Normløshedens Tyranni

Per­ver­te­rin­gen, for­vansk­nin­gen, ned­bryd­nin­gen og afvis­nin­gen af Guds ska­ber­værk vin­der stær­ke­re og sta­dig mere udtryk­ke­ligt frem år for år. – Stær­ke offi­ci­el­le som uof­fi­ci­el­le kræf­ter arbej­der ihær­digt på at lat­ter­lig­gø­re, mistæn­ke­lig­gø­re, ja slet og ret destru­e­re enhver tan­ke om nor­ma­li­tet, og at der der­for kan skel­nes menings­fuldt mel­lem nor­malt og unor­malt. Kræf­ter, som arbej­der på at ven­de op og ned på alle ting, og som efter­stræ­ber en fuld­kom­men omkal­fa­tring af den men­ne­ske­li­ge bevidst­hed, sådan at der slet ikke læn­ge­re eksi­ste­rer Gud-giv­ne, skab­te kate­go­ri­er, vil­kår og ram­mer for men­ne­ske­li­vet; kræf­ter, som erstat­ter ska­bel­sens orden med et alt-for­tæ­ren­de vaku­um; og i det tom­rum, i den intet­hed, dér for­modes så hvert enkelt men­ne­ske at kun­ne defi­ne­re og for­me sig selv, dér for­modes hver enkelt af os at kun­ne ska­be sit eget væsen og sin egen iden­ti­tet. I et menings­løst tom­rum. Intet er givet, alt afhæn­ger af den enkel­tes lyster, ind­fald og følel­ser.

I den­ne ekstre­me indi­vi­du­a­lis­me, som tidens ide­o­lo­gi­ske strøm­nin­ger desvær­re frem­stil­ler som den høje­ste grad af fri­hed, dér er hvert men­ne­ske over­ladt til sig selv. Den en krist­ne tro på, at men­ne­sket er rod­fæ­stet i Guds ska­bel­se og for­plig­tet af sam­me, den tro opfat­ter moder­ni­te­ten som en løg­ne­hi­sto­rie fra ”den mør­ke mid­delal­der”, som nu ende­lig er ble­vet afslø­ret. I ste­det er hvert enkelt men­ne­ske ble­vet pålagt det ful­de ansvar for at til­ve­je­brin­ge per­son­lig iden­ti­tet, ja, for slet og ret at ska­be sig selv. Som var men­ne­sket selv Gud.

For den krist­ne tro er der selvsagt tale om dybt ska­de­li­ge strøm­nin­ger og helt igen­nem fal­ske fore­stil­lin­ger. Men tænk, om det var sandt! Da vil­le vi i sand­hed måt­te leve i en aldrig ophø­ren­de ræd­sel for tom­he­den og intet­he­den og i en bestan­dig og beret­ti­get angst for ikke at for­må det umu­li­ge, som kun Gud for­mår, at ska­be hele ver­den og os selv i den.

Jeg frem­læg­ger dis­se over­vej­el­ser på den fak­tu­el­le bag­grund, at i for­gang­ne uge har den såkald­te Pri­de-festi­val end­nu en gang fol­det sig ud på Køben­havns gader og plad­ser, kul­mi­ne­ren­de med den sto­re para­de lør­dag den 18. august , af pres­se­folk anslå­et til op mod 40.000 del­ta­ge­re, som atter en gang benyt­te­de lej­lig­he­den til på den mest påtræn­gen­de manér at frem­vi­se deres helt egen, indi­vi­du­el­le og selv­skab­te iden­ti­tet, sær­ligt i hen­se­en­de til køn og seksu­a­li­tet.

Jeg har ikke stu­de­ret fæno­me­net i detal­jer, og det har jeg hel­ler ikke pla­ner om; men så vidt jeg har kun­net læse mig til, er der til dato opfun­det – skabt, om man vil — mere end 60 såkald­te ”køn­si­den­ti­te­ter”, man kan væl­ge imel­lem og der­ef­ter kom­bi­ne­re med én eller fle­re lige så selv­skab­te seksu­el­le orin­te­rin­ger. – Det mis­fo­ster, der opstod nog­le få år til­ba­ge, og som vist sær­ligt hav­de frem­gang i Sve­ri­ge, bestod i, at ”pro­g­res­si­ve” tæn­ke­re til­fø­je­de et tred­je køn, så man nu skul­le skel­ne mel­lem ”han”, ”hun” og så ”hen”, ja den opfin­del­se er alle­re­de afli­vet som håb­løst gam­mel­dags; nu ope­re­rer køns-fri­heds­kæm­per­ne med ander­le­des sto­re tal, som net­op angi­vet over 60! Jeg skal spa­re læser­ne for eksemp­ler, men dis­se tan­ke-kon­struk­tio­ner fører til de mest bizar­re situ­a­tio­ner i fx omklæd­nings­rum og på toilet­ter, for­di kri­te­ri­et for adgang sådan­ne ste­der ikke læn­ge­re udgø­res af, hvad et men­ne­ske fak­tisk er, men af hvad per­so­nen ”føler sig som”. – Jeg kun­ne her have lyst til at cite­re en dansk poli­ti­ker, som engang i en dis­kus­sion om dis­se sager lidt ærger­lig bemær­ke­de, at ”jamen i dit pas, dér står der, hvor høj du er, ikke hvor høj du vil­le ønske, du var.”

Som man kan høre, har dis­se strøm­nin­ger og luf­ti­ge fore­stil­lin­ger om, hvad den enkel­te måt­te ”føle sig som”, når det gæl­der køn, de har bevæ­get sig uen­de­lig langt væk fra den krist­ne tro på Guds ska­bel­se og den der­til høren­de men­ne­ske­for­stå­el­se, dén vi kan læse i kon­cen­trat i 1. Mose­bog v. 27: Gud skab­te men­ne­sket i Sit bil­le­de; i Guds bil­le­de skab­te Han det, som mand og kvin­de skab­te Han dem; og Gud vel­sig­ne­de dem

Som nævnt: Man kal­der tidens ukri­ste­li­ge strøm­nin­ger fri­hed! Men det er ikke sandt. Tvær­ti­mod! Kri­sten fri­hed er fri­he­den til at fin­de sin plads i den orden, Gud har skabt, det er fri­he­den for hvert enkelt men­ne­ske til gen­nem det jor­di­ske livs for­løb bedst muligt at lade Guds bil­le­de træ­de sta­digt kla­re­re frem; kri­sten fri­hed, det er fri­he­den til, i samvir­ke med Gud, at vok­se i Kri­ste-lig­hed.

Fra­væ­ret af nor­ma­li­tet, form­løs­he­den og det gud­lø­se tom­rums ind­bild­te ”fri­hed” har stort momen­tum i tiden, så stort fak­tisk, at det er godt på vej til at etab­le­re sig som … nå ja, som den nye, for­plig­ten­de norm, den nye hjem­mela­ve­de afg­ud, den nye vari­ant af det form­løs­he­dens tyran­ni, som kræ­ver under­ka­stel­se og til­be­del­se af alle. Og også får det! På Pri­de-bevæ­gel­sens hjem­mesi­de kan man blandt andet se listen over dem, der støt­ter bevæ­gel­sen både øko­no­misk og moralsk. Listen er lang! Fre­de­riks­berg og Køben­havns Kom­mu­ner, for­ret­nings­dri­ven­de, ban­ker, super­mar­ke­der, bryg­ge­ri­er … og man­ge fle­re; inklu­si­ve det helt offi­ci­el­le Dan­mark. Dagen inden lør­da­gens para­de var der i min avis fx et bil­le­de, hvor man kan se Det Kon­ge­li­ge Tea­ters faca­de pry­det af regn­bue-ban­ne­re til ære for den nye, snæ­ren­de norm; og i radio­ens P1 er det ble­vet nævnt, at fle­re par­ti­er hav­de stil­let for­slag om, at også Fol­ke­tin­get skul­le lade regn­bu­e­fla­get vaje over Chri­sti­ans­borg til ære for de nye tider. Det for­slag er i før­ste omgang ble­vet afvær­get; men hvor læn­ge? Man kan fryg­te, at det kun er et spørgs­mål om tid, inden regn­bu­e­ban­ne­ret vajer på Ama­li­en­borg! Som tegn på form- og norm­løs­he­dens ende­gyl­di­ge sejr.

Som alle­re­de sagt, den krist­ne men­ne­ske­for­stå­el­se er under angreb. Og angre­bet har frem­gang! Ja, fak­tisk har dets trop­per trængt sig frem og har vun­det posi­tio­ner langt inde i de kir­ke­li­ge mil­jø­er. Støt­te­trop­per­ne er nem­lig ikke bare poli­ti­ke­re eller virk­som­he­der med kom­merci­el­le inter­es­ser i fore­ta­gen­det, også bre­de kred­se i den lut­her­ske, dan­ske fol­kekir­ke bak­ker op om bestræ­bel­ser­ne på at ned­bry­de ska­bel­sens nor­mer og kate­go­ri­er til for­del for øde­læg­gen­de nihi­lis­me . Hør blot to eksemp­ler blandt man­ge:

”Jeg er meget glad for, at så man­ge af vores præ­ster går op i den fæl­les fol­ke­fest i vores by”; sådan sag­de Køben­havns Stifts lut­her­ske biskop til pres­sen sid­ste år i for­bin­del­se med Pri­de-para­den. Også i år er et stort antal kir­ker og præ­ster begej­stre­de. Fx Eli­a­skir­ken på Vester­bro Torv. På deres hjem­mesi­de kan man læse føl­gen­de: ”Vester­bro Sogn hil­ser Pri­den, når den går gen­nem Køben­havns gader … med fest, far­ver, kær­lig­hed og glæ­de. … Vi hil­ser ver­dens flot­te­ste Pri­de den 28. august 2018 på Vester­bro Torv.”

Tal om at vil­le være tidens mode til­pas! – Men krist­ne er ikke sat på jor­den for at være til­pas! End­si­ge for at bak­ke op om eller med­vir­ke til, at krist­ne grund-nor­mer søges slet­tet fra men­ne­skers bevidst­hed. Vi er her for at arbej­de med på Guds pla­ner, så godt vi for­mår. Og det er slet ikke let. For vi bli­ver ikke rige af det, vi bli­ver hel­ler ikke popu­læ­re; tvær­ti­mod, vi udsæt­ter os for foragt, hån og i sid­ste ende for­føl­gel­se, hvis vi ikke vil del­ta­ge i begej­strin­gen for de nye tider.

Når vi hol­der fast ved, at der er en given orden, som for­plig­ter os, og som vi ikke kan sæt­te til side, som vi lyster, eller for­di vi ”føler” sådan, ja, så stemp­les vi hur­tigt som ”mid­delal­der­li­ge mør­ke­mænd”. Og når vi har den opfat­tel­se, at hvis der opstår van­ske­lig­he­der med at fin­de den ret­te plads i ska­bel­sens orden (og det gør der ofte), så er det mig, så er det men­ne­sker – og ikke Gud og Kir­ken – der må laves om på … ja, så stemp­les vi som ”reak­tio­næ­re”, ”snæ­ver­sy­ne­de” og ”into­le­ran­te”.

Sådan­ne præ­di­ka­ter må vi leve med. For vi er aldrig ble­vet lovet andet end hån og for­føl­gel­se fra ver­den til gen­gæld for tro­en på Kristus. Og vi kom­mer til at leve med moder­ni­te­tens og kom­merci­a­lis­mens hån, spot og lat­ter­lig­gø­rel­se, når vi afvi­ser at hyle med de ulve, vi er iblandt. Vi und­går ikke at bli­ve ugle­se­te af tidens gode sel­skab, af de man­ge, der anser sig selv for ”fri­sin­dets” ban­ner­fø­re­re; og som ikke tøver med at brin­ge norm­løs­he­dens tyran­ni­ske nor­mer i spil.