Nadveren er Kirkens dyreste helligdom

I sid­ste uge af juli kun­ne man i Kri­ste­ligt Dag­blad obser­ve­re en inter­es­sant dis­kus­sion om nad­ver­for­stå­el­sen i hhv. fol­kekir­ken og den romersk-katol­ske kir­ke. Og dis­kus­sio­nen pågår sta­dig. Hove­d­ak­tø­rer­ne var, til at begyn­de med, tid­li­ge­re biskop i fol­kekir­ken, Kar­sten Nis­sen, og præst i den romersk-katol­ske kir­ke, Dani­el Nør­gaard.

Jeg hav­de egent­lig beslut­tet slet ikke at blan­de mig i dis­kus­sio­nen, siden den er udsprun­get af nog­le lut­her­ske krist­nes vre­de og ærg­rel­se over ikke at kun­ne mod­ta­ge nad­ver i den romersk-katol­ske kir­ke. Så det kom­mer egent­lig ikke os orto­dok­se ved, selv om vi også godt ken­der pro­blem­stil­lin­gen med ikke-orto­dok­se, som mener at det er deres sole­kla­re ”ret” at mod­ta­ge nad­ver i orto­dok­se kir­ker fx på feri­e­rej­ser.

Nog­le kom­mer vre­de hjem, for­di de er ble­vet afvist ved nad­ve­ren af den orto­dok­se præst; andre tror fejl­ag­tigt, at de fak­tisk har fået nad­ver i Den Orto­dok­se Kir­ke, og kom­mer tri­um­fe­ren­de hjem med et ”der kan I bare se”. Men dét, de fak­tisk har mod­ta­get er anti­dor­on, det vel­sig­ne­de brød ved Litur­gi­ens slut­ning, som ikke har noget med nad­ver at gøre.

Men så i tors­dags den 26. juli, ind­dra­ger Dani­el Nør­gaard i en kro­nik Den Orto­dok­se Kir­ke i sit svar til Kar­sten Nis­sen. Han skri­ver: ”Så ja, nad­ver­fæl­les­ska­bet kan først for alvor opnås, der hvor man er kir­ke i katolsk for­stand, hvil­ket gør ønsket om nad­ver­fæl­les­skab med de orto­dok­se stærkt blandt kato­lik­ker.”

Det udsagn kræ­ver en kom­men­tar og en for­kla­ring. For Den Orto­dok­se Kir­ke for­står gan­ske rig­tigt sig selv som ”kir­ke i katolsk for­stand”, men vi for­står os afgjort ikke som kir­ke i romersk-katolsk for­stand! Det er en vig­tig og helt afgø­ren­de skel­nen, så meget mere som den romer­ske kir­ke man­ge ste­der har fået til­kæm­pet sig et de facto patent på beteg­nel­sen ”katolsk”; og det for­vir­rer desvær­re begre­ber­ne for man­ge.

Hvad er da Kir­ken i orto­doks for­stå­el­se? Den orto­dok­se, engel­ske teo­log, Metro­po­lit Kal­li­stos Ware besva­rer det spørgs­mål kort, klart og kon­tant i bogen ”The Ort­ho­dox Church”: Den Orto­dok­se Kir­ke tror i al ydmyg­hed om sig selv, at den er den ’ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske kir­ke’, som næv­nes i Tros­be­ken­del­sen. Det er klar og umis­for­stå­e­lig tale! Orto­dok­se taler ger­ne med andre krist­ne, men sam­ta­len fin­de sted på det nævn­te, kir­ke­li­ge grund­lag. Sådan må det være, for så vidt som det er den orto­dok­se opfat­tel­se , at såvel romer­ka­to­lik­ker som lut­he­ra­ne­re i for­skel­lig grad og på for­skel­li­ge måder har fjer­net sig fra den oprin­de­li­ge, apo­stol­ske Kir­kes tros­grund­lag.

Dani­el Nør­gaard knyt­ter sin kir­ke­for­stå­el­se til den apo­stol­ske suc­ces­sion, alt­så til det for­hold, at der består en direk­te og ubrudt ræk­ke­føl­ge i bis­pe­or­di­na­tio­ner­ne fra kir­kens nule­ven­de biskop­per til­ba­ge til apost­le­ne. Heri er Den Orto­dok­se Kir­ke enig. Men der mang­ler en helt afgø­ren­de kva­li­fi­ka­tion hos Nør­gaard, nem­lig føl­gen­de:

Den apo­stol­ske suc­ces­sion beva­rer ale­ne sin gyl­dig­hed, så læn­ge biskop­pen for­bli­ver i over­ens­stem­mel­se med Kir­kens tro og lære i sin hel­hed. Suc­ces­sio­nen er ikke, og må ikke udar­te til, en form for selv­be­ro­en­de magi, hvori over­na­tur­li­ge kræf­ter anta­ges trans­mit­te­ret til bis­pe­kan­di­da­ten via hånd­spå­læg­gel­sen. Suc­ces­sio­nen og ordi­na­tio­nen er ulø­se­ligt knyt­tet til et reelt, objek­tivt ind­hold, som udgø­res af kir­kens ful­de og ufor­an­dre­de apo­stol­ske tro.

Det lyder måske umid­del­bart lidt lang­hå­ret. Men der fin­des fak­tisk kir­ke­sam­fund, som søger at frem­me en magisk for­stå­el­se af hånd­spå­læg­gel­sen som en iso­le­ret, selv­be­ro­en­de hand­ling. Det gør de formént­lig for at sik­re sig kir­ke­lig auto­ri­tet. Den sven­ske, lut­her­ske kir­ke gør fx en hel del ud af, at den har beva­ret den apo­stol­ske suc­ces­sion. Det sam­me gør den ang­li­kan­ske kir­ke. De nævn­te står såle­des for­melt fort­sat i suc­ces­sio­nen. Imid­ler­tid er det­te uden vir­ke­lig betyd­ning. Der tale om en ren for­ma­li­tet, en lega­li­stisk spids­fin­dig­hed; for dis­se kir­ke­sam­fund har ikke sam­ti­digt beva­ret den krist­ne tro og lære ube­skå­ret og ufor­an­dret.

Det sam­me gæl­der den romersk-katol­ske kir­ke, som siden den skil­te sig ud fra Den Orto­dok­se Kir­ke i det 11. århund­re­de har fore­ta­get en ræk­ke mar­kan­te ændrin­ger i Kir­kens oprin­de­li­ge tros­grund­lag. Lad mig blot næv­ne Roms egen­hæn­di­ge omskriv­ning af Tros­be­ken­del­sen i det 11. århund­re­de, dog­met om Jom­fru Mari­as såkaldt ”ube­smit­te­de und­fan­gel­se” i 1854, for ikke at tale om dog­met om den romer­ske biskop, pavens, per­son­li­ge ufejl­bar­hed, som blev gjort til for­plig­ten­de lære i romer­kir­ken i 1872. Intet af alt det­te er accep­ta­belt for Den Orto­dok­se Kir­ke, og det står i vej­en for fuldt fæl­les­skab.

Så når Dani­el Nør­gaard skri­ver, at ”vi kan ikke have nad­ver­fæl­les­skab, før vi tror det sam­me”, så er Den Orto­dok­se Kir­ke helt enig i det udsagn. Det inde­bæ­rer, at orto­dok­se præ­ster under alle nor­ma­le omstæn­dig­he­der ikke kan lade hver­ken lut­her­ske, ang­li­kan­ske eller romersk-katol­ske krist­ne mod­ta­ge nad­ver i Den Orto­dok­se Kir­ke. Og det inde­bæ­rer, at orto­dok­se krist­ne ikke kan mod­ta­ge nad­ver andre ste­der end i Den Orto­dok­se Kir­ke.

Også vi orto­dok­se ønsker af hjer­tet, at Kir­kens enhed atter måt­te bli­ve en rea­li­tet efter mere end tusind års split­tel­ser. Og at vi atter måt­te kun­ne dele den nad­ver, som er omdrej­nings­punk­tet og kraft­kil­den i Kir­kens liv. Det for­ud­sæt­ter imid­ler­tid, at vi fuldt og helt deler den ene Kir­kes tro og lære, også og ikke mindst når det gæl­der den apo­stol­ske suc­ces­sion og for­stå­el­sen af de kir­ke­li­ge embe­der. En sådan enig­hed lader desvær­re til fort­sat at have meget lan­ge udsig­ter!