Katolsk vildledning

Endnu en gang har Kristeligt Dagblad kolporteret urigtige oplysninger om Den Ortodokse Kirke, denne gang fra romersk-katolsk hold. Og endnu en gang har Kristeligt Dagblad nægtet at bringe nødvendige, ortodokse korrektioner til de falske informationer. Sagen er som følger:

I Kristeligt Dagblad torsdag den 13. september citeres Danmarks katolske biskop, Czeslaw Kozon, for at ”det kan forekomme, at katolske præster får henvendelser fra ortodokse kristne, der gerne vil vies, men ikke har mulighed for at finde en ortodoks præst til at foretage vielsen”.

På den baggrund konkluderer biskop Kozon i sit officielle høringssvar til Kirkeministeriet angående revision af reglerne for tildeling af vielsesbemyndigelse: ”Derfor vil det være godt, om det ikke er totalt udelukket, at en katolsk præst foretager vielse af for eksempel ortodokse kristne”.

Biskop Kozons mildt sagt forbavsende udsagn kalder på ortodokse kommentarer. De kommer her:

For det første: Ortodokse kristne kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops og præsts tilladelse, deltage i sakramenter andre steder end i den ortodokse kirke. Det gælder såvel skriftemål som modtagelse af nadver og altså også ægtevielsens mysterie.

For det andet: Ortodokse præster kan ikke foretage vielser for ikke-ortodokse; for vielse er, ligesom de øvrige kirkens mysterier eller sakramenter, ét element i en samlet og sammenhængende deltagelse i den ortodokse kirkes liv. En vielse er ikke blot et ”privat” anliggende mellem parterne, det er også deres modtagelse som ægtefolk i den lokale menighed og kirke.

For det tredje: Biskop Kozon antyder med sit udsagn, at forståelsen af, hvad ægtevielsen overhovedet betyder og indeholder, skulle være den samme i katolsk og ortodoks kirke; og at det derfor kan være ”ét fedt”, i hvilken af kirkerne den finder sted. Men det er ikke sandt! Kort sagt er det sådan, at den katolske opfattelse af ægteskabet som en gensidig ”kontrakt”, hvor tilspørgelsen af parterne er vielsens bærende element, at den er fremmed for den ortodokse kirke.

I den ortodokse kirke er vægtningen en anden. I den oprindelige ortodokse ritualbog findes der overhovedet ingen tilspørgelse! Det betyder selvfølgelig ikke, at brudeparrets gensidige, frivillige ønske om at gifte sig ikke er vigtigt. Det er det selvsagt, men det er vigtigt som forudsætning for vielsen og ikke som selve vielsens indhold. Meningen med og indholdet i det ortodokse kroningsritual er, at brudeparret med det indlemmes i og gøres til billede på det mystiske forhold mellem Kristus og Kirken.

For det fjerde: Der er i dag et betragteligt antal ortodokse præster i Danmark. Jeg kan ikke vide, hvilke ortodokse det måtte være, der har henvendt sig til biskop Kozon eller andre katolske præster med anmodning om ægtevielse. Men det, man som præst i en hvilken som helst kirke bør gøre, hvis man skulle få en sådan henvendelse, det er naturligvis at henvise de pågældende til deres egen kirke. Med mindre de da skulle udtrykke ønske om at konvertere; i så fald har man ”en ny situation”.

Så vidt de ortodokse kommentarer til biskop Kozons udsagn. – Og så er der ikke sagt ét eneste ord om det forbavsende forhold, at størstedelen af kristne menigheder og trossamfund udenfor folkekirken er intenst optagede af at opnå tilladelse fra de sekulære, borgerlige myndigheder til at foretage ægtevielser, den såkaldte ”vielsesbemyndigelse”. Jagten på retsgyldighed kan skabe det indtryk, at civilregistrering og jura er ægtevielsens egentlige indhold, mens mysteriet fortoner sig i glemselens tåger.

Dette sidste var måske nok så vigtigt for kirkerne at overveje, frem for hvilke præster, der eventuelt skulle kunne tilkæmpe sig ”ret” til at foretage vielser for troende fra andre kirker.