På det seneste har der i Kristeligt Dagblad været en række artikler, som kredser om såkaldt ”dobbelt medlemskab” i forskellige kirker. Begrebet er udgået fra folkekirken, men det diskuteres også blandt politikere, og det drejer sig om, hvorvidt det skal gøres muligt at være medlem af netop folkekirken og et andet kirkesamfund på én og samme tid. I givet fald vil det kræve lovgivning, og derfor blev der for nogle år siden af Kirkeministeriet nedsat et såkaldt ”migrantudvalg”, som imidlertid blev nedlagt igen i 2020 uden at have nået nogen konklusion.
I praksis drejer diskussionen sig om de efterhånden mange ortodokse menigheder, som har etableret sig i Danmark, vistnok særligt om de rumænske menigheder, og om hvorvidt de kan og bør knyttes til folkekirken i form af individuelle ”dobbeltmedlemskaber” eller som associeringsaftaler mellem menighederne og folkekirken. Katolikkerne og de såkaldte ”frikirker” står antagelig ikke lige for at melde sig ind i folkekirken.
Tanken om ”dobbelt medlemskab” lader til at være en kombination af interesse for de østeuropæiske indvandreres kirkelige ståsted, nemlig Den Ortodokse Kirke, og så de samme indvandreres integration i det danske samfund. Med andre ord, tanken om ”dobbelt medlemskab” kan ses sådan, at man overvejer, om man kan gøre den ortodokse, kristne tro til et slags instrument, hvormed man kan spænde det kirkelige tilhørsforhold for integrationens vogn.
Antagelig er der også en teologisk og trosmæssig baggrund for interessen for ”dobbelt medlemskab. Det kunne være ønsket om at neutralisere de former for kristen tro og praksis, som adskiller sig fra den lutherske folkekirkes og i stedet bringe ”de andre” ind under folkekirkens vinger og kontrol. Den slags kaldte man engang ”repressiv tolerance”. Eller det kunne være et ønske om at udjævne alle reelle forskelle under overskriften: ”Vi tror i virkeligheden alle sammen det samme, bare på lidt forskellige måder”.
Endelig kunne visionen om ”dobbelt medlemskab” være udtryk for et virkeligt og velment ønske om at udvide betydningen af ”folkekirke”, sådan at den danske, kristne folkekirke blev en ”paraply-forening” for alle slags kristne og ikke bare de lutherske; men den tænkemåde ville kræve meget omfattende strukturelle ændringer begyndende med en ændring af Grundloven; så det ligger nok ikke lige for.
Hvad nu end den dybere motivation måtte være: Fra politisk hold lader der til at være endog meget lille forståelse for, hvad man har med at gøre. Der mangler kirkelig, for slet ikke at tale om teologisk, indsigt. Politikere tænker tilsyneladende kun på dobbelt medlemskab som et middel eller, som det hedder i en artikel i K. D. den 1. oktober, ”som nøglen til integration af kristne indvandrere”.
Når det gælder de teologiske elementer, der skiller den lutherske folkekirke fra de ortodokse, forekommer uvidenheden blandt de politikere, som udtaler sig om sagen, meget omfattende. Blot nogle få eksempler: De Konservatives kirkeordfører, Birgitte Bergman, citeres i ovennævnte artikel for, at de kristne indvandrere ”naturligt indgår i et værdifællesskab med danskerne”, og hun formoder, at det fælleskab kan blive til virkelighed i folkekirken. Den formodning er uden hold i virkeligheden.
Bergmann kvalificerer på ingen måde sin udtalelse. Hun lader til at mangle grundlæggende indsigt og viden om, at der ikke uden videre eksisterer noget dybtgående værdifællesskab mellem lutheranere og ortodokse. Tværtimod! Bergmann kunne med fordel have lyttet til fx Hannah Kortnum Mogensen, præst i folkekirken; hun udtaler sig i en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. september sådan her : ”Det er urealistisk. Der er simpelt hen for store teologiske og værdimæssige forskelle.” Kortnum Mogensen har helt ret!
Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, er også på gyngende grund. Hun bakker op om det dobbelte medlemskab og begrunder det med, at ”vi hører flere eksempler på kristne indvandrere, som gerne vil konfirmere deres børn og tage del i folkekirkens ritualer uden at bryde forbindelsen til deres hjemlige kirke”.
Jeg anfægter ikke, hvad Louise Schack Elholm eller andre måtte have ”hørt”. Men i så fald er de ortodokse indvandrere, de har ”hørt” det fra, ikke i overensstemmelse med deres egen Ortodokse Kirke. Angående konfirmationen, som Elholm refererer til, så er enhver døbt, ortodoks kristen allerede ”konfirmeret” i og med den myronsalvning (salvning med en særlig olie), som modtages i umiddelbar forlængelse af dåben. Så ortodokse unge hverken bør eller kan ”gen-konfirmeres” i et andet kirkesamfund; og skulle de af uvidenhed udtrykke ønske herom, typisk for ikke at skille sig ud fra deres kammerater, må de henvises til at tale med deres egen ortodokse præst om, hvorfor det ikke er en mulighed.
Blandt politikerne burde Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker måske tildeles førstepræmie for det mest meningstomme udsagn til fremme af dobbelt medlemskab. Dencker trumfer al betænkelighed med den påstand, at ”vi tror på den samme Gud.” Som om, at dermed var alle hindringer ryddet af vejen uden mellemregninger. Dencker lader til at mangle enhver forståelse for de virkelige teologiske og trosmæssige forskelle, der er årsagen til, at der faktisk findes forskellige kirker, og at de kirker hverken har organisatorisk eller sakramentalt fællesskab.
Nu er det måske forståeligt og undskyldeligt, at politikere ikke har nogen særlig indsigt i forskellene mellem kirkesamfund. Og at de gør sig urealistiske tanker om fællesskab i tro, ritualer og sakramenter; også selv om man kan være stærkt betænkelig ved, at det er de selv samme mennesker, der lovgiver om kirkelige forhold uden at have bare det allermindste teologiske og kirkelige fundament.
Man kan blot tænke på den tidligere minister, Manu Sareen, der påtvang folkekirken loven om homo-vielser. Alene det eksempel kan gøre én betænkelig ved enhver tanke om ”dobbelt medlemskab”. Hvad kunne vi ortodokse dog ikke blive påtvunget af ”progressive” politikere som Sareen?
Til gengæld kunne man have håbet, at en fremtrædende dansk biskop ville have en mere ædruelig og indsigtsfuld tilgang til den slags overvejelser. Men nej! Københavns biskop, Peter Skov Jacobsen, glæder sig ifølge Kristeligt Dagblad over kirkeordførernes opbakning til dobbelt medlemskab. ”Det er et godt tegn” siger biskoppen, ”at man ønsker at give mennesker muligheden for at være medlemmer af folkekirken uden at skulle bryde med deres egne traditioner.”
Jamen, hvad skulle ”medlemskabet” da bestå i? Man undrer sig! For nej, det er ikke ”et godt tegn”, det er et tegn på, at politikerne ikke ved, hvad de taler om; og det gør ledende biskopper i folkekirken åbenbart heller ikke.
Biskoppens udtalelse er heller ikke i sig selv noget godt tegn? Er Peter Skov Jacobsen virkelig uvidende om forholdene? Om, at Den Ortodokse Kirke ikke har nadverfællesskab med ikke-ortodokse, fx lutheranere? Ved han ikke, at når nogen konverterer og ønsker at blive del af Den Ortodokse Kirke, så forudsætter det, at medlemskab af andre kirkesamfund fx folkekirken bringes til ophør både formelt og reelt? Det burde han vide!
”Dobbelt medlemskab” har ingen gang på jorden. I bedste fald ville vedtagelse af sådan en lov være en helt tom gestus. I virkelighedens verden ville den antagelig være til stor skade og til forvirring for de ortodokse troende og menigheder, der måtte føle sig fristede deraf.
Man behøver blot at foretage det tankeeksperiment, at et sådant ”medlemskab” blev til virkelighed, for at indse, hvor umuligt det er. Lad os sætte, at fx Gudsmoders Beskyttelses Menighed, hvor denne artikels forfatter er præst, kunne blive en del af den danske folkekirke, enten ved at enkeltpersoner kunne være medlem begge steder eller ved en form form associeringsaftale for den samlede menighed. Hvad kunne det medføre? Vi kan tage nogle tænkte, men ikke derfor mindre realistiske eksempler:
Hvis der kommer én fra min menighed og har fundet ud af, at han eller hun (ja, vi opererer ”kun” med to køn) vil giftes med én af samme køn, så svarer jeg, at det kan ikke lade sig gøre. Hvis den pågældende så vil klage over min afgørelse, hvor skal han/hun så henvende sig? Hos vores ortodokse biskop? Dér vil han/hun helt sikkert ikke få medhold. Eller hos biskoppen for folkekirken, hvor han/hun nu (også) er medlem? Dér vil han/hun antagelig få medhold. Og hvad så? Det er en blindgyde!
Eller hvis et par unge, ortodokse mennesker, en mand og en kvinde, kommer og vil giftes, men har fundet ud af, at de meget hellere vil vies efter folkekirkens noget kortere vielsesritual, at de endvidere ikke bryder sig om”kroningen”, som vi bruger i Den Ortodoks Kirke, og at de i øvrigt slet ikke vil godtage, at ægtevielsen skulle være et sakramente, ja, så svarer jeg også dem, at så kan jeg ikke foretage vielse. Hvor kan de så klage? Og hvem har i sidste ende det overordnede, biskoppelige tilsyn? Den ortodokse biskop eller ham fra den folkekirke, som vi nu (også) er medlemmer af? Det lader sig ikke løse, det er endnu en blindgyde.
Eller hvis medlemmer i vores ortodokse menighed beslutter, at de ikke vil acceptere Kirkens Tradition om, at vi kun modtager De Hellige Gaver, Kristi Legeme og Blod, i Den Ortodokse Kirke og derfor begynder at gå til alters fx i folkekirken eller én af frikirkerne og modtage nadver dér? Så bliver jeg nødt til at afvise dem, indtil de afstår fra deres nyopdagede ”tag-selv-bord”. Hvor kan de klage? Og hvilken biskop har så det afgørende ord? En tredje blindgyde!
For slet ikke at tale om hvis der kommer kristne fra folkekirken og forlanger at kunne modtage De Hellige Gaver hos os i Den Ortodokse Kirke, ”for nu er vi jo medlemmer samme sted”. Så må jeg forklare dem, at kun ortodokse kristne kan modtage nadver i Den Ortodokse Kirke, og dét kun efter det sakramentale skriftemål. Så har vi balladen én gang til: Hvor kan de klage? Og hvem bestemmer i sidste ende? Nok en blindgyde!
Og endelig: Når en ortodoks kristen forlader denne verden og dør (det gør vi jo alle før eller siden), og hans eller hendes familie så kræver, at begravelseshøjtiden skal efterfølges af kremering med urnenedsættelse eller spredning over Øresund, så må jeg sige til dem, at hvis det skal være på den måde, så kan jeg ikke medvirke som ortodoks præst; for vi holder fast ved Kirkens tradition, som er kistebegravelse. Hvad gør de arme folk så? De må vælge, hvilken kirkelig linje de vil følge. De kan ikke være lutherske og ortodokse på samme tid.
Konklusion 1: Samtale mellem folkekirken og Den Ortodokse Kirke til fremme af gensidig forståelse? Meget gerne! Ægte dialog vel at mærke og ikke kun på folkekirkens præmisser, ej heller på en gyngende grund af drømmerier uden hold i virkeligheden. Den ægte dialog vil mane alle illusioner om ”dobbelt medlemskab” i jorden og erstatte dem med en realistisk forståelse af, at man må vælge; og at det valg, hver enkelt foretager, har konsekvenser for hvilket tros- kirke- og sakramentalt liv han eller hun kan leve.
Konklusion 2: Skulle danske politikere og biskopper for alvor bekymre sig for andre kirkesamfund end folkekirken, fx Den Ortodokse Kirke, og skulle de for alvor ønske ligestilling og integration, så kunne de se til Norge, hvor man har den ordning, at samtlige godkendte trossamfund, inklusive den lokale folkekirke, modtager nøjagtigt samme økonomiske tilskud pr. medlem!
Sådan en ordning ville indebære, at man i Danmark afskaffede den særlige kirkeskat og dermed de ikke-folkekirkeliges fritagelse for samme og erstattede hele skatte-bureaukratiet med en ”norsk” ordning, hvor alle stilledes lige i økonomisk henseende. Dét ville kunne føre til virkelig ligestilling mellem tros- og kirkesamfundene; og det ville kunne danne grundlag for, at vi alle kunne opleve os som medlemmer, ikke af den samme kirke (for det lader sig ikke gøre), men af det samme Danmark, som gav ligelig plads og lige vilkår for alle troende kristne.