Ud over den katolske kirke er også de ortodokse kirker som udgangspunkt imod skilsmisse og gengifteri.
Ovenstående dybest set meningsløse udsagn kunne man fredag den 26. februar 2021 læse i Kristeligt Dagblad. Sætningen er afslutningen på en længere artikel, hvor bladets journalist, Jens From Lyng, nogenlunde grundigt har beskrevet to forskellige holdninger i den danske folkekirke gennem interview med to præster, hvoraf den ene er imod gengifte efter skilsmisse, mens den anden ikke ser noget problem i en sådan praksis.
Videre anfører artiklen, at den katolske kirkes holdning er klar: Her kan der aldrig blive tale om skilsmisse og derfor heller ikke om gengifte; med mindre det første ægteskab kan vises at være indgået under falske forudsætninger og derfor kan erklæres ugyldigt af en kirkelig domstol. Også her støttes fremstillingen af et interview med en teologisk konsulent i Den Romersk-Katolske Kirke.
Efter de to fremstillinger af henholdsvis luthersk og romersk-katolsk praksis har journalisten åbenbart ment, at han da også lige måtte nævne Den Ortodokse Kirke. Det skulle han måske have undladt, for resultatet blev det aldeles misvisende udsagn, som er anført ovenfor.
Det er misvisende, fordi det giver læserne det indtryk, at ortodoks og romersk-katolsk teologi og praksis på dette område er nøjagtigt ens. Og det er forkert! – Dertil kommer, at hvis man var lidt pernitten, kunne man hævde, at vendingen ”som udgangspunkt” er ilde anbragt og uden mening. For alle, protestanter, katolikker og ortodokse er vel som udgangspunkt imod skilsmisse; alle kirker har vel den opfattelse, at ægteskab indgås for livet. Forskellene består i, hvordan man forholder sig, når ægtefolk så alligevel bliver skilt, og når de anmoder om at kunne vies til en ny ægtefælle i kirken.
Det havde været helt forståeligt, hvis der i artiklen slet intet havde stået om Den Ortodokse Kirkes teologi og praksis, når det gælder skilsmisse og gengifte. Men når nu Jens From Lyng vælger at inddrage en ortodoks vinkel, så skulle det jo helst være korrekt, dét der står; men det er det desværre ikke. Det korrekte billede følger her:
Den Ortodokse Kirke anerkender ikke ”serielt monogami” og foretager ikke et ubegrænset antal ægtevielser for sine børn efter de enkelte medlemmers ønsker. Men Den Ortodokse Kirke udelukker heller ikke skilsmisse, sådan som romer-katolikkerne gør. Ægtevielsen er ganske rigtigt et mysterie eller sakramente, som Kirken ikke tager let på. Men ortodoks teologi og praksis er også realistisk. Kirken tager så at sige bestik af virkeligheden og må konstatere, at der i den virkelighed er nogle ægteskaber, som simpelt hen ikke lykkes. Derfor tillader Kirken skilsmisse i visse tilfælde. Det gør den frem for at insistere på en legal fiktion; og frem for at presse mennesker til at leve som hyklere resten af livet efter en de facto opløsning af deres ægteskab.
Den Ortodokse Kirke opererer således med den virkelighed, at nogle mennesker, efter at være blevet ægteviede, alligevel ikke magter at leve sammen og derfor skilles. Også mennesker, som senere måtte ønske atter at indgå i ægteskab. Uden at Kirken derfor anser skilsmisse og gengifte som uproblematiske ”ekspeditionssager” eller som ”den naturligste ting af verden”. Skilsmisse kan alene finde sted med biskoppens tilladelse og først efter at alt er forsøgt, gennem samtale og pastoral rådgivning, for at undgå bruddet. Civil skilsmisse er således ikke uden videre tilstrækkelig for Kirkens anerkendelse
I forlængelse heraf tillader Den Ortodokse Kirke at fraskilte kan ægtevies på ny. Atter en gang med biskoppens tilladelse kan der foretages ægtevielse for anden og til og med for tredje gang for samme person. Men aldrig en fjerde gang!
Dette ”tre gange, men så aldrig mere” giver for nogle, forståeligt nok, anledning til at trække på smilebåndet. Men det skal forstås rigtigt, nemlig som et udtryk for Kirkens realitetssans: Mennesket er skrøbeligt, og derfor tillader Kirken os mere end ét forsøg; men har nogen forsøgt både én, to og tre gange uden at kunne lykkes, så er det med al rimelig sandsynlighed et tegn på, at den pågældende person ikke er egnet til at leve i ægteskab; og nået dertil kan Kirken ikke længere foretage vielse.