Kristus er Opstanden… men præsten er dødtræt!

I der føl­gen­de blo­gind­læg vil jeg give en kort over­sigt over Påskeu­gen, også kal­det Den Hel­li­ge Uge, Den Stil­le Uge, Lidel­ses­u­gen eller Den Sto­re Uge. Kært barn…

Over­skrif­ten er en lidt humo­ri­stisk gen­gi­vel­se af, hvad der sker i Påskeu­gen, den iro­ni­se­rer lidt over antal­let af tje­ne­ster og dis­ses læng­de og tyng­de. Poin­ten er net­op, at når vi kom­mer til ugens afslut­ning med festen for Her­rens Opstan­del­se nat­ten til Søn­dag, og vi ende­lig får lov at udbry­de ”Kristus er Opstan­den”, så er præ­sten så træt, at han kun­ne fal­de om.

Lad mig star­te med at næv­ne et par ting, som kan hjæl­pe til for­stå­el­sen af ugens opbyg­ning. For det før­ste, så ven­des alting op og ned i den­ne uge. Mor­gentje­ne­ster fejres om aft­nen og aftentje­ne­ster fejres om mor­ge­nen. Ja ja, i den Orto­dok­se Kir­ke er alting så mystisk, de lever et meget ånde­ligt liv og der­for er der nok en meget avan­ce­ret, teo­lo­gisk for­kla­ring på det­te, såsom at Kristus gør nat til dag og dag til nat (I husker jo nok hvor­le­des der kom mør­ke over lan­det, da Kristus opgav ånden?). Men nej, der er langt mere jor­di­ske og prak­ti­ske årsa­ger til den­ne for­vir­ring. Det skyl­des, at vores litur­gi­ske møn­ster føl­ger den prak­sis, som bli­ver anvendt på klo­stre­ne, hvor non­ner eller mun­ke som regel påbe­gyn­der mor­gentje­ne­sten ud på afte­nen, for­di den i kloste­ret er så lang, at den varer ved til den lyse mor­gen. Lige­dan med aftentje­ne­sten, der på grund af sin læng­de, og på grund af de andre tje­ne­ster, som skub­ber til den, bli­ver påbe­gyndt på efter­mid­da­gen. I menig­he­der­ne, som har over­ta­get det­te ske­ma, kan det næp­pe lade sig gøre at sam­le man­ge folk til mor­gentje­ne­ste om nat­ten, og der­for bli­ver den ryk­ket til lidt tid­li­ge­re, nem­lig omkring kl. 18. Det­te er natur­lig­vis en uskik, for­stå­et på den måde, at mor­gentje­ne­ste er til mor­ge­nen og aftentje­ne­ste til afte­nen. Men nu er det engang den tra­di­tion vi har arvet, og i mod­sæt­ning til man­ge andre ste­der, så har vi i Kir­ken ikke mulig­hed for at ændre på ting, alt efter hvad vi kan lide. Gud ske lov, for det beskyt­ter os mod man­ge af indi­vi­du­a­lis­mens for­ban­del­ser, og så må vi tage enkel­te irri­ta­tions­mo­men­ter med i købet.

En anden ting at huske på, er at Kir­kens døgn star­ter ved aften­ti­de, nær­me­re bestemt kl. 18. I det­te føl­ger vi den gam­le jødi­ske skik, hvor døg­net begyn­des på sam­me måde som ved ska­bel­sen: ”Og det blev aften, og det blev mor­gen, før­ste dag” (1Mos. 1:5). Såle­des mar­ke­rer aftentje­ne­sten eller våge­nat­ten alt­så det litur­gi­ske døgns ind­le­den­de tje­ne­ste. På et mere teo­lo­gisk plan kan vi sige, at Kir­ken altid bevæ­ger sig fra mør­ke og hen imod lyset.

En tred­je ting at påpe­ge er, at Søn­da­gen er ugens før­ste dag. Lør­da­gen (Sab­bat­ten) er den sid­ste. Hvis man er i tvivl, kan man prø­ve at kig­ge på kalen­de­re af lidt ældre dato, fra før vi for­ka­ste­de vores krist­ne arv, og se, at ugen star­ter med Søn­dag. Søn­dag er ikke en ny hvi­le­dag, ikke en kri­sten sab­bat. Sab­bat­ten er sab­bat­ten, også for krist­ne, og er både den dag, hvor Gud hvi­le­de efter ska­bel­sen og den dag, hvor Han atter hvi­ler, den­ne gang i gra­ven. Søn­dag der­i­mod er på en og sam­me tid den før­ste dag, den før­ste dag i den nye ska­bel­se, hvor men­ne­sket genop­står sam­men med Kristus, og den otten­de dag, den dag der lig­ger uden­for ugen, uden­for ska­bel­sen, den før­ste dag i evig­he­den.

Op til Påskeu­gen har Kir­ken fastet i fyr­re dage, det der ken­des som den Sto­re Faste. Det bety­der fyr­re dage uden kød, æg, mælk, fisk, olie og vin. Den­ne faste slut­ter for­melt på det som ken­des som Lazarus’ Lør­dag, den lør­dag før Pal­me­søn­dag, hvor vi ihukom­mer Kri­sti næst­stør­ste mira­kel: opvæk­kel­sen af Lazarus efter fire dage i gra­ven. Kun over­gå­et af det ene, ulti­ma­ti­ve mira­kel, nem­lig Hans egen Opstan­del­se. På litur­gi­en den­ne dag syn­ger vi de hym­ner, som fore­gri­ber opstan­del­sen, og vi hører, hvor­le­des de hel­li­ge eng­le sku­er i forun­dring, mens Lazarus kom­mer ud af gra­ven. Af sam­me grund ude­la­des også på den­ne dag bøn­ner­ne for de hen­sov­ne.

Sam­me dag, lør­dag aften (alt­så begyn­del­sen på Søn­da­gen) fejrer vi våge­nat­ten til Pal­me Søn­dag. Det er ved den­ne tje­ne­ste vi vel­sig­ner pal­me­bla­de, som skal aktu­a­li­se­re den bibel­ske beret­ning om Her­rens ind­t­og i Jerus­a­lem, et ind­t­og som ske­te under stor pomp og pragt, og som spej­les i eller stil­les som kon­trast til den lidel­ses­fyld­te van­dring ud af Jerus­a­lem mod Gol­ga­ta på Sto­re Fre­dag. Vi husker på, at der for­modent­lig var man­ge af de sam­me men­ne­sker som råb­te ”Hosi­an­na”, der fem dage sene­re skal råbe ”kors­fæst, kors­fæst”. Og at dis­se men­ne­sker ofte er os selv, vi som det ene øje­blik ophø­jer Her­ren, og det næste øje­blik for­næg­ter Ham ved vores van­tro. I paren­tes kan vi bemær­ke, at efter­som vi ikke har let adgang til pal­me­bla­de i vores land, så bru­ger vi, efter rus­sisk tra­di­tion, gæs­lin­ger. Efter litur­gi­en om Søn­da­gen, som er en stor og høj­ti­de­lig fest, tager de tro­en­de pal­me­bla­de, eller gæs­lin­ger, med hjem og smyk­ker deres hjem eller ikon­hjør­net med dem, frem til næste år, hvor man enten kan begra­ve eller bræn­de de gam­le gre­ne. Efter­som de er vel­sig­ne­de, smi­der vi dem ikke bare ud.

Søn­dag, man­dag og tirs­dag aften syn­ges tra­di­tio­nelt det man kal­der ”Brudg­om­mens mor­gentje­ne­ste”. Dis­se er mor­gentje­ne­ster, hvori vi ihukom­mer den sid­ste tid Kristus hav­de med Sine discip­le. Men også et andet tema domi­ne­rer, nem­lig det­te med at vi må våge, at vi må være årvåg­ne og klo­ge, som de fem bru­depi­ger. Det­te tema udtryk­kes kla­rest ved den cen­tra­le hym­ne som går såle­des: ”Se Brudg­om­men kom­mer ved mid­nat, og vel­sig­net være den tje­ner, som Han fin­der vågen­de, men uvær­dig er ham hvem Han fin­der soven­de; Våg der­for, min sjæl, at du ikke skal tyn­ges af søvn, såle­des at du bli­ver over­gi­vet til døden og ude­luk­kes af Riget; Men stå op og råb: Hel­lig, hel­lig, hel­lig er Du vor Gud; For Guds­mo­ders for­bøn­ners skyld, for­barm Dig over os”.

Vi min­des alle de tre apost­le i Get­se­ma­ne, som faldt i søvn mens Kristus bed­te (Luk. 22:39–46). ”Bed at I ikke skal fal­de i fri­stel­se” var Her­rens ord til dem og til os. På dis­se dage ihukom­mer vi, efter sam­me logik, syn­de­rin­den som vaske­de Her­rens fød­der (Luk. 7:36–50), de betro­e­de talen­ter (Matt. 25:14–30) og det gol­de figen­træ (Luk. 13:6–9). Det fæl­les tema er jo, at vi må være årvåg­ne og bære god frugt, anger og omven­del­se, op til Her­ren Påske. For man­ge menig­he­der er dis­se før­ste dage i den Sto­re Uge også lej­lig­hed til, i fæl­les­skab, at gen­nem­læ­se alle de fire Evan­ge­li­er, for i hjer­te og sind at se Kristus, at besin­de sig på hele Hans vir­ke og hvad Han her gjort for os, såle­des at når vi skal føl­ge Ham gen­nem lidel­sen, at vi så ikke skal miste modet eller glem­me hvad vores liv hand­ler om. Hvis man i sin egen kir­ke ikke har dis­se tje­ne­ster, kan man jo hjem­me, og sam­men med fami­lie eller andre tro­en­de, skif­tes til at læse højt fra Evan­ge­li­er­ne, såle­des at man måske læser ét om dagen.

Om ons­da­gen fejrer vi den sid­ste af de For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi, den­ne sær­li­ge aftentje­ne­ste, hvor vi invi­te­res til at mod­ta­ge Her­rens Lege­me og Blod, som er ind­vie­de på den fore­gå­en­de Søn­dag. Ofte er det­te i menig­he­der­ne for­ud­gå­et af Syge­sal­vel­sen, et andet af Kir­kens hel­li­ge Myste­ri­er. Syge­sal­vel­sen? Jo, på den­ne dag fejrer vi den tje­ne­ste, som ellers nor­malt er for­be­holdt dem som er alvor­ligt syge, folk på hospi­ta­let eller på døds­le­jet. Men i aner­ken­del­se af vor alle fæl­les syg­dom, syn­den og døden, som net­op ved Påske­ti­den frem­hæ­ves, sal­ver Kir­ken nu alle sine syge tro­en­de. Syge­sal­vel­sen er nært for­bun­det med både Skrif­te­må­let og mod­ta­gel­sen af den Hel­li­ge Nad­ver, og såle­des inde­hol­der den også de vig­ti­ge ele­men­ter, der står så cen­tralt i den­ne uge, boden og omven­del­sen, Kri­sti offer og vores pant på Opstan­del­sen med Ham. Husk, at Syge­sal­vel­sen er et myste­ri­um (sakra­men­te) i Kir­ken, og der­for er det kun orto­dok­se krist­ne der kan del­ta­ge i det­te. Men alle er jo vel­kom­men til tje­ne­sten.

Tors­da­gen star­ter med aftentje­ne­sten til fre­dag (ja, det er lidt for­vir­ren­de), som går over i Den Gud­dom­me­li­ge Litur­gi, Nad­ver­li­tur­gi­en, hvori vi ihukom­mer Kri­sti indstif­tel­se af Nad­ve­ren (Matt. 26:26–29). Man­ge menig­he­der ind­vi­er ved den­ne litur­gi et ekstra ”Lam”, et nad­ver­brød, som gem­mes i en behol­der på Alte­ret, ofte kendt som Tabernak­let. Det­te brød bru­ges ved akut syg­dom og andre nødstil­fæl­de, men er også et slags anker, som hvi­ler på Alte­ret året igen­nem og som bin­der indstif­tel­sen af den Hel­li­ge Nad­ver, som fore­går på alle Søn­da­ge og man­ge øvri­ge hel­lig­da­ge, til den­ne ene indstif­tel­se af Kristus på Sto­re og Hel­li­ge Tors­dag. Det som even­tu­elt er ble­vet til overs gen­nem det for­gang­ne år put­tes ned i Kal­ken og for­tæ­res af præ­sten eller dia­ko­nen efter litur­gi­en.

Sto­re og Hel­li­ge Tors­dag er også dagen hvor­på kated­ra­ler­ne fore­ta­ger fod­af­va­sk­nin­gen. Her vasker biskop­pen sine præ­sters fød­der på sam­me måde som Kristus vaske­de discip­le­nes fød­der (Joh. 13: 1–17). Den­ne tje­ne­ste fin­der også sted i nog­le sog­nekir­ker, men jeg er ikke så bekendt med den og tror ikke den er meget almin­de­lig.

Tors­dag aften er også tiden for fre­dags mor­gentje­ne­ste, hvor­på vi læser ”De Tolv Lidel­ses­e­van­ge­li­er”. Det­te er natur­lig­vis ikke tolv evan­ge­li­er, men tolv udvalg­te pas­sa­ger fra Evan­ge­li­et som beskri­ver Her­rens lidel­se, fra Get­se­ma­ne, til ypper­ste­præ­sten, Her­o­des og til Pon­ti­us Pila­tus og ende­lig til Gol­ga­ta. Det­te er en meget røre­ren­de tje­ne­ste, som jeg kun kan opfor­dre alle til at tage del i med hjer­te og sjæl. Her læg­ges tonen for hele fre­da­gen, idet vi føl­ger Kristus ned i gra­ven og bere­der vore hjer­ter på de efter­føl­gen­de tje­ne­ster. Dog vil jeg sige, at læng­den og stem­nin­gen i den­ne tje­ne­ste gør, at den ikke er meget vel­eg­net til de fle­ste små børn. Tje­ne­sten star­ter som regel kl. 17 eller 18. Og efter­som Sto­re Fre­dag er streng faste, og vi jo ved, at døg­net star­ter kl. 18, så mar­ke­rer den­ne tje­ne­ste på en måde også vores ind­gang ind i streng faste. Der­for kan det være en god ide, at få lidt at spi­se inden tje­ne­sten.

Om fre­da­gen har vi, i vores menig­hed, aftentje­ne­ste kl. 13. Ved den­ne tje­ne­ste brin­ges den sto­re ikon, Epi­ta­fion, eller gravlæg­gel­ses­i­ko­nen ud i mid­ten af kir­ken. Det­te gøres meget høj­ti­de­ligt, idet vi til­rø­ger epi­ta­fi­et og syn­ger hym­nen om Josef af Ari­matæa og Niko­demus, som tog Her­ren ned fra Kor­set og lag­de Hans alre­ne Lege­me i en nyhug­get grav. For mig repræ­sen­te­rer det­te et af de smuk­ke­ste øje­blik­ke i hele kir­ke­å­ret og jeg har ofte svært ved at hol­de tårer­ne til­ba­ge, når man plud­se­lig står ansigt til ansigt med den kors­fæ­ste­de og døde Gud. For vi skal huske, at vi genop­fø­rer ikke et tea­ter, men aktu­a­li­se­rer og tager del i begi­ven­he­der, som fandt sted en gang for alle, både i tid og evig­hed. Og i det­te øje­blik, hvor Her­ren lig­ger død for­an os, kors­fæ­stet af jøde­r­ne og romer­ne i histo­ri­en, og kors­fæ­stet altid og til alle tider af enhver af os ved vore onde og utak­nem­me­li­ge hand­lin­ger, der ser jeg altid mig selv i det kla­re­ste lys. Det er sjæl­dent et kønt syn. Men det er nu ikke der­af tårer­ne kom­mer, men sna­re­re kom­bi­na­tio­nen af alle dis­se fak­to­rer: Gud som ofrer alt for os, Hans Lege­me strakt ud for­an os, vores lidel­se og død sam­men med Ham, vores sorg over vor egen ond­skab, vores bevidst­hed om, at lige­som Peter, har også vi for­rådt Ham, og dog, begra­ver vi Ham nu sam­men med Josef og Niko­demus. Og som altid, så ser vi hen imod Hans Opstan­del­se, som på den­ne dag og i den­ne time vir­ker uen­de­lig fjern. Her­af tårer, for når vi syn­ger med Josef af Ari­matæa, så afslø­res hele den men­ne­ske­li­ge eksi­stens i al dens tve­ty­dig­hed, skøn­hed og grim­hed, gud­dom­me­lig­hed og men­ne­ske­lig­hed, og det er næsten ikke til at inde­hol­de alt det­te. Der­til kan man læg­ge, at man faster, og sul­ten vir­ker også noget i en, den giver en slags sår­bar­hed. Der­for opfor­drer jeg alle til at faste som de kan på den­ne dag. Tje­ne­sten er også god for børn, den er ikke lang, den er dyna­misk og smuk, og børn for­står hvad der sker.

Efter tje­ne­sten har vi i vores menig­hed, som man­ge andre ste­der, en skik med at gå til Skrif­te på Her­rens grav. At beken­de sine syn­der på den kors­fæ­ste­de og gravlag­te Her­re er sær­ligt stærkt. Ofte er der lang kø til det­te og hvis man er i tids­nød, er det en god ide at afta­le en tid med præ­sten. Igen, det­te er også et vir­ke­lig godt tids­punkt for børn at gå til Skrif­te på.

Det er også ved den­ne tje­ne­ste, alt­så etab­le­rin­gen af Her­rens grav i mid­ten af Kir­ken, at vi med­brin­ger blom­ster, for at pry­de Hans grav så godt vi kan. Hvert år taler jeg med folk som er for­leg­ne eller irri­te­re­de på dem selv, for­di de står uden blom­ster. Det kan selv­føl­ge­lig ikke nyt­te noget, men jeg for­står dem godt, da jeg også selv er ret god til at glem­me den slags. Der­for, hvis du er til blom­ster og den slags, så husk dem til den­ne tje­ne­ste. Sam­me blom­ster kom­mer til at pry­de kir­ken ved festen for Opstan­del­sen, nat­ten til Søn­dag.

Kl. 18 gen­op­ta­ges tje­ne­sten ved Her­rens Grav. Det­te er egent­lig mor­gentje­ne­sten til Sto­re og Hel­li­ge Lør­dag, og her ærer vi den døde og gravlag­te Her­re, som nu hvi­ler på syven­de­da­gen i gra­ven. De tro­en­de hol­der tænd­te lys og i løbet af tje­ne­sten ifø­rer præ­ster­ne sig det ful­de, litur­gi­ske skr­ud og epi­ta­fi­et bæres der­ef­ter i pro­ces­sion, enten rundt om kir­ken eller rundt inde i kir­ke­rum­met (alt efter vejr og andre ydre for­hold), mens der syn­ges ”hel­li­ge Gud, hel­li­ge Stær­ke, hel­li­ge Udø­de­li­ge” på den sær­li­ge begra­vel­ses­me­lo­di (som også bru­ges ved de tro­en­des begra­vel­ser). Pro­ces­sio­nen stop­per ved kir­kens dør og de tro­en­de går under epi­ta­fi­et, en hand­ling der sym­bo­li­se­rer vores død med Kristus, vores gravlæg­gel­se med Ham. Det­te er en tem­me­lig lang tje­ne­ste (ca. 2–2,5 timer) og min­dre børn kan godt fin­de den hård. Omvendt hol­der de altid af pro­ces­sio­ner og af at gå under epi­ta­fi­et. Der­på går vi hjem og spi­ser lidt inden næste tota­le faste star­ter, nem­lig nad­ver­fa­sten før litur­gi­en på Sto­re og Hel­li­ge Lør­dags for­mid­dag.

Kl. 10 om lør­da­gen star­ter vi med aftentje­ne­sten til Søn­dag. Tids­for­vir­rin­gen har her poten­ti­a­le til at bli­ve end­nu stør­re, så lige to ord om det. Aftentje­ne­sten som læses umid­del­bart før litur­gi­en hører jo egent­lig til Søn­da­gen, hvil­ket er hvor­for den inde­hol­der fem­ten læs­nin­ger, som alle er gam­mel­te­sta­ment­li­ge hen­vis­nin­ger, eller typer, til Opstan­del­sen. Litur­gi­en der­i­mod hører til Sto­re Lør­dag, da vi jo skal have litur­gi igen tid­ligt Søn­dag mor­gen, og man i Kir­ken kun kan have en nad­ver­g­ud­stje­ne­ste om dagen. Så, lidt omvendt kro­no­lo­gi her, men det opfat­tes nu ikke som meget for­styr­ren­de, tvær­ti­mod, så er det­te en smuk og ladet tje­ne­ste.

Som sagt begyn­der vi med aftentje­ne­sten, som inde­hol­der de fem­ten gam­mel­te­sta­ment­li­ge læs­nin­ger. Mest pro­mi­nent er nok den sid­ste, som omhand­ler de Tre Hel­li­ge Yng­lin­ge (Dan. 3). Det­te er for mig et af de mest røre­ren­de bibel­ste­der, og jeg elsker sim­pelt­hen det sted, hvor kong Nebukad­nezar smi­der de tre unge mænd i ild­ov­nen, og ovnen er så varm, at hans egne mænd bræn­der ihjel blot de nær­mer sig. I undren udbry­der kon­gen, om ikke det var tre mænd der blev smidt i, og hvor­dan det da kan være, at han ser fire skik­kel­ser gå uskadt omkring i ovnen, og ”den fjer­de ser ud som en Gud­s­søn” (Dan. 3: 24–25).

Efter de man­ge læs­nin­ger skif­tes far­ver­ne i kir­ken og præ­ste­ska­bets klæ­der fra mør­ke til lyse, og vi tager så småt hul på glæ­den over opstan­del­sen, men alli­ge­vel ikke helt. Den­ne tje­ne­ste var jo fra old­kir­ke­lig tid en tje­ne­ste hvor der blev mod­ta­get nye med­lem­mer i Kir­ken, med­lem­mer som hav­de til­bragt en tid lang med at lære sig Kir­kens tro og Tra­di­tion og som nu skul­le døbes. Det­te er for­modent­lig er vig­tig histo­risk og litur­gisk årsag til at præ­ster­ne skif­ter til hvidt på den­ne tid, da det jo er den gængse far­ve ved dåb. Fak­tisk spe­ku­le­rer nog­le kir­ke­hi­sto­ri­ke­re i, om den Sto­re Faste er lagt net­op op til Påske af sam­me årsag, for­di det pri­mært var en tid til for­be­re­del­se på mod­ta­gel­se i Kir­ken. Jeg skal ikke kun­ne sige, om der er noget om snak­ken her, men det er dog vig­tigt, ved den­ne tje­ne­ste at hol­de sig for øje, at den hav­de og sta­dig har den­ne funk­tion omkring mod­ta­gel­se af nye med­lem­mer. Også i år skal vi i vores menig­hed mod­ta­ge nye med­lem­mer ved den­ne tje­ne­ste. Hvil­ken vel­sig­nel­se for Kir­ken, og hvil­ken vel­sig­nel­se for dem som skal mod­ta­ges, at de ved begyn­del­sen på deres liv i Kir­ken, lige fra star­ten kom­mer til at få Nad­ver to dage i træk og kan syn­ge med alle de tro­en­de ”Kristus er Opstan­den”. To er selv­føl­ge­lig flot for så lil­le en menig­hed som vores, og andre kate­ku­me­ner for­be­re­der sig net­op nu på at gå sam­me vej. Men som en lil­le tri­via-infor­ma­tion, så ved vi, at Johan­nes Chryso­st­o­mos nog­le år døb­te omkring 3000 men­ne­sker på Sto­re Lør­dag!

Den­ne tje­ne­ste er meget lang. For nog­le bør­ne­fa­mi­li­er er det­te selv­føl­ge­lig en stor mund­fuld, men der er alli­ge­vel man­ge med små børn som kom­mer til den­ne tje­ne­ste, lige­som også den der kæm­per med syg­dom eller andet ger­ne kom­mer. Det skyl­des, at for dis­se, så kan den end­nu læn­ge­re tje­ne­ste midt om nat­ten være en udfor­dring og for at få del i Nad­ve­ren blot en gang i Påsken, kom­mer de til den­ne tje­ne­ste. Selv om det kan være hårdt med børn, så kan jeg kun anbe­fa­le, at man kom­mer til den­ne tje­ne­ste, hvis man ikke kan kom­me nat­ten til Søn­dag.

Efter den­ne tje­ne­ste ple­jer de fle­ste at gå hjem og for­be­re­de det mad de skal have med i kir­ken om nat­ten til vel­sig­nel­se, sær­ligt hvis der i ens hjem­sogn er fæl­les­spis­ning efter gud­stje­ne­sten, som der er i vores. De fle­ste orto­dok­se lan­de har tra­di­tio­nel­le ret­ter, som eksem­pel­vis lam­mesup­pe, kager, fro­ma­ge-lig­nen­de ret­ter og andet, som altid er lavet efter devi­sen: nu skal vi spi­se alt det, vi ikke har spist de sid­ste 40 dage.

Hvis man er med­lem af Kir­ken, skal man huske, at såfremt man ønsker at mod­ta­ge Nad­ver ved tje­ne­sten om nat­ten, skal man faste fra kl. 18. Så det gæl­der alt­så om at være fær­dig med sine mad­ret­ter inden da, for så kan man ikke læn­ge­re dyp­pe fin­ge­ren i sovsen, for at se, om den mang­ler salt. Jeg kan også anbe­fa­le, at man for­sø­ger at få sig en lil­le lur ud på afte­nen, så man ikke bli­ver alt for træt om nat­ten. Har man ikke haft lej­lig­hed til at skrif­te ved Her­rens grav, kan man even­tu­elt for­sø­ge at afta­le en tid med præ­sten til at skrif­te den­ne efter­mid­dag eller aften, for når først Påske­tje­ne­sten er ved at begyn­de, vil kir­ken som regel være for fyldt, og der vil være for meget leben til at det kan lade sig gøre på hen­sigts­mæs­sig vis.

Ende­lig er vi så kom­met til den sto­re tje­ne­ste, Påske­mor­gen! Jeg skal prø­ve ikke at sige for meget om den­ne tje­ne­ste, for jeg mener vir­ke­lig, at her gæl­der Filips ord til Nat­ha­na­el: Kom og se! Ord kan ikke beskri­ve den glæ­de, som udtryk­kes i den­ne tje­ne­ste. Så hvis du er nys­ger­rig på hvad den Orto­dok­se tro er, så kom til Påske.

I vores menig­hed star­ter vi kl. 22:30 med læs­nin­gen af Apost­le­nes Ger­nin­ger. Der­på føl­ger den lil­le tje­ne­ste, hvor vi bærer epi­ta­fi­et (gravlæg­gel­ses­i­ko­nen) fra mid­ten af kir­ken ind på Alte­ret, hvor den for­bli­ver i hele Påske­ti­den.

Kort før mid­nat bli­ver der stil­le i kir­ken og lyset er sluk­ket. Fol­ket tager voks­lys i hæn­der­ne, nog­le tager iko­ner, og andre litur­gi­ske gen­stan­de. Der her­sker en stil­hed som er ladet med for­vent­ning. Kort før mid­nat brin­ger dia­ko­nen en flam­me ud fra alte­r­om­rå­det og her­på tæn­der alle deres lys. Der­næst begyn­der præ­ste­ska­bet hym­nen ”Din Opstan­del­se Kristus vor Frel­ser, lovsyn­ger eng­le­ne i him­len, giv også os her på jor­den, at lovsyn­ge Dig med rene hjer­ter”. Fol­ket istem­mer og pro­ces­sio­nen begyn­der at bevæ­ge sig rundt om kir­ken. Når vi atter kom­mer til­ba­ge til kir­kens dør, ban­ker præ­sten på. Kir­ken er jo i det­te til­fæl­de den tom­me grav. Da ingen sva­rer, udbry­der præ­sten, at Kristus er Opstan­den og vi begyn­der at syn­ge den hym­ne, som er så ken­de­teg­nen­de for Orto­doks kri­sten­dom: Kristus er Opstan­den fra de døde; ved døden besej­re­de Han døden; og til dem gra­ve­ne gav Han liv.

Fejrin­gen fort­sæt­ter inden­dørs, i kir­ken som nu er helt oplyst, og vi hører hym­nen til Opstan­del­sen igen og igen, ofte på fle­re for­skel­li­ge sprog, lige­som vi gør med udrå­bet ”Kristus er Opstan­den!”. Det­te udråb sva­res ved ”Han er san­de­lig Opstan­den!”. Jeg har hørt fle­re sjove eksemp­ler på pro­te­stan­ters spon­ta­ne glæ­de ved at ople­ve Påsken i Orto­doks Kir­ke. En engelsk dame for­tal­te mig, at da præ­sten råb­te ”Christ is Risen”, hør­te hun en anden disting­ve­ret, engelsk dame udbry­de ”jol­ly good!”. En lig­nen­de histo­rie hør­te jeg fra Texas, hvor præ­sten efter sam­me udråb fik det meget entu­si­a­sti­ske svar ”Yii­i­haaw!”.

Omkring kl. 03 slut­ter litur­gi­en, iko­nost­a­sen, alt­så den skærm som skil­ler alte­r­om­rå­det fra naven, efter­la­des helt åben. Fol­ket, som er træt­te både i ben og i stem­mer, går nu ind for at vel­sig­ne den mad de skal spi­se sam­men. Og der­ef­ter føl­ger årets hyg­ge­lig­ste mid­dag, selv om man ofte, efter den lan­ge faste og de fle­re dage med kun få mål­ti­der, ofte ikke kan spi­se ret meget. I løbet af det­te mål­tid vil der som regel være små frem­fø­rel­ser af tra­di­tio­nel­le san­ge, skå­l­ta­ler og andet. Tid­ligt på mor­ge­nen går folk hjem, på nær præ­ster, kir­ke­vær­ge og andre, som skal ryd­de op, låse af osv.

I for­hold til børn, så har jeg altid haft nog­le af mine børn med, Min æld­ste dat­ter har stort set været i Kir­ke ved hver Påske i hen­des liv. Med de min­dre har det været lidt mere usta­bilt, for­di det natur­lig­vis er van­ske­ligt at hol­de styr på fle­re end en. Sid­ste år var min ande­nyng­ste med, og sov hele nat­ten uden­for i sin bar­ne­vogn. Det var rart, for­di så kun­ne min kone også være med. Det var dog knap så rart om mor­ge­nen, da hun var frisk og rørig. Efter Kir­ken tog jeg direk­te på lege­plad­sen. De fle­ste små børn i vores menig­hed har sovepo­ser med, og lig­ger omkring væg­ge­ne i kir­ken, og sover når de er træt­te. Bør­ne­ne iblandt er der opstå­et en kon­kur­ren­ce om hvem der kan hol­de sig vågen til at mod­ta­ge Nad­ver. Pro­ces­sio­nen er lige­le­des meget popu­lær blandt de små. Man skal dog være lidt opmærk­som, for­di der jo på den­ne dag er man­ge folk i Kir­ke, og der er man­ge tænd­te lys. Så vær opmærk­som på dit eget og andres børn (og såmænd også de voks­ne) så vi ikke får nogen ilde­brand eller andet ube­ha­ge­ligt.

Søn­dag mor­gen, når hele byen er ved at stå op, tager præ­ster og andre hjem fra Kir­ke. Svært udmat­te­de, men dog lige med nok kræf­ter til at smø­re en ostemad, før man skal i seng. Fasten er slut, end­nu et år er gået, hvor vi har for­søgt at stri­de den gode strid, hjer­tet spr­ud­ler af glæ­de over den nye dag som gryr. Kristus er Opstan­den, men præ­sten og man­ge af de tro­en­de er (i hvert fald for de næste par timer) døde…

Kom i Kir­ke til Påske.