”Digital nadver” gør kirken overflødig

Jeg har været orto­doks kri­sten i 30 år, de 20 af dem som præst. Før jeg blev orto­doks, var jeg fra barns­ben en del af den dan­ske fol­kekir­ke, som jeg imid­ler­tid for­lod for man­ge år siden. Men gam­mel kær­lig­hed ruster som bekendt aldrig helt, og der­for til­la­der jeg mig at blan­de jeg mig i debat­ten om såkaldt ”digi­tal nad­ver”; selv om det egent­lig ikke angår mig. Jeg blan­der mig, for­di det gør mig ondt at se, hvor­dan stær­ke kræf­ter i fol­kekir­ken arbej­der mål­ret­tet på at gøre kir­ken over­flø­dig. Og net­op over­flø­dig vil­le kir­ken være, hvis alle og enhver kun­ne fejre de hel­li­ge myste­ri­er hjem­me i stuerne.

TV-trans­mit­te­re­de gud­stje­ne­ster er ble­vet et gan­ske omfat­ten­de fæno­men det sene­ste års tid på grund af den cor­o­na-epi­de­mi, der hær­ger Dan­mark og resten af ver­den. Vi bru­ger det selv i vores menig­hed, sådan at inter­es­se­re­de kan føl­ge med hjem­me­fra, når de nu ikke kan kom­me i kir­ke. Bed­re end ingen­ting! Men vi skel­ner skar­pt mel­lem, hvad der lader sig ”strea­me”, og hvad der kræ­ver fysisk nærvær.

For nog­le få uger siden så jeg en youtu­be-trans­mis­sion fra den dan­ske fol­kekir­ke. Ind­hol­det var stort set en medie-kendt, kvin­de­lig præst, hvis ansigt fyld­te skær­men det meste af tiden, alt imens hun tal­te ind i kame­ra­et. Ved den lej­lig­hed fik man demon­stre­ret en afgø­ren­de for­skel mel­lem på den ene side en kir­ke­lig­hed, som læg­ger al vægt på præ­stens tale­ga­ver og præ­di­ken, og så på den anden side Den Orto­dok­se Kir­ke, hvor det afgø­ren­de ele­ment er myste­ri­et, og hvor præ­stens reto­ri­ske for­må­en kom­mer i anden ræk­ke – hel­dig­vis, vil nog­le sik­kert mene 🙂

Den pågæl­den­de præst for­kla­re­de på skær­men, at der ikke vil­le være nogen nad­ver den dag, og alt­så ingen ”indstif­tel­ses­ord”. Men, til­fø­je­de hun så, hvis nogen der­hjem­me for­an skær­me­ne har behov for det, så kan de, mens koret syn­ger ”Dej­lig er Jor­den” spi­se et styk­ke brød og hæl­de et glas vin eller saft op, og så kan de betrag­te det som en ’gyl­dig’ nad­ver og altergang.

Siden har jeg for­stå­et, at det slet ikke er usæd­van­ligt med sådan en prak­sis i fol­kekir­ken. Selv om det refe­re­re­de nok var meget mar­kant på grund af den mang­len­de præ­ste­li­ge indstif­tel­se. Men der er man­ge, som gør noget lig­nen­de. Med eller uden ”indstif­tel­se”, med eller uden ind­blan­ding fra noget præ­ste­ligt embe­de, har man her under covid-19 epi­de­mi­en ind­ført ”digi­tal nad­ver”. Og der­med ind­ført en prak­sis, hvor enhver skel­nen mel­lem him­melsk og jor­disk, gud­dom­me­ligt og men­ne­ske­ligt, hel­ligt og pro­fant er for­ladt. En prak­sis og en teo­lo­gi, hvor det ene­ste der tæl­ler er men­ne­skers såkald­te behov; som de oven i købet helt selv kan opfyl­de hjem­me i stu­er­ne uden ind­blan­ding fra Gud.

En væsent­lig grund for mig til, ikke uden sørg­mo­dig­hed, at for­la­de fol­kekir­ken og slut­te mig til Den Orto­dok­se Kir­ke var, at jeg i de lut­her­ske mil­jø­er kun­ne kon­sta­te­re, at ære­fryg­ten for det kon­kret hel­li­ge var stort set fra­væ­ren­de. Og fra­væ­ret fore­kom kon­cen­tre­ret omkring nad­ve­ren. Man­ge gan­ge har jeg iagt­ta­get, hvor­dan den lut­her­ske præst efter endt alter­gang med den stør­ste selv­føl­ge­lig­hed lag­de til­overs­blev­ne obla­ter til­ba­ge i kagedå­sen og hæld­te resten af den ind­vie­de vin til­ba­ge på fla­sken ved hjælp af en tragt; for så uden at blin­ke at ”ind­vie” de selv sam­me obla­ter og den selv sam­me vin én gang til søn­da­gen efter.

Noget til­sva­ren­de vil­le aldrig kun­ne fin­de sted i Den Orto­dok­se Kir­ke. For nad­ve­rens ”ele­men­ter” (som det hed­der med et trist, tek­nisk ord) hel­lig­gø­res ved Litur­gi­en. Det er den orto­dok­se tro, at brø­d­et og vinen, som frem­bæ­res på alte­ret, vir­ke­lig, ikke sym­bolsk eller bil­led­ligt, men helt kon­kret for­vand­les til Kri­sti Lege­me og Blod, når præ­sten, med sit embe­des myn­dig­hed, ned­kal­der Hel­li­gån­dens nåde over dem. Efter epi­k­le­sebøn­nen, hvor Hel­li­gån­den ned­be­des over brød og vin, er der så at sige ingen vej til­ba­ge. Bor­det fan­ger (bog­sta­ve­lig talt), og de tro­en­de mod­ta­ger med ære­frygt den leven­de Kristus, Her­rens Lege­me og Blod, i og med nad­ve­ren. Dét, der bli­ver til­overs i kal­ken, ind­ta­ges umid­del­bart efter Litur­gi­en af præst eller dia­kon, lige­le­des med stor ære­frygt. Enhver tan­ke om at kun­ne hel­lig­gø­re det sam­me brød og den sam­me vin én gang til er ikke blot ude­luk­ket, men direk­te gudsbespottelig.

Det er den orto­dok­se, krist­ne tro, at nad­ve­ren eller euka­ri­stien er en kon­kret, fysisk vir­ke­lig­hed. En ånde­lig­gjort, en for­kla­ret fysik, hvis vi skal ud i teo­lo­gi­ske fines­ser. Og à pro­pos fines­ser: Efter mine ople­vel­ser på skær­men har jeg lagt mær­ke til, at vis­se lut­her­ske teo­lo­ger efter­ly­ser en debat om, hvor­vidt nad­ve­ren kan for­mid­les digi­talt. Og det er da altid noget, at ikke alle uden vide­re god­ta­ger, at ethvert rundstyk­ke og ethvert glas æbleju­i­ce kan fun­ge­re som ’gyl­dig’ nadver.

Men når så de betæn­ke­li­ge anfø­rer, at spørgs­må­let om ”digi­tal nad­ver” må fin­de sin afgø­rel­se via forsk­ning i, hvad Lut­her men­te med begre­bet ”krop”, så sprin­ger kæden af igen. I hvert fald for os orto­dok­se. For vi må jo bry­de sam­men og til­stå, at vores for­stå­el­se af dis­se ting er enkel; fak­tisk så enkel, at den und­dra­ger sig den aka­de­mi­ske forsk­ning; for euka­ri­stien, Kri­sti Lege­me og Blod, kan ale­ne til­gås i tro og kan ale­ne mod­ta­ges i den ære­frygt, der gri­ber os, når vi står for­an Guds hel­li­ge herlighed.

Med den pågå­en­de debat i fol­kekir­ken om ”digi­tal nad­ver”, og med den der­til høren­de (mang­len­de) for­stå­el­se af dét, som efter orto­doks opfat­tel­se er Kir­kens inder­ste og hel­lig­ste myste­rie, bli­ver det smerte­ligt klart, hvor stor afstan­den imel­lem os er. For læn­ge­re kan man ikke kom­me fra orto­doks, kri­sten opfat­tel­se! Vi orto­dok­se tror, at Kir­ken, i og med den sakra­men­tale, præ­ste­li­ge ordi­na­tion, af Kristus selv er ble­vet pålagt den opga­ve med frygt og bæven at for­val­te og for­mid­le de hel­li­ge gaver, Her­rens Lege­me og Blod, til de tro­en­de. Med den aller­stør­ste ære­frygt! For nad­ve­ren eller euka­ri­stien er, helt kon­kret, Kristus nær­væ­ren­de iblandt os! Og i os! Det er Den Orto­dok­se Kir­kes tro, at vi, de tro­en­de, vir­ke­lig for­vand­les, at vi vir­ke­lig vok­ser i Guds bil­le­de og til Kri­sti lig­hed, i takt med, at vi mod­ta­ger Her­rens kon­kre­te, fysisk nær­væ­ren­de Lege­me og Blod fra Kir­kens kon­kre­te alter.