KRISTUS ER OPSTANDEN!

Fol­kekir­ken i Dan­mark skal have tak for, at den i påske­da­ge­ne 2020 gjor­de det lysen­de klart, hvil­ken uover­sti­ge­lig afgrund der er mel­lem orto­doks kri­sten­tro på den ene side og så (en vis) lut­hersk tænk­ning på den anden. Afgrun­den blev frem­stil­let mar­kant og umis­for­stå­e­ligt via en gra­fisk flot helsi­desan­non­ce (den må have kostet sto­re sum­mer), som fol­kekir­ken indryk­ke­de i en ræk­ke dan­ske dag­bla­de, angi­ve­ligt som en påske­hil­sen, for at for­kla­re læser­ne, hvad der er påskens ind­hold. For­kla­rin­gen hav­de form af et lil­le digt med den­ne ord­lyd:

Påske er, at livet altid løber i for­vej­en
Når du hal­ser afsted med hudsu­lt og hånd­sprit
Hjem­mesko­le og ånde­nød
Så er livet altid for­u­de
Og se, i dag ven­der han sig om
Og smi­ler til dig
Så er det påske

Jamen, kære­ste dog! Over for sådan en meta­forisk, pseu­do-poe­tisk, væven­de og spe­ku­la­tiv omgang snik-snak om Påske til­by­der Den Orto­dok­se Kir­ke og tro sig med et ander­le­des kon­kret, umis­for­stå­e­ligt udsagn om den krist­ne tro. Det gæl­der hym­nen, som syn­ges i alle orto­dok­se kir­ker påske­nat; den lyder sådan her:

Kristus er opstan­den fra de døde
Ved døden besej­red’ Han døden
Og til dem i gra­ve­ne gav Han liv

Kan De se for­skel­len? Læs ger­ne de to dig­te én gang til, og tænk nøje over, hvad de hver især udtryk­ker (eller ikke udtryk­ker). Den orto­dok­se, kor­te og fyn­di­ge tekst stil­ler os over for det tro­ens løf­te og krav, at hvad enten vi begri­ber det eller ej (og det gør vi jo ikke), så er det umu­li­ge muligt for Gud, og på det­te umu­li­ge, Kri­sti sejr over døden, base­rer vi hele vort liv og alt vort håb. — Den væven­de fol­kekir­ke­li­ge tekst, der­i­mod, prø­ver af al kraft at være ”aktu­el” (”hudsu­lt, hånd­sprit og hjem­mesko­le”); men når det gæl­der Opstan­del­sen lan­der den på den kun alt for vel­kend­te for­mel, at ”sådan-var-det-jo-hel­ler-ikke-ment”. Men jo, sådan var det net­op ment; og nej, det er ikke ”bil­led­sprog”, alt dét med Kri­sti Opstan­del­se. Det er tvær­ti­mod den krist­ne tros ker­ne.

Ophavskvin­den til den fol­kekir­ke­li­ge påske­hil­sens, jeg vover at sige bort­for­kla­ring, af Kri­sti Opstan­del­se hed­der Kir­sten Jør­gen­sen og er provst på Fre­de­riks­berg. I en kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad den 21. april søger hun at for­kla­re sin tekst. Jør­gen­sen udtryk­ker sig i kro­nik­ken sådan her: ”Af nog­le af kom­men­ta­rer­ne til annon­ce­teksten [dvs. oven­stå­en­de digt] frem­går det, at den er uam­bi­tiøs. Den er ’ikke nok’. Jeg for­står kri­tik­ken sådan, at med­min­dre der kon­kret står ord som ’opstan­del­se’, ’Kristus’, ’den tom­me grav’, så er der ikke tale om genu­in kri­sten­dom. Så er det ikke ’nok’”.

Kir­sten Jør­gen­sen ram­mer plet! Ja, det er ”uam­bi­tiøst” og slet ”ikke nok”, kri­ste­ligt for­stå­et, hvis man for­tol­ker sig bort fra ker­nen i Påsken og gør Kri­sti Opstan­del­se og Den tom­me Grav til noget under­ord­net, nær­mest lige­gyl­digt i for­hold til det, der et andet sted i Jør­gen­sens kro­nik beskri­ves sådan her: ”Påske i betyd­nin­gen glæ­de, befri­el­se. Og det, jeg vil kal­de den evan­ge­li­ske over­ra­skel­se – noget sker, som ikke bur­de kun­ne ske.” Og så sæt­ter Kir­sten Jør­gen­sen trumf på, når hun hæv­der, at hen­des påske­digt, der alt­så ikke næv­ner Kri­sti Opstan­del­se med et ene­ste ord, at det skul­le være ”den form for kom­mu­ni­ka­tion, der klart udtryk­ker ker­nen i kri­sten­dom­men … blot i et andet sprog end det van­ligt kir­ke­li­ge.”

Det for­hol­der sig lige omvendt: ”Ker­nen i kri­sten­dom­men” udtryk­kes præ­cist og kon­kret i Kir­kens sprog: ”Kristus er opstan­den fra de døde!”, ikke som én mulig meta­for blandt utal­li­ge andre, ikke som en ”tom­hed”, knyt­tet til mere eller min­dre sub­ti­le, filo­so­fi­ske betragt­nin­ger, men legem­ligt! Kri­sti Opstan­del­se er ingen spi­ri­tu­el filo­so­fi over tom­he­den, men en vir­ke­lig­hed, der over­går al (men­ne­ske­lig) for­stand, en for­ar­gel­se for jøder og en dår­skab for græke­re. Det­te er ker­nen! Og dér, hvor Kri­sti Opstan­del­se ikke (må) næv­nes, dér er der ingen kri­sten­dom og ingen kri­sten Påske!

Det er grun­den til, at orto­dok­se krist­ne Påske­nat og gen­nem hele påske­ti­den udveks­ler den præ­ci­se hil­sen: ”Kristus er opstan­den!” med sva­ret ”Han er san­de­lig opstan­den!” Ingen mere eller min­dre vidt­løf­ti­ge for­tolk­nin­ger om ”livet for­u­de”, ”hudsu­lt og hånd­sprit” eller andet, men net­op de ord, hvor­om al kri­sten tro dre­jer sig: ”Kristus er opstan­den!”

Den opstand­ne Kristus er vir­ke­lig! Han er legem­lig! Opstan­del­sen er ikke blot et luf­tigt, ”ånde­ligt” fore­ta­gen­de eller en tur i spø­gel­se­s­to­get på Dyre­havs­bak­ken. Kri­sti Opstan­del­se frem­vi­ser for os en kon­kret legem­lig­hed, som er ander­le­des end den, vi ken­der, men ikke der­for min­dre vir­ke­lig. En legem­lig­hed med andre rela­tio­ner til tid og rum end de kend­te; Jesus bli­ver usyn­lig for dem, Han spi­ser sam­men med, Han kom­mer ”til ste­de midt iblandt dem” uaf­hæn­gigt af væg­ge og døre; og Han adva­rer Maria Mag­da­le­na mod at røre Ham.

Vi kun­ne sam­men­fat­ten­de sige, at Den Opstand­ne Kristus i og med Sin legem­lig­hed viser os det før­ste tegn på den opstan­del­se, som skal bli­ve alle tro­en­de til del. Og ja, der er meget her, vi ikke for­står eller kan gøre rede for; men at det skul­le give anled­ning til at bort­for­kla­re Kri­sti Opstan­del­se som ”ker­nen i kri­sten­dom­men” eller gøre den til en meta­for for en ube­stem­me­lig ”glæ­de” (tan­ke­gan­gen hed­der vist nok ”afmyto­lo­gi­se­ring”), det er at at læg­ge alt for megen vægt på sin egen begræn­se­de for­stands for­må­en.

Det er en trist nedskriv­ning af Guds løf­ter til os, Kir­sten Jør­gen­sen er ude i, når hun søger at erstat­te Evan­ge­liets løf­te­ri­ge antyd­nin­ger af den kom­men­de ver­dens liv med et styk­ke pseu­do-teo­lo­gi om ”livet”, der ”løber i for­vej­en” for ”hudsu­lt og hånd­sprit”.

Hvor fat­tigt kan det bli­ve? Hvor langt fra hel­li­ge Paulus’ ord kan man kom­me og fort­sat mene sig i tråd med ”kri­sten­dom­mens ker­ne”: Hvis der ikke er nogen opstan­del­se af døde, så er hel­ler ikke Kristus opstå­et. Men er Kristus ikke opstå­et, så er vort bud­skab jo tomt og jeres tro også tom. (1. Kor. 15, 13–14)

HAN ER SANDELIG OPSTANDEN!