Den Ortodokse Kirke udgøres af et antal indbyrdes uafhængige kirker. Sådan er det i hvert fald formelt. Ortodoks kirkelære eller ekklesiologi opererer med selvstændige enheder. Og med konciliaritet, det vil sige rådslagning, når det gælder fælles anliggender.
Fra Kirkens første århundreder kendte man de 5 såkaldt oprindelige patriarkater: Rom, Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem; og da Rom i det 11. århundrede skilte sig ud fra fællesskabet, skyldtes det ikke mindst Roms krav om at besidde en central overhøjhed over hele Kirken, hvilket de øvrige patriarkater afviste. Siden da regnes Rom ikke længere som en del af Den Ortodokse Kirke.
De tilbageblevne fire af de oprindelige patriarkater er i vore dage talmæssigt få, men af historiske årsager har de en særlig anseelse og position i Kirken. Ikke mindst tilregnes Konstantinopels Patriarkat en såkaldt ”æresforrang”, der, som ordet siger, ikke indebærer nogen formel myndighed eller ret til at træffe afgørelser på de øvrige Kirkers områder.
I historiens løb er yderligere 11 patriarkater og autokefale kirker gennem indviklede historiske processer kommet til, sådan at Den Ortodokse Kirke nu udgøres af 15 helt selvstændige enheder; det gælder fx patriarkaterne i Georgien, Bulgarien, Rumænien og Serbien samt ærkebispedømmerne Grækenland og Cypern m.fl. Den talmæssigt største af de autokefale kirker er Den russiske Kirke eller Moskvas Patriarkat.
Dertil kommer et antal autonome, det vil sige delvis selvstændige, kirker med indre selvstyre, fx Finland og Japan, som er knyttede til hhv. Konstantinopels og Moskvas patriarkater.
Forskellen mellem autokefali (fuldt selvstyre) og autonomi (delvist selvstyre) kan aflæses på i hvert fald to punkter, begge afgørende for en ortodoks Kirkes liv. En autokefal Kirke kan vælge sin egen leder, patriark eller i nogle tilfælde ærkebiskop, uden at skulle have valget godkendt af en højere instans. Og en autokefal Kirke tilvirker selv den hellige myron, uden hvilken der ikke kan gøres fuldstændig dåb.
De autonome kirker, derimod, må anmode om godkendelse af deres leder og kandidater til leder i det patriarkat, de er tilknyttet, og samme sted må de anmode om og afhente den nødvendige myron.
Selvstændige, indbyrdes uafhængige enheder! Det er et afgørende karakteristikum for Den Ortodokse Kirke, at der ikke findes én central instans, som har myndighed og magt over hele Kirken. Sådan er det, som allerede nævnt, formelt og principielt. Men virkeligheden er ofte en noget anden og forekommer på en række områder præget af helt andre motiver end indbyrdes kærlighed og fællesskab.
Trods princippet om selvstændige enheder er smagen for magt nemlig smerteligt mærkbar, også blandt ortodokse. Kirken har, forekommer det, mindst to strømninger: en herlighedens og kærlighedens strøm, som Gud skænker de troende; og så en anden, en egocentrismens og herskesygens strøm, der folder sig ud som selvhævdelse, ikke så sjældent under dække af fromhed.
Magtlyst i kombination med uhellige alliancer mellem Kirke og stat leder til beskæmmende resultater. Et sørgeligt aktuelt eksempel er Ruslands overfald på nabolandet Ukraine i februar 2022 med en stort anlagt militær invasion, der snart (i januar 2023) vil have varet et år, og som dagligt truer med at udvikle sig til en international storkrig.
Moskvas Patriarkat og dets leder Patriark Kirill har i umisforståelige vendinger klart udtrykt Den russiske Kirkes opbakning til overfaldet på Ukraine; og har gjort det i en kontekst, ikke blot af omsorg for de soldater, der udkommanderes til kamp, men også med påstand om dermed at medvirke til forsvar for en indbildt, ortodoks moralsk retlinethed i forhold til, hvad den russiske patriark opfatter og omtaler som ”Vestens åndelige forfald og dekadence”.
Dermed er imperialistiske prætentioner desværre atter en gang blevet synlige og sørgeligt aktuelle i Den Ortodokse Kirke.
Den nuværende situation er imidlertid ikke det eneste eksempel på magtbrynde i Kirken. Og Moskvas Patriarkat er ikke den eneste aktør af denne art. Også Konstantinopels Patriarkat forekommer i en række tilfælde drevet af smagen for magt og af (falske) forestillinger om at være hævet højt over alle andre med dertil hørende beslutningsret på andres vegne.
Den russiske, kirkelige imperialisme først: Moskvas Patriarkat har, i tæt alliance med den russiske stat, i mange år arbejdet målrettet på at skaffe sig fuld kontrol med alle ortodokse stifter og menigheder, som på den ene eller anden måde har historisk forbindelse med Rusland, men befinder sig uden for russisk territorium. Det gælder blandt andre den såkaldte Synodalkirke (ROCOR), som i 2007 gjorde sig afhængig af Moskvas Patriarkat efter at have været erklæret selvstændig gennem 80 år, siden 1920-erne, hvor ROCOR etablerede sig som uafhængig enhed efter 1917-revolutionen i Rusland.
Patriarkatet i Moskva har gennem en lang årrække også arbejdet på at få en anden kirkelig enhed, den såkaldte Paris-jurisdiktion, som ligeledes blev dannet efter den kommunistiske 1917-revolution, tilbage under Moskvas kontrol. Og Moskva har aldrig skjult sine hensigter:
Daværende metropolit og nuværende patriark Kirill oplyste så tidligt som i 2001 på et kollokvium i Moskva med overskriften ”Religion og Diplomati”, at man fra russisk side arbejdede aktivt, Kirke og stat i forening, på at skaffe sig kontrol over Det Vesteuropæiske Ærkestift med hovedsæde i Paris og på at få denne uafhængige, kirkelige enhed tilbage i folden og bragt ind under Moskvapatriarkatets herredømme.
Det mislykkedes i første omgang. I 2003, da Paris-ærkestiftet i nogle måneder, fra januar til maj, var uden ledende ærkebiskop (fordi den hidtidige ærkebiskop var død først i januar), benyttede Moskvas Patriarkat anledningen til at sende brev til samtlige stiftets menigheder med det indhold, at nu var tiden kommet til, som det hed, at ”vende hjem til moderkirken”, altså Moskva.
Men den 1. maj 2003 blev der på Det Vesteuropæiske Ærkestifts generalforsamling i Paris valgt ny ærkebiskop, en belgier. Han var gået til valg på at bevare uafhængigheden i forhold til Rusland; han blev valgt så godt som enstemmigt, og han takkede umiddelbart efter valget på ærkestiftets vegne høfligt ’nej’ til invitationen fra Moskva. Samtidigt blev det besluttet at bevare ærkestiftets formelle tilknytning til Konstantinopels Patriarkat, en ordning, som havde eksisteret siden 1931.
Da det glippede for Den russiske Kirke at skaffe sig kontrol over Paris-jurisdiktionen med den relativt beskedne Alexander Nevskij Katedral i Rue Daru i Paris’ 8. Arondissement, lige bagved Triumfbuen, skiftede Moskva taktik. Den Russiske Føderation, altså staten, købte i 2010 en byggegrund, efter sigende dengang Paris’ dyreste, på Quai Branly, ikke langt fra Eifeltårnet, for dér at bygge en russisk katedral. Der blev gættet på købspriser mellem 60 og 80 millioner €, og Ruslands daværende ambassadør i Frankrig, Alexander Orlof, oplyste officielt, at den nye katedral skulle være ”det russiske, kirkelige center i Paris”.
Dagbladet Novaia Gazeta, som dengang blev udgivet i Moskva, var stærkt kritisk over for projektet. De skrev sådan her: ”Bygningen af den nye katedral på Quai Branly har som sit eneste formål at styrke Moskvapatriarkatets overlegenhed blandt ortodokse i Frankrig og at blive et synligt tegn på det messianske projekt, som kaldes ’den russiske verden’ (’Russkij Mir’), som premierminister Putin og Patriark Kirill så ofte taler om.”
Det Vesteuropæiske Ærkestift bevarede altså i første omgang sin selvstændighed i forhold til Moskva og dermed sin selvforståelse som kimen til en uafhængig, ortodoks Kirke i Vesteuropa. Det gjorde de, selv om de blev forsøgt sat i skyggen af et russisk prestigebyggeri midt i Paris på det kostbare stykke jord, hvor Frankrigs Meteorologiske Institut tidligere havde haft til huse.
Men den status skulle ikke vare ved, og visionen om en helt uafhængig ortodoks Kirke i Vesteuropa kunne ikke opretholdes. Det skyldtes vel at mærke ikke Moskvapatriarkatets virke; det skyldtes den anden af de to ortodokse enheder med åbenlyst imperialistiske prætentioner, som vi allerede har nævnt, nemlig Konstantinopels Patriarkat, også kendt som Økumenisk Patriarkat, det patriarkat, som siden 1931 havde tjent som Det Vesteuropæiske Ærkestifts formelle garant for frihed og værn mod russisk dominans.
Lederen af Økumenisk Patriarkat, Patriark Bartholomæus I, opfatter sig som leder, ikke blot af sit eget område, men af hele den ortodokse verden, og derfor hævder han at være i besiddelse af helt særlige, nogle ville kalde det ”pavelige” privilegier, bl.a. når det gælder etableringen af uafhængige, autokefale ortodokse Kirker.
Efter Konstantinopels egen opfattelse gælder disse særlige privilegier overalt i verden. Vi så det senest i 2019 i Ukraine, hvor Bartholomæus I énsidigt og i strid med alle kirkeretlige principper blandede sig i lokale, kirkelige stridigheder i Ukraine og meddelte uafhængighed til dele af Kirken i Ukraine, som hidtil havde refereret til Moskvas Patriarkat. Derved gjorde Konstantinopel sig indirekte medskyldig i Ruslands brutale, militære overfald på Ukraine i februar 2022.
Det Økumeniske Patriarkat mener, som her eksemplificeret, at de har eneret på at afgøre, hvilke Kirker, der kan være selvstændige, og hvilke, der ikke kan. Et andet kendt eksempel på Konstantinopels prætentioner er en konflikt, som har pågået i mere end 50 år. Det gælder OCA, som er forkortelse for Orthodox Church of America.
OCA er en kirkelig enhed, som oprindeligt var del af den russiske emigration til USA, og som derfor var et stift, knyttet til Moskvas Patriarkat.
I 1972 var OCA’s stift og menigheder imidlertid gledet så meget ind i det amerikanske samfund, sprogligt, kulturelt og i øvrigt, at patriarkatet i Moskva meddelte dem selvstændighed, autokefali. Der var bare den hage ved det, at det ville man slet ikke høre tale om fra Det Økumeniske Patriarkat, der som sagt påberåber sig eneret på at kunne træffe den slags afgørelser. Så Økumenisk Patriarkat afviste fra begyndelsen at anerkende OCA’s status som selvstændig Kirke.
I dag, 50 år senere, er situationen fortsat låst. Det betyder, at man i USA har en Ortodoks Kirke med et million-stort antal troende, mange præster, diakoner og biskopper samt tre teologiske uddannelsessteder; men Konstantinopels Patriarkat foregiver stædigt, at virkeligheden ikke er virkelig, og de nægter fortsat at anerkende amerikanerne som selvstændige.
I Europa har gennem snart 100 år ikke mindst Det Vesteuropæiske Ærkestift i Paris i stigende grad forstået sig selv som begyndelsen eller kimen til en egentlig, selvstændig, Ortodoks Kirke i Vesteuropa; i lighed med udviklingen i USA, som den er skitseret ovenfor med beretningen om OCA.
Paris-ærkestiftet klarede længe at bevare uafhængigheden af Moskva. Men så kom der helt uventet en bombe fra en anden kant, fra formodede venner, nemlig fra Konstantinopel; og den bombe blev bragt til sprængning i Paris og i hele Vesteuropa for godt fire år siden.
Pludseligt og uden allermindste forvarsel, den 27. november 2018, blev det meddelt fra Det Økumeniske Patriarkat, at Det Vesteuropæiske Ærkestift, som man hidtil havde ydet beskyttelse, skulle ”opløses” og slet ikke længere eksistere som samlet, selvstændig kirkelig enhed.
Videre blev det dekreteret, at Paris-ærkestiftets menigheder, ca.120 enheder i tal, halvdelen i Frankrig, de øvrige fordelt i en lang række europæiske lande, herunder Skandinavien, det blev dekreteret, at disse menigheder hver især skulle melde sig hos de lokale, græske biskopper med anmodning om at måtte indgå i de græske stifter.
Ordren til at opløse den hidtil selvstændige og samlede kirkelige enhed blev i Det Vesteuropæiske Ærkestift set som udtryk for arbitrær magtanvendelse og kirkeligt enevælde og blev i første omgang pure afvist af de berørte.
På en ekstraordinær generalforsamling i Paris den 23. februar 2019 sagde 93% af deltagerne, præster og lægfolk, ’nej’ til Konstantinopels krav om opløsning; og de sagde ’nej’ til at blive ’grækere’.
Efterfølgende blev der gennem nogle måneder arbejdet på højtryk fra Paris-ærkestiftet for at finde en løsning, hvorved man kunne forblive samlet og bevare enheden og selvstændigheden uden Økumenisk Patriarkats medvirken. Der var kontakter i forskellige retninger, men uden at et tilfredsstillende resultat kom i sigte.
Den foreløbige ende på historien blev, at Moskvas Patriarkat, som åbenbart var de eneste med mod, lyst og råstyrke til at gå op imod Konstantinopel, tilbød at tage Paris-ærkestiftet under sin ”beskyttelse”. Og sådan blev det. Ærkestiftet er nu, i lighed med ROCOR, underlagt Moskvas Patriarkat – 100% modsat den klare melding fra ærkestiftet for 20 år siden, i maj 2003, at man under ingen omstændigheder ønskede at slutte sig til Den russiske Kirke.
Paradoksalt som det kan forekomme: Det samme Moskvas Patriarkat, som 15 år tidligere var mislykkedes med at tage kontrol over Det Vesteuropæiske Ærkestift og havde måttet modtage et tydeligt ’nej tak’ fra stiftets ærkebiskop, de fik nu så at sige serveret sejren på et sølvfad af deres eneste konkurrent på den ortodokse, kirkelige, imperialistiske bane, Konstantinopels patriark, Bartholomæus I.
Den udvikling førte til ca. en halvering af antallet af menigheder i Det Vesteuropæiske Ærkestift; for mange ønskede ikke ”beskyttelse” fra Moskva, men fandt andre løsninger. Nogle bed i det sure æble og meldte sig hos grækerne, som de havde fået ordre til; andre søgte tilflugt hos serbiske, rumænske eller bulgarske biskopper.
Hvad har så Konstantinopels Patriarkat opnået med denne manøvre? Udover at skabe splittelse? De ønskede tilsyneladende at afværge enhver bevægelse hen imod en selvstændig Ortodoks Kirke i Vesteuropa. Det er de til overmål lykkedes med. Sådan en Kirke er ikke i sigte, så langt øjet rækker.
De er samtidigt lykkedes med at reducere en velfungerende, samlet kirkelig enhed i Vesteuropa med en klar fælles vision til ca. halv størrelse; og de er lykkedes med at jage den tilbageblevne halvdel i armene på deres egen værste konkurrent og modstander.
Patriark Bartholomæus I havde vist nok til hensigt, med ordren om at opløse Det Vesteuropæiske Ærkestift, at styrke sin egen og de græske biskoppers stilling i Vesteuropa. — Men han opnåede det stik modsatte, nemlig at styrke Moskvas Patriarkat i Vesten. Det selv samme Moskvas Patriarkat, som udtrykkeligt definerer sig som den ortodokse morals vogter imod truslen fra Vestens ”dekadence”; og som til den ende siden februar 2022 leverer kirkelig støtte til Ruslands militære aggression i Ukraine.