En sælsom ikonoklasme

Om lidt over en uge fejrer vi i Den Orto­dok­se Kir­ke det man kal­der Orto­dok­si­ens Sejr eller Orto­dok­si­ens Søn­dag. På den­ne Søn­dag ihukom­mer vi afslut­nin­gen på det, der ken­des som den iko­nokla­sti­ske strid.

Den før­ste Søn­dag i Fasten er jo en pro­mi­nent plads til ihukom­mel­se, og det bety­der, at den­ne begi­ven­hed er af stor vig­tig­hed for Kir­ken. Den iko­nokla­sti­ske strid løb fra 726 til 842 og inde­bar blandt andet nog­le af de vær­ste for­føl­gel­ser i Kir­kens histo­rie. Så der var god grund til at fejre, at den hel­li­ge dron­ning Theo­dora til sidst afblæ­ste for­føl­gel­ser­ne og genind­før­te den kir­ke­li­ge brug af iko­ner.

Men der var også mere på spil end blot for­føl­gel­se. For de hel­li­ge fædre som for­sva­re­de bru­gen af iko­ner, var hele Kir­kens tro, den orto­dok­se tro, på spil. Som bekendt er iko­ner bil­le­der, der afbil­der Her­ren Jesus Kristus, den hel­li­ge Guds­mo­der, andre af Kir­kens hel­li­ge eller bibel­ske begi­ven­he­der. De tro­en­de ære­de (og det gør de fort­sat) de hel­li­ge iko­ner ved at kor­se sig for­an dem, bøje sig for dem, kys­se dem, tæn­de lys for­an dem eller bræn­de røgel­se for­an dem.

Det lader sig ikke gøre at tale meget uddy­ben­de om iko­nens teo­lo­gi her, men lad mig prø­ve at rede­gø­re kort. Ikon (eikon) er græsk for bil­le­de. Det er et ord, som optræ­der fle­re pro­mi­nen­te ste­der i Bib­len. For eksem­pel er de fle­ste vel bekend­te med hvor­le­des men­ne­sket blev skabt i ”Guds bil­le­de” (1Mos 1:27). Man­ge vil også ken­de til for­mu­le­rin­gen om Søn­nen som ”den usyn­li­ge Guds bil­le­de (Kol 1:15). Omvendt vil man kun­ne næv­ne det gene­rel­le bil­led­for­bud i Det Gam­le Testa­men­te, hvor­ved isra­e­lit­ter­ne adva­res mod at ære afg­uds­bil­le­der, for­di det bog­sta­ve­ligt talt er ska­de­ligt for dem.

Der er alt­så en bevidst­hed om, at bil­le­der er mere end blot teg­nin­ger, male­ri­er, pola­roid­bil­le­der eller pixels. Bil­le­der er bære­re af betyd­nin­ger og repræ­sen­tan­ter for vir­ke­lig­he­den. Det er i kri­sten og i bibelsk teo­lo­gi ikke muligt at se bil­le­det eller iko­nen som adskil­te fra det som er afbil­det, arke­ty­pen som det skal kom­me til at hed­de på det Syven­de Øku­me­ni­ske Kon­cil. Mere præ­cist så lyder for­mu­le­rin­gen såle­des: Den ære der vises bil­le­det, løf­tes op til dets arke­ty­pe.

Men de som mod­sat­te sig bru­gen af iko­ner var imid­ler­tid af en anden opfat­tel­se. De repræ­sen­te­re­de en blan­ding af græsk filo­so­fi, som kun hav­de hoven foragt til overs for den­ne barok­ke vene­ra­tion af maling på træ, og så den semi­ti­ske (jødi­ske og mus­lim­ske) frygt for afg­ud­s­dyr­kel­sens fald­gru­ber. Man­ge så det byzan­tin­ske impe­ri­ums man­ge neder­lag til de mus­lim­ske ero­bre­re som et tegn på, at de hav­de mistet Guds vel­vil­je.

Til syven­de og sidst (bog­sta­ve­ligt talt) kom stri­den til at hand­le om Guds legem­lig­gø­rel­se. Hvis Gud vir­ke­lig blev men­ne­ske, vil­le Han kun­ne afbil­des. I sin per­son for­e­ne­de Kristus det gud­dom­me­li­ge og det men­ne­ske­li­ge, så ved at afbil­de Hans per­son, vil­le man kun­ne få et glimt af Gud selv.

Såle­des iko­noklas­men meget kort. Men det egent­li­ge emne er den moder­ne iko­noklas­me. Fak­tisk har vi siden det otten­de århund­re­de været vid­ne til adskil­li­ge bøl­ger af iko­noklas­mer. Den pro­te­stan­ti­ske refor­ma­tion var en vig­tig en af slagsen. I det tyven­de århund­re­de var vi vid­ne til fle­re. For os orto­dok­se er det nær­lig­gen­de at næv­ne den enor­me øde­læg­gel­se af iko­ner, kors og kir­ker som fandt sted i de kom­mu­ni­sti­ske lan­de.

Men i den for­gang­ne uge har iko­noklas­men atter vist sit ansigt. Fra en ikke uven­tet kant, fri­stes man til at sige. Det er fra byrå­ds­med­lem­mer og andre med til­knyt­ning til det vi er kom­met til at ken­de som LGBTQ+-bevægelsen. Det er en sag, der nok for de fle­ste vil synes direk­te lat­ter­lig, og det gør den også for mig, men den vid­ner alli­ge­vel om et under­lig­gen­de, teo­re­tisk lag, der fore­kom­mer mig over­or­dent­ligt dystert.

Det dre­jer sig om de små grøn­ne og røde mænd, som er afbil­le­det på vores lys­kryds. Jeg er sik­ker på, at de fle­ste alle­re­de har hørt om det­te. Dis­se mænd bør nu ikke læn­ge­re være mænd. Nå, så fint, jeg har nu aldrig rig­tig tænkt på dem som mænd, de lig­ner jo ikke rig­tigt noget. Måske er det for­di de har buk­ser på, at man anta­ger, at de er mænd. Men de fle­ste kvin­der jeg ken­der går også rundt i buk­ser. Nå men okay, så lad os da få nog­le figu­rer med kjo­le på, så alle kan være gla­de. Men nej, ingen af de to figu­rer går an. De er køns­spe­ci­fik­ke og der­for diskri­mi­ne­ren­de mod den grup­pe af men­ne­sker, som ikke iden­ti­fi­ce­rer sig som væren­de et af de to køn. Jeg ved ikke hvor stor en grup­pe der her er tale om, men jeg tviv­ler på at den kan sni­ge sig op på mere end en enkelt pro­cent af den sam­le­de befolk­ning. Som en af mine ven­ner tørt bemær­ke­de: ”Har de ikke noget bed­re at bru­ge andre folks pen­ge på?”.

Og man fri­stes til at spø­ge med det­te. Det vir­ker bizart, at vi i Dan­mark til­sy­ne­la­den­de har så få bekym­rin­ger, at vi er nødt til at kaste os over dis­se opfund­ne pro­ble­mer. Men der er ingen grund til at gri­ne, for bag­grun­den for det­te for­slag om ”køns­neut­ra­le” lys­kryds er dødal­vor­lig. Det bli­ver tyde­ligt, når man ser på hvad bevæ­gel­sens tals­mand fore­slår i ste­det for mænd (eller kvin­der eller men­ne­sker). Han synes vi skal gå helt væk fra det antro­po­mor­fe og byt­te det ud med sym­bo­ler som et X for stop og en pil » for gå. Så selv­om jeg ellers synes at den nuvæ­ren­de ”mand” er ret køns­neut­ral, så er det alli­ge­vel ikke nok. Vi kan ikke have et afbil­le­de af et men­ne­ske, men må hol­de os til abstrak­te sym­bo­ler.

Da jeg i sin tid stu­de­re­de sprog på Køben­havns Uni­ver­si­tet tal­te man om, at der var sprog med stør­re eller min­dre grad af iko­ni­ci­tet. Så vidt jeg husker, så beteg­ne­de det i hvor høj grad spro­get spej­le­de vir­ke­lig­he­den i for­hold til kro­no­lo­gi osv. Og hvis vi tæn­ker til­ba­ge, så var det før­ste sted, den­ne regn­bu­e­be­væ­gel­se sat­te ind, net­op spro­get. Tænk på, hvor­dan orde­ne bøs­ser eller les­bi­ske, var ord som kald­te min­del­ser til folk vi alle kend­te, arbej­de­de sam­men med og i man­ge til­fæl­de hav­de per­son­li­ge ven­ska­ber med. Og så se hvor­le­des de ord nu er ble­vet redu­ce­re­de til akro­ny­met LGBTQ+. Et ord eller akro­nym med så godt som ingen iko­ni­ci­tet men som der­i­mod er så abstrakt, at man har måt­tet bevæ­ge sig væk fra bog­sta­ver­ne og ind­dra­ge sym­bo­let +.

Vi kan også næv­ne ordet hen, (jeg tror den dan­ske pen­dant måske hed­der høn…), der er gjort berømt af vis­se sven­ske bør­ne­ha­ver. Jeg har fire børn og har været i man­ge bør­ne­ha­ver og vug­ge­stu­er. Jeg tror aldrig jeg har mødt et bio­lo­gisk intet­køn­net barn. Jeg har der­i­mod mødt man­ge små dren­ge og piger. Så her har vi alt­så et ord der refe­re­rer til… ingen­ting. Det er san­de­lig en abstrak­tion og en reduk­tion af spro­gets iko­ni­ci­tet. Men det er også menin­gen.

De fle­ste af os kan vel gå ind for, at folk med for­skel­li­ge seksu­el­le obser­van­ser eller for­skel­li­ge syn på egen og andres køn­si­den­ti­tet skal nyde sam­me bor­ger­li­ge ret­tig­he­der. Men det har aldrig været regn­bu­e­be­væ­gel­sens egent­li­ge mål. Dens egent­li­ge mål har i ste­det været, at udra­de­re den men­ne­ske­li­ge iden­ti­tet som et skabt væsen. Men­ne­sket er et kon­kret, legem­ligt væsen. Det eksi­ste­rer i lege­met, i tid og i sted. Det har, i langt langt de fle­ste til­fæl­de, ét ud af to køn, det er enten mand­ligt eller kvin­de­ligt. Dis­se ting er givet, de eksi­ste­rer uaf­hæn­gigt af vores vil­je og vores ønsker. Dis­se egen­ska­ber eksi­ste­rer og er giv­ne, også uaf­hæn­gigt af vores for­æl­dres vil­je og ønsker, på trods af at dis­se ellers har været intimt invol­ve­re­de i vores til­bli­vel­se. Og net­op det, at vis­se ting er givet, peger hen på at vi er skab­te, og vi er skab­te i et bil­le­de. Vores kon­kre­te vir­ke­lig­hed er det ulti­ma­ti­ve tegn på, at vi ikke selv opfin­der vir­ke­lig­he­den, at vi ikke selv er guder i egen ret.

Det er den­ne ”givet­hed”, den­ne skab­t­hed, som regn­bu­e­be­væ­gel­sen egent­lig er i krig mod. Men det er en hård kamp at kæm­pe, for­di de er oppe mod vir­ke­lig­he­den, og den er nu engang svær at se bort fra. Men et vig­tigt skridt på den­ne vej er at fjer­ne alle iko­ner, som afbil­der vir­ke­lig­he­den, det være sig i spro­get, eller noget så barokt som på lys­kryds. Når alt er opløst i abstrak­tio­ner, i sym­bo­lik, i fly­den­de iden­ti­te­ter, så har det­te for­ban­de­de ophav, det at vi er skab­te og dan­ne­de på måder som vi og andre ikke selv var her­rer over, ikke læn­ge­re magt over os. Hvis blot man, og det­te brin­ger min­del­ser til sov­jet­ti­dens iko­noklas­me, kun­ne få en gene­ra­tion som er vok­set op helt uden nog­le bil­le­der på vores kon­kre­te, fysi­ske og skab­te eksi­stens, så vil vir­ke­lig­he­den ende­lig have slup­pet sit greb i os. Så kan vi bli­ve det nye men­ne­ske, ikke homo sovie­ti­cus, men det abstrak­te, sel­vop­fund­ne men­ne­ske.

Regn­bu­e­be­væ­gel­sen vil ikke af med bil­le­der af mænd eller kvin­der på lys­kryds eller i vores sprog, for­di de søger stør­re lig­hed. De vil af med dis­se bil­le­der, for­di det er bil­le­der der rum­mer vir­ke­lig­he­den, bil­le­der der defi­ne­rer os som men­ne­sker. Og det er bil­le­der der peger hen på arke­ty­pen, på Gud, i hvis bil­le­de vi er skabt. Orto­dok­se krist­ne skal ikke mod­sæt­te sig regn­bu­e­be­væ­gel­sen for­di den søger at give ret­tig­he­der til folk som ikke før hav­de nogen, men for­di den søger den kom­plet­te omde­fi­ne­ring af det skab­te men­ne­ske og en opløs­ning af men­ne­sket i abstrak­tio­ner og sym­bo­ler.

Men­ne­sket er kon­kret. Kri­sten­dom­men er kon­kret. Enkel­te kir­ke­fædre defi­ne­rer men­ne­sket som høje­re end eng­le­ne net­op for­di vi har kon­kret, legem­lig mani­fe­sta­tion. Det er net­op det smuk­ke ved os, at vi på en og sam­me tid er ånd og støv, sam­men­sat ikke på den måde vi selv vil, men givet af Gud på for­hånd. Den gam­le iko­noklas­me søg­te at rela­ti­vi­se­re kri­sten­dom­men ved at gøre den til enten abstrakt filo­so­fi eller til en tro med en fjern og util­nær­me­lig gud­dom. Den nye iko­noklas­me, repræ­sen­te­ret ved LGBTQ+ søger at rela­ti­vi­se­re men­ne­sket ved at gøre det til en soci­al kon­struk­tion, som er fri til at opfin­de og for­me sig selv i et hvil­ket som helst bil­le­de.

I faste­ti­den bli­ver det meget kon­kret, at men­ne­sket ikke er ånd, men også kød. Vi mær­ker maven rum­le når vi faster, vi mær­ker køde­ts higen når vi lever aske­tisk, vi mær­ker knæ­e­ne vær­ke, når vi fal­der ned igen og igen, og så vide­re. Det hele men­ne­ske er et bil­le­de på vor Gud. Når præ­sten eller dia­ko­nen til­rø­ger iko­ner­ne i kir­ken, til­rø­ger han sam­ti­dig alle til­ste­de­væ­ren­de per­so­ner, for­di de er de vig­tig­ste iko­ner, leven­de bil­le­der af Gud i krop og ånd. Vi er ikke altid som vi vil­le ønske vi var, men gen­nem Kir­kens for­skrif­ter for­sø­ger vi at bli­ve, som Gud vil have os til at være. Og hvis vi til­la­der den iko­noklas­me, som for­ka­ster guds­bil­le­det i os, så afskæ­rer vi os selv vej­en til Gud.

Lad os i den­ne faste bede for vores pla­ge­de lan­de.