Kun ét mirakel er essentielt for den Ortodokse Kirke

Kære læser.

Vel­kom­men til det­te før­ste ind­læg på Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­heds blog. Det er sta­dig usik­kert, hvor­dan vi kom­mer til at anven­de den­ne blog, hvad vi poster, hvor ofte og hvem. Men en af de ting, vi vid­ste, vi vil­le benyt­te den til, var at give en stem­me til de aspek­ter af det orto­dok­se, krist­ne liv, som ikke nor­malt kom­mer frem gen­nem de van­li­ge kana­ler, præ­di­ken, stu­di­e­aft­ner, fored­rag og så vide­re. En slags afspej­ling af sam­ta­ler fra kir­ke­kaf­fen eller emner vi som præ­ste­skab har dis­ku­te­ret blandt os selv.

Som sådan pas­ser den­ne blog per­fekt til den­ne før­ste post, som skal omhand­le et svigt, jour­na­li­stisk og teo­lo­gisk, som vi føler at Kri­ste­ligt Dag­blad har begå­et. Et svigt, som vi efter­føl­gen­de søg­te at ret­te op på, men som K.D. kate­go­risk næg­te­de at god­ta­ge. Der­for er det nær­lig­gen­de, når nu vi i Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed har adgang til et offent­ligt medie, at vi i det mind­ste giver sand­he­den, som vi ser den, om den sag.

Og hvad er da sagen? Jo, kort før Påske i år (26/3–2018) brag­te K.D. et lil­le tema, bestå­en­de af nog­le artik­ler, om den såkald­te ”Hel­li­ge Ild” eller ”Ild­mirak­let” i Jerus­a­lem. Artik­ler­ne kan læses her https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/lysets-mirakel-er-guds-naervaer-ortodokse og her https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/da-den-hellige-ild-udeblev .

Dis­se to artik­ler beskri­ver det til­ba­ge­ven­den­de mira­kel i Jerus­a­lem, ikke mindst med hjælp fra dr. the­ol. og spe­ci­a­list i mirak­ler (hvis man over­ho­ve­det kan tale om noget sådant) Niels Chri­sti­an Hvidt. Pro­ble­met er bare, at de påstan­de han frem­kom­mer med, er direk­te usan­de og teo­lo­gisk og kano­nisk usam­men­hæn­gen­de. Som reak­tion her­på skrev jeg, med f. Poul og f. dia­kon Ere­k­le som medun­der­skri­ve­re føl­gen­de ind­læg:

Kun ét mira­kel er essen­ti­elt for den Orto­dok­se Kir­ke

Man­dag d. 26/3 brag­te Kri­ste­ligt Dag­blad to artik­ler om ”Lysets Mira­kel”, også kendt som den Hel­li­ge Ild.
I dis­se artik­ler hører vi Niels Chri­sti­an Hvidt udta­le sig om betyd­nin­gen af det­te mira­kel. Til det­te har vi fle­re kom­men­ta­rer.
For det før­ste kan det undre, at KD kon­se­kvent lader andre udta­le sig om eller på veg­ne af den Orto­dok­se Kir­ke. Er det for meget besvær for jour­na­li­ster­ne, at kon­tak­te en af den hal­ve snes orto­dok­se præ­ster, som har hjem­me i Dan­mark?
Hav­de KD kon­tak­tet en orto­doks præst i Dan­mark angå­en­de den Hel­li­ge Ild, hav­de de for­ment­lig ikke fået det (for­ker­te) svar, at det­te mira­kel er af ”nær­mest eksi­sten­ti­el betyd­ning” eller ”helt essen­ti­elt” for orto­dok­se krist­ne.
Den Orto­dok­se Kir­ke og den tro, som en gang for alle er ble­vet over­gi­vet de hel­li­ge (Jud. 1:3), base­rer sig ene og ale­ne på det ene mira­kel som udgø­res af Her­rens men­ne­ske­vor­del­se, kor­set, døden, opstan­del­sen på tred­je dagen, him­mel­far­ten og Hans her­li­ge gen­komst. Det er det essen­ti­el­le, det er det eksi­sten­ti­elt afgø­ren­de. At karak­te­ri­se­re den Hel­li­ge Ild som essen­ti­elt for den Orto­dok­se Kir­ke, er at redu­ce­re Kir­kens tro­en­de til en utro slægt, som kræ­ver tegn. Gen­nem man­ge års tje­ne­ste, er det­te ikke vores erfa­ring med de orto­dok­se tro­en­de.
Hav­de nogen uma­get sig med at spør­ge en orto­doks præst eller en af de orto­dok­se tro­en­de, kun­ne de for­ment­lig have fået det­te svar i ste­det: Den Hel­li­ge Ild er ikke en essen­ti­el del af Kir­kens hel­li­ge Tra­di­tion. Den ind­går ikke i en ene­ste kanon, fra hver­ken de øku­me­ni­ske eller loka­le kon­ci­ler. Den ind­går ikke i nogen litur­gi­ske for­ord­nin­ger uden­for Kir­ken i Jerus­a­lem, hver­ken i sla­visk eller græsk kon­tekst. Den er ikke en væsent­lig del af hver­ken den hym­no­gra­fi­ske, den iko­no­gra­fi­ske eller den hagi­o­gra­fi­ske tra­di­tion og den næv­nes kun spar­somt af Kir­kens hel­li­ge fædre.
Den Hel­li­ge Ild er et skat­tet mira­kel, som ind­ta­ger sin ret­mæs­si­ge plads blandt Kir­kens øvri­ge mirak­ler, det være sig myr­raud­g­y­den­de iko­ner, de hel­li­ges ufor­dær­ve­de lege­mer, hel­bre­den­de kil­der og man­ge andre vel­sig­ne­de gaver. Og den plads er net­op, at dis­se mirak­ler er fuld­kom­ment afhæn­gi­ge af, og ene og ale­ne viser hen til det ene mira­kel, som er Her­rens frel­ses­ger­ning. De gives til de tro­en­de som opmun­tring, trøst og styr­kel­se af tro­en. De er ikke essen­ti­el­le og kan der­for ingen­lun­de sam­men­lig­nes med Nad­ve­ren, som er vores del­ta­gel­se i net­op Her­rens frel­ses­ger­ning.
Hvis en afslø­ring af den Hel­li­ge Ild som fup skul­le være kata­stro­fal for den Orto­dok­se Kir­ke, hvil­ken liden tro hav­de vi da? Den Hel­li­ge Ild har fået meget opmærk­som­hed de sene­re år. Men sådan har det alt­så ikke altid været. Der blev også holdt Påske i Sibi­ri­en for hund­re­de år siden uden der­til­hø­ren­de præ­si­dent­fly med ild fra Jerus­a­lem. Og overalt i ver­den hol­der vi sta­dig Påske uden den­ne ild, og dog, med ufor­mind­sket glæ­de over Her­rens opstan­del­se. Man kan endog fin­de orto­dok­se teo­lo­ger, som anfæg­ter ægt­he­den af det­te mira­kel.
Som orto­dok­se krist­ne er mirak­ler en del af vores ånde­li­ge liv. Men de fle­ste ærer vi i stil­hed og tak­nem­me­lig­hed. Vi udstil­ler dem ikke, rek­la­me­rer ikke for dem og giver dem ikke unø­dig opmærk­som­hed. Net­op for­di vi er påpas­se­li­ge med at forvræn­ge balan­cen mel­lem net­op dis­se mirak­ler… og ja, det essen­ti­el­le: Her­rens frel­se over Sit folk.

Lazarus Chri­sten­sen, orto­doks præst
Ere­k­le Tsar­kadze, orto­doks dia­kon
Poul Seb­be­lov, orto­doks præst

Jeg fik nog­le dage sene­re det­te svar:

 

Kære Lazarus
Tak for det til­send­te debat­for­slag, som vi desvær­re ikke får plads til at brin­ge.

Kri­ste­ligt Dag­blad mod­ta­ger hver uge fle­re ind­læg, end der er mulig­hed for at tryk­ke i avi­sen. Vi er tak­nem­me­li­ge for de man­ge ind­læg, vi får til­sendt, men det bety­der desvær­re også, at vi af plads­grun­de ofte bli­ver nødt til at afvi­se en stor del – også selv­om de kan være både gode og rele­van­te.

Vi håber, du fort­sat har lyst til at bidra­ge til debat­ten i Kri­ste­ligt Dag­blad – vi læser og besva­rer alle ind­kom­ne ind­læg så hur­tigt som muligt.

Med ven­lig hil­sen
Johan­nes Hen­rik­sen
Deba­tre­dak­tør

 

Hmm… ok, ikke plads nok. Det må man vel respek­te­re. Man ser jo så man­ge sjove ind­læg i K.D., men ok. Til eksem­pel er her tit­ler­ne på nog­le af de kom­men­ta­rer, som blev bragt i dage­ne omkring oven­stå­en­de afslag: ”Fryg­ten for kedsom­hed er far­lig”, ”Hvad er din læge værd; som kom­men­de læge fryg­ter jeg, at sund­heds­væ­se­net bli­ver dræ­net” og ”Ældre Sagen: der er brug for min­dre psy­ko­far­ma­ka og mere triv­sel og vær­dig ple­je”. Det vir­ker alt­så sært, at et dag­blad som hæv­der at sæt­te tro, og sær­ligt kri­sten­tro, i cen­trum, til­si­de­sæt­ter et ind­læg som omhand­ler net­op det­te, til for­del for poli­ti­ske og sam­funds­re­la­te­re­de emner. Det­te afsted­kom, at f. Poul skrev føl­gen­de ind­læg:

Til deba­tre­dak­tio­nen

Kan der mon fin­des plads til neden­stå­en­de, kor­te ind­læg? På for­hånd tak!

Mvh. Poul Seb­be­lov
præst i Den Orto­dok­se Kir­ke

Kri­ste­ligt Dag­blad mis­in­for­me­rer

Den 26. marts brag­te Kri­ste­ligt Dag­blad en arti­kel, hvori den romersk katol­ske teo­log og pro­fes­sor i mirak­ler ved SDU, Niels Chri­sti­an Hvidt, cite­res for en alde­les mis­vi­sen­de, hjem­mela­vet “for­kla­ring” på den såkaldt hel­li­ge ild fra Jerus­a­lem og dens betyd­ning for orto­doks kir­ke og tro.

Nog­le dage sene­re frem­send­te den orto­dok­se præst, Lazarus Chri­sten­sen, en argu­men­te­ret til­ba­ge­vis­ning af Hvidts sære fan­ta­si­er om, hvad der er fun­da­men­tet for den orto­dok­se tro. Den­ne kor­rek­tion fra en viden­de orto­doks teo­log afvi­ste Kri­ste­ligt Dag­blad at brin­ge, angi­ve­ligt grun­det “plads­man­gel”.

Kon­klu­sion: Når Kri­ste­ligt Dag­blads redak­tion står med val­get mel­lem fan­ta­si­ful­de, sel­vop­fund­ne og ekso­ti­ske “for­kla­rin­ger” på orto­doks kri­sten­dom og så reel­le oplys­nin­ger fra kom­pe­tent hold om, hvor­dan det egent­lig for­hol­der sig i den orto­dok­se kir­ke, ja så væl­ger redak­tio­nen de ekso­ti­ske fan­ta­si­er frem for den fak­ti­ske oplys­ning. Så mang­ler man “plads” til at brin­ge sand­he­den.

For­lø­bet styr­ker ikke just til­li­den til Kri­ste­ligt Dag­blad. Tvær­ti­mod.

 

Som fik det­te svar:

Kære Poul Seb­be­lov

Tak for din mail. Jeg har vide­re­sendt din hen­ven­del­se til jour­na­li­sten Niko­laj Krak med hen­blik på at afkla­re, om der er grund­lag for en ret­tel­se af fak­tu­el karak­ter. Hvis det er til­fæl­det, brin­ger vi selv­føl­ge­lig en sådan. 

Med ven­lig hil­sen
Johan­nes Hen­rik­sen
Deba­tre­dak­tør

Som igen fik f. Poul til at sva­re såle­des:

 

Kære Johan­nes Hen­rik­sen

Tak for til­ba­ge­mel­ding. 

Den­ne sag har ingen “fak­tu­el karak­ter” i den for­stand, at man kan slå op i manu­a­len, side sådan og sådan, og så fin­de et uigen­dri­ve­ligt svar. Sagen er, at Krak har spurgt en ikke-orto­doks, hvad der er orto­doks for­stå­el­se af en bestemt fæno­men; og sagen er vide­re, at du har afvist at brin­ge kor­rek­tion her­til fra en orto­doks præst, Lazarus Chri­sten­sen. Det undrer mig meget; jeg fin­der fort­sat, du bur­de have bragt kor­rek­tio­nen. Og når du ikke vil det, da bur­de du brin­ge mit kort­fat­te­de ind­læg; men det vil du åben­bart hel­ler ikke. Så min kon­klu­sion står ved magt: K. D. fore­træk­ker fan­ta­si for sand­hed, og når I oply­ses om sand­he­den, da ønsker I ikke at offent­lig­gø­re den.

Men lad mig ende­lig vide, hvad Niko­laj Krak når frem til.

Mvh. f. Poul Seb­be­lov
præst i Den Orto­dok­se Kir­ke

 

Tjah, Niko­laj Krak nåe­de vist aldrig frem til noget. I en email til f. Poul er K.D. der­i­mod gået vide­re, og karak­te­ri­se­rer nu mit oprin­de­li­ge ind­læg som part­sind­læg:

 

Jeg ryk­ker lige jour­na­li­sten for svar angå­en­de artik­len.
Jeg har sva­ret angå­en­de debat­ind­læg, som vi ikke brin­ger. Der er ikke noget koor­di­ne­ret mel­lem redak­tio­ner­ne her – jeg har som deba­tre­dak­tør for­holdt mig redak­tio­nelt til, om vi vil­le brin­ge ind­læg­ge­ne. Som du selv siger, er der ikke for­hold af fak­tu­el karak­ter, som kal­der på en ret­tel­se, men der­i­mod tale om et part­sind­læg, som vi alt­så valg­te ikke at brin­ge.
Hvad du kon­klu­de­rer på den bag­grund, må jo stå for din egen reg­ning, men for os er der tale om en redak­tio­nel pri­o­ri­te­ring, som vi fore­ta­ger hver dag.
Vh
Johan­nes

 

Her er f. Pouls kor­te svar:

 

Kære Johan­nes Hen­rik­sen

Ja, det er jo spørgs­må­let, hvis “reg­ning” det­te bør skri­ves på. Slut­stil­lin­gen er i hvert fald, at du, som K. D.’s deba­tre­dak­tør, afvi­ser at brin­ge en kor­rek­tion fra kom­pe­tent hold til noget vær­re vrøvl om Den Orto­dok­se Kir­ke, som en arti­kel i K. D. har bragt til torvs. Til og med afvi­ser du kor­rek­tio­nen som et “part­sind­læg”! Hvor­når i alver­den er til­ba­ge­vis­ning af vrøvl og oplys­ning om fak­ti­ske for­hold ble­vet “part­sind­læg?

Redak­tio­nel pri­o­ri­te­ring”? Tjah …

Mvh. f. Poul Seb­be­lov
præst i Den Orto­dok­se Kir­ke

kopi til: f. Lazarus Chri­sten­sen

 

Part­sind­læg er en sjov begrun­del­se. For det før­ste er vel alle ind­læg i en debat­sek­tion part­sind­læg. Ellers kun­ne man vel lige så godt bare put­te alle læser­bre­ve­ne ind i de nu meget popu­læ­re ”fak­ta-bok­se”. Få dage efter kun­ne man på debat­si­der­ne læse Kas­per Støvrings indig­ne­re­de svar på en anmel­del­se af hans bog bragt af K.D. Det må da siges, at være et part­sind­læg.

Hvad skal man da tæn­ke om alt det­te? Jo, for det før­ste under­mi­ne­rer det jo vir­ke­lig til­li­den til K.D. Der­som jeg, der er sko­let og belæst inden­for mit fag, kan fin­de fejl som skri­ger til him­len, og ikke kan kom­me igen­nem med ret­tel­ser til dis­se fejl, hvad stil­ler jeg så op med alt det andet, jeg kan læse i K.D.? Emner og sager som jeg intet ved om, og hvor jeg må tage avi­sens ord for gode varer? Men det er blot en baga­tel ved siden af det egent­li­ge pro­blem, som er hum­len i det­te blo­gind­læg.

For vi som orto­dok­se krist­ne må spør­ge os selv, om de artik­ler og andre lig­nen­de, og det fak­tum at K.D. pure næg­ter at brin­ge enhver kor­rek­tion af deres fejl, er base­ret på en karak­te­ri­stik, som K.D. ønsker at teg­ne af orto­dok­se krist­ne? Mit oprin­de­li­ge ind­læg søger jo, at gå op mod et bil­le­de af orto­dok­se krist­ne som dis­se mysti­ke­re, mænd med sor­te, lan­ge skæg i slid­te kut­ter, i bed­ste trold­mands­stil, der i dunk­le kir­ker mes­sen­de afven­ter det næste mira­kel. Jeg søger at anfæg­te det­te bil­le­de, ved kort og kon­tant at udlæg­ge vores egent­li­ge tro, som er for­ank­ret i Her­rens Opstan­del­se. Hvor­for vil K.D. mon hel­le­re have os til at min­de om Gan­dalf end om noget, der kun­ne være bekendt her­hjem­me fra?

Jo, for det før­ste for­di det er meget mere spæn­den­de og sæl­ger fle­re avi­ser at skri­ve om Marco Polos rej­ser, end at skri­ve om en tur til Viborg. Men der er også mere på spil. For jeg sid­der til­ba­ge med følel­sen af, at K.D. bevidst ønsker, at portræt­te­re orto­dok­se krist­ne som kryp­to-magi­ke­re eller qua­si-idol­dyr­ke­re, for­di på den måde slip­per den alme­ne læser for at bli­ve stil­let ansigt til ansigt med deres egne tros­sam­funds eksi­stens­grund­lag. Ved at afskri­ve os som nogen, der dår­ligt kan kal­des krist­ne, slip­per læse­ren for at tage stil­ling til, at der i ver­den kun fin­des et ene­ste tros­sam­fund, som gen­nem totu­sind år uaf­brudt har bekendt Kristus som Gud og Frel­ser, som har beva­ret hele den apo­sto­li­ske lære ufor­van­sket, som har beva­ret de hel­li­ge kon­ci­ler, fædre­nes lære og Tros­be­ken­del­sen, den apo­sto­li­ske suc­cesion og meget andet, nem­lig os, der også uden at skam­mes, påberå­ber os nav­net Kir­ken.

Orto­dok­se krist­ne er men­ne­sker, for hvem Gud er det vig­tig­ste i deres liv. Almin­de­li­ge men­ne­sker, som kæm­per med de sam­me ting, som alle andre. Travlhed, pen­ge­man­gel, kedsom­hed, stress, skils­mis­ser og hvad der ellers hjem­sø­ger folk i Dan­mark. Men de har valgt at gøre det med øjne­ne ret­tet mod Jesus Kristus, og valgt at fin­de deres støt­te i Hans Kir­ke. Den­ne sag fik mig til at huske på Edward Said, som jeg lær­te om for snart man­ge år siden, da jeg læste kinastu­di­er. Hans tese om ori­en­ta­lis­me går ud på, at Vesten bevidst forvræn­ger opfat­tel­sen af Østen, får den til at frem­stå til­ba­ge­stå­en­de og pri­mi­tiv, men også mystisk og even­tyr­lig. Det­te gør man i Vesten, for at man kan føle sig, som almin­de­lig, som ratio­nel, som udgangs­punk­tet, som de rig­ti­ge. Men det er jo for­kert. Folk i øst har sam­me pro­ble­mer og sam­me glæ­der som folk i vest. Sådan er det også med krist­ne. Vi har sam­me håb, sam­me Her­re, øst og vest. Med Kir­ken der­i­mod, for­hol­der det sig ander­le­des. Hun er udgangs­punk­tet, Hun er almin­de­lig (for­stå­et som katolsk), Hun er rig­tig (orto­doks) og Hun er en. For­di Hun altid peger på og viser hen til det ene mira­kel: Her­rens inkar­na­tion, kors­fæ­stel­se, død, Opstan­del­se og Hans her­li­ge gen­komst. Det ene, san­de mira­kel for alle men­ne­sker.