Folkekirken i Danmark skal have tak for, at den i påskedagene 2020 gjorde det lysende klart, hvilken uoverstigelig afgrund der er mellem ortodoks kristentro på den ene side og så (en vis) luthersk tænkning på den anden. Afgrunden blev fremstillet markant og umisforståeligt via en grafisk flot helsidesannonce (den må have kostet store summer), som folkekirken indrykkede i en række danske dagblade, angiveligt som en påskehilsen, for at forklare læserne, hvad der er påskens indhold. Forklaringen havde form af et lille digt med denne ordlyd:
Påske er, at livet altid løber i forvejen
Når du halser afsted med hudsult og håndsprit
Hjemmeskole og åndenød
Så er livet altid forude
Og se, i dag vender han sig om
Og smiler til dig
Så er det påske
Jamen, kæreste dog! Over for sådan en metaforisk, pseudo-poetisk, vævende og spekulativ omgang snik-snak om Påske tilbyder Den Ortodokse Kirke og tro sig med et anderledes konkret, umisforståeligt udsagn om den kristne tro. Det gælder hymnen, som synges i alle ortodokse kirker påskenat; den lyder sådan her:
Kristus er opstanden fra de døde
Ved døden besejred’ Han døden
Og til dem i gravene gav Han liv
Kan De se forskellen? Læs gerne de to digte én gang til, og tænk nøje over, hvad de hver især udtrykker (eller ikke udtrykker). Den ortodokse, korte og fyndige tekst stiller os over for det troens løfte og krav, at hvad enten vi begriber det eller ej (og det gør vi jo ikke), så er det umulige muligt for Gud, og på dette umulige, Kristi sejr over døden, baserer vi hele vort liv og alt vort håb. — Den vævende folkekirkelige tekst, derimod, prøver af al kraft at være ”aktuel” (”hudsult, håndsprit og hjemmeskole”); men når det gælder Opstandelsen lander den på den kun alt for velkendte formel, at ”sådan-var-det-jo-heller-ikke-ment”. Men jo, sådan var det netop ment; og nej, det er ikke ”billedsprog”, alt dét med Kristi Opstandelse. Det er tværtimod den kristne tros kerne.
Ophavskvinden til den folkekirkelige påskehilsens, jeg vover at sige bortforklaring, af Kristi Opstandelse hedder Kirsten Jørgensen og er provst på Frederiksberg. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 21. april søger hun at forklare sin tekst. Jørgensen udtrykker sig i kronikken sådan her: ”Af nogle af kommentarerne til annonceteksten [dvs. ovenstående digt] fremgår det, at den er uambitiøs. Den er ’ikke nok’. Jeg forstår kritikken sådan, at medmindre der konkret står ord som ’opstandelse’, ’Kristus’, ’den tomme grav’, så er der ikke tale om genuin kristendom. Så er det ikke ’nok’”.
Kirsten Jørgensen rammer plet! Ja, det er ”uambitiøst” og slet ”ikke nok”, kristeligt forstået, hvis man fortolker sig bort fra kernen i Påsken og gør Kristi Opstandelse og Den tomme Grav til noget underordnet, nærmest ligegyldigt i forhold til det, der et andet sted i Jørgensens kronik beskrives sådan her: ”Påske i betydningen glæde, befrielse. Og det, jeg vil kalde den evangeliske overraskelse – noget sker, som ikke burde kunne ske.” Og så sætter Kirsten Jørgensen trumf på, når hun hævder, at hendes påskedigt, der altså ikke nævner Kristi Opstandelse med et eneste ord, at det skulle være ”den form for kommunikation, der klart udtrykker kernen i kristendommen … blot i et andet sprog end det vanligt kirkelige.”
Det forholder sig lige omvendt: ”Kernen i kristendommen” udtrykkes præcist og konkret i Kirkens sprog: ”Kristus er opstanden fra de døde!”, ikke som én mulig metafor blandt utallige andre, ikke som en ”tomhed”, knyttet til mere eller mindre subtile, filosofiske betragtninger, men legemligt! Kristi Opstandelse er ingen spirituel filosofi over tomheden, men en virkelighed, der overgår al (menneskelig) forstand, en forargelse for jøder og en dårskab for grækere. Dette er kernen! Og dér, hvor Kristi Opstandelse ikke (må) nævnes, dér er der ingen kristendom og ingen kristen Påske!
Det er grunden til, at ortodokse kristne Påskenat og gennem hele påsketiden udveksler den præcise hilsen: ”Kristus er opstanden!” med svaret ”Han er sandelig opstanden!” Ingen mere eller mindre vidtløftige fortolkninger om ”livet forude”, ”hudsult og håndsprit” eller andet, men netop de ord, hvorom al kristen tro drejer sig: ”Kristus er opstanden!”
Den opstandne Kristus er virkelig! Han er legemlig! Opstandelsen er ikke blot et luftigt, ”åndeligt” foretagende eller en tur i spøgelsestoget på Dyrehavsbakken. Kristi Opstandelse fremviser for os en konkret legemlighed, som er anderledes end den, vi kender, men ikke derfor mindre virkelig. En legemlighed med andre relationer til tid og rum end de kendte; Jesus bliver usynlig for dem, Han spiser sammen med, Han kommer ”til stede midt iblandt dem” uafhængigt af vægge og døre; og Han advarer Maria Magdalena mod at røre Ham.
Vi kunne sammenfattende sige, at Den Opstandne Kristus i og med Sin legemlighed viser os det første tegn på den opstandelse, som skal blive alle troende til del. Og ja, der er meget her, vi ikke forstår eller kan gøre rede for; men at det skulle give anledning til at bortforklare Kristi Opstandelse som ”kernen i kristendommen” eller gøre den til en metafor for en ubestemmelig ”glæde” (tankegangen hedder vist nok ”afmytologisering”), det er at at lægge alt for megen vægt på sin egen begrænsede forstands formåen.
Det er en trist nedskrivning af Guds løfter til os, Kirsten Jørgensen er ude i, når hun søger at erstatte Evangeliets løfterige antydninger af den kommende verdens liv med et stykke pseudo-teologi om ”livet”, der ”løber i forvejen” for ”hudsult og håndsprit”.
Hvor fattigt kan det blive? Hvor langt fra hellige Paulus’ ord kan man komme og fortsat mene sig i tråd med ”kristendommens kerne”: Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt og jeres tro også tom. (1. Kor. 15, 13–14)
HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!