På denne dag, den 17. september, hvor vi ihukommer de hellige børnemartyrer Tro, Håb og Kærlighed, på græsk Pistis, Elpis og Agape, skriver jeg denne personlige beretning fra nogle dage i forsommeren. Tro, Håb og Kærlighed var døtre af den hellige Sophia, og de levede i Italien, hvor de opnåede martyrkronen omkring år 126 under kejser Hadrian. Disse tidlige bekendere af den kristne tro var henholdsvis tolv, ti og ni år gamle. Deres moder, Sophia, opfordrede sine døtre til ikke at opgive deres tro, selv under forfærdelige pinsler. Efter deres død sørgede Sophia selv så dybt over tabet af sine piger, at hun selv sov hen, og regnes derfor også som martyr på lige fod som Tro, Håb og Kærlighed.
Jeg vil ikke gengive hele historien her, men anbefale, at man søger at gøre sig bekendt med den selv. Den er meget stærk og jeg må kæmpe hvert år, for at komme igennem den uden tårer. Men så stærk som den historiske beretning måtte være, så er det tydeligt, at både moderen Sophia, Visdom, og børnene, bærer navne der på en gang er gangbare og almindelige kristne navne, men også er udtryk for nogle af de guddommelige dyder (1Kor 13:13).
Som mange måske ved, så har jeg arbejdet mange år med sygepleje og siden 2013 har jeg været på en akutmodtagelse. Det er tre separate hændelser her, som jeg vil berette om. Det siger sig selv, at jeg i den sammenhæng må ændre på visse detaljer, for derved at sikre patienternes anonymitet og overholde min egen tavshedspligt.
Det er ingen hemmelighed, at jeg havde det lidt vanskeligt i løbet af forsommeren. Situationen i vort ærkestift så mildest talt sort ud (det er en anden historie) og vores menighed var tvunget til at søge et andet kanonisk tilhørsforhold. På mit arbejde kæmpede jeg med en situation hvor en stor del af mine kollegaer havde sagt op eller var gået på barsel og jeg og nogle få andre måtte trække et alt for stort læs. Derhjemme var det også hårdt, med nu fire børn og alt hvad der dertil hører. Jeg følte mig desillusioneret, overanstrengt og i tvivl om jeg havde valgt rigtigt i mange af livets centrale spørgsmål.
Tro
Det var tynget af alt dette og mere til, at jeg en morgen, tung om hjertet og træt i hovedet, mødte ind til en dagvagt.
Efter halvdelen af min morgenkaffe kom en af mine kollegaer over til mig med en forespørgsel: Vi har en sepsispatient, som også er paraplegiker, der skal have anlagt et PVK til IV-AB. På dansk betyder det, at der er en patient med blodforgiftning, som også er lammet i benene, der skal have anlagt en nål i en åre, så han kan få et drop med antibiotika. Jeg har altid været dygtig til at ramme blodårer, og mine kollegaer havde alle forsøgt forgæves. Øv, det var dog det værste, tænkte jeg i min morgensurhed. De allerværste patienter når man er uoplagt, er folk med alvorlige, kroniske tilstande, såsom lammelse. De er rutinerede patienter, ofte kriseprægede og med dertilhørende ringe tålmodighed og dårlige manerer. Som I kan høre, så har fordomme frit spil på de fleste sygeplejekontorer. Nå, men blodforgiftning er jo ikke noget at spøge med, så jeg havde jo ikke rigtigt noget valg.
Jeg trak været dybt og fandt mit smilende ansigt frem, selv om det slet ikke var der, jeg selv var, hverken følelsesmæssigt eller åndeligt. Så gik jeg ind af døren. Der lå en ung mand i sengen, og solen skinnede ind på ham. Jeg præsenterede mig og han hilste pænt. Dine kollegaer har jo været her, sagde han, og viste mig en arm dækket at blodige vattotter, mens han smågrinte. Okay, han er altså ikke så sart, tænkte jeg, og slappede lidt mere af. Jeg satte mig ned og gav hånd, vi talte lidt om hvor de andre havde stukket ham, hvor han plejede at have en nål liggende og hvor han i hvert fald ikke ville stikkes. Mine fordomme var måske uberettigede, begyndte jeg at tænke. Jeg stak ham i venstre arm, mens solen fra vinduet bagede mig på ryggen. Jeg kunne ikke ramme nogen åre og det begyndte at blive temmelig varmt. Jeg havde jo forsikret ham om, at jeg var god til dette her, og nu sidder jeg her og klovner. For at tage noget af spændingen, som vist mest var indeni mig selv, for han lå helt stille og smilede fortsat, begyndte jeg at småsludre. Siden jeg blev lam, sagde han henkastet i en bisætning i forbindelse med vores småsnak. Jeg kunne ikke dy mig, og jeg spurgte ham hvad der var sket. Motorcykelulykke for to år siden sagde han. Lam fra brystet og ned. Og tal lige om livskvalitet, tilføjede han med et stort smil. Jeg må nok have set lidt spørgende ud, for han gav sig til at uddybe lidt. Jeg var jo håndværker, og for mig, ligesom de fleste andre, handlede livet bare om at få dagene til at gå. Jo før man kunne komme til weekenden, jo bedre. Men nu lever jeg hver eneste dag som om den virkelig betyder noget. Alt hvad jeg skulle have ordnet, alt jeg skulle have sagt og alt jeg skulle have gjort, det har jeg gjort. Nu har livet fået en hel anden værdi. Jeg fortalte ham, at jeg husker enkelte tilfælde, hvor patienter har været taknemmelige for alvorlig sygdom, fordi det bragte dem ansigt til ansigt med livets alvor og fik dem til at se det smukke i det almindelige dagligdagsliv. Akkurat, svarede han.
Jeg må opgive at lægge en nål i den her arm, forklarede jeg. Måske nede i benet, sagde jeg lidt nervøst, for det plejer at være ret smertefuldt. Du må slå mig med en forhammer på benet, svarede han, jeg kan jo intet mærke. Jeg skyndte mig at slå dynen lidt til side, fandt hurtigt en åre og lagde nålen ind. Av, av råbte han. Da han så min bestyrtelse, slog han over i et kæmpe grin.
Alexander Schmemann beskriver sekularisme som en tilstand, hvor man inddeler sit liv i hermetisk lukkede rum: her er mit arbejde, her er mine hobbyer, her min familie og her min tro. Disse rører aldrig hinanden, men man kan besøge dem hver især efter behov. Det modsatte heraf er en tro som gennemsyrer alle aspekter af ens liv, tro som definerer hvordan man lever, arbejder og er sammen som familie. Denne tro er naturlig og spontan, den er organisk og ses i konkret livsførelse.
Denne patient gav aldrig udtryk for at have en tro, som defineret ved dogmer, ritualer og konfessionelt tilhørsforhold. Derimod viste han en grundholdning, et sindelag, det man nogle gange på græsk kalder phronima, som ser mening i meningsløsheden, som ser skønhed i det tilsyneladende forfærdelige og han var i stand til at føre dette med sig ind i alle aspekter af sit liv, selv en lidt ærgerlig tur på sygehuset. Selv om vi aldrig berørte Gud i vores samtale, så var mit indtryk af denne person, at han lever som om Gud findes og Han elsker os og lægger alt til rette for os, og vores opgave i livet er at svare på dette i tro og taknemmelighed. Det var meget langt fra hvor jeg selv befandt mig, på det tidspunkt og måske i det hele taget. Jeg var så taknemmelig over at Gud gav mig lov at møde dette menneske, og jeg gik derfra opløftet, men også med en form for skam. Hvilken ret havde jeg, med mine små problemer, til at gå og have ondt af mig selv? Nu havde jeg dog fået en rollemodel, et eksempel på de smukke ord, som Paulus selv skriver til Tessalonikerne: Vær altid glade; bed uden ophør og sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus (1Tess. 5:16–18).
Håb
Omkring samme tid mødte jeg en anden mand, denne gang væsentligt ældre, omkring de firs. Han kom ind fordi han havde vanskeligheder ved at lade vandet. Efter at have ultralydsscannet hans blære, og konstateret at han havde langt over en liter derinde, blev vi enige om, at han skulle have et blærekateter. Ideen fandt han ikke særligt tiltalende, særligt på grund af frygt for smerter og ubehag. Men vi talte os langsom frem til, at det nok var bedre end alternativet, nemlig at få varige skader på nyrer og blære.
For at tage brodden af nervøsiteten gik jeg i gang med at hyggesludre med ham, mens jeg pakkede det sterile udstyr ud. Det er altid en god måde at få patienter til at slappe af. Stilhed indikerer, at nu skal der ske noget virkeligt alvorligt (det må man af og til godt huske på visse steder i gudstjenesten). Du er en rar og rolig mand, sagde han. Jeg advarede ham om, at han nok burde vente med at afsige den dom, til vi var færdige med hele proceduren, det kunne jo være, at han skiftede mening. Jeg hørte ikke dit navn da vi hilste på hinanden, sagde han. Lazarus, svarede jeg. Er du kristen, spurgte han. Ja, sagde jeg, jeg er ortodoks kristen. Jeg er ikke helt klar over, hvad det betyder, sagde han, men jeg er pinsemand og har været det hele mit liv.
Straks gik min polemiske præstehjerne i gang med at tænke. Bzzzz, summede det, pinsefolk, dem der taler i tunger og ruller rundt på gulvet i ekstase, endnu et mærkværdigt, protestantisk påfund og så videre. Nu vil han sikkert argumentere for, hvorfor hans tro er bedst, tænkte jeg, og begyndte straks at fremkomme med modargumenter, mens mine hænder fortsatte med at pakke sterilt udstyr ud.
Men så skete der noget uventet. Han tog fat i min arm. Det burde han egentlig ikke, for da havde jeg allerede iført mig de sterile handsker. Hele mit liv, sagde han mens tårerne begyndte at løbe ned af hans kinder, har jeg funderet over dette: For således elskede Gud verden, at Han gav Sin Enbårne Søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3:16). Hvor stort er det ikke, spurgte han retorisk, mens tårerne forsatte med at strømme. Jeg har grundet over det hele mit liv, og jeg fatter det stadig ikke. Men hver dag tænker jeg over det, og jeg gentager det for mig selv hver morgen og hver aften, og jeg finder et utroligt håb i det. Sådan må det jo også være for dig, sagde han spørgende, siden du jo er opkaldt efter ham som Jesus opvakte fra de døde?
Jeg var virkelig overrasket. Her stod jeg og tænkte på apologier og forsvar for den ortodokse tro, mens jeg netop var kommet ansigt til ansigt med et menneske, for hvem det simple håb, som altid har været det centrale i Kirkens lære, var altafgørende. Jeg skammede mig et kort øjeblik over min mangel på kærlighed, mildhed og indsigt, men fik dog svaret ham, at jo, jeg deler samme håb og glæde som ham.
Han fortsatte med at græde, ikke på grund af kateteret, men fordi blot tanken om Guds nåde tilsyneladende rørte ham så dybt. Hvor er det en stor trøst for mig, at du også deler mit håb, sagde han. Jeg prøver, sagde jeg. Jeg føler mig ikke altid værdig til et sådant håb, endsige en sådan gave. ”Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster, vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Men da Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste Han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi Han er barmhjertig; det gjorde Han ved det bad der genføder og fornyer os ved Helligånden, som Han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, gjort retfærdige ved Hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv”(Tit. 3:3–7). Tårer trillede nu i en lind strøm ned ad hans kinder, mens han citerede dette for mig.
Jeg var nu færdig med at anlægge kateteret, og hans problem var som sådan afhjulpet. Min datter døde for et par år siden, sagde han, med et lidt andet blik i øjnene. Man må ikke have yndlingsbørn, sagde han, men hun var min øjesten. Jeg var lidt bevæget over hele seancen, så jeg havde ikke noget klogt eller medfølende at sige. Men af og til må man ty til banaliteter, fordi de netop taler om det vi alle forstår eller har erfaringer med. Hvis du nu har det håb, sagde jeg, så gælder det vel også, at I skal få hinanden at se igen? Ja, Lazarus, sagde han, mens han nu hulkede, det er lige netop det det gør. Det er det, vi tror på. Jeg kunne nu høre gennem forhænget, at patienten i sengen ved siden af også hulkede stille. Det var svært ikke at blive rørt af denne mands smerte, men også hans tro og hans håb.
Jeg tog de sterile handsker af, sprittede hænderne og trak en stol hen. Det er ikke en situation man bare går fra, når ens arbejde er fuldført. Men det er heller ikke sådan en situation, som let slipper sit tag i en. Denne mands håb og tro vidnede om et liv levet efter Biblen og i kærlighed til Jesus Kristus. Og nu, hvor han stod i en barsk situation, var håbet og troen helt konkret. Der er ikke længere tale om ord i en bog, eller en teoretisk tilknytning til en filosofi. Blot længslen efter Herren, forundringen over det ufattelige og store i det kristne Evangelium og fortrøstningen i, at alt ikke er slut med dette liv.
Kærlighed
Det sidste tilfælde af hvad jeg selv opfattede som Guds opmuntring til mig fandt sted omkring samme tid. Men i dette tilfælde tog det mig flere dage før omfanget af mødet gik op for mig.
Jeg mødte ind til en nattevagt, træt, ærgerlig og opgivende. Der var fyldt med patienter som endnu manglede at se en sygeplejerske. Suk, det bliver en skidt nat tænkte jeg. Og det skulle blive værre endnu. Der er en patient du skal se, sagde aftenvagten til mig. Nå, svarede jeg skeptisk. Ja, han skal have et blærekateter og så skal han bare hjem, sagde hun. Ja, og så er han vist også paranoid skizofren, så han er vist ikke så vild med det, fortsatte hun. Suk, igen.
Jeg gik ned på stuen og præsenterede mig. Til min store overraskelse fandt jeg en ung mand. Tynd, lidt snavset og med en hætte over hovedet. Han svarede i enstavelsesord og undgik øjenkontakt. Det var ikke det bedste udgangspunkt for at foretage en svært grænseoverskridende, invasiv procedure. Men efter lidt samtale frem og tilbage, hvor jeg lovede at vi kunne fjerne røret oppe i blæren igen, når vi havde tømt al urin ud, hvis han ønskede det, gik han med til at få det overstået.
Da han trak ned i bukserne, kunne jeg se en stomipose, som indikerede, at han tidligere havde fået foretaget større operationer i mave-tarmområdet. Jeg spurgte lidt ind til det, mest ud fra en professionel interesse. Cancer, sagde han. Og tarmslyng. De siger, at jeg aldrig kommer af med den her igen. Hmm, tænkte jeg for mig selv. Svær psykisk sygdom, cancer i maven, og nu vandladningsproblemer, som oftest rammer ældre mænd. Og oveni var han også hjemløs. Han er ramt hårdt.
Vi fik overstået den nødvendige procedure, og det lykkedes mig også at overtale ham til at beholde kateteret i nogle dage, så han ikke skulle få samme problem igen næste dag. Men han insisterede dog på at tale med en læge. Suk, igen, igen. Jeg gik ind på kontoret og fandt vores mest tålmodige og flinke læge. Så gik jeg tilbage til min patient. Nu havde han et andet blik i øjnene. Hvorfor, spurgte han mig, hvorfor skal alt det her ske med mig? Jeg er da ikke det bedste menneske, men jeg er jo heller ikke helt forfærdelig. Jeg har ikke altid været god, men jeg har da aldrig gjort noget rigtigt ondt. Eksistentielle spørgsmål som jeg jo egentlig burde være klædt meget godt på til at gå ind i dialog om. Men nej, det havde jeg ikke lige overskud til der og da. Jeg ville bare videre med mit arbejde og have ham her hjem.
Så kom lægen ned ad gangen med et stort smil på læberne. Han hilste hjerteligt på vores fælles patient. Og nu skiftede patientens blik i øjnene igen. Han hilste lige så hjerteligt på lægen og de gik ind i et rum for at tale sammen. Efter et kvarter gik jeg tilbage for at se om alt var okay, og mødte lægen på vej ud af døren. Han skal bare hjem, sagde han, og kan vi ikke bestille en kørsel? Det havde jeg faktisk allerede gjort. Men jeg vidste jo, at en kørsel om natten kan tage langt tid. Så jeg henvendte mig til patienten, og forklarede, at jeg forventede lang ventetid. Det så ud til at slå ham lidt ud igen, og den sørgelige mine vendte lidt tilbage. Ryger du? Kan du så ikke ryge et par cigaretter og tage en kop kaffe, sagde jeg. Du kan også få en briks at ligge på, eller hvis der er noget andet, kan du komme ind på vores kontor og sige til. Jeg har ingen cigaretter, svarede han. Okay, jeg har altid cigaretter og lidt andet jeg kan dele med nogle af vores socialt udsatte patienter. Vent her, sagde jeg, og hentede nogle cigaretter. Det er løgn, udbrød han, og kiggede ned på cigaretterne, er de til mig? Helt uventet faldt han mig om halsen og omfavnede mig længe. Hvad hedder du, spurgte han, og jeg svarede ham. Lazarus? Mener du det? Ligesom ham Jesus opvakte fra de døde?
For dem som læser denne blog er Lazarus (ikke mig, min navnehelgen fra Joh. Kap 11) måske en velkendt person. Men når man bærer dette navn, finder man ud af, at ikke mange ved hvem Lazarus er. Er det ikke en fra Gammel Testamente? Er det ikke ham sociologen? Det var da et mærkeligt navn. Så når nogen faktisk ved hvem han er, så er det fordi de kender Biblen. Pludselig gav de eksistentielle spørgsmål tidligere på aften mere mening. Min patient var kristen.
Jeg talte kort med ham om Biblen og mit navn. Men et venteværelse i akutmodtagelsen er ikke et godt sted for dybe samtaler. Men det der slog mig ved den her patient var, at en lillebitte gestus fra min side, cigaretterne, udløste den mest kærlige reaktion fra dette menneske som havde alt muligt at kæmpe med. Han var så nærværende og kærlig, mens jeg var så fraværende og tvær.
I dagene efter tænkte jeg rigtig meget på den her mand. Cancer, stomipose, blærekateter, hjemløshed, og så den store: skizofreni. Jeg hørte en læge tale mod aktiv dødshjælp, og hun sagde, at den gruppe hun oplevede lider mest, er gruppen af unge med skizofreni. Hans kærlighed havde berørt mig. Men hans spørgsmål generede mig også. Ja, hvorfor skulle han egentlig lide sådan? Jeg bedte Gud om svar, jeg bedte også Gud om at lindre hans smerte. Og så en dag da jeg var på en lille rejse slog det pludselig ned i mig. Om det var Gud der talte, eller om det bare var mine tanker, ved jeg ikke, men det forekommer mig under alle omstændigheder at være sandt. Og det der kom til mig var ordene: han lider, fordi han er værdig til at lide sådan.
Sådan kan man aldrig sige til nogen der er midt i lidelsen. Men derfor kan det godt være sandt. Jeg tænkte, at jeg selv ville være bukket under i sådan en lidelse, blevet bitter eller vred eller sygnet hen eller noget endnu værre. Men måske var ham her så stærk, så fæstnet i kærligheden, at han kunne bære en sådan lidelse uden at forbande Gud (jf. Job 2:9–10). Hvis det er tilfældet, så er han meget tæt på at være et helligt menneske. Og som sådan opfatter jeg ham egentlig også. I hvert fald legemliggjorde han for mig Pauli ord om kærligheden i 1. Korintherbrev kapitel 13 v. 4–7, kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Disse tre episoder fra mit liv var så stærke for mig, så bekræftende i at Gud er kærlig og god, og at jeg, og alle andre, gør ret i at bevare og forøge både troen, håbet, og ikke mindst kærligheden.
Nogle mennesker er sendte til os fra Gud. De ved det måske ikke selv, og det behøver de heller ikke at gøre. Men for os som åbent bekender os til Kristus, er det måske værd at tænke på, når vi møder nogen, at vi kan være dem som lyser op i mørket, dem som er Guds medarbejder (1Kor 3:9) på den pågældende dag.
Det er også værd at tænke på, hvad vi kan gøre, hvis vi øver os på disse guddommelige dyder, som så tydeligt kom frem i de tre mennesker, jeg har beskrevet ovenfor. Ingen af disse mennesker har jo alle de fordele, som vi har i Den Ortodokse Kirke. Ingen Nadver, ingen Skriftemål, ingen Tradition, ingen hellige fædre og mødre, ingen ikoner og så videre. Og dog formåede de at legemliggøre noget helligt. Hvad kunne vi så ikke gøre, vi som har alt dette, hvis vi for alvor besluttede at leve et helligt liv, et liv centreret om Gud, udlevet i tro, håb og kærlighed? Hvis vi kunne gøre dette, så ville vi, ifølge Guds eget løfte blive arvinger af det evige liv.
Det minder mig, nu hvor jeg nærmer mig en afslutning på dette indlæg, om fortællingen fra ørkenfædrene, hvor abba Lot besøger abba Josef, for at få råd om hvordan han kan komme videre i sit åndelige liv (her citeret frit fra hukommelsen): Jeg faster, jeg holder min bønsregel, jeg holder fred med brødrene og jeg renser mine tanker. Hvad mere kan jeg gøre? Da rakte abba Josef sine hænder mod himlen og hans ti fingre blev som brændende lamper, og han vendte sig mod abba Job og sagde, hvis du vil, så kan du blive fuldkommen flammende.
Vi har, ligesom abba Lot en masse åndelige værktøjer til rådighed, men vi må aldrig tro, at disse er målet. De skal blot lede os derhen, hvor vi brænder med kærlighed til Gud. Disse tre historier ovenfor, viser på hver deres måde, at der også i dag er folk, som brænder med denne tro, håb og kærlighed.
Må Gud give os alle vækst i disse.