I verden men ikke af verden

I nyhe­der­ne dis­se dage kan man læse om Jakobs­sko­len i Aar­hus, hvis bør­ne­kor har sagt nej til at del­ta­ge i en jule­g­ud­stje­ne­ste, for­di præ­sten var en kvin­de. Mod­sat 99,9% af alt tros­stof, så har den­ne sag fak­tisk fået en del bevå­gen­hed, og har såle­des både nået Jyl­land-Posten – Kri­sten frisko­le meld­te afbud til gud­stje­ne­ste, for­di præ­sten var en kvin­de, TV2Kri­sten frisko­le meld­te afbud til gud­stje­ne­ste, for­di præ­sten var kvin­de, og andre sto­re medi­er. Hæn­del­sen har alt­så ramt en ner­ve.

I det­te ind­læg vil jeg hver­ken argu­men­te­re for eller imod kvin­de­li­ge præ­ster, sær­ligt ikke i en kir­ke, som jeg ikke selv til­hø­rer. Men der­i­mod synes jeg, det er værd at se på nog­le af de pro­ble­ma­ti­ske for­hold, som sagen afslø­rer. På beg­ge side af hold­nings­skel­let.

Som jeg for­står, så er årsa­gen til aflys­nin­gen, at nog­le af korets med­lem­mer ikke hav­de til­la­del­se hjem­me­fra til at del­ta­ge i en gud­stje­ne­ste med kvin­de­li­ge præ­ster. Det fore­kom­mer mig, at den ret­te og nær­me­ste løs­ning vil­le være, at lade dis­se ele­ver sid­de over den ene gang, når nu der alle­re­de forelå en afta­le med pågæl­den­de menighed/præst. Man må jo have vidst, hvad man gik ind til, da man lave­de afta­len om at syn­ge til ple­je­hjem­mets gud­stje­ne­ste. Fol­kekir­ken har jo som bekendt en høj andel af kvin­de­li­ge præ­ster.

Sko­le­for­stan­de­rens argu­ment mod det­te er, at man ikke ønske­de at eks­klu­de­re de ele­ver, som kom fra hjem, der ikke god­ta­ger kvin­de­li­ge præ­ster. Men fak­tum er, at dis­se ele­ver alle­re­de er eks­klu­de­ret. Måske ikke på Jakobs­sko­len, men i sam­fun­det som hel­hed. Og det kom­mer kun til at bli­ve vær­re for dem. Når de kom­mer på gym­na­si­et, sær­ligt hvis de skal på uni­ver­si­te­tet (hvad utal­li­ge sager nu viser) og ende­ligt når de kom­mer ud på arbejds­mar­ke­det. Fra nu af og til den dag de dør, vil folk se på dem med en blan­ding af med­li­den­hed, undren og dyb foragt, når de for­tæl­ler, at de ikke går ind for kvin­de­li­ge præ­ster. Hvis de alt­så ikke bøjer sig under pres­set og enten hol­der mund med deres menin­ger eller afsvær­ger dem helt. Der er ingen grund til at stik­ke dis­se ele­ver blår i øjne­ne, de er soci­alt stig­ma­ti­se­re­de, lær dem at for­hol­de sig til det.

Det er en inter­es­sant og tem­me­lig aka­vet situ­a­tion der nu her­sker i fol­kekir­ken. Mand­li­ge præ­ster må und­la­de at give hånd til de kvin­de­li­ge. Men sko­ler må ikke afvi­se at tje­ne sam­men med kvin­de­li­ge præ­ster. Har de mand­li­ge præ­ster erhver­vet ret­ten til det, som avi­ser­ne kal­der diskri­mi­na­tion, gen­nem deres præ­ste­li­ge ordi­na­tion? For­plig­tel­ser­ne over­for de kvin­de­li­ge præ­ster hvi­ler nu til­sy­ne­la­den­de tun­ge­re på dem, som kan kal­des ekster­ne part­ne­re (den krist­ne frisko­le) end dem, som er i sam­me orga­ni­sa­tion, under sam­me leder og deler sam­me tro.

Den sto­re for­ar­gel­se over den­ne sag kan vel også undre. Man må vel fore­stil­le sig, at for­æl­dre der bevidst sen­der deres børn til en sko­le uden­for Fol­ke­sko­len, som har et mere tra­di­tio­nelt syn på Bibel og kri­sten­dom, også har reser­va­tio­ner i for­hold til Fol­kekir­ken og dens prak­sis. Hvad fore­stil­ler man sig, for­æl­dre­ne har valgt fra og til ved at sen­de deres børn til den­ne sko­le? Hvad fore­stil­ler man sig, at bør­ne­ne lærer? Og hvis man tæn­ker over det, så kan det vel ikke undre, at et sam­ar­bej­de mel­lem en kri­sten frisko­le og Fol­kekir­ken, til tider vil knir­ke lidt. Det der undrer mig, er sna­re­re, at skole­le­de­ren kan se sig selv i et sådant sam­ar­bej­de.

Det er værd også at se på udta­lel­ser­ne fra fol­ke­ne i Fol­kekir­ken. Her bli­ver det inter­es­sant. For det før­ste må man rose den kvin­de­li­ge præst for­di hun væl­ger ikke at udta­le sig. Ikke for­di hun bør tie, men for­di det er en kri­sten dyd, at udhol­de uret­fær­dig­he­der i tavs­hed. På den måde adskil­ler hun sig både fra biskop og provst i sam­me sag. Og så san­de­lig også fra alle de andre, som i den­ne tid gør en dyd ud af at klyn­ke over selv de mest bana­le og i man­ge til­fæl­de imag­i­næ­re uret­fær­dig­he­der.

Provsten udta­ler sig som bor­ger i sam­fun­det og som præ­stens nær­me­ste leder. I 2019 kan man ikke vra­ges på bag­grund af sit køn. Men det kan man nu godt, og det kan sag­tens give mening. I mit seku­læ­re arbej­de er jeg aldrig med til gynæko­lo­gi­ske under­sø­gel­ser, det tager de kvin­de­li­ge sygeple­jer­sker sig af. Det giver mening for os mand­li­ge og for de fle­ste patien­ter. Der er køns­op­del­te sport­s­klub­ber og hvis man prø­ver at kom­me ind med det for­ker­te køn, bli­ver man bedt om at gå et andet sted hen. Det giver mening for beg­ge køn. Der er køns­op­del­te toilet­ter, selv om det nu vir­ker som om de er på vej væk (skidt nyt for kvin­der­ne, som nu også må san­de, at man­ge mænd for­står sig dår­ligt på hygiej­ne), bade­an­stal­ter, kvin­der- og man­de­hjem, loger og alt muligt andet. Spørgs­må­let er ikke så meget om køns­op­de­ling (at bli­ve vra­get pga køn) ikke er til­ste­deligt. Det er sna­re­re om det giver mening i situ­a­tio­nen. I inde­væ­ren­de til­fæl­de giver det mening for sko­len at vra­ge på bag­grund af køn, mens det ikke gør for provsten. Det vid­ner nok om, at sko­len ser køn som (også) en ånde­lig­hed, mens det for provsten pri­mært dre­jer sig om bio­lo­gi og soci­a­le kon­struk­tio­ner.

Men mere bekym­ren­de er det at bemær­ke provstens sprog­brug. For hvor er det krist­ne, hvor er Her­ren, hvor er det leven­de vand, som skal fly­de fra en repræ­sen­tant for Evan­ge­li­et? I ste­det så tales der som bor­ger og som leder. Alt­så som et hjul i et stort appa­rat, sam­fun­det og Fol­kekir­ken. Det pro­vo­ke­rer ham. Men hvad gør så krist­ne? De vel­sig­ner. Funk­tio­ne­rer kla­ger. Moder­ne men­ne­sker klyn­ker. Og ende­ligt, at hen­vi­se til års­tal­let. Vi skri­ver 2019. Javel. Til grund for det lig­ger jo illu­sio­nen om evig frem­gang. Vi er, som men­ne­sker, meget klo­ge­re nu end vi var i år 0 eller år 100. Vi bør igno­re­re evan­ge­li­ster­nes ord eller Pauli ord på net­op den bag­grund, at vi lever i 2019, de leve­de jo kun i det før­ste århund­re­de. Og i sam­men­hæng her­med, så lader pro­sten til at være fuld­stæn­digt ufor­stå­en­de over­for, at der fin­des folk, for hvem vis­se ord, vis­se skrif­ter, vis­se tra­di­tio­ner har gyl­dig­hed for­di de er knyt­tet til evig­he­den, for­di de net­op ikke ændres, blot for­di tiden går. De ord, den tra­di­tion, er jo det han selv er sat til at for­mid­le og for­val­te. Hvis ikke der var gyl­dig­hed uden­for tiden, så bur­de vi med det sam­me smi­de hele tra­di­tio­nen samt de skrif­ter knyt­tet der­til på histo­ri­ens los­se­plads. De er totu­sind år gam­le, hvad gyl­dig­hed har de da, hvis ikke de er andet og mere end histo­ri­ske kil­der?

Lidt af det sam­me fin­der vi hos biskop­pen. Jeg synes det er fint, at biskop­pen udta­ler sig. Det skal han, det er hans kald som biskop. Og det giver også mening, når han siger, at man må for­ven­te, at der vil være kvin­de­li­ge præ­ster i Fol­kekir­ken. Og det er jeg enig i. Der er meget tale om rum­me­lig­hed, men egent­lig så synes jeg, at hvis ens tros­sam­fund har for­brudt sig i en sådan grad mod ens egen over­be­vis­ning, at man ikke vil give hånd til dem man arbej­der sam­men med, så må man fin­de sig et andet sted at være præst. Eller klap­pe hæle­ne sam­men og stik­ke piben ind. Så måske skul­le Jakobs­sko­len fin­de nog­le andre at arbej­de sam­men med…

Men der­ef­ter fal­der det hele lidt fra hin­an­den i biskop­pens argu­ment. Han undrer sig over, at Jule­e­van­ge­li­et skul­le være min­dre værd, for­di det kom fra en kvin­des mund. Men det tror jeg egent­lig ikke der er nogen der hæv­der. Og mod­stan­den mod kvin­de­li­ge præ­ster beror sig vel hel­ler ikke på om hvor­vidt kvin­der kan udbre­de Evan­ge­li­et eller ej, men sna­re­re om, i hvil­ken funk­tion eller efter hvil­ket kald de gør det­te. Alle krist­ne er vel egent­lig kal­de­de til at tale Evan­ge­li­et. Uden at ken­de Fol­kekir­kens histo­rie til bunds, så er det vel sna­re­re den innova­tion i den krist­ne tro, at kvin­der skul­le ind­sæt­tes som præ­ster med sakra­men­tal og lære­mæs­sig auto­ri­tet, som nog­le oppo­ne­rer imod.

Og ende­lig så mener biskop­pen, at man har et pro­blem, hvis man ”tror at ens børn tager ska­de af at se en kvin­de­lig præst”. Men er der noget der tror det? Tror for­æl­dre­ne til bør­ne­ne på Jakobs­sko­len det? Jeg har aldrig hørt om nogen, der men­te noget sådant. Ens børn skal nok kom­me til at se rige­ligt med kvin­de­li­ge præ­ster og mangt og meget andet, som man kan være uenig i. De fle­ste gør det nær­mest dag­ligt, når de åbner i-paden eller fjern­sy­net. Men det som jeg opfat­ter som det egent­li­ge pro­blem, er nok, at der her er to for­skel­li­ge måde at opfat­te gud­stje­ne­sten på. For biskop­pen er der tale om en for­sam­ling omkring et emne, julen, kry­dret med lidt sang, hyg­ge og præ­stens præ­di­ken. For for­æl­dre­ne til bør­ne­ne i koret er der tale om et hel­ligt ritu­al, en ånde­lig vir­ke­lig­hed, der efter deres mening er ble­vet forv­re­det og for­van­sket, og der­for opfat­ter de det som ska­de­ligt for deres børn at del­ta­ge deri. For der er jo tale om del­ta­gel­se, og ikke blot besku­el­se, når man syn­ger sal­mer til en gud­stje­ne­ste. Vil­le biskop­pen sen­de sine børn til at syn­ge til Jehovas Vid­ners møder? ”Nej”, vil­le biskop­pen nok sva­re, ”de har forvræn­get Bib­lens ord”. Men sådan siger jo også dis­se børns for­æl­dre, og man­ge andre med dem, om den prak­sis der fin­der sted i Fol­kekir­ken.

Men mør­ke sky­er lurer bag ved hele den­ne sag. Den nye iman­lov, den nye lov for frisko­ler og alt hvad der ellers bli­ver sat i værk for at ram­me det seg­ment inden­for islam, som søger at under­gra­ve stat, demo­kra­ti og men­ne­ske­ret­tig­he­der, dis­se love bli­ver nu brugt som en trus­sel over­for krist­ne sko­ler og tros­sam­fund, som har en mere tra­di­tio­nel opfat­tel­se af kri­sten­dom. Og jo ikke bare mere tra­di­tio­nel, men jo fak­tisk den opfat­tel­se af kri­sten­dom, som ind­til for rela­tivt nyligt var den frem­her­sken­de, også her til lands.

Jakobs­sko­len har helt sik­kert begå­et en fejl i den­ne sag, men nu portræt­te­res sko­len som den onde, miso­gy­ne (sik­kert også homo­fo­bi­ske og alle de andre fobi­er) mid­delal­der­sko­le, som vi hel­le­re må skri­de ind over­for som sam­fund. At dis­se folk for­ma­ster sig til at have en anden opfat­tel­se end gen­nem­snit­tet er util­la­de­ligt. Ja, de dri­ster sig endog til at have en helt anden grundop­fat­tel­se af hvor­dan ver­den er skru­et sam­men: i ste­det for ide­o­lo­gi, har de Bibel, i ste­det for men­ne­ske­ret­tig­he­der har de kær­lig­heds­bud­det, i ste­det for kønskamp har de Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen. Og den slags er der ikke læn­ge­re plads til i dagens Dan­mark. Og hvem er deres mest udtal­te kri­ti­ke­re i den­ne sag: en biskop og en provst fra Fol­kekir­ken. Det er stof til eftertan­ke.

Og hvis nogen tror, at det stop­per med Jakobs­sko­len eller radi­ka­le grup­per, så tager de fejl. Sager som dis­se, og de meget bedrø­ve­li­ge sager afslø­ret på Tv2 for nyligt, er kun begyn­del­sen. For tra­di­tio­nel­le krist­ne, som Kato­lik­ker, og os Orto­dok­se, så er det blot et spørgs­mål om tid, før goder som skat­te­fri­ta­gel­se og viel­ses­be­myn­di­gel­se tages bort, hvis vi for­sat står fast på at kvin­ders kald ikke lig­ger i det sakra­men­tale æld­ste­skab (præ­ste­ska­bet), at to af sam­me køn ikke kan bli­ve gift i Kir­ken eller andre sådan­ne var­me emner. Og hvad sker der så der­ef­ter? Ja, som en af mine ven­ner sag­de: ”that’s when the pit­ch­for­ks come out”.

De krist­ne er ver­dens salt (Matt. 5:13). De peger hen på en vær­dig­hed som er hin­si­des ret­tig­he­der og krav. De peger både på Guds ska­ber­værk og Hans gud­dom­me­li­ge rige, som ved Kristus (sær­ligt mani­feste­ret ved Her­rens Dåb som vi nyligt fejre­de) er ble­vet en og sam­me ting. Der­for er det os ikke til­ladt, at igno­re­re det, som er åben­ba­ret i skab­nin­gen, nem­lig at men­ne­sket er skabt som mand og kvin­de, og at de to ting ikke er et fedt. Vi har hver vores kald, vi præ­di­ker Evan­ge­li­et med hver vores mund.

Der­for må det også lig­ge os på sin­de, at vi ikke til­pas­ser os den­ne ver­den (Rom. 12:2), såle­des at vi føl­ger ide­o­lo­gi­er frem for Evan­ge­li­et, men­ne­skers lære frem for Guds, sam­fun­dets frem for Kir­kens. Vi kan lære af vore hel­li­ge fædre og mødre i den tid­li­ge Kir­ke, som var de bed­ste sam­funds­bor­ge­re, tro­fa­ste i alt, stjal ikke og løj ikke og skab­te ikke stor opmærk­som­hed om sig selv. Man fri­stes også til at sige, at de ikke klyn­ke­de, de him­le­de ikke op om ret­tig­he­der og var kræn­ke­de. Men når det kom til det, som var hel­ligt for dem, så gik de ikke på kom­pro­mis. De vil­le hel­le­re bræn­des, ste­nes, mart­res og gen­nem­sa­ves end at ofre til afg­u­der­ne, end at give køb på deres tro. For dem var ånde­lig­hed og gud­stje­ne­ste ikke bare et tea­ter eller en sød lil­le over­byg­ning til deres liv, men det vig­tig­ste i deres liv, og mere vir­ke­ligt end den syn­li­ge vir­ke­lig­hed.

Hvis vi ikke til­pas­ser os, så vil ver­den hade os, for­di vi ikke er af ver­den (Joh. 17). Men det er ikke noget at pjev­se over. Sna­re­re så må vi gå frem med Evan­ge­li­et som vor glæ­des­sang, og i hver dag sta­digt mere være rede til at brin­ge vore lege­mer (inklu­siv vores offent­lig støt­te til frisko­ler, vores skat­te­fri­ta­gel­se og vores viel­ses­be­myn­di­gel­se) som leven­de og hel­li­ge ofre (Rom 12:1), der er Gud til behag. Vores fri­hed som tros­sam­fund vil for­svin­de. Men vores fri­hed til at sige ja eller nej til Gud, vores fri­hed til at hol­de fast ved den tro vi har fået og beva­ret, den vil vi ikke lade nogen tage fra os. Og deri lig­ger den egent­li­ge fri­hed. Det for­stod vore hel­li­ge fædre og mødre, og det må vi også for­sø­ge, at genop­da­ge.