltet, dansk ”spirituel mester”, som desværre gennem en årrække har haft en ikke ubetydelig og skadelig indflydelse på mange åndeligt søgende danskere.
Det gælder en mand ved navn Jes Bertelsen. Han er forfatter samt leder og grundlægger af en kursusvirksomhed, som kalder sig ”Vækstcenteret”. Dér arbejder man med buddhistisk og hinduistisk inspireret meditation og tilbyder at opøve sine tilhængere og kursister i såkaldt ”højere bevidsthed”.
Den type virksomhed kan man mene forskelligt om; fra Kirkens side anbefaler vi, at man holder sig på sikker afstand af den slags. Men det virker desværre ikke den anden vej rundt: Bertelsen undser sig ikke for at stjæle med arme og ben fra Den Ortodokse Kirke, ej heller fra at forvanske centrale elementer af Kirkens liv til en skadevoldende, falsk lære om en påstået almén spiritualitet.
Bertelsen udgav for snart 25 år siden en bog med titlen ”Hjertebøn og Ikonmystik”. Indholdet i bogen udmærker sig derved, at det, trods brugen af ortodokst klingende kategorier, ingen verdens ting har at gøre med ortodoks, kristen teologi, hverken når det gælder Kirkens forståelse af Jesusbønnen (hjertebønnen) eller af ikonerne. Bogen er en forvanskning og et tendentiøst forsøg på at tage Den Ortodokse Kirkes tro og praksis til indtægt for Bertelsens egen new-age-lære.
To overordnede misbrug af Kirkens Tradition springer særligt i øjnene. Forfatteren indskriver Kirkens ikoner i et system af hinduistisk chakra-lære og Goethes semi-magiske farvelære. Bertelsen omdanner dermed Kirkens traditionelle ikonografi til et magisk landskab af farver og geometri. Helt fraværende er til gengæld dét, som for Kirken er det helt afgørende: den troendes personlige relation til de hellige, som afbildes på ikonerne.
Lige så misvisende er Bertelsens forståelse af Jesusbønnen eller Hjertebønnen: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder. Han forklarer bønnens ordlyd som et ”mantra”, dvs. en lydlig størrelse, som skal svinge med hjerterytmen. Han skriver i fuldt alvor, at nu har gennem mange år det græske kyrie eleison og det russisk/slaviske gospodi pomiluj vist sig at være virksomme mantra-lyde; og nu står det så tilbage at se, om det danske Herre forbarm Dig er lige så effektivt og svinger på den helt rigtige måde med hjerterytmen. Men igen, dét, som er afgørende for Kirken, og dét, som er centrum for den kristne bøn, nemlig den troendes personlige forhold til Kristus, Guds Søn, det er fuldkommen fraværende i Bertelsens ekvilibristiske opvisning i lydmagi.
Som det er fremgået, Lars Muhl og Jes Bertelsen har det til fælles,at de forsøger at argumentere for, at tilegnelsen og brugen af særlige fremmedsprog har et ”mystisk” potentiale frem for dansk, og at brugen af de fremmede sprog forbedrer vores muligheder for åndelig vækst. Bertelsen fremhæver græsk og russisk/slavisk som særligt ”åndelige” sprog; men han bliver overhalet af Lars Muhl, for af portræt-artiklen om sidstnævnte fremgår, at han i sin stue har slået den aronitiske velsignelse op på hebraisk og aramæisk; og det fremgår videre, at Muhl oftest synger sine bønner på aramæisk. Artiklen oplyser også, at forfatteren har en ”russisk-ortodoks bønnebog” liggende fremme ved siden af ”en antroposofisk bog”. – Så er tonen ligesom slået an.
Kirke, klerikalisme eller levende sprog?
Som forudskikket, vi skal slutte med nogle bemærkninger til det beklagelige forhold, at også inden for Kirkens rammer har en magisk tankegang angående liturgisk sprog bidt sig fast mange steder, desværre også i den talmæssigt største Ortodokse Kirke, dén i Rusland.
Kristeligt Dagblad bragte mandag den 17. februar 2020 en udmærket artikel af professor ved Københavns Universitet, Christian Gottlieb, om det liturgiske sprog i Den Ortodokse Kirke i Rusland. Gottlieb beskriver, hvordan det er vanskeligt at få plads til nutidigt russisk sprog i Kirken, fordi stærke kræfter insisterer på at holde fast ved kirkeslavisk, en slags middelalderbulgarsk, som ikke forstås af andre end dem, der har tilegnet sig det som fremmedsprog fx i forbindelse med præsteuddannelse.
Gottlieb har desværre helt ret i sin fremstilling. Så mærkeligt det end kan forekomme folk uden særligt kendskab til Den Ortodokse Kirke, så findes der en temmelig udbredt opfattelse gående ud på, at det skulle være reserveret præster og biskopper at forstå, hvad der siges i gudstjenesterne. Og det gælder ikke bare bønnerne, det gælder til og med oplæsningen af Evangeliet, som er det, der for tiden strides om i Rusland, hvor altså stærke, konservative kræfter hindrer, at dagens evangelietekst kan læses op under gudstjenesten på et sprog, der er forståeligt for de troende.
Den form for stivsindet klerikalisme kendes både i Rusland og Grækenland samt i begge landes såkaldte diaspora, altså menigheder i udlandet. Dertil kommer, at også mange lægfolk desværre er imprægnerede med en urokkelig, kirkelig konservatisme, sådan at de har vanskeligt ved at forestille sig, endsige acceptere, at noget som helst i Kirkens praksis, herunder gudstjenestesproget, skulle kunne justeres i forhold til den almene sproglige udvikling.
Den ortodokse Tradition og den slaviske mission
Denne forstenede konservatisme er så meget mere mærkelig, som den stemmer dårligt overens med Den Ortodokse Kirkes Tradition. I modsætning til den romerske Kirke i Vest og dens insisteren på latin har det altid været ortodoks skik at benytte lokale sprog i gudstjenesten: Arabisk i Antiokia, finsk i Finland, japansk i Japan, rumænsk i Rumænien, georgisk i Georgien, fransk i Frankrig, dansk i Danmark osv.
Da brødrene Kyrillos og Methodios, i 900-tallet begyndte deres mission i de slavisk-talende områder, var det derfor naturligt for dem at oversætte Kirkens tekster fra græsk til et sprog, der var forståeligt i de områder. Brødrene var grækere fra Thessaloniki og talte derfor græsk; men de var tosprogede og beherskede også den slaviske dialekt, der dengang taltes i Makedonien omkring Thessaloniki. Så de opfandt et alfabet, det kyrilliske (som stadig er i brug), til opgaven og etablerede en solid tekstbank, som var og fortsat er fundamentet for den ortodokse, kirkelige vækst i de slavisktalende lande, inklusive Rusland.
I tiden vakte det modstand, ikke mindst fra Rom, at man overhovedet skulle kunne oversætte Kirkens sprog til (den tids) moderne sprog. Romerne missionerede, delvist i de samme områder som Methodios og Kyrillos, og de insisterede på latin som eneste kirkelige sprog. Det gik så vidt, at der opstod en organiseret modstandsbevægelse, som hævdede, at kun tre sprog skulle være tilladt i Kirken,nemlig græsk, hebraisk og latin. Bevægelsen blev imidlertid tilbagevist, og den kendes af eftertiden som de tre sprogs hæresi eller vranglære.
Methodios og Kyrillos’ mission gjorde altså den kristne, ortodokse tro tilgængelig for de slaviske folk på disses eget sprog, på et sprog, som var levende i tiden. Brødrenes virke var slet og ret forudsætningen for, at Ortodoksien kunne bide sig fast blandt slaverne og for, at den mest talrige af de ortodokse kirker, dén i Rusland, kunne blive virkelighed.
Derfor kan det virke mildt sagt paradoksalt, at i flere af de ortodokse kirker, som for mere end tusind år siden modsatte sig de tre sprogs hæresi og insisterede på at oversætte Kirkens tekster til et dengang nutidigt, levende og forståeligt sprog, at netop dér har der fundet en sproglig forstening sted, sådan at man nu i Rusland og andre steder hævder, at det sprog, som intet menneske længere taler eller forstår, at netop dét skulle være det eneste tilladte liturgiske sprog.
Og det kan virke lige så paradoksalt, at Den Romersk-Katolske Kirke, som for 1000 år siden stærkest modsatte sig brugen af folkesproget, nu har overhalet Den Ortodokse Kirke i Rusland (og flere andre lande) indenom ved efter II Vatikanerkoncil i 1960-erne at indføre brugen af lokale, levende sprog i deres gudstjenester.
Kirken i Vesten
I Vesten, USA og Vesteuropa var Den Ortodokse Kirke af indviklede historiske årsager, som vi ikke skal komme ind på her, fraværende i mange århundreder. Men gennem det seneste århundrede har der, ikke mindst som eftervirkning af den russiske Revolution i 1917, men også som resultat af voksende ”globalisering”, i en række lande i Vesten dannet sig ortodokse menigheder, som er lokalt baserede. Det er ikke migrantkirker, men ortodokse miljøer, som henvender sig til lokale troende og bruger de respektive landes sprog i deres gudstjenester.
Disse miljøer frembyder et sundt modbillede til en udbredt forestilling om ortodoks kristendom som en eksotisk raritet fra fjerne himmelstrøg. Dertil stemmer de overens med den oprindelige ortodokse tradition for brugen af lokale sprog. De bestræber sig på at gøre det muligt for almindelige, kristne mennesker i vestlige lande at stifte bekendtskab med og vende tilbage til den oprindelige Kirkes tro og praksis.
I USA finder man en lokalt baseret enhed, Orthodox Church of America, med mellem 2 og 3 millioner troende, som alene bruger engelsk i deres tjenester. I Vesteuropa er der endnu ikke organiseret én selvstændig, ortodoks kirkelig enhed; men i en lang række lande, Frankrig, Holland, England, Tyskland, Sverige, Norge, Belgien m.fl. er der et ganske stort antal ortodokse menigheder, som virker på hver deres lokale sprog, selv om de er knyttet til de ”gamle” patriarkater.
I Danmark, for nu at slutte her hos os selv, er der, udover de forskellige fremmedsprogede, såkaldte migrantmenigheder, én ortodoks enhed, vor egen Gudsmoders Beskyttelses Menighed i København, som er dansk baseret. Menigheden er af en række årsager organiseret i Bulgariens Patriarkat, men den er lokal og har dansk som sit liturgiske sprog; og den gør det fuldt muligt for enhver, som har interesse i det, at lære Den Ortodokse Kirke at kende uden først at skulle tilegne sig et vanskeligt fremmedsprog.
Konklusion
Jeg skal konkludere: Der findes ingen særligt ”åndelige” sprog, som i og for sig kan bringe noget menneske nærmere Gud; men der findes åndede påstande fra forskellige kanter, om at netop dette eller hint sjældne, helst uddøde sprog skulle være helt særligt spirituelt.
Bliver man stillet over for påstande om, at Guds Kirke og den ortodokse kristendom skulle være uløseligt knyttet til sprog, der ikke længere tales af noget levende menneske: aramæisk, oldgræsk eller kirkeslavisk fx, så er det fup. Og bliver man mødt med påstande om, at hvis man ønsker at træde ind i Den Ortodokse Kirke, må man acceptere det vilkår først at skulle tilegne sig ét af de nævnte sprog og dertil en kultur, som er fuldkommen fremmed for dén, vi kender i Danmark, ja, så er det ligeledes fup. Og endelig, hævder nogen, at mennesker fra Danmark og andre vestlige lande i al evighed må forblive ”gæster” og ”fremmede” i Kirken, så er det opblæst fup.
Kirkens dybe mysterie består ikke deri, at jo mindre man forstår af Kirkens sprog, jo mere dybsindigt er det. Om nogen hævder noget sådant, er det fup! Ren og skær hokus-pokus, som det hed i en tidligere, folkelig karakteristik af kirkeligt og ”åndeligt” snobberi.
Mysteriet er slet ikke af sproglig art, mysteriet består deri, at ved Kirkens tjeneste forvandles brødet og vinen på alteret til Kristi Legeme og Blod for at de troende ved Guds nåde kan få del i Kristi evige og guddommelige liv.
Den sproglige ramme for Kirkens inderste, dybeste mysterie, den udgøres af de mange forskellige sprog, som er de lokale troendes egne sprog, hvor på jorden de end måtte befinde sig. Rammen udgøres af hvert enkelt kristent menneskes modersmål og hjertesprog.