Professor Christian Gottlieb svarer på f. Pouls kritik af hans analyse

Min arti­kel i Kri­ste­ligt Dag­blad (d. 20.12.2018) om den “auto­ke­fa­li”, som i mid­ten af decem­ber sid­ste år blev prok­la­me­ret af patri­ark Bart­ho­lo­mæus af Kon­stan­ti­no­pel til de to ikke-moskva­loy­a­le grup­pe­rin­ger af Ukrai­nes orto­dok­se kir­ke, har givet Poul Seb­be­lov anled­ning til en skarp kri­tik af min frem­stil­ling af sagen, som han mener hvi­ler på en mis­for­stå­el­se af den orto­dok­se kir­kes auto­ri­tets­struk­tur og der­for fin­der både man­gel­fuld og misvisende.

Det må jeg bekla­ge af fle­re grun­de. For det før­ste for­di, jeg må give ham ret i, at min arti­kel unæg­te­lig er man­gel­fuld. Det er den alle­re­de for­di kom­plek­si­te­ter­ne i den­ne kon­flikt langt over­skri­der, hvad det er muligt at udfol­de til­freds­stil­len­de inden for ram­mer­ne af en kort avis­ar­ti­kel for et publi­kum, som bort­set fra Poul Seb­be­lov næp­pe tæl­ler man­ge, der kan for­ven­tes at være sær­lig bekendt med kon­flik­tens for­ud­sæt­nin­ger og med detal­jer­ne i orto­doks kir­ke­ret eller orto­dok­si­en i det hele taget. For det andet er det selv­føl­ge­lig bekla­ge­ligt, hvis den­ne ufuld­stæn­dig­hed med­fø­rer, at artik­len så også lige­frem er mis­vi­sen­de for Kri­ste­ligt Dag­blads læse­re. Om det­te er til­fæl­det, kan dog også afhæn­ge af læse­rens parat­hed til at læse noget andet ind i tek­sten, end for­fat­te­ren har ønsket at sige. Og at det­te måske gør sig gæl­den­de her, kun­ne Seb­be­lovs anta­gel­ser om mine hold­nin­ger og moti­ver, godt tyde på. Det er i al fald nog­le hold­nin­ger og moti­ver, som jeg ikke selv mener at være i besid­del­se af.

Der er der­for behov for nog­le kom­men­ta­rer, som for­hå­bent­lig vil vir­ke klargørende.

Seb­be­lov begyn­der sin kri­tik med, at jeg som en selv­føl­ge “kon­sta­te­rer” nog­le for­hold, som i kraft af deres kon­tro­ver­si­el­le natur ikke blot lader sig ukri­tisk kon­sta­te­re som et indis­kuta­belt fak­tum. Som Seb­be­lov påpe­ger, er hæv­del­sen af, at den nye ukrain­ske kir­ke­struk­tur skul­le være “ene, lokal, selv­stæn­dig, ukrainsk og orto­doks” på ingen måde noget indis­kuta­belt faktum.

Den­ne ind­ven­ding er jeg helt ind­for­stå­et med. Når det åben­bart ikke frem­går til­stræk­ke­ligt tyde­ligt af min arti­kel, skyl­des det den uhel­di­ge omstæn­dig­hed, som Seb­be­lov selv­føl­ge­lig ikke kan ken­de, at Kri­ste­ligt Dag­blad desvær­re hav­de bort­re­di­ge­ret min arti­kels ind­le­den­de bemærk­nin­ger, hvoraf det udtryk­ke­ligt frem­gik, at det før­ste afsnit i artik­len er et kort refe­rat af den tale, som metro­po­lit Epi­fa­nij holdt uden for Sofia-kated­ra­len efter mødet d. 15. decem­ber. Hæv­del­sen af, at Ukrai­ne nu ende­lig har fået sin “ene, loka­le, selv­stæn­di­ge, ukrain­ske og orto­dok­se” kir­ke, er m.a.o. ikke min, men Epi­fa­ni­js påstand, gen­ta­get med vari­a­tio­ner adskil­li­ge gan­ge i løbet af hans tale. Lige­le­des er det tred­je afsnit af min arti­kel også en kort par­af­ra­se over præ­si­dent Por­osjen­kos tale ved sam­me lej­lig­hed (beg­ge taler kan fin­des på Youtu­be). Hvad jeg ind­le­der med at kon­sta­te­re, er alt­så blot, at det er såle­des, dis­se to hoved­per­so­ner på den ukrain­ske side ser på sagen.

At deres opfat­tel­se hver­ken er selv­føl­ge­lig eller uan­fæg­te­lig, er jeg fuld­stæn­dig klar over. Spørgs­må­let om en even­tu­el ukrainsk auto­ke­fa­li har jo været på tale læn­ge, og de ufor­son­li­ge syns­punk­ter på beg­ge sider lige­le­des. At Kon­stan­ti­no­pel nu har taget stil­ling til for­del for den ene part (efter fle­re opfor­drin­ger fra ukrainsk side), har nok ind­ført en ny dimen­sion i kon­flik­ten, men åben­lyst også bidra­get til at skær­pe den. Selv om alle par­ter i kon­flik­ten påberå­ber sig den orto­dok­se kir­kes kano­ni­ske reg­ler, er det ind­ly­sen­de, at der her er åbnet for en skarp strid om for­tolk­nin­gen af dem. Det­te gæl­der først og frem­mest spørgs­må­let om, hvor­vidt det øku­me­ni­ske patri­ar­kat har ret til ensi­digt at ophæ­ve sin over­dra­gel­se i 1686 af den kir­ke­li­ge myn­dig­hed over Ukrai­ne fra Kon­stan­ti­no­pel til Moskva.

Den­ne iagt­ta­gel­se er da også bag­grun­den for min arti­kels bemærk­nin­ger om per­spek­ti­ver­ne i Bart­ho­lo­mæus’ erklæ­ring: At opret­tel­sen af en “selv­stæn­dig” ukrainsk kir­ke, som sam­ti­dig ledsa­ges af en uni­la­te­ral ophæ­vel­se efter 332 år af Moskvas kir­ke­li­ge myn­dig­hed over Ukrai­ne, nær­mest må opfat­tes som en slags “krig­ser­klæ­ring”, hvad den da også er ble­vet fra Moskvas side. Jeg brug­te med over­læg den­ne verds­li­ge meta­for for at under­stre­ge, hvor alvor­lig en pro­vo­ka­tion, der er tale om. Og for også at gøre det for­stå­e­ligt, hvor­for Moskva­pa­tri­ar­ka­tet har god grund til at opfat­te Bart­ho­lo­mæus’ beslut­ning og den nye ukrain­ske kir­ke­struk­tur som helt ille­gi­tim, uka­no­nisk og skis­ma­tisk. Hvis jeg, som Seb­be­lov mener, hav­de set den øku­me­ni­ske patri­ark som en slags orto­doks pave med magt til at træf­fe beslut­nin­ger på andre orto­dok­se kir­kers kano­ni­ske ter­ri­to­ri­um, hav­de der jo ikke været basis for at for­stå Bart­ho­lo­mæus’ beslut­ning som en slags “krig­ser­klæ­ring”. Den­ne poin­te fore­kom­mer mig at stå gan­ske klart og tyde­ligt i min artikel.

Det er der­for også med stor undren, at jeg læser Seb­be­lovs tolk­ning af min hold­ning til sagen: At jeg efter hans opfat­tel­se ensi­digt og “helt ukri­tisk for­mid­ler en poli­ti­se­ren­de og rus­siskfjendt­lig frem­stil­ling af den kir­ke­li­ge udvik­ling, der fin­der sted i Ukrai­ne”; som om jeg nær­mest skul­le være “skuf­fet” over at måt­te med­dele, at den rus­si­ske rege­ring efter eget udsagn ikke agter at gri­be ind i den kir­ke­li­ge kon­flikt; som om jeg skul­le have et ønske om at se rus­si­ske kamp­vog­ne “rul­le op for­an Sofia-kate­de­ra­len i Kiev”.

Selv­føl­ge­lig har jeg ikke det. En sådan udvik­ling vil­le være kata­stro­fal, og at ønske det van­vit­tigt. For­hol­det mel­lem Rusland og Ukrai­ne og Vesten er alle­re­de rige­ligt anspændt, som det er.

Hvad angår min egen hold­ning til kon­flik­ten, kan jeg sige, at jeg som uden­for­stå­en­de, ikke-orto­doks iagt­ta­ger ikke mener at kun­ne tage stil­ling for nogen af par­ter­ne. Tvær­ti­mod har jeg for så vidt for­stå­el­se for både den rus­si­ske og ukrain­ske side af sagen, om end min­dre for Bart­ho­lo­mæus’ moti­ver til at blan­de sig i den. At Moskva­pa­tri­ar­ka­tet fin­der det dybt pro­vo­ke­ren­de, uret­mæs­sigt og uac­cep­ta­belt, at Bart­ho­lo­mæus gri­ber såle­des ind på deres områ­de, kan jeg sag­tens for­stå og sym­pa­ti­se­re med. Hvis man kun­ne dra­ge en verds­lig paral­lel til Dan­mark, vil­le det måske sva­re til, at en frem­med magt plud­se­lig kom og med­del­te den dan­ske rege­ring, at Dan­marks over­højhed over Grøn­land var ophæ­vet og den dan­ske rigsom­buds­mand i Nuuk sat fra bestil­lin­gen. Det vil­le nok også bli­ve mødt med bety­de­lig vre­de fra dansk side. Og med god grund. Omvendt kan jeg også – lige­som Seb­be­lov – sag­tens sym­pa­ti­se­re med man­ge ukrai­ne­res ønske om også kir­ke­ligt at være her­rer i eget hus og såle­des ende­lig opnå deres egen “ene, loka­le, selv­stæn­di­ge, ukrain­ske, orto­dok­se” kir­ke. At opnå­el­sen af det­te mål i en situ­a­tion, hvor stri­den i øvrigt ikke står om teo­lo­gisk sub­stans, alli­ge­vel gøres så van­ske­lig af nog­le rent kir­ke­ret­li­ge for­hin­drin­ger, fore­kom­mer mig at være et ulyk­ke­ligt resul­tat net­op af den orto­dok­se kir­kes karak­te­ri­sti­ske struk­tur og selvforståelse.

Chri­sti­an Gottlieb
25.1.2019


f. Poul bemær­ker til pro­fes­sor Gott­liebs svar:

Tak for uddy­ben­de for­kla­rin­ger til din ana­ly­se af kon­flik­ten mel­lem Moskvas Patri­ar­kat og Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat angå­en­de til­de­lin­gen af såkaldt auto­ke­fa­li til skis­ma­ti­ske kir­ke­li­ge enhe­der i Ukrai­ne. Jeg har dis­se bemærkninger:

Det er bekla­ge­ligt, at Kri­ste­ligt Dag­blads redak­tion ændrer på til­send­te artik­ler, så der opstår uklar­he­der og mis­for­stå­el­ser. Du er ikke den ene­ste, der har erfa­ring med sådant.

Jeg bekla­ger, hvis jeg har tol­ket din beskri­vel­se af den rus­si­ske Kir­ke og dens reak­tio­ner i den­ne sag på en måde, som ikke stem­mer overens med dine inten­tio­ner. — Min tolk­ning er dog, fore­kom­mer det mig, ikke uden belæg; fx kon­klu­de­rer du på ét af afsnit­te­ne i din arti­kel den 20. decem­ber som et fak­tum, at Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats ini­ti­a­tiv er “et vig­tigt skridt på den ukrain­ske nations fort­sat­te vej mod løs­ri­vel­se fra århund­re­ders til­knyt­ning til Rusland.”

Vide­re skri­ver du, uden for­be­hold, at “patri­ar­ken af Kon­stan­ti­no­pel siden april har over­ve­jet sagen og nu alt­så har afgjort den til for­del for den ukrain­ske kir­kes selv­stæn­dig­hed.” Og lidt læn­ge­re frem­me: “Patri­ar­ken af Kon­stan­ti­no­pel har … ved sam­me lej­lig­hed også efter 332 år uni­la­te­ralt ophæ­vet Moskvas kir­ke­li­ge myn­dig­hed over Ukraine.”

Det er van­ske­ligt at for­stå dis­se for­mu­le­rin­ger ander­le­des, end at det som en kends­ger­ning er Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats “ret” egen­hæn­digt at tage den slags beslut­nin­ger. — Det er grun­den til, at jeg i mit ind­læg under­stre­ge­de, at Den Orto­dok­se Kir­ke ikke har nogen pave.

Jeg aner­ken­der, at du som efter­føl­gen­de for­kla­ring ind­fø­rer begre­bet “en krig­ser­klæ­ring”. Men hvor du skri­ver om Kon­stan­ti­nopels manøv­rer som kends­ger­nin­ger sna­re­re end som dis­kutab­le led i en magt­kamp, er du til gen­gæld omhyg­ge­lig med at anfø­re, at Moskvas reak­tio­ner er part­sind­læg. Ved læs­nin­gen af din arti­kel undre­de jeg mig over den for­skel; der­af min reak­tion på artiklen.

Mvh. f. Poul Sebbelov