Tro, Håb og Kærlighed

På den­ne dag, den 17. sep­tem­ber, hvor vi ihukom­mer de hel­li­ge bør­ne­mar­ty­rer Tro, Håb og Kær­lig­hed, på græsk Pistis, Elpis og Aga­pe, skri­ver jeg den­ne per­son­li­ge beret­ning fra nog­le dage i for­som­me­ren. Tro, Håb og Kær­lig­hed var døtre af den hel­li­ge Sop­hia, og de leve­de i Ita­li­en, hvor de opnå­e­de mar­tyrkro­nen omkring år 126 under kej­ser Hadri­an. Dis­se tid­li­ge beken­de­re af den krist­ne tro var hen­holds­vis tolv, ti og ni år gam­le. Deres moder, Sop­hia, opfor­dre­de sine døtre til ikke at opgi­ve deres tro, selv under for­fær­de­li­ge pin­s­ler. Efter deres død sør­ge­de Sop­hia selv så dybt over tabet af sine piger, at hun selv sov hen, og reg­nes der­for også som mar­tyr på lige fod som Tro, Håb og Kær­lig­hed.

Jeg vil ikke gen­gi­ve hele histo­ri­en her, men anbe­fa­le, at man søger at gøre sig bekendt med den selv. Den er meget stærk og jeg må kæm­pe hvert år, for at kom­me igen­nem den uden tårer. Men så stærk som den histo­ri­ske beret­ning måt­te være, så er det tyde­ligt, at både mode­ren Sop­hia, Vis­dom, og bør­ne­ne, bærer nav­ne der på en gang er gang­ba­re og almin­de­li­ge krist­ne nav­ne, men også er udtryk for nog­le af de gud­dom­me­li­ge dyder (1Kor 13:13).

Som man­ge måske ved, så har jeg arbej­det man­ge år med sygeple­je og siden 2013 har jeg været på en aku­t­mod­ta­gel­se. Det er tre sepa­ra­te hæn­del­ser her, som jeg vil beret­te om. Det siger sig selv, at jeg i den sam­men­hæng må ændre på vis­se detal­jer, for der­ved at sik­re patien­ter­nes ano­ny­mi­tet og over­hol­de min egen tavs­heds­pligt.

Det er ingen hem­me­lig­hed, at jeg hav­de det lidt van­ske­ligt i løbet af for­som­me­ren. Situ­a­tio­nen i vort ærke­stift så mil­dest talt sort ud (det er en anden histo­rie) og vores menig­hed var tvun­get til at søge et andet kano­nisk til­hørs­for­hold. På mit arbej­de kæm­pe­de jeg med en situ­a­tion hvor en stor del af mine kol­le­ga­er hav­de sagt op eller var gået på bar­sel og jeg og nog­le få andre måt­te træk­ke et alt for stort læs. Der­hjem­me var det også hårdt, med nu fire børn og alt hvad der der­til hører. Jeg føl­te mig desil­lu­sio­ne­ret, overan­strengt og i tvivl om jeg hav­de valgt rig­tigt i man­ge af livets cen­tra­le spørgs­mål.

Tro

Det var tyn­get af alt det­te og mere til, at jeg en mor­gen, tung om hjer­tet og træt i hove­d­et, mød­te ind til en dag­vagt.

Efter halv­de­len af min mor­genkaf­fe kom en af mine kol­le­ga­er over til mig med en fore­spørgsel: Vi har en sep­sis­pa­tient, som også er paraple­gi­ker, der skal have anlagt et PVK til IV-AB. På dansk bety­der det, at der er en patient med blod­for­gift­ning, som også er lam­met i bene­ne, der skal have anlagt en nål i en åre, så han kan få et drop med anti­bi­o­ti­ka. Jeg har altid været dyg­tig til at ram­me blodå­rer, og mine kol­le­ga­er hav­de alle for­søgt for­gæ­ves. Øv, det var dog det vær­ste, tænk­te jeg i min mor­gen­sur­hed. De aller­vær­ste patien­ter når man er uop­lagt, er folk med alvor­li­ge, kro­ni­ske til­stan­de, såsom lam­mel­se. De er ruti­ne­re­de patien­ter, ofte kri­se­præ­ge­de og med der­til­hø­ren­de rin­ge tål­mo­dig­hed og dår­li­ge mane­rer. Som I kan høre, så har for­dom­me frit spil på de fle­ste sygeple­je­kon­to­rer. Nå, men blod­for­gift­ning er jo ikke noget at spø­ge med, så jeg hav­de jo ikke rig­tigt noget valg.

Jeg trak været dybt og fandt mit smi­len­de ansigt frem, selv om det slet ikke var der, jeg selv var, hver­ken følel­ses­mæs­sigt eller ånde­ligt. Så gik jeg ind af døren. Der lå en ung mand i sen­gen, og solen skin­ne­de ind på ham. Jeg præ­sen­te­re­de mig og han hil­ste pænt. Dine kol­le­ga­er har jo været her, sag­de han, og viste mig en arm dæk­ket at blo­di­ge vat­tot­ter, mens han små­grin­te. Okay, han er alt­så ikke så sart, tænk­te jeg, og slap­pe­de lidt mere af. Jeg sat­te mig ned og gav hånd, vi tal­te lidt om hvor de andre hav­de stuk­ket ham, hvor han ple­je­de at have en nål lig­gen­de og hvor han i hvert fald ikke vil­le stik­kes. Mine for­dom­me var måske ube­ret­ti­ge­de, begynd­te jeg at tæn­ke. Jeg stak ham i ven­stre arm, mens solen fra vin­du­et bage­de mig på ryg­gen. Jeg kun­ne ikke ram­me nogen åre og det begynd­te at bli­ve tem­me­lig varmt. Jeg hav­de jo for­sik­ret ham om, at jeg var god til det­te her, og nu sid­der jeg her og klov­ner. For at tage noget af spæn­din­gen, som vist mest var inde­ni mig selv, for han lå helt stil­le og smi­le­de fort­sat, begynd­te jeg at små­slud­re. Siden jeg blev lam, sag­de han henka­stet i en bisæt­ning i for­bin­del­se med vores småsnak. Jeg kun­ne ikke dy mig, og jeg spurg­te ham hvad der var sket. Motor­cy­ke­lu­lyk­ke for to år siden sag­de han. Lam fra bry­stet og ned. Og tal lige om livskva­li­tet, til­fø­je­de han med et stort smil. Jeg må nok have set lidt spør­gen­de ud, for han gav sig til at uddy­be lidt. Jeg var jo hånd­vær­ker, og for mig, lige­som de fle­ste andre, hand­le­de livet bare om at få dage­ne til at gå. Jo før man kun­ne kom­me til wee­ken­den, jo bed­re. Men nu lever jeg hver ene­ste dag som om den vir­ke­lig bety­der noget. Alt hvad jeg skul­le have ord­net, alt jeg skul­le have sagt og alt jeg skul­le have gjort, det har jeg gjort. Nu har livet fået en hel anden vær­di. Jeg for­tal­te ham, at jeg husker enkel­te til­fæl­de, hvor patien­ter har været tak­nem­me­li­ge for alvor­lig syg­dom, for­di det brag­te dem ansigt til ansigt med livets alvor og fik dem til at se det smuk­ke i det almin­de­li­ge dag­lig­dags­liv. Akku­rat, sva­re­de han.

Jeg må opgi­ve at læg­ge en nål i den her arm, for­kla­re­de jeg. Måske nede i benet, sag­de jeg lidt nervøst, for det ple­jer at være ret smer­te­fuldt. Du må slå mig med en for­ham­mer på benet, sva­re­de han, jeg kan jo intet mær­ke. Jeg skynd­te mig at slå dynen lidt til side, fandt hur­tigt en åre og lag­de nålen ind. Av, av råb­te han. Da han så min bestyr­tel­se, slog han over i et kæm­pe grin.

Ale­xan­der Sch­me­mann beskri­ver seku­la­ris­me som en til­stand, hvor man ind­de­ler sit liv i her­me­tisk luk­ke­de rum: her er mit arbej­de, her er mine hob­by­er, her min fami­lie og her min tro. Dis­se rører aldrig hin­an­den, men man kan besø­ge dem hver især efter behov. Det mod­sat­te her­af er en tro som gen­nem­sy­rer alle aspek­ter af ens liv, tro som defi­ne­rer hvor­dan man lever, arbej­der og er sam­men som fami­lie. Den­ne tro er natur­lig og spon­tan, den er orga­nisk og ses i kon­kret livs­fø­rel­se.

Den­ne patient gav aldrig udtryk for at have en tro, som defi­ne­ret ved dog­mer, ritu­a­ler og kon­fes­sio­nelt til­hørs­for­hold. Der­i­mod viste han en grund­hold­ning, et sin­delag, det man nog­le gan­ge på græsk kal­der phroni­ma, som ser mening i menings­løs­he­den, som ser skøn­hed i det til­sy­ne­la­den­de for­fær­de­li­ge og han var i stand til at føre det­te med sig ind i alle aspek­ter af sit liv, selv en lidt ærger­lig tur på syge­hu­set. Selv om vi aldrig berør­te Gud i vores sam­ta­le, så var mit ind­tryk af den­ne per­son, at han lever som om Gud fin­des og Han elsker os og læg­ger alt til ret­te for os, og vores opga­ve i livet er at sva­re på det­te i tro og tak­nem­me­lig­hed. Det var meget langt fra hvor jeg selv befandt mig, på det tids­punkt og måske i det hele taget. Jeg var så tak­nem­me­lig over at Gud gav mig lov at møde det­te men­ne­ske, og jeg gik der­fra opløf­tet, men også med en form for skam. Hvil­ken ret hav­de jeg, med mine små pro­ble­mer, til at gå og have ondt af mig selv? Nu hav­de jeg dog fået en rol­lemo­del, et eksem­pel på de smuk­ke ord, som Paulus selv skri­ver til Tes­sa­lo­ni­ker­ne: Vær altid gla­de; bed uden ophør og sig tak under alle for­hold; thi det er Guds vil­je med jer i Kristus Jesus (1Tess. 5:16–18).

Håb

Omkring sam­me tid mød­te jeg en anden mand, den­ne gang væsent­ligt ældre, omkring de firs. Han kom ind for­di han hav­de van­ske­lig­he­der ved at lade van­det. Efter at have ultra­lyds­scan­net hans blæ­re, og kon­sta­te­ret at han hav­de langt over en liter der­in­de, blev vi eni­ge om, at han skul­le have et blæ­re­ka­te­ter. Ide­en fandt han ikke sær­ligt til­ta­len­de, sær­ligt på grund af frygt for smer­ter og ube­hag. Men vi tal­te os lang­som frem til, at det nok var bed­re end alter­na­ti­vet, nem­lig at få vari­ge ska­der på nyrer og blæ­re.

For at tage brod­den af nervø­si­te­ten gik jeg i gang med at hyg­ge­slud­re med ham, mens jeg pak­ke­de det ste­ri­le udstyr ud. Det er altid en god måde at få patien­ter til at slap­pe af. Stil­hed indi­ke­rer, at nu skal der ske noget vir­ke­ligt alvor­ligt (det må man af og til godt huske på vis­se ste­der i gud­stje­ne­sten). Du er en rar og rolig mand, sag­de han. Jeg adva­re­de ham om, at han nok bur­de ven­te med at afsi­ge den dom, til vi var fær­di­ge med hele pro­ce­du­ren, det kun­ne jo være, at han skif­te­de mening. Jeg hør­te ikke dit navn da vi hil­ste på hin­an­den, sag­de han. Lazarus, sva­re­de jeg. Er du kri­sten, spurg­te han. Ja, sag­de jeg, jeg er orto­doks kri­sten. Jeg er ikke helt klar over, hvad det bety­der, sag­de han, men jeg er pin­se­mand og har været det hele mit liv.

Straks gik min pole­mi­ske præ­ste­hjer­ne i gang med at tæn­ke. Bzzzz, sum­me­de det, pin­se­folk, dem der taler i tun­ger og rul­ler rundt på gul­vet i ekst­a­se, end­nu et mærk­vær­digt, pro­te­stan­tisk påfund og så vide­re. Nu vil han sik­kert argu­men­te­re for, hvor­for hans tro er bedst, tænk­te jeg, og begynd­te straks at frem­kom­me med mod­ar­gu­men­ter, mens mine hæn­der fort­sat­te med at pak­ke ste­rilt udstyr ud.

Men så ske­te der noget uven­tet. Han tog fat i min arm. Det bur­de han egent­lig ikke, for da hav­de jeg alle­re­de iført mig de ste­ri­le hand­sker. Hele mit liv, sag­de han mens tårer­ne begynd­te at løbe ned af hans kin­der, har jeg fun­de­ret over det­te: For såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Enbår­ne Søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal forta­bes, men have evigt liv (Joh 3:16). Hvor stort er det ikke, spurg­te han reto­risk, mens tårer­ne for­sat­te med at strøm­me. Jeg har grun­det over det hele mit liv, og jeg fat­ter det sta­dig ikke. Men hver dag tæn­ker jeg over det, og jeg gen­ta­ger det for mig selv hver mor­gen og hver aften, og jeg fin­der et utro­ligt håb i det. Sådan må det jo også være for dig, sag­de han spør­gen­de, siden du jo er opkaldt efter ham som Jesus opvak­te fra de døde?

Jeg var vir­ke­lig over­ra­sket. Her stod jeg og tænk­te på apo­lo­gi­er og for­svar for den orto­dok­se tro, mens jeg net­op var kom­met ansigt til ansigt med et men­ne­ske, for hvem det simp­le håb, som altid har været det cen­tra­le i Kir­kens lære, var alt­af­gø­ren­de. Jeg skam­me­de mig et kort øje­blik over min man­gel på kær­lig­hed, mild­hed og ind­sigt, men fik dog sva­ret ham, at jo, jeg deler sam­me håb og glæ­de som ham.

Han fort­sat­te med at græ­de, ikke på grund af kate­te­ret, men for­di blot tan­ken om Guds nåde til­sy­ne­la­den­de rør­te ham så dybt. Hvor er det en stor trøst for mig, at du også deler mit håb, sag­de han. Jeg prø­ver, sag­de jeg. Jeg føler mig ikke altid vær­dig til et sådant håb, end­si­ge en sådan gave. ”Vi var jo også selv engang ufor­stan­di­ge, uly­di­ge og på afve­je, vi lå under for alle muli­ge til­bø­je­lig­he­der og lyster, vi leve­de i ond­skab og mis­un­del­se, vi var for­hadt og hade­de hin­an­den. Men da Guds, vor Frel­sers, god­hed og kær­lig­hed til men­ne­ske­ne blev åben­ba­ret, frel­ste Han os, ikke for­di vi hav­de gjort ret­fær­di­ge ger­nin­ger, men for­di Han er barm­hjer­tig; det gjor­de Han ved det bad der gen­fø­der og for­ny­er os ved Hel­li­gån­den, som Han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frel­ser, for at vi, gjort ret­fær­di­ge ved Hans nåde, i håbet skul­le bli­ve arvin­ger til evigt liv”(Tit. 3:3–7). Tårer tril­le­de nu i en lind strøm ned ad hans kin­der, mens han cite­re­de det­te for mig.

Jeg var nu fær­dig med at anlæg­ge kate­te­ret, og hans pro­blem var som sådan afhjul­pet. Min dat­ter døde for et par år siden, sag­de han, med et lidt andet blik i øjne­ne. Man må ikke have ynd­lings­børn, sag­de han, men hun var min øje­sten. Jeg var lidt bevæ­get over hele sean­cen, så jeg hav­de ikke noget klogt eller med­fø­len­de at sige. Men af og til må man ty til bana­li­te­ter, for­di de net­op taler om det vi alle for­står eller har erfa­rin­ger med. Hvis du nu har det håb, sag­de jeg, så gæl­der det vel også, at I skal få hin­an­den at se igen? Ja, Lazarus, sag­de han, mens han nu hul­ke­de, det er lige net­op det det gør. Det er det, vi tror på. Jeg kun­ne nu høre gen­nem for­hæn­get, at patien­ten i sen­gen ved siden af også hul­ke­de stil­le. Det var svært ikke at bli­ve rørt af den­ne mands smer­te, men også hans tro og hans håb.

Jeg tog de ste­ri­le hand­sker af, sprit­te­de hæn­der­ne og trak en stol hen. Det er ikke en situ­a­tion man bare går fra, når ens arbej­de er fuld­ført. Men det er hel­ler ikke sådan en situ­a­tion, som let slip­per sit tag i en. Den­ne mands håb og tro vid­ne­de om et liv levet efter Bib­len og i kær­lig­hed til Jesus Kristus. Og nu, hvor han stod i en barsk situ­a­tion, var håbet og tro­en helt kon­kret. Der er ikke læn­ge­re tale om ord i en bog, eller en teo­re­tisk til­knyt­ning til en filo­so­fi. Blot længs­len efter Her­ren, forun­drin­gen over det ufat­te­li­ge og sto­re i det krist­ne Evan­ge­li­um og fortrøst­nin­gen i, at alt ikke er slut med det­te liv.

Kærlighed

Det sid­ste til­fæl­de af hvad jeg selv opfat­te­de som Guds opmun­tring til mig fandt sted omkring sam­me tid. Men i det­te til­fæl­de tog det mig fle­re dage før omfan­get af mødet gik op for mig.

Jeg mød­te ind til en nat­te­vagt, træt, ærger­lig og opgi­ven­de. Der var fyldt med patien­ter som end­nu mang­le­de at se en sygeple­jer­ske. Suk, det bli­ver en skidt nat tænk­te jeg. Og det skul­le bli­ve vær­re end­nu. Der er en patient du skal se, sag­de aften­vag­ten til mig. Nå, sva­re­de jeg skep­tisk. Ja, han skal have et blæ­re­ka­te­ter og så skal han bare hjem, sag­de hun. Ja, og så er han vist også para­noid skizof­ren, så han er vist ikke så vild med det, fort­sat­te hun. Suk, igen.

Jeg gik ned på stu­en og præ­sen­te­re­de mig. Til min sto­re over­ra­skel­se fandt jeg en ung mand. Tynd, lidt snav­set og med en hæt­te over hove­d­et. Han sva­re­de i ensta­vel­ses­ord og und­gik øjen­kon­takt. Det var ikke det bed­ste udgangs­punkt for at fore­ta­ge en svært græn­se­over­skri­den­de, inva­siv pro­ce­du­re. Men efter lidt sam­ta­le frem og til­ba­ge, hvor jeg love­de at vi kun­ne fjer­ne røret oppe i blæ­ren igen, når vi hav­de tømt al urin ud, hvis han ønske­de det, gik han med til at få det over­stå­et.

Da han trak ned i buk­ser­ne, kun­ne jeg se en sto­mipo­se, som indi­ke­re­de, at han tid­li­ge­re hav­de fået fore­ta­get stør­re ope­ra­tio­ner i mave-tar­m­om­rå­det. Jeg spurg­te lidt ind til det, mest ud fra en pro­fes­sio­nel inter­es­se. Can­cer, sag­de han. Og tarms­lyng. De siger, at jeg aldrig kom­mer af med den her igen. Hmm, tænk­te jeg for mig selv. Svær psy­kisk syg­dom, can­cer i maven, og nu vand­lad­nings­pro­ble­mer, som oftest ram­mer ældre mænd. Og oveni var han også hjem­løs. Han er ramt hårdt.

Vi fik over­stå­et den nød­ven­di­ge pro­ce­du­re, og det lyk­ke­des mig også at over­ta­le ham til at behol­de kate­te­ret i nog­le dage, så han ikke skul­le få sam­me pro­blem igen næste dag. Men han insi­ste­re­de dog på at tale med en læge. Suk, igen, igen. Jeg gik ind på kon­to­ret og fandt vores mest tål­mo­di­ge og flin­ke læge. Så gik jeg til­ba­ge til min patient. Nu hav­de han et andet blik i øjne­ne. Hvor­for, spurg­te han mig, hvor­for skal alt det her ske med mig? Jeg er da ikke det bed­ste men­ne­ske, men jeg er jo hel­ler ikke helt for­fær­de­lig. Jeg har ikke altid været god, men jeg har da aldrig gjort noget rig­tigt ondt. Eksi­sten­ti­el­le spørgs­mål som jeg jo egent­lig bur­de være klædt meget godt på til at gå ind i dia­log om. Men nej, det hav­de jeg ikke lige over­skud til der og da. Jeg vil­le bare vide­re med mit arbej­de og have ham her hjem.

Så kom lægen ned ad gan­gen med et stort smil på læber­ne. Han hil­ste hjerte­ligt på vores fæl­les patient. Og nu skif­te­de patien­tens blik i øjne­ne igen. Han hil­ste lige så hjerte­ligt på lægen og de gik ind i et rum for at tale sam­men. Efter et kvar­ter gik jeg til­ba­ge for at se om alt var okay, og mød­te lægen på vej ud af døren. Han skal bare hjem, sag­de han, og kan vi ikke bestil­le en kør­sel? Det hav­de jeg fak­tisk alle­re­de gjort. Men jeg vid­ste jo, at en kør­sel om nat­ten kan tage langt tid. Så jeg hen­vend­te mig til patien­ten, og for­kla­re­de, at jeg for­ven­te­de lang ven­te­tid. Det så ud til at slå ham lidt ud igen, og den sør­ge­li­ge mine vend­te lidt til­ba­ge. Ryger du? Kan du så ikke ryge et par ciga­ret­ter og tage en kop kaf­fe, sag­de jeg. Du kan også få en briks at lig­ge på, eller hvis der er noget andet, kan du kom­me ind på vores kon­tor og sige til. Jeg har ingen ciga­ret­ter, sva­re­de han. Okay, jeg har altid ciga­ret­ter og lidt andet jeg kan dele med nog­le af vores soci­alt udsat­te patien­ter. Vent her, sag­de jeg, og hen­te­de nog­le ciga­ret­ter. Det er løgn, udbrød han, og kig­ge­de ned på ciga­ret­ter­ne, er de til mig? Helt uven­tet faldt han mig om hal­sen og omfav­ne­de mig læn­ge. Hvad hed­der du, spurg­te han, og jeg sva­re­de ham. Lazarus? Mener du det? Lige­som ham Jesus opvak­te fra de døde?

For dem som læser den­ne blog er Lazarus (ikke mig, min nav­ne­hel­gen fra Joh. Kap 11) måske en vel­kendt per­son. Men når man bærer det­te navn, fin­der man ud af, at ikke man­ge ved hvem Lazarus er. Er det ikke en fra Gam­mel Testa­men­te? Er det ikke ham socio­lo­gen? Det var da et mær­ke­ligt navn. Så når nogen fak­tisk ved hvem han er, så er det for­di de ken­der Bib­len. Plud­se­lig gav de eksi­sten­ti­el­le spørgs­mål tid­li­ge­re på aften mere mening. Min patient var kri­sten.

Jeg tal­te kort med ham om Bib­len og mit navn. Men et ven­te­væ­rel­se i aku­t­mod­ta­gel­sen er ikke et godt sted for dybe sam­ta­ler. Men det der slog mig ved den her patient var, at en lil­le­bit­te gestus fra min side, ciga­ret­ter­ne, udlø­ste den mest kær­li­ge reak­tion fra det­te men­ne­ske som hav­de alt muligt at kæm­pe med. Han var så nær­væ­ren­de og kær­lig, mens jeg var så fra­væ­ren­de og tvær.

I dage­ne efter tænk­te jeg rig­tig meget på den her mand. Can­cer, sto­mipo­se, blæ­re­ka­te­ter, hjem­løs­hed, og så den sto­re: skizof­re­ni. Jeg hør­te en læge tale mod aktiv døds­hjælp, og hun sag­de, at den grup­pe hun ople­ve­de lider mest, er grup­pen af unge med skizof­re­ni. Hans kær­lig­hed hav­de berørt mig. Men hans spørgs­mål gene­re­de mig også. Ja, hvor­for skul­le han egent­lig lide sådan? Jeg bed­te Gud om svar, jeg bed­te også Gud om at lin­dre hans smer­te. Og så en dag da jeg var på en lil­le rej­se slog det plud­se­lig ned i mig. Om det var Gud der tal­te, eller om det bare var mine tan­ker, ved jeg ikke, men det fore­kom­mer mig under alle omstæn­dig­he­der at være sandt. Og det der kom til mig var orde­ne: han lider, for­di han er vær­dig til at lide sådan.

Sådan kan man aldrig sige til nogen der er midt i lidel­sen. Men der­for kan det godt være sandt. Jeg tænk­te, at jeg selv vil­le være buk­ket under i sådan en lidel­se, ble­vet bit­ter eller vred eller syg­net hen eller noget end­nu vær­re. Men måske var ham her så stærk, så fæst­net i kær­lig­he­den, at han kun­ne bære en sådan lidel­se uden at for­ban­de Gud (jf. Job 2:9–10). Hvis det er til­fæl­det, så er han meget tæt på at være et hel­ligt men­ne­ske. Og som sådan opfat­ter jeg ham egent­lig også. I hvert fald legem­lig­gjor­de han for mig Pauli ord om kær­lig­he­den i 1. Kor­int­her­brev kapi­tel 13 v. 4–7, kær­lig­he­den tåler alt, tror alt, håber alt, udhol­der alt.

Dis­se tre epi­so­der fra mit liv var så stær­ke for mig, så bekræf­ten­de i at Gud er kær­lig og god, og at jeg, og alle andre, gør ret i at beva­re og for­ø­ge både tro­en, håbet, og ikke mindst kær­lig­he­den.

Nog­le men­ne­sker er send­te til os fra Gud. De ved det måske ikke selv, og det behø­ver de hel­ler ikke at gøre. Men for os som åbent beken­der os til Kristus, er det måske værd at tæn­ke på, når vi møder nogen, at vi kan være dem som lyser op i mør­ket, dem som er Guds med­ar­bej­der (1Kor 3:9) på den pågæl­den­de dag.

Det er også værd at tæn­ke på, hvad vi kan gøre, hvis vi øver os på dis­se gud­dom­me­li­ge dyder, som så tyde­ligt kom frem i de tre men­ne­sker, jeg har beskre­vet oven­for. Ingen af dis­se men­ne­sker har jo alle de for­de­le, som vi har i Den Orto­dok­se Kir­ke. Ingen Nad­ver, ingen Skrif­te­mål, ingen Tra­di­tion, ingen hel­li­ge fædre og mødre, ingen iko­ner og så vide­re. Og dog for­må­e­de de at legem­lig­gø­re noget hel­ligt. Hvad kun­ne vi så ikke gøre, vi som har alt det­te, hvis vi for alvor beslut­te­de at leve et hel­ligt liv, et liv cen­tre­ret om Gud, udle­vet i tro, håb og kær­lig­hed? Hvis vi kun­ne gøre det­te, så vil­le vi, iføl­ge Guds eget løf­te bli­ve arvin­ger af det evi­ge liv.

Det min­der mig, nu hvor jeg nær­mer mig en afslut­ning på det­te ind­læg, om for­tæl­lin­gen fra ørken­fædre­ne, hvor abba Lot besø­ger abba Josef, for at få råd om hvor­dan han kan kom­me vide­re i sit ånde­li­ge liv (her cite­ret frit fra hukom­mel­sen): Jeg faster, jeg hol­der min bøns­re­gel, jeg hol­der fred med brød­re­ne og jeg ren­ser mine tan­ker. Hvad mere kan jeg gøre? Da rak­te abba Josef sine hæn­der mod him­len og hans ti fin­gre blev som bræn­den­de lam­per, og han vend­te sig mod abba Job og sag­de, hvis du vil, så kan du bli­ve fuld­kom­men flam­men­de.

Vi har, lige­som abba Lot en mas­se ånde­li­ge værk­tø­jer til rådig­hed, men vi må aldrig tro, at dis­se er målet. De skal blot lede os der­hen, hvor vi bræn­der med kær­lig­hed til Gud. Dis­se tre histo­ri­er oven­for, viser på hver deres måde, at der også i dag er folk, som bræn­der med den­ne tro, håb og kær­lig­hed.

Må Gud give os alle vækst i dis­se.