Normløshedens Tyranni

Perverteringen, forvanskningen, nedbrydningen og afvisningen af Guds skaberværk vinder stærkere og stadig mere udtrykkeligt frem år for år. – Stærke officielle som uofficielle kræfter arbejder ihærdigt på at latterliggøre, mistænkeliggøre, ja slet og ret destruere enhver tanke om normalitet, og at der derfor kan skelnes meningsfuldt mellem normalt og unormalt. Kræfter, som arbejder på at vende op og ned på alle ting, og som efterstræber en fuldkommen omkalfatring af den menneskelige bevidsthed, sådan at der slet ikke længere eksisterer Gud-givne, skabte kategorier, vilkår og rammer for menneskelivet; kræfter, som erstatter skabelsens orden med et alt-fortærende vakuum; og i det tomrum, i den intethed, dér formodes så hvert enkelt menneske at kunne definere og forme sig selv, dér formodes hver enkelt af os at kunne skabe sit eget væsen og sin egen identitet. I et meningsløst tomrum. Intet er givet, alt afhænger af den enkeltes lyster, indfald og følelser.

I denne ekstreme individualisme, som tidens ideologiske strømninger desværre fremstiller som den højeste grad af frihed, dér er hvert menneske overladt til sig selv. Den en kristne tro på, at mennesket er rodfæstet i Guds skabelse og forpligtet af samme, den tro opfatter moderniteten som en løgnehistorie fra ”den mørke middelalder”, som nu endelig er blevet afsløret. I stedet er hvert enkelt menneske blevet pålagt det fulde ansvar for at tilvejebringe personlig identitet, ja, for slet og ret at skabe sig selv. Som var mennesket selv Gud.

For den kristne tro er der selvsagt tale om dybt skadelige strømninger og helt igennem falske forestillinger. Men tænk, om det var sandt! Da ville vi i sandhed måtte leve i en aldrig ophørende rædsel for tomheden og intetheden og i en bestandig og berettiget angst for ikke at formå det umulige, som kun Gud formår, at skabe hele verden og os selv i den.

Jeg fremlægger disse overvejelser på den faktuelle baggrund, at i forgangne uge har den såkaldte Pride-festival endnu en gang foldet sig ud på Københavns gader og pladser, kulminerende med den store parade lørdag den 18. august , af pressefolk anslået til op mod 40.000 deltagere, som atter en gang benyttede lejligheden til på den mest påtrængende manér at fremvise deres helt egen, individuelle og selvskabte identitet, særligt i henseende til køn og seksualitet.

Jeg har ikke studeret fænomenet i detaljer, og det har jeg heller ikke planer om; men så vidt jeg har kunnet læse mig til, er der til dato opfundet – skabt, om man vil – mere end 60 såkaldte ”kønsidentiteter”, man kan vælge imellem og derefter kombinere med én eller flere lige så selvskabte seksuelle orinteringer. – Det misfoster, der opstod nogle få år tilbage, og som vist særligt havde fremgang i Sverige, bestod i, at ”progressive” tænkere tilføjede et tredje køn, så man nu skulle skelne mellem ”han”, ”hun” og så ”hen”, ja den opfindelse er allerede aflivet som håbløst gammeldags; nu opererer køns-frihedskæmperne med anderledes store tal, som netop angivet over 60! Jeg skal spare læserne for eksempler, men disse tanke-konstruktioner fører til de mest bizarre situationer i fx omklædningsrum og på toiletter, fordi kriteriet for adgang sådanne steder ikke længere udgøres af, hvad et menneske faktisk er, men af hvad personen ”føler sig som”. – Jeg kunne her have lyst til at citere en dansk politiker, som engang i en diskussion om disse sager lidt ærgerlig bemærkede, at ”jamen i dit pas, dér står der, hvor høj du er, ikke hvor høj du ville ønske, du var.”

Som man kan høre, har disse strømninger og luftige forestillinger om, hvad den enkelte måtte ”føle sig som”, når det gælder køn, de har bevæget sig uendelig langt væk fra den kristne tro på Guds skabelse og den dertil hørende menneskeforståelse, dén vi kan læse i koncentrat i 1. Mosebog v. 27: Gud skabte mennesket i Sit billede; i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem; og Gud velsignede dem

Som nævnt: Man kalder tidens ukristelige strømninger frihed! Men det er ikke sandt. Tværtimod! Kristen frihed er friheden til at finde sin plads i den orden, Gud har skabt, det er friheden for hvert enkelt menneske til gennem det jordiske livs forløb bedst muligt at lade Guds billede træde stadigt klarere frem; kristen frihed, det er friheden til, i samvirke med Gud, at vokse i Kriste-lighed.

Fraværet af normalitet, formløsheden og det gudløse tomrums indbildte ”frihed” har stort momentum i tiden, så stort faktisk, at det er godt på vej til at etablere sig som … nå ja, som den nye, forpligtende norm, den nye hjemmelavede afgud, den nye variant af det formløshedens tyranni, som kræver underkastelse og tilbedelse af alle. Og også får det! På Pride-bevægelsens hjemmeside kan man blandt andet se listen over dem, der støtter bevægelsen både økonomisk og moralsk. Listen er lang! Frederiksberg og Københavns Kommuner, forretningsdrivende, banker, supermarkeder, bryggerier … og mange flere; inklusive det helt officielle Danmark. Dagen inden lørdagens parade var der i min avis fx et billede, hvor man kan se Det Kongelige Teaters facade prydet af regnbue-bannere til ære for den nye, snærende norm; og i radioens P1 er det blevet nævnt, at flere partier havde stillet forslag om, at også Folketinget skulle lade regnbueflaget vaje over Christiansborg til ære for de nye tider. Det forslag er i første omgang blevet afværget; men hvor længe? Man kan frygte, at det kun er et spørgsmål om tid, inden regnbuebanneret vajer på Amalienborg! Som tegn på form- og normløshedens endegyldige sejr.

Som allerede sagt, den kristne menneskeforståelse er under angreb. Og angrebet har fremgang! Ja, faktisk har dets tropper trængt sig frem og har vundet positioner langt inde i de kirkelige miljøer. Støttetropperne er nemlig ikke bare politikere eller virksomheder med kommercielle interesser i foretagendet, også brede kredse i den lutherske, danske folkekirke bakker op om bestræbelserne på at nedbryde skabelsens normer og kategorier til fordel for ødelæggende nihilisme . Hør blot to eksempler blandt mange:

”Jeg er meget glad for, at så mange af vores præster går op i den fælles folkefest i vores by”; sådan sagde Københavns Stifts lutherske biskop til pressen sidste år i forbindelse med Pride-paraden. Også i år er et stort antal kirker og præster begejstrede. Fx Eliaskirken på Vesterbro Torv. På deres hjemmeside kan man læse følgende: ”Vesterbro Sogn hilser Priden, når den går gennem Københavns gader … med fest, farver, kærlighed og glæde. … Vi hilser verdens flotteste Pride den 28. august 2018 på Vesterbro Torv.”

Tal om at ville være tidens mode tilpas! – Men kristne er ikke sat på jorden for at være tilpas! Endsige for at bakke op om eller medvirke til, at kristne grund-normer søges slettet fra menneskers bevidsthed. Vi er her for at arbejde med på Guds planer, så godt vi formår. Og det er slet ikke let. For vi bliver ikke rige af det, vi bliver heller ikke populære; tværtimod, vi udsætter os for foragt, hån og i sidste ende forfølgelse, hvis vi ikke vil deltage i begejstringen for de nye tider.

Når vi holder fast ved, at der er en given orden, som forpligter os, og som vi ikke kan sætte til side, som vi lyster, eller fordi vi ”føler” sådan, ja, så stemples vi hurtigt som ”middelalderlige mørkemænd”. Og når vi har den opfattelse, at hvis der opstår vanskeligheder med at finde den rette plads i skabelsens orden (og det gør der ofte), så er det mig, så er det mennesker – og ikke Gud og Kirken – der må laves om på … ja, så stemples vi som ”reaktionære”, ”snæversynede” og ”intolerante”.

Sådanne prædikater må vi leve med. For vi er aldrig blevet lovet andet end hån og forfølgelse fra verden til gengæld for troen på Kristus. Og vi kommer til at leve med modernitetens og kommercialismens hån, spot og latterliggørelse, når vi afviser at hyle med de ulve, vi er iblandt. Vi undgår ikke at blive uglesete af tidens gode selskab, af de mange, der anser sig selv for ”frisindets” bannerførere; og som ikke tøver med at bringe normløshedens tyranniske normer i spil.