Kun ét mirakel er essentielt for den Ortodokse Kirke

Kære læser.

Velkommen til dette første indlæg på Gudsmoders Beskyttelses Menigheds blog. Det er stadig usikkert, hvordan vi kommer til at anvende denne blog, hvad vi poster, hvor ofte og hvem. Men en af de ting, vi vidste, vi ville benytte den til, var at give en stemme til de aspekter af det ortodokse, kristne liv, som ikke normalt kommer frem gennem de vanlige kanaler, prædiken, studieaftner, foredrag og så videre. En slags afspejling af samtaler fra kirkekaffen eller emner vi som præsteskab har diskuteret blandt os selv.

Som sådan passer denne blog perfekt til denne første post, som skal omhandle et svigt, journalistisk og teologisk, som vi føler at Kristeligt Dagblad har begået. Et svigt, som vi efterfølgende søgte at rette op på, men som K.D. kategorisk nægtede at godtage. Derfor er det nærliggende, når nu vi i Gudsmoders Beskyttelses Menighed har adgang til et offentligt medie, at vi i det mindste giver sandheden, som vi ser den, om den sag.

Og hvad er da sagen? Jo, kort før Påske i år (26/3-2018) bragte K.D. et lille tema, bestående af nogle artikler, om den såkaldte ”Hellige Ild” eller ”Ildmiraklet” i Jerusalem. Artiklerne kan læses her https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/lysets-mirakel-er-guds-naervaer-ortodokse og her https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/da-den-hellige-ild-udeblev .

Disse to artikler beskriver det tilbagevendende mirakel i Jerusalem, ikke mindst med hjælp fra dr. theol. og specialist i mirakler (hvis man overhovedet kan tale om noget sådant) Niels Christian Hvidt. Problemet er bare, at de påstande han fremkommer med, er direkte usande og teologisk og kanonisk usammenhængende. Som reaktion herpå skrev jeg, med f. Poul og f. diakon Erekle som medunderskrivere følgende indlæg:

Kun ét mirakel er essentielt for den Ortodokse Kirke

Mandag d. 26/3 bragte Kristeligt Dagblad to artikler om ”Lysets Mirakel”, også kendt som den Hellige Ild.
I disse artikler hører vi Niels Christian Hvidt udtale sig om betydningen af dette mirakel. Til dette har vi flere kommentarer.
For det første kan det undre, at KD konsekvent lader andre udtale sig om eller på vegne af den Ortodokse Kirke. Er det for meget besvær for journalisterne, at kontakte en af den halve snes ortodokse præster, som har hjemme i Danmark?
Havde KD kontaktet en ortodoks præst i Danmark angående den Hellige Ild, havde de formentlig ikke fået det (forkerte) svar, at dette mirakel er af ”nærmest eksistentiel betydning” eller ”helt essentielt” for ortodokse kristne.
Den Ortodokse Kirke og den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige (Jud. 1:3), baserer sig ene og alene på det ene mirakel som udgøres af Herrens menneskevordelse, korset, døden, opstandelsen på tredje dagen, himmelfarten og Hans herlige genkomst. Det er det essentielle, det er det eksistentielt afgørende. At karakterisere den Hellige Ild som essentielt for den Ortodokse Kirke, er at reducere Kirkens troende til en utro slægt, som kræver tegn. Gennem mange års tjeneste, er dette ikke vores erfaring med de ortodokse troende.
Havde nogen umaget sig med at spørge en ortodoks præst eller en af de ortodokse troende, kunne de formentlig have fået dette svar i stedet: Den Hellige Ild er ikke en essentiel del af Kirkens hellige Tradition. Den indgår ikke i en eneste kanon, fra hverken de økumeniske eller lokale konciler. Den indgår ikke i nogen liturgiske forordninger udenfor Kirken i Jerusalem, hverken i slavisk eller græsk kontekst. Den er ikke en væsentlig del af hverken den hymnografiske, den ikonografiske eller den hagiografiske tradition og den nævnes kun sparsomt af Kirkens hellige fædre.
Den Hellige Ild er et skattet mirakel, som indtager sin retmæssige plads blandt Kirkens øvrige mirakler, det være sig myrraudgydende ikoner, de helliges ufordærvede legemer, helbredende kilder og mange andre velsignede gaver. Og den plads er netop, at disse mirakler er fuldkomment afhængige af, og ene og alene viser hen til det ene mirakel, som er Herrens frelsesgerning. De gives til de troende som opmuntring, trøst og styrkelse af troen. De er ikke essentielle og kan derfor ingenlunde sammenlignes med Nadveren, som er vores deltagelse i netop Herrens frelsesgerning.
Hvis en afsløring af den Hellige Ild som fup skulle være katastrofal for den Ortodokse Kirke, hvilken liden tro havde vi da? Den Hellige Ild har fået meget opmærksomhed de senere år. Men sådan har det altså ikke altid været. Der blev også holdt Påske i Sibirien for hundrede år siden uden dertilhørende præsidentfly med ild fra Jerusalem. Og overalt i verden holder vi stadig Påske uden denne ild, og dog, med uformindsket glæde over Herrens opstandelse. Man kan endog finde ortodokse teologer, som anfægter ægtheden af dette mirakel.
Som ortodokse kristne er mirakler en del af vores åndelige liv. Men de fleste ærer vi i stilhed og taknemmelighed. Vi udstiller dem ikke, reklamerer ikke for dem og giver dem ikke unødig opmærksomhed. Netop fordi vi er påpasselige med at forvrænge balancen mellem netop disse mirakler… og ja, det essentielle: Herrens frelse over Sit folk.

Lazarus Christensen, ortodoks præst
Erekle Tsarkadze, ortodoks diakon
Poul Sebbelov, ortodoks præst

Jeg fik nogle dage senere dette svar:

 

Kære Lazarus
Tak for det tilsendte debatforslag, som vi desværre ikke får plads til at bringe.

Kristeligt Dagblad modtager hver uge flere indlæg, end der er mulighed for at trykke i avisen. Vi er taknemmelige for de mange indlæg, vi får tilsendt, men det betyder desværre også, at vi af pladsgrunde ofte bliver nødt til at afvise en stor del – også selvom de kan være både gode og relevante.

Vi håber, du fortsat har lyst til at bidrage til debatten i Kristeligt Dagblad – vi læser og besvarer alle indkomne indlæg så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen
Johannes Henriksen
Debatredaktør

 

Hmm… ok, ikke plads nok. Det må man vel respektere. Man ser jo så mange sjove indlæg i K.D., men ok. Til eksempel er her titlerne på nogle af de kommentarer, som blev bragt i dagene omkring ovenstående afslag: ”Frygten for kedsomhed er farlig”, ”Hvad er din læge værd; som kommende læge frygter jeg, at sundhedsvæsenet bliver drænet” og ”Ældre Sagen: der er brug for mindre psykofarmaka og mere trivsel og værdig pleje”. Det virker altså sært, at et dagblad som hævder at sætte tro, og særligt kristentro, i centrum, tilsidesætter et indlæg som omhandler netop dette, til fordel for politiske og samfundsrelaterede emner. Dette afstedkom, at f. Poul skrev følgende indlæg:

Til debatredaktionen

Kan der mon findes plads til nedenstående, korte indlæg? På forhånd tak!

Mvh. Poul Sebbelov
præst i Den Ortodokse Kirke

Kristeligt Dagblad misinformerer

Den 26. marts bragte Kristeligt Dagblad en artikel, hvori den romersk katolske teolog og professor i mirakler ved SDU, Niels Christian Hvidt, citeres for en aldeles misvisende, hjemmelavet “forklaring” på den såkaldt hellige ild fra Jerusalem og dens betydning for ortodoks kirke og tro.

Nogle dage senere fremsendte den ortodokse præst, Lazarus Christensen, en argumenteret tilbagevisning af Hvidts sære fantasier om, hvad der er fundamentet for den ortodokse tro. Denne korrektion fra en vidende ortodoks teolog afviste Kristeligt Dagblad at bringe, angiveligt grundet “pladsmangel”.

Konklusion: Når Kristeligt Dagblads redaktion står med valget mellem fantasifulde, selvopfundne og eksotiske “forklaringer” på ortodoks kristendom og så reelle oplysninger fra kompetent hold om, hvordan det egentlig forholder sig i den ortodokse kirke, ja så vælger redaktionen de eksotiske fantasier frem for den faktiske oplysning. Så mangler man “plads” til at bringe sandheden.

Forløbet styrker ikke just tilliden til Kristeligt Dagblad. Tværtimod.

 

Som fik dette svar:

Kære Poul Sebbelov

Tak for din mail. Jeg har videresendt din henvendelse til journalisten Nikolaj Krak med henblik på at afklare, om der er grundlag for en rettelse af faktuel karakter. Hvis det er tilfældet, bringer vi selvfølgelig en sådan. 

Med venlig hilsen
Johannes Henriksen
Debatredaktør

Som igen fik f. Poul til at svare således:

 

Kære Johannes Henriksen

Tak for tilbagemelding. 

Denne sag har ingen “faktuel karakter” i den forstand, at man kan slå op i manualen, side sådan og sådan, og så finde et uigendriveligt svar. Sagen er, at Krak har spurgt en ikke-ortodoks, hvad der er ortodoks forståelse af en bestemt fænomen; og sagen er videre, at du har afvist at bringe korrektion hertil fra en ortodoks præst, Lazarus Christensen. Det undrer mig meget; jeg finder fortsat, du burde have bragt korrektionen. Og når du ikke vil det, da burde du bringe mit kortfattede indlæg; men det vil du åbenbart heller ikke. Så min konklusion står ved magt: K. D. foretrækker fantasi for sandhed, og når I oplyses om sandheden, da ønsker I ikke at offentliggøre den.

Men lad mig endelig vide, hvad Nikolaj Krak når frem til.

Mvh. f. Poul Sebbelov
præst i Den Ortodokse Kirke

 

Tjah, Nikolaj Krak nåede vist aldrig frem til noget. I en email til f. Poul er K.D. derimod gået videre, og karakteriserer nu mit oprindelige indlæg som partsindlæg:

 

Jeg rykker lige journalisten for svar angående artiklen.
Jeg har svaret angående debatindlæg, som vi ikke bringer. Der er ikke noget koordineret mellem redaktionerne her – jeg har som debatredaktør forholdt mig redaktionelt til, om vi ville bringe indlæggene. Som du selv siger, er der ikke forhold af faktuel karakter, som kalder på en rettelse, men derimod tale om et partsindlæg, som vi altså valgte ikke at bringe.
Hvad du konkluderer på den baggrund, må jo stå for din egen regning, men for os er der tale om en redaktionel prioritering, som vi foretager hver dag.
Vh
Johannes

 

Her er f. Pouls korte svar:

 

Kære Johannes Henriksen

Ja, det er jo spørgsmålet, hvis “regning” dette bør skrives på. Slutstillingen er i hvert fald, at du, som K. D.’s debatredaktør, afviser at bringe en korrektion fra kompetent hold til noget værre vrøvl om Den Ortodokse Kirke, som en artikel i K. D. har bragt til torvs. Til og med afviser du korrektionen som et “partsindlæg”! Hvornår i alverden er tilbagevisning af vrøvl og oplysning om faktiske forhold blevet “partsindlæg?

“Redaktionel prioritering”? Tjah …

Mvh. f. Poul Sebbelov
præst i Den Ortodokse Kirke

kopi til: f. Lazarus Christensen

 

Partsindlæg er en sjov begrundelse. For det første er vel alle indlæg i en debatsektion partsindlæg. Ellers kunne man vel lige så godt bare putte alle læserbrevene ind i de nu meget populære ”fakta-bokse”. Få dage efter kunne man på debatsiderne læse Kasper Støvrings indignerede svar på en anmeldelse af hans bog bragt af K.D. Det må da siges, at være et partsindlæg.

Hvad skal man da tænke om alt dette? Jo, for det første underminerer det jo virkelig tilliden til K.D. Dersom jeg, der er skolet og belæst indenfor mit fag, kan finde fejl som skriger til himlen, og ikke kan komme igennem med rettelser til disse fejl, hvad stiller jeg så op med alt det andet, jeg kan læse i K.D.? Emner og sager som jeg intet ved om, og hvor jeg må tage avisens ord for gode varer? Men det er blot en bagatel ved siden af det egentlige problem, som er humlen i dette blogindlæg.

For vi som ortodokse kristne må spørge os selv, om de artikler og andre lignende, og det faktum at K.D. pure nægter at bringe enhver korrektion af deres fejl, er baseret på en karakteristik, som K.D. ønsker at tegne af ortodokse kristne? Mit oprindelige indlæg søger jo, at gå op mod et billede af ortodokse kristne som disse mystikere, mænd med sorte, lange skæg i slidte kutter, i bedste troldmandsstil, der i dunkle kirker messende afventer det næste mirakel. Jeg søger at anfægte dette billede, ved kort og kontant at udlægge vores egentlige tro, som er forankret i Herrens Opstandelse. Hvorfor vil K.D. mon hellere have os til at minde om Gandalf end om noget, der kunne være bekendt herhjemme fra?

Jo, for det første fordi det er meget mere spændende og sælger flere aviser at skrive om Marco Polos rejser, end at skrive om en tur til Viborg. Men der er også mere på spil. For jeg sidder tilbage med følelsen af, at K.D. bevidst ønsker, at portrættere ortodokse kristne som krypto-magikere eller quasi-idoldyrkere, fordi på den måde slipper den almene læser for at blive stillet ansigt til ansigt med deres egne trossamfunds eksistensgrundlag. Ved at afskrive os som nogen, der dårligt kan kaldes kristne, slipper læseren for at tage stilling til, at der i verden kun findes et eneste trossamfund, som gennem totusind år uafbrudt har bekendt Kristus som Gud og Frelser, som har bevaret hele den apostoliske lære uforvansket, som har bevaret de hellige konciler, fædrenes lære og Trosbekendelsen, den apostoliske succesion og meget andet, nemlig os, der også uden at skammes, påberåber os navnet Kirken.

Ortodokse kristne er mennesker, for hvem Gud er det vigtigste i deres liv. Almindelige mennesker, som kæmper med de samme ting, som alle andre. Travlhed, pengemangel, kedsomhed, stress, skilsmisser og hvad der ellers hjemsøger folk i Danmark. Men de har valgt at gøre det med øjnene rettet mod Jesus Kristus, og valgt at finde deres støtte i Hans Kirke. Denne sag fik mig til at huske på Edward Said, som jeg lærte om for snart mange år siden, da jeg læste kinastudier. Hans tese om orientalisme går ud på, at Vesten bevidst forvrænger opfattelsen af Østen, får den til at fremstå tilbagestående og primitiv, men også mystisk og eventyrlig. Dette gør man i Vesten, for at man kan føle sig, som almindelig, som rationel, som udgangspunktet, som de rigtige. Men det er jo forkert. Folk i øst har samme problemer og samme glæder som folk i vest. Sådan er det også med kristne. Vi har samme håb, samme Herre, øst og vest. Med Kirken derimod, forholder det sig anderledes. Hun er udgangspunktet, Hun er almindelig (forstået som katolsk), Hun er rigtig (ortodoks) og Hun er en. Fordi Hun altid peger på og viser hen til det ene mirakel: Herrens inkarnation, korsfæstelse, død, Opstandelse og Hans herlige genkomst. Det ene, sande mirakel for alle mennesker.