Skilsmisse og gengifte i Den Ortodokse Kirke

Ud over den katol­ske kir­ke er også de orto­dok­se kir­ker som udgangs­punkt imod skils­mis­se og gengifteri.

Oven­stå­en­de dybest set menings­lø­se udsagn kun­ne man fre­dag den 26. febru­ar 2021 læse i Kri­ste­ligt Dag­blad. Sæt­nin­gen er afslut­nin­gen på en læn­ge­re arti­kel, hvor bla­dets jour­na­list, Jens From Lyng, nogen­lun­de grun­digt har beskre­vet to for­skel­li­ge hold­nin­ger i den dan­ske fol­kekir­ke gen­nem inter­view med to præ­ster, hvoraf den ene er imod gen­gif­te efter skils­mis­se, mens den anden ikke ser noget pro­blem i en sådan praksis.

Vide­re anfø­rer artik­len, at den katol­ske kir­kes hold­ning er klar: Her kan der aldrig bli­ve tale om skils­mis­se og der­for hel­ler ikke om gen­gif­te; med min­dre det før­ste ægte­skab kan vises at være ind­gå­et under fal­ske for­ud­sæt­nin­ger og der­for kan erklæ­res ugyl­digt af en kir­ke­lig dom­stol. Også her støt­tes frem­stil­lin­gen af et inter­view med en teo­lo­gisk kon­su­lent i Den Romersk-Katol­ske Kirke.

Efter de to frem­stil­lin­ger af hen­holds­vis lut­hersk og romersk-katolsk prak­sis har jour­na­li­sten åben­bart ment, at han da også lige måt­te næv­ne Den Orto­dok­se Kir­ke. Det skul­le han måske have und­ladt, for resul­ta­tet blev det alde­les mis­vi­sen­de udsagn, som er anført ovenfor.

Det er mis­vi­sen­de, for­di det giver læser­ne det ind­tryk, at orto­doks og romersk-katolsk teo­lo­gi og prak­sis på det­te områ­de er nøj­ag­tigt ens. Og det er for­kert! – Der­til kom­mer, at hvis man var lidt per­nit­ten, kun­ne man hæv­de, at ven­din­gen ”som udgangs­punkt” er ilde anbragt og uden mening. For alle, pro­te­stan­ter, kato­lik­ker og orto­dok­se er vel som udgangs­punkt imod skils­mis­se; alle kir­ker har vel den opfat­tel­se, at ægte­skab ind­gås for livet. For­skel­le­ne består i, hvor­dan man for­hol­der sig, når ægte­folk så alli­ge­vel bli­ver skilt, og når de anmo­der om at kun­ne vies til en ny ægte­fæl­le i kirken.

Det hav­de været helt for­stå­e­ligt, hvis der i artik­len slet intet hav­de stå­et om Den Orto­dok­se Kir­kes teo­lo­gi og prak­sis, når det gæl­der skils­mis­se og gen­gif­te. Men når nu Jens From Lyng væl­ger at ind­dra­ge en orto­doks vin­kel, så skul­le det jo helst være kor­rekt, dét der står; men det er det desvær­re ikke. Det kor­rek­te bil­le­de føl­ger her:

Den Orto­dok­se Kir­ke aner­ken­der ikke ”seri­elt mono­ga­mi” og fore­ta­ger ikke et ube­græn­set antal ægte­vi­el­ser for sine børn efter de enkel­te med­lem­mers ønsker. Men Den Orto­dok­se Kir­ke ude­luk­ker hel­ler ikke skils­mis­se, sådan som romer-kato­lik­ker­ne gør. Ægte­vi­el­sen er gan­ske rig­tigt et myste­rie eller sakra­men­te, som Kir­ken ikke tager let på. Men orto­doks teo­lo­gi og prak­sis er også rea­li­stisk. Kir­ken tager så at sige bestik af vir­ke­lig­he­den og må kon­sta­te­re, at der i den vir­ke­lig­hed er nog­le ægte­ska­ber, som sim­pelt hen ikke lyk­kes. Der­for til­la­der Kir­ken skils­mis­se i vis­se til­fæl­de. Det gør den frem for at insi­ste­re på en legal fik­tion; og frem for at pres­se men­ne­sker til at leve som hyk­le­re resten af livet efter en de facto opløs­ning af deres ægteskab.

Den Orto­dok­se Kir­ke ope­re­rer såle­des med den vir­ke­lig­hed, at nog­le men­ne­sker, efter at være ble­vet ægte­vie­de, alli­ge­vel ikke mag­ter at leve sam­men og der­for skil­les. Også men­ne­sker, som sene­re måt­te ønske atter at ind­gå i ægte­skab. Uden at Kir­ken der­for anser skils­mis­se og gen­gif­te som upro­ble­ma­ti­ske ”eks­pe­di­tions­sa­ger” eller som ”den natur­lig­ste ting af ver­den”. Skils­mis­se kan ale­ne fin­de sted med biskop­pens til­la­del­se og først efter at alt er for­søgt, gen­nem sam­ta­le og pasto­ral råd­giv­ning, for at und­gå brud­det. Civil skils­mis­se er såle­des ikke uden vide­re til­stræk­ke­lig for Kir­kens anerkendelse

I for­læn­gel­se her­af til­la­der Den Orto­dok­se Kir­ke at fra­skil­te kan ægte­vies på ny. Atter en gang med biskop­pens til­la­del­se kan der fore­ta­ges ægte­vi­el­se for anden og til og med for tred­je gang for sam­me per­son. Men aldrig en fjer­de gang!

Det­te ”tre gan­ge, men så aldrig mere” giver for nog­le, for­stå­e­ligt nok, anled­ning til at træk­ke på smilebån­det. Men det skal for­stås rig­tigt, nem­lig som et udtryk for Kir­kens rea­li­tets­sans: Men­ne­sket er skrø­be­ligt, og der­for til­la­der Kir­ken os mere end ét for­søg; men har nogen for­søgt både én, to og tre gan­ge uden at kun­ne lyk­kes, så er det med al rime­lig sand­syn­lig­hed et tegn på, at den pågæl­den­de per­son ikke er egnet til at leve i ægte­skab; og nået der­til kan Kir­ken ikke læn­ge­re fore­ta­ge vielse.