Jeg har været ortodoks kristen i 30 år, de 20 af dem som præst. Før jeg blev ortodoks, var jeg fra barnsben en del af den danske folkekirke, som jeg imidlertid forlod for mange år siden. Men gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig helt, og derfor tillader jeg mig at blande jeg mig i debatten om såkaldt ”digital nadver”; selv om det egentlig ikke angår mig. Jeg blander mig, fordi det gør mig ondt at se, hvordan stærke kræfter i folkekirken arbejder målrettet på at gøre kirken overflødig. Og netop overflødig ville kirken være, hvis alle og enhver kunne fejre de hellige mysterier hjemme i stuerne.
TV-transmitterede gudstjenester er blevet et ganske omfattende fænomen det seneste års tid på grund af den corona-epidemi, der hærger Danmark og resten af verden. Vi bruger det selv i vores menighed, sådan at interesserede kan følge med hjemmefra, når de nu ikke kan komme i kirke. Bedre end ingenting! Men vi skelner skarpt mellem, hvad der lader sig ”streame”, og hvad der kræver fysisk nærvær.
For nogle få uger siden så jeg en youtube-transmission fra den danske folkekirke. Indholdet var stort set en medie-kendt, kvindelig præst, hvis ansigt fyldte skærmen det meste af tiden, alt imens hun talte ind i kameraet. Ved den lejlighed fik man demonstreret en afgørende forskel mellem på den ene side en kirkelighed, som lægger al vægt på præstens talegaver og prædiken, og så på den anden side Den Ortodokse Kirke, hvor det afgørende element er mysteriet, og hvor præstens retoriske formåen kommer i anden række – heldigvis, vil nogle sikkert mene 🙂
Den pågældende præst forklarede på skærmen, at der ikke ville være nogen nadver den dag, og altså ingen ”indstiftelsesord”. Men, tilføjede hun så, hvis nogen derhjemme foran skærmene har behov for det, så kan de, mens koret synger ”Dejlig er Jorden” spise et stykke brød og hælde et glas vin eller saft op, og så kan de betragte det som en ’gyldig’ nadver og altergang.
Siden har jeg forstået, at det slet ikke er usædvanligt med sådan en praksis i folkekirken. Selv om det refererede nok var meget markant på grund af den manglende præstelige indstiftelse. Men der er mange, som gør noget lignende. Med eller uden ”indstiftelse”, med eller uden indblanding fra noget præsteligt embede, har man her under covid-19 epidemien indført ”digital nadver”. Og dermed indført en praksis, hvor enhver skelnen mellem himmelsk og jordisk, guddommeligt og menneskeligt, helligt og profant er forladt. En praksis og en teologi, hvor det eneste der tæller er menneskers såkaldte behov; som de oven i købet helt selv kan opfylde hjemme i stuerne uden indblanding fra Gud.
En væsentlig grund for mig til, ikke uden sørgmodighed, at forlade folkekirken og slutte mig til Den Ortodokse Kirke var, at jeg i de lutherske miljøer kunne konstatere, at ærefrygten for det konkret hellige var stort set fraværende. Og fraværet forekom koncentreret omkring nadveren. Mange gange har jeg iagttaget, hvordan den lutherske præst efter endt altergang med den største selvfølgelighed lagde tiloversblevne oblater tilbage i kagedåsen og hældte resten af den indviede vin tilbage på flasken ved hjælp af en tragt; for så uden at blinke at ”indvie” de selv samme oblater og den selv samme vin én gang til søndagen efter.
Noget tilsvarende ville aldrig kunne finde sted i Den Ortodokse Kirke. For nadverens ”elementer” (som det hedder med et trist, teknisk ord) helliggøres ved Liturgien. Det er den ortodokse tro, at brødet og vinen, som frembæres på alteret, virkelig, ikke symbolsk eller billedligt, men helt konkret forvandles til Kristi Legeme og Blod, når præsten, med sit embedes myndighed, nedkalder Helligåndens nåde over dem. Efter epiklesebønnen, hvor Helligånden nedbedes over brød og vin, er der så at sige ingen vej tilbage. Bordet fanger (bogstavelig talt), og de troende modtager med ærefrygt den levende Kristus, Herrens Legeme og Blod, i og med nadveren. Dét, der bliver tilovers i kalken, indtages umiddelbart efter Liturgien af præst eller diakon, ligeledes med stor ærefrygt. Enhver tanke om at kunne helliggøre det samme brød og den samme vin én gang til er ikke blot udelukket, men direkte gudsbespottelig.
Det er den ortodokse, kristne tro, at nadveren eller eukaristien er en konkret, fysisk virkelighed. En åndeliggjort, en forklaret fysik, hvis vi skal ud i teologiske finesser. Og à propos finesser: Efter mine oplevelser på skærmen har jeg lagt mærke til, at visse lutherske teologer efterlyser en debat om, hvorvidt nadveren kan formidles digitalt. Og det er da altid noget, at ikke alle uden videre godtager, at ethvert rundstykke og ethvert glas æblejuice kan fungere som ’gyldig’ nadver.
Men når så de betænkelige anfører, at spørgsmålet om ”digital nadver” må finde sin afgørelse via forskning i, hvad Luther mente med begrebet ”krop”, så springer kæden af igen. I hvert fald for os ortodokse. For vi må jo bryde sammen og tilstå, at vores forståelse af disse ting er enkel; faktisk så enkel, at den unddrager sig den akademiske forskning; for eukaristien, Kristi Legeme og Blod, kan alene tilgås i tro og kan alene modtages i den ærefrygt, der griber os, når vi står foran Guds hellige herlighed.
Med den pågående debat i folkekirken om ”digital nadver”, og med den dertil hørende (manglende) forståelse af dét, som efter ortodoks opfattelse er Kirkens inderste og helligste mysterie, bliver det smerteligt klart, hvor stor afstanden imellem os er. For længere kan man ikke komme fra ortodoks, kristen opfattelse! Vi ortodokse tror, at Kirken, i og med den sakramentale, præstelige ordination, af Kristus selv er blevet pålagt den opgave med frygt og bæven at forvalte og formidle de hellige gaver, Herrens Legeme og Blod, til de troende. Med den allerstørste ærefrygt! For nadveren eller eukaristien er, helt konkret, Kristus nærværende iblandt os! Og i os! Det er Den Ortodokse Kirkes tro, at vi, de troende, virkelig forvandles, at vi virkelig vokser i Guds billede og til Kristi lighed, i takt med, at vi modtager Herrens konkrete, fysisk nærværende Legeme og Blod fra Kirkens konkrete alter.