Er Gud ”totalt ligeglad” med hvad vi spiser?

Så så jeg lige en ny omgang slud­der og vrøvl på kristendom.dk. Den­ne gang er det en præst ved Aal­borg Dom­kir­ke, der står for at pil­le tra­di­tio­nel kri­sten­dom fra hin­an­den i… kri­sten­dom­mens navn. Lige­som i mine sene­ste ind­læg, så er det­te også skre­vet af en præst i Fol­kekir­ken, Han­ne Dahl, og jeg må sige, at jeg hver dag bli­ver gla­de­re og gla­de­re for at jeg i min ung­dom for­lod Fol­kekir­ken. I frem­ti­den vil jeg prø­ve at skri­ve lidt om de pro­te­stan­ti­ske grund­te­ser, som for eksem­pel Sola Scrip­tu­ra (at Bib­len ale­ne er nok til at lede til frel­se) og hvor­dan de efter­hån­den har ført til, at der er meget lidt gen­ken­de­ligt, oprin­de­ligt kri­stent til­ba­ge. Det lyder hårdt, men jeg synes det er van­ske­ligt at bli­ve ved at tie om dis­se ting, sær­ligt når den oprin­de­li­ge, krist­ne tra­di­tion angri­bes. Jeg vil ger­ne opfor­dre læse­ren til at over­ve­je, hvil­ket syn på tra­di­tion og ikke mindst på Bib­len der lig­ger til grund for afvis­nin­gen af faste som kri­sten prak­sis. Kan man frit pluk­ke ud i Bib­len, alt efter hvad der fal­der i ens smag?

Er noget mad forbudt for kristne?

Det er jo sådan, at hvis to sæt­nin­ger siger det mod­sat­te af hin­an­den, må de enten beg­ge være fal­ske eller den ene falsk og den anden sand.

Så som det før­ste kan vi jo uddra­ge kapi­tel 15 fra Apost­le­nes Ger­nin­ger, som omhand­ler apo­stel­mø­det i Jerus­a­lem, Kir­kens før­ste fæl­les beslut­ning, læn­ge før der var noget der hed Refor­ma­tion eller Sola Scrip­tu­ra. Her ser vi jo net­op at apost­le­ne i fæl­les­skab beslut­ter, at de hed­nin­ge­krist­ne ikke må ind­ta­ge blod fra dyr og kød fra kval­te dyr (som jo i sagens natur fort­sat inde­hol­der sto­re mæng­der blod). Det­te er givet­vis for­di man videre­før­te den jødi­ske opfat­tel­se af blod som bærer at et væsens liv, og for krist­ne er det kun til­ladt at ind­ta­ge blod fra Ham som er Livet selv, Jesus Kristus, den hel­li­ge Nad­ver.

Men det væsent­li­ge at læg­ge mær­ke til er for­mu­le­rin­gen her: ”Hel­li­gån­den og vi har beslut­tet…” (Apg. 15:28). Så beslut­nin­gen om at afhol­de sig fra blod er alt­så Hel­li­gån­dens? Er Hel­li­gån­den ikke Gud? Der­for spi­ser jeg den dag i dag ikke blod­pøl­se, selv om det som stolt søn­derjy­de er mig et stort offer…

Men det er alt­så klart, at der er mad, som Gud ikke vil at vi skal spi­se. Det har natur­lig­vis intet med faste at gøre, for faste er en hel anden sag. Men for nu kan vi måske star­te med at sige, at Gud er ikke ligeg­lad. Spørgs­må­let er sna­re­re, om vi er ligeg­la­de med hvad der står i Bib­len.

Når det er sagt, så kan vi pas­sen­de fort­sæt­te med at søge i Bib­len. Og udle­de en vig­tig lek­tie. For hvad er Guds andet bud til men­ne­ske­ne efter ”bliv frugt­ba­re”? Jo det bud er, at Adam og Eva ikke må spi­se af frug­ten i mid­ten af Haven (1. Mos. 3:3). Så ursyn­den består alt­så i at ind­ta­ge noget, som ikke var til­ladt. Der er selv­føl­ge­lig man­ge måder at læse den­ne beret­ning på og jeg vil ikke gøre mig til tals­mand for en fuld­kom­men bog­sta­ve­lig tolk­ning. Men omvendt så kan man også sige, at hvis ide­en om at spi­se sig til synd var fuld­kom­men irre­le­vant og arbi­trær, hvor­for så væl­ge den? Vi kan ven­de til­ba­ge til det­te sene­re. Lad os fort­sæt­te med at lede i Bib­len.

Kristus faster

Faster Kristus? Så for den… hvad skal vi stil­le op med det? Ja Kristus faster. Fak­tisk er det det før­ste Han gør efter Sin Dåb ved Johan­nes Døbe­ren. Ikke nok med at Han faster, Han faster fak­tisk fyr­re dage og fyr­re næt­ter. Fyr­re er næp­pe et til­fæl­digt tal, men et bibelsk sym­bol for fyl­de, og vi ser i Kirsti faste opfyl­del­sen af de gam­mel­te­sta­ment­li­ge for­ud­skik­kel­ser som Moses fyr­re dage på bjer­get og isra­e­lit­ter­nes fyr­re år i ørke­nen.
Hvis vi nu skal være helt lav­prak­ti­ske, hvis vi nu skul­le føl­ge Sola Scrip­tu­ra, hvad kan vi da sige? Jo så vil­le vi sige, at når Kristus faster, så skal vi også faste eller er en tje­ner måske stør­re end sin Her­re (Joh 15:20)? Kristus siger jo selv, at vi skal tage Hans åg på os og lære af Ham (Matt. 11:29) og Paulus opfor­drer os til at efter­føl­ge ham, som han efter­føl­ger Kristus (1. Kor. 11:1).

I artik­len på kristendom.dk gør præ­sten sig til tals­mand for at vi skal have ordet i cen­trum. Jovist, det skal vi da. Men hvil­ket ord? Er det det tal­te ord, abstrakt tale eller bog­sta­ver på en side? Nej, det er Gud­sor­det som blev kød, som vir­ke­lig blev men­ne­ske, og som vi ser lide sult. Og hvad sker der da, da Han lider sult? Jo, der og da begyn­der kam­pen mod djæ­vel­en. Han som for­dum lok­ke­de Adam og Eva til at spi­se, til at bry­de fasten, møder nu sin Over­mand. Og for os gæl­der det sam­me som for vores Her­re, at det er når vi sul­ter, når vi er sva­gest, at vi kan tage kam­pen med djæv­len og hans løgn. For hvor for­dum vores for­fædre faldt i fri­stel­sen mens de hav­de alt det hjer­tet kun­ne begæ­re, så for­næg­ter vi i dag, sam­men med Kristus, fri­stel­sen mens vore maver rum­ler.

Man kan med ret­te hæv­de, som Han­ne Dahl anty­der, at vi med syn­de­fal­det for­søg­te at gud­dom­me­lig­gø­re os selv ved at spi­se, alt­så ved hvad hun for­står som ”ger­nings­ret­fær­dig­hed”. Det er da sandt, at der i men­ne­sket er en trang til at gud­dom­me­lig­gø­re sig selv, at sæt­te sig selv i cen­trum og at for­sø­ge at kla­re sig uden Gud. Og det­te kan man givet­vis også over­fø­re til fasten, at man for­sø­ger at faste sig til frel­se ved egen kraft. Men det omvend­te er jo til­li­ge sandt, og det er jo det vi ser ved syn­de­fal­det. Her er der jo tale om, at vi und­la­der, at gøre det som kræ­ves af os. Vi føl­ger ikke Guds bud.

Det er inter­es­sant, at Dahl frem­hæ­ver tek­stræk­ken i Fol­kekir­ken i det der bur­de være faste­ti­den, som udgangs­punkt for at under­vi­se i kri­sten­dom. Hun næv­ner, at man her føl­ger i fod­spo­re­ne på de før­ste krist­ne, som skul­le døbes ved Påske og der­for modt­og under­vis­ning i kri­sten­dom­men på den­ne tid. Men hvad var det de tid­li­ge krist­ne også gjor­de i den­ne tid frem til deres dåb? De faste­de i 40 dage! Jeg mener, at vi her ser et udtryk for den­ne intel­lek­tu­a­li­se­ring af kri­sten­dom­men, den lut­her­ske ensi­dig­hed, hvor der ale­ne er fokus på hvad der kan læres og for­stås, og ikke hvad der kan leves og mær­kes.

”Det star­ter med Jesu dåb…” siger hun. Og så næv­ner hun fri­stel­sen (men glem­mer at den ske­te under Her­rens faste jvf oven­for), uddri­vel­sen af dæmo­ner­ne (som kun uddri­ves ved faste og bøn jvf neden­for) og andre tek­ster. Men hvad da med den dåb? Er den over­ho­ve­det nød­ven­dig? Det er jo ikke os der skal gøre noget, så når nu Kristus døbes, hvor­for skal vi da også? Hvis man vir­ke­lig vil distan­ce­re sig fra ”ger­nings­ret­fær­dig­hed”, så skul­le man være kon­se­kvent og udfa­se dåben. Hvis Gud er ligeg­lad med hvad vi spi­ser, er Han da også ligeg­lad med, om vi dyp­pes i noget vand? Og her vil­le de fle­ste af os, både pro­te­stan­ter og orto­dok­se sige, at det er Han ikke ligeg­lad med. Vi må, som sagt, bli­ve Kri­sti discip­le og efter­føl­ge Ham.

Men med Kri­sti dåb for­hol­der det sig jo også mod­sat os. Hvor vi hel­li­ges i van­det, så hel­li­ger Han selv van­det med Sig lege­me. Selv kro­no­lo­gi­en er omvendt. Han faster efter Sin dåb, vi faster op til dåben. Men efter dåben er vi ble­vet små kristus’er, vi har iført os Kristus (Gal 3:27), for at vi sam­men med Ham kan knu­se slan­gens hoved og sej­re over djæ­vel­en.

De hellige faster

Her skal vi ikke dvæ­le læn­ge, for vi ved jo, at for pro­te­stan­ter er der ikke nogen men­ne­sker der kan kal­des hel­li­ge, eller vær­re end­nu, hel­ge­ner. Men man kom­mer alli­ge­vel ikke uden om, at der selv i Bib­len er per­so­ner, som hol­des i hævd af alle krist­ne, som faster.

Da jeg søg­te på faste i Bibel­sel­ska­bets digi­ta­le Bibel fik jeg vist nok 294 hits. Jovist, man­ge af dis­se skal træk­kes fra på grund af ordet fast (hård), men selv der­ef­ter er der man­ge til­ba­ge. Man kan selv lede i Bib­len (det er jo altid en god ide), og få syn for sagn. Hvor ofte udrå­ber pro­fe­ter­ne ikke en faste i Isra­el? Hvor ofte faster patri­ar­ker og pro­fe­ter ikke? Tænk på David efter hans uger­nin­ger og hans søns død. Han næg­te­de at spi­se. Men lad nu det lig­ge og lad os se på to per­so­ner i Det Nye Testa­men­te, Johan­nes Døbe­ren og pro­fe­tin­den Anna.

Om Johan­nes Døbe­ren hører vi jo, at han skal være fyldt af Hel­li­gån­den og at han ikke må drik­ke vin og stærk drik (Luk. 1:15). Godt nok er der jo ikke tale om føde men drik­ke, men alle kan vel bli­ve eni­ge om, at de godt kan høre sam­men. Og dis­se ord er jo eng­lens, og som vi ved, så taler eng­le altid Guds direk­te ord og intet af egen vil­je. Hvis nu Gud var ligeg­lad, hvad skul­le dis­se ord da til for? Yder­me­re så ser vi, at Johan­nes også som vok­sen lever tem­me­lig aske­tisk. Græs­hop­per og vil­de biers hon­ning var hans føde. Hvis det var lige­gyl­digt hvad han spi­ste, hvor­for da næv­ne det i to af Evan­ge­li­er­ne (Matt. 3:4 og Mark. 1:6)? Om Johan­nes hav­de vil­let, kun­ne han jo have fået sine discip­le eller dem som kom for at besø­ge ham i ørke­nen til at brin­ge ham mere næren­de mad. I ste­det hører vi jo, at også hans discip­le faste­de. Vi ven­der til­ba­ge til det­te med discip­le­ne lidt sene­re.

Ende­lig så møder vi pro­fe­tin­den Anna (Luk 2:36–38). Om hen­de står der, at hun ”tjen­te Gud med bøn og faste”. Her stil­les bøn og faste alt­så side om side som en tje­ne­ste for Gud. Det­te skal vi møde igen lidt sene­re. Men som altid så må vi spør­ge, hvor­for næv­nes det­te? Det må jo være for­di det er rele­vant i for­hold til Evan­ge­li­et og der­med også for os krist­ne. Vi kun­ne også gå end­nu vide­re og spør­ge, om Gud også er totalt ligeg­lad med bøn? Jeg tror ikke Gud er totalt ligeg­lad med noget som helst, men hvis nogen ærligt tror, at de ikke skal gøre noget, at alt er gjort og det der­for er for­kert at gøre noget, så må de jo hel­le­re ophø­re med at bede. Men hos Lukas ser vi, at hen­de (Anna), som livet igen­nem hav­de tjen­te Gud med faste og bøn, hun til­skik­kes den nåde, at skue Kristus Gud.

Brudgommen er her

I lig­nel­sen om de fem vise og de fem ufor­stan­di­ge jom­fru­er (Matt. 25:1–13) hører vi om hvor­dan vi for­be­re­der os på Her­rens kom­me. Det­te er nøje knyt­tet til Kir­kens faste og i Påskeu­gen læser vi den højt elske­de Brudg­oms-mor­gentje­ne­ste. For fasten er en slags opmærk­som vågen, en for­be­re­del­se, en ven­ten på Her­ren, Brudg­om­men.

Men når vi taler om Brudg­om­men, så må vi også ven­de til­ba­ge til Her­rens ord til Johan­nes Døbe­ren omkring fasten (Matt. 9:14–15). For det er tyde­ligt, at Her­rens discip­le ikke faster på det tids­punkt. Men orde­ne fra Jesus under­stre­ger dog, at der skal kom­me tider, hvor Hans discip­le (os) også skal faste. Dis­se er dage­ne hvor Brudg­om­men ikke er sam­men med dem. Her er vi ved den krist­ne tros sto­re myste­ri­um. For vi krist­ne vil jo sige, at Her­ren både er fra­væ­ren­de og til ste­de, Han er både kom­met og Han skal kom­me igen, vi lever mel­lem alle­re­de og end­nu ikke. Året igen­nem hil­ser vi hin­an­den med orde­ne ”Kristus er iblandt os” og vi sva­rer ”Han er og for­bli­ver”. Men net­op faste­ti­den er en tid, hvor fokus lig­ger på end­nu ikke. Her ven­ter vi Her­rens Opstan­del­se og Hans Gen­komst, som for Gud selv er en og sam­me bevæ­gel­se, men for os synes det som om Han er fra­væ­ren­de.

Det mor­som­me er, at Dahl næv­ner advents­ti­den som et argu­ment mod faste. Der mæsker vi os, hæv­der hun, som et andet for­søg på at gøre noget for at brin­ge os tæt­te­re på Gud. Men det er alt­så kun for­di vi har glemt vores tro og vores tra­di­tion. For i vesten var det jo også såle­des, at advent var en for­be­re­del­ses­tid, og ordet ”advent”, kom­me, spil­ler jo net­op på dob­belt­he­den mel­lem inkar­na­tion og gen­komst. Der­for var advents­ti­den i gam­le dage en ihukom­mel­se af Her­rens gen­komst og Ver­dens­dom­men, og ikke en tid til løs­slup­pen­hed.

Disse ting drives ud med faste og bøn

”Når I faster…”, så siger Her­ren (Matt. 6:16–21). Ikke ”hvis I faster…” Der er alt­så ikke tale om et valg, men et påbud. Enhver kan jo selv læse om hvor­dan man skal for­hol­de sig i fasten, hvor­le­des man tager imod den og fejrer den, ikke som et tungt åg, men et let og gavn­ligt åg.

Men der er også et andet skrift­sted, som opfor­drer til faste, nem­lig beret­nin­gen om den måne­sy­ge dreng. Discip­le­ne kan ikke uddri­ve dæmo­nen og der­for må Her­ren selv træ­de til. Og sva­ret til discip­le på hvor­for de ikke kun­ne? ”Den slags dri­ves kan ikke dri­ves ud, uden ved bøn og faste (Mark. 9:29). Så faste vir­ker mod dæmo­nisk ind­fly­del­se? Jamen så er vi jo til­ba­ge ved fri­stel­sen i Haven og Her­rens fri­stel­se i ørke­nen, faste vir­ker mod djæ­vel­en og hans ind­fly­del­se. Lad enhver være ærlig over­for sig selv, og ransag, om de af og til lyder den dæmo­ni­ske ind­fly­del­se. Og her er alt­så faste vores våben, til­sam­men (igen) med bøn­nen.

En ugyldig faste

Men det er klart, at faste ale­ne vir­ker ikke til frel­se. Sna­re­re er der jo tale om, at fasten er en natur­lig reak­tion på tro­en og så samvir­ker den også med tro­en, for­di den styr­ker de tro­en­de i deres ånde­li­ge liv og jager dæmo­nisk løgn på flugt.

Men fasten kan selv­føl­ge­lig også vir­ke mod­sat. Den kan også vir­ke til for­døm­mel­se, den kan være dia­bolsk. Skønt jeg ikke lige kan huske de nøj­ag­ti­ge refe­ren­cer (dem kan I selv lede efter), så husker vi vel alle de man­ge til­fæl­de i Det Gam­le Testa­men­te, hvor Gud væm­mes ved faste, ved røgel­se og festi­va­ler. For­di dem som faster gør det i en slags falsk from­hed, i reli­gi­ø­si­tet af den vær­ste skuf­fe, hvor de søger at vin­de Guds gun­st, på trods af deres hård­hjer­tet­hed og ond­skab. Sådan en faste er det akku­rat lige så muligt at afhol­de i dag, som det var den­gang.

Så faste kan og skal altid kom­bi­ne­res med den oprig­ti­ge bøn, som vi også så man­ge gan­ge oven­for. Som krist­ne skal vi altid huske på, at der er én som altid faster, én som aldrig spi­ser, ser tv, aldrig dyr­ker sex, og alt det andet vi opfor­dres til at skæ­re ned på eller afhol­de os fra i fasten, og den per­son er djæ­vel­en selv. Han spi­ser ikke og fin­der ingen glæ­de i noget andet jor­disk. Men hans faste er ham til for­døm­mel­se, for den er uden Gud, uden anger og uden kær­lig­hed.

Kirkens faste

I Kir­ken lærer vi at faste, for­di det er Her­rens bud til os og for­di de udvir­ker man­ge gode ting hos os men­ne­sker. I Kir­ken lærer vi yder­me­re at faste på en måde, så vi kom­mer tæt­te­re på Gud. Han er altid lige tæt på os, men vi fjer­ner os ofte fra Ham. Vi lærer at faste såle­des, at vi und­går de djæ­vel­ske fald­gru­ber.

I Kir­ken har Den Sto­re Faste altid hand­let om tre ting: faste, bøn og næstekær­lig­hed. Fasten er ikke en diæt og jeg tager også, lige­som Dahl, afstand fra alle dis­se fjol­le­de for­søg på at sam­men­strik­ke sin egen helt spe­ci­el­le faste. Faste hand­ler om at under­ka­ste sig Gud for at kun­ne ophø­jes med Ham i Påsken. Hvis vi skul­le ven­de til­ba­ge til syn­de­fal­det for en stund, så kan vi måske se bud­det om ikke at spi­se, som en lydig­hed der skul­le få Adam og Eva til at vok­se. Kir­ke­fædre som Maxi­mus Beken­de­ren arbej­der med Adam som det synd­frie men­ne­ske, men dog som et umo­dent men­ne­ske, hvis mål var at vok­se i gud­bil­led­lig­hed. Den­ne vækst skul­le kom­me fra at aflæg­ge sine egne ambi­tio­ner til for­del for kær­lig­he­den til den anden, i det­te til­fæl­de Gud. Som sådan var det ikke frug­ten der udgjor­de pro­ble­met, men sna­re­re uly­dig­he­den, det ego­cen­tri­ske ele­ment, som der­med skab­te et brud mel­lem Adam og Gud.

I Kir­kens faste for­sø­ger vi der­for at under­ka­ste os ydre reg­ler, sna­re­re end noget vi selv fin­der på, for at vi kan give os selv hen til Gud. ”Han bør vok­se, men jeg bli­ve min­dre” siger Johan­nes Døbe­ren (Joh. 3:30).

Vi faster, vi beder og går til langt fle­re gud­stje­ne­ster, og det vi spa­rer på mad og nydel­se, det giver vi væk til andre, som har mere brug for det end os. Men i Johan­nes Døbe­rens ord oven­for lig­ger også en anden erfa­ring gemt, nem­lig den, at når vi er udsu­l­te­de, når vi er mest sva­ge og træt­te, der bli­ver vi bed­re til at høre Guds røst. Så læn­ge vi er mæt­te­de af fede ret­ter, når maven er fuld, hove­d­et og øjne­ne mæt­te­de af under­hold­ning og sjæ­len tyn­get af ind­tryk, hvad behov har vi da for Gud? Så får man hur­tigt lul­let sig ind i den illu­sion der kom­mer af at have tyng­de (om livet, i hove­d­et, i skrid­tet eller andre ste­der), den illu­sion der siger, at jeg er mig selv nok. Men når man har fastet læn­ge nok, når man har opnå­et en svag­hed i lege­met, så kom­mer Ånden i en og råber ”Abba, Fader” (Gal. 4:6).

Kir­ken har altid vidst dis­se ting og vi ser også i et af de før­ste krist­ne skrif­ter, Didaké, hvor­le­des de krist­ne faster ons­dag og fre­dag, lige­som vi fort­sat gør i Den Orto­dok­se Kir­ke i dag. Her er alt­så tale om et skrift der er skre­vet måske tyve år efter Johan­ne­se­van­ge­li­et. Så når Dahl siger, at Fol­kekir­ken ikke må hop­pe på bøl­gen med at faste, så er det måske fint nok, hvis det gæl­der al den sel­vi­s­ce­ne­sæt­tel­se der her­sker rundt omkring med kli­ma­fa­ste, ingen rød­vin og hvad det ellers måt­te være. Men sam­ti­dig er vi også nødt til at sige, at det er Fol­kekir­ken, som først er hop­pet af fasten, som Kir­ken altid har fejret. Og vi må min­de om, at der ikke er tale om hjem­mela­ve­de kult-ritu­a­ler, men Kir­kens Tra­di­tion gen­nem årtu­sin­der, og det gam­le Isra­el før det. Så hvem er det egent­lig, som har hjem­mela­ve­de kult-ritu­a­ler?

Lad dem som er stærke, spise

Her er vi kom­met til enden af det­te blo­gind­læg. Det blev måske lidt læn­ge­re end jeg først hav­de fore­stil­let mig. Men spørgs­må­let om faste rej­ser jo man­ge andre og vig­ti­ge spørgs­mål, som rela­te­rer sig til kri­sten­tro­ens væsen.

Cen­tralt i den­ne dis­kus­sion er jo det som Dahl næv­ner, at tro­en er noget vi får og der­med ind­for­stå­et, at vi ikke kan gøre noget som helst selv. Jeg er til­bø­je­lig til at give hen­de del­vis ret i beg­ge dis­se udsagn. Med modi­fi­ka­tio­ner.

Det­te stam­mer for­modent­lig fra en udlæg­ning af kapi­tel 2:8–9 af Efe­ser­bre­vet, som lyder ”Thi af nåde er I frelst ved tro; det skyl­des ikke jer selv, Guds er gaven, det skyl­des ikke ger­nin­ger, så nogen kan rose sig”. Vi skal ikke her kom­me ind på en nær­me­re udred­ning af ger­nin­ger kon­tra tro, men vi må frem­hæ­ve to ting. For det før­ste så læser de fle­ste af dem, som afvi­ser såkaldt ”ger­nings­ret­fær­dig­hed” ikke vide­re og ser hvor­le­des der står, at vi er ”skab­te i Kristus Jesus til gode ger­nin­ger, som Gud for­ud lag­de til ret­te, for at vi skul­le van­dre i dem”. Som vi så oven­for, så er det Kristus gør alt­så, at omgø­re al den synd, som kom ind i ver­den ved Adam. Det­te inklu­de­rer fasten, som er det bud Gud for­dum lag­de til ret­te. Ved Kri­sti sejr over syn­den er vi også (gen)skabte i Ham til at sej­re over syn­den.

For det andet er det ikke klart for mig, om der er nåden, tro­en, frel­sen eller alle tre ting, som er givet af Gud. Men for os orto­dok­se krist­ne, så er vi jo fuld­kom­men eni­ge i, at det er Gud som åbner por­ten til Him­len, det er Ham som sej­rer over døden, det er ved Ham vi frel­ses og hel­lig­gø­res. Han bane­de vej­en, vi er kal­de­de til efter­føl­gel­se. Men hvor­dan det så skul­le bli­ve til, at vi slet intet skal fore­ta­ge os, det er mig fort­sat en gåde.

Men lad os gå ind på præ­mis­sen for en stund. Tro er noget vi får, og der­med også noget vi skal mod­ta­ge. Men und­skyld, er mod­ta­gel­se ikke en ger­ning, noget der kræ­ver en hand­ling fra vores side? Jo, vil­le vi sige. Og her bli­ver fasten en hjælp, et red­skab til at stil­le sig mod­ta­gen­de. For det at stil­le sig mod­ta­gen­de, det er den krist­ne grund­hold­ning, lige­som vi ser det hos den frem­me­ste af de hel­li­ge, Guds­mo­der eller Jom­fru Maria. Hun siger jo ”mig ske, Her­re, efter Dit ord” (Luk. 1:38). Fore­stil jer, som hun blot sad pas­sivt til­ba­ge og næg­te­de af fore­ta­ge sig noget af frygt for ger­nings­ret­fær­dig­hed! Maria beskri­ves jo ofte som den frugt­ba­re jord, og i fasten søger vi også, at plø­je vore hjer­ters jord, så vi bli­ver som den jord, der tro­ligt afven­ter Påskens for­års­regn.

Hvis vi skul­le bli­ve ved emnet, så kun­ne vi også fore­stil­le os det mod­sat­te, nem­lig at vi får tro­en, hvad enten vi vil eller ej. Det­te er måske det nær­me­ste vi kom­mer på direk­te her­esi. Her ses nem­lig en nege­ring af den frie vil­je, som er udgangs­punk­tet for den gen­si­di­ge kær­lig­hed mel­lem Gud og men­ne­ske, og noget der er givet os i kraft af at vi er skabt i Guds bil­le­de. Vi kan gøre som vi vil, vi kan miste tro­en eller få den (hvor­dan det så er for­e­ne­ligt med at den er givet af Gud…), men det vig­ti­ge er, at Gud tror på os. Hvad bety­der det egent­lig? Hvis det vig­ti­ge for men­ne­sker er at bli­ve frel­ste, og det er det sam­me som at Gud tror på os, så må vi sige, at enten tror Gud på os alle, og så bli­ver vi alle frel­ste, om vi vil eller ej, eller også så har Gud udvalgt sig enkel­te favo­rit­ter blandt men­ne­ske­ne, som Han tror på, og vil lade resten gå fortabt. Men beg­ge dele er langt fra den oprin­de­li­ge kri­sten­dom, og den form for teo­lo­gi bør vi for­ka­ste.

Man hører ofte Paulus’ Brev til Romer­ne frem­dra­get som et argu­ment mod at faste. Men det er det jo ikke. Faste bli­ver her anført som akku­rat lige så gyl­digt som ikke at faste. Det er en advar­sel mod dom, og jeg beder til, at jeg ikke i hjer­tet døm­mer nogen ved det­te ind­læg. Det er i hvert fald ikke min mening, men djæ­vel­en er hele tiden på arbej­de, og måske er jeg også for­blæn­det. Men når nu vi er ved djæ­vel­en, så må vi jo sige, at den­ne skri­vel­se i høj grad også hen­ven­der sig til de krist­ne, som ofte kun hav­de råd til det kød, som var ofret til afg­u­der, alt­så til sata­ni­ske bil­le­der. Og her er Paulus’ ærin­de jo, at for­tæl­le, at dis­se dæmo­ner kan besej­res ved Kristus. Det er jo en god grund til at bede bord­bøn eller vel­sig­ne maden i sit hjem. Men for mig er nøg­len sæt­nin­gen ”den skrø­be­li­ge spi­ser kun grønt­sa­ger” (Rom. 14:2). Jeg ved ikke med jer, men jeg ser mig selv som skrø­be­lig, som svag i tro­en, som en der ofte fal­der. Jeg har brug for den hjælp der lig­ger i fasten. Lad enhver være ærlig med sig selv, er jeg svag eller stærk?

Guds medarbejdere

Vi i Kir­ken er der­i­mod kal­de­de til at bli­ve Guds med­ar­bej­de­re (1. Kor. 3:9), Kri­sti ven­ner og det­te indi­ke­rer, at vi også må yde noget. V har gen­nem­gå­et det oven­for: vi må efter­føl­ge Kristus, vi må iklæ­de os Ham og tage Hans åg på os, vi må uddri­ve vores dæmo­ner og vi må være rea­li­sti­ske om, hvor­vidt vi er stær­ke i dis­se ting.

I Guds Kir­ke hol­der vi ikke på en teo­lo­gi, som til­si­ger os, at vi intet skal fore­ta­ge os, og at Gud skul­le være ligeg­lad. Kir­ken er Kri­sti lege­me, en gud­dom­me­lig-men­ne­ske­lig syner­gi, hvor det ånde­li­ge og det køde­li­ge mødes. Hvis vi i vore lege­mer er for­e­ne­de med Kristus og det­te er et kald til at aflæg­ge os køde­lig synd og utugt, kan det mod­sat­te da ikke være sandt? Kan vi ikke ære Gud i vore lege­mer? Det mener Paulus i hvert fald, når han siger ”I er købt og pri­sen betalt; ær der­for Gud i jeres lege­me!” (1. Kor. 6:20). Vi tror ikke vi kan faste os til frel­se, Gud har først betalt pri­sen, og nu ærer vi Ham i vore lege­mer.

Lad mig slut­te af med føl­gen­de obser­va­tio­ner. For det før­ste, så er det klart for enhver, og man­ge reli­gions­so­cio­lo­ger bekræf­ter det­te, at man ikke kan leve oppe i hove­d­et, et løs­re­vet, frit svæ­ven­de liv. Man må have kon­kre­te hol­de­punk­ter, tra­di­tio­ner og skik­ke. Sær­ligt den krist­ne tro er jo en legem­lig­gjort tro, og den­ne tro må udfol­de sig legem­ligt, og syn­ke ind i de tro­en­des kød og ben, for at tro­en kan over­le­ve, for ikke at tale om at vok­se og blom­stre.
Den opfat­tel­se som Dahl er tals­mand for er, efter min mening, den pri­mæ­re årsag til den tand­lø­se og anæ­mi­ske kri­sten­dom vi mesten­dels ser i dag. Den er løs­re­vet, ikke bun­den i det legem­li­ge og kon­kre­te og net­op der­for, og det­te er jo iro­nisk, så opfin­der enhver sine egne små tra­di­tio­ner. Ingen kan leve uden dis­se, spørgs­må­let er så bare, om de skal kom­me fra Bibel, Kir­ken og Gud, eller fra dame­bla­de, kli­matæn­ket­an­ke eller ens eget, fald­ne sind. På en måde har den pro­te­stan­ti­ske kir­ke svig­tet sine med­lem­mer, ved at næg­te dem ånde­lig føde, og nu sul­ter de.

Ende­lig så kun­ne jeg tæn­ke mig at frem­hæ­ve Filips ord til Nata­na­el: Kom og se. Dis­se ord kun­ne også udstræk­kes til Dahl og hen­des tros­fæl­ler. For hvor­dan kan man vide så meget om faste, hvis man aldrig har prø­vet det. For de fle­ste orto­dok­se krist­ne, vil fasten stå som en tid, hvor vi i kraft af vores faste, mær­ker Gud tyde­li­ge­re. Som sagt, det­te har ikke noget at gøre med om Gud går op i hvad vi spi­ser, men noget at gøre med os selv og hvor­dan vi bere­der os på at mær­ke Hans nær­vær. Til alle som læse det­te kan jeg da kom­me med den­ne opfor­dring: Vær ikke ban­ge, kom til Kir­ken. Vær ikke til­ba­ge­hol­den­de, men giv alt hvad I har i lov­pris­nin­gen af Gud. Vær ikke lunk­ne, men vær bræn­den­de i jeres iver. Sid ikke der­hjem­me og tænk, men gå til gud­stje­ne­ste. Kom og se. Kom, kom, kom, den­ne høj­tid er stor, det er faste for Her­ren.