Nadveren er Kirkens dyreste helligdom

I sidste uge af juli kunne man i Kristeligt Dagblad observere en interessant diskussion om nadverforståelsen i hhv. folkekirken og den romersk-katolske kirke. Og diskussionen pågår stadig. Hovedaktørerne var, til at begynde med, tidligere biskop i folkekirken, Karsten Nissen, og præst i den romersk-katolske kirke, Daniel Nørgaard.

Jeg havde egentlig besluttet slet ikke at blande mig i diskussionen, siden den er udsprunget af nogle lutherske kristnes vrede og ærgrelse over ikke at kunne modtage nadver i den romersk-katolske kirke. Så det kommer egentlig ikke os ortodokse ved, selv om vi også godt kender problemstillingen med ikke-ortodokse, som mener at det er deres soleklare ”ret” at modtage nadver i ortodokse kirker fx på ferierejser.

Nogle kommer vrede hjem, fordi de er blevet afvist ved nadveren af den ortodokse præst; andre tror fejlagtigt, at de faktisk har fået nadver i Den Ortodokse Kirke, og kommer triumferende hjem med et ”der kan I bare se”. Men dét, de faktisk har modtaget er antidoron, det velsignede brød ved Liturgiens slutning, som ikke har noget med nadver at gøre.

Men så i torsdags den 26. juli, inddrager Daniel Nørgaard i en kronik Den Ortodokse Kirke i sit svar til Karsten Nissen. Han skriver: ”Så ja, nadverfællesskabet kan først for alvor opnås, der hvor man er kirke i katolsk forstand, hvilket gør ønsket om nadverfællesskab med de ortodokse stærkt blandt katolikker.”

Det udsagn kræver en kommentar og en forklaring. For Den Ortodokse Kirke forstår ganske rigtigt sig selv som ”kirke i katolsk forstand”, men vi forstår os afgjort ikke som kirke i romersk-katolsk forstand! Det er en vigtig og helt afgørende skelnen, så meget mere som den romerske kirke mange steder har fået tilkæmpet sig et de facto patent på betegnelsen ”katolsk”; og det forvirrer desværre begreberne for mange.

Hvad er da Kirken i ortodoks forståelse? Den ortodokse, engelske teolog, Metropolit Kallistos Ware besvarer det spørgsmål kort, klart og kontant i bogen ”The Orthodox Church”: Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er den ’ene, hellige, katolske og apostolske kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Det er klar og umisforståelig tale! Ortodokse taler gerne med andre kristne, men samtalen finde sted på det nævnte, kirkelige grundlag. Sådan må det være, for så vidt som det er den ortodokse opfattelse , at såvel romerkatolikker som lutheranere i forskellig grad og på forskellige måder har fjernet sig fra den oprindelige, apostolske Kirkes trosgrundlag.

Daniel Nørgaard knytter sin kirkeforståelse til den apostolske succession, altså til det forhold, at der består en direkte og ubrudt rækkefølge i bispeordinationerne fra kirkens nulevende biskopper tilbage til apostlene. Heri er Den Ortodokse Kirke enig. Men der mangler en helt afgørende kvalifikation hos Nørgaard, nemlig følgende:

Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed, så længe biskoppen forbliver i overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed. Successionen er ikke, og må ikke udarte til, en form for selvberoende magi, hvori overnaturlige kræfter antages transmitteret til bispekandidaten via håndspålæggelsen. Successionen og ordinationen er uløseligt knyttet til et reelt, objektivt indhold, som udgøres af kirkens fulde og uforandrede apostolske tro.

Det lyder måske umiddelbart lidt langhåret. Men der findes faktisk kirkesamfund, som søger at fremme en magisk forståelse af håndspålæggelsen som en isoleret, selvberoende handling. Det gør de forméntlig for at sikre sig kirkelig autoritet. Den svenske, lutherske kirke gør fx en hel del ud af, at den har bevaret den apostolske succession. Det samme gør den anglikanske kirke. De nævnte står således formelt fortsat i successionen. Imidlertid er dette uden virkelig betydning. Der tale om en ren formalitet, en legalistisk spidsfindighed; for disse kirkesamfund har ikke samtidigt bevaret den kristne tro og lære ubeskåret og uforandret.

Det samme gælder den romersk-katolske kirke, som siden den skilte sig ud fra Den Ortodokse Kirke i det 11. århundrede har foretaget en række markante ændringer i Kirkens oprindelige trosgrundlag. Lad mig blot nævne Roms egenhændige omskrivning af Trosbekendelsen i det 11. århundrede, dogmet om Jomfru Marias såkaldt ”ubesmittede undfangelse” i 1854, for ikke at tale om dogmet om den romerske biskop, pavens, personlige ufejlbarhed, som blev gjort til forpligtende lære i romerkirken i 1872. Intet af alt dette er acceptabelt for Den Ortodokse Kirke, og det står i vejen for fuldt fællesskab.

Så når Daniel Nørgaard skriver, at ”vi kan ikke have nadverfællesskab, før vi tror det samme”, så er Den Ortodokse Kirke helt enig i det udsagn. Det indebærer, at ortodokse præster under alle normale omstændigheder ikke kan lade hverken lutherske, anglikanske eller romersk-katolske kristne modtage nadver i Den Ortodokse Kirke. Og det indebærer, at ortodokse kristne ikke kan modtage nadver andre steder end i Den Ortodokse Kirke.

Også vi ortodokse ønsker af hjertet, at Kirkens enhed atter måtte blive en realitet efter mere end tusind års splittelser. Og at vi atter måtte kunne dele den nadver, som er omdrejningspunktet og kraftkilden i Kirkens liv. Det forudsætter imidlertid, at vi fuldt og helt deler den ene Kirkes tro og lære, også og ikke mindst når det gælder den apostolske succession og forståelsen af de kirkelige embeder. En sådan enighed lader desværre til fortsat at have meget lange udsigter!