Hvordan bør ortodokse kristne forholde sig i praksis til homoseksualitet?

I fore­gå­en­de blo­gind­læg for­søg­te jeg at opstil­le en måde hvor­på orto­dok­se krist­ne kan for­stå homo­seksu­a­li­tet. Jeg spurg­te om homo­seksu­a­li­tet er en synd. Det­te er et oprig­tigt spørgs­mål og ikke blot et reto­risk greb. Der­med synes jeg også, det er et spørgs­mål der hele tiden er rele­vant at spør­ge, og omfor­mu­le­re og spør­ge igen. Det er et spørgs­mål som rela­te­rer sig til den men­ne­ske­li­ge eksi­stens, som er man­gear­tet og kom­pleks og der er man­ge følel­ser på spil, sær­ligt i det­te spørgs­mål. Igen er det vig­tigt at under­stre­ge, at jeg ikke er ude på at såre eller for­døm­me, må Gud for­by­de det­te. Omvendt er det også klart, at jeg er orto­doks præst og at jeg vir­ke­lig mener, at men­ne­sket ikke er skabt til at have for­hold til andre af sam­me køn, og det­te kan eller vil jeg ikke gå på kom­pro­mis med. Men lad os i ydmyg­hed under­sø­ge, hvor­dan vi som orto­dok­se krist­ne kan for­hol­de os til det­te spørgs­mål.

Ingen lever uden at synde

Intet men­ne­ske lever uden at syn­de. Hvis vi husker til­ba­ge til den defi­ni­tion af synd, som jeg skit­se­re­de i for­gå­en­de blo­gind­læg, så kan vi sige, at intet men­ne­ske ram­mer fuld­kom­men plet. Vi har det gud­dom­me­li­ge bil­le­de i os, men ofte bru­ger vi det meste af vores liv på at uds­let­te det­te, skønt det­te er umu­ligt. For­mu­le­ret på en anden måde, så søger vi ofte ikke at opnå Guds lig­hed, men slår os til tåls med at stå i stam­pe, eller lige­frem at ven­de os bort fra den lig­hed. Det er at syn­de og det gør vi alle.

I skri­ven­de stund sid­der min kone og ser tv mens hun ammer. På fjern­sy­net er der et pro­gram om dan­ske hustru­er i Hol­lywood. Det er et show fyldt med den ene synd efter den anden. Bag­ta­lel­se, for­fæn­ge­lig­hed, begær­lig­hed, mis­un­del­se og så vide­re. Det er ikke kønt. Men det er nok også en synd at tæn­de for et sådant pro­gram, eller at sid­de her ved com­pu­te­ren og smug­kig­ge. Det brin­ger i bed­ste fald ikke en tæt­te­re på Gud, for­di det er på man­ge pla­ner en afvis­ning af det vi er skabt til, det tri­ni­tæ­re liv. Det gør det hel­ler ikke når jeg sner­rer af mine børn, når jeg glem­mer min bøns­re­gel eller bevidst til­si­de­sæt­ter den, når jeg spi­ser for meget, når jeg dag­drøm­mer og fore­stil­ler mig et helt andet liv. Når nogen ven­der sig på gaden for at kig­ge på et smukt men­ne­ske, når nogen føler ret­fær­dig vre­de, når man sover over sig på Søn­da­gen, når man lader Bib­len lig­ge og ser tv eller spil­ler com­pu­ter. Og så vide­re og så vide­re og så vide­re. Og her er vi slet ikke kom­met til mor­de­re, tyve, hore­kar­le, guds­be­spot­te­re, voldtægts­mænd (og ‑kvin­der), under­tryk­ke­re og så vide­re.

Se, hver dag fjer­ner vi os fra Gud. Vi kan også nær­me os Ham. Han nær­mer sig hele tiden os, men vi træk­ker os som regel væk. Hver ene­ste hand­ling tæl­ler, for at bli­ve hel­li­ge, for at ram­me plet, må vi befa­le hele vort liv til Gud. Det er hele det krist­ne liv og de fle­ste af os når ikke at bli­ve ret gode til det. Vi væl­ger os selv, vor egen vil­je, vore egne lyster og længs­ler frem for tran­gen til Gud.

Måske kan vi med for­del dele syn­der op i to kate­go­ri­er, de som ska­der os selv og andre og de som ale­ne ska­der os selv. Over­spis­ning, seksu­el­le fan­ta­si­er eller doven­skab er san­de­lig ska­de­li­ge for en selv. Men de er jo ikke som mord eller utro­skab, som ska­der dem omkring en. Jeg tror de fle­ste orto­dok­se krist­ne er eni­ge om, at sex mel­lem to af sam­me køn er noget, som ale­ne påvir­ker dem som enga­ge­rer sig deri. Der er ikke andre der kom­mer til ska­de og som sådan mener jeg egent­lig, at sex mel­lem to af sam­me køn er en rela­tiv harm­løs synd, for­stå­et på den måde, at der er tale om to voks­ne, myn­di­ge per­so­ner, som af egen fri vil­je væl­ger at ind­gå sådan et for­hold og som fri­vil­ligt påta­ger sig de kon­se­kven­ser, som det måt­te inde­bæ­re. På en måde er den­ne synd fak­tisk min­dre slem end en anden, og nok mere almin­de­lig synd, nem­lig at et ungt men­ne­ske har haft et til­fæl­digt, seksu­elt møde. Hvor der i den først­nævn­te synd jo dog er tale om et kær­lig­heds­for­hold (skønt vi i Kir­ken vil sige at den seksu­el­le ener­gi på en måde er vild­ledt), så er der i det sid­ste for­hold ale­ne tale om selv­til­freds­stil­lel­se, på linje med ona­ni, som er den tota­le afvis­ning af men­ne­skets gud­bil­led­lig­hed, som skabt til enhed med andre men­ne­sker i kær­lig­hed.
Som kort kon­klu­sion vil jeg sige, at jeg som orto­doks kri­sten ser homo­seksu­a­li­tet som en synd. Men i sam­me ånde­d­rag må vi sige, at alt der ikke brin­ger et men­ne­ske tæt­te­re på Gud er synd. Og ud af dis­se, mener jeg ikke, at homo­seksu­a­li­tet er en meget alvor­lig synd. Synd er natur­lig­vis altid en alvor­lig sag, men i vores dag­lig­dag er der så meget vi kan gøre, der måler sig med det.

En ny Lov under Kristus

Nu hvor vi i Kir­ken net­op har læst den hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non, så er vi også smerte­ligt bevid­ste om, at der med Kristus kom en ny lov ind i ver­den og i vores liv, en lov hvorun­der vi skal døm­mes.

Hvor der under den gam­le pagt ale­ne døm­tes efter hand­lin­ger og hver over­træ­del­se hav­de en til­hø­ren­de straf, så sker der efter Inkar­na­tio­nen af vor Her­re en sam­men­s­melt­ning af det fysi­ske og det ånde­li­ge. Her­ren gud­dom­me­lig­gør mate­ri­en, Han ind­gi­ver lege­met ånd, Han for­e­ner det som før var adskilt. Der­med er den ånde­li­ge vir­ke­lig­hed lige­så vir­ke­lig, som den fysi­ske, eller måske bør man sige, at den for­e­ne­de vir­ke­lig­hed er mere vir­ke­lig end den brud­te og frag­men­te­re­de.

Det er ind i den­ne vir­ke­lig­hed, at Kristus siger, at om blot man i hjer­tet begår mord eller bedri­ver hor (og her kan man også selv ind­sæt­te sin egen synd), så er man skyl­dig i sam­me over­for Gud. Så alt­så, den nye lov er, at hvis vi har følt det i hjer­tet, hvis vi vil­le det og har fan­ta­se­ret om det, så har vi gjort det i Guds øjne. Det er i sand­hed fryg­tind­g­y­den­de. Og spørgs­må­let bli­ver da sna­re­re, hvil­ken synd vi ikke har begå­et?

Tyde­lig­vis så er der jo en væsent­lig for­skel, jo nem­lig den, at de fysi­ske hand­lin­ger har kon­kre­te virk­nin­ger over­for vore med­men­ne­sker. Det kan godt være, at jeg begår mord i hjer­tet, men hvis jeg gør det i vir­ke­lig­he­den, så er der jo nogen, som mister en far eller en mor eller noget andet. Men vi må jo for­stå, at over­for Gud er de to hand­lin­ger lige. Beg­ge hand­lin­ger ram­mer lige langt fra målet.

Oven­for slog vi jo fast, at der ikke er kon­kre­te ”ofre” i sex mel­lem to lige og samtyk­ken­de per­so­ner, andre end dem selv. Så vi som krist­ne må tæn­ke på, hvor­vidt vi har noget at lade nogen høre for. Lige­som de der prak­ti­se­rer sex med andre af sam­me køn, synd uden ofre, såle­des begår vi i tan­ker og ger­nin­ger et utal af andre (og måske de sam­me) syn­der. Vi ram­mer lige langt fra målet, vi er fæl­les om ikke at opnå gud­bil­led­lig­he­den.

Hvem kan dømme?

Det­te leder til spørgs­må­let om hvem der kan døm­me. For nu er det jo klart, at vi alde­les ikke har noget godt at frem­vi­se, noget der sæt­ter os over nogen andre. Nogen af os. Nog­le har sex med andre af sam­me køn, nog­le har sex med men­ne­sker af mod­sat­te køn for egen til­freds­stil­lel­ses skyld og uden Guds vel­sig­nel­se. Vi andre igen myr­der, begår hor og begæ­rer i hjer­tet. Vi ram­mer for­bi målet.

Men hvad de andre gør, er fak­tisk irre­le­vant for mig. For en cen­tral regel for alle i Kir­ken er, at vi ikke døm­mer et andet men­ne­ske. Vi ved hvad der er ret og uret og vi for­sø­ger at hol­de os til det gode. Men når det kom­mer til dom, til sam­men­lig­ning, så er der kun en vi hol­der os selv op imod og det er Jesus Kristus, det før­ste rig­ti­ge men­ne­ske. Det er der­for vi siger med Paulus, ”syn­de­re, blandt hvil­ke jeg er den stør­ste”. For­di Kristus og jeg selv imel­lem, der er jeg klart den stør­ste syn­der. Vi døm­mer os selv hver dag i for­hold til Kristus, for at når Kristus kom­mer for at døm­me, skal vi ikke gå ind til dom­men, men over til livet.

Ingen kan stå stille, enten nærmer vi os Gud eller fjerner os fra Ham

Ikke at døm­me noget er dog ikke det sam­me som ikke at have en hold­ning til homo­seksu­a­li­tet. Men fak­tisk har jeg selv knap så meget en hold­ning til homo­seksu­a­li­tet, som jeg har til viel­ser af to af sam­me køn i Kir­ken og i lyset af Bib­len. Helt ærligt så har jeg ikke det fjer­ne­ste pro­blem med at folk ønsker at leve sam­men og dele seng. Og det bur­de andre hel­ler ikke have. Jeg (og man­ge andre orto­dok­se krist­ne) ved jo, at meget af den anti­pa­ti der er over­for sådan­ne par, stam­mer fra men­ne­skets ibo­en­de had og angst og ikke fra nogen ret­fær­dig har­me (hvis sådan noget over­ho­ve­det eksi­ste­rer).

Men hvis man prø­ver at gøre en og tre lige, og sige at for krist­ne er der ingen for­skel på hvem man lever sam­men med og har sex med, hvem man gif­ter sig med eller om man lader være med at gif­te sig, så må vi pro­teste­re, for det er ikke kri­sten­dom.

Som jeg for­søg­te at slå fast i for­ri­ge ind­læg, så er ægte­ska­bet mel­lem mand og kvin­de grund­fæ­stet i Guds ska­bel­se, som et bil­le­de på Tre­e­nig­he­den, som opfyl­del­se af det men­ne­ske­li­ge præ­ste­skab i ska­ber­vær­ket og som bil­le­de på Kristus og Kir­ken. Det har et posi­tivt sig­te, ikke kun at vel­sig­ne seksu­el­le rela­tio­ner eller to der bor sam­men, men som alle sakra­men­ter er dets sig­te, at mani­feste­re Guds vir­ke på jor­den og at lede men­ne­sker til Gud.

Jeg er ret åben om, at jeg ikke mener, at homo­seksu­el­le rela­tio­ner udgør en meget alvor­lig synd, idet det fore­går fri­vil­ligt mel­lem to per­so­ner og ikke er andre til ska­de. Den meget højlyd­te for­døm­mel­se der af og til lyder, er i min mening ude af pro­por­tio­ner. Men sam­ti­dig vil jeg også være klar og sige, at for­hol­det mel­lem to af sam­me køn ikke er grun­det i ska­bel­sen, det bærer ikke det tri­ni­tæ­re bil­le­de, der viser ikke hen på for­hol­det mel­lem Kristus og Kir­ken og der­for kan det ikke være et sakra­men­te, og der­for er det ikke et for­hold som leder til frel­se. Det er et for­hold, som i rela­tion til Gud, sky­der ved siden af.

For selv om vi ikke for­bry­der os i nogen alvor­lig grad mod Gud, så er det, at vi ikke bevæ­ger os mod Ham fort­sat en synd. Der er ingen stil­stand i det ånde­li­ge liv, kun bevæ­gel­se. Og ud af lig­nel­sen om talen­ter­ne lærer vi, at dem som ikke nær­mer sig Gud, eller i det mind­ste for­sø­ger, fal­der bort fra Ham (Matt. 25:14–30).

Er det kun heteroseksuelt ægteskab der leder til frelse?

Her­med opstår spørgs­må­let, om det ale­ne er et ægte­skab mel­lem mand og kvin­de der vir­ker til frel­se? Og som udlø­ber der­af, om man i et kri­stent ægte­skab er sik­ret frel­se og afskå­ret fra synd?

Det er klart, at der er andre veje til Gud end gen­nem ægte­skab. I Kir­ken har cøli­ba­tet og kloster­væ­se­net været et enormt vig­tigt ele­ment helt fra den tid­li­ge Kir­ke. Fak­tisk ser vi jo hvor­dan Her­ren selv for­bli­ver ugift. Hos de to frem­me­ste apost­le, Peter og Paulus, er ægte­ska­bet og cøli­ba­tet fint repræ­sen­te­ret. Jeg vil ikke kom­me mere ind på kloster­væ­se­net her, for­di jeg håber at skri­ve om det på et sene­re tids­punkt.

Men vi ved jo også, at der er folk i Kir­ken som er ugif­te gan­ske sim­pelt for­di de ikke kan fin­de en part­ner. Er de så afskå­ret fra frel­sen? Nej, det er de selv­føl­ge­lig ikke. De må arbej­de på deres frel­se i for­hold til den stand de nu er i, men det er klart, at de er afskå­ret fra ægte­ska­bets sakra­men­te og den nåde der kom­mer der­i­gen­nem.

At et hete­ro­seksu­elt ægte­skab ikke kun leder til frel­se er også klart. Man kan udle­ve sit ægte­ska­be­li­ge kald på en sådan måde, at det vir­ker til for­døm­mel­se sna­re­re end til frel­se. Først og frem­mest så tæn­ker man på folk, som ikke udle­ver kal­det til gen­si­dig kær­lig­hed, til at bli­ve et kød, at under­ka­ste sig under hin­an­den. Men i den­ne kon­tekst kan vi da også, for ærlig­heds skyld, næv­ne de una­tur­li­ge, seksu­el­le rela­tio­ner, som også kan prak­ti­se­res mel­lem mand og kvin­de, og som ikke kan vel­sig­nes af Gud, for­di de er natur­stri­di­ge og der­for ikke kan bære frugt i form af børn.

Hvis vi ven­der til­ba­ge til bil­le­det af synd som det, at ram­me for­bi målet, så ser vi hos skyt­ter, at de må tage alle for­hold i betragt­ning, hvis de vil ram­me plet. Vind, lys og skyg­ge, pilens form og buens til­stand og så vide­re. Såle­des også med syn­den og livet. Vi frel­ses ved at lade Gud fyl­de hele vores liv, ikke enkel­te aspek­ter. Hvis vi vil ram­me plet må vi for­sø­ge at ret­te ind efter Gud på alle områ­der af vores liv. Så skønt man ikke frel­ses ved ægte­skab ale­ne, så ram­mer vi hel­ler ikke plet, hvis vores ægte­skab ikke er vel­sig­net af Gud.

Hvad kan jeg som præst gøre?

Som præst er man jo fan­get i et dilem­ma. På den ene side vil man nødigt såre folk eller stø­de dem bort fra Kir­ken. På den anden side må man jo tale ærligt om det som er ens egen tro og Kir­kens lære. På den ene side må vi ikke døm­me og på den anden side er vores fri­hed begræn­set i for­hold til hvem vi kan mod­ta­ge som kon­ver­tit­ter og hvem af de tro­en­de vi kan til­skik­ke de hel­li­ge sakra­men­ter. Dis­se begræns­nin­ger er defi­ne­ret af Bibel, kanon­lov og biskop­pens dis­pen­sio­ner.

Lad det være helt klart: Den Orto­dok­se Kir­ke vier ikke to af sam­me køn og det kom­mer hun hel­ler aldrig til. Men det­te må ses op imod det ful­de bil­le­de.

For det før­ste må vi lige defi­ne­re begre­bet eko­no­mia, som kort for­talt hen­vi­ser til und­ta­gel­ser fra reg­len, som en præst kan gøre (ofte i sam­råd med provst eller biskop), hvis der er væg­ti­ge, prak­ti­ske indi­ka­tio­ner her­for. Eko­no­mia vil­le aldrig kun­ne stræk­kes så langt som til at kun­ne ret­fær­dig­gø­re viel­ser af to af sam­me køn, for­di det­te er noget der rører ved frel­sens cen­tra­le dog­mer, som beskre­vet i for­ri­ge ind­læg.

Som udgangs­punkt kan jeg som præst ikke give Nad­ver til per­so­ner, som lever sam­men i et åben­lyst, homo­seksu­elt for­hold. Jeg vil­le der­i­mod godt kun­ne give Nad­ver til et men­ne­ske, som i Skrif­te­må­let har bekendt et seksu­elt for­hold til en anden af sam­me køn. For­skel­len består i at hvor det før­ste repræ­sen­te­rer et åben­lyst oprør mod Kir­kens lære, en velover­ve­jet synd, så kan det andet ses som en ind­sky­del­se, en given efter for fri­stel­se, som vi alle ken­der. På den måde er det ikke ander­le­des end når nogen beken­der et til­fæl­digt hete­ro­seksu­elt for­hold. Men hvis dis­se, både homo- og hete­ro­seksu­el­le for­hold, bli­ver ved at duk­ke op, så skal præ­sten selv­føl­ge­lig spør­ge sig selv, om der er nogen egent­lig vil­je til at gøre noget ander­le­des.

Men lad os sæt­te det­te op imod et andet eksem­pel. Som præst vil­le jeg have det meget svært ved, at en sog­ne­barn flyt­te­de ind sam­men med en af det andet køn i åben­lys par­for­hold. Hvor­for? For­di det er Kir­kens lære, at sådan­ne sager hører til inden­for ægte­ska­bets ram­mer. I et sådant til­fæl­de vil­le jeg for­modent­lig være nødt til at bede ved­kom­men­de om at afhol­de sig fra Nad­ve­ren ind­til ved­kom­men­des for­hold var i orden. Men for homo- og hete­ro­seksu­el­le gæl­der selv­føl­ge­lig, at de ikke ude­luk­kes fra Kir­ken, men fort­sat er en del af menig­he­den og den­nes liv. Kir­ken vil­le ikke, for inde­væ­ren­de, kun­ne give de hel­li­ge sakra­men­ter, men det siger sig selv, at den enkel­tes for­hold til Gud for­bli­ver mel­lem de to.

Men eko­no­mia kan også stræk­kes langt. Når vi i vores menig­hed mod­ta­ger kon­ver­tit­ter, så er der udbredt for­stå­el­se for, at dis­se ikke altid har en part­ner, som er på sam­me sted i livet, som den der nu søger Guds Kir­ke. Der­for er det almin­de­lig prak­sis, at vi ikke kræ­ver, at folk skal bli­ve gif­te. Sker det, så giv Gud æren. Det­te er selvsagt lidt nem­me­re at for­val­te, hvis der er tale om hete­ro­seksu­el­le. Med folk som har en part­ner af sam­me køn er det selv­føl­ge­lig min pligt, at for­tæl­le, at de i Kir­ken aldrig vil kun­ne bli­ve gift. Men sådan er det, vi må være ærli­ge og åbne om alt.

Dog har jeg også eksemp­ler på det mod­sat­te. En præst fra Øst­eu­ro­pa for­tal­te mig om en ople­vel­se han hav­de, da han først blev sat til at tje­ne en menig­hed i Vest­eu­ro­pa. Her var et homo­seksu­elt par som var mod­ta­get i Kir­ken for årti­er siden og som gjor­de meget godt for menig­he­den. Til at star­te med var han rystet over at noget sådant kun­ne fin­de sted. Men efter at have talt med andre præ­ster blev han over­be­vist om, at det vil­le være ska­de­ligt for alle, hvis han nu begynd­te at rode op i de sager, eller endog at næg­te dis­se Nad­ve­ren. Han kon­fe­re­re­de med biskop­pen og fik til­la­del­se til at lade tin­ge­ne fort­sæt­te som hidtil.

Jeg kan koge tin­ge­ne ned til det­te ene: præ­sten har pligt til at tale både som pro­fet og som pastor. Den pro­fe­ti­ske stem­me er den som taler Guds ord ind i en ver­den, som ofte er fjendt­ligt stemt. Det er det jeg prø­ver at gøre lige nu. Den pasto­ra­le stem­me er den, som tager alting med i bereg­nin­gen, som prø­ver med så man­ge mid­ler som det er til­ladt, at lede folk til Kir­ken og til Gud. Jeg skal prø­ve at balan­ce­re dis­se to. Men for dem som kom­mer til Kir­ken, er der også et ansvar, en balan­ce de skal fin­de med sig selv.

Lad enhver være ærlig overfor sig selv og andre

Oven­for kun­ne det sag­tens lyde som om jeg gør mig til tals­mand for en form for hyk­le­ri når det kom­mer til homo­seksu­a­li­tet. Hvis man gør det af og til og i det skjul­te, og der­ef­ter kom­mer til Skrif­te­må­let med det, så er det okay. Men hvis man der­i­mod bor sam­men med en af sam­me køn i man­ge år og elsker hin­an­den, så kan man ikke kom­me til Nad­ver, for­di det­te for­hold er kendt for folk. Jeg er smerte­ligt bevidst om hvor hyk­le­risk det­te lyder. Men lad mig lige prø­ve at for­kla­re kort.

Grun­den er som anty­det oven­for, at det ene repræ­sen­te­rer vil­jens sla­ve­ri over­for syn­den, køde­ts svag­hed, som vi alle kæm­per med på den ene eller anden måde, mens det andet må ses som et oprør mod Kir­kens lære. Jeg er sik­ker på, at de fle­ste også vil synes, at hvis nogen prak­ti­se­re­de offent­lig ona­ni, så vil­le der være en væsent­lig for­skel på det, og så den synd, som fore­går i de fle­ste unge mænds kam­re. På den måde for­hol­der det sig ikke ander­le­des end hvis nogen åben­lyst anfæg­ter Kir­kens øvri­ge lære. Man kan sag­tens kæm­pe med tro­en pri­vat, i sam­råd med ven­ner eller sin præst. Man kan have tider og situ­a­tio­ner, hvor intet giver mening for en. Men om nogen offent­ligt eller pole­misk skul­le hæv­de, at Kristus ikke er Gud, at Gud ikke er én natur og tre Per­so­ner, eller noget lig­nen­de, så vil­le jeg natur­lig­vis ikke kun­ne lade den­ne tage del i den hel­li­ge Nad­ver. For Nad­ve­ren, og de øvri­ge sakra­men­ter, er betin­get af den fæl­les (orto­dok­se) tro.

[Som en lil­le sideno­te kan jeg her ind­sky­de, som jeg også tid­li­ge­re har nævnt her på blog­gen, at jeg ikke mener, at den såkald­te regn­bu­e­be­væ­gel­se har som mål, at skaf­fe bor­ger­li­ge ret­tig­he­der til seksu­el­le mino­ri­te­ter, men der­i­mod at omgø­re eller omstø­de den krist­ne opfat­tel­se af ska­bel­se og syn­de­fald. Det er klart, at det­te er et fron­talt angreb på Kir­ken og Hen­des lære, og der­for er den­ne ide­o­lo­gi fuld­kom­men uac­cep­ta­bel for Kir­ken. Den­ne ide­o­lo­gi søger jo ikke kun at til­go­de­se egne til­hæn­ge­re, men at påtvin­ge det øvri­ge sam­fund sin tro og der­med for­sø­ge at afskæ­re flest muligt fra Kir­kens frel­sen­de tro.]

På man­ge måder hand­ler det om tro­vær­dig­hed, både over­for sig selv og omver­den. Vi kan stil­le det op som tænkt eksem­pel. Kun­ne man, som for­mand for dan­ske vega­ne­re, spi­se kød i smug? Ja, det kun­ne man nok. Det vil­le være hyk­le­risk og man skul­le over­ve­je alvor­ligt med sig selv, om man befandt sig det rig­ti­ge sted i livet. Kun­ne man, som udtalt paci­fist være ejer af en våben­fa­brik? Kun­ne man, som imam i en moske drik­ke alko­hol? Ja, det kun­ne man nok, så læn­ge det var i det skjul­te. Kun­ne man som præst i Kir­ken have et seksu­elt for­hold til en anden (mand/ kvin­de, det spil­ler ingen rol­le) uden­for ens ægte­skab eller mun­ke­løf­te? Jo det kun­ne man, og de sakra­men­ter man for­ret­te­de i litur­gi­en vil­le fort­sat være gyl­di­ge og det vil­le ale­ne være et pro­blem mel­lem en selv og Gud. Et alvor­ligt pro­blem, beva­res, men dog pri­vat.

Men hvad om det­te kom for en dag? Jo så vil­le vega­ne­ren være nødsa­get til at træ­de til­ba­ge, paci­fi­sten vil­le miste tro­vær­dig­he­den og ima­men vil­le miste sit folk og sin moske. Og præ­sten, ja han vil­le have ugyl­dig­gjort alt det han præ­di­ke­de, han vil­le vise sig som en bespot­ter af den Gud han tjen­te og han vil­le have under­gra­vet Kir­kens bud­skab. Han vil­le ikke læn­ge­re kun­ne være præst. Og så lad os til sidst under­stre­ge, at enhver døbt og myronsal­vet per­son er præst for hele ver­den, seg­let på Guds ska­bel­se og en repræ­sen­tant for Kir­ken.

Her kom­mer vi til hum­len af det hele. Lad enhver være ærlig over­for sig selv og andre. Man kan ikke tje­ne to her­rer. Så hvis man mener, at Bib­len blot er myter, skre­vet af patri­ar­kal­ske, gam­le mænd med snæ­vert udsyn og et alt for smalt bil­le­de af den men­ne­ske­li­ge seksu­a­li­tet og hvad den­ne bety­der vis a vis Gud, så skal man da være fri til det. Og hvis man mener, at Kir­ken ale­ne er et magt­mid­del til at under­tryk­ke bestem­te grup­per, at Hun ikke har nogen auto­ri­tet i vores moder­ne liv, og vi alle er frie til at opfin­de ritu­a­ler og ”sakra­men­ter” til vores frel­se, så skal man også bare gøre det. Men så er der ikke nogen grund til at kom­me til Kir­ken, Den Orto­dok­se Kir­ke. Så kan man lave sit eget tros­sam­fund og være salig i sin tro der.

Men hvis man kom­mer til Kir­ken, og man er til­truk­ket seksu­elt af andre af sam­me køn, så må man gøre sig bevidst, at det vil være et kors, som man må tage op. Så vil man kom­me til at lide for det, lige­som vi andre også lider for de kors vi må bære. Og jeg er klar over, at homo­seksu­a­li­tet i Kir­ken kan være et stort kors, et meget tungt kors. Men som det er med sto­re kors, så kan de også føre til sto­re vel­sig­nel­ser. Vores opga­ve som orto­dok­se krist­ne der ikke bærer det­te kors er til­li­ge, at mod­stå fri­stel­sen til at døm­me og der­i­mod hjæl­pe vore brød­re og søstre i alt hvad vi kan.

Vi skal ikke omgø­re vore fædres tro, men vi skal for­stå den i den sam­men­hæng vi lever i. Det er klart, at hvis man ikke kan for­e­ne sig med den tro, der er ind­holdt i Kir­ken, så er det måske ikke der man skal være. Lad enhver være ærlig.

En personlig note

Jeg har i Kir­ken haft man­ge ople­vel­ser med folk, som var til­truk­ket af andre af sam­me køn, både i menig­he­der og på klo­stre. Men i den­ne her sam­men­hæng synes jeg det er mere inter­es­sant at næv­ne for jer et ven­skab som jeg har uden­for Kir­ken. Og lad mig under­stre­ge, at jeg ikke næv­ner det­te her for at legi­ti­me­re mig selv over­for nogen. Folk må synes jeg er for libe­ral eller for­doms­fuld eller hvad nu alt folk kan fin­de på. Det bety­der ikke så meget. Sna­re­re skri­ver jeg det her for at vise, at vi kan eksi­ste­re sam­men uden at døm­me hin­an­den og uden at for­sø­ge at pådut­te hin­an­den noget. Vi kan leve sam­men i kraft af at vi er men­ne­sker, i kraft af det uud­s­let­te­li­ge, gud­dom­me­li­ge bil­le­de.

Jeg ken­der en kvin­de, som er gift med en anden kvin­de. Hen­de og jeg er ven­ner. Gode ven­ner. Når jeg er i hen­des sel­skab, er jeg altid afslap­pet, jeg er tryg, jeg skal ikke gøre noget for at bevi­se mig selv eller vin­de hen­des ven­skab. Vi har nok bare per­son­lig­he­der, der pas­ser godt sam­men.

I den tid vi har kendt hin­an­den, har jeg aldrig haft trang til at ændre hen­de, til at præ­di­ke for hen­de og jeg har hel­ler aldrig været fri­stet til at døm­me hen­de, for­di vi er ven­ner. Omvendt for­tæl­ler hun hel­ler ikke mig, at jeg er galt på den. Vi ved da godt beg­ge to, at vi på en måde har mod­sa­t­ret­te­de liv. Men for­di vi er ven­ner, er vi i stand til at se hin­an­den igen­nem alt det­te. Hvis hun spør­ger en dag, så vil jeg selv­føl­ge­lig være ærlig og hen­syns­fuld, men hun behø­ver ikke spør­ge, for hun ved hvor jeg står.

En af de ting jeg hol­der af ved hen­de, er at hun er ærlig. Hun gider ikke gif­tes i kir­ken, for det er ikke noget hun for­hol­der sig til. Hun gider ikke have børn, for dem er hun alli­ge­vel ikke vild med. Sådan. Bum. Et ærligt stand­punkt. Og hvis hun i sin ærlig­hed skul­le til­træk­ke sig vre­de eller spot eller anden diskri­mi­na­tion, så vil­le jeg for­sva­re hen­de, og det tror jeg også hun vil­le gøre for mig.

Jeg tror aldrig hun ven­der om og begyn­der at føl­ge nogen kri­sten måde at leve på. Men jeg har til­lid til at Gud er god og kan og ønsker at frel­se alle. Jeg har til­lid til at Han må se alle de gode ting ved hen­de, når Han også ser på der hvor hun ram­mer ved siden af, lige­som jeg håber, at Han vil gøre ved mig.

Jeg håber, at vi kan se hin­an­den som men­ne­sker, at vi kan elske hin­an­den uden at døm­me. Men jeg vil også opfor­dre til, at vi er ærli­ge, at vi ikke for­sø­ger at gem­me os, at vi hol­der fast ved det som vi har mod­ta­get, og som ikke kom­mer fra sin­dri­ge fab­ler, men fra Gud selv og som er en del af den vej, som fører til frel­sen.

En kommentar til “Hvordan bør ortodokse kristne forholde sig i praksis til homoseksualitet?”

Der er lukket for kommentarer.