Maria Magdalene – to traditioner

Lad mig begyn­de med at gå til beken­del­se. Jeg læser Udfor­drin­gen. Af og til i hvert fald. For­le­den læste jeg en arti­kel ved navn ”En seers visio­ner om Maria Mag­da­le­ne” (følg lin­ket for at læse den). Artik­len er en over­sæt­tel­se af nog­le skrif­ter af den romersk-katol­ske non­ne og mysti­ker Anne Cat­hri­ne Emme­rich. Dis­se er over­sat af Hen­ri Nis­sen, bla­dets ansvars­ha­ven­de redak­tør, som iføl­ge sit cv er et velud­dan­net men­ne­ske med bl.a. tid­li­ge­re ansæt­tel­se i Det Lut­her­ske Ver­dens­for­bund.

Men for at gøre en (lidt for) lang histo­rie kort, så omhand­ler artik­len et syn, som Anne Cat­hri­ne hav­de om Maria Mag­da­le­ne. Eller i hvert fald en, som Anne Cat­hri­ne iden­ti­fi­ce­rer som Maria Mag­da­le­ne. For synet går i sin essens ud på, at Maria Mag­da­le­ne er iden­tisk med Maria, Lazarus og Mart­has søster. Og der­på star­ter et meget lidet flat­te­ren­de por­tæt af den­ne Maria. Hun vok­ser op som en for­kælet og sel­v­op­ta­get pige. I vok­se­nal­de­ren over­gi­ver hun sig fuld­kom­ment til et lyst­ba­se­ret liv og står i skarp kon­trast til sine søsken­de Lazarus og Martha.
Ved hen­des søsken­des mel­lem­komst er den såkald­te Maria til­ste­de ved en af Her­rens offent­li­ge præ­di­ke­ner, hvor­ef­ter hun omven­der sig og sal­ver Her­rens hår med par­fu­me (?) i Simons hus.
Snart fal­der hun dog til­ba­ge i synd og hvad der vel bedst kan beskri­ves som sinds­sy­ge. End­nu en gang træf­fer hun Jesus og bli­ver under stort spek­ta­kel hel­bredt for en dæmo­nisk besæt­tel­se. Efter den­ne epi­so­de føl­ger hun nu Kristus igen­nem det sid­ste af Hans jor­di­ske vir­ke, og bli­ver en af de før­ste (i føl­ge artik­len), som møder Ham efter Opstan­del­sen.
Der er fle­re pro­ble­mer med grund­tek­sten, som den­ne arti­kel er taget fra. Og så er der pro­ble­mer med artik­lens udgangs­punkt. Lad os se på de to ting sepa­rat og tage sel­ve artik­len og dens mate­ri­a­le først.

For enhver som læser artik­len vil det være tyde­ligt, at den fal­der ind i en tra­di­tion af åben­ba­rin­ger, som omhand­ler bibel­ske begi­ven­he­der og per­so­ner og som oftest, men ikke ude­luk­ken­de, kom­mer ud af en romersk-katolsk prak­sis med medi­ta­tio­ner over dis­se tema­er. Som regel vil det være Lidel­ses­hi­sto­ri­en som er cen­trum for både dis­se medi­ta­tio­ner og de efter­føl­gen­de åben­ba­rin­ger. Den hel­li­ge Gud­fø­de­r­ske er også et popu­lært fokus. Man­ge af dis­se åben­ba­rin­ger stam­mer til­ba­ge fra 1800-tal­let, og det er også til­fæl­det med den­ne. Hvis jeg selv, og fuld­kom­ment usy­ste­ma­tisk, skul­le næv­ne et par karak­te­ri­sti­ske aspek­ter af dis­se åben­ba­rin­ger, vil­le jeg næv­ne føl­gen­de. For det før­ste har de deres udgangs­punkt i en bibelsk beret­ning, men læg­ger til og ela­bo­re­rer på den­ne. Som anty­det, så tror jeg det hæn­ger sam­men med den prak­sis i katolsk ånds­liv, der går ud på at medi­te­re over dis­se bibel­ste­der. Der­næst kom­mer en karak­te­ri­stiks detal­je­rig­dom, som vi også fin­der i den her omtal­te åben­ba­ring. Læg mær­ke til beskri­vel­ser af boli­ger tøj, hår osv. For det tred­je skil­dres ofte for­skel­li­ge men­tale eller psy­ko­lo­gi­ske til­stan­de, som jo også er til­fæl­det med den­ne histo­ri­es Maria.

Jeg tror ikke på at den­ne histo­rie afspej­ler en ægte åben­ba­ring. Det kom­mer nok ikke som nogen over­ra­skel­se. Jeg tror der­i­mod den afspej­ler den usun­de til­stand der opstår, når man medi­te­rer over bibel­ste­der på en sådan måde, hvor man for­sø­ger at over­væ­re situ­a­tio­ner eller sæt­te sig i bibel­ske per­so­ners sted. Enhver som læser beret­nin­gen vil bli­ve slå­et af de male­ri­ske beskri­vel­ser. For mig afspej­ler det fan­ta­si­ens værk. Og tyde­lig­gør der­med faren ved oven­nævn­te meto­de: at vi bli­ver fan­get i et spind af vor egen fan­ta­si. Net­op der­for opfor­drer de hel­li­ge fædre os til at distan­ce­re os fra fan­ta­si­en under bøn og i ste­det hol­de fast ved den sik­re åben­ba­ring: Bib­len og Kir­kens ord. I den Orto­dok­se Kir­ke fin­der vi også poe­ti­ske tek­ster over bibel­ste­der, men næsten altid uden at de bærer en enkelt­per­sons navn. De er sna­re­re Kir­kens egne vær­ker.

Det sto­re fokus på psy­ko­lo­gi er også et pro­blem for mig. I de bibel­ske beret­nin­ger fin­der vi kun få ord om per­so­ner­nes indre liv. Ofte frem­står det lige­frem irre­le­vant. Tænk for eksem­pel på den måne­sy­ge dreng, på den dæmon­be­sat­te gada­re­ner eller den blind­fød­te. Tænk på Paulus. Tænk på Simon Peter. Fæl­les for alle er, at de er døde­li­ge, syn­di­ge men­ne­sker, under sam­me åg, som for­an­dres af et møde med Her­ren. Det er også det væsent­li­ge. Der­i­mod tror jeg, at de psy­ko­lo­gi­ske beskri­vel­ser kan afspej­le noget hos per­so­nen, som får den såkald­te åben­ba­ring. Vi skal bestræ­be os på at und­la­de at døm­me, men prøv at læs Anne Cat­hri­nes lev­neds­be­skri­vel­se, og så fin­der man stort set den dia­me­tra­le mod­sæt­ning til den­ne ”Maria Mag­da­le­ne”. Men Orto­doks ånde­lig­hed er ikke psy­ko­lo­gi, men der­i­mod det hele men­ne­skes frel­se i Kristus.

Lad os kig­ge kort på artik­lens påstand om at Maria Mag­da­le­ne er den sam­me som Lazarus og Mart­has søster. Før­ste gang vi hører om Maria Mag­da­le­ne er, så vidt jeg ved, i Lukas kap. 8, hvor hun næv­nes som en af kvin­der­ne i Jesu føl­ge, og hvem syv dæmo­ner var faret ud af. Læg mær­ke til, at det er tid­ligt i Kri­sti vir­ke, og hun føl­ger Ham alle­re­de. Læg også mær­ke til, at der ikke står noget om, at hun på nogen måde skul­le være moralsk anlø­ben. Blot at hun var besat. Hvis Maria Mag­da­le­ne skul­le være hen­de, som sal­ve­de Her­rens fød­der, måt­te det være hen­de, som i Lukas kapi­tel 7 var til ste­de i Simon Fari­sæ­e­rens hus, som også ”åben­ba­rin­gen” peger på. Men aldrig næv­nes den­ne kvin­des navn, så vi ved ikke hvem hun var. Det er også slå­en­de, at efter beskri­vel­sen af kvin­den der vasker Her­rens fød­der i kap. 7, går Lukas vide­re og beskri­ver Maria Mag­da­le­ne i kap. 8. Hvor­for skul­le han gøre, det, hvis hun alle­re­de var intro­du­ce­ret i kap. 7?

Næste gang vi hører om en kvin­de der sal­ver Her­rens fød­der er hen mod kors­fæ­stel­sen, i byen Beta­nia, da Her­ren sal­ves i Simon den Spe­dal­ske hus (Matt. 26:6–13, Mark.14:3–9). Vi bemær­ker også her, at kvin­den ikke næv­nes ved navn. Der hvor en kvin­de der sal­ver Her­ren fak­tisk næv­nes ved navn, er i Johan­ne­se­van­ge­li­et, hvor hun spe­ci­fikt næv­nes som Maria, Mart­has og Lazarus’ søster. Her er det dog ikke nævnt, at det skul­le fore­gå i Simons den Spe­dal­skes hus, men efter­som det er Martha der opvar­ter, vir­ker det mere sand­syn­ligt, at det er i deres Lazarus’ hus.

Alt­så er der måske tale om tre eller fire for­skel­li­ge hæn­del­ser. I bed­ste fald kan jeg se to sepa­ra­te hæn­del­ser, en i star­ten af Kri­sti vir­ke i fari­sæ­e­rens hus og en i Beta­nia, hvor Hans jor­di­ske vir­ke er ved at være til ende. Og aldrig næv­nes Maria Mag­da­le­ne i for­bin­del­se med nogen af dem. Hun næv­nes der­i­mod efter Her­rens død, som en af dem der kom­mer for at sal­ve Ham. Maria, Mart­has søster næv­nes som den der sal­ver Her­ren, måske i Simons hus, måske ikke.

Læg også mær­ke til bru­gen af nav­ne. Martha og Maria næv­nes kon­se­kvent sam­men, og i Johan­ne­se­van­ge­li­et også i sam­men­hæng med Lazarus. Maria Mag­da­le­ne benæv­nes ved det navn fra før­ste møde i Lukas kap. 8 til det sid­ste vi hører, nem­lig at hun over­gi­ver det gode bud­skab til apost­le­ne i slut­nin­gen af alle fire Evan­ge­li­er. Kun en gang, i Joh. 20, kal­des hun bare ”Maria”. Men få vers der­ef­ter atter Maria Mag­da­le­ne. Der fore­går alt­så en tvivl­s­om sam­men­blan­ding af kvin­der ved navn Maria. Og det er da også for­vir­ren­de, for der er en del kvin­der med det navn. Men det fore­kom­mer tyde­ligt, i hvert fald for mig, at Maria Mag­da­le­ne og Maria, Lazarus’ søster er to for­skel­li­ge per­so­ner. Vi ved jo også, at Maria, Lazarus’ søster, var fra Beta­nia og i Mar­kus kap. 15: 40–41 synes der at stå, at Maria Mag­da­le­ne hav­de fulgt Her­ren siden Galilæa.

Men aller­vig­tigst, sær­ligt for nær­væ­ren­de blo­gind­læg, så er Maria, Lazarus’ søster og Maria Mag­da­le­ne to for­skel­li­ge per­so­ner i Kir­kens Tra­di­tion. Maria og Martha ihukom­mes den 4. juni og Maria Mag­da­le­ne ihukom­mes den 22. juli. Alle reg­nes de blandt de myr­r­ha­bæ­ren­de kvin­der, men hvor Tra­di­tio­nen hæv­der, at Martha og Maria beg­ge sov stil­le ind på Cypern, hvor Lazarus blev den før­ste biskop, så ved vi kun lidt om Maria Mag­da­le­ne. Nog­le beret­nin­ger for­tæl­ler, at hun efter besøg i Rom og Jerus­a­lem, ende­lig gik ind til Her­rens hvi­le i byen Efesus.

Jeg tror alt­så, at der er tale om en falsk åben­ba­ring, som sim­pelt­hen ikke stem­mer overens med den bibel­ske sand­hed. Når noget stri­der mod Bib­len eller Kir­kens Tra­di­tion, så må vi som orto­dok­se krist­ne til­skri­ve det i hvert fald en af to fak­to­rer. Enten er der tale om ens eget påfund eller er der tale om dæmo­nisk ind­fly­del­se. Og ofte er vir­ke­lig­he­den vel et sted der­i­mel­lem. Vi har set på det psy­ko­lo­gi­ske oven­for. Men når Bib­lens ord forvræn­ges og en af Kir­kens hel­li­ge til­svær­tes, så er det svært ikke at se et dæmo­nisk ele­ment også.

Men det vir­ke­ligt inter­es­san­te spørgs­mål er, hvad der inspi­re­rer en intel­li­gent og belæst redak­tør af en pro­te­stan­tisk avis til at brin­ge en sådan arti­kel. Hvor er Sola Scrip­tu­ra? Hvor er afvis­nin­gen af den ”men­ne­ske­skab­te tra­di­tion”?

Man kan væl­ge at se den­ne arti­kel som et udtryk for den karis­ma­ti­ske teo­lo­gi, som Udfor­drin­gen i høj grad er run­det af. Man kan ofte fin­de artik­ler med pro­fe­ti­er og omhand­len­de for­skel­li­ge mirak­ler. Men nu har vi en katolsk hel­gens åben­ba­rin­ger, som til­sy­ne­la­den­de ikke er i tråd med Bib­len.

Artik­len her er vel­eg­net, for­di det den beskri­ver synes meget tyde­ligt at diver­ge­re fra Bib­len. Jeg fin­der det i hvert fald svært at se, at de to Maria’er skul­le være en og sam­me per­son. Der er vis­se ting, som frem­går meget tyde­ligt i Bib­len, og som alle krist­ne er eni­ge om. F.eks. er alle vel eni­ge om, at Jesus blev født af Maria i Bet­le­hem, at Han blev kors­fæ­stet, at Han præ­di­ke­de osv. Og så er der andre ting, som er mere van­ske­li­ge og som krist­ne ikke er eni­ge om. Nog­le kan ikke fin­de tegn på den hel­li­ge Tre­e­nig­hed, andre for­står Kri­sti Opstan­del­se som ”sym­bolsk” eller tror ikke på Jom­fru­føds­len. Dis­se uenig­he­der og andre end­nu kan man endog fin­de inde for pro­te­stan­tis­men selv.

Men det er for­di, at det der bestem­mer, om man kan se Tre­e­nig­he­den eller Opstan­del­sen eller Jom­fru­føds­len eller to eller en Maria er ikke Bib­lens egne ord. I så fald vil­le alle pro­te­stan­ter være en og sam­me kir­ke, i ste­det for tusind­vis af kir­ker, Hvis alt hvad det kræ­ve­de at være kri­sten var en Bibel og evnen til at læse, så vil­le der næp­pe være adven­ti­ster og bap­ti­ster og meto­di­ster og lut­he­ra­ne­re og pin­se­krist­ne og utal­li­ge andre. Man­ge af Udfor­drin­gens egne læse­re vil givet­vis også være kri­ti­ske over­for den nævn­te arti­kel. Det på trods af at Hen­ri Nis­sen er både oprig­tig og velud­dan­net.

Nej, det der bestem­mer, om man til­slut­ter sig læren om Tre­e­nig­he­den eller Opstan­del­sen som vir­ke­lig og kon­kret hæn­del­se (blot for at næv­ne to eksemp­ler), er ens tra­di­tion. For alle har en tra­di­tion, en optik som man for­tol­ker Bib­len igen­nem. Det hav­de Anne Cat­hri­ne Emme­rich og det har Hen­ri Nis­sen. Og det er der­for at jeg er Orto­doks kri­sten. For i den Orto­dok­se Kir­ke, der tror vi, at vi har arvet den ene, hel­li­ge Tra­di­tion, som er beva­ret i den ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke, som løber i en ubrudt linje til­ba­ge til apost­le­ne.

Som ene kri­sten, ale­ne med sin Bibel, sin tro og sin evne til at læse, der er man fak­tisk sta­dig bare det: ale­ne. Man er som en båd uden ror, kastet omkring på det åbne hav. Og det gæl­der også hvis man kom­mer i en menig­hed eller en kir­ke, som er afskå­ret fra Kir­kens Tra­di­tion. Jeg bli­ver også beta­get af pro­fe­ti­er, af syn og skri­ve­ri­er. Men jeg hol­der dem altid op mod Kir­kens Tra­di­tion, som er mit ror. Med Kir­kens Tra­di­tion behø­ver jeg ikke for­la­de mig på andres psy­ko­lo­gi, ej hel­ler på følel­ses­la­de­de syn, affødt af fan­ta­si, ej hel­ler på tvivl­s­om bibelt­olk­ning, men har apost­le­nes lære til at vej­le­de mig. Alle har vi et par bril­ler vi ser gen­nem, Emme­rich, Nis­sen og jeg selv. Jeg har bare valgt, at mine bril­ler ikke skal være dem jeg selv har opfun­det, hel­ler ikke dem som nog­le andre har opfun­det, men dem som en gang for alle blev givet til apost­le­ne og biskop­per­ne i Guds Kir­ke.

Fra den Orto­dok­se Kir­ke lyder sta­dig Filips ord til Nata­na­el: Kom og se. De ord lyder til alle som er træt­te af men­ne­skers tra­di­tion, alle som er træt­te af at kastes omkring til den­ne eller hin ”seer”, guru, skrift­klo­ge eller præ­di­kant. I totu­sind år har Kir­ken udlagt Bib­len, og for­tol­ket de ople­vel­ser og syn de tro­en­de har haft, såle­des at usund ånde­lig­hed eller fak­tu­elt for­ker­te syn ikke blev ophø­je­de til sand­hed. Og til­bud­det om at mod­ta­ge og bli­ve en del af den hel­li­ge Tra­di­tion fore­lig­ger for men­ne­sker også i dag.