Onsdag inden den ”vestlige” Påske, altså den 17. april, bragte Kristeligt Dagblad et portrætinterview med Pia Søltoft, som er sognepræst i to københavnske kirker, Esajaskirken på Østerbro og Christianskirken på Christianshavn. Omdrejningspunktet i artiklen er Pia Søltofts tanker om Påsken, særligt hendes betragtninger over Kristi Opstandelse. Og de tanker formelig råber på kommentarer.
For det er nedslående, at danske troende i folkekirken tilbydes sådanne ”forklaringer” på Opstandelsen, som Pia Søltoft her bringer til torvs. Der er mest af alt tale om filosoferende bortforklaringer efter den kun alt for velkendte formel: ”Sådan var det jo heller ikke ment!”
Det gælder en tankemåde, som systematisk omformer den kristne tro til litterære metaforer og billedtale. Grundtanken synes at være: ”Alt hvad jeg ikke kan begribe med min fornuft, kan ikke være sandt.” En overmodig forestilling om, at al den slags troede de måske på i gamle dage, da man var mindre oplyste; men nu, i 2019 som man siger, kan vi ikke længere forholde os til sådanne historier.
Pia Søltoft kan ikke leve med tanken om Kristi Opstandelse som noget konkret og virkeligt. Hun forudskikker, at ”Anden Påskedag handler min prædiken om Opstandelsen … hvad man rent faktisk skal forstå ved det.” Og så tilføjer hun, ”der kan man ikke blive konkret.” Et andet sted i samme artikel udtaler Pia Søltoft om Opstandelsen, at ”man lever videre … i erindringen hos de efterladte.” Og så tilføjer hun, hvad man måske kunne kalde hendes programerklæring: ”Så synes jeg faktisk ikke, man behøver blive så meget mere konkret. Lige så snart man gør det, ender man i noget, man næste kunne kalde overtro.”
Overtro! Præst Pia Søltoft udnævner Evangeliernes beretning om Kristi Opstandelse til overtro! Hun er således mere stålsat i sin benægtelse af Opstandelsens virkelighed end Maria Magdalene, mere blind end disciplene, som til en begyndelse ikke genkender Den Opstandne. For i modsætning til Pia Søltoft bliver både Maria og disciplene klar over, Hvem Kristus er, da Han taler til dem og fremviser Sin legemlighed for dem. Han er Kristus, opstanden i legemet!
For det er netop pointen: Kristus er opstanden fra de døde, ikke som en metafor, ikke som en ”tomhed”, knyttet til filosofiske betragtninger over Den tomme Grav, sådan som Pia Søltoft forudskikker til sin prædiken Påskedag: ”Betydningen i tomheden er meget vigtig”, men legemligt! Kristi Opstandelse er ingen spirituel filosofi over tomheden, men en virkelighed, der overgår al (menneskelig) forstand, en forargelse for jøder og en dårskab for grækere. Mon Pia Søltoft skulle være en ”græker” i denne sammenhæng?
Pointen er videre, at Den Opstandnes legemlighed er af en anden art end dén, vi er vant til: ”Rør ikke ved mig, jeg er jo endnu ikke faren op til min Fader”, sådan advarer Kristus Maria Magdalene, efter at hun er blevet opmærksom på, Hvem det er, der legemligt står over for hende i haven; det er Kristus selv.
Og disciplene, ja de er lige så vrangvillige til at tro som Pia Søltoft. Da Den Opstandne kommer til dem, nægter de først alt; og ikke blot det, de gribes af angst og frygt, for de mener, at Han må være et spøgelse. Men Kristus er ikke noget spøgelse, og Han konkretiserer Sin opstandne legemlighed for disciplene: ”Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser jeg har” (Luk. 24,39). Og da disciplene fortsat ikke rigtigt vil tro, at Den Opstandnes legemlighed er virkelig, spiser Han et stykke stegt fisk for øjnene af dem for dog at vise, at Han hverken er et spøgelse eller en litterær metafor.
Den opstandne Kristus er virkelig! Han er legemlig! Opstandelsen er ikke blot et luftigt, ”åndeligt” foretagende eller en tur i spøgelsestoget på Dyrehavsbakken. Kristi Opstandelse fremviser for os en legemlighed, som er anderledes end den, vi kender, men ikke derfor mindre virkelig. En legemlighed med andre relationer til tid og rum end de kendte; Jesus bliver usynlig for dem, Han spiser sammen med, Han kommer ”til stede midt iblandt dem” uafhængigt af vægge og døre; og Han advarer, som nævnt, Maria Magdalena mod at røre Ham.
Vi kunne sammenfattende sige, at Den Opstandne Kristus i og med Sin legemlighed viser os det første tegn på den opstandelse, som skal blive alle troende til del. Og ja, der er meget her, vi ikke forstår eller kan gøre rede for, kan ”gøre konkret”, som Pia Søltoft udtrykker det; men at det skulle give anledning til at benægte Kristi opstandelses legemlige virkelighed, sådan som den fremgår af Evangeliet, det er at at lægge alt for megen vægt på sin egen begrænsede forstands formåen.
Det er en sørgelig nedskrivning af Guds løfter til os, Pia Søltoft er ude i. Og hun sætter trumf på, når hun vil erstatte Evangelisternes løfterige antydninger af den kommende verdens liv med et stykke pseudo-teologi fra et digt af Søren Ulrik Thomsen: ”Skulle jeg forestille mig opstandelsen, ville det være den ringende lyd af en cykelklokke i det fjerne.”
En cykelklokke! Hvor fattigt kan det blive? Hvor langt fra hellige Paulus’ ord kan man komme i den danske folkekirke? Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt og jeres tro også tom. (1. Kor. 15, 13–14)
Vi ser frem til næste uges påskefejring i Den Ortodokse Kirke. Vi ser frem til den strålende nat og den efterfølgende påsketid, hvor vi igen og igen hilser hverandre med ordene: Kristus er opstanden! – Han er sandelig opstanden!
De ord er sandhedens fylde; helt uden cykelklokker og helt uden tomheds filosofi!