Er homoseksualitet en synd?

Uha, det er et far­ligt emne at bevæ­ge sig ud i. Man åbner sig for kri­tik fra beg­ge sider af både det reli­gi­øse og det poli­ti­ske spek­trum. Folk har meget stær­ke følel­ser og menin­ger når det kom­mer til det­te emne. Og ingen bry­der sig om at bli­ve sagt imod. Og ende­lig, så er der altid faren for, at vis­se meget poli­ti­ske og akti­vi­sti­ske grup­per beslut­ter sig for at sæt­te hand­ling bag deres ord og sen­de sure mail, fore­ta­ge sure tele­fo­nopkald eller endog begå hær­værk mod den for­ma­ste­li­ge skri­bents hjem eller kir­ke. I ret­fær­dig­he­dens navn, vel at mær­ke. Man­ge vil­le nok græm­mes, hvis de vid­ste hvor­le­des det står til med debat­kul­tur og ytrings­fri­hed i Dan­mark. Så det bed­ste og klo­ge­ste vil­le nok være, at hol­de sin mund om det­te emne.

Egent­lig vil­le jeg også ger­ne hol­de min mund om det­te emne. Det er egent­lig ikke ret inter­es­sant for mig og medi­e­eks­po­ne­rin­gen og den poli­ti­ske ”hype” står nok ikke helt mål med antal­let af berør­te men­ne­sker. Men når andre, der påberå­ber sig tit­len ”kri­sten præst” udta­ler sig meget skråsik­kert, og i efter min mening, for­kert, så kræ­ver det, at vi som repræ­sen­te­rer den oprin­de­li­ge kri­sten­dom, Kir­ken, tager til gen­mæ­le.

”Homo­seksu­a­li­tet er ikke en synd”. Sådan lyder den noget bom­ba­sti­ske titel på et ind­læg på kristendom.dk. Kri­ste­ligt Dag­blad og dets asso­ci­e­re­de hjem­mesi­der har til­sy­ne­la­den­de uen­de­ligt med plads til den­ne slags ind­læg, men det er stof til en anden blog. Man kan også læse et af mine tid­li­ge­re ind­læg i sam­me bold­ga­de. Hvad angår tit­len, så står den jo lidt i et mod­sæt­nings­for­hold til artik­lens erklæ­re­de for­mål, nem­lig at fore­ta­ge en fair ana­ly­se af spørgs­må­let om seksu­el samvær mel­lem to af sam­me køn. Tit­len er sva­ret på ana­ly­sen, så måske er der for man­ge ingen grund til at læse brød­tek­sten.

Men til­lad mig da at kom­me med et lige så bastant mod­svar: Jo, homo­seksu­a­li­tet er en synd. Så kan sar­te læse­re stå af her, så ingen bli­ver for­nær­me­de. Men hvis man er inter­es­se­ret i at fin­de ud af, hvad jeg mener, og jeg prø­ver jo så godt jeg kan, at tale på veg­ne af Kir­ken, så bør man læse lidt vide­re.

Til hen­des ære, så er skri­ben­ten på omtal­te arti­kel ærlig og beken­der kulør i star­ten af ind­læg­get: Hun er til­hæn­ger af LGBT+-bevægelsen og beskæf­ti­ger sig, i sit bier­hverv, som fan­ta­sy-for­fat­ter, med sam­me pro­blem­stil­lin­ger. På sam­me måde bør jeg også mel­de klart ud: jeg er ikke til­hæn­ger af LGBT+-bevægelsen, men beskæf­ti­ger mig i mit erhverv, sygeple­je, ikke med fan­ta­si, men med vir­ke­li­ge men­ne­sker af man­ge for­skel­li­ge poli­ti­ske og seksu­el­le obser­van­ser. Jeg for­står, og sym­pa­ti­se­rer med, den smer­te og vre­de der opstår som føl­ge af chi­ka­ne eller soci­al stig­ma­ti­se­ring. Men det­te blo­gind­læg skal ikke hand­le om per­son­li­ge erfa­rin­ger, men om Bibel og kri­sten­dom.

Hvad er synd?

Det fore­kom­mer mig, at spørgs­må­let om synd er vig­tigt, for at for­stå hvor­vidt homo­seksu­a­li­tet er en synd.

Synd i Orto­doks Kri­sten for­stå­el­se kan ikke redu­ce­res til simp­le lov­brud. Den lega­li­sti­ske tan­ke­gang er et enkelt per­spek­tiv ud af man­ge, hvor­fra Kir­ken sku­er syn­den. Jovist, der er lov­brud og der er straf. Men der er også syg­dom og død, der er hand­ling og natur­lig kon­se­kvens. Guds ord til men­ne­ske­ne om, at den dag de spi­ser af frug­ten, skal de dø, skal for­stås på fle­re pla­ner. Jo, der er tale om en straf. Men der er også tale om en syg­dom, der træ­der ind i men­ne­ske­li­vet og der­med i hele kos­mos (efter­som men­ne­sket var kro­nen på ska­bel­sen og dets præst). Og der er også tale om, at Gud for­ud­skik­ker den natur­li­ge kon­se­kvens af ven­de sig bort fra Ham, nem­lig den død der føl­ger, når man ven­der sig fra Ham, der er livet selv. Så når artik­lens for­fat­ter hæn­ger fast i tan­ken om den straf­fen­de Gud i sit portræt af hen­des mod­part i dis­kus­sio­nen om homo­seksu­a­li­tet, så er hun selv med til at male et for­sim­plet bil­le­de af Gud og synd.
At der er synd i ver­den er vel en ting vi (krist­ne) kan bli­ve eni­ge om. Ikke alt er som det skal eller bør være. Slet ikke men­ne­sket. Men vi er nok næp­pe eni­ge om, hvad vores svar er på den men­ne­ske­li­ge til­stand. Eller måske sna­re­re, hvad Guds svar er. Vi er fald­ne, alle som en. Men vil­le det være nok, om vi blot alle over­holdt en lov, gav agt på for­bud? Jeg mener, at Kristus gjor­de op med det­te, og viste os, at jo, der er for­bud, der er en lov, men opfyl­del­sen af Loven kræ­ver mere end blot over­hol­del­se. Vi er nødt til at bli­ve restau­re­re­de, genop­ret­te­de. Vi er nødt til at bli­ve hel­bred­te. Vi er nødt til at ven­de til­ba­ge til Gud. Og ved at tage vores natur på Sig, gør Han selv det­te muligt.

I den­ne kon­tekst er det måske mest nyt­tigt at ven­de til­ba­ge til den oprin­de­li­ge, bibel­ske synds­op­fat­tel­se, der er inde­holdt i det græ­ske ord arma­tia. Det­te begreb repræ­sen­te­rer ikke synd i en juri­disk for­stand, som et lov­brud eller en for­se­el­se. Nej, her er sna­re­re tale om at mis­lyk­kes, om at kom­me til kort. Ordet blev sær­ligt brugt inden­for den antik­ke atle­tik, i bue­skyd­ning og spy­d­kast, hvor det betød ”at ram­me ved siden af”, lige­som også dets hebræ­i­ske pen­dant gør det. Så når orto­dok­se taler om synd, så er der måske knap så meget tale om lov­brud, ej hel­ler syg­dom, og hel­ler ikke hand­ling og kon­se­kvens, selv­om alle dis­se også har gyl­dig­hed på hver deres plan. Mest af alt er der tale om, at man ikke helt får bevæ­get sig i den rig­ti­ge ret­ning, at man ikke kom­mer helt i mål. At man ikke når til gud­dom­me­lig­gø­rel­se, eller som det hed­der i 2. Peters­brev 1:4, bli­ver ”del­ta­ge­re i gud­dom­me­lig natur”. Som de fle­ste måske kan udle­de af det­te, så er synds­be­gre­bet meget bredt. Det er alt, som ikke ram­mer plet på den gud­dom­me­li­ge natur.

Gud skabte mennesket

Hvor­dan gør vi så det­te? Vi må søge sva­ret på det, i hvem vi var skabt til at være. Og her må vi alt­så tage fat på Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen. Den næv­nes også i artik­len, men dog kun flyg­tigt og med den ned­la­den­de (eller sna­re­re blas­fe­mi­ske) bemærk­ning: ”God made Adam and Eve, not Adam and Ste­ve”. Det er et argu­ment der sene­st blev frem­ført i 90erne i ”The Jer­ry Sprin­ger Show”, og det har cir­ka lige­så stor rele­vans som det­te tv-show. Men fak­tisk skab­te Gud også Ste­ve, eller Ste­fan, den før­ste krist­ne mar­tyr. Mere om det om lidt.

Mit pri­mæ­re pro­blem med både den­ne for­fat­ter og dem hun dis­ku­te­rer med er, at de sim­pelt­hen ikke for­mår at se andet end for­bud og lov. Den ene side siger, at dis­se for­bud er for stren­ge, der­for er de antik­ve­re­de og der­for skal de afskaf­fes, mens den anden side mener, at for­bud og løf­tet om straf, udgør ker­nen af deres tro. Det er, er jeg ked af at sige, pro­te­stan­tis­me i en nød­de­skal. Væk er det bibel­ske sin­delag, det vi i Kir­ken kal­der skopos, et blik for hele Bib­len, som kom­mer via Kir­ken og Hen­des liv og tje­ne­ste, og ikke ved at sid­de der­hjem­me ved skri­ve­bor­det.

Ska­bel­ses­be­ret­nin­gen er væsent­lig på fle­re pla­ner. For det før­ste, så taler den ikke (kun) til os som en manu­al på hvad der sker af fysi­ske pro­ces­ser i livets opstå­en, men som et udgangs­punkt for, hvor­dan vi bør behand­le os selv, hin­an­den, jor­den og ikke mindst Gud. Så for det før­ste må man spør­ge, om det at men­ne­sket er skabt som mand og kvin­de er helt og alde­les uvæ­sent­ligt? Er vi i vir­ke­lig­he­den blot køns­løs ånd fan­get i et kød­hyl­ster? Eller er ska­bel­se som mand og kvin­de et eksem­pel på et for­æl­det ver­dens­bil­le­de? Kan man sva­re ja til et eller beg­ge af dis­se udsagn, så har man enten et pro­blem med essen­sen af kri­sten­dom­men eller med den obser­ver­ba­re natur, eller beg­ge dele. Hvis nogen skul­le ind­ven­de, at ska­bel­sen og den orden der hører med der­til er noget, som gøres op med hos Jesus Kristus, hvis nogen skul­le mene, at ægte­ska­bet mel­lem mand og kvin­de oplø­ses til for­del for en gene­rel kær­lig­hed uden køn, så kan de jo læse i Mat­tæus hvor­le­des Kristus bog­sta­ve­ligt gen­gi­ver, opret­hol­der og for­stær­ker det tra­di­tio­nel­le ægte­skab (Matt. 19:5) og hol­de sig dis­se ord for øje i de føl­gen­de.

Hvis man der­i­mod kom­mer til den kon­klu­sion, at vi nok er skabt som mand og kvin­de, så for­drer det også noget af os, så må vi tage det alvor­ligt. Og at både mand og kvin­de er skabt i Guds bil­le­de (1. Mos. 27–28) det bærer også mere med sig, end at vi er skabt med fri vil­je, som præst, som med-ska­ber og navn­gi­ver og alle de øvri­ge gode og sun­de læs­nin­ger af Ska­bel­sen som er inde­holdt i kri­sten­dom­men. Det inde­bæ­rer også, at vi er skabt i den Tre­e­ni­ge Guds bil­le­de, alt­så som to men­ne­sker, to per­so­ner, af en og sam­me natur, og skabt til at vok­se ind i hin­an­den, lige­som Fade­ren er i Søn­nen og Søn­nen i Fade­ren (Joh. 17:21).

Frug­ten af den­ne sam­men­voks­ning, det­te tri­ni­tæ­re liv, er såle­des… nye men­ne­sker, også kal­det børn. Jeg ved godt at børn er et ofte anvendt argu­ment mod den kir­ke­li­ge viel­se af to af sam­me køn. Men det er det, for­di den grund er vir­ke­lig god. At kær­lig­hed som Gud men­te den skul­le være er i stand til at frem­brin­ge nye, unik­ke per­so­ner, er sta­dig et stort under. Og jo også et under, der aldrig vil­le kun­ne fin­de sted mel­lem to af sam­me køn. Jovist, jeg er klar over, at børn også bli­ver und­fan­get på man­ge andre måder, nog­le gan­ske gru­ful­de, men som vi lige slog fast, så er alting i ver­den jo ikke, som det skul­le have været.

At men­ne­sket er skabt som mand og kvin­de, og at sam­li­vet mel­lem dem sig­ter mod deres arke­ty­pe, den Hel­li­ge Tre­e­nig­hed er gode argu­men­ter for at Kir­ken ikke kan vie to af sam­me køn. Men vi bør ikke stop­pe der. I Før­ste Mose­bog hører vi Gud sige ”Lad Os gøre men­ne­sket i Vort bil­le­de, så de lig­ner Os” (1Mos. 1:26). Det­te er ikke kun et eksem­pel på den tri­ni­tæ­re ska­bel­se som er nævnt oven­for, men peger også hen på noget lige­så dybt, nem­lig på Jesus Kristus. Ofte tol­kes de to udtryk, ”bil­le­de” og ”så de lig­ner Os” som et eksem­pel på den men­ne­ske­li­ge til­stand, både før og efter syn­de­fal­det. Bil­le­de er det fak­tum, at vi alle er skabt med Guds uud­s­let­te­li­ge aftryk. Lig­he­den der­i­mod er det vi er kal­de­de til at vok­se til. Adam og Eva var ved ska­bel­sen umod­ne, kal­de­de til at bli­ve Gud mere lig. Men deres umo­den­hed før­te også til deres fald.

Gud hol­der alt­så råd med Sig selv. ”Lad os gøre men­ne­sket…”. Der er til­sy­ne­la­den­de tale om en pro­ces her, og ikke som med dyre­ne, der tales til væren med et enkelt ord. Og hvor­når slut­ter da den­ne pro­ces? Hvor­når er men­ne­sket skabt? Er det i kapi­tel to? Nej, der må vi helt til den anden ende af Bib­len, til Johan­ne­se­van­ge­li­et kapi­tel 19:5, hvor Pila­tus siger de pro­fe­ti­ske ord: ”Se, hvil­ket men­ne­ske”. Der og da er det før­ste men­ne­ske skabt, Kristus den nye Adam. Se, vi bli­ver først rig­ti­ge men­ne­sker når vi opnår Guds lig­hed, når Hans bil­le­de rea­li­se­res til Hans lig­hed. Det er vi fle­ste nok ret langt fra, så fak­tisk er vores mål i livet ikke at bli­ve hel­ge­ner, men at bli­ve ægte men­ne­sker. Men læg mær­ke til hvor­dan det­te gøres. For det er ved kors­fæ­stel­sen at dis­se ord udta­les. Og Kri­sti vil­je var ikke at bli­ve kors­fæ­stet, det var Fade­rens vil­je (Matt 26:39). Sådan bli­ver vi men­ne­sker, ved at føl­ge Fade­rens vil­je, ved at tage vores kors op og for­næg­te os selv (Matt. 16:24) og det er altid et tab, altid smerte­ligt for os, hvad end det­te kors måt­te være. Men hvis vi er ærli­ge i vores stræ­ben efter Hans lig­hed, så er det det, vi må gøre. For nogen er det seksu­a­li­te­ten, der er kor­set, for andre er det noget andet.

Ende­lig er der det sid­ste og måske mest væg­ti­ge aspekt af Kir­kens afvis­ning af viel­ser af to af sam­me køn, bil­le­det i Efe­ser­bre­vet kapi­tel 5. Her lig­nes mand og kvin­de ved Kristus og Kir­ken. Og omvendt. Her vil­le for­fat­te­ren af omtal­te arti­kel sige, at Paulus bru­ger et bil­le­de han for­står, et kendt bil­le­de, lige­som hun mener, at en kvin­de­lig­nen­de salt­støt­te kun­ne være udgangs­punk­tet for beret­nin­gen om Sodo­ma og Gomor­ra. Men i den Orto­dok­se Kir­ke har vi en mere ydmyg og mere Gud-cen­tre­ret måde at se den slags på. Vi hæv­der ikke at være cen­trum som men­ne­sker, og at al myto­lo­gi der­for udgår fra os. Vi hæv­der hel­ler ikke, at vores opfat­tel­ser for­mer vir­ke­lig­he­den. Det vil­le jo være som at for­me Gud i vort bil­le­de. Når Paulus der­i­mod for­tæl­ler om Kir­ken og Kristus eller bru­den og brudg­om­men, så skal vi star­te hos Gud og ende hos os selv. Det er der­for ikke et men­ne­ske­ligt bil­le­de, der bli­ver brugt til at illu­stre­re noget gud­dom­me­ligt, men et gud­dom­me­ligt bil­le­de der illu­stre­rer noget men­ne­ske­ligt. Lige­som orde­ne Fader og Søn. De er ikke hen­tet fra men­ne­ske­li­vet og over­ført til Gud, men men­ne­ske­li­vet har lånt dis­se ord, til at illu­stre­re for­hol­det mel­lem for­æl­dre og børn.

Der­med ser vi, at ved ægte­ska­bet mel­lem mand og kvin­de, går vi ind i en dybe­re vir­ke­lig­hed, som ikke blot karak­te­ri­se­res ved at være seksu­el­le rela­tio­ner som er vel­sig­net af Gud. Der er sna­re­re tale om en mystisk vir­ke­lig­hed, som rea­li­se­rer alt det, som er nævnt oven­for, det tri­ni­tæ­re bil­le­de, frugtsom­me­lig­he­den, kor­set og ofrin­gen af én selv, for at ind­gå i en rela­tion med Gud. Ægte­ska­bet mel­lem mand og kvin­de bli­ver der­med én bane på den smal­le vej til Him­me­ri­get. Det er klart at også ugif­te folk bli­ver frel­ste, men det ven­der jeg til­ba­ge til i et andet ind­læg. Yder­me­re kun­ne vi næv­ne, som svar til artik­lens kri­tik af Bib­lens patri­ar­kal­ske ori­en­te­ring, at når man­den næv­nes som kvin­dens hoved i ægte­ska­bet, lige­som Kristus er Kir­kens hoved, så må man også gøre det klart, hvad det­te bety­der. For hvad er det Kristus gør for Sin Kir­ke? Han lider og kors­fæ­stes. På sam­me måder må man­den ofre sig for sin hustru, og hun for ham, som det også næv­nes i 1. Kor­int­her­brev 7:4.

Før det­te ind­læg bli­ver for langt, så må vi kort ven­de til­ba­ge til et par ting fra den oprin­de­li­ge arti­kel. Oven­for har jeg kort prø­vet at gøre rede for det, man kan kal­de et posi­tivt per­spek­tiv på homo­seksu­a­li­tet. Ikke i den for­stand, at sex eller ægte­skab mel­lem to af sam­me køn opfat­tes som noget posi­tivt. Men for­stå­et på den måde, at vi ikke skal se synd som over­træ­del­se af for­bud, det er for ensi­digt. Men sna­re­re skal vi se synd som en mang­len­de opfyl­del­se af den rol­le vi har fået af Gud. Et uop­fyldt poten­ti­a­le.

Her må vi ven­de til­ba­ge til artik­len. For hvor vi ser, at for­fat­te­ren ale­ne beskæf­ti­ger sig med uds­let­tel­sen af Sodo­ma og Gomor­ra, og kun løse­ligt beskæf­ti­ger sig med Abra­hams gæst­fri­hed i Mam­re lund, så må vi i Kir­ken se de to beret­nin­ger som en hel­hed. Den frag­men­te­re­de, pro­te­stan­ti­ske læs­ning skin­ner igen­nem igen i artik­len. For hvor­dan kan de to beret­nin­ger adskil­les? De fal­der umid­del­bart efter hin­an­den, og den ene af de tre eng­le bli­ver endog til­ba­ge og køb­slår med Abra­ham om byer­nes skæb­ne.

For Orto­dok­se krist­ne er der tale om en og sam­me histo­rie. Og den er ladet med betyd­ning. Først og frem­mest så opfat­ter vi besø­get af de tre eng­le som et tegn, en fore­gri­bel­se af den Hel­li­ge Tre­e­nig­hed. Mål­ti­det de får ser­ve­ret bli­ver en fore­gri­bel­se af den hel­li­ge Nad­ver. Dis­se to aspek­ter er afbil­le­det på Rub­lovs berøm­te Tre­e­nig­heds­i­kon. Hvis vi der­u­d­over læser det ind i den nær­væ­ren­de kon­tekst, så ser vi hvor­dan Abra­hams og Saras ægte­skab vel­sig­nes af net­op den­ne type på Tre­e­nig­he­den, for­di de i deres ægte­skab har for­må­et at rea­li­se­re det gud­dom­me­li­ge bil­le­de, mand og kvin­de som skabt til for­e­ning med hin­an­den. Og hvad består den­ne vel­sig­nel­se da af? Und­fan­gel­sen af et barn. Læg mær­ke til at det­te fore­går inden­for den sakra­men­tale atmos­fæ­re som er inde­holdt i bil­le­det af mål­ti­det, Nad­ve­ren.

I kon­trast til det­te ser vi den anden halv­del af beret­nin­gen, nem­lig byer­ne Sodo­ma og Gomor­ra. Jeg tror for­fat­te­ren har ret i at der er et fokus på homo­seksu­el, mand­lig (anal-)sex som syn­digt. Men det­te kan også ses som et bil­le­de på ufrugt­bart lev­ned. Så hvad er byer­nes synd? Er det deres ufrugt­bar­hed? At de for­ka­ster ska­bel­sen som mand og kvin­de, at de dri­ver rov på hve­ran­dre, sna­re­re end at prak­ti­se­re kær­lig­hed eller at de næg­ter at tage deres kors op og for­næg­te sig selv, er for­modent­lig sider af sam­me sag. I hvert fald ram­mer de ved siden af målet. De for­mår ikke at udle­ve den gud­dom­me­li­ge lig­hed, og der­for går de til grun­de.

Er homoseksualitet en synd?

At sam­li­vet mel­lem mand og kvin­de er givet af Gud frem­står for mig som fuld­kom­men klart i Bib­len. Og at det er givet af Gud bevir­ker også, at det er en vej til Hans lig­hed, til gud­dom­me­lig­gø­rel­se af men­ne­sket.

Set i lyset af udlæg­nin­gen af synd som det, der kom­mer til kort, det der ikke ram­mer målet, så må vi sva­re, at homo­seksu­a­li­tet er en synd. Det repræ­sen­te­rer en måde hvor­på men­ne­sket væl­ger sig selv frem for Guds vil­je. I for­hold til ska­bel­sen, så viser det sig ufrugt­bart med den­ne form for for­hold. Det­te er i sid­ste ende en afvis­ning af det tri­ni­tæ­re bil­le­de, i hvil­ket men­ne­sket er skabt og der­for for­mår det ikke at vok­se til lig­he­den. Det er net­op synd og min mening med det­te ind­læg er i høj grad, at vi skal for­stå synd, ikke kun som for­bud med trus­sel om straf, men som en man­gel på det per­fek­te, som det der ram­mer ved siden af Per­fek­tio­nen selv, vor Her­re og Gud.

I næste ind­læg skal jeg for­sø­ge at gøre rede for hvor­dan det­te kom­mer til udtryk i orto­dok­se krist­nes kon­kre­te liv.