Endnu en gang står vi med den forbavsende situation, at Danmarks eneste erklæret kristne dagblad, Kristeligt Dagblad, den 10. januar 2023 bringer en artikel, hvis indhold omfatter ortodokse kristne og deres mulige relation til den danske folkekirke – og så vægrer sig ved at trykke en ortodoks kommentar til samme artikel. Derfor bringes kommentaren her:
Ortodokse unge mennesker er allerede og for længst ”konfirmerede”. Det blev de, dengang de blev døbt og umiddelbart derefter salvet med hellig myron. Myronsalvningen er tæt knyttet til det ortodokse dåbsritual, den modsvarer dét, der senere har udviklet sig til andre konfessioners ”konfirmation”. Den Ortodokse Kirke har derfor ikke nogen dåbens bekræftelse i 14-års alder, for dåben konfirmeres og bekræftes umiddelbart efter, at den har fundet sted. Alene af den grund skal unge ortodokse selvsagt ikke konfirmeres i folkekirken!
Det burde være indlysende for enhver, ikke mindst folk med formodet teologisk indsigt. Alligevel bringer biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, i Kristeligt Dagblad tirsdag den 10. januar en temmelig særpræget, juridisk argumentation til torvs. En argumentation, som kun nødtørftigt dækker over en blanding af repressiv ”tolerance” og en misforstået ”økumenisk” bestræbelse på at jævne virkelighedens forskelle ud og gøre 5 og 7 lige.
Biskoppen udtaler, at folkekirkens biskopper har ”gransket lovgivningen” og derved er nået frem til, at unge fra andre kristne trossamfund sagtens kan blive konfirmeret i folkekirken uden derfor at blive medlem af denne. En praksis, Marianne Christensen så anbefaler som en rigtig god idé.
Jeg betvivler ikke biskoppernes granskning af loven; men at noget ikke er ulovligt, er ikke det samme, som at så skal man gøre det. Marianne Christensen og øvrige biskopperne burde, med al respekt, have gjort sig andre overvejelser end de juridiske. Teologiske for eksempel?
For et andet eksempel på den misforståede økumeniske tankegang se denne artikel:
Dobbelt medlemskab? Kan ortodokse kristne være medlemmer af folkekirken?
Marianne Christensen får støtte fra Emil Saggau, der præsenteres som ”forsker i Den Ortodokse kirke” ved universitetet i Lund. Han mener, at mange ortodokse forældre ser folkekirkens konfirmationsforberedelse som ”ganske almindelig bibelundervisning”; og han sætter trumf på ved at fortælle, at han personligt kender en ortodoks præst, der har sendt sine egne børn til konfirmationsforberedelse med følgende begrundelse: ”Hvordan kan man som kristen være imod, at man underviser i Bibelen”? Den præst gad jeg nok møde.
Nu er ”ganske almindelig bibelundervisning” jo langt fra at være en eksakt videnskab. Der kan som bekendt være forskellige læsninger af Bibelen i forskellige kristne miljøer; og i folkekirken er undervisningen, naturligt nok, med luthersk fortegn. Endvidere er den undervisning, der gives inden konfirmation i folkekirken ikke alene bibellæsning. Den består, så vidt jeg er orienteret, i en bredere indføring i luthersk kristendom.
Som modvægt til de forbavsende udsagn fra biskoppen og forskeren og til Saggaus anonyme ortodokse præst, optræder der retfærdigvis i samme artikel en navngiven ortodoks præst, fader Adrian Chitulescu fra Viborg. Han fremhæver den indlysende sandhed, som burde være børnelærdom for biskopper, forskere og præster, at kristne forældre ”skal tage ansvar for, at deres børn ikke blander den ortodokse og lutherske tro unødigt sammen.” Tak for det, fader Adrian!
Hvordan skal de forskellige parter så forholde sig? Jo, præster og biskopper i folkekirken burde, efter min opfattelse, afholde sig fra at medvirke til at give børn og unge mennesker det indtryk, at der ”i virkeligheden” ingen verdens forskel er på luthersk og ortodoks tro og kristendom. Det indebærer, at man sagligt forklarer ortodokse unge mennesker, at konfirmation i folkekirken er for lutherske kristne.
Når det så gælder de ortodokse præster, så bør de bestræbe sig på at forklare voksne, unge og børn i deres menigheder, at der faktisk er vigtige, afgørende forskelle mellem ortodoks og luthersk tro og praksis, og at man som ortodoks kristen ikke tager del i folkekirkens ritualer og sakramenter.
Fader Adrian citeres i artiklen for, at der er ortodokse unge, som gerne vil integreres i lokalsamfundet og udvikle ”et stærkt netværk med deres danske venner.” Jamen, det er glimrende! Men om lige netop et luthersk, folkekirkeligt ritual som konfirmationen er er vejen til integration og stærke netværk, det er mere tvivlsomt.
Det burde være indlysende for alle, ortodokse og lutherske, præster, biskopper, forældre og forskere, at der findes andre veje til at styrke fællesskab og kammeratskab end at bilde de unge mennesker ind, at forskelle i traditioner og tro er tilfældige og uden betydning; og at man derfor bare kan se bort fra dem og lade som om, at alt kirkeligt i virkeligheden er ”det samme, bare på lidt forskellige måder”.