Åndede sprog er fup!

Kristendom bygger på oversættelse

Jeg hav­de engang en ven, som gjor­de et vig­tigt sags­for­hold klart for mig med føl­gen­de bram­fri kon­sta­te­ring: man møder nog­le gan­ge folk, som hæv­der at være åh så ånde­li­ge, men de viser sig oftest bare at være ual­min­de­ligt ånde­de.

Kir­ken, Den krist­ne Orto­dok­se Kir­ke, har over­sæt­tel­se som sit fun­da­ment. Over­sæt­tel­se i Ånd og Sand­hed er det grund­lag, Guds Kir­ke er byg­get på. Kir­ken er det sted, Kristus selv har indstif­tet, for at alle men­ne­sker, på hvert deres sprog, kan høre beret­nin­gen om, hvor­dan Gud blev Men­ne­ske i Kristus for vor frel­ses skyld; og for at hvert fol­keslag efter­føl­gen­de kan have begri­be­li­ge, jæv­ne og sprog­ligt for­stå­e­li­ge ram­mer for mod­ta­gel­sen af vor Her­re, Jesu Kri­sti hel­li­ge Lege­me og Blod og for del­ta­gel­sen i Kir­kens øvri­ge myste­ri­er.

Guds Kir­ke, Kir­ken som sådan, den grund­læg­ges efter Kri­sti Kors­fæ­stel­se, Død og Opstan­del­se. Den grund­læg­ges ved Kri­sti Him­mel­fart og ved, at Guds Hel­li­gånd udg­y­des over apost­le­ne, sådan at dis­se Kir­kens før­ste til­syns­mænd (biskop­per, om man vil) kan for­kyn­de Guds Ord på alle de for­skel­li­ge sprog, som tales i men­ne­ske­mæng­den omkring dem.

Sådan er Kir­kens og kri­sten­dom­mens begyn­del­ses­punkt, som det også bevid­nes i Apost­le­nes Ger­nin­ger. Kri­sti Kir­ke er ikke bun­det til ét spe­ci­fikt sprog. Tvær­ti­mod, de utal­li­ge sprogs fæl­les­skab, dén gen­si­di­ge for­stå­el­se mel­lem jor­dens fol­keslag, som føl­ger af Hel­li­gån­dens omven­del­se af Babel­står­nets sprog­for­vir­ring, det er sel­ve Kir­kens fun­da­ment.

Det er islam, som i skar­pe­ste mod­sæt­ning til kri­sten­dom­men er base­ret på den tro og den tan­ke, at Gud skul­le hen­ven­de sig til men­ne­sker på ét og kun ét sprog (ara­bi­sk), og at Kor­a­nen der­for altid i moskéer­ne må læses på net­op dét sprog. Bibe­len, der­i­mod, den både kan og bør for­mid­les på alle de sprog, der tales og for­stås af men­ne­sker.

Lars Muhl, new-age eller kristendom?

Vi gen­ta­ger: Kir­ken og den krist­ne tro er, siden den før­ste Pin­se 50 dage efter Kri­sti Opstan­del­se, til­gæn­ge­lig for alle og på alle jor­dens sprog. Der­for er det et falsk­ne­ri, når musi­ker og sel­vud­nævnt mysti­ker Lars Muhl (Kri­ste­ligt Dag­blad den 21. febru­ar 2020) præ­sen­te­rer sig som ”ikke ’new age’, men ’old age’” med helt sær­lig ind­sigt i ”urkri­sten­dom­men”, og når han vide­re begrun­der sin påstand med, at han har stu­de­ret det ara­mæ­i­ske sprog, som Jesus og Hans discip­le med stor sand­syn­lig­hed tal­te.

Nu er der imid­ler­tid den hage ved Muhls selv­for­stå­el­se, at Jesus slet ikke var kri­sten. De krist­ne er dem, som tror på Jesus Kristus. Kri­sten­dom med eller uden ”ur-” det er den tro, den lære og den gud­stjenst­li­ge prak­sis, som for­mu­le­res og fæst­ner sig gen­nem Kri­sti Kir­kes før­ste århund­re­der. Det er tro­en på, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og det er tro­en på Hans frel­sen­de vir­ke, sådan som det­te bevid­nes af Kir­ken i Ny Testa­men­te; som er skre­vet på græsk. Selv nedskrev Jesus og Hans discip­le, så vidt vides, ingen­ting på ara­mæ­isk, så ale­ne der­for er Muhls påstå­e­de sær­li­ge ind­sigt et falsk­ne­ri.

Stu­di­er i ara­mæ­isk sprog er utvivl­s­omt inte­res­san­te, men der er intet som helst hold i Muhls påstand om, at sådan­ne stu­di­er skul­le være et sær­ligt vel­eg­net grund­lag for at træn­ge ind i den krist­ne tros dybe­ste lag. Et sådant grund­lag fin­des ikke i spe­ci­a­li­se­re­de sprogstu­di­er, hvor inte­res­san­te dis­se i øvrigt måt­te være; det fin­des i del­ta­gel­se i Den Orto­dok­se Kir­kes liv og bøn, ikke mindst i de hel­li­ge myste­ri­er eller sakra­men­ter, som for­val­tes af Kir­ken.

Så jeg kon­klu­de­rer, at Muhl, trods sin påstå­e­de helt sær­li­ge ind­sigt i ”urkri­sten­dom­men” sna­re­re er fan­get i en såkaldt spi­ri­tu­a­li­tet af den kun alt for vel­kend­te new-age-type; og det er han på trods af sin sprog­ligt ele­gan­te og mor­som­me ord­leg med begre­ber­ne ”new age” og ”old age”.

Jes Bertelsen, chakraer og mantra-lyde

Påstan­den om, at der skul­le fin­des sær­ligt hel­li­ge sprog, som kan sik­re os direk­te og intim til­gang til Gud, er langt fra at være for­be­holdt Lars Muhl. Tvær­ti­mod, sådan­ne tan­ker flo­re­rer i man­ge mil­jø­er, som regel for­klædt som sær­lig dybsin­dig ”mystik”. Inden jeg går over til at kom­men­te­re, hvor­dan den slags fore­stil­lin­ger desvær­re også har skaf­fet sig råde­rum inden­for Den Orto­dok­se Kir­kes ram­mer, kan det være nyt­tigt at bru­ge lidt plads på at næv­ne en anden, selv­be­stal­tet, dansk ”spi­ri­tu­el mester”, som desvær­re gen­nem en årræk­ke har haft en ikke ube­ty­de­lig og ska­de­lig ind­fly­del­se på man­ge ånde­ligt søgen­de dan­ske­re.

Det gæl­der en mand ved navn Jes Ber­tel­sen. Han er for­fat­ter samt leder og grund­læg­ger af en kur­sus­virk­som­hed, som kal­der sig ”Vækst­cen­te­ret”. Dér arbej­der man med bud­dhi­stisk og hin­du­i­stisk inspi­re­ret medi­ta­tion og til­by­der at opø­ve sine til­hæn­ge­re og kur­si­ster i såkaldt ”høje­re bevidst­hed”.

Den type virk­som­hed kan man mene for­skel­ligt om; fra Kir­kens side anbe­fa­ler vi, at man hol­der sig på sik­ker afstand af den slags. Men det vir­ker desvær­re ikke den anden vej rundt: Ber­tel­sen und­ser sig ikke for at stjæ­le med arme og ben fra Den Orto­dok­se Kir­ke, ej hel­ler fra at for­van­ske cen­tra­le ele­men­ter af Kir­kens liv til en ska­de­vol­den­de, falsk lære om en påstå­et almén spi­ri­tu­a­li­tet.

Ber­tel­sen udgav for snart 25 år siden en bog med tit­len ”Hjer­tebøn og Ikon­mystik”. Ind­hol­det i bogen udmær­ker sig der­ved, at det, trods bru­gen af orto­dokst klin­gen­de kate­go­ri­er, ingen ver­dens ting har at gøre med orto­doks, kri­sten teo­lo­gi, hver­ken når det gæl­der Kir­kens for­stå­el­se af Jesus­bøn­nen (hjer­tebøn­nen) eller af iko­ner­ne. Bogen er en for­vansk­ning og et ten­den­tiøst for­søg på at tage Den Orto­dok­se Kir­kes tro og prak­sis til ind­tægt for Ber­tel­sens egen new-age-lære.

To over­ord­ne­de mis­brug af Kir­kens Tra­di­tion sprin­ger sær­ligt i øjne­ne. For­fat­te­ren ind­skri­ver Kir­kens iko­ner i et system af hin­du­i­stisk cha­kra-lære og Goet­hes semi-magi­ske far­ve­læ­re. Ber­tel­sen omdan­ner der­med Kir­kens tra­di­tio­nel­le iko­no­gra­fi til et magisk land­skab af far­ver og geo­me­tri. Helt fra­væ­ren­de er til gen­gæld dét, som for Kir­ken er det helt afgø­ren­de: den tro­en­des per­son­li­ge rela­tion til de hel­li­ge, som afbil­des på iko­ner­ne.

Lige så mis­vi­sen­de er Ber­tel­sens for­stå­el­se af Jesus­bøn­nen eller Hjer­tebøn­nen: Her­re Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig syn­der. Han for­kla­rer bøn­nens ord­lyd som et ”man­tra”, dvs. en lyd­lig stør­rel­se, som skal svin­ge med hjer­te­ryt­men. Han skri­ver i fuldt alvor, at nu har gen­nem man­ge år det græ­ske kyrie elei­son og det russisk/slaviske gospo­di pomil­uj vist sig at være virk­som­me man­tra-lyde; og nu står det så til­ba­ge at se, om det dan­ske Her­re for­barm Dig er lige så effek­tivt og svin­ger på den helt rig­ti­ge måde med hjer­te­ryt­men. Men igen, dét, som er afgø­ren­de for Kir­ken, og dét, som er cen­trum for den krist­ne bøn, nem­lig den tro­en­des per­son­li­ge for­hold til Kristus, Guds Søn, det er fuld­kom­men fra­væ­ren­de i Ber­tel­sens ekvi­li­bri­sti­ske opvis­ning i lyd­magi.

Som det er frem­gå­et, Lars Muhl og Jes Ber­tel­sen har det til fælles,at de for­sø­ger at argu­men­te­re for, at til­eg­nel­sen og bru­gen af sær­li­ge frem­med­sprog har et ”mystisk” poten­ti­a­le frem for dansk, og at bru­gen af de frem­me­de sprog for­bed­rer vores mulig­he­der for ånde­lig vækst. Ber­tel­sen frem­hæ­ver græsk og russisk/slavisk som sær­ligt ”ånde­li­ge” sprog; men han bli­ver over­ha­let af Lars Muhl, for af portræt-artik­len om sidst­nævn­te frem­går, at han i sin stue har slå­et den aro­ni­ti­ske vel­sig­nel­se op på hebra­isk og ara­mæ­isk; og det frem­går vide­re, at Muhl oftest syn­ger sine bøn­ner på ara­mæ­isk. Artik­len oply­ser også, at for­fat­te­ren har en ”rus­sisk-orto­doks bøn­ne­bog” lig­gen­de frem­me ved siden af ”en antro­po­so­fisk bog”. – Så er tonen lige­som slå­et an.

Kirke, klerikalisme eller levende sprog?

Som for­ud­skik­ket, vi skal slut­te med nog­le bemærk­nin­ger til det bekla­ge­li­ge for­hold, at også inden for Kir­kens ram­mer har en magisk tan­ke­gang angå­en­de litur­gisk sprog bidt sig fast man­ge ste­der, desvær­re også i den tal­mæs­sigt stør­ste Orto­dok­se Kir­ke, dén i Rusland.

Kri­ste­ligt Dag­blad brag­te man­dag den 17. febru­ar 2020 en udmær­ket arti­kel af pro­fes­sor ved Køben­havns Uni­ver­si­tet, Chri­sti­an Gott­lieb, om det litur­gi­ske sprog i Den Orto­dok­se Kir­ke i Rusland. Gott­lieb beskri­ver, hvor­dan det er van­ske­ligt at få plads til nuti­digt rus­sisk sprog i Kir­ken, for­di stær­ke kræf­ter insi­ste­rer på at hol­de fast ved kir­kesla­visk, en slags mid­delal­der­bul­garsk, som ikke for­stås af andre end dem, der har til­eg­net sig det som frem­med­sprog fx i for­bin­del­se med præ­steud­dan­nel­se.

Gott­lieb har desvær­re helt ret i sin frem­stil­ling. Så mær­ke­ligt det end kan fore­kom­me folk uden sær­ligt kend­skab til Den Orto­dok­se Kir­ke, så fin­des der en tem­me­lig udbredt opfat­tel­se gåen­de ud på, at det skul­le være reser­ve­ret præ­ster og biskop­per at for­stå, hvad der siges i gud­stje­ne­ster­ne. Og det gæl­der ikke bare bøn­ner­ne, det gæl­der til og med oplæs­nin­gen af Evan­ge­li­et, som er det, der for tiden stri­des om i Rusland, hvor alt­så stær­ke, kon­ser­va­ti­ve kræf­ter hin­drer, at dagens evan­ge­lie­tekst kan læses op under gud­stje­ne­sten på et sprog, der er for­stå­e­ligt for de tro­en­de.

Den form for stivsin­det kle­ri­ka­lis­me ken­des både i Rusland og Græken­land samt i beg­ge lan­des såkald­te dia­spora, alt­så menig­he­der i udlan­det. Der­til kom­mer, at også man­ge læg­folk desvær­re er impræg­ne­re­de med en urok­ke­lig, kir­ke­lig kon­ser­va­tis­me, sådan at de har van­ske­ligt ved at fore­stil­le sig, end­si­ge accep­te­re, at noget som helst i Kir­kens prak­sis, her­un­der gud­stje­ne­stespro­get, skul­le kun­ne juste­res i for­hold til den alme­ne sprog­li­ge udvik­ling.

Den ortodokse Tradition og den slaviske mission

Den­ne for­ste­ne­de kon­ser­va­tis­me er så meget mere mær­ke­lig, som den stem­mer dår­ligt overens med Den Orto­dok­se Kir­kes Tra­di­tion. I mod­sæt­ning til den romer­ske Kir­ke i Vest og dens insi­ste­ren på lat­in har det altid været orto­doks skik at benyt­te loka­le sprog i gud­stje­ne­sten: Ara­bi­sk i Anti­okia, finsk i Fin­land, japansk i Japan, rumænsk i Rumæ­ni­en, geor­gisk i Geor­gi­en, fransk i Frank­rig, dansk i Dan­mark osv.

Da brød­re­ne Kyril­los og Met­ho­dios, i 900-tal­let begynd­te deres mis­sion i de sla­visk-talen­de områ­der, var det der­for natur­ligt for dem at over­sæt­te Kir­kens tek­ster fra græsk til et sprog, der var for­stå­e­ligt i de områ­der. Brød­re­ne var græke­re fra The­s­sa­lo­niki og tal­te der­for græsk; men de var tospro­ge­de og beher­ske­de også den sla­vi­ske dia­lekt, der den­gang tal­tes i Makedo­ni­en omkring The­s­sa­lo­niki. Så de opfandt et alfa­bet, det kyril­li­ske (som sta­dig er i brug), til opga­ven og etab­le­re­de en solid tekst­bank, som var og fort­sat er fun­da­men­tet for den orto­dok­se, kir­ke­li­ge vækst i de sla­visk­ta­len­de lan­de, inklu­si­ve Rusland.

I tiden vak­te det mod­stand, ikke mindst fra Rom, at man over­ho­ve­det skul­le kun­ne over­sæt­te Kir­kens sprog til (den tids) moder­ne sprog. Romer­ne mis­sio­ne­re­de, del­vist i de sam­me områ­der som Met­ho­dios og Kyril­los, og de insi­ste­re­de på lat­in som ene­ste kir­ke­li­ge sprog. Det gik så vidt, at der opstod en orga­ni­se­ret mod­stands­be­væ­gel­se, som hæv­de­de, at kun tre sprog skul­le være til­ladt i Kirken,nemlig græsk, hebra­isk og lat­in. Bevæ­gel­sen blev imid­ler­tid til­ba­ge­vist, og den ken­des af efter­ti­den som de tre sprogs hæresi eller vrang­læ­re.

Met­ho­dios og Kyril­los’ mis­sion gjor­de alt­så den krist­ne, orto­dok­se tro til­gæn­ge­lig for de sla­vi­ske folk på dis­ses eget sprog, på et sprog, som var leven­de i tiden. Brød­re­nes vir­ke var slet og ret for­ud­sæt­nin­gen for, at Orto­dok­si­en kun­ne bide sig fast blandt sla­ver­ne og for, at den mest tal­ri­ge af de orto­dok­se kir­ker, dén i Rusland, kun­ne bli­ve vir­ke­lig­hed.

Der­for kan det vir­ke mildt sagt para­doksalt, at i fle­re af de orto­dok­se kir­ker, som for mere end tusind år siden mod­sat­te sig de tre sprogs hæresi og insi­ste­re­de på at over­sæt­te Kir­kens tek­ster til et den­gang nuti­digt, leven­de og for­stå­e­ligt sprog, at net­op dér har der fun­det en sprog­lig for­ste­ning sted, sådan at man nu i Rusland og andre ste­der hæv­der, at det sprog, som intet men­ne­ske læn­ge­re taler eller for­står, at net­op dét skul­le være det ene­ste til­lad­te litur­gi­ske sprog.

Og det kan vir­ke lige så para­doksalt, at Den Romersk-Katol­ske Kir­ke, som for 1000 år siden stær­ke­st mod­sat­te sig bru­gen af fol­kespro­get, nu har over­ha­let Den Orto­dok­se Kir­ke i Rusland (og fle­re andre lan­de) indenom ved efter II Vati­ka­n­er­kon­cil i 1960-erne at ind­fø­re bru­gen af loka­le, leven­de sprog i deres gud­stje­ne­ster.

Kirken i Vesten

I Vesten, USA og Vest­eu­ro­pa var Den Orto­dok­se Kir­ke af ind­vik­le­de histo­ri­ske årsa­ger, som vi ikke skal kom­me ind på her, fra­væ­ren­de i man­ge århund­re­der. Men gen­nem det sene­ste århund­re­de har der, ikke mindst som efter­virk­ning af den rus­si­ske Revo­lu­tion i 1917, men også som resul­tat af vok­sen­de ”glo­ba­li­se­ring”, i en ræk­ke lan­de i Vesten dan­net sig orto­dok­se menig­he­der, som er lokalt base­re­de. Det er ikke migrant­kir­ker, men orto­dok­se mil­jø­er, som hen­ven­der sig til loka­le tro­en­de og bru­ger de respek­ti­ve lan­des sprog i deres gud­stje­ne­ster.

Dis­se mil­jø­er frem­by­der et sundt mod­bil­le­de til en udbredt fore­stil­ling om orto­doks kri­sten­dom som en ekso­tisk rari­tet fra fjer­ne him­mel­strøg. Der­til stem­mer de overens med den oprin­de­li­ge orto­dok­se tra­di­tion for bru­gen af loka­le sprog. De bestræ­ber sig på at gøre det muligt for almin­de­li­ge, krist­ne men­ne­sker i vest­li­ge lan­de at stif­te bekendt­skab med og ven­de til­ba­ge til den oprin­de­li­ge Kir­kes tro og prak­sis.

I USA fin­der man en lokalt base­ret enhed, Ort­ho­dox Church of Ame­ri­ca, med mel­lem 2 og 3 mil­li­o­ner tro­en­de, som ale­ne bru­ger engelsk i deres tje­ne­ster. I Vest­eu­ro­pa er der end­nu ikke orga­ni­se­ret én selv­stæn­dig, orto­doks kir­ke­lig enhed; men i en lang ræk­ke lan­de, Frank­rig, Hol­land, Eng­land, Tys­kland, Sve­ri­ge, Nor­ge, Bel­gi­en m.fl. er der et gan­ske stort antal orto­dok­se menig­he­der, som vir­ker på hver deres loka­le sprog, selv om de er knyt­tet til de ”gam­le” patri­ar­ka­ter.

I Dan­mark, for nu at slut­te her hos os selv, er der, udover de for­skel­li­ge frem­medspro­ge­de, såkald­te migrant­me­nig­he­der, én orto­doks enhed, vor egen Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed i Køben­havn, som er dansk base­ret. Menig­he­den er af en ræk­ke årsa­ger orga­ni­se­ret i Bul­ga­ri­ens Patri­ar­kat, men den er lokal og har dansk som sit litur­gi­ske sprog; og den gør det fuldt muligt for enhver, som har inter­es­se i det, at lære Den Orto­dok­se Kir­ke at ken­de uden først at skul­le til­eg­ne sig et van­ske­ligt frem­med­sprog.

Konklusion

Jeg skal kon­klu­de­re: Der fin­des ingen sær­ligt ”ånde­li­ge” sprog, som i og for sig kan brin­ge noget men­ne­ske nær­me­re Gud; men der fin­des ånde­de påstan­de fra for­skel­li­ge kan­ter, om at net­op det­te eller hint sjæld­ne, helst uddø­de sprog skul­le være helt sær­ligt spi­ri­tu­elt.

Bli­ver man stil­let over for påstan­de om, at Guds Kir­ke og den orto­dok­se kri­sten­dom skul­le være ulø­se­ligt knyt­tet til sprog, der ikke læn­ge­re tales af noget leven­de men­ne­ske: ara­mæ­isk, old­græsk eller kir­kesla­visk fx, så er det fup. Og bli­ver man mødt med påstan­de om, at hvis man ønsker at træ­de ind i Den Orto­dok­se Kir­ke, må man accep­te­re det vil­kår først at skul­le til­eg­ne sig ét af de nævn­te sprog og der­til en kul­tur, som er fuld­kom­men frem­med for dén, vi ken­der i Dan­mark, ja, så er det lige­le­des fup. Og ende­lig, hæv­der nogen, at men­ne­sker fra Dan­mark og andre vest­li­ge lan­de i al evig­hed må for­bli­ve ”gæster” og ”frem­me­de” i Kir­ken, så er det opblæst fup.

Kir­kens dybe myste­rie består ikke deri, at jo min­dre man for­står af Kir­kens sprog, jo mere dybsin­digt er det. Om nogen hæv­der noget sådant, er det fup! Ren og skær hokus-pokus, som det hed i en tid­li­ge­re, fol­ke­lig karak­te­ri­stik af kir­ke­ligt og ”ånde­ligt” snob­be­ri.

Myste­ri­et er slet ikke af sprog­lig art, myste­ri­et består deri, at ved Kir­kens tje­ne­ste for­vand­les brø­d­et og vinen på alte­ret til Kri­sti Lege­me og Blod for at de tro­en­de ved Guds nåde kan få del i Kri­sti evi­ge og gud­dom­me­li­ge liv.

Den sprog­li­ge ram­me for Kir­kens inder­ste, dybe­ste myste­rie, den udgø­res af de man­ge for­skel­li­ge sprog, som er de loka­le tro­en­des egne sprog, hvor på jor­den de end måt­te befin­de sig. Ram­men udgø­res af hvert enkelt kri­stent men­ne­skes moder­s­mål og hjer­te­sprog.